Den norske Kirkes Historie under Katholicismen/100

Rudolf Keyser

Den norske Kirkes Historie under Katholicismen

Chr. Tønsbergs Forlag, 1858 (2, s. 528-532).

100.

Kristoffer af Bayern Norges Konge fra 1442–1448.

Kristoffer af Bayern, der i 1442 atter forenede de tre nordiske Riger, var dengang i sin kraftigste Ungdomsalder, 26 Aar gammel. Efter hvad Historien lader dømme af hans Færd, var han en klog og sindig Mand, som vel havde sat sig ind i de forviklede Forhold, hvori han indtraadte, og som havde foresat sig at agte og overholde de enkelte Rigers Selvstændighed. Forbundet mellem Rigerne lader han til at have seet fra den Side, som den daværende almindelige Mening fordrede: han opfattede det som et Forbund til fælles Forsvar og indrettede sin Styrelse derefter. Om ogsaa stundom under ham Klager løde fra Sverige, saa opretholdtes dog der den indre Rolighed; og de gjentagne Bondeopstande i Jylland, lykkedes det ham med Vaabenmagt at undertrykke. Den Omstændighed, at Kristoffer først lod sig krone i Danmark, efterat han var kronet baade i Sverige og Norge, og at han ved sin danske Kroning, der foregik i Ribe den 1ste Januar 1443, blev – som det i vedkommende Notarialdokument heder – „indviet og salvet til Danmarks Riges Erkekonge (in Archiregem regni Daniæ)“^[1], – kunde vel vække Mistanke om en skjult Hensigt – dog snarere maaskee i saa Fald fra det danske Raads end fra Kongens Side – at udhæve Danmark som Hovedriget i Statsforbundet, og hans Verdighed i Egenskab af dansk Konge som den der ved sig selv gjorde ham til Forbundets lovlige Hoved. Men hvilken Mening man end kan have havt med det usedvanlige Erkekonge-Navn, eller hvilken Mening end deri kunde lægges, saa maa indrømmes, at i Virkeligheden, saavidt vides, intet Krav derpaa grundedes og ingen Klager derover hørtes.

Norge havde unegtelig ved at vælge Kristoffer til Konge nærmet sig Valgrigets Form. Thi om end Kristoffer kunde siges at være ifølge Norges Lov arveberettiget til dette Rige som Kong Eriks Sostersøn, saa var han dog ikke den nærmest arveberettigede til Riget efter Erik; – det var nemlig, hvad før er sagt, dennes Farbroders Søn Bugislaf af Pommern saavel efter Loven som efter Nordmændenes Erklæring i 1388 og 1389, – og Bugislaf levede endnu, uden, saavidt man ved, at have gjort noget Afkald paa sin Arveret^[2]. Om derfor Kristoffer tidligere i et Brev til Sveriges Raad af 1438 lod sig forlyde med at have Arveret til Norge^[3], saa er det dog ikke bekjendt, at denne Omstændighed blev i nogen særdeles Grad fremhævet ved hans Valg i Lødøse. Nordmændenes Kongevalg kunde saaledes ved denne Leilighed ansees som frit, og Norge som med det samme indtraadt i det nordiske Statsforbund i Egenskab af Valgrige, følgelig med samme Ret som Sverige og Danmark. Saaledes betragtede ogsaa ganske vist det norske Raad Sagen, og Kongen selv lader ikke til at have næret nogen anden Anskuelse. Et andet Spørgsmaal er det derimod, om Norges Almue var istand til at opfatte Kristoffers Valg ganske saaledes, hvor vel den end dertil gav sit udtrykkelige Samtykke. Det norske Kongedømmes Arvelighed sees i det mindste senere endnu at staa de norske Bønder i Hovedet, ligesom det paaberaabtes af dem, der søgte at vinde Norges Krone.

Saasnart Kristoffer var antagen til Norges Konge, fratraadte Drotseten Sigurd Jonssøn, saavidt skjønnes, sit Embede, uden at nogen anden beskikkedes i hans Sted. Med Kanslerembedet overholdt Kristoffer den gamle Orden, idet han nemlig lod det være forenet med Provstiet til Mariekirke i Oslo. Andres Mus, der var Provst og Kansler i 1441, lader til at være død i Begyndelsen af Kristoffers Styrelse Hans Eftermand i begge Embeder var Gunnar Holk, der som saadan nævnes allerede i 1444. Kong Kristoffer viste de norske Statsforhold den Opmærksomhed, der kunde ventes, og holdt Rigets Raad ved den Myndighed, som tilkom det i Styrelsesanliggender. I Anledning af de mange Klager over Hansestædernes Overgreb udnævnte han ved Brev fra Kjøbenhavn af 4de November 1444 af sit norske Raad et Undersøgelsesudvalg bestaaende af tolv Mænd, fem Geistlige og syv Verdslige. De Geistlige vare: Erkebiskop Aslak, Biskopperne Audun af Stavanger og Olaf af Bergen, Alf Thorgardssøn Provst til Apostelkirken i Bergen og Svein Erikssøn (Erkedegn) af Throndhjem^[4]. Samme Aar den 10de December beskikkede han, ogsaa fra Kjøbenhavn, et Udvalg af Raadet, bestaaende af otte Mænd, nemlig: Hr. Olaf Nilssøn (eller Niklessøn til Talgø) Ridder, hvem Kongen havde skikket „at sidde i sit Sted (i várn stað at sitia)“, Biskop Audun af Stavanger, Gunnar Holk, Provst til Mariekirke i Oslo, Svein Erikssøn, Degn af Nidaros, samt een Ridder, to Væbnere og een Lagmand, – hvilke paa Kongens Vegne skulde holde „Retterthing“ i Throndhjems, Bergens og Stavangers Biskopsdømmer og søge at hjælpe paa den Retløshed, som i mange Aar havde fundet Sted i disse Dele af Landet, og hvorover Klage var ført^[5]. Erkebiskoppen betragtedes paa gammel Vis som Raadets Formand. I 1442 den 20de September fra Bergen udstedte saaledes Erkebiskop Aslak, i Forening med Biskop Olaf af Bergen, Alf Provst til Apostelkirken, og Olaf Nilssøn Ridder og Høvedsmand paa Bergens Kongsgaard, et Leidebrev for Kjøbmændene af visse engelske Stæder, at handle paa Bergen. Og i 1446 den 26de September udstedte Erkebiskoppen fra Bergen et Kaldelsesbrev til Raadet at møde sammesteds til 24de Juni det følgende Aar, da ogsaa Kongen vilde indfinde sig^[6]. Landsstyrelsen i Norge synes saaledes under Kristoffer at have gaaet sin ordentlige Gang uden at have givet nogen Anledning til Klage paa Kongen.

I den norske Kirkes Anliggender spores heller ikke Kristoffer paa nogen ubeføiet Maade at have indblandet sig. Flere Biskopsskifter vare ellers i Slutningen af Eriks Styrelsestid foregaaede, og flere foregik medens Kristoffer var Konge; men man mærker ikke ved dem, at den kongelige Myndighed søgte paa en for Kirkens Ret krænkende Maade at gjøre sig gjældende, som Tilfældet havde været i Eriks tidligere Dage.

Skaalholts Biskopsstol stod, som det lader, efter Jon Gerikssøns Drab i 1433^[7] nogen Tid ledig, indtil den i 1436 blev besat med en vis Gotsvinn, der ei skal have været nogen Islænding, men alligevel synes at have været ret virksom i sit Embede. Han forestod Skaalholts Biskopsdømme under hele Kong Kristoffers Regjering^[8].

Biskop Jon Villialmssøn af Hole^[9] skal være død omkring 1440, men synes ikke at have været ved sin Stol fra 1438^[10]. Ved 1440 blev Gotskalk Gotskalkssøn, en norsk Mand af fornem Æt valgt til hans Efterfølger. Denne forblev imidlertid flere Aar efter sit Valg i Norge, hvor han i 1441 sees at have forrettet som Vikarius for Biskop Jon af Oslo^[11]. I Juni 1442 var han som Medlem af Norges Raad tilstede paa Mødet i Lødøse^[12]. Sin Biskopsstol tiltraadte han ikke førend i 1444. I Ledighedstiden bestyredes den af Biskop Gotsvin af Skaalholt som Vikarius. Gotskalk var Biskop i over 16 Aar og har det Lov, at have været en af de bedre Biskopper paa Hole Stol i det 15de Aarhundrede^[13].

Biskop Peter af Hamar^[14] levede endnu ved Udgangen af August Maaned 1440, da han nævnes som nærværende ved Raadsmødet i Oslo^[15]. I det følgende Aar er han rimeligvis død. Hans Eftermand var Gunnar Thorgardssøn. Denne maa være indviet før Juni 1442, da han nævnes blandt de Biskopper, der vare tilstede paa Modet i Lødøse ved Kong Kristoffers Antagelse^[16].

Biskop Audun Eivindssøn af Stavanger^[17] synes at have indtaget en fremragende Plads blandt sin Tids norske Biskopper, idet han omtales som det baselske Conciliums fuldmægtige Tiendesamler og desuden meget ofte nævnes i vigtige Statsforhandlinger, og, som vi nys have seet, varet af Medlemmerne i det af Kong Kristoffer tilskikkede Retsudvalg. Man finder, at han har været meget gavmild mod sit Kapitel, hvis Gjæld til sig han ogsaa eftergav ved et Brev af 6te August 1445^[18]. Han døde i samme Aar 1445 den 3die November. Allerede den 14de November samledes Kapitelet i Kathedralkirkens Sakristi og valgte til Auduns Eftermand af sin egen Midte Gunnar Erikssøn. Valget var eenstemmigt fra de syv Prest-Chorsbrødres Side, hvilke med Gunnar selv vare tilstede, og det blev strax ved Chorsbroderen, Gunnar Haakonssøn, en af Vælgerne, forkyndt for det tilstedeværende Klerus og Folk. Ved Kapitelets Brev af samme Dag anbefaledes den Valgte Erkebiskoppen til Indvielse^[19].

Som Biskopper paa Færøerne nævnes i Kongerne Eriks og Kristoffers Regjeringstid: Halgeir i 1392, Vikbold i 1394, Severinus eller Søffren i 1434, og Hemming i 1442^[20]; men om disses Embedstid og Embedsførelse vides forresten intet.

De Biskopper til Garde paa Grønland, hvilke ved denne Tid nævnes, kunne vist ikke ansees for andet end Titulærbiskopper, som aldrig have besøgt sit Biskopsdømme. Efter de tvende samtidige Bertold og Jakob, hvilke ovenfor ere omtalte^[21], nævnes en Nikolaus som Grønlands Biskop, ved hvis Død Pave Eugenius IV i 1433 ved Provision beskikkede en Prædikebroder, Bartholomæus de Sto. Ypolito, til hans Eftermand. Denne er rimeligvis død for 1440; thi i dette Aar nævnes en Biskop Gregorius af Grønland som nærværende paa Raadsmødet i Oslo i Juli og August^[22]. Han omtales senest i 1450 som nærværende i Bergen med flere Biskopper den 4de September^[23]. Forbindelsen mellem Grønland og Norge ophørte imidlertid saa godt som ganske, og den norske Befolkning og Kirke i hint Land nærmede sig meer og meer sin Undergang. De omkringboende hedenske Eskimoers (Skrælingernes) Angreb paa de norske Indbyggere gjentoge sig under store Ødelæggelser. Omkring 1418 skal et saadant Anfald have fundet Sted, der kun levnede ni Sognekirker tilbage. Efter den Tid skal Landet have savnet alt biskoppeligt Tilsyn og derhos kun nydt liden prestelig Tjeneste. Indbyggerne maa dog have fundet Leilighed til at klage sin aandelige Nød for Paven, og Nikolaus V, der i 1447 den 6te Marts fulgte Eugenius IV paa det apostoliske Sæde, laante villigt Øre til deres Klage. Han udstedte den 20de September 1448 et Brev fra Rom til Biskopperne i Skaalholt og Hole, hvilke vare Grønland nærmest, og paalagde dem at sørge for Christendommens Opretholdelse der ved at indvie duelige Prester til Landets Kirker, og hvis Omstændighederne tillod det, efter Samraad med Erkebiskoppen, foreslaa en tjenlig Person til Biskop^[24]. Paven har altsaa neppe vidst, at en Biskop af Garde dengang levede i Norge, eller han har anseet Gregorius før udygtig til igjen at reise den faldefærdige grønlandske Kirke. Pave Nikolaus’s velmente Bestræbelser vare imidlertid frugtesløse. De Biskoppers religiøse Iver, til hvilke Paven henvendte sig, har neppe været synderlig levende, og Forbindelsen mellem Norge og Grønland synes ved denne Tid ganske at være bleven afbrudt. Da Grønland efter meer end halvtredie Hundredaars Forløb gjenfandtes, var den norske Befolkning ligesaavel som Christendommen forsvunden, og kun enkelte Ruiner af dens Kirker og Boliger tilbage.

Kong Kristoffer døde hastig i Helsingborg den 6te Januar 1448 i en Alder af omtrent 32 Aar, efterat han i noget over fem Aar havde været Norges Konge.

1. Pontop. II. 587.
2. Bugislaf døde ikke før i 1447. Sml. t. N. H. III. 489.
3. Lgbr. IV. 580.
4. Hvitf. under 1444; Paus Sml. af Norske Love II. 259–264. Svein Erkedegn og Svein Erikssøn er samme Person, see Schøn. Thr. Domk. Beskr. Anh. 62.
5. N. Dipl. I. 573.
6. Thorkel. Analecta 126–135.
7. S. o. f. II. 442.
8. Finn Joh. II. 475–478.
9. Fra 1429, s. o. f. II. 469.
10. Finn Joh. II. 580.
11. N. Dipl. I. 563.
12. S. o. f. II. 524.
13. Finn Joh. II. 580, 586–590.
14. Fra 1426, s. o. f. II. 465.
15. S. o. f II. 522.
16. Ny D. Mag. I. 68; s. o. f. II. 524.
17. Fra 1427, s. o. f. II. 465.
18. Dipl. i d. Arn. Magn. Sml. fasc. 42, No. 12, 13, 14, eft. Langes hdskr. Optegn.
19. Pont. II. 593–595.
20. S. o. f. II. 425, 441, 475, 524.
21. Smsts. 451.
22. Smsts. 522.
23. Grønl. hist. Mind. III. 164–166, 180, 910, 911.
24. Grøn. hist. Mind. III. 165–176.