Den norske Kirkes Historie under Katholicismen/101

Chr. Tønsbergs Forlag (2s. 532-546).
◄  100.
102.  ►

101.
Dobbelt Kongevalg i Norge. Kamp mellem Karl Knutssøn og Kristian af Oldenborg. Den sidste seirer.

Kristoffers korte Kongedømme kunde, sammenlignet med Eriks senere Regjeringsaar, kaldes en Fredens Tid for de nordiske Riger. Vel var Statsforbundet mellem dem paa det nærmeste opløst; men indbyrdes Enighed raadede ligefuldt, Freden med Udlandet blev ikke i væsentlig Mon forstyrret, og i hvert enkelt Riges Indre var der, med Undtagelse af Bondeoprørene i Jylland, taalelig roligt. Anderledes vendte igjen Tingene sig efter Kristoffers Død. Den ulmende Partistrid i de enkelte Riger flammede igjen op. Spørsmaalet om der skulde fremdeles være et Statsforbund eller ikke, – om der skulde være een Konge for alle tre Riger, eller hvert vælge sin, – vaktes paa ny og voldte en Splid mellem Rigerne indbyrdes, der snart udartede til Had mellem Folkene. Daner og Svear stillede sig snart fiendtlige mod hinanden. „Den kjærlige Forening“ førtes fra begge Sider paa Tungen snart i Klager over dens Brud, og Strid om hvo der først havde brudt den, snart i Ønsker og Underhandlinger om dens Gjenoprettelse, – hvilken man dog fra ingen af Siderne, og mindst fra dansk Side, ønskede, uden med den skjulte Tanke i Baghaand, at det Rige, som udtalte Ønsket, skulde blive det andets Mester, og opnaa Forrangen i Statsforbundet. Nordmændene, hvis Selvstændighedsfølelse i Eriks sidste Aar og under Kristoffers korte Regjering havde vundet en Smule Liv, nærede for sin Part neppe noget høiere Ønske end at bevare sin Selvstændighed, ligemeget om udenfor eller i Forbund med de tvende andre Folk. Men da først Splid mellem disse var udbrudt, og hvert af dem havde valgt sin Konge, saa stræbte ogsaa hvert af dem at bringe Norge over paa sin Side. To Partier, et svenskt og et danskt, dannede sig saaledes i Norge, og Landet fandt sig, før det ret havde klaret sig sit Forhold, splittet ved en indre Tvist, der gjorde det til et let Bytte for den mægtigere og listigere af de tvende udenlandske Medbeilere.

Kong Kristoffer døde uventet, barnløs, og uden at have føiet nogensomhelst Foranstaltning til eller givet nogetsomhelst Vink om Valget af sin Eftermand. For Danmark og Sverige stod nu deres gamle Valgfrihed aaben; og for Norge var heller ingen anden Udvei end at gribe til et Kongevalg, efterdi ingen lovlig Arving til Kongedømmet gaves, med mindre det vilde vende tilbage til Erik af Pommern og hans tydske Æt, eller opsøge sig en blandt Kristoffer af Bayerns ligeledes tydske og forresten Nordmændene ganske ukjendte Slegtninge. At et Samraad mellem de forbundne Riger burde finde Sted, førend hvert enkelt af dem skred til et eensidigt Kongevalg, laa vistnok i Forbundets Natur og var ved forskjellige Leiligheder udtrykkeligen udtalt; men hverken gaves herfor strengt bindende Lovbud, eller endnu meget mindre gyldige Lovbestemmelser om hvor og under hvilke Former et saadant Samraad om fælles Kongevalg skulde finde Sted. Hvad herom var talet og bragt i Udkast havde aldrig vundet virkelig Lovskraft.

Det danske Rigsraad skal, efter Nogles Beretning, have opfordret de tvende andre Rigers Raad til et Møde[1]. Dette er dog uvist, da Andre sige, at de Danske efter Kristoffers Død ilede med at aabne eensidige Underhandlinger, sigtende til at besætte den ledige danske Kongestol[2]. Det danske Rigsraad ønskede nemlig at benytte Leiligheden til at forene Hertugdømmet Slesvig igjen med den danske Krone og tilbød derfor denne til den slesvigske Hertug og holsteinske Greve Adolf, en Fyrste, hvis Klogskab, Tapperhed og Styrerdygtighed Danmark i den langvarige Krig mellem ham og Kong Erik havde faaet prøve. Adolf undveg imidlertid Valget, men henviste til sin Søstersøn og Arving, den tre og tyveaarige Grev Kristiern eller Kristian af Oldenborg.

Hvis det er rigtigt, at slige eensidige Underhandlinger fra Danmarks Side strax bleve indledede, og hvis saadant var blevet kundbart i Sverige, saa paaskyndte det udentvivl Svenskernes Beslutning uafhængigt af Danmarks Kongevalg, at kaare sin egen Konge. Paa en Rigsdag i Stokholm, der samledes i Juni Maaned 1448, yttrede sig vel Stemmer for Kalmarforeningens Gjenoprettelse. De mægtige Brødre Bengt og Nils Jonssønner af den Æt, som siden blev saa bekjendt under Navnet Oxenstjerna, skal have talet herfor. Men deres Stemme var mistænkt for at være fremkaldt mindre af Kjærlighed til Foreningen end af feilslaget Haab om selv at vinde Sveriges Krone, samt af Had til Karl Knutssøn, der ogsaa stræbte efter den. Større var derimod det Parti, som med Blikket hæftet paa Karl fordrede en indfødt Konge. Dette seirede ogsaa. Karl Knutssøn blev den 20de Juni 1448 med en stor Overvegt af Stemmer valgt til Sveriges Konge og otte Dage efter hyldet paa Morastene og kronet i Upsal.

Omtrent paa samme Tid, nemlig i Juni Maaned, holdt det danske Rigsraad et Mode i Kjøbenhavn, til hvilket Hertug Adolf indfandt sig for at virke til sin Søstersøns Bedste[3]. Paa dette Møde enedes man endelig om at vælge Grev Kristian af Oldenborg; og hertil dreves man, som det heder, deels ved Hertug Adolfs Bønner og Løfter, deels ved det Skridt, Svenskerne allerede havde taget og ved Rygtet om Karl Knutssøns Rustninger[4]. Dog skede Valget med det Forbehold, at Kristian først skulde antage en Haandfæstning, og for at forelægge ham denne, drog Raadet til ham i Slesvig, hvor han opholdt sig. Kristian gjorde ingen Vanskeligheder. Han vedtog Haandfæstningen i Haderslev den 1ste September, blev derpaa af Raadet erklæret for Danmarks Konge og den 28de September 1448 hyldet i Viborg.

Medens saaledes Sverige og Danmark ved eensidige Kongevalg i Gjerningen udtraadte af det tidligere Statsforbund, synes i Norge en stor Ubestemthed at have raadet, dog uden endnu at vække noget indre Fredsbrud. Ogsaa der vare Meningerne aabenbare deelte, om hvorvidt Norge skulde vælge sin egen Konge, eller blive ved Foreningen med begge de tvende andre nordiske Riger, eller, da Samstemmighed mellem dem indbyrdes i Kongevalget neppe syntes opnaaelig, med det ene af dem. Tanken om et ordentligt Kongevalg ved alle tre Rigers Fuldmægtige maatte man nemlig snart opgive, helst naar man stillede sig for Øje Omstændighederne med Kristoffers Valg, hvilke endnu vare i friskt Minde. De, som tænkte sig, at Norge burde benytte Tilfældet for at faa sin egen Konge, vaklede, som det lader, mellem sin fordums Drotsete, Sigurd Jonssøn, og sin gamle Herre, Kong Erik; ogsaa Jarlen af Orknøerne (Villiam Sinklar?) skal have været nævnet[5]. Af disse var dog vel Sigurd Jonssøn den eneste, om hvis Valg der kunde blive for Alvor Tale; han synes nemlig at have havt et stort Parti for sig af Norges Almue. Men han lader ikke til at have næret noget sterkt Ønske om at vinde Norges Kongedømme, tvertimod var han snarere stemt for Opretholdelsen af det ældre Statsforbund.

Da ved Kristoffers Død Norges Kongedømme var blevet ledigt, skulde efter ældre norsk Lov og Sedvane Erkebiskoppen af Nidaros træde i Spidsen for Rigsstyrelsen. Men Erkebiskop Aslak var dengang, som det lader, i Nidaros[6], altsaa fjærnet fra Valgbevægelsernes Skueplads i Sverige og Danmark. Man sporer heller ikke for det Første nogen Virksomhed fra hans Side for hastig at istandbringe et Valgmøde for Norges Vedkommende. Maaskee har han ventet, at Landets Høvdinger, efter Kong Magnus’s Lovs Bydende, skulde selvkaldte komme til Nidaros for i St. Olafs Nærhed at foretage et Kongevalg; eller ogsaa har han gjerne seet Sagen udsat for at afvente Tingenes Gang i Sverige og Danmark, før man for Norges Vedkommende fattede sin Beslutning Imidlertid maa de Raadsmedlemmer, der vare tilstede i Oslo, dengang Styrelsens egentlige Sæde, og i de nærliggende Landsdele, have bestemt sig til at stille Sigurd Jonssøn i Landsstyrelsens Spidse som Rigsforstander; og denne Beslutning synes Raadet i Almindelighed, og følgelig vel først og fremst dets Formand Erkebiskoppen, at have tiltraadt. Man har i det mindste af 26de Juni 1448 et Landsvistbrev, udstedt i Oslo af Provsten Gunnar Holk, „Norges Riges Kansler“, hvilket denne siger sig at give ifølge Fuldmagt af „Hr. Sigurd Jonssøn, Ridder og Rigets Forstander og alt Rigets Raad i Norge“[7]. Først ud paa Sommeren satte Erkebiskoppen sig i Rørelse, og det, som det heder, ifølge Skrivelse fra nogle af Rigets Raad, der bade ham komme til dem i Oslo. Ved denne Tid har han udentvivl havt Underretning om Karl Knutssøns Valg til Sveriges Konge, hvilket foregik, som før sagt, den 20de Juni; og han har ganske vist strax taget sit Parti, nemlig at virke for Karls Valg ogsaa til Norges Konge, og derved for Norges Tilslutning til Sverige. Han fulgte Indbydelsen til Raadsmødet i Oslo. Men før han forlod Throndhjem, raadførte han sig med Almuen Nordenfjælds, og maa ved denne Leilighed have bragt Karls Valg paa Bane. Bønderne vare dog ikkun betingelsesvis stemte for dette. Almuen lod nemlig, som det heder, Erkebiskoppen bede, at han ingen Dansk eller Tydsk vilde samtykke til Norges Konge. Helst, blev der yttret, vilde man have Sigurd Jonssøn til Konge; hvis dette ei kunde skee, da vilde man have sin gamle Herre, Kong Erik, saafremt han strax kom til Norge og vilde holde Fred med Sverige; men lod heller ikke dette sig gjøre, da vilde man have Kong Karl af Sverige til Konge[8]. Thrønderne havde saaledes da allerede Underretning om Karls Valg i Sverige, og Erkebiskoppen maa have søgt at virke for ham hos dem, idet han tillige maa have ladet Ord falde om Valgforhandlingerne i Danmark og om hvem man der havde i Sigte til Konge.

Naar Erkebiskop Aslak er kommen til Oslo, og naar Raadsmødet der har begyndt sine Forhandlinger, vides ikke. Men sikkert synes det være, at Erkebiskoppen kom derhen med det faste Forsæt at stemme paa Karl Knutssøn og for Norges Tilslutning til Sverige. Nu begyndte da ogsaa de forskjellige Partier i Raadet at træde aabenbare for Lyset, især vel efterat Kristians Valg i Danmark i September var blevet bekjendt. Sigurd Jonssøn, der i det Hele synes at lave været en maadeholden, lidet ærgjerrig Mand, har udentvivl snart mærket, at, om han end havde Stemningen for sig blandt Norges Bønder til at vorde Konge, saa var dette ikke Tilfældet i Raadet, hvis Flertal i det mindste ønskede det gamle Statsforbund gjenoprettet, eller, da dette efter de eensidige Valg i Sverige og Danmark, ikke længer var at opnaa, foretrak en Forening med eet af Rigerne fremfor Norges Afsondring under en egen Konge. Sigurd har derfor klogeligen trukket sig tilbage uden at pukke paa den Stemme, Norges Almue havde givet ham.

Raadet delte sig saaledes snart i to Partier: det ene ønskede en Forening med Sverige, og Karl Knutssøn til Konge; det andet ønskede en Forening med Danmark, og Kristian af Oldenborg til Konge. Og begge Medbeilere søgte at anbefale sin Sag paa det bedste. Hovedmændene for det svenske Parti var Erkebiskop Aslak, der ifølge sin Stilling ved et Kongevalg havde den vigtigste Stemme, samt de indflydelsesrige Riddere Olaf Nilssøn af Talgø og Erik Sæmundssøn, Høvedsmand i Tunsberg. I Spidsen for det danske Parti stod den danskfødte Biskop Jon af Oslo, gammelt Medlem af Raadet og tidligere, som vi have seet, mistænkt for falskt Spil med Kristoffers Valg, og Ridder Hartvik Krummedike, en i Norge indgiftet holsteinsk-dansk Stormand, der med sin Hustru havde faaet stort Jordegods her og for Tiden, som Høvedsmand paa Akershus, indtog en af Landets vigtigste Embedsstillinger. Til dette Parti synes ogsaa Rigsforstanderen Sigurd Jonssøn at have heldet, uvist af hvilken Grund.

Det svenske Parti maatte vel for Øieblikket agtes at have Fordelen paa sin Side, da det baade havde Erkebiskoppen med sig, og desuden, efter hvad allerede havde vist sig og senere end mere blev aabenbart, Mængden af Norges Almue, især nordenfjælds og paa Oplandene, var for Karls Valg. Det danske Parti havde imidlertid i Biskop Jon en saare slug Leder, og dette Parti, der sikkerligen inden Raadet selv snart blev det talrigste, vidste, sin tilsyneladende Underlegenhed uagtet, for man anede det, at komme sine Modstandere i Forkjøbet. Forresten nævnes ingen af Norges Biskopper foruden Erkebiskoppen og Biskop Jon som nærværende paa Raadsmødet. At Biskop Olaf af Bergen ikke var der tilstede, kan muligen forklares af Sygdomsforfald; thi ved denne Tid eller ikke meget længe efter synes han at være afgangen ved Døden. Hvorfor Biskop Gunnar af Stavanger var fraværende vides aldeles ikke, ligesaalidet som hans Stemning med Hensyn til Kongevalget kjendes. At Biskop Gunnar af Hamar derimod hørte til det svenske Parti, viste sig senere tydeligen. Af tilstedeværende Prælater nævnes ellers Provsten Alf til Apostelkirken i Bergen og Gunnar Holk til Mariekirken i Oslo samt Sigurd Bjørnssøn, Erkeprest i Oslo; men om deres Stemning lader sig intet med Sikkerhed sige, skjønt man af deres senere Opførsel snarest skulde tro, at de have heldet til den danske Side.

Aaret 1448 led til Ende uden at Raadet kom til nogen endelig Beslutning om Kongevalget. Da blev det, udentvivl paa det danske Partis Anstiftelse, bestemt, at Biskop Jon af Oslo og Hr. Hartvik Krummedike skulde fare til Danmark for at see Freden opretholdt mellem dette Rige og Norge; dog maatte de i Forveien love og sverge, at de ikke skulde indlade sig paa noget Valg af Konge og følgelig ikke heller give den i Danmark valgte Kristian nogetsomhelst Tilsagn om Norges Krone[9]. At ikke det svenske Parti erkjendte sig paa nogen Maade bundet i sit frie Valg ved denne Beslutning, det viser sig tydeligt baade deraf, at Erkebiskoppen og Hr. Olaf Nilssøn ved samme Tid sendte Breve om i Landet, der raadede Almuen at samtykke Karls Valg til Norges Konge[10], – og deraf, at nysnævnte Olaf Nilssøn med Erik Sæmundssøn, Svein Erikssøn Degn (Erkedegn) i Throndhjem og fire andre Medlemmer af Raadet indgik i Baahus den 26de Februar (Askeonsdag) 1449 en skriftlig Forbindelse, hvorved de lovede endrægtigen at virke af yderste Evne til Norges Forening med Sverige og til Karls Valg, idet de beraabe sig paa Erkebiskoppens, flere Biskoppers, Prælaters og Ridderes samt den menige Almues Raad og Ønske[11]. Disse syv Raadsmedlemmer maa næsten antages at have sondret sig fra det øvrige Raad for paa egen Haand at gribe kraftigere Forholdsregler.

De to Sendemænd, Biskop Jon og Hr. Hartvik, afgik i Begyndelsen af 1449, rimeligvis i Februar, til Danmark, kom til Kong Kristian omkring 23de Marts (Midfaste Søndag) og bleve naadigen modtagne. Trods sit forudgaaende edelige Løfte indlode de sig i Underhandlinger med Kristian og kaldte ham, som var det paa Raadets Vegne, til Norges Kongedømme[12]. Kristians Sendebud, Hr. Eggert Frille Ridder og Aake Axelssøn Væbner, fulgte dem tilbage til Norge med en dansk Hær, der skal have udgjort vel 2000 Mand[13].

Denne Hærs Komme til Oslo i Slutningen af Mai Maaned frembragte et afgjørende Omslag til Kristians Fordeel. Erkebiskoppen og det i Oslo samlede Raad blev indestængt i Staden, saaledes at de hverken kunde komme bort til Søs eller Lands[14]. De vare her under det danske Krigsfolks og de dansksindede Partihøvdingers Indflydelse, og deres Beslutninger kunde ei kaldes frie, om end saadant paastodes af de Danskes Tilhang. Under disse Omstændigheder have de forhen Vaklende bestemt sig for Kristian, og Erkebiskoppen er bleven nødt til at gaa samme Vei. Et Brev til Kong Kristian blev udstedt den 3die Juni (3die Dag Pinds) af Erkebiskop Aslak, Biskop Jon af Oslo, Rigsforstanderen Sigurd Jonssøn, Alf Provst til Apostelkirken i Bergen, Sigurd Bjørnssøn Erkeprest i Oslo og fem verdslige Raadsmedlemmer, blandt hvilke Hartvik Krummedike og Kolbjørn Gerst, hvori de erklærede eenstemmigen at have samtykket hans Valg, og lovede at møde ham til videre Underhandling den 15de Juni i Marstrand[15]. Erkebiskoppen fulgte, som det lader nødtvungen, det danske Krigsfolk til dette Møde[16], hvis Udfald blev som man kunde vente.

Kristian indfandt sig til Mødet i Marstrand, ledsaget af en Deel af sit danske Raad. Den 2den Juli udstedte han i Marstrand som valgt til Norges Konge, „af Erkebiskop, Biskopper, Riddere, Svende, Rigets Raad i Norge, haandgangne Mænd, Kjøbstadsmænd og Almue“, sin Haandfæstning til Nordmændene: – Norges Indbyggere skulde nyde sin Lov og fine Friheder, Kirken sine Privilegier. Udlændinger skulde ei inddrages i Landet uden med Raadets Sam- tykke, og intet af Vigtighed Norge vedkommende foretages uden dets Raad. Norge skulde være et frit Valgrige. Kongen skulde besøge det hvert tredie Aar. Toldfrihed mellem Norge og Danmark skulde finde Sted. Kongen skulde kun i meget magtpaaliggende Tilfælde kalde det norske Raad til Overlægninger i Danmark, og da opholde det der saa kort som muligt. – Denne Haandfæstning, som i de vigtigste Dele stemmede med den, Kristian havde givet for Danmark, blev medbeseglet til Vidnesbyrd af syv danske Raadgivere, nemlig af sex Riddere, hvoriblandt Eggert Frille, og een Væbner, nemlig Aake Axelssøn[17]. Dagen efter, den 3die Juli, udstedte ligeledes i Marstrand Erkebiskop Aslak, Biskop Jon af Oslo, Sigurd Jonssøn „Rigets Forstander i min naadige Herres Kong Kristians Fraværelse“, Alf og Gunnar, Provster i Bergen og Oslo, Sigurd Bjørnssøn, Erkeprest i Oslo, samt fire Riddere og fire Svende, blandt hvilke første Kolbjørn Gerst, Olaf Nilssøn og Hartvik Krummedike, i Egenskab af „Rigets Raad i Norge“, – en Kundgjørelse til Norges Almue om Kristians Valg. Dette støttes her paa hans Slegtskab med Kong Olafs Moder Dronning Margreta og med Kong Erik, hvilket dog gjøres langt nærmere, end det i Virkeligheden var, for at drage det ind under det i Norges Lov opstillede private Arvetal, og derved blende Almuen, der endnu antoges at hænge ved Kongedømmets Arvelighed. Den nyvalgte Konge skulde, heder det, ved næste St. Hans Tid komme til Throndhjem for der at aflægge sin Kongeed. Imidlertid havde han, under sin Fraværelse, med Raadets Samtykke, indsat Erkebiskop Aslak og Hr. Sigurd Jonssøn til „fuldmægtige Høvedsmænd over alt Norges Rige“. Kundgjørelsen er forøvrigt kun beseglet af Biskop Jon, Sigurd Jonssøn, Kolbjørn Gerst, Hartvik Krummedike, og desuden af een Ridder og to Væbnere eller Svende. Hverken Erkebiskoppen, eller Olaf Nilssøn eller nogen af Provsterne nævnes blandt de Beseglende, skjønt de i Brevets Begyndelse nævnes som Udstedere[18].

Hvorledes man nu end om denne hele Valghandling og om den paafølgende Kundgjørelse vil dømme, saa er det vist, at Folket i Norge endnu ikke godkjendte Valget. Den 19de Mai, ved den Tid da de danske Krigsfolk kom til Norge, udstedte Erik Sæmundssøn fra Tunsberg et Opraab til Almuen paa Agder, der fremstillede det danske Partis hele Færd som landsforrædersk: Man vilde med Hærmagt paatvinge Norge en dansk eller tydsk Konge; men dette vilde han med Folkets Hjælp søge at afverge[19]. Til samme Tid satte Thrønderne sig i Bevægelse. Da de i Midten Juni Maaned vare komne sammen til Frostathing, indfandt sig der som Sendebud fra Kong Karl og med hans Breve to svenske Riddere. Efter Overlæg med dem valgte Thrønderne Karl til Norges Konge og udstedte herom den 17de Juni sit Brev „under Landets (Thrøndelagens) Segl“. De beraabte sig heri paa Erkebiskoppens Villie, indbøde Karl at komme til Throndhjem for at modtage sin kongelige Verdighed, og bade ham halte hermed, da Rygtet gik, at en udenlandsk Hær var under Norges Kyst[20]. Endelig reiste sig ogsaa til Fordeel for Sammenslutningen med Sverige Almuen i Bergens Biskopsdømme, og Vorserne skreve den 21de September et Brev til Kong Karl, hvori de gave en Magnus Haugenskjold, maaskee en svensk Udsending, Fuldmagt at underhandle med ham, idet de yttrede sig uvillige til at bryde det gamle Forbund med Sverige for at underkaste sig Danmarks Krone[21].

Hvad Erkebiskop Aslak angaar, saa, ihvorledes end Sammenhængen har været med hans Samtykke til Kristians Valg i Oslo og i Marstrand, saa er det aabenbart, at han fremdeles var i Hjertet Karls Parti hengiven, og at det ingenlunde havde lykkets Kristian, ved at udnævne ham med Sigurd Jonssøn til Rigsforstander, at drage ham over paa sin Side. Erkebiskoppens sande Sindelag traadte meget hastig for Dagens Lys, da han igjen havde faaet frie Hænder. Kristian for strax efter Mødet i Marstrand til Danmark, og derfra med en Hær mod Gotland. De norske Raadsmedlemmer synes ligeledes strax at have vendt tilbage til Oslo. Paa Veien, da Skibene laa ved Hvaløerne i Korshavn[22], kom det til en alvorlig Tvist mellem Erkebiskoppen og Hr. Hartvik. Den Sidstes Svende havde tidligere, medens deres Herre var i Danmark, anholdt nogle Erkebiskoppens Brevdragere og frataget dem visse Erkebiskoppen tilhørende Ting. Dette forekastede nu Erkebiskoppen Hr. Hartvik, fordrede sit tilbage og opgav skriftlig, hvormeget det var. Hr. Hartvik skal have vist sig føielig og sendte Verdien af det Opgivne ved tvende Raadsmedlemmer, Erkepresten Sigurd Bjørnssøn og Væbneren Simon Bjørnssøn, til Erkebiskoppen, idet han lod denne venligen hilse. Men Erkebiskoppen var ei tilfreds hermed. Han svarede, at han intet vilde modtage uden netop de samme Ting, som han havde mistet, og lod haarde Ord falde mod Hr. Hartvik. Han vilde, sagde han, saaledes rette over denne, at man skulde fortælle om, hvorledes en Nordmand for med en Holsteiner og Udlænding; „mine Tjenere skulle rette over ham, den Holsteiner!“ – og han svor herpaa drøie Eder. Da Sendemændene meldte dette tilbage, blev Hr. Hartvik forknyt og vilde med sit Skib lige afsted til Danmark. Men Hr. Sigurd Jonssøn lagde sig imellem, da han ikke vilde, at Hr. Hartvik saaledes skulde bortdrage, og sendte de samme ovennævnte tvende Mænd til Erkebiskoppen for at megle. Han kunde imidlertid ikke hindre, at dennes Svende angreb Hr. Hartviks Skib. Det kom til Kamp, men Erkebiskoppens Mænd bleve tilbageslagne. Under denne Tummel lykkedes det endelig Kolbjørn Gerst og Simon Bjørnssøn at bringe en Stilstand tilveie og faa bestemt et Forligsstevne mellem de Stridende. Men for dette blev afholdt, drog Erkebiskoppen den følgende Morgen bort med sit Skib og kom ikke til Orde med Hr. Hartvik[23].

Dette fiendtlige Sammenstød mellem Erkebiskoppen og Hartvik Krummedike maa have fundet Sted ganske kort efter den 3die Juli, da Mødet i Marstrand synes at have opløst sig. Det var for sidste Gang disse Mænd traf sammen[24]. Erkebiskoppen har udentvivl gaaet lige til Nidaros for der at berede meer afgjørende Skridt. Hvad der var foregaaet i Oslo og Marstrand med Hensyn til Kristians Valg, har han nu udentvivl ligefrem erklæret for at være gjennemdrevet med Tvang og følgelig for ulovligt og magtesløst. Og at Alt virkelig var gaaet til paa en uredelig og lovløs Maade, lader sig neppe negte.

Saaledes opfattede ogsaa Norges Almue Sagen, og Stemningen i Landet blev i Løbet af Sommeren 1449 stedse Karl Knutssøn meer og meer gunstig. Karl maatte benytte Omstændighederne, helst medens Kristian med den danske Hær var sysselsat ved Gotland. Han drog mod Slutningen af Oktober med 500 Ryttere over Vermeland, gjennem Solør ind i Norge. Almuen af Hedemarken og videre af Oplandene (Tilstedeværende af Østerdalen og Solør nævnes udtrykkeligen) havde samlet sig til Thing i Hamar med Biskop Gunnar af Hamar „samt flere Prælater, Klerker, Riddere og Svende“. Her indfandt sig Karl Knutssøn den 25de Oktober (Løverdagen efter 11000 Jomfruers Dag), og her blev handlet om Kongevalg. Fire bleve, som det heder, „lagte i Valg“: Kong Karl, Kong Erik, Kong Kristian og Jarlen af Orknøerne; men Karls Valg erklæredes af de Tilstedeværende „med oprakte Hænder“ for at være Riget og Almuen nyttigst. Han valgtes da og hyldedes med Forbehold af al den „Hæder og Verdighed, som Gud, St. Olaf, Nidaros’s Kirke og Riget af ham tilkommer“; og et Valgbrev udstedtes, beseglet af fire og tyve Bønder paa Almuens Vegne[25].

Kort efter var Romerikes Almue samlet til Thing paa Ullinshof (Ullensaker) den 4de November, hvor Hedemarkingernes og Oplændingernes Valgbrev blev fremlagt. Hr. Erik Sæmundssøn tiltalte Almuen og spurgte, om de nogentid havde samtykket Kong Kristian af Danmark til Norges Konge? Hertil svaredes nei. Almuen ønskede Kong Karl af Sverige til Konge og ikke Kristian, hvor meget der end var gjort for at paatrue dem denne sidste. Man havde og hørt af Erkebiskoppen, da han for til Oslo og medens han var der, at han stemte for Karl og for ingen anden. De havde og hørt hvad Skjændsel og Tvang Erkebiskoppen var tilføiet baade i Oslo og andensteds siden han derfra bortfor. Ligesaa havde de hørt om Kristians ulovlige Valg. Paa Hr. Eriks Opfordring skred derpaa Almuen til Kongevalg, og Udfaldet blev, at man „med oprakte Hænder og Vaabentag afsagde og udsvor“ Kristian, men samtykte og modtog Karl til Norges Konge, med det samme Forbehold, som af Oplændingerne var gjort i Hamar. Valgbrev blev udstedt og beseglet paa Almuens Vegne af syv og tyve Bønder[26].

Karl efterlod 200 af fine Ryttere paa Oplandene til Almuens Forsvar og skyndede derpaa over Gudbrandsdalen og Dovrefjeld til Throndhjem. Biskop Gunnar af Hamar fulgte ham. Da Karl nærmede sig Nidaros, drog Erkebiskoppen ham imøde og bød ham velkommen. Almuen modtog ham overalt paa Vejen med Glæde, idet de tilskreve hans Lykke den gode Høst, som var bleven dem til Deel efter længere Tids Uaar. Han tog ind i Kongsgaarden, og den 20de November 1449 blev han kronet af Erkebiskop Aslak, som heri understøttedes af Biskop Gunnar af Hamar[27].

Samme Dag udstedte han sin Haandfæstning som Norges Konge, indeholdende ti Artikler. I den første lovede han at ville holde Norges Lov ved Alt Landsfolket, „og skal Kirken – heder det videre – og Kirkens Formænd og al Geistligheden nyde og bruge frit alle de Privilegier, som gode Konger her i Norge have givet dem. Ei skulle vi eller vore Mænd blande os i deres Omdømme, eller indtrænge nogen Klerk i noget Kirkens Embede, eller befatte os noget med dem videre end den gamle Komposition, som gjort er mellem Kongedømmet og Kirken i Norge, udviser“. Forresten lovede han ikke at bortpante Rigets Indtægter til Udlændinger, ikke at skjænke Saadanne Forleninger i Norge, ikke at føre Krig uden med det norske Raads Samtykke og Villie, og i det Hele følge dettes Anvisning i Alt hvad Norges Rige vedkom. Han skulde, naar han var i Norge, styre sin Gaard med indfødte Nordmænd, og ingen ulovlige Skatter eller Byrder paalægge. Norges Rige skulde efter hans Død have sit fri Kongevalg, med mindre han efterlod en egte Søn, der til Konge kunde være skikket. Han skulde hvert tredie Aar i det mindste selv komme til Norge og da beskikke „Slot, Land og Len“ efter Raads Raad for sin Fraværelse. Han skulde endelig ikke uden i de mest paatrængende Tilfælde kalde Norges Raad til Sverige. Brevet blev medbeseglet af elleve svenske Riddere[28]. – Mange af Artiklerne stemme med Kristians Haandfæstning; men hvad der loves Kirken i den første Artikel er eiendommeligt for Karls, og viser, at Erkebiskop Aslak har forstaaet at benytte Leiligheden til Hierarchiets Bedste. Stadfæstelsen fra Karls Side af den tunsbergske Overenskomst af 1277 – thi ikkun den kan her være meent – er, saavidt vides, den første kongelige Stadfæstelse, der er bleven den til Deel, siden Kong Magnus Lagabøter først indgik paa den, og Kong Erik Magnussøn igjen brød den.

Fire Dage efter Karls Kroning blev den 24de November i Throndhjem (rimeligvis i Nidaros) et Brev udstedt til Kong Kristian af Danmark i Almuens Navn „baade nordenfjælds og søndenfjælds“, hvori paa det Bestemteste erklæredes, at man ikke vilde have ham til Norges Konge; thi de havde aldrig været tilkaldte til hans Valg efter Lovens Bydende, og de havde ikke dertil givet sit Samtykke. De vilde heller ikke bryde det Venskab, der fra gammel Tid var mellem Norge og Sverige, paa hvilket sidste Rige de havde hørt, at Kristian feidede. De fremstillede den hele Gang af Kongevalget hos dem: hvorledes baade Erkebiskoppen og Hr. Olaf Nilssøn havde anbefalet dem Karl Knutssøn, men hvorledes de ogsaa paa den anden Side havde hørt om den Medfart, Erkebiskoppen havde lidt i Oslo og senere, og om Kristians Valg paa ulovligt Sted, tvert imod Norges Lov og Almuens Vidende og Villie; de havde derfor indbudet Kong Karl, som ogsaa nu var kommen, og var bleven valgt og kronet til Norges Konge paa det Sted, hvor Loven udviser, at Kongen bør vælges og krones, nemlig i Throndhjem. De have fornummet, at Kristian mente sig at være „ret Arving til Norges Rige“; men dette kan aldrig bevises efter ret Norges Lov. De havde og erfaret, at han til næste St. Johannes Tid agtede sig til Throndhjem men dette var unyttigt, da ingen af Norges Almue med sin gode Villie skulde hylde ham, hvorfor han burde lade den Reise fare. Brevet blev beseglet med Throndhjems Landssegl og medbeseglet af syv Tilstedeværende, alle rimeligvis Bønder af Thrøndelagen[29].

Samme Dag, som dette Brev blev udstedt, tiltraadte Kong Karl sin Tilbagereise til Sverige, efterat han havde indsat til Rigsstyrere under sin Fraværelse Erkebiskop Aslak samt de tvende norske Riddere Aslak Thordssøn og Einar Fluga. Han for over Jamteland og kom til Stokholm tolv Dage før Jul[30].

Norge havde saaledes tvende Konger, der stode fiendtlige over for hinanden. Karl havde Fortrinet af et folkeligt Valg, af Erkebiskoppens Stemme og af Kroningen; den største Deel af Norges Almue var aabenbare paa hans Side. Men mange Fogeder omkring i Landet synes at have heldet til Kristian, den dygtige Hartvik Krummedike stod i Vaaben for hans Sag, flere andre af Raadets indflydelsesrige Medlemmer, som Sigurd Jonssøn og Kolbjørn Gerst, havde erklæret sig for ham, og en Deel af Almuen i det sydøstligste Norge lader til ikke at have været ham ganske ugunstig. Et Tog, som Kong Karl i Begyndelsen af 1450 gjorde ind i det sydlige Norge mod Oslo for at komme sine Tilhængere til Hjælp mod Hr. Hartvik og de Danske, havde ingen afgjørende Følger, og det kom snart til en Vaabenhvile mellem begge Partier-, hvorved bestemtes, at man skulde afvente de Beslutninger, der maatte blive fattede paa et Fredsmøde mellem Karl og Kristian, hvilket var bestemt at afholdes i Halmstad[31].

Mødet fandt Sted i Begyndelsen af Mai Maaned 1450, og Fuldmægtige fra Sverige og Danmark indfandt sig. Men de svenske Sendemænd spillede et falskt Spil mod sin Konge, idet de paa hans Vegne den 13de Mai indgik den hemmelige Forpligtelse, at han fuldkommen skulde opgive Norges Kongedømme og ikke hindre Kristian i at vinde dette[32]. Karl blev høiligen forbittret, da han hørte hvad der paa hans Vegne var indrømt; men da det i Arboga samlede svenske Raad gav Indrømmelsen sit Bifald, nødtes han omsider til at give efter og til at frasige sig Norges Kongedømme. Han udstedte sit Brev herpaa den 10de Juni 1450. Ikkun Titelen af Norges Konge forbeholdt han sig fremdeles at bruge[33].

Nu havde Kristian af Oldenborg vundet Spil i Norge. Hans Modstandere der bleve ved Karls Tilbagetræden grebne af fuldkommen Raadløshed. Kristian dvælede ikke med at benytte de gunstige Omstændigheder. Da han i Juli Maaned 1450 kom til Norge, var Nordmændenes Modstandskraft ganske lammet. Erkebiskop Aslak, Sjælen i Modstanden, var død, det danske Parti i Raadet havde vundet afgjørende Overhaand, Høvdingerne for Folkereisningen trak sig, som det lader, tilbage eller gik over, og Almuen, der paa en Maade fandt sig forraadt, og som uden dygtige Ledere følte sig ud af Stand til at forsvare sin tidligere fattede Beslutning, hvilken desuden ved Karl Knutssøns Afkald paa Norges Kongedømme allerede var sat ud af Kraft, lod sig det kun være magtpaaliggende at fravelte sig Skylden for Karls Valg, og saa hastig som muligt erklære sig før Kristian. Denne kom til Norge med en stor Flode, og synes at have faret lige til Throndhjem, idet han optog i sit Følge alle sine fornemste Tilhængere af det norske Raad, blandt hvilke nu ogsaa Hr. Olaf Nilssøn nævnes, der i Mellemtiden maa være vunden for det danske Parti. Efter Ankomsten til Nidaros udstedte det tilstedeværende norske Raad: Biskopperne Marcellus af Skaalholt, Jon af Oslo, Gunnar af Stavanger, Heming af Færøerne og Mathias af Hole, Olaf Abbed af Halsna, Provsterne af Bergen og Oslo, Sigurd Bjørnssøn Erkeprest af Oslo, fjorten Riddere, af hvilke Sigurd Jonssøn nævnes først, og een Væbner, – den 1ste August en Erklæring, hvori Kristians Valg i Marstrand erkjendtes for lovligt, tildeels paa Grund af hans Slegtskabsforhold til Kong Olaf Haakonssøn. Derimod dømtes Karl Knutssøns Valg og Kroning ulovlig og ugyldig, da Norges Lov, sagde man, fastsatte, at Erkebiskoppen ikke maatte krone Nogen til Konge uden den, der var valgt af Rigets Raad og Parliament, og uden i deres Nærværelse, og da Erkebiskoppen, som tilforn havde hyldet Kristian og aflagt Troskabsed til ham, var bleven tvungen til at forrette Karls Kroning. De lovede nu at skulle tjene Kong Kristian, hvilken de, til Tegn paa sin Troskab, havde ledsaget til Nidaros og ved nærværende Brev fremstillede som den sande Konge at krones til Norges Rige[34].

En høitidelig Stadfæstelse af Kristians Valg fra Throndhjems Almues Side, eller noget, der til Nød kunde gjælde for en saadan Stadfæstelse, maa man tro, har fulgt efter hin Raadets Erklæring. I det mindste synes et Vidnesbyrd, som tre Aar senere aflagdes paa Thrøndernes Vegne om Kristians Valg, at tyde derhen[35]. Og da nu den hele Valghandling havde faaet et lovligt Præg, blev Kristian kronet til Norges Konge, udentvivl den 3die August, paa den senere St. Olafs Messe[36]. Hvo der har forrettet Kroningen i Erkestolens Ledighed, hvilken i Raadets Erklæring udtrykkelig udhæves, vides ikke. Man kan med Rimelighed gjætte paa Biskop Marcellus af Skaalholt, da han i Raadets Erklæring nævnes først, og derfor næsten maa antages allerede af Kongen at have været bestemt til at indtage det ledige Erkesæde, hvilket dog senere, som vi snart skulle see, fra flere Sider gjordes ham stridigt.

Paa Kristians Tilbagereise fra Throndhjem holdtes et Raadsmøde i Bergen i Slutningen af August Maaned. Her blev den 29de August den bekjendte Overenskomst sluttet, hvorved bestemtes, at Norge og Danmark til evige Tider skulde blive forbundne under een Konge, dog med Iagttagelse af hvert enkelt Riges Selvstændighed. Efterlod Kongen egtefødte Sønner, skulde en af disse, efter begge Rigers Raads Tykke, paa et Valgmøde i Halmstad vælges til hans Eftermand; hvis han ingen egtefødt Søn efterlod, skulde Kongevalget være frit. De Geistlige, som ved denne Leilighed nævnes blandt det norske Raads Medlemmer, ere: Marcellus Biskop af Skaalholt, Archipostu- latns til Nidaros og det pavelige Sædes Legat, Thorleif Biskop af Viborg, Postitlatus til Bergen, Gunnar Biskop af Stavanger, samt Provsterne Alf i Bergen og Gunnar Holk i Oslo[37]. Kristian opholdt sig i Bergen over den 9de September, og skjænkede under dette Ophold den kongelige Indtægt af Hardanger til en daglig Messetjeneste i Bergens Kathedralkirke[38]. Den 12te Oktober var han igjen i Danmark, i Halmstad[39]. Kristians Hylding i Norges forskjellige Landsdele blev ikke tilendebragt under hans Ophold der i Riget. Først den 20de November afgav saaledes til Rigets Raad i Oslo Almuen paa Hedemarken, i Gudbrandsdalene og Østerdalen ved Fuldmægtige sit Hyldingsbrev, hvorved de lovede Kristian undersaatlig Lydighed[40].

Saaledes blev med Kristian I den oldenborgske Æt hævet til Norges Kongedømme, hvilket den siden besad i 364 Aar. Omstændighederne, under hvilke den gjorde sin Indtrædelse i Norge, kunne neppe kaldes hæderlige hverken for Ættens Stamfader eller for Nordmændene. Forholdene i Norge under Kampen mellem Karl og Kristian om Norges Krone efterlade et uhyggeligt, nedstemmende Indtryk. Fra alle Sider viser sig Mangel paa redelig Kraft, Aabenhed og Ordholdenhed. Hos det norske Raad, dets geistlige Medlemmer som dets verdslige, sporer man kun Vaklen og Usamdrægtighed, Uklogskab og Svaghed, medens man seer Almuen, forladt og forraadt af sine naturlige Ledere, bøie sig hid og did som et Siv for Vinden. Man synes tydelig mærke, at intet kraftigt Fædrenelandssind og ingen klar Selvstændighedstanke rørte sig i det norske Folk.

  1. Hvitf. under 1448; Jahn 202.
  2. Lagerbr. IV. 411–414 efter ældre Kilder.
  3. Jahn 208. Altsaa maa nødvendigvis Underhandlinger tidligere end Juni Maaned være drevne mellem Rigsraadet eller enkelte Medlemmer af samme og Adolf.
  4. Jahn 208.
  5. Hadorf II. 161.
  6. Der udstedte han idetmindste den 20de April 1448 et Brev vedkommende sit Kapitels Kommune. Schønn. Domk. Beskr. Anh. 61.
  7. N. Dipl. I. 587.
  8. Underretning om disse Erkebiskoppens Overlægninger med Almuen findes i dennes senere Erklæring af 24de November 1449. Hadorf II. 167.
  9. Hadorf II. 168.
  10. Smsts.
  11. Hadorf II. 152.
  12. N. Dipl. III. 582.
  13. Jahn 527.
  14. Hadorf II. 168.
  15. N. Dipl III. 581–583.
  16. Hadorf II. 168.
  17. Hvitfeldt under 1449.
  18. N. Dipl III. 583–584.
  19. Jahn 527.
  20. Hadorf II. 153.
  21. Smsts. 159–160.
  22. Sml. III. 516.
  23. Sigurd Jonssøns, Sigurd Bjørnssøns, Simon Bjørnssøns og Kolbjørn Gersts Vidnesbyrd, givet i Oslo den 9de September 1449. Ny Danske Mag. VI. 31–33 og N. Dipl III. 585.
  24. Det følger, som mig synes, af det nævnte Vldnesbvrds Ord, at de inden 9de September ikke have truffet hinanden, og senere kan heller ikke, som snart vil sees, noget Møde mellem dem have fundet Sted.
  25. Hadorf II. 161–162.
  26. Hadorf II. 163–166.
  27. Sv. Rimkrøn.
  28. Thorkel. Anal. 136–140.
  29. Hadorf II. 166–170.
  30. Sv. Rimkrøn.
  31. Sv. Rimkrøn.
  32. Krist. I’s Diplomatarium 22; Jahn 528.
  33. Had. II. 170–173, 175; N. Dipl. III. 588; Krist. I’s Dipl. 23.
  34. Jahn 532–534.
  35. Throndhjems Almues Brev af 1ste Juni 1453. Jahn 537–539; Krist. I’s Dipl. 52–54.
  36. Kroningsdagen har man – og det saavidt vides Alle – antaget at have været den første St. Olafs Messe, nemlig 29de Juli. Hjemmelsmanden herfor er udentvivl Hvitfeldt (see. u. 1450). Slutningen af nysnævnte Raadets Erklæring af 1ste August gjør det imidlertid, som mig synes, nødvendigt at antage den som gaaende forud for Kroningen, og da er det rimeligt, at Hvitfeldt har forvexlet den senere St. Olafs Dag, den 3die August, med den meer bekjendte tidligere. Jeg har derfor vovet her at fravige den almindelige Mening med Hensyn til Kroningsdagen.
  37. Sml. IV. 344–347; Krist. I’s Dipl 30–32.
  38. N. Dipl. I. 590–592
  39. Krist. I’s Dipl. 33.
  40. N. Dipl III. 589.