Den komparative Methodes Betydning for den nordiske Mythologi

I en liden Bog, som udkom i Kjøbenhavn 1870 og kaldes „Ledetraad i Nordens Gudelære, ved Frederik Barfod“, udtaler Forf., at han „i over en Menneskealder har fundet Fred og Hvile i den grundtvigske Opfattelse af den nordiske Gudelære“ og at han derfor „ønsker at lede saa mange som muligt til den, da alle de andre (Finn Magnusens, N. M. Petersens og P. A. Munchs o. s. v.) ere ham ligefrem modbydelige“. En Forfatter, som selv ingen mythologiske Studier har gjort, men efter sit eget Udsagn i lange Tider har nøjet sig med hvad jeg maa kalde det mest ukritiske System af alle, finder altsaa endnu i 1870 ikke at behøve andet Forsvar for sin Lære end at han „har fundet Fred og Hvile i den“ og derfor finder de andre „ligefrem modbydelige“. Siden 1832, da Grundtvigs Mythologi udkom, har der altsaa, mener Forf., ikke været gjort et eneste Fremskridt i den mythologiske Forskning; med andre Ord, Mythologien maa stilles udenfor de almindelige Udviklingslove for Videnskaberne, idet den rettest bør betragtes som et Slags Religion, som man kan finde Fred og Hvile i og gjerne vil hverve Proselyter for. En saadan Betragtningsmaade kan jeg ikke være med paa; thi for mig staar det fast, at skal vore Fædres Myther komme ud af de vilde Fantasiers Uføre og virkelig give os Oplysning om den aandelige Udvikling i hedensk Tid, da er dette kun muligt ad den Vej, som Grimm pegte paa i Tyskland, som P. A. Munch og N. M. Petersen fulgte ham paa i Norden og hvorpaa senere Forfattere med mere eller mindre Held har arbejdet sig videre frem.

Forsøgene paa at bringe Enhed og Sammenhæng ind i Mythologien er knapt 100 Aar gamle. Efterat i Tyskland Lessing og Herder havde skabt den nyere humane Opfatning af den græske Oldtid, søgte man ogsaa at bringe den græske Mythologi i System. Allerede strax fremtraadte to Synsmaader, som siden altid har kjæmpet om Forrangen, den mystiske, repræsenteret af Heyne og hans Disciple Hermann og Crenzer, og den kritiske, hævdet at den berømte Filolog I. H. Voss. Mystikerne gik ud fra, at Mythologien var en Filosofi fra Menneskeslægtens Barndom, da Menneskene „laa nærmere ved Naturens Moderbryst“, at denne Filosofi var nedarvet i Presteskoler, uddannet og tildels forvansket af Digtere (Homer, Hesiod o. s. v.), der oftest maa forudsættes at vide langt mere end de beretter. Den kritiske Skole søgte at vise, at de tilgjængelige Kilder maatte lægges til Grund som første Udgangspunkt, at man paa hvert Punkt maatte følge Kilderne og ikke lægge andet i dem end de virkelig gav. Det gik ikke an, sagde Voss, at lade Dionyses som Begeistringens Gud være ældre end Homer, naar han først flere Aarhundreder senere kan paavises som saadan. – Imidlertid syntes Mystikerne at faa en uventet Bistand i det netop opdukkende Kjendskab til den indiske Literatur, hvor man traf paa en beslægtet Menneskerace og filosofiske Religionsdogmer, der udgav sig for urgamle. Man styrtede sig med Iver over disse og fik strax istand Theorier om Mythologiens Stilling i Folkenes Urhistorie. Nu vilde Uheldet, at de indiske Myther, som man benyttede til Sammenligning og ansaa for ubetalelige Vidnesbyrd om urgammel Visdom, netop var de yngste, fremkomne efterat de ældste indiske Religioner havde undergaaet en Række Reformer, ja man kan gjerne sige Forvandlinger; naar disse Myther blev betragtede som Urtyper for den græske og nordiske Mythologi, kan man forstaa hvor paalidelige Resultaterne blev, særlig naar de blev forbundne med Mystikernes Mangel paa Kritik. Imidlertid er det disse Sværmerier, der blev optagne i den Schellingske Filosofi og med Steffens indførtes til Danmark.

I Norden synes man paa faa Undtagelser nær at have staaet ganske udenfor de mythologiske Stridigheder i Tyskland uagtet den nordiske Mythologi allerede havde begyndt at spille en Rolle i disse Trætter. Her hjemme havde de Lærde først nylig opgivet Middelalderens Tro paa de gamle Guder som onde Dæmoner, men man var ikke naaet videre end til Saxos og Snorres Opfatning af den historiske Odin. Denne var i Schönings og Suhms Theori omsat til tre Odiner, ja man var begyndt med den fjerde og heldede allerede til at ville skabe endnu flere. Den første Odin var vore Forfædres Konge, da de boede ved Don mange Aarhundreder før Darius Hysdaspis og kaldtes efter Odin Budiner[1], da de „have havt med de omboende Folk Jetter, Thurser, Jotuner, Alfer og Dværge at bestille“. Den anden Odin var ogsaa Budinernes Konge og deres Anfører i Kampen mod Darius Hysdaspis. Den tredie Odin var den, som Aar 40 før Kristus efter Krige mod Romerne drog nordover til Nordrusland og derfra over til Sverige, hvor han blev Offerprest og Høvding i Upsala og indstiftede „Odinsreligionen“; han var efter Suhm „en af de største og listigste Statsmænd, der nogensinde haver været til“[2]. Mellem disse 3 historiske Odiner fordeltes Gudens Bedrifter, og hvad der ikke passer paa nogen af dem som Menneske, overlades til Gudesagnene. Paa samme Maade blev Thors, Frøjs og de andre Guders Bedrifter dels fordelte mellem Kong Odin den 3dies Følgesvende, dels overladte til de Guder, disse dyrkede, og til de øvrige mythiske Magter. Trold og anser, Alver og Dværge blev til jordiske Folkeslag, med hvem Aserne kjæmpede. Denne Lære, som havde sin tilsyneladende Støtte i Kilderne – navnlig i Heimskringla og Edda’s „Fortale“ – holdt sig længe efter Suhms Tid; vistnok gjorde Steffens’s Opfatning af Mythologien et Skaar i den, men den historiske Odin gik dog igjen endnu hos Finn Magnusen, Rask og endog hos N. M. Petersen; endelig bortvist fra Historien til Mythologien blev han først af Keyser og Munch.

Den første, som i Norden skjød en Breche i dette System, var altsaa Henr. Steffens i hans berømte filosofiske Forelæsninger i Kjøbenhavn Vinteren 1802–1803, da han indførte Ungdommen i Studiet af den tyske Filosofi og Naturforskning. For den nye Filosofi var nemlig det mythologiske Standpunkt et Udviklingsstadium i Menneskehedens Historie. „Al Historie begynder med Guderne. Udtrykket for Gudernes Periode er den reneste, klareste Poesi, dens Sprog Allegori. De ældgamle Sagn gjemme mærkværdige Fragmenter af Jordens Dannelseshistorie; mange Myther er de orientalske og nordiske melk bevare i de dybsindigste Billeder Naturens Metamorfoser og skjule mange underfulde Kundskaber, f. Ex. i Astronomi og Metallurgi (!), som vi ikke kunne forklare uden dybe Indsigter, ja ofte ikke uden Bekjendtskab med de kunstigste, først i vore Tider opfundne Instrumenter (!). De ældste Menneskers Forestillinger og Handlinger havde et umiddelbart Hensyn til det evige: de vare, som Digteren siger, blandt alle Mennesker Guderne nærmeste“ Saaledes lod den nye Theori, som med engang tog Spranget fuldt ud og stillede sig i den stærkest mulige Modsætning til den gamle Lære om Kong Odin den 1ste, 2den og 3die. Hos alle de følgende Mythologer i Norden vil vi finde Steffens’s Hovedtanker igjen, hos Oehlenschläger og Grundtvig som Poesi, hos Finn Magnusen som Fysik og Astronomi, ligesom den samme Schellingske Filosofi fremkaldte lignende Fænomener i Tyskland. Medens Finn Magnusen i de nordiske Skabelsesmyther gjenfinder Geologernes neptunske og plutoniske Oprindelsestheorier, opfatter Odins 12 og 52 Navne som Aarets 12 Maaneder og 52 Uger, og de 12 Gudeboliger i Digtet Grimnismaal som Dyrekredsens 12 Tegn, forklarer Henneberg Eddadigtet Skirnisför (om Frøjs Frieri til Gerd) som Planeterne Mars’s og Venus’s Conjunction, og Trautvetter gjør de tre Hovedguder (Odin, Vilje og Ve) til Svovl, Kviksølv og Salt, fortolker Thor som Elektriciteten og hans Hansker som elektriske Ledere (!). Ikke mindre vilkaarlig er Grundtvigs „Udkast til Asalæren“ (1807), hvor han i Filosofernes Ledebaand opfatter Aserne som „Udtrykket for den Eviges (Alfaders) Kraft“ og Jetterne som „Materien“ eller „Massen“, hvor Forbundet mellem Loke og Aserne er Forbundet mellem „Kraften“ og „Klogskaben“, hvilket ledede dem til at stræbe efter Individualitet (!), slutte Fred med Materien og falde fra Alfader. Naar Alfader og Nornene bringer Loke til Frafald fra Aserne, vil det sige, at „Klogskaben bliver til List og Ondskab“, thi „Visdommen (Alfader) vil at Kraften og Massen gjensidig skal ødelægge hinanden“; i den sidste Strid – Ragnarok – renses Aserne, det vil sige „Kraften vender tilbage til sit Urspring“. Man ser, at den ene Forklaring er akkurat lige saa fornuftig eller ligesaa urimelig som de andre, naar det først er givet, at Mythologien er herreløs Ejendom, som alle – Digtere, Filosofer og Naturforskere – kan skalte med efter Behag. Finn Magnusen har dog den store Fortjeneste fremfor alle sine Samtidige, at han kunde lægge et videnskabeligt Grundlag for kommende Studier, idet han besørgede i Tyveaarene den første ordentlige Udgave af Mythologiens Kilder, de gamle Gudedigte, samtidig med at Rask fik udgivet Snorra-Edda. Indtil den Tid havde Mythologerne maattet holde sig til de gamle Resenske Udgaver og uheldige Oversættelser, og Kundskaben til det gamle Sprog var ikke større end at der efter 1811 kunde opstaa en lærd Strid om Mythernes Ægthed, da man troede at have fundet Ord fra modern Tid i de gamle Digte: Völuspás „gullnar töflur“ (de gyldne Tavler) oversatte man nemlig med „de gyldne Tøfler“, og Hørjans nönnur (Odins Møer) med Odins Nonner, hvilket beviste sagde man, at „den hele Mythologi kun var et Opspind af dovne Munke i Middelalderens Klostre“. Paa saadanne Paastande gjorde gode Udgaver og Oversættelser en Ende. Den første, som drog Fordel af dem, var i Norden Grundtvig (1832), i Tyskland Jakob Grimm (1835). Grundtvig, som ved Siden af sine kirkelige Kampe altid havde holdt sin Kjærlighed for det gamle „Højnorden“ vedlige, havde i Mellemtiden (1807–1832) ogsaa studeret Angelsaxisk, oversat Beóvulf og opholdt sig et Par Aar i England; han kom hjem med Følelsen af det inderlige Slægtskab mellem England og Norden og gjorde denne strax gjeldende i en Theori om den nordiske Hedendoms Kultur-Sammenhæng med, tildels Oprindelse fra England; han knyttede sine nyserhvervede Sprogkundskaber sammen med sin poetiske Opfatning af Mythologien, styrket ved Studiet af Forfattere som Creuzer og Svensken Ling, og udgav saa 1832 en morsom Mythologi eller Sindbilled-sprog, historisk-poetisk udviklet og oplyst“. Hans Argumentation for sin poetiske Opfatning er den, at „enhver Mythe, som røber Begeistring, maa nødvendig indeholde noget, som kunde begeistre en Digter“, og Beviset for at de enkelte Myther „røbe Begeistring“, finder han deri, at de „have begeistret ham.“ Det er altsaa atter Forfatterens Subjektivitet, der her stilles op som Rettesnor for Opfatningen, aldeles som hos de før nævnte Mythologer. Ved Siden deraf ser det dog ved første Øjekast ud som Grundtvig er kommet et Skridt videre, idet han søger at støtte sin poetiske Opfatning til sproglige Forklaringer. Men netop dette er hans svage Side; da han af germaniske Sprog udenfor de nordiske kun kjendte Angelsaxisk og ikke de nys opdagede Love for Sprog-Overgang, gav hans Studium af Engelsk ham hvert Øjeblik urigtige Etymologier, af hvilke han siden udledede sin poetiske Opfatning. Et Par Exempler vil vise dette:

Han forklarer Navnet „Norner“ ved at gjøre opmærksom paa, at Islændingerne nu udtaler det Nodner, hvorved det kommer nær det oldeng. neáð (Nødvendighed); Norner betyder altsaa „Nødvendighedens Gudinder“. Men herimod kan bemærkes, at Nodn kun er den nyere Udtale for det ældre norn, og at oldeng. neað er ganske det samme som oldn. nauð (som forresten betyder Nød, ikke Nødvendighed); nauð og norn er jo som man vil se ganske forskjellige Ord. De enkelte Norners Navn udleder han ligeledes af Angel saxisk: Urðr af veordan (at vorde) – hun erklæres for „Spaadommers Norne“, uagtet urðr nærmest maa betyde „den vordne“, ligesom ags. wyrd betyder et Factum. Verðandi, der jo er et ligefremt oldnorsk præs. part. af verða – altsaa vordende – afledes af ags. verdan forhindre og kaldes „Forhindringens Norne“ (Ordet hedder ellers paa ags. verian el. vergan og betyder forsvare). Skuld afledes rigtigt of „skulu“, der nemlig ogsaa er angelsaxisk. Af et meget usikkert Sted i „Fjölsvinnsmál“, hvor der tales om en Sal Hyr, bygget paa Spydsodder og omgivet af Luer og som kaldes auð-rann (Rigdoms Hus), oversætter han „auðrann“ med „Ødurs Borg“ og opfatter dette som Navn paa Nornernes Hjem, hvorved da „Ødur“ maa være deres Fader. Dette Navn oversætter han med det nysvenske „ödet“ (Skjæbnen) og gjør det endelig til et med Uðr, Navnet paa „Nattens“ Søn. Ved alt dette fremstaar følgende Læresætninger, som trofast gjentages af Grundtvigs Eftersnakkere: Nornerne er Ødets (Skjæbnens) Døtre og Nødvendighedens Diser og bor i en Borg, der er omgivet af Luer og bygget paa Spydsodder. Nornerne ere saaledes „de allerbekvemmeste ikke blot for den dramatiske Digter, men for os alle, til at oplive og udtrykke den gjennemgribende historiske Sandhed: at i ethvert Storværk saavelsom i den udmærkede Enkeltmands, i Hovedfolkenes og hele Slægtens Levnetsløb, kan vi skjelne et bestemt Anlæg, en indviklet Knude og en til Anlægget svarende Opløsning“. Af dette Exempel kan sees, hvorledes en Grundtvigsk Mythe bliver til, og hvis nogen vilde paastaa, at dette Exempel staar alene, skal jeg drage frem en af Grundpillerne for hele det „historisk-poetiske“ System. Det er bekjendt nok, at for Grundtvig og hans Tilhængere var Guden Thor ikke Styrkens og Tordenens Gud – det er for upoetisk – men han er „Aandskjæmpen“, den levende Sandhed eller den sande Virkelighed, det er hans Hverv at gaa fremst i Sandhedens Tjeneste i Kampen mod „Løgnens Jettekuld“, og navnlig mod Løgnen selv, Midgardsormen. Denne Mythe hviler ogsaa alene paa Etymologien Thors Bolig heder Þruðvangr, hans Hammer Þruðhamarr og hans Datter Þruðr. Dette Ord Þruðr havde allerede Finn Magnusen rigtig forklaret som „Styrke“, altsaa Styrke-vang og Styrke-Hammer, og Thors Datter hedder da „Styrke“, ligesom hans Sønner hedde Mode og Magne (den modige og den stærke). Men Grundtvig har fundet en mere poetisk Forklaring han gjør Þruðr til det samme som det engelske Ord truth (Sandhed), uagtet allerede Rask kunde have lært ham, at et Ord, der begynder med t i Engelsk, ogsaa i oldnorsk maa begynde med t, saa at truth svarer til Ord som trú (Troskab) og uagtet begge tilsvarende Ord findes adskilte i Oldengelsk: Þryð (Styrke) og treóvð (Sanddruhed). Først ved denne urigtige Etymologi kan Thor blive Konge i „Sandhedens Rige“, og hans Modstandere bliver „Løgnens Jettekuld“, og Midgardsormen en Personifikation af „Løgnen“. Allerede ved disse Exempler blir det vel tydeligt, at sammenlignende Sprogstudier er nødvendige, naar man vil fortolke Nordens gamle Myther, og at enhver, der giver sig til at fortolke dem uden saadan Udrustning, nødvendigvis maa lide Nederlag. Jeg negter ikke, at Grundtvigs Skrifter om den nordiske Mythologi har for denne havt sin Betydning, men jeg søger den fornemmelig i hans Opposition mod Finn Magnusens fysiske Mythefortolkning, ikke i hans eget System; medens Finn Magnusens System var (i mere end én Betydning) aandløst, var Grundtvigs vistnok aandfuldt og interessant, men baade kritikløst og umethodisk.

Medens saaledes Mythologien med Grundtvig i sproglig Henseende gjør et Tilbageskridt fra Finn Magnusen, er vi med Jak. Grimm (Deutsche Mythologie) kommen over i et ganske nyt Spor, den nyere Sprogforsknings. Dennes Indflydelse paa Mythologien har allerede gjennemløbet 2 Stadier, det ældre, som lagde Hovedvægten paa de sproglige Forklaringer, og det yngre, som med dere nyere tyske Forfattere af Grimms Skole har søgt at bygge en indoeuropæisk Mythologi ved Hjælp af de nyopdagede indisk-persiske Religionsbøger. Grimms Bestræbelse gik egentlig ud paa at grundlægge den ældre tyske Gudelære, idet han kun benyttede den nordiske Gudelære til at oplyse og sammenknytte de spredte Træk af tysk Tro og Overtro. Det lykkedes ham derved fuldkommen videnskabeligt at paavise, at det væsentlige af den nordiske Tro ogsaa fandtes hos de hedenske Germaner og at vore Hovedguder ogsaa var Tydskernes: ogsaa hos disse fandtes en Krigens og Visdommens Gud Vodan (Odin), ogsaa de havde den kjærlige Himmeldronning Fria (Frigg), den stærke Tordner Thunar (Thor), en Kampgud Tiu eller Zio (Tyr) og en Solgudinde Sunna (Sol); ogsaa hos dem personificeredes Naturkræfterne som Riser el. Jotner, (Etanas) Dverge (Zwerge) og Alver (Elben); ogsaa de kjendte mange mythiske Navne som Midgard, Muspel, Hel. Hvad Grimm har paavist, er imidlertid egentlig kun de tyske Guders Navne og Brudstykker af de hedenske Germaners Verdensauskuelse; men han søgte ogsaa at komme videre, idet han pegte paa Middelalderens Litteratur og den nyere Tids Eventyr, Folkesagn og Folkeskikke som en ny Kilde til at uddrage ældgamle Myther og Heltesagn. Han indsaa vistnok Farerne ved at benytte dette Materiale, hvis Herkomst ingen kunde være sikker paa og som kunde i kristen Tid have undergaaet mange Forandringer; men han mente dog, at naar det benyttedes med Forsigtighed og ved Siden af de nordiske Fundgruber, kunde man dog deraf slutte tilbage til ældre Sagn og Myther. Men hvor let det er her at tage Fejl, viser et Exempel fra Grimm selv. Vi kjender alle Gudinden Saga, Odins Veninde, som i Søkkvabekk hver Dag med Odin drikker „glade af gyldne Kar“; hende har Mythologerne i Slutningen af forrige Aarhundrede gjort til Sagaens eller Historiens Gudinde, og Digterne har sunget om hendes „Griffel og Skjold“ og om hendes „dybe Væld“. Nu havde Grimm i tyske Digte fra Middelalderen fundet en „Frau Aventiure“ (Fru Eventyr), som de tydske Digtere anraabte ligesom de gamle græske Muserne; stiller man hende sammen med Saga blir det saaledes tydeligt, at baade Nordboere og Tydskere (altsaa fra umindelige Tider) havde en Historiens Gudinde. Det er først naar disse to (Saga og Aventiure) stilles ved Siden af hinanden, at Gudinden blir saa ærværdig; i Virkeligheden beror den hele „Mythe“ paa en Skuffelse som saa mange saakaldte Myther. Gudinden hedder ikke Saga, men Saaga, Seersken[3], og hverken Snorre eller de gamle Digte ytrer en stavelse om hendes Forhold til Sagaen, det er først opdaget i forrige Aarhundrede og af Forfattere, der ikke forstod Oldsproget. Var „Historiens Gudinde“ forsvinder saaledes, og den tyske „Fru Eventyr“ staar ganske alene og kan ikke hævde sig højere Alder end 12te eller 13de Aarhundrede, altsaa den kristne Middelalder. Knude Grimm her se Fejl paa Grund af selve Methodens og Materialets Usikkerhed, blev dette endnu lettere for hans Efterfølgere, der uden Frygt begav sig ud paa Eventyrenes og Sagnenes store Hav for at samle nyt Bytte til Fuldendelse af Grimms store Bygning, den urtyske Mythologi. Grimm havde af de nordiske Gudenavne konstrueret tilsvarende tyske, som af Freyr – Froho, af Bragi – Brego, og henstillet til nyere Forskere, at skaffe Vidnesbyrd om disse fra Tyskland; han havde ogsaa givet Anvisning til at finde saadanne, idet han betragtede alle Sagnhelte og Heroer som Levninger af ældre Guder („ein Niederschlag älterer Götter“) og Eventyr som Levning af ældre Myther. Denne Mesterens Anvisning blev fulgt af Disciplene, og i Grimms senere Aar og endnu efter hans Død fremtræder der en Skara tyske Mythologer, som fører de germaniske Folks nyere sagnhistoriske Litteratur tilbage til Mythologi: hver Sagnhelt bliver en Gud, hvert Eventyr, Saga eller endog Legende til ur-germaniske Myther. Til at skaffe dem Plads i Mythologien behøvedes der kun den ringeste Lighed med Myther eller mythiske Personer: naar man paa mange Steder i Tydskland viser den evige Jødes store Sko, saa er dette strax et Minde om Guden Vidars store Sko[4]; naar hos os Ullr var Jagtgud og St. Hubert i Tydskland og Frankrige er Jægernes Helgen, saa er det et Bevis for, at den sidste kun er et Substitut for den første[5]; naar i Digte fra 13de Aarhundrede Wolfdietrich hevner Keiser Ortuits Død, saa staar disse Sagnhelte kun istedenfor de ældre Guder Balder og Vale[6]; naar i et tysk Eventyr en Røver fanger en Jomfru og afklipper hendes „gyldne Haar“, er dette naturligvis en Reminiscens af Loke, som klipper Sifs Guldhaar af o. s. v. Kun Skade, at disse Mythologer aldrig kan blive enige: naar den ene i „Sigurd Favnesbane“ ser en ældre Frøj, finder den anden, at han er en formummet Odin; naar en i „Vilhelm Tell“ gjenkjender Heimdall[7], finder en anden at han er en oprindelig Solgud[8], med andre Ord, i den Grimmske Skole er indkommen den samme Vilkaarlighed som i de ældre mythologiske Forsøg, og Modstandere af enhver mythisk Forskning har med Rette kunnet anklage ogsaa Grimms Skole for „unmethodisches Treiben“. En af de faa, som tør siges at have holdt sig nogenlunde fri for Udskejelserne og at have ført Grimms Tanker videre, er P. A. Munch. Han gjorde det første videnskabelige Forsøg paa at skille mellem de ældre og nyere Bestanddele i de nordiske og tyske Myther og grundlægge en germanisk Mythehistorie. Vistnok havde han ikke ganske løsrevet sig fra Paavirkning af Finn Magnusen, der lod ogsaa ham i Grimnismál se et kalendarisk-astronomisk Digt; vistnok kunde hans specielle historiske Yndlingstheorier lede ham paa Vildspor ogsaa i Mythologien; men hans nøgterne Kritik indsaa dog, paa hvilke Afveje Mytheforskningen med Grimms Elever var kommen ind, og ialfald er det Munchs Fortjeneste at have paavist Vanegudernes Sammenhæng med den ældgamle Nerthus-Dyrkelse i Østerlandene og gjort sandsynlig, at Vanerne er en senere Udvikling fra det fælles-germaniske Standpunkt. Mangelen ved saavel Munchs som Grimms Methode var, at de ikke kunde støtte eller kontrollere det vundne fælles-germaniske Standpunkt fra beslægtede Folks Myther; thi endnu var man kun naaet til de første etymologiske Forsøg i at sammenstille Gudenavne fra de forskjellige indo-europæiske Religioner. Fremskridtet er først bleven mulig ved den komparative Methodes Anvendelse paa de indiske og persiske Sprogmonumenter.

Den komparative Methode har begrundet Sprogenes Historie. Fra Opdagelsen af Lydlove for Overgangen mellem beslægtede Sprog har den gaaet videre til at bestemme de ældre Sprogformers Udseende og deres Udgangspunkt i tabte Fællessprog, med samme sikkerhed som Naturforskere fra beslægtede Species slutter til Ordner og Klassen. Den komparative Sprogmethode har bevist sin Rigtighed ved fra kjendte Sprog at fortolke beslægtede ukjendte, saaledes at man f. Ex. har læst de persiske Religionsbøger ved Hjelp af Old-Indisk og i de seneste Aar har fortolket de skythiske Sproglevninger ved Hjelp af de persiske[9]. Ved at bestemme det ældre indo-europæiske Fællessprogs Udseende har Methoden formaaet at grundlægge en Sproghistorie, men den har ogsaa naaet videre: sprogforskerne har kunnet gjøre Forsøg paa at læse Ideernes bog Kulturens Historie ud af Sprogudviklingen, og tidligst og stærkest har man da kastet sig over de beslægtede Folks Mythologi, endskjønt man endnu maa sige, at det ikke er paa mange Punkter, man allerede har naaet nogen Sikkerhed. Methoden har sine Farer og sine svage Sider. Det overvældende Stof, som hvert Aar formeres, gjør hver Slutning vanskelig; paa den anden Side er dette Stof af saa forskjellig Kvalitet, at det ene gjelder blot om at bortskjære det uvæsentlige. De fleste, der hidtil har beskjæftiget sig med sammenlignende Mythologi, har været Sprogforskere, for hvem det var Hovedsagen at sammenstille Ord og Begreber fra forskjellige Sprog, og naar en saadan Sammenstilling er lykkedes – og med lidt Behændighed kan den i Regelen lykkes –, at skabe fælles Myther. Der har været altfor stor Mangel paa historisk Kritik, man har ikke vogtet sig nok for at inddrage under Undersøgelsen Gammelt og Nyt, Ægte og Uægte uden Forskjel, og Resultatet er blevet, at Sprogforskerne i Regelen har foretrukket en Forklaring, der henviser til Fælles Oprindelse, medens Kulturhistorien helder til oftest at antage nyere Laan fra Folk til Folk. Hovedregelen ved at anvende den komperetive Methode bliver altsaa med historisk Kritik at adskille nyt og gammelt, det fælles og det særskilte og at vogte sig for tilfældige Analogier. Et er utvivlsomt: den komparative Methode har bragt ind et nyt og sikkert Grundlag for Mythologien, idet den engang for alle har bragt til Taushed Mystikernes Lære om en „oprindelig Urvisdom, af hvilken kun enkelte Brudstykker er nedarvede til de senere Slægter“, om de „østerlandske Filosofemer, som fra Indien og Persien i en fjærn Fortid har bredt sig ud over Europa“, og dette er skeet derved, at Sprogforskningen har paapeget Mythernes Grundlag i de oprindelige lave Kulturtilstande hos vore inde-europæiske Fædre[10]. Ved den komparative Methode er det allerede blevet muligt at paavise de forskjellige Udviklingstrin i de indoeuropæiske Religioner, idet man altid seer Religionen i Forbindelse med de øvrige Kulturstandpunkter. For at opdage Grundlaget for vore Fædres Religion, maa vi derfor levere Hovedtrækkene af Kulturudviklingen fra det fælles indoeuropæiske Tidsrum, indtil Historiens Lys breder sig ud over de nordgermaniske Nationer, idet vi dog strængt holder os til hvad Videnskaben har slaaet fast.

Det ældste kjendte Kulturstandpunkt, som vi med nuværende Midler kan stige op til, er ikke videre højt, men dog saa højt, at det har hævet sig ud over de egentlige Vildes Jæger- og Fiskerliv. De ældste Indoeuropæere har været Nomader og levet af sine Hjorde paa Græsgangene i et Indland; de har tæmmet Husdyrene Oxen, Faaret, Svinet og Hunden, men kjendte Hesten og Gjeden kun i vild Tilstand; de boede om Sommeren paa store (4 Hjuls og 6 Hjuls) Vogne, forspændte med Oxer og dækkede af Huder, om Vinteren enten i Huler nede i Jorden eller i usle Hytter af Træ og flettede Vidjer, runde som Telte, med Røghul i Taget og Jorden til Gulv, hvor megen Urenslighed samlede sig (Lus og Lopper), og hvor Musene gnavede paa alt Madforraad, uden at man havde Katten til at fordrive dem. Folket var delt i smaa Stammer, hver under sin Høvding, og Slægterne boede sammen i Landsbyer eller Lejre. Nomadefolket var krigersk nok, det levede i stadige Fejder med sine Naboer; Kampens Hensigt var at reve Kvæg eller hevne tidligere Overfald. Fangerne blev gjorte til Træler eller ofrede til Guderne ved store Fester, hvor Blodet flød i Strømme. Menneskeofringer var almindelige, især som Sonoffer ved Høvdingers Begravelse. Som Vaaben brugte mand Krigen Buer af Barlin eller af Ben, Træspyd og Træpile med Stenspidse, Stenøxer og Stenhamre; thi at smide Metaller forstod dette Folk ikke, om det end rimeligvis kjendte Metaller (Guld og Bronce), erhvervet som smykker eller Legetøj ved Tuskhandel med Fremmede. De kjendte Brugen af Ild og spiste Kjødet kogt; af Dyreskind gjorde de sine Klæder og forstod at væve Ulden paa Ten. Af de vildt sværmende Biers Honning forstod de at lave en berusende sød Drik (mjöðr, μεθυ, ind. madhu). Familiebegrebet var, som hos alle Nomader, stærkt udviklet. Faderen var Slægtens Hoved (pati – Herre), ved Siden af ham stod Husmoderen (matar – som bærer Omsorg, patnia – Frue); Husbonden var sin Søsters og sine Børns Beskytter (bhratar Støtte, patar Beskytter), Datteren gik i Fjøset og stellede med Kjørene (duhitar – Mælkerske); der var særegne Navne for Søn og Sønnesøn, thi de de fortsatte Slægten, for Enken og den Faderløse, for Svogerskab eller Forbindelse med andre Slægter. Som svage Begyndelser til intellektuel Udvikling kan man pege paa Dannelsen af de talrige Ordrødder og den rige Formlære, og paa det decimale Talsystem; man havde skabt ialfald Tallene 1–900. Dette Folk har boet ensteds paa Turkestans Sletter, thi der har de tæmmet de neste af sine Husdyr, hvis Slægtninger endnu lever der i vild Tilstand.

Det har naturligvis varet lange Tider, inden Urfolket naaede til den Grad af Udvikling, hvorpaa vi skimter det. Endelig har Urfolket efter et langt Samvær skilt sig ad i 2 Grupper eller Stammer, den ariske eller asiatiske og den europæiske. Efter Adskillelsen fra den ariske Stamme har den europæiske Stammes Fædre længe boet sammen som et Folk eller rettere vandret om med sine Hjorder, rimeligvis paa vejen til Europa, og den modtaget en videre Udvikling, førend dette Folk atter løste sig op i mange Sværme, der er blevne Stamfædre til de europæiske Folk, til Kelter, Germaner, Slaver, Italer, Græker, Thraker o. fl. Det vigtigste Fremskridt i den fælles-europæiske Tid er de første Begyndelser til Agerbrug, der ved en senere stærkere Udvikling maatte lægge Baand paa Nomadernes Omstrejfen og vænne dem til faste Bopæle; i den fælles europæiske Tid er man imidlertid ikke kommen videre, end til at en Stammeafdeling eller en Landsby kunde optage et Stykke Ager til fælles Dyrkning, medens Hovednæringen blev Fædriften og man som Følge deraf aldrig tog faste Bopæle. Ikke destomindre udvikledes allerede i dette omflakkende Liv efterhaanden et stærkere Fællesskab i Interesser, en Stammefølelse, saa at Folket gjorde sig gjeldende ved Siden af Høvdingerne paa offentlige Forsamlinger, hvor man fattede Beslutninger i Fællesskab af varig Betydning (lat. lex, oldn. lög). Allerede her i Østeuropa eller Turkestan har Stammen modtaget Belærelse af sydligere Folk; fra dem har den lært at tæmme Hesten og benytte den til i Krig, og optaget Gjeden blandt Husdyrene; men Kulturpaavirkningerne har alligevel været faa, thi de omboende Folk synes at have været omtrent ligesaa lidet udviklede som „Fælles-europæerne“. Det tør endnu ikke ansees for af.ort, om der efter det fælleseuropæiske Standpunkt er indtraadt et Tidsrum, da dere af de senere Folkestammer levede sammen, adskilte fra andre; nogle Forskere bar fremført Grunde for, at Græker og Italer har levet sammen som ét Folk længe efter Adskillelsen, andre har søgt at paavise det samme om Kelter og Italer, om Kelter og Germaner, om Germaner og Slaver; for os har dette Spørgsmaal liden Interesse, da Kelternes og Slavernes Mythologi desværre er næsten ukjendt og saaledes ikke kan oplyse Germanernes. Det næste Standpunkt bliver altsaa det fælles-germaniske, det, som Gemanerne udviklede selvstændigt, inden den nye Spaltning tysk og nordisk indtraadte. At forsøge paa at skildre denne Udvikling, tør vi her fritage os for, da Udviklingen nu gaar fremad med store Skridt og i alle Retninger; at fremhæve bliver, at Germanerne vistnok paa den ene Side altid stod saa vidt i Forbindelse med sydligere Folk, at de efterhaanden optog Kulturelementer fra dem, som Agerbrug og Metaller, men paa den anden Side dog stod dem saa fjernt, at deres Udvikling kunde tage en selvstændig Retning[11].

Den sammenlignende Mythologi maa stræbe efter med Tiden at kunne fremstille en fortløbende Udvikling fra den fælles indoeuropæiske Urtid lige til den Tid, da vi har skriftlige Optegnelser om de europæiske Folkereligioner. Grundreglen for at udfinde Urfolkets religiøse Standpunkt, er ifølge det foregaaende, at hvad der findes af Gudenavne eller Sagn hos et eller flere Folk af begge Hovedklasser, den europæiske og den ariske, det tilhører Urtiden. Af Navne, som saaledes er fælles, maa først nævnes selve Gudernes Fællesnavn: devas (ind.), dei (lat.), θεοί (gr.), tivar (oldn.), der betyder Lysguder. Den højeste af dem hed Dju-patar (lat. Ju-piter, gr. Ζεύς-πατήρ, ind. Djaus-pita), ved Siden af ham fremtræder Himmelguden Varanas (ind. Varana, gr. Ϝουρανός). Morgenrødens Gudinde Ausas (ind. Ushas, gr. ἠώς (oprind. αϝσως), lat. Auror-a, opr. Ausos-a), Solguden Savar (ind. sura, lat. sol, got. sauil) el. svârya (gr. ἥλιος for σαϝηλιος og Maanen mans (ind. mâs, got. mena, gr. μήν) og maaske flere. Allerede heraf viser det sig, at disse Nomader dyrkede som Guder de Kræfter, de saa om sig i Naturen. I Himmelen, de lysende Stjerner, Solen, Maanen, Morgenrøden, Ilden og Lynet har de tænkt sig mægtige levende Væsner, der raadede over Menneskelivet: det var dem, man maatte bede em Hjelp under Livets Møje, og dem, man sonede ved blodige Ofre. Det samme Naturliv skinner igjennem i de ældste Sagn. Et af de ældste sagn er em Lysguden Djus (ind. Indra), som kjæmpede med de sorte Skyers Dæmon – denne forestilles som Slange eller som Ulv –; han havde røvet Gudens Kjør (Skyer), men Guden finder dem og dræber.ham med sit Lyn; et andet fortæller om Pramantha (gr. Promethevs), som først frembragte ilden ved at gnide to Sorter Træ mod hinanden og siden førte den ned til Menneskene; et tredie fortæller om Udødelighedsdrikken (gr. ἀμβροσία ind. amrita), som Guden i en Fugle Skikkelse røvede fra Mørkets Magter; et fjerde om det ældste Menneske Manus (ind. Manu, gr. Μίνως), der efter Døden bliver Underverdenens Konge og modtager og dømmer de afdødes Aander (Skyggerne) o. s. v. Med sikkerhed kan ikke flere Gudesagn føres tilbage til Urtiden; der gives vistnok Gudenavne, maaske ogsaa Sagn, som ved nærmere Undersøgelse vil vise sig at være indoeuropæiske, men mod hvad nogle Forskere (Kuhn, Pott) har ført saa langt tilbage, kan der gjøres vægtige Indvendinger. En Skole af Mythologer fører vistnok næsten alle Myther tilbage til Naturforhold og antager derefter disse Myther skabte i Urtiden, som for dem er den eneste mytheskabende Tid; men denne Mytheforklaring maa som oftest tage sin Tilflugt til Vilkaarligheder (blir umethodisk) og synder ialfald altfor ofte mod Reglerne for historisk Kritik. Enhver kjender Sagnet om Apollon og Dafne, som flygtende for Guden forvandles til et Laurbærtræ. Det til Dafne svarende indiske Ord Dahanâ betyder „straalende“, og Max Müller forklarer det derfor om Morgenrøden, der ligesom forfølges af Solguden[12], men da staar det (som Curtius rigtigt har bemærket) uforklarligt, hvorfor Dafne bliver forvandlet til Laurbærtræ; hertil kommer, at Lauren hos Grækerne ikke er hjemlig, rimeligvis indført i 8de eller 9de Aarh. fra Lilleasien, og Sagnet om Dafne, der overalt hører organisk sammen med Apollons Laurbærfest (τὰ δαφνηφόρια), omtales først meget senere og er rimeligvis født hos Grækerne, der nok selv kunde paatage sig at skabe en Mythe. En anden Mytholog, Leo Meyer, siger om Afrodite, at hun oprindelig (ɔ: i den indoeuro1iæiske Urtid) ikke var Gudinde for Kjærlighed, thi til saa ethiske Begreber havde Urfolket ikke hævet sig, men at „es muss sich ein sinnliches Wesen zu Grunde liegen, dem es natürlich var früh die Liebe zu übertragen“, og dette er da ogsaa – Morgenrøden. Denne Formodning gaar netop ud fra hvad der skulde bevises ved Sprogsammenligning, at Gudinden Afrodite var indoeuropæisk, og Formodningen er saa meget mere paa urette Sted, da det omtrent er godtgjort, at Afrodite er den syriske Kjærlighedsgudinde, som Grækerne først i senere Tid har optaget fra Lilleasien. I denne Forbindelse kunde det ogsaa nævnes, at Kuhn har villet gjenfinde Yggdrasilsmythen i det indiske „somadryppende Figentræ“, og derpaa forklaret det hele om skyer o. l., men at senere Forskere har afvist dette Forsøg og vist, at det indiske Træ ikke kan hævde nogen høj Alder. Yggdrasilsmythen tør derfor (som dens Navn tilsiger) indtil videre betragtes som nordisk, om man end vil indrømme beslægtede Forestillinger hos andre Folk. Man vil af disse Exempler se, hvor let en Afvigelse fra den sikre Methode kan bringe paa Afveje. Man maa vistnok indrømme, at Religionen selv i sin senere Udvikling kan omskabe Mytherne f. Ex. fra Naturmyther til ethiske, – og en saadan Udvikling kan paavises som tilhørende flere Religioner –, men desuden tør det være sikkert, at Religionen ogsaa paa et senere Trin kan skabe Myther eller mythiske Forestillinger, der ikke altid er af ethisk Art. Tilbøjeligheden til at føre alle Myther, alle nyere Sagn og Eventyr tilbage til Urtiden, fornegter enhver selvstændig Digterevne hos alle senere Slægter og er vistnok kun en Levning af en tidligere Tids romantiske Drømme om Urtidens Skjønhed og Storhed.

Ethvert Forsøg til at paapege den religiøse Udvikling, som de europæiske Folk har undergaaet i sit Samvær efter Adskillelsen fra Arierne, vil stede paa den Vanskelighed, at blandt de europæiske Folk har kun Grækerne og Nordboerne en mere fuldstændig Mythologi bevaret, og for de sidstes Vedkommende maa det udtrykkelig fremhæves – hvad der har været altfor meget overseet –, at deres mythiske Forestillinger er optegnede næsten halvandet Aartusinde senere end Grækernes; thi efter hvad vi nu ved em Religioners hurtige Forvandlingsevne[13], maa den Mulighed først overvejes, at Religioner i Tidens Løb opgiver en Masse ældre Stof, ligesaa let skaber meget fra nyt af og endnu lettere optager Laan fra andre Religioner. Jeg ved for Tiden ikke mere end to Gudenavne, som med Sikkerhed tør føres tilbage til den fælleseuropæiske Tid, og selv ved disse kan en senere Forskning maaske vise, at de er endnu ældre ei tilhører Urtiden. Grækernes Krigsgud er Ἄρης, hans Navn betyder Kamp (αρείφατος – dræbt i Kamp, ερις – Tvist, skr. arî – fiendtlig, ârus – Saar, ârti – Ulykke), hans Tilnavne er μιαιφόνος (blodbesudlet), βροτολοιγός (Manddraber), στυγερός (forhadt). Hans Navn gjenfindes ogsaa hos Germanerne som en næsten glemt Krigsgud Ear, Er; da Germanerne fra Romerne optog Ugedagenes Navne i sit Sprog, gjengav Nordtyskerne dies Martis Tirsdag) med Zies-tac, men Sydtyskerne med Eritac, hvorved altsaa Ziu bliver den samme som Er; Navnet findes ogsaa i Ordet Jarl, Krigshevding (opr. erilas, Ers Søn) og i Folkenavnet Eruler. Ogsaa Höðr, der dræbte Baldr, maa være en gammel Krigsgud. Hans Navn betyder Krig, dets tyske Form (eller germaniske Urform) Hadus er meget almindeligt som Sammensætningsled f. Ex. Hadu–brand, Hadu–volf; hos Kelterne findes det samme Ord som Catus (f. Ex. Catu–merus), og langt nede i syd kjendte Trakerne Kotys dels som Krigernavn, dels som Krigsgudinde. Det er vistnok kun en enkelt Side af den fælleseuropæiske Religion, som vi her kan pege paa, men den tor dog vise os, at der allerede var gjort et Skridt fremad fra Urstandpunktet, thi ved Siden af Naturmagterne er der skabt Guder for enkelte Sider af Menneskelivet: Krigen, der under Nomadelivet stadigt maatte staa for Folkets Sind, havde faaet sine Beskyttere. At ved Siden af dem ogsaa de gamle Lysguder og deres Modstandere, Mørkets Dæmoner, beholdt sin Plads og sin Værdighed, kan vi ikke tvivle om, da vi træder dem igjen senere hos de enkelte Folkestammer; fra de senere Religioner kan vi ogsaa hente Vidnesbyrd om, at i den fælleseuropæiske Religion var Djupatar vistnok ligesom før Gudernes Fader, men nogen Gudefamilie eller Gudegenealogier synes endnu ikke at have dannet sig; thi den latinske Religion har aldrig havt saadanne.

Den germaniske Folkestamme, som ved Adskillelsen fra de andre fik den mindst begunstigede Lod, vandrede længe om i Midteuropas Urskove og kom til at staa mest fremmed for Kulturpaavirkningerne fra Middelhavslandene. Den kom derved til ogsaa at beholde meget af sin Religions oprindelige Karakter eller fortsatte ialfald i det hele kun en begyndt Udvikling. Dens mest særegne Nyskabning er, at den af den ældre Himmelgud Djus (Djavs, Ζευς, Jov-, Tius) har dannet 3 Guder, der indtager den enes Plads: Vôdans (Wuotan, Óðinn) er Visdommens og Sejrens Gud, Thonar (cfr. lat. Jupiter Tonans, oldn. Þórr) er Tordenens og Agerdyrkningens Gud, og Tius (Ziu–Tyr) er Kampguden. Vi finder ogsaa den ældre Guds Attributer og Kampe fordelte mellem de 3 nye Guder: Vodan er blevet Hovedguden, Gudernes Fader og Verdens Herre, han kjæmper mod Mørkets Fyrste i dens Skikkelse som Ulv (oldn. Fenrir), men i denne Kamp deltager Tius, som Ulven berøver Armen; Thonar har arvet Tordenkilen (oldn. Mjölnir) og kjæmper med den mod alle de onde Naturmagter (Jotner) og specielt mod Slangen (oldn. Midgarðsormr). Den mærkeligste Forvandling har igrunden Tius undergaaet, thi da Vodan fik første Plads i Gudernes Række, maatte Tius vige for ham og tabte efterhaanden ganske sin gamle Karakter som Lysgud; han blev fra Lysgud til Krigsgud, ligesom alle Guderne (oldn. tivar, egl. Lysguder) er blevne til Kampguder. Denne Forandring er nemlig ikke egen for Norden, allerede hos Tacitus er Germanernes Guder Kampguder og Tius gjengives paa Latin med Mars. Den Naturgrund, hvorfra de indoeuropæiske Lysguder udgik og hvorom Græker og Romere havde bevavaret ialfald Mindet, er altsaa ganske forsvundet hos Germanerne, og deres Guder er blevne sociale Magter; at de specielt blev til Krigsguder, høver sammen med Stammens krigerske og omstrejfende Liv, inden Agerdyrkningens og Fredens Kunster lærte dem at søge faste Bopæle. Men man ser dog, at Gudekredsen snart ogsaa kunde rumme andre Sider af Livet: Vodans Hustru er Fria (oldn. Frigg, den elskende), hun er Germanernes Kjærlighedsgudinde[14]; hendes Søster heder Fulla (Overflod); en af Vodans og Frias Sønner er Fredens og Uskyldens Gud Baltar (Baldr), som Krigsguden Hadus (oldn. Höðr) dræbte. Rigtignok antager de fleste Mythologer Baldr for en gammel indoeuropæisk Sol- eller Lysgud, men som jeg tror paa yderst svage Grunde: Sprogforskningen støtter ikke en saadan Opfatning, thi Baldr (ags. bealdor) betyder blot Herre (el. Gud), og Navnet gjenfindes ikke hos andre Folk; hans Drabsmand Hadus betyder Krig, og synes ikke at kunne have sin Plads i en Solmythe; Sagnet om Balders Brand efter Døden kan ikke bruges, thi det er ikke oprindeligt og har kun ved Tilfældigheder faaet den fremtrædende Plads i Mythen[15]; tilbage blir kun den almindelige Lighed mellem Baldrs-mythen og andre Myther om Guder eller Helte, der dræbes, hvilke endel Mythologer altid forklarer som Solguder. Ogsaa om Vodan har blandt Mythologer en anden Opfatning gjort sig gjeldende, som jeg anser for uvidenskabelig. Mannhardt[16] gaar i sin Skildring af Vodan ud fra Nutidens Fortællinger om „der wilde Jäger“, der farer om i Luften foran „das wütende Heer“, og han udleder derfra, at Vodan har været Stormguden, med andre Ord, at han altsaa til alle Tider har bevaret den indoeuropæiske Naturbund. At man bar tænkt sig Wodan som den vilde Jæger, kan ikke nægtes, thi denne kaldes endog ligefrem Wode el. Woin-jäger, han bærer Odins bred-skyggede Hat og vide Kappe og kaldes som saadan Hakelberend (ligesom oldn. heklumaðr); men det er dog let at se, at Opfatningen af Vodan som den vilde Jæger ikke skriver sig fra den hedenske Tid, men fra den kristne, da Guderne blev Djævle: den vilde Jagt er jo fortabte Aander, afdøde Forbrydere eller endog Djævlene selv, og Vodan kunde dog først optages i dette Følge, efterat Troen paa ham som Gud er ophørt. Rigtigheden heraf indsees, naar man husker, at den samme Skjæbne har de romersk-græske Guder undergaaet i Middelalderen: i syden var det Diana, som drog om i Spidsen for den vilde Jagt[17]. Ved Siden af de senere Djævlesagn er dog ogsaa bevaret sagn om Vodan som Krigsgud: „Der Wüttenheer“ viser sig jo især, naar en stor Krig staar for Døren eller naar store Krigere skal falde, ganske som Odin, da der i 1207 blev Fred i Norge, forlod Landet og drog over til Sverige, hvor Borgerkrigen netop skulde bryde ud[18]. – I Forbindelse med de urgermaniske Guder bør jeg vel ogsaa nævne Vanerne, Njord, Fröj og Fröja, fordi mange Mythyloger anser disse for næsten de ældste af de germaniske Guder. Man paastaar, at Vanerne er de oprindelige Lysguder, som efterhaanden have maattet vige for Æsir, Krigsguderne. Som saa ofte inden Mythologien. har man her gaaet efter Formodninger (Vanir er forklaret Lysguder) og løse Analogier, medens alle sikre Spor tyder paa, at Vanerne er en senere opstaaet Gudeslægt, der kun efter en Kamp blev optaget blandt de gamle Guder. Vi har jo Sikkerhed for, at de gotiske Guder ikke var Vaner, men Anses (= Æsir); vi ved, at udenfor Norden findes ikke Spor af Guderne Frøj og Frøja, at der i Tyskland ikke engang er Plads for en Kjærlighedsgudinde ved Siden af Fria[19], og at det ældste Spor af Vane-Kultusen er Tacitus’s Omtale af Gudinden Nerthus paa en Ø i Østersøen. Den cerealiske Guddom, som Tacitus kalder Nerthus eller „terra mater“, tør være en senere udviklet Skikkelse i den germaniske Gudelære, da hun kun dyrkedes af nogle faa nordiske og nordtyske Folk i den vestlige Krog af Østersøen; naar vi senere finder hendes Slægt (Vanerne) dyrket kun hos Nordboerne, forestiller jeg mig, at Religionsforbundet om Nerthus blev opløst i Folkevandringen, da de nordtyske Folk udvandrede mod Syd og Vest, men at de tilbageblivende Nordboer har beholdt Dyrkelsen og at der siden i Norden af dette Emne udviklede sig en særegen Gudecyklus, som tilsidst vandt en selvstændig og endog fremragende Plads i de ældre Guders Række som Guder for det praktiske Liv, Søfartens Gud Njord, Frugtbarhedens Gud Frøj og Kjærligheden og Huslivets Gudinde Frøja. Naar man derimod paa meget svage Indicier har gjort Frøj til Solgud, Frøja til Morgenrødens eller endog Maanens Gudinde, har man begaaet de samme Synder mod den sammenlignende Methode, som ovenfor er paapegede.

Jeg standser her ved Forgaarden til den egentlige nordiske Mythologi, ikke blot fordi jeg i én Time kun kan naa til at antyde Grundlinjerne af et mythologisk System, men ogsaa fordi jeg haaber at have paavist, at hvis Mythologien skal hævde sig en selvgyldig Stilling inden de moderne Videnskaber, maa det være ved en Forbindelse mellem den sammenlignende Methode og den historiske Kritik.


Denne teksten er offentlig eiendom fordi forfatteren døde for over 70 år siden.
  1. Budinerne var et af de skythiske Folk, som efter Herodot deltog i Kampen mod Kong Darius omtr. 510 f. Kr.
  2. Man var nødt til at adskille denne fra den 4de, angelsaxiske Odin (Woden), fordi de engelske Slægtled var saa korte, at denne Odin maatte have levet i 3die eller 4de Aarh. efter Kristus.
  3. Sága anser jeg kun for et andet Navn paa Frigg. Naar undtages i Skaldeomskrivninger (hvor Saga betyder „Gudinde“), omtales hun i hele den gamle Litteratur kun paa to Steder, og disse to reducerer sig egentlig til et, thi Snorres eneste Kilde for Omtalen i Gylvaginning („Sága bor i Sökkvabekk, det er en stor Bolig“) er Grimnismál. Dette Digt opregner, som man ved, alle Guder og Gudinder med deres Boliger, nemlig: 1. Þórr. 2. Ullr og Freyr. 3. Vali. 4. Sága 5. Óðinn. 6. Skáði. 7. Baldr. 8. Heimdallr. 9. Freyja. 10. Forseti. 11. Njörðr. 12. Viðarr. Digteren maa her enten have begaaet den meningsløse Fejl at udelade Frigg, Himmeldronningen, af Gudindernes Tal, skjønt han nævner tre andre, eller ogsaa har han nævnt hende under et af de tre Navne Det har ogsaa altid været sagt, at Saga omtales saa, at hun enten maa være Odins Hustru eller hans Datter; det sidste er dog kun en Udvei, man har søgt for ikke at faa noget Rivalforhold mellem Frigg og Saga, vistnok ogsaa fordi hos Grækerne Historiens Muse var Zeus’s Datter. Verset antyder aabenbart, at Odin og Sága bor tilsammen i Sökkvabekk, altsaa at Sága er Odins Hustru (ɔ: Frigg): „Sökkvabekk hedder den fjerde (Gaard), der skvulper svale Bølger over; der drikker Parret Odin og Sága (Þau Óðinn ok Sága) hver Dag glade af gyldne Kar.“ Sága (Seersken) er et ikke ueffent Navn paa Frigg som „veit öll orlög“, og Sökkvabekkr (Dybenes Bænk eller Sæde), som de „svale Bølger skvulper op over“, kan vel ogsaa have været et andet Navn paa Fensalir (Myr-salene).
  4. Simrock, Myth. S. 127.
  5. Simrock, Myth. S. 292.
  6. Simrock S. 296.
  7. Lütolf i Germania 8, 208 ff.
  8. Pfannenschmid i Germania 10, 1–39.
  9. Müllenhoff i Monatsb. d. berl. Acad. 1866. S. 549 ff.
  10. Allerede i 1850 kunde Kuhn, efter at have gjort det tidligste Forsøg til af Sproget at paavise Indoeuropæernes Kulturtilstand, udtale om denne: Das sich so enthüllende Bild wird freilich nicht den Ansprüchen derer genügen, die in der Urzeit überall tiefe Spekulation und in der unseren nichts als gedankenlose Verflachung sehen, aber es wird den Ansprüchen derer genügen, die aus der Geschichte gelernt haben, dans der Entwickelungsgang der Menschheit im ewiger Fortschritt zum Edlern und Bessern ist und die fern von weichlicher Klage um die geschwundene goldene Zeit dem gewaltigen Gange der eisernen alle ihre Kräfte zuwenden (Webers Indische Studien I 363).
  11. Jeg har ovenfor forudsat som givet, hvad jeg tror Arkæologien inden føje Tid vil indsé, at de indoeuropæisk Folk overalt i Europa har grundlagt den saakaldte „yngre Stenalder“ (l’age de la pierre polie), den Tidsalder, da for første Gang de asiatiske Husdyr (Hest, Ko, Faar, Svin) optræder. Jeg mener altsaa, at Germanerne har indvandret baade til Tyskland og Norden i den „yngre Stenalder“ og har modtaget saavel Bronce- som Jernalderen fuldfærdige søndenfra, men at begrunde denne Paastand er her ikke Anledning til. (Senere Note).
  12. M. Müller, Comparative mythology (Chips from a german workshop, vol. II. p. 92).
  13. Man sammenligne de indiske Religioners Historie, efterat man har lært at kjende Buddhismens religiøse Skrifter.
  14. Grimms D. M. 117.
  15. Se „Om den gamle norrøne Litteratur, et Indlæg i Striden mellem Docent Grundtvig og den norske hist. Skole“ af G. Storm, S. 19.
  16. Die Götterwelt der deutschen und nordischen Völker S. 107 ff.
  17. Grimms D. M. S. 261.
  18. Inge Baardssøns Saga, sidste Kap.
  19. „Dies Veneris“ oversatte Tyskerne jo med Friatac (Fria’s Dag).