Den Gyldne Pest/Kapittel 26
Der lød et kanonskud.
Fjeld saa ut av vinduet. Han hadde netop lagt John Marker ned paa en sofa i det lille tarvelige kontor, hvorigjennem der i de sidste maaneder hadde gaat saa mange hundrede millioner.
En marinesoldat styrtet ind i værelset.
—Der er løpet en motorbaat ut fra vestsiden av holmen, ropte han anpusten. Den har sat kursen mot Mølen. Chefen ber Dem komme ombord hurtigst mulig . . .
—Nu kommer jeg, sa Fjeld.
Men han syntes hverken overrasket eller særlig tilbøielig til at skynde sig. Han pakket godt om John Marker, la en pute tilrette under hans hode, tok et sidste maal av det fattigslige kontor og lot den drukne billedhugger skjøtte sig selv. Gamle Fabre blev sittende i en lænestol og saa grundende frem for sig. Det var, som om han hadde git sig ikast med et problem, han ikke kunde mestre. Hans øine flakket frem og tilbake . . .
—Jeg var med paa barrikaderne, mumlet han og løftet haanden, som en, der svinger en sabel over sit hode . . .
Men det var i sandhet ingen sabel. Det var kun en flaske, hvorav de dyre draaper fløt rikelig . . .
Fjeld husket længe dette billede: Det sløvede geni med det paralytiske grin og den gamle helt fra skansegravene ved rue St. Denis med rindende øine og en halvtømt flaske genever.
Saa lukket han døren og gik ut.
—Skal vi sætte vagt? spurte marinesergeanten.
—Nei, svarte Fjeld, det behøves ikke. Der findes kun to forhenværende mennesker paa Tofteholmen.
—Er det ikke bedst, vi skynder os. Ellers kunde motorbaaten slippe fra os. Den flyver som en hvirvelvind. Kapteinen mente, at . . .
Fjeld saa likegyldig utover og marinemanden fandt ingen grund til at pirke yderligere paa den koldblodige civilist . . .
Kapteinen paa »Hai« var rød i hodet av spænding. Han stod paa dækket med megafonen i haanden og skalv av utaalmodighet, mens hans øine fulgte det glitrende skumsprøit i hydroplanets kjølvand . . .
—La os komme avsted, brølte han . . . Ellers slipper pakket fra os. Jeg bander paa, at det er hovedmanden, som stryker der tilhavs. Eller hvad mener De, dr. Fjeld?
—Det er mulig, svarte Fjeld i en likegyldig tone. Men fyren der slipper vel neppe forbi Horten. Er det umaken værd at spendere damp paa den usle pram. Send et marconitelegram til et av fartøierne paa Hortens havn, at de sperrer veien for fyren der. Saa gjør vi kaal paa ham, naar han maa snu eller søke land.
—Det var en glimrende ide, sa den unge kaptein og ilte hen til telegrafrummet, mens »Hai« med fuld fart forover satte kursen mot Gulholmen . . .
Fjeld blev staaende i dype tanker. Han regnet efter. Og resultatet av hans beregninger fik ham til at gni sine hænder av tilfredshet.
—35 mil, mumlet han. Om en halv time er Delma ved Bolærne, og da kan hele den norske flaate ikke indhente ham . . . Der er held med dem, som flyver paa kjærlighetens vinger . . .
»Hai« gjorde sit bedste. Dens skarpe baug vælted to mægtige skumbølger ut fra de graa sider og røken stod som tykke sorte streker fra dens skorstene.
—Det gaar brilliant, sa Fjeld.
—Men ikke godt nok, mumlet kapteinen nervøst. Vi haler ikke ind paa dem. Jeg synes snarere . . .
—Hvor stor fart gjør vi nu?
—24 mil. Det er maksimum. Baaten ryster næsten ikke. Men se der, doktor . . . nu tænker jeg, vi har den. Der kommer en torpedobaat ut fra Hortens havn og sætter kurs vest for Bastø.
Fjeld blev en smule blek.
—Hydroplanet er imidlertid snart i høide med Gulholmen.
—Det hjælper ikke. Det maatte gaa 30 mil, hvis det skulde ryste »Draug« av sig . . . Et eneste litet kanonskud og saa er den herlighet forbi.
Det var tydelig nok for alle, at hydroplanet gjorde en svimlende fart. Det lignet en kjæmpemæssig flue, som gled over den speilblanke sjø. Og i det florlette skum, som slog sammen i dets kjølvand, legte alle regnbuens straaler.
Spændingen var nu forfærdelig. Vilde »Draug« naa op til flygtningen ved nordsiden av Bastø? . . . Der gik fem minutter, der gik ti minutter . . . Pludselig grep kapteinen Fjelds arm.
—Der er den, sa han. Langt efter, men ikke længere end at et skud kan naa flygtningen. Død og helvede, nu skyter de . . .
Og ganske rigtig, fra torpedoens forstavn stod der en tynd røkstraale, og et skud slog ned et halvt hundrede meter foran hydroplanets baug . . .
Men det lille fartøi fortsatte uanfegtet sin vei. Det gjorde kun en svag sving indover mot Larkollen. Det øket øiensynlig forspranget for hvert sekund, som gik.
Nu fulgte skud efter skud. De slog ned like ved siden av hydroplanet, de næsten streifet dens smekre mahognysider. Men motorbaaten syntes at være begunstiget av et specielt forsyn. Fjeld saa i kikkerten Jacques Delma bøiet over rattet, dækkende Natascha med sit legeme, mens sjøspruten ret som det var skyllet ind over de to elskende.
For en jagt . . .
Da holdt skytningen op. Hydroplanet var nu saa nær land, at Larkollens huse laa i skytelinjen.
—Han er frelst, hvisket Fjeld for sig selv og saa drømmende utover.
Havet laa som et speil av ro og velvære. Ikke den svakeste bris strøk over fjorden. Og derute stod Færder fyr og gjorde honnør for vaaren.
—Det er nok ikke mere at gjøre for os, sa kapteinen litt slukøret og gav kommando til at vende. Undres paa, hvem det var? . . . Det er kjedelig for Dem, at De ikke kunde knipe rakket.
—Sørgelig.
—Slap de alle fra Dem?
—Nei. Hovedmanden ligger halvdød derinde paa Tofteholmen. Jeg har fundet, hvad jeg søkte. Der er skaaret hul paa bylden. Nu faar vi haape, at verden vil puste lettere . . .
Med halv fart gled »Hai« indover igjen og kastet anker utenfor Tofteholmen, mens Delmas hydroplan fortsatte sin vilde flugt mot friheten.
Da blev man vidne til et underlig syn. Paa øens høieste top stod der et forpjusket skikkelse med iturevne klær og strittende haar og skjeg. Det var den franske billedhugger. Og ved hans side laa den meksikanske blodhund og hylte . . . Den hævet det ildrøde svelg, mens jammeren løftet sig som et verop av sorg og smerte mot himmelen.
Men Jean Fabre svang sin flaske over sit hode. Han svævet over tid, sted og rum. Nu stod han paa barrikaden igjen og hidset til kamp, mens kulerne sang om ham. Der glødet en gnist et sted, snart vilde den tænde . . . og ut fra hans gamle strupe gurglet der nogen underlige lyd, som fjernt mindet om revolutionens kamphymne . . .
Da forsvandt alt i en vældig røksøile. Jorden aapnet sig under Jean Fabres føtter, en forfærdelig ildstraale grep ham i sin favn, maset hans legeme sønder og sammen og slynget resterne ut mot den blaa foraarshimmel.
Der drønnet utover fjorden med tusinder rungende ekkoer ind mellem aaserne. Kjæmpemeæssige klippeblokke løsnet og styrtet i havet. Der stod en stenregn over torpedobaaten. Det var, som om Tofteholmens indvolde vrængtes ut og aabenbarte selve jordskorpens stivnede kadaver.
Da røken efterhaanden trak væk, var John Markers fabrik ryddet med jorden og Tofteholmen laa der arret og ugjestmild som før.
—Det var et Guds under at vi slap fra det med livet, hostet kapteinen og tørret blodet væk fra et saar i hodet. En underlig historie!
—De har ret, kaptein, sa Fjeld. Det er historien om et geni. Ja, mere end det. Det er verdenshistoriens sidste kapitel om guldets undergang.