— Kommer De alene? spurgte Sprængstofkompaniets Chef, hvor er Asbjørn Krag?
— Han er borte. Han forlod mig for over en Time siden.
— Hvor gik han hen?
— Ind i Skogen. Han sa, at han skulde undersøge Elvedraget opover. Han bad mig vente paa Veien i en halv Time. Hvis han ikke var kommet tilbage til den Tid, skulde jeg kjøre hjem, sa han. Da vilde han følge Elven tilbage til Fabriken.
— Men hvad ialverden vilde han nede ved Elven?
— Det sa han ikke noget om.
Direktøren stod en Stund og tænkte sig om.
— Kom han pludselig paa den Tanke at gaa ud af Automobilen? spurgte han.
— Nei, det lod ikke til det. Han vidste nok, hvad han gjorde fra første Stund, for da vi havde kjørt en tyve Minutter, sa han: Her tænker jeg, at vi stanser. Og derfra gik han ind i Skogen. Det saa ud, som om han havde Hastverk, for han gik saa hurtig fremover, at jeg længe kunde høre det knase efter ham i Skogen. Er han virkelig ikke kommet tilbage? Jeg troede, han maatte være kommet for længe siden.
— Nei, svarte Direktøren, han er ikke kommet tilbage. Sæt Automobilen ind. Jeg har ikke mere Brug for Dem iaften.
Han gik tilbage til sin Villa. Inde i Spiseværelset var der dækket til to. Direktøren havde tænkt, at han skulde spise sammen med Asbjørn Krag, men nu var han omsider blit saa sulten, at han ikke kunde vente længer.
Han havde faaet noget at tænke paa. Hvordan arbeidede egentlig denne Asbjørn Krag? Han var gaaet ned langs Elven. Ventede han at opdage noget der? Det var nu blit temmelig mørkt og alle Spor maatte være skjulte.
Da Direktøren havde spist sin Aftensmad, tændte han en Cigar og gik ud paa Verandaen. Han la Merke til, at der brændte Lys i Ingeniørens Villa. Elsasseren var kanske nu vaagnet.
Det var en vidunderlig mild Sommeraften. Skogene omkring stod mørke og hemmelighedsfulde. Han kunde saavidt skimte Veien nedenfor, den store Fabrikskorsten pegte som en sort Streg op i den dybblaa Nattehimmel. Og det stedsevarende Sus fra Fossen fyldte hans Øren.
Direktøren reiste sig og gik nedad Verandaen. Han stod i Skyggen af sit eget Hus og lyttede. Der lød hverken Fodtrin eller Hovslag paa Veiene. Nu maatte ogsaa Arbeiderne ha gaaet til Ro i Arbeiderboligen, for det sidste Lys slukkede netop derover.
Direktøren gik langsomt over Græsmarken, som bølgede dugfrisk mellem Villaen og Fabrikbygningen. Han kom ind paa Veien, og da han passerte Hulningen mellem de to Fjeldknatter, hørte han Vogterne tale sammen. Han gik videre ned til Fabriken.
Nede ved den store Turbin stansede han pludselig, for han hørte Skridt i Nærheden. De kom fra Elvendraget. Om lidt saa han en skyggeagtig Skikkelse nærme sig. Han kunde ikke kjende Skikkelsen, dertil var det altfor mørkt, men han greb i Lommen efter sin Revolver. Nu stansede Skikkelsen og en Stemme spurgte:
— Er det Dem, Hr. Direktør?
Det var Asbjørn Krags Stemme.
— Ja, svarte Direktøren hurtig, det glæder mig, at De er kommet tilbage. Jeg staar her med Haanden paa Revolverhæftet.
— Skyder De? spurgte Krag leende.
— Jeg kjendte Dem ikke, før De talte, svarte Direktøren, jeg blev virkelig angst, da jeg hørte Skridtene her i Nærheden uden at jeg i Mørket kunde se, hvem det var som kom.
— Hvem var De bange for? spurgte Krag, Tyskerne?
— Ja, — eller den tredje, svarte Direktøren, jeg er fyldt af Rædsel for denne Deres mystiske Tredjemand.
Men da lo Asbjørn Krag, høit og klingende. Han nærmede sig Direktøren og lo fremdeles.
Direktøren følte sig tydeligvis ubehagelig berørt af denne Latter.
— De er lystig, sa han, hvor kommer de fra?
Asbjørn Krag pegte opover mod Fossen og Elvedraget.
— Ja, De har Ret, svarte han, jeg er i meget godt Humør, dette er da ogsaa en vidunderlig deilig Nat.
— Har De opdaget noget? spurgte Direktøren.
— Ja, svarte Krag, men er noget hændt i den Tid jeg har været borte?
— Nei, intetsomhelst. Elsasseren har faaet sove.
Asbjørn Krag plystrede.
— Sove, sa han, det vil sige det samme, som at De ikke slap ind til ham.
— Nei, fordi han ikke maatte forstyrres.
Asbjørn Krag tog Direktøren gemytlig under Armen og de spadserede tilbage igjen mod Villaerne.
Kristiania-Detektiven gik og beundrede Naturen i høie Toner. Han formelig inddrak Duften af nyslaaet Hø og vasede omkring i Græsset istedetfor at følge Veien.
— Jeg ser det endnu lyser hos Elsasseren, bemærkede Direktøren.
De stansede og betragtede Lyset, som strømmede ud fra et af Vinduerne i første Etage i Ingeniørens Villa.
— Muligens han er vaagnet, fortsatte Direktøren, lad os gaa hen til Villaen. Gamle Schultze er ialfald oppe, saa vi kan faa vide, hvordan det staar til.
Underveis til Villaen sa Direktøren:
— En uforklarlig Frygt har betaget mig. Jeg er virkelig i denne Nat meget urolig.
— Hvad er De ræd for? spurgte Krag, har De to Tyskere foruroliget Dem?
— Tyskerne har ikke vist sig, svarte Direktøren, og det bidrager ogsaa til at gjøre mig angst. Jeg kan jo ikke vide, hvad de holder paa med. Kanske de om nogle Timer vil rette et Angreb paa os, som blir forfærdeligt.
— Har De rettet Feilen i Knusemaskine B?
— Ingeniørerne har holdt paa med det i hele Dag. Den vil være iorden igjen i Løbet af etpar Dage.
— Og hvis saa intet uforudseet indtræffer?
— Ja, hvis intet uforudseet indtræffer og der ikke tilstøder nye Uheld, kan vi alligevel gjøre os Haab om at faa Leverancerne færdige i betimelig Tid.
— Men hvis — indvendte Kristiania-Detektiven, og han var igjen blit alvorlig, hvis Elsasseren ikke staar det over?
— Da er alt Haab ude, svarte Direktøren.
— Men ogsaa De kjender jo Fabrikationshemmeligheden?
— Ganske rigtig, men det vil ta mig mange Maaneder at komme ordentlig ind i Fabrikationens Enkeltheder. Derfor er det en Livsbetingelse for Selskabet, at Elsasseren snart blir arbeidsdygtig igjen. Han er Manden for at faa det hele til at gaa.
— Tror De Deres Fiender ogsaa ved det? spurgte Detektiven.
— Det er jeg overbevist om, svarte Sprængstofkompaniets Chef, derfor er jeg saa urolig, fordi de to mistænkelige Tyskere flakker omkring her i Egnen, uden at vi ved, hvor de opholder sig. Det er ikke godt at vide, hvad de kan finde paa.
Herrerne var nu fjernet omtrent femti Skridt fra Ingeniørens Villa.
— Nu har han slukket Lyset, sa Direktøren, han maa være gaaet til Ro. Hvor fredelig stille alting her er. Man skulde ikke tro, at Faren lurede i disse Omgivelser.
Pludselig greb han Detektiven haardt i Armen.
— Staa stille, sa han, jeg saa noget —
— Hvad var det De saa?
— Jeg tør sværge paa, at noget bevægede sig henne ved Ingeniørens Villa.
Begge Mændene stod urørligt stille og stirred ind mod den lille Bygning, som skimtedes graa og taageagtig i Mørket.
— Det er Nattevinden, som har bevæget Grenene, svarte Krag, De er virkelig altfor nervøs.
Men han havde neppe talt ud, før han alligevel stiltiende maatte gi Direktøren Ret.
Der var virkelig noget, som bevægede sig borte ved Ingeniørens Villa.
I Mørket saa det ud som et stort Dyr, der bevægede sig opover Husvæggen.
Direktøren vilde springe fremover, men Asbjørn Krag holdt ham tilbage.
— Nu ser jeg, hvad det er, sa Detektiven.
— Hvad er det? spurgte Direktøren stakaandet, er det en Abe som klatrer?
— Nei, svarte Detektiven, det er et Menneske.
— Et Menneske! raabte Sprængstofkompaniets Chef og vilde igjen springe fremover, du store Gud, saa har de dræbt ham!
Detektiven maatte holde ham fast med Magt.
— Vær stille, beroligede han, lad os se, hvem det er.
Han betragtede opmerksomt, hvad der foregik henne ved Villaen. De to Herrer var saa heldig at staa i Mørket i Nærheden af en tæt Træklynge, saa de ikke kunde sees fra Ingeniørens Bolig.
— Det er to, sa Detektiven om lidt, det er to Mænd, som kryber ud af Kvistvinduet i Elsasserens Villa.
Idetsamme dukkede den ene af Mændene fremover Tagskjegget, saa hans Silhuet tegnedes skarpt mod Nattehimlen.
— Tyskerne, sa Krag og Direktøren paa en Gang.
Direktøren blev staaende som fastnaglet til Pletten. Han hørte, at Asbjørn Krag raabte: Endelig! Og da han et Øieblik efter skulde se sig om, var Detektiven forsvundet. Havde han tat Veien indimellem Træklyngerne eller var han gaaet gjennem det høie Græs, frem mod Ingeniørens Villa? Direktøren raabte hans Navn etpar Gange, men da han ikke fik Svar, sprang han, saa hurtig hans Ben kunde bære ham, henimod Villaen.
Han styrtede op paa Verandaen og ringte paa, men han fik ikke noget Svar. Saa løb han rundt omkring Bygningen, bankede paa Vinduet ind til Elsasserens Sygeværelse, men fik fremdeles intet Svar.
Da han kom tilbage til Verandaen igjen, stod Asbjørn Krag der.
— Jeg er misfomøiet med Dem, sa Detektiven, hvis De holder ved med den Støi der, saa vækker De Elsasseren.
Sprængstofkompaniets Chef vilde svare, men han blev afbrudt, ved at Døren aabnedes og gamle Schultze traadte ud paa Verandaen.
— Hvad ønsker Herrerne saa sent? spurgte den gamle Tjener.
— Det er Hr. Direktøren, som vil tale med Dem, svarte Asbjørn Krag, jeg har intet her at gjøre.
— Vi saa to Mænd komme ud af Villaen for et Øieblik siden, sa Direktøren.
Schultze svarte:
— Jeg forsikrer Dem mine Herrer, her har ingen været.
— De krøb ud gjennem Kvistvinduet. Vi saa det begge to ganske tydeligt.
— Det har været Skygger fra Trærne, svarte Schultze, jeg har siddet vaagen ved min Herres Leie i hele Nat og jeg har ikke hørt en Lyd.
— Det var da merkeligt, stammede Direktøren, vi saa Skikkelseme meget tydeligt. Vi kjendte dem ogsaa. Det var to Tyskere.
— Kanske det har været Tyve, svarte Schultze, ialfald er de nu væk. Men Herrerne maa undskylde mig, sluttede han, jeg maa ind til den syge.
Han nikkede til Afsked og forsvandt inde i Villaen.
Direktøren kunde i Begyndelsen ikke flnde Ord for sin Forbauselse.
— Kan De forstaa den Gamle? spurgte han Detektiven, Schultze som ellers pleier at være saa agtpaagivende og nervøs?
— Ja, svarte Detektiven, idet han paany tog Sprængstofkompaniets Chef under Armen, jeg forstod ham godt.
Detektiven tog Veien henimod Direktørens egen Villa. Direktøren vilde rive sig løs fra Krags Greb, men Kristiania-Detektiven holdt ham leende fast.
— Jeg skulde ønske, sa Krag og lo høit, jeg skulde ønske jeg havde den Tredje saa fast i Armen, som jeg nu har Dem.
Direktøren svarte ikke noget til dette. Istedet spurgte han:
— Hvorfor forsvandt De saa pludselig for lidt siden?
— Forsvandt?
— Ja, jeg hørte Dem si: Endelig! og da jeg skulde se mig om, var De borte.
Asbjørn Krag stirrede frækt den anden ind i Øinene og sa:
— Kjære, jeg forsvandt ikke. Jeg løb hen til Villaen.
— Saa De, hvor Tyskerne blev af?
— Nei.
De var nu kommet ind i Direktørens Bolig. Lys blev tændt og Direktøren spurgte:
— Har De egentlig spist, siden De kom herud? Vil De ikke spise lidt?
— Da jeg gik gjennem Skogen, svarte Krag, slugte jeg nogle Haandfulde Bær. Nu agter jeg ikke at spise mere, før jeg har tilendebragt mit Arbeide. Jeg har heller ikke Tid.
— Tilendebragt Deres Arbeide? Hvad mener De dermed?
— Jeg agter at gribe den Tredje inat, svarte Krag rolig, og De maa være mig behjælpelig dermed.
Detektiven begyndte at drive frem og tilbage paa Gulvet.
— De har en Plan, sa Direktøren, jeg kan se det paa Dem.
— Ganske rigtig, svarte Asbjørn Krag, sæt Dem til Skrivebordet.
— Skal jeg skrive?
— Ja.
Direktøren løftede Lampen hen til Skrivebordet og greb Pennen. Han saa spørgende paa Krag.
— Hvad er det nu han heder, denne Tyskeren, mumlede Detektiven halvt for sig selv.
— Mener De den unge mørkhaarede?
— Ja.
— Han kalder sig Müller. Jeg saa hans Navn i Dampskibsprotokollen.
— Ganske rigtig. Altsaa skriv som jeg dikterer: „Bedste Hr. Müller.“
Direktøren lo.
— Men kjære, hvordan vil De faa sendt afsted dette Brev, sa han. De ved jo ikke, hvor Manden opholder sig?
— Overlad bare det til mig. Altsaa: „Bedste Hr. Müller.“
Direktøren skrev:
Asbjørn Krag saa paa ham over hans Skulder.
— De skriver en fast Haandskrift, sa han, skjælver ikke det mindste paa Haanden.
— Kjære, svarte Direktøren, jeg er jo endnu en forholdsvis ung Mand.
Asbjørn Krag fortsatte sin Diktat: „Som Direktør for Sprængstofkompaniet af 1905, tillader jeg mig herved at invitere Dem til at aflægge et Besøg i mit Hjem, for at jeg kan meddele Dem nogle Nyheder, som vil være af Interesse for Dem. Jeg raader Dem til ikke at opsætte Besøget til en senere Dag, men straks at indfinde Dem.“
— Det var et merkeligt Brev, udbrød Direktøren.
— Det er ogsaa en merkelig Mand, det sendes til, svarte Asbjørn Krag, vil De læse det op.
Direktøren læste Skrivelsen høit.
— Tak, det er godt. Sæt saa Deres Navn under.
Direktøren skrev sit Navn og rakte Asbjørn Krag Papiret.
— Ja, De faar selv besørge Invitationen, sa han, for dette gaar over mine Evner.
Detektiven kastede et hastigt Blik paa Papiret, tog sin Tegnebog frem og la Brevet ned ved Siden af den falske Skrivelse og Telegrammet til Arendal.
— Dokument Numer tre, sa Asbjørn Krag.
Direktøren saa paa ham et Sekund, og da han blev var Udtrykket i Krags Ansigt, reiste han sig saa pludselig fra Skrivebordet, at Stolen faldt overende.