Hvad vil De nu raade mig til at gjøre? spurgte Direktøren nervøst.
— Jeg vil øieblikkelig ledsage Dem ned i Banken med den Væske der.
— Ja, det er vistnok fornuftigst.
Detektiven ringte op efter en Drosche.
Da de havde ventet i nogle Minutter, hørte de Larmen af Vognhjulene udenfor.
— Tillader De? spurgte Krag, idet han greb Væsken, — naar jeg engang har faaet med denne Sag at gjøre, stoler jeg bedre paa mine egne Næver end paa andres.
Direktøren bukkede forbindtligt.
— Jeg overlader trygt Papirerne i Deres Hænder, sa han.
Da de kom ud paa Gaden, opdagede de Forfølgernes Vogn et Stykke længere nede. Akkurat udenfor Nr. 10, som Asbjørn Krag havde angit.
Direktøren stirrede nysgjerrig paa den.
— Se ikke for interesseret ud, sa Krag. De kan være aldeles overbevist om, at vi iagttages.
De to Herrer tog Plads i Droschen og Krag bad Kusken kjøre ned til Creditbanken, hvor han vidste, at han vilde træffe Chefen.
De kjørte i Retning af den anden Drosche, men pludselig satte ogsaa denne sig i Bevægelse.
— Jeg tænkte det, mumlede Krag, de kjører foran os, lad os dreie ned ad denne Gade, saa faar vi Vished for, at de forfølger os.
Han gav nu Ordre til Kusken og denne dreiede pludselig ned gjennem en Sidegade.
Det varede ikke længe, før de hørte Rullen af Vognhjul bag sig.
Asbjørn Krag smilte.
— Det er sjelden, jeg er i den Situation, at det er jeg som blir forfulgt, sa han, men til en Afveksling kan det være ganske grinagtig. De lægger forresten ikke Skjul paa, at de jager.
— De har jo ingenting at resikere, sa Direktøren, vi har intet Bevis mod dem.
Krag nikkede.
Da de kom ned paa Strøget, stansede Direktøren Droschen og vinkede en af Avisgutterne til sig. Aftenaviserne var netop kommet.
— Noget af Interesse? spurgte Krag, da Direktøren havde gjennemlæst et af Bladene. Han var ikke saa lidet forundret over Direktørens Slugvorenhed efter Nyheder.
— Delcassè har holdt en opsigtsvækkende Tale i Brest, svarte Direktøren en ganske liden Smule ophidset.
— De interesserer Dem altsaa for Udenrigspolitik, bemærkede Krag ligegyldig.
Han havde nu opdaget, hvor den anden vilde hen.
— Udenrigsministeren har talt om Frankrigs Ære, som man ikke maatte komme for nær, fortsatte Direktøren, der er en noksaa spændt Situation i Marokko for Øieblikket. Forviklingerne dernede opstod for nøiagtig to Maaneder siden.
— Samtidig med, at De modtog Telegrammet fra det tyske Krigsministerium, om at Leverancerne af Sprængstoffet skulde fremskyndes.
Direktøren saa hurtig op.
— Akkurat; — har De ogsaa tænkt paa den Omstændighed?
— Jeg var straks klar over, sa Krag, at der var mægtige Kræfter i Bevægelse i den Hensigt at hindre Leverancerne, eller ialfald at forsinke dem.
— Og vi har stadig faaet Telegrammer fra Berlin, som ber os om at skynde paa for enhver Pris.
— Ja, der spilles tydeligvis et høit Spil, sa Krag, idet Droschen stansede udenfor Creditbanken, men vi skal alligevel forsøge at blande Kortene lidt fiffig for dem. Det er ikke første Gang, jeg har Forbindelse med den internationale Hasard.
Han tog den brune Haandvæske for at bære den ind i Banken. I Døren stansede han og saa sig tilbage.
Ganske rigtig, deroppe ved Hjørnet svingede den anden Drosche netop ind i Gaden. Den stansede udenfor Posthuset og Herren med den gule Læderrem over Skulderen steg ud af Droschen og gik ind i Posthuset med et Brev i Haanden.
Direktøren for Sprængstofkompaniet af 1905 blev atter nervøs, men Asbjørn Krag beroligede ham ved at si:
— Saalænge vi kan se dem, er de ikke farlige.
Han traf Bankchefen og bad om at faa anbragt Væsken i et af Bankens ildfaste Hvælv.
Bankchefen var fornøiet over at kunne gjøre Asbjørn Krag en Tjeneste og fulgte selv Herrerne ned i Hvælvene, hvor en klam Kulde slog dem imøde.
— Denne Væske, sa Krag alvorlig, indeholder overordentlig vigtige Papirer. Den maa ikke udleveres til nogen, uden at jeg selv er tilstede. Skriftlig Fuldmagt fra mig duer saaledes ikke.
— Meget vel, sa Bankchefen, idet han overleverede Krag Nøglerne, Væsken er ligesaa sikker her som i Bank of England.
— Jeg føler mig befriet fra en stor Byrde, sa Direktøren, da han forlod Banken sammen med Krag, nei, se nu er Vognen forsvundet, raabte han og pegte opover mod Postkontoret.
— Jeg tænkte det, svarte Krag, de vilde formodentlig bare bringe paa det rene, hvor vi gik hen med Væsken. Til yderligere Sikkerhed skal jeg i Eftermiddag beordre en af Politiets flinkeste yngre Detektiver ned i Banken. Han vil heller ofre sit Liv end la nogen faa Fingre i Væsken. Jeg lurer paa, fortsatte han, af hvad Nationalitet disse to Herrer er, som forfølger os. Franskmænd, kanske.
— Jeg er nærmest tilbøielig til at tro det. Ialfald er de ikke Tyskere, for de taler daarligt tysk.
Krag sendte Droschen bort.
— Jeg gaar nu op paa Politikammeret for at træffe nogle Dispositioner, sa han.
— Og jeg har nogle Smaating at besørge i Byen, bemærkede Direktøren, jeg tar ind paa Grand, hvis De vil mig noget. Hvorlænge bør vi bli i Byen?
— Til iaften Klokken 11.
— Saa kort? spurgte Direktøren ikke saa lidet forbauset, er det ikke egentlig her i Byen, hvor vore Forfølgere er, at vi bør opholde os?
— Nei, svarte Krag, det er ved Fabriken. Hvis De ikke hører nærmere fra mig, saa mødes vi paa Vestlandsbaaden Klokken 11.
— All right, jeg følger Deres Anvisninger.
— Det bør De ogsaa gjøre, sa Krag rolig og forlod Direktøren med en kort Hilsen.
Paa Opdagelseskontoret traf han den unge Detektiv, Nicolay Holst, som han betroede Hvervet i Creditbanken. Han gav ham den udtrykkelige Ordre at holde Øie med enhver, som kom ind i Banken, og øieblikkelig rapportere til ham, saasnart der blev gjort det mindste Forsøg paa at røve Væsken. Krag satte med etpar Ord den unge Mand ind i Situationens Alvor.
Jo mere Asbjørn Krag tænkte over Sagen, desmere overbevist blev han om, at det fornuftigste for ham var saasnart som mulig sammen med Direktøren at reise ned til Fabrikanlægget ved Arendal.
Den mystiske Affære laa endnu ikke helt klar for ham, men han anede, at der forestod mærkelige Begivenheder.
Udpaa Aftenen aflagde han et Besøg i sin Bolig for at ordne med sine Reiseeffekter. Blandt andet glemte han ikke at ta med et lidet sort Skrin, som indeholdt hans Vaaben, etpar lange, spidse, uhyre skarpe Knive og to fortræffelige Revolvere. Den ene stak han for Sikkerheds Skyld i Lommen.
Imidlertid nærmede Tiden for Dampskibets Afgang sig og Asbjørn Krag reiste ned paa Bryggen, Det var „Dronningen“, som gik den Aften. Tiltrods for det stille, lune Sommerveir saaes ikke mange Passagerer paa Dækket.
Idet Asbjørn Krag gik opover Landgangstrappen, saa han straks Manden med den gule Læderrem. Han stod ganske rolig og lænede sig til Rækken og betragtede undersøgende alle dem, som gik ombord. Da Krag kom, stirrede han et Øieblik forbauset paa ham, saa undersøgende udover Bryggen og derefter paa Krag igjen.
Krag fik straks det Indtryk, at Manden blev forbauset, fordi Detektiven kom alene.
Ved Siden af ham stod Forfølger Nr. 2: Den tykfaldne, rødmussede Herre i den elegante, engelske Reisedragt. Krag værdsatte ham med nogle hurtige Øiekast og han maatte smile ad Direktørens overfladiske Beskrivelse af ham.
Den rødmussede Herre var tydeligvis en Kjæmpe. Man kunde formelig se, hvordan Musklerne spillede under hans Klæder. Men der lyste dog en vis Godmodighed ud af hans Ansigt. Det er han med Læderremmen, som er Chefen, tænkte Krag. Han gik forbi ham, fuldstændig ligegyldig.
Nede i Salonen traf han Hovmesteren, som sad med Reisebogen foran sig.
— Hallo, raabte Krag, kom med Bogen. Hovmesteren saa op, kjendte Krag og leverede ham straks Bogen.
— Bergen? spurgte han.
— Arendal, svarte Krag, han stod allerede og studerede Fordelingen af Passagererne.
— Hvilken Lugar har de to tyske Herrer? spurgte han.
— Nr. 17, Hr. Krag.
Detektiven saa paa Nr. 17 og fandt de to Navne:
Müller, Journalist.
Peters, Bryggerimester.
— Mærkelig ordinære Navne, mumlede han, altsaa paatagne. De gjør da heller ikke det mindste Forsøg paa at maskere sig. Hm, ganske besynderlig:
Hvem er Journalisten af de to?
— Den tynde, mørke. Hr. Krag.
— Det tænkte jeg. Han studerede igjen Reisebogen. Jeg ser, at begge Lugarerne ved Siden af er optagne, sa han. Nr. 16 af to Damer og Nr. 18 af en Handelsreisende. Nr. 18 passer mig igrunden bedst.
Hovmesteren bukkede forlegent.
— Men Hr. Krag, naar den allerede er optat? —
Asbjørn Krag klappede Bogen igjen med et Smeld og saa paa ham fra Siden halvt smilende, halvt overlegent.
Hovmesteren bukkede igjen.
— Selvfølgelig, stammede han, naar De ønsker det, altsaa Nr. 18. Er det for Dem alene?
— Nei, for to, sa Krag og kastede Tøiet hen til ham, hvorefter han hurtig vendte sig om og gik op paa Dækket.
Der, lige ved Landgangsbroen stod fremdeles de to Tyskere. Den tykke saa fuldstændig interesseløs ud. Hr. Müller, „Journalisten“ dampede heftig paa en Cigar.
— Nervøs, mumlede Krag, han venter paa Direktøren. Idetsamme ringte det for anden Gang.
— Han burde nu forresten være her, la han til for sig selv.
Asbjørn Krag tog Plads paa en Klapstol lige i Nærheden af Tyskerne. Hr. Müller skottede afvekslende bort til ham og til Landgangstrappen. Han blev tydeligvis mere og mere urolig.
Det ringte for tredje Gang. Asbjørn Krag begyndte at finde Direktørens Udebliven mistænkelig, men han betvang sin Uro. Det forekom ham, at Hr. Müller i sin Forvirring etpar Gange var ifærd med at tiltale ham, maaske tog han feil. Nu rev Folkene Landgangsbroen fra. Direktøren var fremdeles ikke i Sigte.
Asbjørn Krag sad saa rolig, som om det hele ikke skulde vedkomme ham. Han hørte Signalet „sagte forover“ nede i Maskinen og Baaden bevægede sig langsomt bort fra Bryggen.
Idetsamme var Asbjørn Krag henne ved Rækken. Han ventede, til den sidste Del af Agterskibet strøg langs Bryggen, og jumpede saa iland.
Det sidste han saa af Passagererne paa Dækket var Tyskeren, som i det afgjørende Øieblik gjorde et Tilsprang, ligesom han vilde hindre Detektiven fra at springe iland.
Inde paa Bryggen blev Asbjørn Krag omstimlet af Mennesker, men han kastede sig hurtig op i en Drosche og raabte:
— Grand Hotel. Hurtig!
Vognmanden saa paa ham — og smeldte med Pisken, Han forstod, hvem han kjørte.
Underveis vinkede Detektiven en Konstabel hen til sig, gav ham et Papir, som han havde rablet nogle Linjer ned paa.
— Tag en Drosche, sa han, og besørg dette. Lad Baaden vente ved Jernbanebryggen.
Konstabelen fór straks afsted.
Paa Grand Hotel sa Portieren:
— Herr Direktøren er gaaet ud for en Time siden. Der kom et Bud til ham.
— Ved De, hvor han er gaaet hen?
— Han efterlod sit Kort med en Adresse. Værsaagod.
Asbjørn Krag greb Kortet.
— Josefinegade 16, stod der.
Det var hans egen Adresse!
— Fik han Bud om at begi sig did? spurgte Krag forbauset.
— Ja.
Detektiven skyndte sig ud til Vognen igjen. Dette forstod han ikke. Var der da andre Fiender end de to Tyskere, som reiste med „Dronningen?“
— Josefinegade 16, raabte han til Kusken, kjør som en gal.
Vognmanden lod Hesten lange ud alt, hvad den orket. Underveis blev Droschens Numer et Par Gange opnoteret af Konstabler, som fandt, at det var ulovlig Kjørsel.
Da Detektiven traadte ind i sin Entré, sa Jens:
— Den fine Herren fra i Eftermiddag venter Dem. Han har ventet Dem i over en halv Time og er meget urolig.
Krag gik forbi ham uden at svare.
— Endelig, sa Direktøren, da han fik Øie paa Krag, jeg begyndte at bli ræd.
Direktøren saa virkelig nervøs ud. I pur Febrilskhed pudsede han uafladelig sine Guldbriller.
— Det er en anden, som har sendt Bud efter Dem, sa Krag, ikke jeg. Og nu er Baaden gaaet fra os, tillagde han ærgerlig.
Direktøren dumpede overgit ned i en Stol.
— Et Bedrageri altsaa, mumlede han og stirrede fortabt paa Detektiven, og nu er Baaden gaaet, siger De! Du store Gud, en ny Forsinkelse, et nyt Uheld altsaa!
— Hvem var det, som bragte Budet? spurgte Krag.
— En Mand med Guldsnor om Luen. Se her.
Han rakte ham et Brev, skrevet med en for Krag fuldstændig ukjendt Haandskrift.
Brevet lød saaledes:
„Bedste Hr. Direktør. Vi maa opsætte Reisen en Dag. Indfind Dem straks i mit Hjem. Nyheder!
— Dette har ikke jeg skrevet, sa Detektiven.
Saa læste han Billetten endnu engang igjennem og krøllede den sammen.
Der var kommet noget tankefuldt over ham. Han drev langsomt hen til Kakkelovnen og vilde kaste det sammenkrøllede Papir fra sig, men han greb sig i det, foldede Papiret ud igjen og la det i sin Tegnebog.
— Dette har ikke jeg skrevet, mumlede han igjen aandsfraværende.
Pludselig kvakk han til.
— Vi har ingen Tid at tabe, raabte han, vor Lugar ombord i „Dronningen“ staar færdig.
— Men „Dronningen“ er jo allerede reist, udbrød Direktøren forbløffet.
— Bagateller, svarte Krag og skjøv Direktøren ud gjennem Døren, vi skal indhente den ude i Fjorden. Jeg har sendt en Konstabel efter „Krokodillen“.
— Krokodillen?
— Ja, jeg disponerer naarsomhelst jeg ønsker over den hurtigste lille Motorbaad, som findes paa Kysten. Den ligger formodentlig allerede nu nede ved Jernbanebryggen. Jeg tænker, vi kan ta „Dronningen“ igjen ved Drøbak.
— Hvordan kom De iland fra „Dronningen“? spurgte Direktøren.
— Jeg ventede, til den allerede var i Fart, — saa sprang jeg ned paa Bryggen. Men Tyskerne blev med.
Herrerne gik nu op i Droschen, som straks efter suste nedover Gaden.
— Tyskerne! raabte Direktøren, de er altsaa nu paa Vei til Fabriken! Ah, nu forstaar jeg alt ! Derfor skulde altsaa De og jeg bli tilbage i Kristiania. Hr. Detektiv, fortsatte han alvorlig, det er af høieste Vigtighed, at vi indhenter „Dronningen“ inat. Disse Mennesker er istand til at ødelægge alt for os, hvis de kommer før os til Fabriken.
— Vi skal indhente Postbaaden, svarte Krag rolig. Hvormange Minutter behøver De til at hente deres Tøi?
— Det staar færdigpakket. To Minutter høist.
— Kjør indom Grand, raabte Krag til Kusken.
Om lidt spurgte Direktøren, idet han stirrede nysgjerrig paa Krag:
— Hvad var det. De tænkte paa for lidt siden, Hr. Krag?
— Naar?
— Oppe i Deres Leilighed, da De havde læst den falske Billet.
— Hvorfor spør De om det?
— Jeg synes. De saa saa mærkelig tankefuld ud.
— Aa, det var bare noget, som faldt mig ind.
— Noget ... noget vedrørende Sagen? spurgte Direktøren.
— Ja, noget jeg begyndte at forstaa.
— Og hvad var det?
— Sammenhængen.
— Sammenhængen?
— Ja, Sammenhængen i det hele.
— Har De fundet ud, hvem der har skrevet Billetten kanske? spurgte Direktøren videre.
— Nei.
— Det er naturligvis Herren med den gule Læderrem, som har skrevet den.
— Nei, sa Detektiven.
— Saa maa det være den tykke, rødmussede.
— Heller ikke han.
— Skulde der være en Tredjemand, mener De ?
— Ja, det er den tredje, vi skal ha fat i, sa Asbjørn Krag afgjørende, og naar vi har knebet ham, kan De bygge rolig videre paa deres Fabrik. Men heller ikke før.