Den Gyldne Pest/Kapittel 7
Vinden hylte over Paris. Det var en av disse almindelige høststorme, som faar Seinestaden til at vakle i sine grundvolde. Regnet pisket hustakene og alle de smaa skorstenspiper sang som orgler i den mørke midnat.
Men Marker tok ikke notis av stormens raseri. Den egget ham kun der han stod i det halvmørke rum med en stor retorte fyldt av en eiendommelig opalfarvet væske. Han rystet den, og det var som om der sprang blinkende stjerner langs retortens sider.
—Dette er materia prima, mumlet han triumferende. Nu faar vi se, om den bestaar prøven. Ved 80 grader skal denne opløsning farves rød.
Han tændte gasen og bevæget retorten forsigtig frem og tilbake over varmen, mens hans to fæller med den største spænding fulgte hans bevægelser.
—Jeg ser ingen forandring, hvisket Delma.
—Vent, sa Marker nervøst, mens den lange knoklede haand skalv.
Og se, helt nede fra retortens bund begyndte der langsomt at samle sig en tyk blodrød masse . . . den spredte sig som mørke skyer med dype ildglimt, som kom og svandt, den bruste op som en fontæne av blod,
Marker rev retorten bort fra gasen og holdt den frem foran sig. . . . Væsken kokte nu med en dyp, fræsende lyd og vedblev at koke i flere minutter. . . . Farven blev efterhaanden purpurrød med underlige fluorescerende avskygninger.
—Den røde tinktur, mumlet Marker. Sehfeld hadde ret.
Saa vendte han sig til Delma.
—Der levet i midten av det 18de aarhundrede en mand i Böhmen, som het Sehfeld. Han laget guld for keiser Franz, og alt gik vel og bra, indtil en kvinde fik en finger med i spillet. Det var keiserinde Maria Theresia, dette tapre mandfolkfruentimmer med den Habsburgske skrumphjerne. Hun lot Sehfeld arrestere og behandlet ham med inkvisitionens bedste tænger. Men Sehfeld taug. Han var en fri og uavhængig mand, en stor adept. Saa bestak han sine vogtere. De flygtet alle, og han gjorde sine befriere skadesløse med umaadelige rikdomme. Saa døde Sehfeld med sin hemmelighet. Man fandt kun en flaske med et rødt farvestof efter ham. Det var den røde tinktur, den hemmelighetsfulde kraft, som er veien til de vises sten, — lapis philosophorum. Ingen vet, hvorledes han fremstillet denne tinktur. Og Europas viseste mænd fandt døden paa pinebænken, fordi de trodde at øine den vei, som Raymundus Sullus, Amaldus Villanovus, Basilius Valentinus og van Helmont hadde gaat. James Price fandt i 1782 den røde tinktur ved et tilfælde. Men da han for anden gang skulde fremstille den, hadde han glemt fremgangsmaaten. The Royal Society kaldte ham for en bedrager. Og Price hængte sig av fortvilelse. . . . Der har flytt meget blod og mange lidelser av denne røde væske. Og mere vil der flyte. . . .
—De tror altsaa at kunne lage guld av denne tinktur, spurte Delma. Han var blek, og hans øine saa næsten grønne ut i den eiendommelige halvbelysning.
—Ja, sa Marker bestemt. Under visse forutsætninger vil denne væske forvandle kviksølv eller bly til guld. Men mængderne vil være forsvindende for vort formaal. Alt beror paa, at metallerne ikke er elementer. Den vise biskop av Regensburg, Albertus Magnus, har ret. Der findes grundstoffer, men neppe blandt metallerne. Det skal nu vise sig. . . . Jeg har her en glasbeholder med tykke vægger. Den er halvfyldt med natrium. Hvis jeg nu fylder denne tinktur paa beholderen, vil der opstaa en sterk gjæring, som ender med, at al natrium blir opløst til en grøtagtig melkefarvet homogen substans, som er meget sensibel for sterkt lys. Slik. . . .
Marker heldte ved hjælp av en tynd tragt nogen draaper av den røde tinktur ned i glaskulen. Det saa ut, som om kulen skulde sprænges. Det sydet og gjæret i den, saa skummet stod ut av aapningen. Men tinkturen mistet straks sin røde farve, og en tyk, grøtet væske kokte op med bobler og blærer.
—Naar jeg nu, fortsatte kemikeren næsten høitidelig, anbringer denne kule i et lukket rum og utsætter den for en jevn paavirkning av radiumstraaler, vil natriumet spalte sig med stor lethet. . . . Lad os se! . . .
Han anbragte med yderste forsigtighet glaskulen ned i en firkantet kasse og lukket den igjen.
—10 minutter, mumlet han og kastet sig dødstræt ned i en stol.
De talte ikke et ord. Stormen raste utenfor det skraa glastak, og store regndraaper faldt med jevne dryp ned paa gulvet. Et vindkast tok med sig en taksten, som knuste en rute, men ingen ænset det. Regnet strømmet ned, og luftdraget lekte med gasblussene, men ingen tok notis av det. Alles øine var rettet mot den lille sorte kasse, hvorom der straalte et blekt fosforskin. . . .
Saa blev det med en gang stille. Det var som en kjæmpehaand hadde trukket i en snor og stængt elementerne inde. Regnet holdt op at falde, og en svak luftning strøk imot dem fra den knuste rute. Og se! . . . Høit over dem mellem de sorte skymasser saaes der en grønlig revne, og frem av mulmets kaos seilte maanen ind mellem stjerner. Det var kun et øieblik, men de bleke mennesker deroppe i det trange takkammer følte hjertet snøre sig sammen av en ukjendt rædsel over dette forfærdelige øie, som streifet dem. De hadde vakt den anorganiske verdens okkulte kræfter, som nu atter søkte ind til de okkulte dybder i menneskets sind.
Marker var den første, som fik sin ro tilbake. Han reiste sig og strøk sig for panden.
Saa aapnet han kassen, tok glaskulen ut, gik hen til bordet og knuste den med en hammer.
Natascha og Delma styrtet hen og stirret aandløst paa skaarene. Den grøtagtige masse var forsvunden. Men midt blandt stumperne saa de en liten mørk klump, saa stor som en nøtt.
Marker grep den og ridset i den med sine negler. Saa lot han den falde paa bordet.
—All right! sa han. Det er guld. Mine teorier holder stik. Av 1000 tons koksalt skal jeg paa denne maate lage 10 tons rent guld.
—Hvilken værdi har det? spurte Delma hæst.
—20 millioner francs, svarte Marker. Vi maa anlægge en fabrik. Og saa . . .
Den høie, bleke mand lukket sine øine og grep efter bordplaten. Saa sank han sammen som et fældet træ.
Da slog klokken 12 i Sorbonnekirken.