Den Gyldne Pest/Kapittel 27
Der gik en rædselens hvisken over hele verden, — fra mand til mand, fra bank til bank, fra børs til børs.
Hele det store indfiltrede pengemaskineri braket i sine sammenføininger. Bankerne var som store, overernærte dyr, der kastet sig hit og dit og søkte at befri sig for en forfærdelig tyngsel. Ingen visste, hvor det bar hen, men alle følte, at samfundet rullet nedover mot en eller anden gapende avgrund.
De mægtige amerikanske pengeinstituter satte sine skuldre mot denne vanvittige flugt mot kaos. Men malstrømmen tok dem paa sine arme og bar dem med sig, som om de skulde være høvelspaaner, paa sin uavvendelige færd.
Med stive og stirrende øine saa menneskene, hvorledes alle værdier gled under dem. De merket med forfærdelse, hvorledes pengemarkedets ventiler og regulatorer negtet at fungere.
Men det forfærdeligste var, at guldet laa der i dynger, — det fløt som en gul feber i pengemarkedets aarer . . .
Ja, som en strøm av ild, der fik al verden til at snappe efter luft under selvforbrændingens fortærende luer.
La os ikke tænke tilbake paa disse ulykkens uker, da menneskene med feberbrændende øine druknet sig i vilde glæders glemsel, og da flagellanternes skarer svang svøperne om sine skuldre . . .!
Her skal kun mindes de dage, da det fløi som en hvisken over alle verdensdele, at samfundet, — det mægtige guldspyende samfund, var dødssykt, — at bankerne holdt paa at fortæres av sine egne skatte, og at guldet var den gift, som brandt i dets indvolde.
Da var det, at hele den civiliserte jord blev som magtstjaalet av den skrækkelige farsot, der i vort pengevæsens historie altid vil mindes som den gyldne pest. Sygdommen var forfærdelig i den tid, den raste, med pludselige kursfald og voldsomme børspaniker i sit følge.
Men pludselig en dag var det, som en kjølende luftning fløi henover den feberbrændende menneskehet. Ingen visste, hvorfra den kom. Men den bragte trøst og lindring, — som en mors kjærlige haand paa et sykt barns pande.
— — —
Den samme dag sat Ralph burns i sin villa ute i Kensington og læste »Times« med dypt rynkede bryn. Pludselig skvat han op, saa det skranglet i hans smukke mekaniske træben . . .
—Hvad er det? spurte hans kone forfærdet . . .
Hun fik ikke svar paa sit spørsmaal. Ti der stanset en automobil utenfor, og en fet velnæret herre kom gaaende hurtig gjennem den lille have . . .
—Er det mr. Burns? spurte den velærværdige gentleman . . . Mit navn er Arthur Thompson, jeg er præsident i Bank of England.
Burns reiste sig og bukket.
—Jeg hadde den fornøielse at se Deres forgjænger her for fire uker siden, sa detektiven.
Sir Arthur bøiede sit graanede hode.
—Lord Cavendish døde paa sin post, sa han. Han blev det første offer for guldets anarkister . . . Og dog, han var en lykkelig mand. Jeg vil ikke ønske noget menneske den forfærdelige tid, vi har gjennemgaat de sidste fjorten dage. Det har været os en kamp for samfundets bestaaen, for autoritetens ret, for de bevarende kræfters magt. Vi laa paa randen av en avgrund, Burns, vi saa allerede ned i et bundløst sluk, hvor anarkismens og forbrydelsens titaner laa paa lur efter vor aartusingamle hæder . . . Det var syndfloden, Burns, guldets forbandede syndflod . . .! Aa, vi hadde ikke mange dage igjen . . . Men saa hænder det vidunderligste. Der kommer en ukjendt mand . . . en norsk læge. Han opdager sygdommen, han finder obstruktionens ophav og skjærer med et dristig snit hul paa hele pestbylden . . . Jeg siger ikke for stort et ord, naar jeg uttaler, at vi skylder denne mand alt . . . Han opdaget sygdommens kilde, han ødela den og ga os anvisning paa helbredelse. For nogen dage siden sprang der en holme i luften oppe i den norske skjærgaard. Den eksplosion har renset hele Europa, — hele verden. En stor opfindelse gik tapt, en stor opfinder strøk med i flammehavet, men vi fik et øiebliks luft og armeslag nok til at verge os . . . Der er foretat mangfoldige arrestationer i Hamburg, Paris og Berlin, der er beslaglagt guldbeholdninger til svimlende værdier . . . vi er atter herre paa markedet.
—Og Alexis Okine blev hængt igaar, sa Burns drømmende. Det var en opbyggelig stund.
Bankmanden smilte.
—Og vor gamle sekretær Murphy er paa vei til kolonierne. Han ytret ønske om at bli forflyttet til de nye diamantleier i Australien. Han hadde ikke tillid til guldet i Tasmanien, sa han, nu da den internationale kommission med et eneste pennestrøk har . . .
Der hørtes en sterk ringen paa haveporten.
Burns for sammen.
—Det er ham, sa han glædestraalende.
—Ham?
—Fjeld, naturligvis. Se, der er han lyslevende. Døren gik op, Jonas Fjeld traadte ind og faldt uten ceremoniet i Burns arme . . .
Sir Arthur Thompson nærmet sig de to venner. Den gamle herre hadde taarer i øinene.
—De er Jonas Fjeld, sa han bevæget. Det er navnet paa den mand, som altid vil leve i gode engelske borgeres erindring. Lord Cavendish sa, før han døde: Den mand vil hjælpe os. Jeg saa det paa hans blaa øine! . . . Og De hjalp os. De er større end Jenner, større end Pasteur, for De fandt den gyldne pests bacille . . .
—Jeg vet en, som var større, svarte Fjeld vemodig. En ensom ildsjæl, som levde oppe paa den høieste videns tinder. En fattig mand med alverdens rikdom i sin hjerne. En guldets hero. Den sidste alkemist.
—Hvad het han?
—Hans navn var John Marker, mumlet Fjeld og vendte sig bort for at skjule sin bevægelse. Vi var alle smaa mot ham. Han var en av de faa, som nogensinde har set ind i det Kanaan, der ligger i en taaket soldis for vore øine, — den evige videns forjættede land . .!
Men fru Helene Burns sat inde i sit værelse og nynnet en vise.
—Undres paa, hvad Burns blev saa bevæget over, mumlet hun for sig selv og strakte haanden ut efter »Times«, som manden hadde kastet fra sig. Hendes øine faldt paa en uhyre overskrift, som mot det konservative blads sedvane strakte sig over halve avisen. Der stod helt enkelt:
Fru Helene Burns blev hverken forskrækket eller imponert. Hun smilte ringeagtende og tok atter fat paa visestumpen og — sit strikketøi.
Kjære — hvad var det hun strikket saa ivrig paa?
Jo, noget som var mere værd for hende end alverdens guld.
En bitteliten, lyserød barnestrømpe!