Da Droschen kom nedover mod Bryggerne, kunde de to Mænd lang Vei skimte Gnistringen af den lille Motorbaad.
„Krokodillen“ laa ved Jernbanebryggen. Motormanden sad i Skjorteærmeme og stelte med Motoren.
— Alt i Orden? spurgte Krag.
— Alt i Orden. Vi kan gaa, hvad Øieblik det skal være.
Asbjørn Krag og Direktøren for Sprængstofkompaniet af 1905 jumpede ned i Baaden. Detektiven greb Rattet.
— Lad gaa! raabte han.
Motormanden dreiede paa et Rat og det gav ligesom et Sæt i Baaden med en Gang.
I to—tre Minutter var Baaden ude i Sundet mellem Hovedøen og Vippetangen og det varede ikke længe, før Kristiania forsvandt i Mørket og Fjernheden.
Det blev en prægtig Tur udover Fjorden i den vidunderlige Sommernat. Men Asbjørn Krag havde i denne Stund intetsomhelst Øie for Naturens Skjønhed. Han stirrede bare ret forud efter Sjømerker og Lanterner. Motorbaaden gik nu med en saadan Fart, at den mindste Uagtsomhed af Styresmanden kunde bringe dem alle tre lige ind i Ødelæggelsen. De mødte adskillige Seilere, Jagter, Motorer og Smaadampere for Indgaaende, og overalt vakte Krags Fartøi med den svimlende Fart Opmerksomhed. Paa Fjorddampskibene hang alle Passagererne udover Rækken og stirrede paa det, — som man stirrer paa et Fabeldyr, der farer forbi utydelig og taageagtig i Mørket og Natten.
Da de var kommet ned i Drøbaksundet, raabte Motormanden, der sad midtskibs og vogtede paa Motorens Bevægelser:
— Ser De den mørke Tingest dernede i Sundet, Herr Krag, det skulde ikke forundre mig, om det er Postbaaden.
Asbjørn Krag svarte ikke, men han havde Øinene stivt rettet mod Baadens Konturer, som blev tydeligere og tydeligere, eftersom Motoren gled fremover.
Endelig sa han:
— Jo, det er „Dronningen.“ Den har ekspederet Drøbak og sætter nu Fart paa. Men vi skal nok knibe ind paa den.
Direktøren for Sprængstofkompaniet havde siddet taus næsten den hele Tid. Nu spurgte han tydeligvis adskillig urolig:
— Tror De, den tar os op, Herr Krag?
— Ja, jeg antar det; vi skal i Nødsfald lægge os ret for Baugen af den.
— Men hvis den alligevel ikke tar os op?
— Saa gaar vi foran med Motorbaaden til Arendal.
— Ja, kanske det var ligesaa godt.
— Nei, svarte Krag, husk at Tyskerne er ombord. Vi maa se de Herrer lidt paa Fingrene.
De var nu kommet saa nær „Dronningen“, at de kunde høre Slagene og Stønnene i dens Dampmaskine.
Agter kunde de skimte etpar enlige Passagerer, som stod og betragtede Fjorden. Pludselig blev deres Opmerksomhed fæstet paa den fremilende Motorbaad, de pegte paa den og samtalte ivrig. Den ene satte en Kikkert for Øinene.
Motoren gled op ved Siden af „Dronningen“, Skumsprøiten stod susende for Baugen i fine, spillende Straaler som foran en rigtig hurtiggaaende Torpedojager.
— Det er Tyskerne, sa Krag og nikkede op mod de to Passagerer paa „Dronningens“ Agterdæk. De andre Passagerer havde tydeligvis gaaet til Ro. Klokken var allerede langt over Midnat. Asbjørn Krag styrede Motorbaaden saa nær ind til „Dronningen“ som muligt, men han maatte sagtne Farten, for at den ikke skulde løbe forbi Postdampskibet.
— Hallo! raabte Krag, „Dronningen“ ohoy!
En Skikkelse kom til Syne paa Kommandobroen. Det maatte være Styrmanden. Han stirrede nysgjerrig ned paa Motorbaaden, men han gjorde ikke Mine til at indlade sig med den. Han fjernede sig straks efter fra Rækverket.
Krag ventede i fem Minutter, men da han ikke hørte, at der blev git noget Signal til Maskinen om at sagtne Farten, raabte han igjen:
— „Dronningen“ ohoy!
Atter kom Styrmandens Ansigt til Syne paa Kommandobroen. Asbjørn Krag satte Haanden for Munden og skreg:
— Vi forlanger at bli tat op!
Manden paa Broen lo.
— Det kan vi ikke indlade os paa, raabte han, vi kan ikke gi os til at ta op Passagerer fra Baadene udover. Se at komme væk fra Siden.
Han fjernede sig igjen.
Da blev Asbjørn Krag sint. Han rev sin Revolver op af Lommen og skjød to Skud i Luften, saa det drønnede.
Styrmanden var i et Sæt henne ved Rækken og flere af Besætningen viste sig, blandt andre Hovmesteren, som, da han fik se, hvem der var i Baaden, hviskede nogle Ord til Styrmanden.
Endelig lød det kjendte Klokkesignal nede i Maskinen og „Dronningen“ sagtnede Farten. En Leider blev kastet ud og Asbjørn Krag var første Mand paa Dæk. Direktøren fulgte ham lige i Hælene. Motorbaaden satte fra og styrede indover mod Kristiania igjen. Motormanden vinkede til Afsked.
Detektiven gik forbi Styrmanden, som vilde gjøre Undskyldninger, og henvendte sig til Hovmesteren.
— Jeg haaber min Lugar er iorden, sa han.
Hovmesteren bukkede.
— Var det ikke saa, at De ønskede Nr. 18, Herr Krag?
— Jo.
— Den kan De ikke faa. Derimod har jeg sat Deres Tøi ind paa Numer 7.
— De er et Fæ, sa Krag.
— Nei, Herr Detektiv, hviskede Hovmesteren og smilte lurt, de to Tyskere har nemlig ogsaa flyttet.
— Ah.
— De har lagt Beslag paa Lugar Numer 6 — og saa tænkte jeg —
Krag trykkede Hovmesterens Haand.
— Brilliant, sa han leende, jeg tar mine Ord tilbage. Naar flyttede Tyskerne?
— Efterat vi var gaaet fra Kristiania.
— Angav de nogen særlig Grund for Flytningen?
— De angav Frygt for Søsyge. Lugar Numer 6 ligger mere midtskibs end Lugar Numer 17.
— Det er godt, mumlede Krag, idet han fjernede sig, jeg forstaar, at vi her har med forsigtige Folk at gjøre.
Han gik sammen med Direktøren ned i Spisesalonen. I Trappen mødte de Tyskerne. De to Udlændinger oversaa fuldstændig Asbjørn Krag, derimod betragtede de med overdreven Interesse Direktøren. Det forekom Krag, at de vekslede betydningsfulde Blikke indbyrdes.
Egentlig skulde al Servering ombord være slut paa denne Tid af Døgnet, men Hovmesteren dækkede alligevel op for de to Reisende, som var kommet ombord i Damperen paa en saa merkelig Maade.
Asbjørn Krag spiste med glubende Appetitt men Direktøren var saa nervøs og urolig, at han næsten ikke kunde svælge en Bit. Detektiven gjorde en Bemerkning derom, men Direktøren svarte, at han havde andre Ting at tænke paa. Han mente, at han heller ikke fik sove. Fabrikens Ve og Vel laa ham paa Hjerte.
— Det gjælder jo Millioner, sa han, tænk om det skulde lykkes de Slyngler at hindre Leverancerne!
Asbjørn Krag svarte ikke noget til dette. Han spiste rolig videre.
Midt under Maaltidet viste de to Tyskere sig. De kom gaaende langsomt ind i Salonen og tog Plads ved Bordet ligeoverfor. Den tykke røgte af en Snadde, den anden smattede paa en Cigaret. De sad hele Tiden og holdt skarpt Øie med Asbjørn Krag og Direktøren.
Da Krag havde spist og rullet Servietten sammen, sa han til Direktøren:
— Jeg vil gaa ind i Lugaren og hente min Tobak. De er ikke til at holde ud disse Cigarerne her ombord.
Han gik langsomt ned langs Lugarrækkerne og studerede Numerne. Da han kom til Numer 6, aabnede han hurtig Døren og smat ind. Det var de to Tyskeres Lugar.
Paa Bordet fandt han en Skrivemappe, som han lukkede op. Han studsede ved at læse et Berlinertelegram, som laa sammenfoldet inde i Mappen.
Telegrammet var adresseret til „Müller, poste restante, Kristiania“. Det lød i Oversættelse: „Absolut inden Lørdag“ og havde ingen Underskrift. Absolut inden Lørdag! Det er tydeligvis noget som skal hænde, tænkte Krag, idag skriver vi Torsdag, altsaa har vi endnu én Dag til vor Raadighed.
Der laa videre etpar Bøger paa Bordet. Lekture, mumlede Krag og bladede gjennem dem. Men det var en merkelig Lekture. Den ene Bog var en fagmilitær Afhandling om det nye Rekylgevær, den anden behandlede Spørgsmaalet om Luftskibes Anvendelse i Krig, den tredje var fransk og bar Titelen „Omkring de franske Høstmanøvrer“. Det er formodentlig Herr Journalisten, som studerer disse Sager, tænkte Krag, eller kanske det er Bryggerimesteren.
Han vendte sig pludselig om og greb uvilkaarlig til Lommen.
I Døren stod Herr Müller, „Journalisten.“
Asbjørn Krag bukkede forbindtlig.
— Jeg kom nok i Skade for at gaa ind i feil Lugar, sa han, jeg haaber De undskylder.
Den mørke Tysker smilte og gav paa en meget tydelig Maade Plads i Lugardøren.
— Jeg har nemlig Lugar ved Siden af, fortsatte Krag, og da er det jo let at ta feil.
— Ja, svarte Tyskeren, især naar man er saa heldig at ha Lugar ved Siden af.
Krag merkede Brodden, men han lod som intet.
— Men det kan ogsaa være farligt, sa Tyskeren, idet han bukkede Krag ud af Døren.
— Hvad mener De? spurgte Krag leende; han spilte i dette Øieblik den gemytlige.
— Jeg mener, at det i visse Tilfælder kan være yderst farligt at gaa ind paa Andenmands Enemerker, fortsatte Tyskeren.
— Farligt! Jeg forstaar ikke — vil De ikke forklare Dem nærmere?
— Man kan nemlig risikere at bli der, svarte Tyskeren med et Alvor, som Krag umulig kunde ta feil af.
Men han lod fremdeles som intet. Han bukkede og skrabede, bad utallige Gange om Undskyldning og forsvandt endelig ind i sin egen Lugar.
Da Direktøren nogle Minutter efter kom derind, laa Kristiania-Detektiven allerede i den dybeste Søvn.
Ved Frokostbordet om Morgenen var Asbjørn Krag livlig og pratsom. Han sad ligeoverfor de to Tyskere og forsøgte flere Gange at faa istand en Samtale, men Tyskerne, eller rettere sagt den magre, sorte, svarte trægt og affeiende. Den rødmussede i Sportsdragten sa ikke et Ord. Han bare spiste, spiste uhyre.
De havde i Kragerø faaet de sidste Nyheder ombord. Asbjørn Krag ledede Samtalen ind paa Marokkokonflikten og oversatte et af Lokalbladenes Telegrammer for Herr Müller. Først da lod han til at bli endel interesseret.
— De tyske Blade er rasende over Delcassès Tale i Brest, sa han, „Berliner Tageblatt“ skriver aabenlyst, at den nuværende franske Udenrigsminister er en Fare for Freden i Europa.
— Lad Franskmændene brøle, svarte Tyskeren trægt, lad dem bare komme, vi er nok forberedt.
— I alle Dele? spurgte Krag.
— I alle Dele. Det koster vor Keiser et Ord og saa skal vi inden fireogtyve Timer være paa fransk Grund.
— Men det lader til, at det tyske Diplomati holder tilbage, svarte Krag, det er ligesom de venter paa en bedre Anledning. Men Franskmændene skyver paa.
Herr Müller trak paa Skulderen uden at svare og Samtalen gik istykker.
Efter Bordet trak Direktøren for Sprængstofkompaniet Asbjørn Krag hen i en Krog.
— De maa være forsigtig, sa han, bevares for Samtaleemner De bringer paa Bane!
Krag havde allerede faaet Piben frem.
— Efter de sidst indløbne Nyheder, fortsatte Direktøren ophidset, er jeg fuldt paa det rene med, hvad det hele gjælder.
— Naada? spurgte Krag og tændte Piben.
— Frankrig vil Krig.
— Virkelig? Hvor interessant!
— Ja, sa Direktøren, jeg er bedre inde i disse Spørgsmaal end De er. Frankrig vil virkelig Krig.
— Kjære, svarte Krag beroligende, jeg er jo fuldstændig enig med Dem.
— Men det franske Krigsministerium har faaet Nys om det nye Sprængstof, som Tyskland lader fremstille her i Norge. De to „Tyskere“ derhenne, fortsatte han og nikkede over mod Herr Müller og hans Reisefælle, som stod i Samtale ved Indgangen til Salonen, de er i Virkeligheden ikke Tyskere, de er Franskmænd.
Krag dampede ivrig og grundende paa Snadden.
— Og de er kommet herop for at hindre Leverancerne, sa Direktøren. Hvis Tyskland faar det nye Sprængstof, har det straks en Overvægt over Frankrig. Derfor har den franske Regjering en uhyre Interesse af at faa hindret Fabrikationen.
— De har Ret, sa Krag og pustede ud en vældig Røgsky, vi befinder os midt i Storpolitiken.
Men han sa dette paa en Maade, som fik Direktøren til at studse. Han syntes Detektiven i de sidste Timer var blit paafaldende ligegyldig og slap. Han bare røgte og røgte af sin Snadde — Pibe efter Pibe — og tærpede gjennem de gamle Aviser, som laa i Salonen. Da Baaden endelig la til ved Arendals Brygge og Direktøren gjorde ham Opmerksom paa dette Faktum, svarte Krag, idet han saa aandsfraværende paa ham:
— Ja, saa er det bedst vi ser at komme iland.
Se at komme iland! Direktøren var ved at gaa ud af sit gode Skind. Han kjendte ikke Krag. Han kunde jo ikke vide, at naar Detektiven var i det Lune, da udførte i Virkeligheden den merkelige Mand det intenseste og skarpeste Hjernearbeide.
— Jeg venter Automobilen her om en halv Time, sa Direktøren, da de to Herrer godt og vel var kommet iland. Lad os gaa opom Telegrafstationen. Muligens der ligger Nyheder.
De ventede til ogsaa Tyskerne var kommet iland og gik derpaa hurtig til Telegrafstationen.
Underveis sa Direktøren:
— Vor Automobil er den eneste paa disse Trakter. Naar vi kjører hurtig, kan vi være ved Fabriken om tre Timer. Tyskerne kan neppe naa didud idag.
Krag svarte ikke.
— Det synes ikke at interessere Dem, bemerkede Direktøren let irriteret, frygter De kanske ikke de to Tyskere?
Til Direktørens store Forbauselse svarte Asbjørn Krag:
— Nei, jeg frygter dem ikke i mindste Maade.
Paa Telegrafstationen var der to Telegrammer til Direktøren.
Han aabnede det første med dirrende Hænder og læste det.
— Besynderligt, mumlede han, dette forstaar jeg ikke.
Han rakte Telegrammet til Asbjørn Krag.
Detektiven læste:
„DIREKTØR BRODD, RESTANTE ARENDAL.
Ingeniør Schwartz Tilstand forværret sig. Han nægter at spise og drikke.
— Det er afsendt for tre Timer siden, sa Krag, hvem er Flashmann?
— Det er en af Ingeniørerne, svarte Direktøren.
Han var ifærd med at aabne det andet Telegram.
Asbjørn Krag satte sig paa en Stol, læste Telegrammet igjen og hensank i de dybeste Grublerier.
Nu havde Direktøren ogsaa læst Telegram Nr. 2.
— Nei, nu gaar det forvidt! raabte han, en ny Ulykke har rammet os. Dette er ikke til at overleve.
Han kastede Telegrammet hen til Krag og fór fortvilet med Fingrene gjennem sit Haar.
Asbjørn Krag læste:
„Knusemaskine B gik inat Klokken fem istykker. Aarsagen ukjendt.“
Men dette Telegram syntes ikke at interessere ham saameget som det første.
Direktøren for Sprængstofkompaniet drev frem og tilbage paa Gulvet i fuldstændigt Oprør.
— Knusemaskine B — hvad er det for noget? spurgte Krag.
— Det er en af vore vigtigste Maskindele, svarte Direktøren ophidset, er Skaden paa denne Maskine uoprettelig, saa kan vi ligesaagodt pakke sammen.
— Virkelig?
Asbjørn Krag havde ligegyldig kastet Telegrammet om den nye Ulykke hen paa Bordet. Derimod henfaldt han atter i Grublerier over det første Telegram.
Direktøren stansede foran ham.
— Herr Detektiv! raabte Sprængstofkompaniets Chef, De synes ikke at bry Dem det mindste om denne nye Katastrofe. Kanske De synes dette latterlige Telegram om en syg Mand, som ikke vil ta Næring til sig, er langt vigtigere?
Asbjørn Krag reiste sig. Han var ganske uberørt af den andens Ophidselse.
— Ganske vist, svarte han, dette Telegram er for mig langt, langt vigtigere.
Han tog sin Tegnebog frem og la Telegrammet forsigtig ned i et af Rummene ved Siden af det falske Brev.
— Dokument Numer to, sa han fornøiet og klappede Tegnebogen sammen.