Den norske Kirkes Historie under Katholicismen/102

Rudolf Keyser

Den norske Kirkes Historie under Katholicismen

Chr. Tønsbergs Forlag, 1858 (2, s. 546-561).

102.

Erkebiskop Aslaks Død 1450. Tredobbelt Valg til Nidaros’s Erkesæde. Olaf Throndssøn endelig tre og tyvende Erkebiskop 1459.

Valgkampen mellem de to Konger Karl og Kristian efterlod en Gjæring i Norges Indre, som først langt ud i Kristians Styrelsestid synes fuldkommen at have lagt sig; og denne Gjæring var neppe uden Indflydelse paa den Splid i den norske Kirke, som lige i den nye Konges første Regjeringsaar tog sin Begyndelse.

Erkebiskop Aslak Bolt døde udentvivl medens Kong Karls Parti endnu havde Overvegten i Norge. Han oplevede i alt Fald ikke den Sorg og Ydmygelse, som Kong Kristians og det danske Partis Seier rimeligvis vilde have beredt ham. Kong Karls Kroning i Nidaros den 20de November 1449 er den sidste offentlige Handling, hvori man seer Aslak optræde. Hans Død maa være indtruffen ikke længe efter, enten i Slutningen af 1449 eller rimeligst i Begyndelsen af 1450. Han havde da i hele 42 Aar været Biskop og i henved 20 Aar den norske Kirkes Metropolitan. Han maa saaledes have opnaaet en høi Alder, allermindst omkring en fem og sytti Aar. Han indtager unegtelig ved sin store og virksomme Indflydelse paa Begivenhederne i Norge en fremragende Plads blandt den norske Kirkes Erkebiskopper. Vi have seet flere Spor til hans Stræben for at hæve den norske Kirke fra det Forfald, hvori den under Erik af Pommerns tidligere Regjeringsaar var kommen. Denne hans Stræben var udentvivl i mange Stykker heldig, og Kirken befandt sig efter alt Udseende i en bedre Stilling ved hans Død, end da han modtog Metropolitanstyrelsen. At hans Virken som Metropolitan gik i en hierarchisk Retning, var noget, som maaskee efter Tidsforholdene maatte ansees for at være til Norges Gavn. De Krav, som Staten gjorde paa ham, baade ifølge hans Stilling som den første Mand i Raadet, og paa Grund af den almindelige Agtelse og Tillid, han aabenbare har nydt i den almindelige Mening, – have imidlertid givet hans Virksomhed i det Hele et langt mere verdsligt end kirkeligt Præg, og det især i de senere Aar af hans Metropolitanstyrelse, da Norges Statsbevidsthed, maaskee netop ved hans Indflydelse, igjen for en kort Tid kaldtes tillive; og hans Statsmandsvirksomhed maa nødvendig antages at have opslugt meget af den Tid og Opmærksomhed, han nærmest skyldte Kirken. Men om saa var, kan han neppe siges selv derfor ganske at have raadet. Nidaros’s Erkebiskop var nu engang baade efter Loven og i Folkemeningen Hellig Olafs Repræsentant ikke alene som øverste Forstander for Landskirken, men ogsaa som Kongedømmets Vikarius, naar det var ledigt, eller Kongen udenfor Landets Grændser. Om hans oprigtige Fædrenelandssind er der ingen Grund til at tvivle. Hans allerseneste Handlinger kunne vel synes antyde hos ham en vis Mangel paa Fasthed og paa moralsk Kraft. Men der hviler for stor Dunkelhed over den Tids indviklede Forhold til at man i saa Henseende tør bryde Staven over ham; og i ethvert Fald maa man her ved at dømme ham betænke, at han under Kampen mellem Karl og Kristian var en Olding, paa hvis Sjæl og Legeme Aarenes Vegt nødvendigvis har maattet tynge.

Aslak Bolts Død gav Anledning til en Valgstrid i Kirken, der i sit Slags ikke er mindre mærkelig end den umiddelbart forudgaaende Valgstrid i Staten. Nidaros’s Kapitel valgte til Aslaks Eftermand en af sin egen Midte, Magister Olaf Throndssøn^[1], som det lader, i lovlig Tid og med Iagttagelse af alle lovlige Former. Hans Valg var foregaaet en Stund fra Kong Kristians Komme til Nidaros i Juli Maaned 1450. Uagtet der nu i Grunden intet Væsentligt synes at have været paa Valget at udsætte, saa gjorde dog Kongen Indsigelse imod det, fordi hans Samtykke ei forud var indhentet. Heri støttede Kristian sig udentvivl til en Brug, som i Dronning Margretas og Erik af Pommerns Tid af dem var bleven gjort gjældende, uden at den for Norges Vedkommende kan siges at have nogen sikker Støtte hverken i Rigets Kirkelovgivning eller i nogen ældre Sedvane. Sagen var vel egentlig den, at Kong Kristian deels ikke har havt nogen god Tro til Olaf Throndssøns politiske Stemning og Føielighed, deels maaskee har været bunden ved et tidligere Løfte, deels endelig har villet benytte Leiligheden for at udstrække Kongedømmets Rettigheder over Kirken saa vidt som muligt. Følgen af Kongens Indsigelse var, at Erkestolen erklæredes for fremdeles at være ledig, og at Spørgsmaalet om Lovligheden af Olafs Valg bestemtes afgjort ved Voldgiftsmænd, samtykkede baade fra Kongens og Kapitelets Side. Voldgiftsdommerne udnævntes den 1ste August og vare næsten alle de med Kristian til Nidaros ankomne geistlige Medlemmer af Raadet, nemlig: Biskopperne Marcellus af Skaalholt, Thorleif af Viborg, Gunnar af Stavanger, Heming af Færøerne og Matheus af Hole, samt de tvende Provster Alf af Bergen og Gunnar af Oslo. Disse afsagde den 7de August i Overvær af de tre Riddere, Eggert Frille, Olaf Nilssøn og Aake Axelssøn, den Kjendelse: at ifølge det norske Kongedømmes Net Kongens Samtykke udfordredes for at et Erkebiskopsvalg kunde have Gyldighed, at Olaf Throndssøns Valg af visse Grunde, „som man for den geistlige Stands Ære havde besluttet at fortie“ ikke var canonisk og lovlig foregaaet, samt, at det ikke stemmede med Rigets nærværende Tarv^[2]. I Kraft heraf erklæredes da Olaf Throndssøns Valg ugyldigt, og i hans Sted foresloges for Kapitelet at postulere til Erkebiskop Kongens Kansler (Sekretær), Biskop Marcellus af Skaalholt, der allerede forud bar Titel af det apostoliske Sædes Legat^[3].

Denne Marcellus var af Fødsel en Tydsker, Minoritermunk^[4] og gradueret i flere Faculteter^[5]. Han synes at have været en meget brugbar Forretningsmand og som saadan benyttet af Kristian, hvis Yndest og Fortrolighed han nød. Da Biskop Gotsvinn af Skaalholt i 1448 var død eller bortdragen fra Island, blev Marcellus i 1449, ganske vist ved Kristians Bestræbelser og af Paven, beskikket til hans Eftermand^[6]; dog skulde Skaalholts Biskopsdømme aabenbare kun være en Indtægtskilde for ham, idet han forblev hos Kongen og i hans Tjeneste, medens Biskop Gotskalk af Hole bestyrede hans Biskopsdømme som Vikarius. At Marcellus nu af Kristian blev foreslaaet til Erkebiskop, skede ikke uden forudgaaende Løfter fra den førstes Side. Der gives nemlig et Notarialdokument, hvori Marcellus, der endnu ikke benævnes Postulatus til Nidaros, men blot Biskop til Skaalholt og det pavelige Sædes Legat, til Gjengjæld for sin Præsentation til Erkestolen ved Kongen, forpligter sig til Følgende: – At udvirke pavelig Stadfæstelse paa den norske Konges Ret til at præsentere Erkebiskop og Biskopper; – ligesaa paa samme Ret for Kongedømmets Vedkommende i Danmark; – ligesaa paa de Privilegier med Hensyn til Geistligheden, som Kongen i Norge og Danmark for Tiden ejede; – ligesaa paa de tre Rigers Danmarks, Norges og Sveriges Forening til evige Tider; – endelig at skulle udvirke af Paven Tilladelse for Kongen til at maatte af Klostere og viede Steder udtage dem, deri hans Nærværelse havde begaaet Manddrab. For at gjennemdrive alt dette lovede Marcellus selv at ville drage til Rom, og havde han ikke – medmindre gyldige Forfald indtraf – udrettet hvad han havde paataget sig inden „Jul næstkommende et Aar at regne“ (Jul 1451?), kunde Kongen præsentere og tilsætte en anden Erkebiskop, uden at Marcellus derimod skulde kunne indvende noget. Han skulde desuden gjøre sig Umag for, at Paven i nogle Aar vilde overlade Kongen Peterspengen af Norge^[7]. Først efterat Marcellus havde paataget sig disse Forpligtelser, hvilke rimeligvis Olaf Throndssøn ikke har villet indgaa paa, er Marcellus bleven foreslaaet eller, som det hed, præsenteret. Kristians Fremgangsmaade, at præsentere ham for Kapitelet, var forresten den almindelige, naar en verdslig Fyrste, uden aabenbart Anstød mod Kirkens Lov, vilde fremtvinge et Biskopsvalg efter eget Ønske. Den lykkedes ogsaa i nærværende Tilfælde; thi Kapitelet, eller i det mindste en Deel af dets Medlemmer, postulerede virkelig Marcellus til Erkebiskop, og dertil skal det i Nidaros tilstedeværende Raad have givet sit enstemmige Samtykke^[8]. Marcellus var som Biskop af Skaalholt og Archipostulatus til Nidaros første Mand ved Raadsmødet i Bergen i Slutningen af August^[9] og fulgte derpaa Kongen til Danmark^[10].

For at Marcellus’s Valg kunde faa fuld Kraft udfordredes, som vi see, tvende Ting: først at han udrettede hvad han havde paataget sig for Kongen, og derved erhvervede sig dennes ubetingede Samtykke, – og dernæst at han tillige fik Pave Nikolaus V’s Stadfæstelse. At udvirke begge Dele var ingen ganske let Sag; thi det var at forudsee, at netop de Løfter, der vare gjorte Kongen, vilde stode Paven. Det er ogsaa heel rimeligt, at denne Marcellus’s vrange Stilling har beredt ham de største Vanskeligheder i Rom. Om han strax har givet sig paa Reisen didhen, vides ikke. Men om han ogsaa personligen inden den bestemte Tid har indfundet sig der, saa er det vist, at han ved sin personlige Nærværelse intet udrettede. Marcellus var, sit Legationskald uagtet, mindre vel anseet i Kurien; og Paven foretrak desuden nu, ligesom ved den norske Erkestols næst forudgaaende Ledighed, at besætte den af egen Magtfuldkommenhed ved Provision, saameget meer som han allerede i Erkebiskop Aslaks levende Live havde forbeholdt sig dette. Uden at bryde sig i ringeste Maade om noget af de tvende foregaaende Valg, udnævnte Pave Nikolaus den 28de Februar 1452 Henrik Kalteisen til Erkebiskop af Nidaros^[11]. Denne var, ligesom Marcellus, en Tydsker af Fødsel, Prædikebroder, Generalinkvisitor i Tydskland og Magister palatii apostolici. Han havde stort Ord paa sig for theologisk Lærdom og Disputerfærdighed, og han havde paa Conciliet i Basel vist sig som en ivrig Forfegter af Pavedømmets Rettigheder^[12]. Erkestolen i Nidaros skulde vel altsaa være Henrik en Løn for tidligere udvist Nidkjærhed i det apostoliske Sædes Tjeneste.

Der var saaledes ikke mindre end tre Personer, der paastode at være valgte til Nidaros’s Erkestol. Magister Olaf Throndssøn var tidligst og paa den mest lovlige Maade valgt, han var ogsaa en Nordmand og havde, som det lader, Biskopsdømmets og Landets Almue for sig; men han manglede baade Kongens og Pavens Stadfæstelse. Han maa alligevel have troet sig i sin gode Ret og sikkert haabet paa sin Sags Fremme i kommende Tider; thi han nedlagde ikke Navnet af Electus. Marcellus var egentlig Kongens Valg, og havde Løfte om hans Stadfæstelse, dog, som vi have seet, under Betingelser, hvis Opfyldelse kunde have sine store Vanskeligheder. Henrik Kalteisen endelig var indsat af Paven og, som man maa antage, ogsaa indviet af denne.

Da Henrik i 1452 kom til Danmark med Pavens sedvanlige Anbefalingsbreve^[13], vovede Kongen i Begyndelsen ikke at negte Pavens Valg sit Samtykke. Han vilde det saameget mindre, som Marcellus’s Uvenner for Øieblikket maa have faaet Kongen til at tro, at han havde opført sig svigagtigen baade mod Kongen og Nidaros’s Kirke. Han modtog derfor Henrik som Erkebiskop, lod ham aflægge Raadsed og anbefalede ham ved sit Brev fra Kjøbenhavn af 30te August til Nidaros’s Kapitel som Erkestolens lovlige Foresatte. Dog gjorde han dette paa sit danske Raads og sine danske Prælaters Tilskyndelse, uden Samraad med sine norske Raadgivere, af hvilke ingen da var tilstede hos ham^[14]. Henrik drog derpaa til Norge, og var i Februar 1453 i Bergen, hvorfra han den 12te i nævnte Maaned udstedte en Rundskrivelse til Provinsens Geistlighed angaaende Indbetalingen af den ham tilkommende Palliehjælp (subsidium pallii), hvilken skulde udredes med Halvdelen af alle Sognekirkers Indkomster^[15]. Inden Udgangen af Mai var han ved sit Sæde i Throndhjem, hvor han med flere af Raadet, blandt hvilke Biskopperne Thorleif af Bergen og Jøns af Færøerne, samt Alf, Provst til Apostelkirken, den 1ste Juni var tilstede paa et Møde, afholdt i Erkebiskopsgaardens Borgestue, i Anledning af nogle Uroligheder, som vare vakte i Throndhjem ved den svenske Konges Udsendinger^[16].

Henrik modtoges imidlertid af Nordmændene og især, som det lader, af Thrønderne med Uvillie. Han var en Udlænding, ubekjendt med Folkets Sprog og Seder, desuden ved sin Alder og Svagelighed uskikket til de Besværligheder, f. Ex. Reiser til Lands og til Vands, som hans Embede medførte. Raadet og Folket ansaa Henrik for at være sig paatrængt af Paven mod Kirkens Ret, og for at være af Kongen samtykket, uden at det norske Raad derved var adspurgt, og med Overtrædelse af hvad Kongen i sin Haandfæstning havde lovet, nemlig ikke at skulle inddrage Udlændinger i Norge uden Raadets Samtykke. Hertil kom endelig, – hvad Kongen senere udhævede, da han havde opgivet Henrik og gjerne vilde være ham kvit, – at Nidaros’s Erkebiskop var, ifølge gjældende Ret, Kongens første Raadgiver og Statholder, som i hans Fraværelse forestod Rigsstyrelsen, ja endog havde at sørge for Landets Forsvar mod dets Fiender, af hvilken Grund Erkebiskoppen maatte være en Mand af prøvet Erfarenhed, og til hvis Troskab Kongen kunde have fuld Tillid. Men af disse Egenskaber var den svagelige med Land, Folk og Sprog ubekjendte Henrik ingenlunde i Besiddelse; meget meer var han Kongen mistænkt for at have Forbindelser med hans Fiender, noget hvortil forresten intet Spor findes uden i Kongens løse Beskyldning^[17]. Alt dette bidrog til at gjøre den nye Erkebiskop uvelkommen; og Mishagsytringerne mod ham skulle have gaaet saa vidt, at de kongelige Embedsmænd maatte beskytte ham mod personlig Overlast. Under slige Omstændigheder kunde ikke Henrik Kalteisen selv finde sig tilfreds med sin Stilling; og han erklærede sig derfor villig til igjen at nedlægge sit Embede i Pavens Hænder. Kongen var imidlertid selv, i Anledning af Urolighederne, kommen med en Flaade til Norge, og samledes med det norske Raad i Oktober Maaned paa et Mode i Bergen. Her kom blandt mere ogsaa Erkestolens Stilling under Overveielse, og man greb fra alle Sider med Glæde Erkebiskop Henriks Tilbud om at ville nedlægge sit Embede. Det tilstedeværende Raad skrev under 15de Oktober 1453 til Paven: Henriks Valg fremstilledes som uheldigt og skadevoldende, og han selv som uskikket til det erkebiskoppelige Hverv; man bønfaldt derfor Paven om at modtage hans Resignation og forsørge Nidaros’s Kirke med en anden Erkebiskop, idet man med det samme nævnte baade Olaf Throndssøn og Marcellus uden dog egentlig udtrykkelig at foreslaa nogen af dem. Brevet er udstedt i det norske Riges Parliaments Navn, men kun beseglet af to geistlige og to verdslige Herrer, nemlig Biskop Matheus af Hole og Sigurd Electus til Stavanger, samt Ridderne Hartvik Krummedike og Magnus Green^[18].

Uagtet den almindelige Mening i Norge ganske vist var for Olaf Throndssøn til Henriks Efterfølger, saa havde dog Kongen fremdeles i Sigte sin Yndling Marcellus, hvem det imidlertid var lykkets, man ved ei hvorledes, at rense sig i Kongens Øine for al Mistanke; og af den Grund var det norske Raads Indsigelse mod Henrik Kalteisens Valg, og dennes Resignation Kongen saare velkommen. Den pavelige Kurie var imidlertid ingenlunde betænkt paa at komme Kongens Ønske med Hensyn til Marcellus imøde. Man var fremdeles ilde stemt mod denne paa Grund af Beskyldninger, hvis Beskaffenhed nu ei kjendes, og som muligen vare overdrevne, ja maaskee opdigtede^[19]. Og skjønt Henrik synes at have meent det fuldkommen ærligt med sin Embedsnedlæggelse, og strax efter at have forladt Norge, saa vilde dog ikke Paven godkjende hans Skridt, men betragtede ham fremdeles som Nidaros’s Erkebiskop. Marcellus var saaledes, trods al Kongens Stræben for ham, ikke kommen Nidaros’s Erkestol et eneste Skridt nærmere ved Henrik Kalteisens Fratræden.

Hvor Marcellus i Mellemtiden opholdt sig, og hvad han har taget sig fore, vides ikke. Til at han har været i Norge findes, saavidt bekjendt, intet Spor. Derimod synes han, ifølge Breve af 20de og 21de Marts 1453, udfærdigede for Skaalholts Biskopsdømme, dengang at have opholdt sig i Kjøbenhavn, ligesom han sees endnu at have fort Navn af Postiilatus til Nidaros^[20], skjønt han ikke inden den fastsatte Tid havde udrettet i Kurien hvad han havde paataget sig for Kongen. I 1454 synes han at være dragen til Rom, maaskee for anden Gang, og det er rimeligvis i den Anledning, at Kongen den 26de Juli samme Aar har fra Kjøbenhavn tilskrevet Pave Nikolaus et Anbefalingsbrev for ham^[21]. Marcellus mødte alligevel i Rom blot Kulde og Uvillie, og maatte give sig paa Tilbageveien med uforrettet Sag. Paa Hjemreisen blev han i Køln overfalden af Borgerne, plyndret og derpaa kastet i Fængsel^[22], – og dette skede ikke uden Mistanke om, at Anslaget til Voldshandlingen var udgaaet fra Rom^[23]. Først efter megen udstanden Møie lykkedes det ham at komme tilbage til Danmark. Den 9de Juli 1455 finder man ham igjen i Kongens Følge og blandt hans Raadgivere i Kalfsund udenfor Gøtelvens Munding, da Kristian og hans Raad her udstedte en Forordning for Norge. Ved denne Leilighed nævnes ellers, foruden Biskopperne Thorleif af Bergen, Marcellus af Skaalholt, og Gunnar af Oslo, ogsaa Magister Olaf, „Electus til Nidaros“, blandt Raadets geistlige Medlemmer^[24]. Olaf maa altsaa fremdeles have paastaaet Gyldigheden af sit Valg, og dog ikke været i Kongens Unaade, siden denne gav ham Plads i Raadet. Marcellus derimod, som blot nævnes Biskop til Skaalholt, har maaskee allerede nu begyndt at mistvivle om sin Sags Fremgang og derfor ophørt at bruge Titelen: Postillatus til Nidaros. Men baade Kongens mange senere, rigtignok frugtesløse, Forsøg paa at skaffe Marcellus Opreisning for den lidte Overlast, og andre Skridt af ham, som senere skulle omtales, vise, at Kristian endnu ikke havde opgivet sin Yndest for Marcellus eller Tanken paa at see ham ophøiet til Nidaros’s Erkebiskop.

Under denne Forvirring, medens den norske Kirke var uden Metropolitan, foregik flere Biskopsskifter.

Omkring 1430 døde Biskop Olaf Nikolaussøn af Bergen^[25]. Hans Eftermand blev Thorleif Olafssøn. Denne er for omtalt som Kong Eriks Kapellan, hvilken Kongen i 1432 vilde indtrænge paa Upsals Erkestol. Da dette mislykkedes, blev Thorleif Provst til Apostelkirken i Bergen, i hvilken Stilling han oftere findes nævnt i Aarene 1434–1437. Før 1440 blev han Biskop af Viborg; og i dette Embede var han, da han i 1450, før 29de August, blev postuleret til Bergens Biskopsstol^[26].

Biskop Jon af Oslo^[27] døde, som det lader, i Begyndelsen af 1453. Han synes at have været gjennem sit hele Liv dansk af Sindelag, som han var det af Fødsel, og at have arbeidet stadigen for at holde Norge forenet med Danmark. Han var ganske vist en underfundig Mand og drev ved sine Renker mangt og meget igjennem, skjønt hverken Raad eller Almue i Norge havde nogen ret Tillid til ham. I hans Sted valgtes Gunnar Thiostolfssøn Holk, der i 1439 nævnes som Kannik ved St. Halvards Kirke i Oslo^[28], men senere, under Kong Kristoffer, var Provst ved Mariekirken sammesteds og Norges Kansler^[29]. Provst var han udentvivl ligetil sit Valg til Biskop, hvorledes det end har forholdt sig med hans Kanslerembede efter Kristians Tiltrædelse. Hans Valg maa ganske vist være foregaaet allerede tidlig paa Aaret, for Mai Maaned, 1453; thi den 12te Mai nævnes Ivar Vikingssøn som Provst til Mariekirke^[30]. Gunnar reiste samme Aar til Rom for der at erholde sin Stadfæstelse, og blev udentvivl da ogsaa indviet. Den 24de December 1453 var han igjen kommen tilbage og nævnes: Biskop^[31].

Ved samme Tid omtrent døde Biskop Gunnar Erikssøn af Stavanger^[32]. Han havde i sin Styrelsestid beriget sin Kirke ved Kjøb af en Deel faste Ejendomme. Til hans Eftermand valgtes Sigurd Bjørnssøn, dengang Erkeprest i Oslo, men tidligere, som det lader, Provst til Apostelkirken i Bergen^[33], i hvilket Embede han udentvivl var Thorleif Olafssøns Eftermand, men fra hvilket han allerede i 1450 maa være afgaaet og deri være efterfulgt af Alf Thorgardssøn^[34]. Sigurd var allerede udvalgt før 15de Oktober, da han, som Electus, var tilstede paa Raadsforsamlingen i Bergen^[35]. Derfra maa han være dragen til Rom, hvor han udentvivl har modtaget sin Stadfæstelse og Indvielse. Ved et Brev fra Rom af 3die Marts 1454 anbefalede Pave Nikolaus V ham til Kong Kristian^[36].

Biskop Heming af Færøerne, der endnu nævnes i 1450 som nærværende i Throndhjem ved Kristians Kroning, var ogsaa død inden 1453, i hvilket Aar, den 1ste Juni, Jøns nævnes som Færøernes Biskop^[37].

Af disse nye Biskopper er Thorleif af Bergen bleven mest bekjendt ved sin voldsomme Død, der indtraf under den nidarosiske Valgtvist og ikke var ganske uden Indflydelse paa denne.

I Bergen herskede en fiendtlig Spending mellem de i Byen siddende Tydskere af Hansen og den oftere forhen nævnte ærgjerrige og voldsomme Ridder Olaf Nilssøn, der under Kong Kristoffer havde været Høvedsmand paa Kongens Gaard i Bergen, men under Kristian havde maattet vige Pladsen her for Magnus Green. I 1455 tiltvang Hr. Olaf sig igjen paa en Maade sit forrige Embede af Kristian og kom til Bergen for at tage det i Besiddelse. Da Tydskerne hørte, at deres gamle Fiende atter skulde overtage Befalingen i Bergen, rottede de sig sammen, og angreb Hr. Olaf. Denne, der ikke trøstede sig med sine faa Folk til at forsvare sig i Kongsgaarden, søgte med sine Slegtninge og Mænd Tilflugt i Birgittinerklosteret Munklif, der var en meget fast Bygning og derhos tænktes at have et Vern i sin Hellighed.

Biskop Thorleif, der var Olafs Ven, gjorde sig først Umage for at stille Oprøret ved sin Nærværelse og sine Formaninger; men da det ikke hjalp, vilde han dele Skjebne med sine Venner og gik med to Chorsbrødre og sit Tyende ind i Klosteret, uagtet Tydskerne advarede ham herimod. Nordmændene sperrede derpaa Klosterets Tilgange og beredte sig til Modvern. Men nu samlede Tydskerne sig fra alle Kanter af Byen og gik meer end 2000 i Tallet, alle væbnede, løs paa Klosteret. Dette blev den 1ste September 1455 stormet og indtaget. Tydskerne dræbte hvem de fandt for sig. Biskop Thorleif blev dræbt i Kirken, idet han fra Høialteret med Sakramentet i Haanden gik Oprørne imøde; og samme Skjebne havde hans Kapellan, de tvende Chorsbrødre, som ledsagede ham, Olaf Nilssøns Søn, Broder og to Brodersønner samt hans Tyende, i Alt 60 Personer. Hr. Olaf selv havde søgt Vern i Kirketaarnet. For at faa ham ud herfra lagde Tydskerne Ild om det. Olaf nødtes af Røgen til at overgive sig. Tydskerne gav ham tre Timers Frist til at skrifte og gjøre sit Testamente; derpaa dræbte de ham og hug hans Legeme isønder. Imidlertid havde Ilden antændt Kirken, og det hele Kloster blev et Rov for Luerne^[38].

Denne Udaad maa vistnok antages at have gaaet Kong Kristian til Hjerte, ikke saameget paa Grund af Hr. Olaf Nilssøns Drab, hvilken urolige Mand han snarere glædede sig over at være bleven kvit, – som meget meer fordi hvad der var hendet viste, hvilken Ringeagt de hanseatiske Kjøbmænd nærede for Kongens Styrelse og hans Embedsmænd. Desuden synes Kristian at have yndet den dræbte Biskop og at have frygtet de Følger, hans Drab og Klosterets Brand muligen kunde drage efter sig^[39]. Han søgte at udvirke Opreisning fra Udaadsmændenes Side for den begangne Voldsgjerning, medens han paa den anden Side bestræbte sig for at afvende fra Bergens norske Beboere den Ulykke, som et Interdikt over hele Staden paa Grund af Biskoppens Drab og Klosterets Brand nødvendig maatte medføre^[40]. Hans Bestræbelser i den Henseende havde ogsaa til Følge, at de tydske Kjøbmænd maatte overtage Gjenopbyggelsen af det brændte Kloster, og at Bannet kun udstraktes til Hanseaterne i Bergen, af hvilke dog mange synes lidet at have agtet det. Men naar Kongen i sine Klager til den pavelige Kurie satte den ulykkelige Hendelse i Bergen i Forbindelse med Erkestolens langvarige Ledighed, og gav Pavens Vegring for at modtage Henrik Kalteisens Resignation Skylden baade for Oprøret i Bergen og for anden Opsætsighed mod den verdslige Magt, som den Gang maatte finde Sted i Norge^[41], – saa var dette ganske vist ikke stort andet end et politisk Kunstgreb, der sigtede til at give hans Bestræbelser i Kurien for sin Yndling Marcellus forøget Kraft. Og det kan ikke negtes, at Kristians Færd baade ved denne og mange andre Leiligheder bærer et stærkt Præg af Rænkefuldhed og Mangel paa Sandhedskjærlighed. Thi naar Kristian i sine Skrivelser jævnlig fremstiller Marcellus som den, der var kaaret til Erkebiskop i Nidaros ved et enstemmigt Ønske^[42], da var dette en aabenbar Usandhed; thi Mængden af det norske Folk og upaatvivlelig mange af Nidaroos Kapitel hang ved Olaf Throndssøn og gjorde ganske vist de samme Indvendinger mod Marcellus som mod Henrik Kalteisen, nemlig at han var en Udlænding og den norske Kirke paatvungen. Naar Kristian ligeledes truede med, at Nordmændene kunde saa i Sinde at falde fra den romerske og gaa over til den græsk-russiske Kirke^[43], – saa kunne dette, om der laa nogen Sandhed deri, neppe gjælde andre end det nordligste Norges, Finmarkens og maaskee Haalogalands Indbyggere, der stode i megen, men oftest dog fiendtlig Berørelse med Rusland; anvendt paa Nordmændene i Almindelighed, som af Kristian gjort, maa det agtes for at have været mildest talt en uhyre Overdrivelse. Noget rimeligere kunde det lyde, naar Kongen i Begyndelsen af 1456, i Anledning af Pavens gjentagne Opfordringer til ham, som til Europas øvrige Fyrster, om at istandbringe et Korstog mod de osmanniske Tyrker, der i 1453 havde indtaget Konstantinopel, erklærede, at Christendommen i Norge havde meer at frygte af Henrik Kalteisens Indtrængen end af Tyrkerne^[44]. Uundgaaeligt var det nemlig, at Erkestolens lange Ledighed maatte bevirke Uorden og Forvirring i den norske Kirkestyrelse. Men Spørgsmaalet bliver, om ikke Kong Kristian her, ved sine haardnakkede Bestræbelser for Marcellus, var ligesaa skyldig som den romerske Kurie ved sin Fastholden paa Henrik Kalteisen, – og om ikke Striden baade let og snart havde ladet sig bilægge, hvis Kongen strax, da Henrik havde erklæret sig villig til at fratræde, og Kurien negtet at stadfæste Marcellus, havde understøttet den af baade Kapitel og Folk virkelig attraaede Olaf Throndssøn.

Men saa forblindet var Kongen i sin Forkjærlighed for sin Yndling og i sin Paastaaenhed paa at drive sit Valg ved denne Leilighed igjennem, at han ikke alene tillod sig Usandheder for at naa sit Maal, og gjorde Marcellus’s Erkjendelse til Vilkaar for enhver Føielighed, Paven krævede af ham, – men endogsaa godkjendte virkelige Anmasselser mod hans kongelige Myndighed, hvilke Kurien kunde tillade sig, naar han blot troede derved muligen at kunne bevæge den til Eftergivenhed for hint hans Yndlingsønske. Paven igjen fra sin Side mødte Kongen med Klogskab ofte endog med Smiger, men var i Hovedsagen ubøielig. Og Aarsagen var udentvivl, deels at Kurien kjendte Forholdene i Norge bedre end Kristian troede, deels at den var overbevist om Marcellus’s Uverdighed, trods alle Kongens Forsikringer om det Modsatte.

Det var ikke Pave Nikolaus V alene, der udviste denne fiendske Stemning mod Marcellus; Calixtus III, som fulgte Nikolaus den 8de April 1455, var ham ligesaa ugunstig, og vilde ligesaa lidet som sin Formand modtage Henrik Kalteisens Resignation^[45]. Kong Kristian stræbte at indvirke paa Paven dels ved i 1456 at sende en høi Embedsmand ved sit Hof, Italieneren Geminianus Trevisanus, i dette og andre Erinder til Rom, dels ved til samme Tid at søge Keiser Frederik III’s og Kong Alfons af Arragoniens Mellemkomst. Men Alt var forgjæves. Skjønt Calixtus i visse andre Anliggender synes at have vist sig føielig mod Kongen, og enkelte Kardinaler synes at have ladet sig bevæge til at tage sig af Marcellus, hvorfor Kongen senere takkede dem, saa vedligeholdt Paven dog sin ugunstige Stemning mod ham^[46]. Paven havde endog i Sinde at anlægge Sag mod Marcellus i Anledning af visse Forbrydelser, der tillagdes ham, men hvis Beskaffenhed nu ikke kjendes, og det paalagdes Erkebiskoppen af Lund og Biskoppen af Roskilde at optage Undersøgelser herom. Disse erklærede dog, at Beskyldningerne mod Marcellus vare ubeviselige og for en Deel opdigtede^[47]. Dermed synes Sagsøgningen at være bortfalden. Imidlertid hjalp dette ligesaalidet Marcellus til Erkestolen som den Føielighed, Kongen strax efter viste Paven ved Besættelsen af Bergens Biskopsstol, der ved Thorleifs Død var bleven ledig.

Paa denne ønskede Kristian en dansk Adelsmand, Joachim Grubbe, Kannik i Roskilde, og han fik i 1456 udvirket hans Valg af Bergens Kapitel. Men den Valgte havde endnu ikke den lovlige Alder, og Kongen skrev til Paven om Dispensation for ham i dette Stykke og om Stadfæstelse af hans Valg^[48]. Herpaa agtede dog ikke Pave Calixtus, men udnævnte i det følgende Aar 1457 ved Provision en Italiener af høi Byrd, Paulus Justiniani, til Bergens Biskop. Vel skal Joachim Grubbe i Mellemtiden være død^[49]; men ligefuldt var det af Paven gjorte Valg en Anmasselse, da Kongen ikke længe i Forveien havde fra Kurien modtaget det Løfte, at Paven intet geistligt Embede i hans Riger skulde bortgive uden efter Kongens Forslag^[50]. Kongen havde saaledes god Grund til at være vred over det som var skeet. Alligevel da Paulus Justiniani i 1457 fremstillede sig for Kongen, modtog denne ham venskabeligen, samtykkede ham til Bergens Biskop og optog ham i Norges Raad^[51]. Grunden til denne Eftergivenhed fra Kongens Side var, at han fandt, at den nye Biskop kunde være ham nyttig som Mellemmand hos Paven. Kristian var om Sommeren 1457, efter Karl Knutssøns Afsættelse ved et fiendtligt Parti, bleven indkaldt til Sverige og der kronet til Konge i Upsal den 29de Juni. Han var i Stokholm, da han om Høsten modtog Biskoppen. Hans Ønske var nu, at Paven skulde stadfæste hans Ret til Sveriges Rige, og for at udvirke dette, skulde Paulus Justiniani drage som hans Sendebud til Rom. Men foruden dette og andre Erinder, paalagdes Biskoppen først og fremst at virke for Stadfæstelsen af Marcellus’s Valg til Nidaros’s Erkestol.

Biskop Paulus Justiniani gik da i Slutningen af 1457 til Rom. Men han formaaede intet at udvirke for Marcellus’s Sag, skjønt baade Kongen og Marcellus med indtrængende Skrivelser havde henvendt sig baade til Pave og Kardinaler^[52]. Calixtus var fremdeles i dette Stykke ubøielig. Det hjalp heller ikke, at der kort efter foregik Paveskifte, idet den 80 aarige Calixtus III døde i 1458 den 6te August, og den for sin Lærdom og Statskløgt berømte Æneas Sylvius af Familien Picolomini under Navnet Pius II den 27de August valgtes til hans Eftermand. Thi skjønt Pius i det Hele var meget venskabelig stemt mod Kristian, saa vilde han dog intet indrømme med Hensyn til Marcellus, og det uagtet denne tidligere synes at have staaet i et fortroligt Bekjendtskab med Paven, og nu i en smigrende Skrivelse lykønskede ham til hans Ophøielse og beklagede sin egen ulykkelige Stilling^[53]. Pave Pius maa saaledes ganske vist have dømt ugunstigt om Marcellus’s Verdighed til Erkestolen.

At Paulus Justiniani intet udrettede for Opfyldelsen af Kongens ivrigste Ønske, har rimeligvis virket sit til den Unaade, hvori han strax efter faldt som Gesant, skjønt en anden Omstændighed dertil gav den nærmere Anledning. I Høsten 1457 blev ved Biskop Gotskalk Gotskalkssøns Død Hole Stol paa Island ledig^[54]. Paulus benyttede nu sin Nærværelse i Kurien til at foreslaa en Engelsmand, der ogsaa hed Paulus, af Prædikebrødrenes Orden, til hans Eftermand, og Pave Calixtus udnævnte ham virkelig ved Provision. Men da Kongen fik dette at vide, erklærede han strax, at Gesanten havde overskredet sin Fuldmagt, og negtede sit Samtykke til Valget, baade fordi dette var skeet uden hans Forslag, og fordi den Valgte manglede den fornødne Dygtighed^[55]. Pius II forfegtede ei yderligere sin Formands Provision, og den engelske Paulus’s Valg bortfaldt. Men da Justinianis Gesantskabstid just var udløben, vilde Kongen ikke forlænge den. Paulus Justiniani synes ei at være kommen tilbage til Norden, men at være bleven i 1459 forseet med en anden Biskopsstol^[56]. Han var saaledes, som det lader, aldrig personlig tilstede ved sit Sæde i Bergen.

Justinianis Sendelse var det sidste Forsøg fra Kongens Side paa at sætte Marcellus’s Valg til Nidaros’s Erkestol igjennem. Marcellus selv synes allerede tidligere at have opgivet Haabet, idet han ophørte at bruge Titelen: Postulatus til Nidaros, men nøiedes med den af Skaalholts Biskop. Paa den anden Side maa Kongen have nærmet sig Olaf Throndssøn, der vedblev at kalde sig Electus og stededes til Sæde i Norges Raad^[57]. Som Medlem af dette var Olaf, med Biskopperne Gunnar af Hamar, Gunnar af Oslo og Sigurd af Stavanger, samt Ivar Vikingssøn, Provst til Mariekirke i Oslo, Svein Decanus af Nidaros og Finnboge Archidiaconus af Bergen, ti Riddere, to Svende og fire Lagmænd, i Januar Maaned 1458 i Skara paa et Raadsmøde, som Kongen havde foranstaltet for at faa sin ældste toaarige Søn, Hans, antagen til sin Eftermand i Norge. Den 19de Januar^[58] erklærede ogsaa det tilstedeværende norske Raad ved sit aabne Brev „med god Villie og beraadt Hu endrægtigen“, at det, naar Kong Kristian døde, vilde overensstemmende med Norges Lov, antage hans ældste efterlevende Søn til sin rette Herre og Konge over Norges Rige „strax efter Kongens Død“, og han skulde igjen forsørge Kongens øvrige Børn tilbørligen af Rigets Indtægter med det norske Raads Raad. Samme Dag opfordrede det norske Raad det svenske til ogsaa at hylde den ældste Kongesøn som Faderens Eftermand; og dette skede den 21de Januar^[59]. Under samme Raadsmøde blev ved de tre ovennævnte Biskopper samt Electus til Nidaros og flere norske Prælater og Klerker Overenskomsten til Tunsberg mellem Kongedømmet og Kirken i Norge Kong Kristian forelagt og modtog hans uforbeholdne Stadfæstelse den 5te Februar^[60]. Alt dette viser, at Olaf Throndssøn nu maa have været tagen til Naade af Kongen, og at denne maa have erkjendt hans Valg for gyldigt og rimeligvis, da alle Forsøg til at fremhjælpe Marcellus vare glippede, indstillet det til Pavens Stadfæstelse. Naar denne er bleven meddelt, og naar Olaf er bleven af Paven indviet, vides ikke sikkert, men det maa være skeet før Midten af det følgende Aar 1459. Thi i et Brev til Island, udstedt af Olaf fra Bergen den 28de Juni i sidstnævnte Aar, kalder han sig: „af Guds Naade Erkebiskop i Nidaros og det pavelige Sædes Legat“^[61].

Marcellus vedblev at være Biskop af Skaalholt, skjønt han aldrig indfandt sig ved sit Sæde, men lod Biskopsdømmet bestyre ved forskjellige Vikarier: Biskop Gotskalk af Hole, en Matheus, der ogsaa kaldte sig Biskop af Hole, om hvilken siden skal tales mere, og en Biskop Andreas af Grønland^[62]. Marcellus døde den 27de Februar 1462 ved et ulykkeligt Tilfælde, i det han druknede ved den svenske Kyst^[63].

Henrik Kalteisen levede noget længer. Han blev, udentvivl til Erstatning for Nidaros’s Erkestol, Titulærerkebiskop af Cæsarea og døde i Koblents den 2den Oktober 1465^[64].

Saaledes endtes da i 1459 den langvarige Tvist om Nidaros’s Erkestols Besættelse paa en Maade, som udentvivl var den norske Kirke ligesaavel som det norske Folk kjær, idet Olaf Throndssøn, der baade var den af Kirken først paa lovlig Maade valgte og en Indfødt, til Slutning gik af med Seieren. At Olaf hele Tiden i den almindelige Mening inden Norge har været anseet for den rette Erkebiskop af Nidaros, derom vidner baade hans egen faste Paaholden paa Electusnavnet, og den Indrømmelse Kongen saa sig nødt til gjøre ham ved at stede ham til sit Raad, og endelig den Udladelse om ham, som findes i en gammel Erkebiskopsrekke. Her nævnes han nemlig som den tre og tyvende Erkebiskop umiddelbart efter Aslak Bolt, i det der tilføies: „hans Valg blev forhindret (impedita) ved tvende indtrængte Tydskere, af hvilke den ene var en Forfalsker af Pavens Breve (falsarius literarum Papæ) ved Navn Marcellus af Minoriternes Orden, – den anden en berømt Doctor i Theologien af Prædikebrødrenes Orden ved Navn Henrik Kaldizer (Kalteisen). Disse to trak sig, saagodtsom tvungne af Rigets Raad (compulsi qvasi per consiliarios regni), med Skam tilbage.“

1. Han er udentvivl bleven Magister ved Universitetet i Rostok og er den Olavus Trunderi, som den 19de December 1430 ved dette Universitet findes at være bleven immatrikuleret. Nor. Sml. I. 76.
2. Krist. I’s Diplomatarium 26–28.
3. Scr. r. D. VIII. 368.
4. Scr. r. D. VI. 616.
5. Scr. r. D. VIII. 268.
6. Finn. Joh. II. 477, 478.
7. N. Dipl. II. 593. Dokumentet er paa Tydsk og udateret; jeg henfører det uden Betænkning med Lange til ovennævnte Tid. Werlauff synes at henføre det til en senere. Sk. Lit. S. S. XVI. 45 f.
8. Scr. r. D. VIII. 368.
9. S. o. f. II. 546.
10. Werlauff i Sk. Lil. S. S. XVI. 28.
11. N. Dipl. I. 593. At Udnævnelsesbrevet er af 1452 og ikke 1451, viser Angivelsen af Nikolaus’s 5te Pavedømmes Aar; thi dette gik fra 6te Marts 1451 til samme Dag 1452. Aaret efter Christus er altsaa her ikke regnet hverken fra Juledag eller Nytaarsdag, men fra 25de Marts (Annunciatio Mariæ).
12. Sk. Lit. S. S. XVI. 30.
13. N. Dipl. I. 593–596. Anbefalingsbrevene ere givne i Rom den 28de Febr. 1452 (urigtig 1451).
14. Kongens Brev til Nidaros’s Kapitel af 30te August 1452, Ny D. Mag. VI. 48–51; det norske Raads Skrivelse til Paven af 15de October 1453. N. Dipl. III. 598.
15. Sk. Lit. S. S. XVI. 38, 157.
16. Jahn 537–539; Krist. I’s Dipl. 52–54.
17. Jfr. Raadets Fremstilling N. Dipl. III. 599 med Kongens Udladelser i Brev af 1456 til Kong Alfons af Arragonien Scr. r. D. VIII. 368, samt i Brev til Pave Pius II af samme Aar smsts. 409.
18. N. Dipl. III. 598–600.
19. „Falsarius literarum Papæ“ (Forfalsker af Pavens Breve) kaldes han etsteds, Scr. r. D. VI. 616; Erkebiskoppen af Lund derimod og Biskoppen af Roskilde, til hvilke det senere af Paven overdroges at undersøge Marcellus’s Sag, erklære Beskyldningerne mod ham for ubeviste. Scr. r. D. VIII. 371.
20. Finn Joh. II. 589; Sk. Lit. S. S. XVI. 170.
21. Krist. I’s Dipl. 58.
22. Scr. r. D. VIII. 361.
23. Denne Mistanke yttrer Kristian i sit Brev af Mai 1456 til Kong Alfons af Arragonien. Scr. r. D. VIII. 368.
24. Sk. Lit. S. S. XVI. 51, 56, 172–174, jfrt. m. Paus II. 270.
25. Fra 1434, s. o. f. II. 475.
26. S. o. f. II. 546.
27. Fra 1421, s. o. f. II. 463.
28. N. Dipl. I. 558.
29. S. o. f. II. 529.
30. N. Dipl. II. 600; III. 597.
31. Sml. IV. 545 f.: Ny D. Mag. VI. 34.
32. Fra 1445, s. o. f. II. 531.
33. Jahn 518. 520.
34. Jahn 532, Sk. Lit. S. S. XVI. 152.
35. N. Dipl. III. 598.
36. Sk. Lit. S. S. XVI. 48. eft. Dipl. i A. M. S. fasc. 44 No. 6.
37. Jahn 539.
38. Om denne Begivenhed, dens Anledning og Følger se Werlauffs Afh. i Sk. L. S. Skr. XVI. 91–120, og Langes Klh. 2den Udg. 299–301.
39. St. L. S. S. XVI. 107.
40. Scr. r. D. VIII. 373.
41. Scr. r. D. VIII. 370, 396, 410; ligesaa i hans Br. til Kg. Alfons sst. 369.
42. Scr. r. D. VIII. 368, 395.
43. Scr. r. D. VIII. 369.
44. Scr. r. D. VIII. 396.
45. Kristians Brev til Keiser Fredrik Scr. r. D. VIII. 366, til Kg. Alfons sst. 369.
46. Scr. r. D, VIII. 365–370, 372, 376, 382, 384–386.
47. Ssts. 371.
48. Ssts. 373.
49. Hvitf. u. 1455.
50. Scr. r. D. VIII. 374.
51. Scr. r. D. VIII. 378.
52. Scr. r. D. VIII. 384–389.
53. Scr. r. D. VIII. 388, 408.
54. Finn Joh. II. 590. Gotskalk havde været Biskop der fra 1440, s. o. f. II. 530.
55. Scr. r. D. VIII. 404, 405.
56. Werlauff i Skand. L. S. S. XVI. 85.
57. S. o. f. II. 553.
58. N. Dipl. III. 614.
59. Hvitf. u. 1458; Jahn 268.
60. Paus II. 271.
61. Finn. Joh. IV. 175.
62. F. J. II. 481.
63. Scr. r. D. VI. 617.
64. Skand. Lit. S. S. XVI. 86, 87. Til Oplysning om den ovenfor skildrede Valgstrid i den norske Kirke tjener især Werlauffs ypperlige Afhandling i nævnte Samling XVI. 1–90.