H. Aschehoug & Co. (W. Nygaard) (s. 171-183).



A
utomobilen kjørte op for Telegrafstationen. Det var en stor, grøn Maskine — en prægtig Luksusbil paa 50 Hestekræfter. Chaufføren var tysk.

Asbjørn Krag gik først op i Vognen og udvalgte sig en magelig Plads. Nu røgte han igjen af Snadden som en Besat. Han hørte i Taushed paa følgende Samtale mellem Sprængstofkompaniets Chef og Chaufføren.

— Hvad siger Elsasseren?

— Han har spurgt efter Dem.

— Har Lægen været hos ham?

— Ja, men han vil ikke behandles af Lægen.

— Saa! — Hvorfor ikke?

— Det har han ikke git nogen Forklaring paa.

— Han vil jo heller ikke spise?

— Nei, han har vist en Mistanke om, at der er nogen som vil forgifte ham.

— Har han udtalt noget saadant?

— Ja, han har fremkommet med nogle forblommede Ytringer. Han har sendt sin Oppasser til nærmeste Landhandler efter Kjød og Frugt.

— Ved han om Ulykken med Knusemaskine B?

— Ja.

— Hvad sa han dertil?

— Han sa intet, men det tog ham vistnok haardt.

— Hvordan er det ellers med ham?

— Lidt bedre, men han har svære Smerter i Hodet.

— Stakkels Mand, mumlede Direktøren.

— De har Ret, sa pludselig Kristiania-Detektiven, idet han tog Piben ud af Munden, Stakkels Mand!

Automobilen sattes i Bevægelse og nogle Minutter efter strøg den i ganske god Fart henover Landeveien. Det var stegende varmt, Solen brændte fra en skyfri Himmel og den frembrusende Bil hvirvlede en Mængde Støv op. De havde kjørt en halv Time, og i denne Tid havde hverken Kristiania-Detektiven eller Direktøren mælet et eneste Ord. Veien laa foran dem som et hvidt skinnende Baand, der yderst ude dukkede ned i Horisonten.

Pludselig blev Asbjørn Krag opmerksom paa to mørke Prikker, som bevægede sig paa Veien langt foran dem. Da de kom nærmere saa de, at det var to Cyclister.

— Tyskerne, mumlede Krag og pegte med Pibestilken.

Direktøren fór sammen.

— Skal vi da aldrig bli disse Mennesker kvit! raabte han, jeg begynder at føle Situationen uhyggelig.

De to Tyskere red paa hver sin Side af Landeveien. Chaufføren gav et Stød i Hornet og Automobilen susede forbi dem.

Tyskerne saa fuldstændig ligegyldige paa det statelige Kjøretøi. Asbjørn Krag nikkede til den mørkhaarede, og denne gjengjældte Nikket.

— Med denne Fart vil vi komme en Time før Cyclisterne til Fabriken, sa Direktøren, sæt Farten op, Chauffør.

Der var et fladt Stykke Vei foran dem.

— All right! raabte Chaufføren. Det gav et Ryk i Automobilen og den susede henover den smale men jevne Landevei med Hurtigtogsfart.

— Det er ulovlig Kjørsel, sa Direktøren, men vi faar heller ta Mulkten. Her gjælder det at komme hurtig frem.

Endelig kunde de skimte Anlægget. Det imponerte ikke ved sine Dimensioner. Lige indunder Fossen, som styrtede brat ned, laa en to-Etages Fabrikbygning, opført af Mursten. Den røde Farve skinnede heftig i Kvældsolen. I Nærheden laa en stor Arbeiderbolig og et Stykke derfra to Villaer med Haver foran.

Automobilen stansede ved den ene Villa.

— Her bor jeg, sa Direktøren, lad os gaa ind og faa en Læskedrik; min Strube er ved at sammensnøres.

Asbjørn Krag og Direktøren tog Plads ude paa den skyggefulde Veranda, og der blev sat Apollinaris frem for dem.

— Har De Brug for Automobilen? spurgte Kristiania-Detektiven.

Nei, svarte Direktøren, for Øieblikket ikke.

— Vil De da la den holde herudenfor, bad Krag, jeg kommer kanske til at dirigere den i et bestemt Erinde om nogen Tid.

Direktøren gav de nødvendige Befalinger og Vognen blev staaende udenfor hans Villa.

Da de to Herrer havde læsket sin Tørst, vilde Direktøren gaa bort til Fabriken for at besigtige Skaden paa Knusemaskine B, men Asbjørn Krag bad ham istedet følge med hen til den syge Ingeniør.

Elsasseren laa i den anden Villa. Da Asbjørn Krag og Direktøren traadte ind til ham, var han netop vaagnet efter en styrkende Søvn. Ingeniøren laa udstrakt paa en Sofa. Hele hans Hode var næsten skjult af Bandager. Paa et Bord foran ham stod en Vase med Frugt, noget ristet Brød og en halvtømt Vandkaraffel med Isstykker opi.

Den tilstedeværende Tjener vilde trække sig tilbage, da Direktøren kom, men Elsasseren sa hurtig og bestemt:

— Bliv!

Manden blev; han stod henne ved den syges Hovedgjærde.

Direktøren la sig paa Knæ ved den syges Leie og greb hans Hænder.

— Hvorledes har De det, kjære Ven? spurgte han deltagende, jeg har tænkt paa Dem i hele Dag.

— Nu er det bedre, svarte Ingeniøren, jeg antar, at jeg kan staa op om otte Dage.

— Tag det bare med Ro, sa Direktøren, det er bedst at være forsigtig. De kan jo foreløbig gi Deres Ordrer herfra. Men hvad er det jeg hører, fortsatte Direktøren, De har ikke villet spise noget?

— Det er ogsaa af Forsigtighed, svarte Elsasseren, vi er paa alle Kanter omgit af Fiender, Hr. Direktør, jeg er bange for mit Liv.

Han pegte paa Manden ved Hovedgjærdet.

— Schultze her er den eneste jeg stoler paa. Jeg sendte ham i Eftermiddag til Landhandleren, som bor tre Kilometer borte, for at kjøbe Mad til mig. Jeg har af samme Grund heller ikke villet la mig behandle af Anlæggets Læge.

— Hvem har saa behandlet Dem, kjære Ven?

— En gammel Landslæge, som heder Bjerke.

— Ja, han er vist en snil Fyr, sa Direktøren, men han er vistnok ogsaa lidt aflægs. Vil De ikke, at jeg skal sende Bud til Arendal efter en Læge?

— Nei tak, svarte Elsasseren hurtig, jeg kjender Bjerke. Jeg vil beholde ham.

Asbjørn Krag, som under denne Samtale havde holdt sig noget tilbage, traadte nu frem og Direktøren forestillede ham.

Den syge Ingeniør magtede at række Haanden frem.

— Tak fordi De kom, hviskede han, men jeg frygter for, at De ikke vil kunne udrette stort herinde.

— Hvorfor det?

— De er jo alene, fortsatte Ingeniøren, og en enkelt Mand kan ikke kjæmpe mod alle disse Slyngler, som sværmer omkring her.

— Men jeg har kjæmpet mod en Forbryderbande før, svarte Krag, og jeg skal nok ogsaa seire dennegang.

— Tror De? spurgte Ingeniøren for første Gang med en Klang af Interesse i Stemmen. Han stirrede længe paa Krag og sa saa pludselig:

— Jeg vil gi Dem et godt Raad. Hav altid en ladt Revolver hos Dem.

Asbjørn Krag smilte.

— Skal jeg bli nødt til at løsne et Skud, svarte han, saa vil det koste et Menneske Livet.

— Bare De rammer den rette, sa Ingeniøren, idet han atter saa Asbjørn Krag ind i Øinene.

— Jeg træffer bestandig den rette, svarte Detektiven, er De svært træt af denne Samtale, Hr. Ingeniør?

— Ikke endnu. Er det noget De vil spørge mig om?

— Ja.

— Jeg skal svare Dem.

— Hvor opholdt De Dem henne, da Stenen traf Dem?

— Jeg var paa Vei til Fabriken, svarte Ingeniøren, jeg var kommet ned i Hulveien, da Skredet kom susende over mig.

— Det var altsaa flere Stene?

— Ja, mange. Det var som sagt et helt lidet Skred, som rullede ned fra Bjergskrænten ved Siden af Veien.

— Var De alene?

— Ja.

— Men hvorfor gik De da den Vei? Havde nogen sendt Bud efter Dem?

— Nei, svarte Ingeniøren forundret, jeg gik bestandig til Fabriken paa den Tid.

Asbjørn Krag reiste sig. Han saa paa sit Ur.

— Klokken er allerede syv, sa han, og jeg har meget at udrette, inden Mørket falder paa.

— Hvor vil De hen nu? spurgte Direktøren, til Fabriken?

— Nei, svarte Krag, der har jeg foreløbig intet at gjøre. Jeg vil til Hulveien.

— Saa gaar jeg med Dem.

— Det er godt.

Fra Ingeniørens Villa førte en Sti ind paa en bredere Vei. Denne gik igjen i Bugtninger hen til Fabriken. I Nærheden af denne skar den sig mellem to bratte Bjergknatter. Veien laa her saa dybt, at ingen Solstraale kunde naa ned. Direktøren pegte op paa den ene af Bjergknatterne.

— Det var herfra Stenene rullede ned, sa han, se her ligger nogle af dem endnu.

Asbjørn Krag betragtede opmerksomt en fire — fem Stene, som laa nede i Grøften.

— Det er ikke noget Skred, sa han afgjørende, Stenene er jo af ganske forskjellig Art.

— Meget muligt, svarte Direktøren, og det bekræfter bare Deres Udtalelser om, at vi ikke engang kan være sikker paa vore Liv.

Asbjørn Krag nikkede.

— Har nogen været oppe paa Fjeldknatten siden Ulykken skede? spurgte han.

— Nei, ikke saavidt jeg ved. Det er noksaa vanskeligt at komme derop.

Asbjørn Krag betænkte sig et Øieblik, men saa gav han sig til at klatre opover Bjergnabben. Det tog over et Kvarter, før han naaede op paa Toppen. Direktøren fulgte ham pustende og pæsende.

Kristiania-Detektiven stod en Stund og betragtede Udsigten.

— Herfra kan man tydeligt se Veien, sa han, jeg kan tænke mig, at Slyngelen eller Slynglerne har staaet her og seet Ingeniøren komme. Etpar Sekunder efterat han har dukket ned i Hulveien, har de skjøvet Stenene udfor, men de har alligeve ikke beregnet Afstanden godt nok.

Detektiven bøied sig ned og undersøgte Marken.

— Hvormange Dage er det, siden her regnede sidst? spurgte han.

Direktøren blev tydeligvis noget forbauset over Detektivens Spørgsmaal, han svarte nølende.

— Det er to Dage siden, da havde vi en ganske kraftig Skur.

Asbjørn Krag laa paa alle fire og snusede bortover i Moselaget.

— En værdifuld Oplysning, mumlede han, det vil lette mine Undersøgelser i høi Grad.

Om lidt fortsatte han:

— Morderen — lad mig kalde ham saa, endskjønt hans Streg ikke lykkedes, har været alene om Arbeidet.

— Virkelig, udbrød Direktøren forbauset, hvordan kan De se det?

— Han har efterladt sig tydelige Spor i Mosen. Det kan umulig ha været nogen professionel Forbryder. Ah, se her kan jeg se ganske tydeligt, hvordan han har baaret Stenene frem til Kanten af Stupet. Og her har han været med Foden borti denne Leren. Ser De, Hr. Direktør, hans Støvle har efterladt et ganske tydeligt Merke.

Direktøren bøiede sig ned og besaa Merket.

— Ganske rigtig, sa han, det er meget tydeligt.

Asbjørn Krag laa med Ansigtet helt nede i Leren.

— Det er en velklædt Mand, sa han, af ganske kraftig Konstitution. Jeg kan se, at han har havt moderne, amerikanske Støvler paa Fødderne, og et svageligt Menneske kan ikke bære frem saa store Stene, som de der rullede ned over Ingeniøren.

Direktøren var uhyre interesseret og mumlede:

— Virkelig interessant, overordentlig interessant —

Det lod til, at han begyndte at faa andre Tanker om Asbjørn Krags Dygtighed.

— De maa skaffe mig en eller helst to Mand til at holde Vagt over dette Spor, sa Detektiven, det kan bli et overordentlig vigtigt Indicium.

— Men der findes dog mange Mennesker heromkring, som bruger amerikanske Støvler, bemerkede Direktøren.

— Ganske vist, men jeg tror ikke der findes saa mange, som har tre Nudder slaat i sin venstre Støvlehæl.

— Hvad er det De siger, kan De se det?

Kristiania-Detektiven viste ham Aftryk i Sporet af tre Nudder.

— I Nødsfald kan vi altsaa beslaglægge alle de Støvler, som findes i to Miles Omkreds, bemerkede Asbjørn Krag, men jeg har en lettere Vei at gaa.

— Tænker De at finde Manden? spurgte Direktøren spændt.

Asbjørn Krag saa paa sit Ur.

— Om en Times Tid begynder det at mørkne, svarte han, jeg maa skynde mig, skal jeg finde Morderen til Klokken 12 inat.

— Tror De det er en af de to Tyskere?

Krag rystede paa Hodet.

— Nei, sa han, jeg har sagt Dem det før, det er den tredje vi skal ha fat i.

Han kravlede sammen med Direktøren ned paa Veien igjen.

Direktøren fik fat i en Opsynsmand og instruerte ham om at sætte Vagter ud ovenfor Hulveien. Det maatte ikke tillades nogensomhelst fremmed at sætte sine Ben der.

— Fremmed! raabte Krag, ingen maa komme derop. Ikke engang Fabrikens egne Folk.

— Godt, svarte Direktøren, altsaa ikke engang vore egne.

De kom hen til den ventende Automobil og Krag steg opi.

— Jeg kommer antagelig tilbage om en Time, sa han, hvis intet uforudseet indtræffer.

Han gav Chaufføren en Ordre og Automobilen susede afsted. Direktøren stod og betragtede den, til den forsvandt i en Støvsky om den nærmeste Sving, og han forundrede sig meget over, hvad mon Kristiania-Detektiven havde fore.

Chefen for Sprængstofkompaniet benyttede Tiden, medens Asbjørn Krag var borte, til at undersøge Skaden paa Knusemaskine B. Etpar underordnede Ingeniører var allerede ifærd med at foreta Reparationer, og det viste sig, at Skaden ikke var større, end at det hele om etpar Dage igjen kunde være igang. Men allerede 48 Timer var jo en kjedelig Forsinkelse for Fabriken. Det vilde bli mere og mere vanskeligt at faa Leverancerne færdig.

Direktøren beskrev de to Tyskere for sine Folk og spurgte, om nogen havde seet dem. Nei, ingen havde seet dem. Men nu skulde de ha været her forlængst, tænkte Direktøren, de cyclede jo ganske hurtigt.

Dette, at han ikke saa Tyskerne, gjorde ham tydeligvis igjen meget urolig. De holdt sig skjult, men han forstod, at de maatte opholde sig i Nærheden.

Han aflagde paany et Besøg i Elsasserens Villa, men han blev af den gamle Schultze høflig men bestemt negtet Adgang, da den saarede Ingeniør nu endelig var falden i en styrkende Søvn. Doktor Bjerke havde befalet, at han ikke paa nogen Maade skulde forstyrres.

Forinden Direktøren trak sig tilbage fra Elsasserens Villa, paala han gamle Schultze at være meget forsigtig.

— Jeg skal oplyse Dem om, sa han, at der færdes Folk heromkring, som ikke vilde betænke sig paa at sende Deres Herre over i en bedre Verden, hvis de fandt Anledning til det. Altsaa maa De ikke et Øieblik fjerne Dem fra Deres Herres Værelse. Gaa der ind igjen straks, og naar han vaagner, saa hils ham fra mig.

Den gamle Schultze var Elsasseren meget hengiven. Han var endnu en kraftig Mand og Udtrykket i hans Ansigt borgede for, at der ikke vilde bli tilføiet hans Herre noget ondt, saalænge han kunde føre en Næve.

Tiden gik. Arbeidet var slut forlængst. Fra den store Arbeiderbolig hørtes Sang og Trækspillaat. Sommernattens Taageslør sænkede sig lidt etterhvert tættere over Egnen. Direktøren ventede og ventede, men stadig kom ingen Asbjørn Krag. Endelig da henved to Timer var gaaet, hørte han Automobilens kjendte Horn i det fjerne. Direktøren gik bort til Veiskillet for at modtage Asbjørn Krag der.

Da Automobilen susede frem, strakte Direktøren sin Haand ud og Chaufføren stansede.

Til sin Forbauselse saa nu Direktøren, at Chaufføren sad alene i Vognen. Hvor var Asbjørn Krag?