Den Gyldne Pest/Kapittel 6
Midt oppe i det tætteste Quartier Latin vil man støte paa rue de la Sorbonne. Det er en liten kort gatestump, som ligger klint op til sætet for den høieste franske aandskultur. Ellers er der ingen stas ved den smale tarm, som ender ved Clunys mugne mure. Den optages for størsteparten av en række smaa hoteller, der huser den studerende ungdom. Mest utlændinge: sydamerikanere, japanere og russere. De franske studenter er forlængst flygtet over Seinen og vandret over til Montmartres gjestmilde hybler, hvor lugten av orientalere og indianere ikke er saa fremtrædende. Og saa har de sporvognen til og fra Boulevard Clichy, som jo er et ganske andet livfuldt sted end »Boul Miche«s søvnige og begrædelige epigonkvarterer.
Rue de la Sorbonne gjemmer paa megen historie fra de dage, da den franske aand sprællet paa det kraftigste. I de smaa hotelværelser sat der i aarhundredets midte mænd, som har skaffet rikelig stof til literaturhistorien, — langhaarede, trangbuksede ynglinge, som sprutet av aandrigheter og borgerforagt. Ja — her sat folk som Theophile Gautier og blusset av affektation, her slog Victor Hugo i de tynde borde, her drømte Henry Murger om sin sidste flamme, og her brøt Auguste Comte sin hjerne med de tanker, som skulle bane veien for en ny tids mænd.
Nu er de langhaarede romantikere med de blomstrede silkeveste forsvundet. Svarte kreoler og halvindianere fra Pampasen bander og sverger i de smale trapper, smaa pyntelige japanere tusler omkring i de mørke korridorer og en eller anden rik floridanegers avkom viser tænder i de øverste etager. Det er mange pudsige eksistenser som her lever med sin pike i tugt og ære og ellers gjør ret og skjel.
I et av gatens høieste huse, i nærheten av den store kemikalieforretning findes der i øverste etage et litet laboratorium med glastak. Verten fortæller, at det var her at kininen blev opdaget. Men selv denne opkvikkende oplysning har i aarenes løp ikke fristet mange. Laboratoriet er blit vertens smertensbarn, — dels fordi han ikke har kunnet bære det over sit hjerte at nedsætte leien og dels fordi private laboratorier ikke er i kurs.
Men nu var alle hans sorger slukket. En vakker dag kom der liv i de gamle retorter, gasen fræste under de digler, hvor efter sagnet kininen skulle ha faat sin daap.
Ikke for det, — han likte ikke de nye leieboere, som hadde okkupert hans øverste etage. Det var imidlertid stille og rolige folk, som næsten aldrig gik ut. De snakket ikke med nogen. Den vakre unge dame av ubestemmelig nationalitet besørget alt. Hun vasket op, hun gjorde de to soveværelser istand, hun kjøpte ind til maaltiderne, hun fløi som et pisket skind. Slikt noget sømmet sig ikke for en dame, som makelig kunde være maitresse for en hertug.
Selv hadde han gjort et par fortrolige forsøk paa at kike litt paa affærerne i øverste etage, men de var helt mislykket. Den høie, magre utlænding hadde bokstavelig talt stirret ham ut, og den lille djævel, som var med ham, hadde i trappegangen git ham et par smilende formaninger, som nærmest lignet trusler.
Naa — derved var intet at gjøre. Selv om hans nysgjerrighet ikke blev fodret tilstrækkelig, saa fik han dog sin leie paa forskud. Og det var jo hovedsaken. . . .
. . . Men John Marker sat dag og nat over sine apparater. Det var saavidt, at han slang sig paa en sofa nogen timer. Hans øine blev mere og mere stilkede og hans kindben krøp ut av den pergamentagtige ansigtshud som hornpuklerne paa en renkalv. Han gik omkring som i drømme og gav sine befalinger. Den unge pike var utrættelig, og Delma hadde paatat sig en laborantkarls utaknemmelige rolle.
Og dagene gik. . . .
En aften la Marker arbeidet fra sig og kastet sig i en stol og lukket øinene.
—Er De syk? spurte Delma. Det var en egen katteagtig ømhet i hans stemme, som klædte ham daarlig.
Marker svarte ikke. Saa aapnet han pludselig øinene og saa sig omkring som en, der har levet i en anden verden.
—Hvem er De? sa han pludselig til den unge dame som sat likeoverfor ham.
Hun blev blussende rød.
—Kjære Marker, sa Delma hurtig, det er jo Natascha — vor veninde.
—Naa saa, mumlet kemikeren distræt. Jeg trodde.
—Hvad trodde De?
—At det var en anden . . . min mor.
—Hvordan det?
—Jeg læser det samme uttryk i hendes øine, naar hun ser paa mig. Beundring og avsky.
Den unge pike reiste sig og rynket brynene.
—De tar feil, sa Delma rolig.
—Natascha er en av vore. Hun vilde ofre alt for Dem, hvis De opfylder vore forventninger. Der findes ikke en draape blod i hendes legeme, som ikke gløder for anarkismen. Vi er slaat til jorden, men guldet skal skaffe os hevn. . . .
—Det er sandt, monsieur Marker, hvisket Natascha og grep hans haand og bedækket den med lidenskabelige kys. Jeg elsker den haand, som skal skjænke mig hevn. . . .
—Hevn, mumlet kemikeren forvirret og trak armen til sig. Det var, som om kyssene brændte ham.
Delma la sin haand paa den unge pikes skulder. Og hendes ansigt, som var fordreiet av et forfærdelig raseri, slappedes og veg pladsen for den milde ro, som ellers gav det sit madonnaagtige præg.
—Det er en lang historie, sa Delma alvorlig. Vi har jo alle et opgjør at ordne. . . . De vet, hvad mand jeg er?
—Jeg kjender Dem, svarte Marker. De var en av gribberne. Ralph Burns klippet vingerne Deres. Jo, det var en munter historie. Dere lænset ham for en arm og et ben. Og nu vil dere formodentlig kappe hodet av Josias Saimlers overvinder. . . .
Delma trak paa skulderen.
—Ralph Burns gir jeg ikke stort for, sa han. Det er en god hammer, en solid slægge. Men det er haanden, vi vil tillivs, fortsatte han pludselig ubehersket. . . . Naar guldfeberen faar hele samfundet til at skjælve, naar baalene begynder at brænde, da er det en mand, som skal dø tomme for tomme mellem gløderne. . . .
—Hvad er det for en fyr?
—Jeg kjender ikke hans navn. Men jeg har set hans ansigt en nat bak et vindu i Eppendorf og følt hans hænder om min strupe en aften mellem de norske fjelde.
Marker grundet længe. . . .
—Nuvel, sa han tilslut. Jeg vet, hvem den mand er. Han er godt kjendt i Kristiania. Hans navn er Fjeld. Dr. Jonas Fjeld. . . .
Delma nikket.
—Hører du, Natascha, skrek han . . . læg merke til det navn, naar vor tid kommer. . . . Husk det. . . .
Den unge pike knyttet hænderne, og hendes øine blev stive og stirrende som jaguarens, naar den veirer en fiende. . . .
Delma saa ømt paa hende.
—Ja, mumlet han, dette er Natascha — Josias Saimlers datter.