Kristiania-Detektiven Asbjørn Krag befandt sig i en død Periode. Han havde ikke paa længe havt nogen egentlig Sag at interessere sig for. Han havde sikkerlig kjedet sig halvt ihjæl, hvis han ikke havde havt private Ting at stelle med.
Hans Held i de sidste Par Aar havde nemlig indbragt ham ganske betydelige Honorarer — ved Siden af Berømmelsen. Han saa sig derfor istand til at fraflytte sin mere beskedne Leilighed ved St. Hanshaugen og bosætte sig i den fashionable, rolige Josefinegade.
Her indrettede han sig en, som han selv syntes, fyrstelig Leilighed paa fem Værelser. Hans Husholderske, en gammel Enke efter en Embedsmand, fulgte med ham. Hun overtog Udstyret af Salonen, Spisestuen og Soveværelset. Men sit Arbeidsværelse vilde han selv ordne med. Det vilde han ha efter sit eget Hode og det blev et høist underligt Værelse. Mest bemærkelsesværdigt var et Uhyre af et Skrivebord, som Asbjørn Krags Snedker havde brugt flere Uger for at faa færdigt. Detektiven havde selv gjort Tegninger til det. Han kaldte det spøgende for sin „Fæstning“; det var fuldt af merkelige Mekanismer, Skuffer og Klaffer. Videre havde han arrangeret sig med en stor grøn Lampeskjærm. Naar han trykkede paa en Knap, vendte Skjærmen en Strøm af Lys mod Døren, saaledes at den indtrædende næsten blev blændet af Lyset, hvorimod han selv blev siddende i Mørket.
Arrangementet af en Mængde saadanne Smaating optog hans Tid i flere Uger. Da han endelig var færdig og sad midt oppe i Herligheden uden nogen Ting at bestille, begyndte han at kjede sig igjen.
Han havde ogsaa faaet Raad nu til at engagere en Tjener. Denne Tjeners Opgave var bl. a. at efterse og pudse sin Herres Vaaben, hans Revolvere og Geværer, at bringe hans Telegrammer afsted og assistere ham paa enhver Maade. Det var en klog Fyr, som han flere Gange havde havt Nytte af. Han hed Jens og Asbjørn Krag havde fisket ham op fra Bodsfængslet.
Denne Tjener bankede en Eftermiddag paa Døren til Asbjørn Krags Arbeidsværelse.
Detektiven laa netop og slumrede gjennem sin Middagslur, da han blev forstyrret paa denne Maade, og han forstod straks, at noget vigtigt maatte være paafærde, ellers havde ikke Jens vovet at vække ham.
— Kom ind! raabte han.
Tjeneren kom ind med et Kort.
— Det er en meget fin Herre, som vil tale med Dem, sa han. Jeg fortalte ham, at De hvilte, men han maatte tale med Dem.
— Det er godt.
Asbjørn Krag greb Kortet og læste:
Berlin. Kristiania. |
— Dette høres da mærkelig ud, mumlede Krag, bed Herren om at komme ind.
Han gravede efter i sin Erindring, men han mindedes aldrig at ha hørt nævne før Sprængstofkompaniet af 1905.
Tjeneren aabnede Døren og gav Plads for den indtrædende, en høi, middelaldrende udseende Herre, klædt i en elegant Reisedragt. Herren bar Guldbriller.
— Jeg kommer i et meget vigtigt og meget delikat Anliggende, begyndte han, saasnart han havde tat Plads ligeoverfor Asbjørn Krag, — som De ser af mit Kort, er jeg Chef for Sprængstofkompaniet af 1905. Formodentlig har De ikke hørt det Kompanis Navn før.
— Jeg kan iallefald ikke huske det, bemærkede Krag.
— Det er dannet for et halvt Aar siden i Berlin. Selskabets Formaal er at udnytte en Opfindelse, som en elsassisk Ingeniør har gjort paa Sprængstofindustriens Omraade. Her er ikke Stedet til at udrede nærmere, hvori denne Opfindelse bestaar. Kun vil jeg nævne for Dem, at den gaar ud paa simpelthen at udnytte en egen Slags magnetholdig Malmerts, som kun forefindes i Norge. Som De vil ha forstaaet af mit Sprog, er jeg selv norsk, men jeg har arbeidet i henved 10 Aar som Afdelingsingeniør ved et af Verkerne i Essen. Her var det jeg traf Elsasseren og blev bekjendt med hans Eksperimenter. I Fællesskab fuldkommengjorde vi saa Opfindelsen og forelagde Resultatet for en Kommission, der var nedsat af det tyske Krigsministerium. Det konstateredes, at det nye Sprængstof i Værdi langt overgik baade Dynamit og Nitroglycerin, desuden var Fremstillingsmaaden billigere. For en anseelig Pris kjøbte saa det tyske Krigsministerium alt, hvad vi kunde levere af det nye Stof i tre Aar.
Paa Grundlaget af denne Kontrakt dannedes Selskabet for et halvt Aar siden, og jeg sendtes op til Norge for at udvælge et passende Sted, hvor Fabriken kunde anlægges.
Jeg erhvervede da ganske snart det lille Vandfald Evjefossen ved Arendalskanten og Arbeidet med Opførelsen af Fabriken sattes straks igang. Saavel Selskabets Navn som Formaalet med Anlægget hemmeligholdtes ifølge en af Kontraktens udtrykkelige Betingelser.
Alt gik godt og Arbeidet kom raskt fra Haanden, indtil vi for to Maaneder siden modtog et Telegram fra vort Kontor i Berlin.
Direktøren laaste sin Portefølje op og tog ud et Papir.
— Her er Telegrammet, sa han og leverede Papiret til Krag.
— Zifferskrift, bemærkede denne forundret, den kan jeg ikke tyde saadan paa staaende Fod.
— Dechifreringen staar bagpaa.
Kristiania-Detektiven vendte Papiret og læste:
„Krigsministeriet befaler, at første Levering maa være færdig to Maaneder før den kontraherede Tid. Opgiv ny Pris.“
— Telegrammet er dateret 25de Mai, sa Krag, hvad hændte saa efter denne Dato?
— Jeg opgav den nye Pris, som vi maatte beregne os paa Grund af den forcerede Bygning, og samme Dag fik jeg Svaret: Accepteret — kort og godt. Jeg engagerede flere Folk og pressede paa, saa godt jeg kunde. Men saa begyndte det.
— Hvad begyndte?
— Uheldene.
— Ah, saaledes, sa Krag og lænede sig tilbage i Stolen med halvt lukkede Øine — en Stilling han gjerne indtog, naar han vilde være rigtig opmærksom.
— Jeg forsikrer Dem, Herr Krag, at vi siden den Dag er blit rammet af en Række Uheld, saa uforstaaelige og saa beklagelige, at hvis det skal vedvare, staar hele Selskabets Eksistens paa Spil.
— Hvordan var det første Uheld? spurgte Krag.
— Det skede i Hamburg. Vi havde bestilt nogle uhyre store Svinghjul fra Essen til vor nye Fabrik. Da det største af disse Hjul skulde indskibes, gik paa en uforklarlig Maade Kranen istykker, saa Hjulet faldt i Sjøen. Det tog flere Dage at faa det op igjen. Imidlertid kom omsider Hjulene ombord og Baaden afgik, men saa fik vi til vor Forfærdelse Telegram om, at Baaden om Natten havde gaaet paa Grund i Elben.
— Havareret?
— Nei, den blev trukket af igjen etpar Dage efter, men endel af Lasten maatte først losses over i et andet Dampskib, deriblandt vore Svinghjul. Og nu hændte det fatale, at Kranen igjen gik istykker, da det største af Hjulene heisedes op, og Hjulet faldt i Sjøen, hvor det fremdeles ligger.
Asbjørn Krag saa spørgende paa Direktøren.
— Sandbund, svarte denne, løs Sandbund, umulig at faa op igjen. Vi maatte bestille et nyt Hjul fra Essen og denne Forsinkelse gjorde, at Fabriken ikke kunde bli færdig de to Maaneder tidligere. Saa en vakker Dag overraskedes vi ved, at Arbeiderne gjorde Streik, simpelthen nedlagde Arbeidet efter at ha stillet nogle ublu Betingelser. Da det viste sig umuligt at hverve Streikebrydere, maatte vi gaa ind paa Betingelserne. Saa opstod der en Nat Ild i vort Materialhus og en ødelæggende Ulykke afværgedes kun i sidste Øieblik. En anden Nat forsøgtes Indbrud i vort Ingeniørkontor, hvor vi har alle vore Tegninger opbevaret. Tyveriet mislykkedes, men Tyvene undkom. Vi begyndte at føle os, som om vi skulde opholde os i en beleiret Fæstning, og vi satte hver Nat en Mængde Vagter ud. Efter at være rammet af en hel Del mindre Uheld, hvis Aarsag vi ikke kunde forklare, men som hvert især forsinkede Arbeidets Fremme, hændte endelig igaar Formiddag noget meget alvorligt.
— Et Menneskeliv gik maaske tabt, spurgte Asbjørn Krag spændt — han havde lyttet til Direktørens Fortælling med stigende Interesse.
— De har gjættet rigtig — næsten, svarte Direktøren. Jeg vil haabe, han staar det over.
— Hvem taler De om?
— Jeg mener Elsasseren, min Kompagnon. Da han igaar gik til Arbeidspladsen, blev han rammet af et nedfaldende Stenstykke. Blodig og forslaaet og i bevidstløs Tilstand blev han baaret ind i sin Bolig. Der laa han endnu uden Bevidsthed, da jeg reiste til Kristiania.
— For at opsøge mig? spurgte Krag.
— Ja, jeg vilde søge Deres Hjælp. Jeg tror nu, at vi paa alle Kanter er omgit af mægtige Fiender, som for enhver Pris vil hindre, at Arbeidet kommer til Udførelse.
— Det synes saa, bemerkede Krag, kom De med Vestlandsbaaden til Kristiania?
— Nei, jeg havde Ekstradamper til Brevik og tog derfra med Tog til Kristiania.
— Det skulde ikke forundre mig, bemerkede Krag, om De har havt en eller anden Oplevelse underveis.
Direktøren saa opmerksom paa ham.
— De har atter gjættet rigtig, sa han, jeg havde virkelig en liden Oplevelse under Veis, en ganske ubetydelig Oplevelse, for ubetydelig kanske til at fortælles, men De skal alligevel faa høre den. Ude i Entreen, fortsatte han, har jeg staaende en liden brun Haandvæske —
Asbjørn Krag afbrød ham ved at ringe. Tjeneren traadte ind.
— Gaa ud i Entreen, befalte Krag, og hent den lille brune Haandvæske.
Direktøren saa forbauset paa ham.
Da Jens kom ind med Haandvæsken, sa Krag, idet han pegte paa en Stol ved Kaminen:
— Sæt den dér. Tak, Du kan gaa . . Det var altsaa den Væsken, fortsatte han, den er sikrere herinde end i Entreen.
— Javel, den var altsaa nær blit stjaalet fra mig paa Toget, sa Direktøren. I Brevik tog to Herrer Plads i min Kupé. Da jeg skulde se ud af Vinduet paa Drammens Jernbanestation, opdager jeg til min Forbauselse, at den ene af Herrerne fjerner sig med min Væske i Haanden. Jeg løber naturligvis efter ham og kniber ham idetsamme han skulde stige op i en Drosche.
— Hvad sa han?
— Han blev yderst fornærmet. Han talte forresten tysk. I Begyndelsen paastod han, at det var hans egen Væske. Tilslut gik han med mig tilbage til Kupeen og det viste sig da, at der i Bagagenettet laa en Væske nøiagtig Mage til den, han havde i Haanden. De undskylder saaledes, at jeg kunde ta feil, sa Tyskeren og leverede mig bukkende min Væske tilbage. Der var kun den lille Forskjel paa de to Væsker, sluttede Direktøren —
— At hans var splinterny, fuldendte Detektiven, jeg ser, at Deres er noget brugt, la han til.
— Ganske rigtig.
— Er der vigtige Papirer i Væsken?
— Tegninger og Planer for Fabrikens Anlæg.
— Altsaa uerstattelige, hvis de kom bort?
— lallefald vanskelig erstattelige.
— Hvorfor medfører De dem da i en almindelig Haandvæske og under Omstændigheder som disse?
— Jeg vil deponere Papirerne i en af Bankerne, svarte Direktøren, der er de sikrest forvaret.
Krag nikkede.
— De har Ret, sa han, men hør engang, De tror altsaa, at den Manden i Toget vilde bestjæle Dem?
— Jeg skulde anta det, men jeg havde ikke noget Bevis mod ham. Desuden faldt det mig først ind senere. Tror ikke ogsaa De, at han vilde bestjæle mig?
— Absolut.
— I den Hensigt at faa Fingre i Papirerne?
— Det er jeg overbevist om.
— Men saa kan jeg jo ikke være tryg noget Steds?
— Nei, sa Krag langsomt, saavidt jeg forstaar det i Øieblikket, kan De ikke engang være tryg for Deres Liv.
Direktøren for Sprængstofkompaniet af 1905 blev bleg. Han reiste sig hurtig.
— Saa bør jeg være endda mere taknemmelig for den Indskydelse, der drev mig til at søge Deres Hjælp, sa han.
— Det bør De.
— Og De vil hjælpe mig?
— Selvfølgelig. Jeg er henrykt over at ha faaet en saadan Sag.
Direktøren vilde atter tale, men Asbjørn Krag afbrød ham med en Haandbevægelse.
Kristiania-Detektiven sad og lyttede.
Hvad lytter han efter, tænkte Direktøren. Han kunde selv ikke opfange nogen Lyd uden en let Støi fra Gaden.
Asbjørn Krag ringte og Jens kom atter ind.
— Gaa ned paa Gaden, sa Detektiven, og se efter, hvilket Numer den Drosche har, som i dette Øieblik kjørte forbi her og som nu er stanset udenfor Numer 10. Hvis Du kan faa et Glimt af dem, som sidder inde i Vognen, er det godt. Du ved, hvordan saadanne Ting skal gjøres.
Jens nikkede ivrig og forsvandt.
— En flink Fyr, mumlede Detektiven, jeg kan snart begynde at benytte ham til betydeligere Ekspeditioner. Der er forresten noget, jeg maa spørge Dem om. Først og fremst, hvad heder Elsasseren?
— Axel Schwartz.
— Det er altsaa egentlig han, som har gjort Opflndelsen?
— Ja.
— Men ogsaa De, Herr Direktør, kjender Fremgangsmaaden ved Fabrikationen?
— Ja, jeg har forbedret den endel. Jeg har mere praktisk Erfaring end han.
— Er der flere, som kjender Hemmeligheden ?
— Nei, ingen flere.
— Det er godt. Saa gaar vi over til noget andet. Hvordan saa de ud de to Herrer, som traadte ind i Kupeen i Larvik?
— Den ene saa ud til at være henved tretti Aar gammel. Han havde et skarpskaarent Ansigt, dybtliggende sorte Øine, skjægløs, tykt, kruset Haar. Paa Hodet bar han en lysegraa Filthat, han var klædt i en rudet, blaalig Jakkedres og bar en Kikkert i en gul Læderrem over Skulderen.
— Meget vel, det karakteriserer ikke Manden noget videre, men det er altid et Signalement Og den anden?
— Han var lidt tykfalden og rødmusset og var klædt i engelsk Sportsdress.
— Og de gik begge af i Drammen?
— Ja, de gik begge af.
— De byttede ikke bare Kupé?
— Det er jeg ikke sikker paa. De forlod iallefald den Vogn, hvori jeg sad.
— Det er saaledes ikke udelukket, at de kan ha tat samme Tog ind til Kristiania?
Direktøren blev tydeligvis lidt forvirret over Spørgsmaalet.
— Det maa være nogle snedige Fyrer, sa han og rystede paa Hodet, nei jeg er ikke sikker paa dette.
— De har Ret, mumlede Detektiven, det er farlige Folk. Men der har vi nok allerede Jens.
Jens kom ind og meldte kort og fyndig:
— Drosche Numer 73.
— Ah, saa! — Kusk Antonsen?
— Javel, Herr Krag, Holdeplads Vestbanestationen.
— Det er godt. Hvormange Passagerer?
— To.
— Signalement?
— Den ene havde en Kikkert i en gul Læderrem over Ryggen. —
Direktøren fór forskrækket iveiret og snappede efter Haandvæsken.
Krag beroligede ham smilende.
— Lidt brugt, lysegraa Filthat, fortsatte Jens uforstyrret, grønt Baand med en Roset i. Dobbeltsnip, staalgraat, ensfarvet Slips med hvid Perle.
Asbjørn Krag nikkede bifaldende.
— Det er ham, det er ham, hviskede Direktøren.
— Videre, sa Krag.
— Enkeltknappet Vest, Gulduhrkjæde, som gaar fra begge de øverste Vestelommer gjennem det andet Knaphul fra oven.
— Det stemmer, det stemmer! raabte Direktøren, nu husker jeg det altsammen.
— Klaffer over de nederste Vestelommer, Vesten knappet helt op til Snippen. Jakken afrundet svagt foran, hele Dressen af et blaastribet, storrudet Tøi.
— Ansigtet? spurgte Krag.
— Magert med lidt udstaaende Kindben, tynde Læber, ret Næse, sammenvoksede Øienbryn, dybtliggende Øine, intet Skjæg, tykt Haar. Manden er kommet fra en længere Reise. —
— Han er altsaa ubarberet?
— Ja. Den anden — begyndte Jens igjen. —
— Tak, den anden behøver vi ikke, sa Krag, Du kan gaa, Jens. Du er en flink Fyr.