Den norske Kirkes Historie under Katholicismen/103

Rudolf Keyser

Den norske Kirkes Historie under Katholicismen

Chr. Tønsbergs Forlag, 1858 (2, s. 561-570).

103.

Kong Kristian stadfæster Overenskomsten til Tunsberg. Biskopsskifter i den norske Kirke. Erkebiskop Olaf Throndssøn dør 1474. Gaute Ivarssøn fire og tyvende Erkebiskop. Kristian I’s seneste Regjeringsaar og Død 1481.

Vi have seet, at de norske Biskopper paa Raadsmødet i Skara udvirkede af Kongen, den 5te Februar 1458, hans Stadfæstelse paa Tunsberg-Foreningen. Hvorledes dette har kunnet lykkes dem, er ubekjendt. Forunderligt synes det, at Kristian, der hidtil havde vist sig saa nidkjær for at opretholde og udvide Kongedømmets Indflydelse paa Kirken og navnligen paa Biskoppernes Valg, baade mod Pave og Kapitler, nu skulde finde sig i at erkjende en Overenskomst, som væsentligen stred imod de Grundsætninger, han saa haardnakket havde forfegtet, og hvis Gyldighed i fuld Udstrækning hans Forgjængere, naar undtages Magnus Lagabøter og nyligen Karl Knutssøn, aldrig synes at have indladt sig paa at vedtage. Man tør kanskee gjette, at han paa Modet i Skara har i høi Grad tiltrængt den norske Geistligheds Bistand for at gjennemdrive sin Søns Antagelse til sin Eftermand mod Stemmer i Raadet, der have talt for Norges fri Kongevalg, – og at han derfor har vundet Biskopperne ved at stadfæste hiin for Kongedømmet mindre end gunstige Overenskomst. Dette er dog kun en løs Gjetning. Vissere er det maaskee, at Kristian ved at gjøre dette Skridt just ikke har tænkt paa at holde Overenskomsten i alle dens Punkter med den strengeste Nøiagtighed. Med Hensyn til sine Løfter var han ingenlunde den samvittighedsfuldeste; heri lignede han sin Samtids store Statsmænd. Imidlertid maa man paa den anden Side tilstaa, at der i Kristians følgende Styrelse ikke findes noget tydeligt Spor til, at han er gaaet den norske Kirkes Rettigheder for nær. Kongedømmet havde forøvrigt nu indtaget en saadan Stilling lige overfor Pavedømmet og Hierarchiet, at en Overenskomst som den, hvorom her handles, ikke længer kunde med Hensyn til den førstnævnte Statsmagt agtes saa farlig og saa trykkende som den maatte synes dengang da den udkastedes. Mangt og Meget havde siden i Statens .Forhold forandret sig, saaledes at Overenskomstens Bestemmelser ei længer derpaa passede; og selve den romerske Kuries Brug eller Misbrug havde gjort mange af dem magtesløse. At den tunsbergske Overenskomst nu erholdt kongelig Stadfæstelse havde saaledes langt mindre Betydning end om dette var skeet halvandet hundrede Aar tidligere.

Kristians øvrige to og tyve Regjeringsaar henlede uden at det norske Riges eller den norske Kirkes indre Rolighed synes i nogen mærkelig Maade at være bleven forstyrret, men ogsaa uden at nogen Virksomhed i Kirken spores. Biskopsskifterne ere for dette Tidsrum næsten det eneste Kirken vedkommende, som man har at fortælle.

Biskop Gotskalk Gotskalkssøn af Hole øvede en stor baade geistlig og verdslig Myndighed paa Island, idet han nemlig med Kongens og Erkebiskoppens Samtykke i længere Tid var Vikarius i Skaalholts Biskopsdømme, først i dettes Ledighed efter Biskop Gotsvins Død og siden under Biskop Marcellus’s Fraværelse, og saaledes saagodt som var Erkebiskop paa Øen. Det besynderlige Tilfælde sandt imidlertid Sted med Gotskalk, at der samtidig med ham var en Anden, der ogsaa sorte Navn af Hole Biskop. Dette var en vis Matheus, der forekommer i hin Egenskab som Medlem af Norges Raad baade i 1450, ved Kristians Kroning i Nidaros samt ved Bedømmelsen af Olaf Throndssøns Valg, – og i 1433 ved Raadets Indsigelse fra Bergen imod Henrik Kalteisens Valg^[1]. Hvorledes det har hængt sammen med hans Biskopsdømme er ingen let Sag at forklare. Man har gjættet paa, at han har været samme Person som Presten Matheus, der kom til Island i 1430 med Biskop Jon Gerikssøn, hvilket for Tidens Skyld ikke er umuligt^[2]. Han maa have erholdt Hole Biskopsdømme og biskoppelig Vielse ved et Bedrageri, nemlig ved at paastaa og ved Ed bekræfte, at Biskop Gotskalk var død og Hole Stol ledig. Herfor beskyldtes han i det mindste senere. Men hvor han har aflagt dette falske Vidnesbyrd og modtaget sin Vielse, siges ingensteds. Man maa næsten antage, at det er skeet i Rom, og at Misbrugen af den pavelige Provisionsret har begunstiget Bedrageriet. Det er imidlertid fast uforklarligt, hvorledes han, med en saadan Adkomst til Biskopsdømmet, kunde blive optagen i Norges Raad og der, som det lader, beholde sit Sæde i tre Aar. Hans Indvielse maa, som sees, være foregaaet mellem 1440 og 1450, og Falskneriet synes utvivlsomt at maatte være blevet bekjendt i Norge for 1453. Ved sidstnævnte Tid seer man, at han har søgt at indtrænge sig i Skaalholts Biskopsdømme som Marcellus’s Vikarius, men er bleven fornegtet baade af denne og af Erkebiskop Henrik Kalteisen, hvilke begge stadfæstede Biskop Gotskalk i Vikariatet og forbøde Folket at modtage Matheus., der endogsaa omtaltes som en Person, der uden Embede flakkede om i Norge og søgte at indtrænge sig overalt^[3]. Alligevel maa det have lykkets ham, for Gotskalks Død, at opnaa Vikariatet i Skaalholts Biskopsdømme, paa hvad Maade det nu er skeet; og da Gotskalk om Høsten 1457 afled, var Matheus ikke seen med at fremsætte sin Fordring paa Hole Stol. Men førend han selv kom derhen, havde tredive Prester af Biskopsdømmet paa et Møde den 12te Juni 1458 valgt den afdøde Gotskalks Søster- eller Brodersøn Presten Olaf Røgnvaldssøn til hans Eftermand, og denne for strax til Norge, medens Presten Jon Paalssøn, som Official, tog Stolen under sin Bestyrelse. Mellem Jon og Matheus kom det nu til en Forening, hvorved den sidste lovede ikke at ville befatte sig med Hole Biskopsdømme, for det viste sig, hvilken af de to, han eller Olaf Røgnvaldssøn, fik Erkebiskoppens og Pavens Stadfæstelse. Matheus oplevede imidlertid ikke denne Sags Afgjørelse. Han døde samme Aar paa en Visitationsreise, og Døden sparede ham for en stor Krænkelse. Thi ved et Brev til Island fra Bergen af 28de Juni 1459 erklærede Erkebiskop Olaf: at Matheus ei havde hans eller hans Kapitels Samtykke, der dog havde Retten til at vælge Islands Biskopper, – at han desuden var en Meeneder, efterdi han havde svoret Biskop Gotskalk at være død mange Aar før han døde, – at han endelig var en Frafalden fra sin Regel, i Forbud og Ban; derfor var han uverdig til noget Forstanderskab i den hellige Kirke, og havde han tilrevet sig Hole Stol eller noget af dens Gods, skulde Islændingerne hjælpe den Udvalgte, Olaf Røgnvaldssøn, til at fratage ham det igjen^[4]. Olaf Røgnvaldssøn var saaledes allerede ved Midten af 1459 valgt til Holes Biskop af Erkebiskoppen af Nidaros og hans Kapitel. Den for Engelskmanden Paulus udvirkede pavelige Provision var dengang allerede frafalden og kunde saaledes ikke være Olafs Valg til Hinder. Naar Kongen og Paven til Valget have givet sit Samtykke og Olaf er bleven indviet, vides ikke; til sin Stol kom han ikke før i 1460. Han forestod Hole Biskopsdømme i meer end 35 Aar, men havde et slet Ord paa sig for Gjerrighed og Haardhed^[5].

Biskop Paulus Justiniani af Bergen var, som før bemærket, neppe nogensinde ved sit Sæde. Hvad Tid han egentlig har fratraadt Bergens Stol, vides ikke^[6]. Den første Biskop i Bergen efter ham, som man med Sikkerhed kjender, er Finboge Nikolaussøn eller Niklessøn. Men om denne har været Justinianis umiddelbare Efterfølger, er uvist^[7]. Finboge omtales i 1437 og 1442 som Chorsbroder i Hamar^[8] og 1458 som Archidiaconus i Bergen^[9]. I denne sidste Stilling skal han endnu have været i 1461, og hans Valg til Biskop af Bergen først være foregaaet i 1464; dog raader heri stor Usikkerhed.

Da Biskop Sigurd Bjørnssøn af Stavanger^[10] døde, valgte Kapitelet i 1463 til hans Eftermand Alf Thorgardssøn, Provst til Apostelkirken i Bergen og Kapelmagister, en Broder af Biskop Gunnar af Hamar^[11]. Kongen samtykkede Valget og anbefalede det til Pave Pius II’s Stadfæstelse. Endnu den 29de September 1463 var han blot Electus til Stavanger^[12]. Naar han er bleven indviet og har tiltraadt sin Stol, vides ikke.

Da Biskop Marcellus af Skaalholt i 1462 var død^[13], beskikkedes endnu samme Aar til hans Eftermand Jon eller Johannes Stefanssøn Krabbe, rimeligvis den samme Kannik af Nidaros der i 1437 var den norske Kirkes Sendebud ved Conciliet i Basel^[14]. Nærmest for sit Valg til Skaalholts Biskopsstol maa han have været i en høi Stilling ved Stavanger Kirke; thi han kalder sig i et Brev af 1464: Biskop af Skaalholt og „prælatus ecclesiæ Stavangrensis“^[15]. Han døde allerede den 27de Februar 1465. Til hans Eftermand ønskede Skaalholts Presteskab sig Presten Svein Peterssøn, en indfødt Islænding, som i sin Ungdom havde studeret i Udlandet og der var bleven Magister. Man tilskrev Kong Kristian om dette almindelige Ønske, og Kongen gav ved sit Brev fra Segeberg af 14de Oktober 1465 sit Samtykke til Sveins Valg. Hvorledes Erkebiskoppens og Nidaros’s Kapitels Ret herved er bleven iagttagen, kan ikke sees. Svein antages at være bleven indviet i 1466, da han ogsaa tiltraadte sin Stol^[16].

Omkring Aar 1460døde Biskop Thomas Tolak af Orknøerne efter en lang Biskopsstyrelse^[17]. Han nævnes senest i et Brev af 14de Juli 1455. Men den 7de Juni 1461 var allerede en Biskop Viliam hans Eftermand, hvilken i et Brev til Kristian fra Kirkevaag af 28de Juni samme Aar klagede over et ødelæggende Herjetog, som var overgaaet Orknøerne af Sudereyinger, Irer og Bjergskotter^[18]. Denne Viliam aflagde den 21de Juli 1462 i Kjøbenhavn sin Troskabsed til Kong Kristian og Dronning Dorothea som norsk Biskop^[19], og kan saaledes dengang neppe længe have været Biskop. Orknøerne vare nu efterhaanden blevne meer og meer fremmede for Norge, hvorimod de i samme Mon nærmede sig til Skotland og kom under skotsk Indflydelse. At de styrende Jarler vare af skotsk Æt, Sinklair (de Sancto Claro), bidrog naturligvis meget hertil. Ogsaa de senere Biskopper vare udentvivl Skotter eller Engelsmænd. Hvor stor den skotske Konges Indflydelse paa Øerne allerede ved denne Tid var, viser Biskop Viliams Stilling. Da han nemlig i 1467 blev overfalden og fangen af den orknøiske Jarls Søn, maatte Kong Kristian opfordre Kong Jakob III af Skotland til at tage Biskoppen i Beskyttelse^[20]. Det følgende Aar 1468 var Biskop Viliam med i det Gesantskab, som Kong Jakob sendte til Danmark, og betragtedes saaledes halvt som denne Konges Undersaat. Gesantskabets Formaal var at træffe en Overenskomst om den Norges Konge tilkommende aarlige Afgift af Suderøerne, hvilken i lang Tid ikke havde været betalt, og derhos at beile paa Kong Jakobs Vegne til Kristians Datter Margreta. Egteskabet kom istand, og Kontrakten blev afsluttet i Kjøbenhavn den 8de September 1468. Den omtvistede Afgift af Suderøerne opgaves ved denne Leilighed for bestandig, og da Kristian derhos skulde betale i Medgift med sin Datter 60,000 rinske Gylden, blev det betinget, at Orknøerne skulde overdrages til Kongen af Skotland som Brugspart for 50000 Gylden, medens de øvrige 10,000 skulde udbetales, naar Bruden drog til Skotland. Men da et nyt skotsk Gesantskab i 1469 kom til Danmark for at afhente hende, havde Kristian ei den bestemte Pengesum, og maatte nu under 20de Mai samme Aar stille Hiatland til Brugspant for det Manglende^[21]. Det norske Raad paastodes at have givet sit Samtykke. Øerne skulde gives Norge tilbage, naar de 60,000 Gylden udbetaltes; men Gjenløsningen fandt som bekjendt aldrig Sted. Vel kunde denne Pantsættelse ikke retsligen gjøre nogen Forandring i den orknøiske Biskopsstols Lydforhold under Nidaros’s Erkesæde; men i Virkeligheden blev dog Baandet mellem begge efter denne Tid heel løst. Nidaros’s Erkesædes Overhøihed over Suderøernes Biskop var, som vi have seet, for længst gaaet tabt^[22]; Grønlands Biskopsstol var i Virkeligheden ei meer til; og Orknøernes var fra nu af kun i Navnet henhørende til Nidaros’s Provins Af de ti Lydbiskopper, som oprindelig stode under Nidaros’s Erkebiskop, var saaledes nu egentlig kun syv tilbage i det gamle Provinsialforhold.

Omkring 1460 flyttede Birgittinerne af Munklif i Bergen til Hovedøens Kloster ved Oslo, hvorimod Cistereiensermunkene af dette Kloster flyttede til Munklif og tog det i Besiddelse. Aarsagen til denne Omflytning kjendes ikke. Muligen har Munklifs Klosters Ødelæggelse i 1435 ved Tydskerne været medvirkende dertil, muligen har der ogsaa været andre Grunde. Omflytningen var dog kun midlertidig; thi ved 1480 finder man, at Birgittinerne igjen havde taget sit Ophold i Munklif, og Cistercienserne der vendt tilbage til sit gamle Kloster paa Hovedøen^[23].

Biskop Gunnar Thorgardssøn af Hamar^[24] døde, som det lader, i 1473^[25]. Hans Eftermand var Karl Sigurdssøn (Segerssøn) til Grefseng, forhen Sogneprest til Thotn.

I det følgende Aar 1474 døde Biskop Finboge Nikolaussøn af Bergen^[26] den 15de Mai næstfølgende 22de Juni, under Erkebiskop Olafs Nærværelse i Bergen, valgtes til den Afdødes Eftermand Hans eller Jon Bjørnssøn Teiste, der i 1468 var bleven Magister ved Universitetet i Rostok, og som ved sit Valg var Archidiaconus i Bergen^[27]. Da han i norske Breve kaldes og kalder sig: Hans, vil han senere blive nævnt saaledes.

I Slutningen af 1474 døde Erkebiskop Olaf Throndssøn^[28], 24 Aar efter sit Valg til Erkebiskop og henved 15 Aar efter sin Tiltrædelse Ingen Conciliebestemmelser ere os levnede fra ham og hans Virksomhed har maaskee i det Hele, som hans fleste Forgjængeres, havt en meer verdslig end kirkelig Retning. Fra den Tid han blev anerkjendt som Metropolitan, synes der at have været fredeligt i den norske Kirke. Til hans Eftermand valgtes samme Aar 1474 Gaute Ivarssøn, Chorsbroder af Nidaros^[29]. Gaute havde studeret i Rostok, hvor han var indskreven ved Universitetet i 1462 den 6te Mai, og hvor han i 1463 var bleven Magister. Han kaldtes allerede da: designeret til Erkestolen (designatus Archiepiscopus Nidrosiensis), saaledes at han længe før Olaf Throndssøns Død har været udseet til dennes Eftermand^[30]. At Gaute ved sin Udvælgelse har været i sin bedste Alder, viser hans ualmindelig lange Embedstid af hele 36 Aar. Hvor og naar han er bleven indviet, samt naar han tiltraadte sit Embede, vides ikke^[31]. Han bar ligesom sine nærmeste Formænd Navn af det pavelige Sædes Legat.

Biskop Svein Peterssøn af Skaalholt^[32] døde i Slutningen af 1475 eller Begyndelsen af 1476. Han kaldtes almindelig af sine Landsmænd: den Vise (hinn spaki). Aarsagen var ikke hans Lærdom, skjønt denne ikke synes at have været ganske at foragte, og ikke heller hans Verdensklogskab, – men det Ry, han stod i, for Spaadomsgaver og tildeels Tryllekyndighed. Han var forresten en daarlig Bestyrer af sin Biskopsstols. Gods, og efterlod den i slet Forfatning. En Søn, Peter, som overlevede ham, var et uverdigt Menneske og ligesom Faderen berygtet for Tryllekyndighed^[33]. Sveins Eftermand var Magnus Eyolfssøn, ligeledes en Islænding, der forud, fra 1470, havde været Abbed i Helgafells Kloster. Han havde tiltraadt Biskopsstolen allerede i 1477^[34].

I 1474 gjorde Kong Kristian en Pilegrimsreise til Rom. Pave Pius II var død i 1464, og hans nærmeste Efterfølger, Paulus II, i 1471. Paa denne Tid var Sixtus IV Pave. Han modtog Kongen med mange Æresbevisninger. Blandt flere Indrømmelser, der gjordes ham, var ogsaa den, at det tillodes ham at oprette et Universitet i Danmark^[35]. Den Tilladelse, der meddeltes Kong Kristian, var ikke indskrænket som den, der i 1418 var tildeelt Kong Erik af Pommern, men ei var bleven benyttet^[36]. Denne Gang gik den derimod ud paa Oprettelsen af et fuldstændigt Universitet. Tilladelsen blev ogsaa nu benyttet, forsaavidt at Kristian i 1478 den 4de October bestemte Kjøbenhavn til Universitetets Sæde og gjorde Foranstaltninger til Læreres Ansættelse^[37]. Pengemidlerne vare imidlertid tarvelige, og derfor kom Stiftelsen ikke i nogen Flor før efter Reformationen, da meget inddraget geistligt Gods stilledes til Universitetets Raadighed. Dette danske Universitet skulde naturligvis lette de høiere Studier, og vel især det høiere theologiske Studium, for de nordiske Rigers Sønner, saaledes at disse for at erhverve en høiere videnskabelig Dannelse ikke skulde behøve at ty til Udlandet. Hensigten opnaaedes imidlertid ikke for det første. Universitetet i Rostok havde, som forhen omtalt^[38], siden dets Oprettelse i 1419 været det Sted, hvor de norske danske og svenske Lærde fortrinsvis fuldente sin Skoledannelse. Og dette Forhold vedblev endnu en rum Tid.

Kristian synes undertiden i sin Fraværelse fra Norge at have overdraget visse Personer af Raadet en temmelig udstrakt Regjeringsmyndighed. Saaledes finder man i 1476 Biskoppen af Bergen, Hans Teiste, Thorstein Thorkelssøn, Provst til Apostelkirken sammesteds og kongelig Kapelmagister, Hr. Jon Smør, Ridder, Høvedsmand paa Bergens Kongsgaard og Norges Fehirder, samt Paal, Abbed af Munklif (dengang Cistercienser-Kloster), fra Bergen at tilskrive Englands Konge og sammes Raad et Klagebrev i Anledning af Voldsomheder, som Engelsmænd havde øvet paa Island mod en hanseatisk Kjøbmand fra Bergen, der med kongelig Tilladelse havde handlet paa hin Ø^[39]. Ligeledes har man af 7de Marts samme Aar et Slags almindeligt Anbefalingsbrev for en anden hanseatisk Kjøbmand, der handlede paa Island, imod Engelsmændene, udstedt af Biskop Hans og Provst Thorstein, ogsaa i Bergen^[40]. Man seer, at Biskop Hans maa have staaet i Anseelse hos Kongen og paa den Tid havt meget at sige i Norges Raad, noget som ogsaa bestyrkes derved, at han samme Aar 1476 den 31te August, tillige med Kansleren Hr. Ivar Vikingssøn samt Ridderne Jon Smør og Alf Knutssøn, var tilstede hos Kongen som hans norske Raad i Rotneby i Bleking, hvor de ovennævnte i Forening med hans tilstedeværende danske Raad medforseglede det Forpligtelsesbrev, som Kristian ved den Leilighed udstedte til de Svenske for om muligt igjen at blive indsat i Sveriges Kongedømme, hvilket dog ikke lykkedes^[41].

Det sidste Biskopsskifte, som forefaldt i den norske Kirke under Kristians Styrelse, var da Alf Thorgardssøn af Stavanger^[42] døde, rimeligvis i 1480. Hans Eftermand var hans Søstersøn, Magister Eilif Jonssøn, Kannik af Hamar^[43].

Provstiet ved Mariekirke i Oslo forestodes næsten gjennem hele Kristians Regjeringstid af Ivar Vikingssøn, der ogsaa var Norges Kansler. Fra 1453 af findes han idelig nævnt som Provst og Kansler^[44], hvilke begge Embeder han beklædte saalænge Kristian levede. Et Par Gange omtales under denne Tid Chorsbrødre ved Mariekirke som Vicekanslere, saaledes Peter Magnussøn i 1461^[45] og Gudbrand Rolfssøn i 1471, 1474 og 1477^[46]. Med Kanslerembedet har det saaledes under Kristians Styrelse været holdet paa gammel Vis. Men hvormegen Indflydelse Kansleren har havt udenfor Udfærdigelsen af de saakaldte Landsvistbreve i Kongens Navn, vides ikke. At forøvrigt Norges høiere Geistlighed og især Biskopperne i Kristians Styrelsestid øvede stor Indflydelse i Rigets Raad og paa Norges Regjeringssager, vil den forudgaaende Fremstilling have godtgjort.

Kong Kristians svenske Stridigheder først med den gjenindkaldte Konge Karl Knutssøn og siden med Rigsforstanderen Steen Sture vedkomme ikke nærværende Emne og havde heller ikke, som det lader, nogen umiddelbar Indflydelse paa de norske Forhold. Kristian døde den 22de Mai 1481. Han var kløgtig Statsmand efter sin Tids Maalestok, men uden Aandsdybde og uden Redelighed; han var virksom uden derfor at kunne kaldes nogen god Landsstyrer; han besad personligt Mod uden at være stor Hærfører; han var endelig en overmaade slet Husholder med sine Rigers Pengemidler, saa at Svenskerne træfsende kaldte ham: den bundløse Pung.

1. S. o. f. II. 545, 548.
2. S. o. f. II. 470.
3. Espol. Aarb. þ. 2. c. 41.
4. Espol. Aarb. þ. 2. c. 44–45; Finn Joh. IV. 175.
5. F. J. II. 590–610.
6. S. o. f. II. 559.
7. Hvitfeld i sin Biskopskr. opfører som Thorlafs eller Thorleifs nærmeste Eftermand en Andor udv. 1455, dernæst en Olaf og saa Finboge, udv. 1454 (skal vel være 1464); men da er Paulus Justiniani forbigaaet, og de to, som sættes i hans Sted, ere aldeles tvivlsomme.
8. N. D. II. 549, I. 568.
9. N. D. III. 614.
10. Fra 1454 s. o. f. II. 554.
11. Alf havde studeret i Rostok, hvor han (Alverus Torgardi) blev immatrikuleret den 25de Mai 1422. Nor. Sm. I. 75.
12. Hvitf. Bpkr.; Scr. r. D. VIII. 416; N. D. I. 630.
13. S. o. f. II. 560.
14. S. o. f. II. 477.
15. Finn Joh. II. 483.
16. Kristians Br. i Scr. r. D. VIII. 426, urigtigt dateret 1462 for 1465; Finn Joh. II. 482–485: Espol. Aarb. þ. 2. c. 52.
17. Fra 1418 s. o. f. II. 464.
18. Munch symbol. 51, 52; Kr. I’s Dipl. 133.
19. Kr. I’s Dipl. 141, jfr. Pontop. II. 628.
20. Hvttf. under 1467.
21. Krist. I’s Dipl. 201–207: Torf. Orcad. 191–197; Hvitf. u. 1468 og 1469.
22. S. o. f. II. 305.
23. Lange Klh. 127–133, 482–485, 643–445, 2den Udg. 64, 302–304, 416–418.
24. Fra 1142, s. o. f. II. 530.
25. Sml. IV. 613.
26. Fra 1464? s. o. f. II. 564.
27. N. Dipl. II. 663; Langes hdskr. Opt. efter Barthol. IV. 410: jfr. Sml. III. 375, 604.
28. I Juni 1474 var han, som strax ovenfor er sagt, tilstede ved Biskopsvalget i Bergen; men at han er død inden Aarets Udgang synes følge deraf, at Erkebiskopsrekken i Scr. r. D. VI. 616–617 tillægger hans Eftermand, som døde i Mai 1510, 36 Styrelsesaar, og om denne siger desuden Hvitfeld i sin Biskopskrønike udtrykkelig, at han blev valgt i 1474.
29. Hvitf. Biskopskr.
30. Norske Saml. I. 77.
31. Det ældste Brev, jeg kjender, hvori han nævner sig Erkebiskop, er af 1478, 6te Juni, og er udstedt l Oslo af ham, Biskopperne Gunnar i Oslo og Hans i Bergen, Provsten Ivar Vikingssøn, fire Riddere og tre Lagmænd, idet de give Svar paa et Arvespørgsmaal, hvilket Kong Kristian, som det synes personlig, forelagde dem (N. Dipl. II. 672). Skulde Gautes 36 Styrelsesaar (s. o. f.) regnes for fulde og fra hans Indvielsesdag, da maatte han allerede have været indviet inden Mai 1474, altsaa før sin Formands Død, og denne maatte altsaa have resigneret, eller antaget ham til Hjælpebiskop. Dette er efter hvad nys er sagt ikke ganske usandsynligt. Men maaskee er hans Styrelsestid regnet mindre nøjagtigt og fra hans Valg i Slutningen af 1474. Hans Indvielse maa i saa Fald rimeligvis være foregaaet i 1475 og have været udført i Rom af Pave Sixtus IV. 451.
32. Fra 1455, s. o. f. II. 565.
33. Finn Joh. II. 485–488; Espol. Aarb. þ. 2. c. 65.
34. Finn Joh. II. 488–489; Espol. Aarb. þ. 2. c. 67.
35. Pavens Bulle herom til Erkebiskoppen af Lund blev dog først formelig udstedt den 19de Juni 1475. Kristians Ophold i Rom varede fra 7de til 29de April 1474. Werlauff: Kjøbenhavns Universitet indtil Reformationen 3.
36. S. o. f. II. 525.
37. Pontop. II. 672; Werlauff: Kjøb. Univ. 5.
38. S. o. f. II. 525.
39. Thorkel. Anal. 146–149. Den engelske Konges Navn bør være Edvard IV istedet for Henrik VI.
40. N. Dipl. III. 665; Thorkel. Anal. 142–146.
41. Hadorf II. 296–300.
42. Fra 1463, s. o. f. II. 564.
43. Sml. IV. 608. Han er ganske vist den Elavus Johannis, som 1458 den 25de Mai findes at være immatrikuleret ved Universitetet i Rostok, og har da der faaet sin Magistergrad. Norske Saml. I. 77.
44. N. Dipl. II. 600 (Br. af 12te Mai 1453), III. 597 (Br. af 29de Mai s. A.); jfr. Lange Klh. 2den Udg. 399. En Ivarus Vikingi findes i 1445 den 20de Juni at være immatrikuleret ved Universitetet i Rostok. Norske Saml. I. 76.
45. N. Dipl. III. 622.
46. N. Dipl. I. 647, II. 664, III. 667.