Den norske Kirkes Historie under Katholicismen/110

Rudolf Keyser

Den norske Kirkes Historie under Katholicismen

Chr. Tønsbergs Forlag, 1858 (2, s. 674-695).

110.

De første Aar af Fredrik I’s norske Styrelse. Erkebiskop Olaf og Hr. Vincentius Lunge. Angreb paa Kirken og dens Gods. Luthers Lære forkyndes i Bergen. Feide mellem Erkebiskoppen og Hr. Vincentius. Hr. Esge Bilde afløser i 1529 Hr. Vincentius som Høvedsmand paa Bergenhus.

Fredrik var tre og femti Aar gammel, da han blev Norges Konge. Han var ingen kraftig Karakter, heller ikke aaben og ærlig; men han havde en god Forstand og ikke liden Menneskekundskab. Han forstod at vente rolig til det beleilige Øieblik kom og da at handle med en underfundig Slughed, der efter hin Tids Anskuelse maatte give ham Ret til at benævnes en statsklog Fyrste. Kongedømmet viste sig i Norge ligesom i Danmark under hans Styrelse yderst svagt, deels paa Grund af de saare indskrænkende Haandfæstninger, der i begge Riger bandt Kongen, deels paa Grund af den usikkre Stilling, hvori hans ved slette Midler erhvervede Kongedømme svævede al den Tid det varede. Desto større var i begge Riger Raadets Myndighed; og i Norge især de tvende Mænds, der kunde siges at lede det derværende Raad, nemlig Erkebiskop Olafs og Vincentius Lunges. Men begge Steder kom ogsaa den Splittelse og Svaghed, der saa ofte karakteriserer en oligarchisk Raadsstyrelse, ideligen tilsyne. I Danmark sporedes desuden ofte til Rigsraadets Ærgrelse tydsk-holsteinske Raadgiveres Indflydelse paa Kongen. I Norge var dette derimod mindre Tilfældet, og det fordi Fredrik her næsten slet ikke kom til Orde paa Grund af Hr. Vincentius’s anmassende Færd i de fleste Styrelsessager, helst under Kongens tidligere Regjeringsaar.

Nærmest efter Fredrik I’s Valg til Norges Konge førtes Rigsstyrelsen her paa den Maade, at for det Nordensjældske raadede Vincentius Lunge, der var Høvedsmand paa Kongsgaarden i Bergen, havde mange Forleninger, blandt hvilke Vardøhus og Helgeland, og Navn af Kongens Statholder Nordenfjælds^[1]; for det Søndensjældske raadede Olaf Galle, der var Høvedsmand paa Akershus og benævntes Kongens Statholder Søndenfjælds^[2]. Erkebiskop Olaf, der var Raadets Formand og desuden havde Thrøndelagen i Forlening^[3], skulde, ved Siden af Eneforstanderskabet for Kirken, ogsaa have en Haand med i den verdslige Styrelse, navnligen Nordenfjælds, og stod i Verdighed over begge Statholderne. Men af disse tre Mænd, i hvis Hænder den norske Bestyrelse saaledes hvilede, var Vincentius Lunge aabenbare den, som man maa kalde Styrelsens Sjæl.

Hvor kraftig denne Styrelse skulde blive, beroede naturligvis først og fremst paa Samholdet mellem Erkebiskoppen og Hr. Vincentius. I Begyndelsen, strax efter sin Tilbagekomst fra Danmark, bar Vincentius det sammendrægtigste Sindelag paa Tungen. I et Brev til Erkebiskoppen fra Bergen af 28de Februar 1525 erklærer han, at han ingen Ting, som Magt paa ligger, vil paastaa, uden han i Forveien har raadført sig med Erkebiskoppen; og han kræver i samme Brev dennes Medvirkning ikke alene i tvende geistlige Sager, nemlig Hans Reffs Valg til Oslos Biskop og en ny Provstes Ansættelse i Bergen, men ogsaa med Hensyn til Bestyrelsen af Jamteland, hvilken han endog opfordrer Erkebiskoppen til midlertidig at tage under sig, og Besættelsen af Stegens Lagmandsdømme i Nordlandene, – begge Dele ham selv som Statholder nordenfjælds nærmest vedkommende^[4]. Med den Høflighed, han viste Erkebiskoppen med Hensyn til Jamteland, var det dog neppe saa særdeles meget bevendt. Thi kort efter, i en Skrivelse af 23de Juni 1525, forkyndte Vincentius Jamterne, at Kongen havde forlenet ham selv med Jamteland, og at han sendte dem Jørgen Perssøn som sin Foged^[5]. Det laa ikke i Hr. Vincentius’s overmodige Karakter at kunne taale i Længden en saa mægtig Sidemand i Landsstyrelsen som Erkebiskop Olaf, og Samdrægtigheden mellem disse tvende Mænd blev, som vi snart skulle see, ikke af nogen lang Varighed.

Hvad der først satte den nye norske Styrelse paa Prøve, var Norges Forhold til Sverige. I Begyndelsen af 1523, under Sveriges Reisning mod Kristian II, medens Gustav Erikssøn endnu kun var Rigsforstander, havde de Svenske gjort et Indfald i Norge under Anførsel af Thure Jonssøn og Lars Siggessøn, havde trængt frem til Oslo, som de havde besat, og havde herfra den 3die April sendt Skrivelser til flere Kanter af Norge, hvori Nordmændene opfordredes til at forene sig med Svenskerne og deres Rigsforstander og sende Fuldmægtige for at aftale Foreningen^[6]. De maa imidlertid ikke have fundet Stemningen hos Nordmændene ret gunstig for sin Opfordring. Der gjærede, som for bemærket, ikke dengang i Norge nogen Oprørsaand mod Kong Kristian, og denne havde endnu flere tro og dygtige Embedsmænd i Landet. De Svenske maatte igjen trække sig tilbage til sit eget Land uden at have kunnet vække nogen Reisning i Norge. Men de besatte den nordlige Deel af Baahus Len, som dengang og længe efter almindelig kaldtes Viken, og holdt sig der, uagtet Baahus Slot slet ikke blev vundet af dem.

Vi have seet, at Norges Raad, under sit Møde i Bergen 1524, henvendte sig til Gustav Erikssøn, der imidlertid var bleven Sveriges Konge, med en Skrivelse af 7de September, hvori de opfordrede ham til at tilbagegive Viken^[7]. Men sex Dage før dette Brev udstedtes, den 1ste September, havde Kongerne Gustav og Fredrik paa et Møde i Malmø, under Hansestædernes Megling, indgaaet et Forbund og en Overenskomst, ved hvilken der blandt mere andet bestemtes, at Viken skulde forblive i de Svenskes Besiddelse, indtil Spørgsmaalet om Gotland var ordnet, om denne Ø nemlig skulde tilhøre Sverige eller Danmark^[8]. Dette var nu fra Fredriks Side en ganske ulovlig Indrømmelse, da han endnu ikke var antaget til Norges Konge; og hans Løfte at tilveiebringe det norske Raads Stadfæstelse blev heller ikke opfyldt. Imidlertid beholdt de Svenske Viken. Men dette satte ondt Blod i det norske Raad og har ganske vist ikke lidet bidraget til den Fremfærd, baade Erkebiskoppen og Vincentius Lunge strax efter viste mod Kong Gustav.

Efter at være bleven Sveriges Konge, havde Gustav uendelig mange Vanskeligheder at kjæmpe imod. Og det var ikke fra Udlandet alene, fra den fordrevne Kong Kristians Side, han havde Fiendtligheder at frygte. I Sveriges eget Indre havde han sine farligste Fiender. Hverken Adel eller Geistlighed eller Almue formaaede han i Et og Alt at gjøre til Lags. Sammensvergelser og Oprør imod ham hørte til Dagens Orden; og kun ved de overordentligste Anstrængelser af sin ualmindelige Kraft og Klogskab lykkedes det Gustav at betvinge dem.

Den første Sammensvergelse imod Gustav var udruget af tvende Geistlige. Den ene var Peter Jakobssøn med Tilnavnet Sunnanveder, forhen Steen Stures Kansler, hvorfor han ogsaa almindelig kaldtes Peter Kansler, senere, i 1521, af Kapitelet i Vesteraas valgt til Biskop der og samtykket af Gustav; den anden var Magister eller Mester Knut, Domprovst ved samme Kapitel og valgt til Upsals Erkebiskop, men endnu ikke indsat. Disse to Mænd frygtede med Grund, som saa mange af deres Standsbrødre, at Rigets Trang til Penge, der lettest kunde afhjælpes ved Kirkens overflødige Rigdomme, skulde lede Gustav, en bekjendt Ynder af Luthers Lære, til et eller andet for Kirkens Magt fordærveligt Skridt. De stiftede i 1523 en Sammensvergelse, hvis Maal var at styrte Gustav og stille Steen Svantessøn Stures ældste Søn Nils, der dog dengang endnu var ganske ung, i hans Sted som Sveriges Rigsforstander. De fik mange Prester paa sin Side, der igjen skulde virke til at ophidse Almuen, især i Dalarne. Men Gustav kom under Veir med deres Forræderi. Han optraadte selv i Vesteraas Kapitel, fordrede baade Peter og Mester Knut afsatte, og drev sin Fordring igjennem. Begge flygtede nu til Dalarne, der laa under Vesteraas Biskopsdømme, fandt Tilhold hos Magister Jakob, Prest i Mora, og satte sig herfra i hemmelig Forbindelse med Gustavs Fiender, idet de til samme Tid idelig bagtalte Kongen hos Dalkarlerne. De bragte det endog dertil, at disse i 1524 tilskreve Kongen et Klagebrev. Gustav kunde ikke strax vende sig mod Dalarne, da han havde Fiender ogsaa paa andre Kanter at kjæmpe imod; men i 1525 drog han i October Maaned derop med væbnet Magt, og fik nu af Almuens egen Tilstaaelse Vished om, hvo der havde bragt den i Oprør.

De tvende Prælater var imidlertid, paa Rygtet om Gustavs Tog til Dalarne, flygtede herfra og havde taget Veien til Norge. Her fandt de, som det lader, overalt en god Modtagelse. At Erkebiskop Olaf hjalp dem, var ikke at undre. Ham kunde Kong Gustavs Sindelag med Hensyn til den svenske Kirke ikke være ubekjendt. Flygtningerne maatte i hans Øine være et Slags Martyrer for Kirkens Sag, og at de have udsmykket Et eget Forhold til Gustav paa det bedste, lader sig ikke omtvivle. Men ogsaa Vincentius Lunge, dennes Svigermoder, Fru Ingerd Ottesdatter, og Rigsraadet søndenfjælds tog sig af dem, hvilket neppe kan forklares uden af den Uvillie, de alle følte mod Gustav, fordi han havde forholdt Norge Viken. Raadet søndenfjælds, nemlig Biskopperne Magnus af Hamar, Hans Reff af Oslo, Statholderen Olaf Galle, Kansleren Matthias Hvoruf, Abbed Hans af Hovedø, Ridder Gaute Galle samt Væbnerne Erik Ugerup og Erik Erikssøn, udstedte endogsaa et Leidebrev for dem af 6te Februar 1526^[9]. Kong Gustav og det svenske Rigsraad paa den anden Side henvendte sig baade til Erkebiskoppen og det norske Raad med Skrivelser af 2den og 4de Marts 1526, hvori Flygtningerne forlangtes udleverede, idet man beraabte sig paa en Bestemmelse i Forliget til Malmø af 1524 mellem Gustav og Fredrik: at Forbrydere i den enes Rige ikke skulde finde Tilhold i den andens, men udleveres for at lide sin Dom^[10]. Kong Fredrik, hvem det paa den Tid var meget magtpaaliggende at have Fred med Gustav, tilholdt ogsaa paa dennes Opfordring, ved Brev fra Gottorp af 4de Marts 1526, Erkebiskoppen at opsige Flygtningerne Leiden og ikke tillade dem at opholde sig i Norge^[11]. Kong Gustav udstedte under 14de April samme Aar et Leidebrev for Peter og Knut at indfinde sig i Sverige inden 10de August at staa til Rette for deres tilbørlige Dommere^[12]. Alligevel varede det længe førend Flygtningerne bleve udleverede. Dette skede først med Mester Knut, hvem derpaa det svenske Rigsraad ved sin Dom fældede som Forræder den 9de August. Peter Kansler derimod havde forladt Erkebiskoppen og fundet Tilhold paa. Fosen Kongsgaard, som hørte til Fru Ingerds Len. Hun var vel selv i Bergen, men Peter opholdt sig paa Gaarden med hendes Vidende og Samtykke. Erkebiskoppen fandt det desuagtet at være sin Skyldighed at lade ham der gribe, til Fru Ingerds store Fortrydelse, og nu blev ogsaa Peter Kansler i Slutningen af September Maaned sendt til Gustav. Dommen paa Mester Knut var ved Peters Ankomst endnu ikke fuldbyrdet. Begge Prælater bleve-under den haanligste Behandling indførte i Stokholm. Peter Kansler blev derpaa dømt i Upsal og der strax efter henrettet den 17de Februar 1527, hvorefter den 21de i samme Maaned ogsaa Mester Knut led Dødsstraf i Stokholm. Erkebiskop Olaf havde indlagt Forbøn for dem, og troede desuden ganske vist, at Gustavs Løfte i den udstedte Leide, at de skulde stilles for sine tilbørlige Dommere, maatte frelse dem fra den vanærende Dødsstraf, de led. Ved tilbørlige Dommere mente Erkebiskoppen naturligvis Paven, eller af Paven udnævnte Geistlige^[13]. Men Gustav havde en anden Anskuelse af Tingen. Han havde allerede i meer end et Stykke brudt med Rom og var nu bestemt paa at unddrage den svenske Kirke fuldstændig fra al pavelig Overhøihed* Peters og Knuts Straf var for ham et velkomment Middel til at indjage den øvrige svenske Geistlighed Frygt, og haandgribeligen vise den, at han i verdslige Sager ansaa verdslig Domstol fuldt berettiget til at dømme selv de høieste Geistlige i den største Straf^[14].

Den Modtagelse, som Peter Kansler og Mester Knut i Begyndelsen havde fundet i Norge, opmuntrede flere af Gustavs Modstandere i Sverige til at flygte herhen, naar Opholdet i Fædrenelandet ei forekom dem sikkert. Saaledes gjorde i Løbet af 1526 den førnævnte Prest Jakob i Mora og en vis Peter Grøm, der havde været Kongens Foged. Begge beskyldtes af Gustav, og det udentvivl med fuld Ret, for at have været i Ledtog med de to ovennævnte Forrædere, og desuden skulde Peter Grøm sidde inde med Penge af Kongens Opbørsler. Ogsaa om disses Udlevering tilskrev Gustav det norske Rigsraad, uden at dette hastede med at opfylde hans Forlangende, – en Fremfærd, som muligen hærdede Gustav i hans Strenghed mod Peter og Knut^[15].

Endnu mere spendt blev dog Forholdet mellem Gustav og det norske Rigsraad, da kort efter den saakaldte Daljunker søgte og fandt Tilflugt i Norge.

Denne Daljunker var en Bedrager, som udgav sig for at være Steen Svantessøns ældste Søn Nils, der døde om Sommeren 1527 i Upsal i en ung Alder. Han var optraadt i Dalarne i Begyndelsen af 1527, endnu før den virkelige Nils Stures Død, og skal have været oplært i sin Rolle af den fornævnte Peter Grøm, der i sin Tid havde tjent Steen Svantessøn og nøie kjendte alle Forhold ved dennes Hof^[16]. Det lykkedes Bedrageren at vinde Tiltro hos Almuen i de øvre Sogne af Dalarne, men da Folket i de nedre Sogne viste sig mistroisk mod ham, undveg han med Peter Grøm længer ud paa Aaret til Norge. Her traf han i det Throndhjemske baade Erkebiskoppen og Vincentius Lunge og vandt især for sig den sidstnævnte samt hans Svigermoder Fru Ingerd og deres Tilhængere, hvad enten nu disse virkelig have troet ham, eller, af Uvillie mod Kong Gustav, have ladet som de troede ham. De skjænkede ham flere kostbare Ting, gav ham Folk og Vaaben, og Vincentius meddelte ham frit Leide; ja det hed sig endog, at Fru Ingerd vilde gifte ham med sin yngste Datter, Lucia. Ogsaa Hr. Ove Lunge, Vincentius’s Broder, der som Kong Fredriks fuldmægtige Sendebud var kommen til Norge, synes i Begyndelsen at have fæstet Tro til hans Udsagn, skjønt han senere ansaa ham for en Bedrager^[17]. Under Opholdet i Throndhjem udstedte den foregivne Nils Steenssøn den 25de November 1527 et Brev til Erkebiskop Olaf, Ove Lunge og Vinceutius Lunge, hvori han lovede, at om han nogensinde kom til Magten i Sverige, da skulde han være Kong Fredrik som og Danmarks og Norges Riger en tro Ven og overgive Viken til Norges Krone, hvilken det retteligen tilkom^[18].

Kong Gustav undlod ikke at tilskrive baade Erkebiskoppen og Hr. Vincentius Oplysninger om Bedrageren, idet han fordrede denne ud- leveret og derved atter beraabte sig paa Overenskomsten til Malmø. Erkebiskoppen svarede fra Nidaros den 9de December 1527 i en meget maadeholden Tone, at han, skjemt den foregivne Sture havde bedet ham om Leide, dog ikke havde tilstaaet ham den, men derimod skrevet om ham til Kong Fredrik. Vincentius Lunge derimod svarede fra Rise i Jamteland den 19de December i en trodsig Tone, at han ei erkjendte Gyldigheden af hvad der var bestemt ved Mødet i Malmø, da ingen af Norges Raad havde været der tilkaldt, og da heller ikke de der fattede Beslutninger vare blevne af Kong Fredrik forkyndte i Norge. Han havde under sit Ophold i Throndhjem fundet sig beføiet til at give Nils Steenssøn fri Leide, og vilde overholde denne saaledes, at han endnu indrømte Nils og Peter Grom otte Dage til at forlade det nordenfjældske Norge^[19]. Daljunkeren havde imidlertid med den Hjælp, han havde faaet i Norge, indfundet sig i Dalarne, og blev ledsaget lige til Grændsen af selve Hr. Vincentius, og Erik Ugerup, Fru Ingereds anden Svigersøn, gift med hendes Datter Anna. Han havde dog ikke heller denne Gang kunnet reise for sin Sag meer end de nordlige Sogne og var atter med uforrettet Sag vendt tilbage til Norge, hvor han som forhen fandt Beskyttelse hos Hr. Vincentius og Fru Ingerd, uden at dog Erkebiskoppen nu meer blandede sig i hans Sag^[20]. Men nu indtog Gustav i Begyndelsen af 1528, efter at have tvunget Dalkarlerne til Lydighed, en truende Stilling mod Norge, medens Kong Fredrik paa den anden Side intet meer frygtede end et Brud med Sverige. Under disse Omstændigheder fandt Hr. Vincentius det udentvivl paa høie Tid at give efter. Dog udleverede han ikke Daljunkeren til Gustav, men sørgede for at han undkom til Rostok. Her blev han samme Aar ved Gustavs Sendebud anklaget, ikke for Opstand, men for et Tyveri, han i sit tidligere Liv som Tjenestekarl skulde have begaaet; og paa denne Anklage blev han dømt og henrettet^[21].

Det er tydeligt, at i de nu omtalte Forhandlinger med den svenske Konge havde Vincentius Lunge og Fru Ingerd lagt langt større Trods og Overmod for Dagen, end Erkebiskop Olaf. Gustavs Forbittrelse, især for den Understøttelse Daljuukeren havde fundet i Norge, faldt derfor ogsaa fortrinsvis paa Hr. Vincentius, hvem han anklagede hos Kong Fredrik. Det kunde heller ikke undgaa Fredriks Opmærksomhed, at Vincentius’s Magt i Norge var voxet hans egen over Hovedet. Dette maatte han ofte føle, og saa netop for Øieblikket et Bevis derpaa i de Vanskeligheder, man gjorde med Hensyn til hans Kroning i Norge, hvilken dog var foreskreven i hans Haandfæstning, og som udfordredes for at han i fuld Udstrækning der kunde øve Kongedømmets Myndighed, – noget hvorom ogsaa Danmarks Riges Raad paa Herredagene i Odense i Slutningen af 1526 og i August 1527 gjentagende mindede Kongen^[22].

Fredrik tænkte ogsaa virkeligen paa at lade sig krone i Norge, og sendte i Slutningen af 1527 Hr. Ove Lunge derhen for at aftale foreløbig med sin Broder Vincentius og Erkebiskoppen det Nødvendige. Det var i denne Anledning at de nævnte tre Herrer vare samlede i Throndhjem i November Maaned 1527, da Daljunkeren, som ovenfor sagt, fremstillede sig for dem. Men baade Vincentius og Erkebiskoppen havde dengang gjort Indvendinger mod Kongens Ønske. Ikke desto mindre blev Kongen ved 1111 Beslutning, fastsatte Kroningen til at foregaa i Oslo ved Midsommers Tid 1528, og bestemte tillige, at han efter dens Fuldbyrdelse vilde holde et Herremøde med Kong Gustav i Lødøse eller Konghella. Herom tilskrev han den 3die Marts 1528 fra Gottorp Erkebiskoppen^[23] og Vincentius med Kaldelse baade til Kroningen og til Modet. Vincentius modtog Kongens Breve i Bergen den 22de April 1528, og var ikke seen med at underrette Erkebiskoppen om det Indtrufne, idet han sendte ham Kongens Skrivelse. Dagen efter den 23de April afgik nemlig hans Brev til Throndhjem, hvori han baade tilkjendegav ham sin egen Bestemmelse og ligeledes saa godt som lagde Svaret i Munden paa Erkebiskoppen. Han selv, sagde han, vilde blive ved den i Throndhjem fattede Beslutning, og det samme haabede han af Erkebiskoppen saavel som af Biskopperne i Stavanger og Bergen. For at nu ikke Kongen forgjæves skulde umage sig til Norge, sender han med et Rostokker-Skib en af sine Svende til Kongen med Skrivelser af det Indhold: at Erkebiskoppen, Vincentius og flere med dem have indrettet sig efter den Overenskomst, der var gjort mellem dem og Hr. Ove Lunge, og vare derfor aldeles uberedte paa at indfinde sig til Kongens Kroning saa hastigen. Erkebiskoppen havde desuden, paa Almuens Begjæring, begivet sig til Finnmarken lige hen til Ruslands Grændse, og kunde neppe faa Kongens Breve saa betimeligen, at det var ham muligt at komme til Oslo i den bestemte Tid, ligesaalidt som til det paafølgende Møde; og kunde dette ei ske, saa trøstede ikke de andre Biskopper sig til at krone Kongen i Erkebiskoppens Fraværelse. Kongen maatte derfor afsige Kroningen for dette Aar; det næste skulde man være betænkt paa, at den rettelig kunde gaa for sig^[24]. Der var, som man let seer, hverken Tid eller Leilighed for Erkebiskoppen til at gjøre Indvendinger mod dette Svar, om han ogsaa havde ønsket det; Vincentius fik saaledes sin Villie igjennem, og Fredriks norske Kroning blev udsat indtil videre. Men Kongen mærkede meget godt hvo der var den egentlige Ophavsmand til Udsættelsen, og i sin Fortrydelse mod Hr. Vincentius for denne Sag, laante han saa meget hellere Øre til Kong Gustavs Forestillinger om Nødvendigheden af denne mægtige og trodsige Stormands Ydmygelse.

I Midten af August Maaned 1528 holdtes efter forudgaaende Aftale et Grændsemøde mellem Sverige og Danmark i Lødøse. Begge Konger skulde have indfundet sig personlig; men kun Gustav mødte selv tilligemed en Deel af sit Raad, medens Fredrik sendte Fuldmægtige. Paa dette Mode kom Forholdene mellem Sverige og Norge under Overveielse. De danske Fuldmægtige fordrede Vikens Opgivelse; men herpaa vilde Gustav ingenlunde indlade sig, før der blev en Afgjørelse med Hensyn til Gotland. Man kom ogsaa til Enighed om at den Sag skulde udsættes til et senere Møde, og en Forlængelse af Forbundet mellem begge Konger sluttedes. Derhos blev dog ogsaa handlet om den Understøttelse, som de svenske Oprørere i den nærmeste Tid forud havde fundet i Norge, og Gustav forlangte i en skriftlig. Fremstilling af denne Sag, at Kong Fredrik skulde tilholde Erkebiskoppen og Hr. Vincentius at erstatte de Omkostninger, Gustav havde havt i den Anledning, og desuden lade dem undergaa Ransagelse og Dom. Fredrik besvarede denne Forestilling høfligen, men opfyldte dog ikke fuldkommen Gustavs Ønske^[25]. Der findes nemlig ikke Spor til, at retslige Undersøgelser mod Erkebiskoppen og Vincentius ere blevne foretagne, og end mindre at nogen Dom over dem er bleven fældet. De stode for høit i Norge til at Fredrik skulde have vovet sligt. Kongen underrettede dog i Skrivelse fra Flensborg af 22de October 1528 Erkebiskoppen om Gustavs Forlangende og bad ham derefter indrette sig^[26]; og dette har vel fremkaldt det Undskyldningsbrev, som Erkebiskoppen, rimeligvis mod samme Aars Slutning eller i Begyndelsen af næste Aar-, skrev til Kong Gustav, i hvilket han velter Skylden for Daljunkerens Modtagelse ganske fra sig over paa Hr. Vincentius og Fru Ingerid^[27]. Hvad Hr. Vincentius angaar, da skulle vi strax see, at han føleligere end Erkebiskoppen fik prøve Virkningerne af Gustavs Klage og Fredriks egen Uvillie.

Vi have ovenfor søgt at fremstille de politiske Grundsætninger med Hensyn til Norges Styrelse, der synes at have været de ledende hos Vincentius Lunge, da han først optraadte i Spidsen for Norges Stormænd, nemlig at gjøre den saa uberoende som muligt af det danske Rigsraad. Vi have ogsaa bemærket, at Vincentius’s Grundsætninger i dette Stykke vare meget afvigende fra, ja paa en Maade modsatte dem, som Henrik Krummedike og rimeligvis med ham Mængden af det danske Rigsraad hyldede, nemlig det norske Raads Sammensmeltning med det danske og Norges Underkastelse under Danmark. Vincentius’s System vandt for Øieblikket overhaand, især vel fordi de indfødte norske Stormænd fandtes mest villige til at understøtte dette, medens Kong Fredrik ikke var mægtig nok til at modsætte sig det; og det udtalte sig i og blev beseglet ved Kong Fredriks norske Haandfæstning. Men dette Styrelsessystem var i Grunden baade det danske Rigsraad og Kong Fredrik forhadt. Vincentius Lunges Opførsel, den Tid han stod i Spidsen for Norges Styrelse, kunde heller ikke tjene til at gjøre det antageligere i Kongens Øine, naar denne hvert Øieblik maatte føle sig stillet i Skyggen for sin mægtige nordenfjældske Statholder. Baade det danske Rigsraad og Kong Fredrik saa med Længsel tilbage til Henrik Krummedikes Grundsætninger, og lurede kun paa Leilighed til at gjøre dem igjen gjældende.

Et af de første Skridt hertil kan udentvivl antages at være Nordmanden Olaf Galles Fjærnelse fra Befalingen paa Akershus og med det samme fra Statholderskabet Søndenfjælds. Den nærmere Anledning hertil kjendes ikke; men i 1527 maatte han ved en Overenskomst med den danske Adelsmand Magnus eller Mogens Gyldenstjerne aftræde Akershus Slot og Len til denne^[28], – en Aftrædelse som Hr. Olaf ikke overlevede mange Aar^[29]. Ved den Tid fik ogsaa den danske Adelsmand Klaus Bilde Baahus Slot i Befaling^[30]. Den ene af disse tvende Mænd havde ligesaalidet som den anden, efter Fredriks Haandfæstning, Adgang til at forlenes med norske Slotte, eller til at indtages i Norges Raad, da de hverken vare indfødte eller indgiftede i Norge. Vincentius Lunge følte dengang fuldt vel Betydningen af de gjorte Skridt, at de nemlig vare rettede mod ham og hans hele Styrelsessystem; og hans Forbittrelse over det Skeede var saa stor, at han yttrede sig at ville i Forening med Erkebiskoppen modsætte sig de Danskes Overgreb i Norge, ja endogsaa i et Brev af 26de Juni 1527 erklærede, at han vilde modsætte sig med væbnet Haand, om de Danske vilde fratage ham Bergens Kongsgaard^[31]. Men nu bleve Forviklingerne med Sverige i Anledning af Daljunkeren meer og meer truende. Vincentius vidste meget vel, at Fredrik for ingen Deel vilde bryde med Gustav, som Sagerne i Norden endnu stode, og anede vel ogsaa, at Indvendingerne mod Kroningen i Oslo ikke løde godt i hans Herres Øren. Det var ham derhos fuldkommen kundbart, at han havde personlige Fiender blandt Kongens nærmeste Omgivelser, der fremstillede for denne hans Handlinger i det mørkeste Lys, og han havde af den Grund den 18de October 1527 paa Østeraat givet sin Broder Hr. Ove Lunge et formeligt Fuldmagtsbrev, at tale hans Sag hos Kongen i hans egen Fraværelse^[32]. Vincentius fandt det under disse betænkelige Omstændigheder tjenligst for sig at nedstemme sin Tone noget og nærme sig Kong Fredrik med en vis Ydmyghed. Han frygtede Forhandlingerne i Lødøse, og skjønt han havde faaet Erkebiskoppen til at udeblive fra dem, bestemte han sig dog selv til at følge Kongens Kaldelse til dette Møde.

Hr. Vincentius reiste derfor om Sommeren 1528 til Danmark, og synes strax at have begivet sig til Kong Fredrik og at have truffet denne i Nyborg paa Falster midt i Juli Maaned, altsaa en Maaned før Mødet i Lødøse fandt Sted. Han maa i Begyndelsen have truffet Kongen nogenlunde gunstig stemt. Han udvirkede nemlig, at denne ved sit Brev af 16de Juli paany forlenede ham med Jamteland, og ved den Leilighed kaldte Kongen ham i Lensbrevet sin Embedsmand paa Bergenhus og Statholder nordenfjælds^[33]. Paa den anden Side kom han ogsaa under Veir med Gustavs onde Indskydelser mod ham hos Fredrik, at Gustav „vilde – som Fru Ingerd udtrykte sig i et Brev til Erkebiskoppen – om det var ham muligt, komme Erkebiskoppen, Hr. Vincentius og Erik Ugerup om Halsen“. Det var derfor ganske naturligt, at han ikke indfandt sig i Lødøse, helst da Kong Fredrik selv ikke kom did^[34]. Men, skjønt Hr. Vincentius saaledes synes at have truffet sin Konge naadigere stemt mod sig, end han muligen fra først af havde ventet, saa undlod dog ikke Gustavs Klagebrev fra Lødøse at virke paa Fredrik. Denne besluttede nemlig at give den svenske Konge Opreisning ved at fratage Vincentius Befalingen paa Bergens Kongsgaard, eller, som den nu begyndte at kaldes, Bergenhus, hvormed af sig selv fulgte Ophævelsen af hans Statholderskab nordenfjælds.

Beslutningen kom til Udførelse i Høsten 1528, medens Vincentius endnu var i Danmark; og til hans Eftermand i Embedet paa Bergenhus udnævntes den 23de December samme Aar Hr. Esge Bilde, Ridder og Medlem af Danmarks Riges Raad^[35]. Vel beholdt Vincentius Forleningen af Vardøhus med Finmarken, Jamteland og Sogn, og fik derhos, ved Lougens Brev af Flensborg den 18de November, Nonneseter Kloster i Bergen med tilliggende Gods for sig og sine Arvinger^[36]. Tabet af Bergenhus maatte dog i hvi Grad krænke hans Stolthed, og det saameget mere som hans Eftermand var hans Fiendes Henrik Krummedikes Svigersøn, og Forandringen saaledes kunde antages at indeholde ligesaavel en Æresopreisning for Henrik som for Kong Gustav. Han nødtes imidlertid at vige for den nye Høvedsmand i Vaaren 1529. Men med hvor stort Misnøie han gjorde dette, viste baade den Omstændighed, at han afgav Kongsgaarden saagodtsom med nøgne Vegge, uagtet det senere ved Vidnesbyrd godtgjordes, at han selv havde modtaget den af Hans Knutssøn Degn rigeligen forsynet i alle Henseender^[37], – og de Vanskeligheder han gjorde ved at meddele Esge Bilde en Jordebog over Lenet^[38].

De omtalte Embedsforandringer i 1527 og 1528 antydede aabenbare en sterk Tilbagegang fra Vincentius Lunges System i Norges Styrelse, hvilket, uden just ligefrem at begunstige den norske Folkeselvstændighed, alligevel stræbte at opretholde den norske Rigsselvstændighed, – imod det Sammensmeltnings- og Underkastelses-System, som Mængden af det danske Rigsraad hyldede, og til hvis Fremme Henrik Krummedike i 1523 havde arbeidet. Vegge Rigets Hoveddele, det Søndenfjældske ligesaavel som det Nordenfjældske, havde danske Overbefalingsmænd, – Landets tre vigtigste og fasteste Slotte, Akershus, Baahus og Bergenhus, vare i danske Adelsmænds Hænder, nemlig i Klaus Bildes, Mogens Gyldenstjernes og Esge Bildes, af hvilke blot den sidste, som Henrik Krummedikes Svigersøn, kunde paa en Maade siges at være en i Norge indgiftet Mand og saaledes efter Haandfæstningen at have nogen Adkomst til sit Embede, – Norges Raad endelig havde faaet en sterk Tilsætning af egte danske Bestandele. Vincentius Lunge var jo vist nok fremdeles at ansee for Norges rigeste og mægtigste verdslige Høvding; men saa fuldkommen den eneraadende Sjæl i Rigets Styrelse, som han hidtil havde været, var han ikke længer, deels fordi saa mange andre Stormænd nu vare stillede ham ved Siden, deels og især af den Grund, at Enigheden mellem ham og Erkebiskop Olaf stod paa svage Fødder eller snarere havde forandret sig til aabenbart Uvenskab.

Der er intet i det tidligere fortalte, der hentyder paa, at Venskabet mellem Erkebiskoppen og Hr. Vincentius nogensinde har været særdeles varmt; tvertimod var der i den sidstes Opførsel under Forhandlingerne med Sverige meget, som nødvendig maatte støde Erkebiskoppen, ligesom denne igjen, ved at velte Hovedskylden for Daljunkerens venskabelige Modtagelse i Norge over paa Hr. Vincentius, maatte vække hans Misnøie. Derhos har ganske vist den overmodige, adelstolte Vincentius meer end engang ladet Erkebiskoppen føle den overlegne Myndighed i Styrelsen, som han anmassede sig; og han skal desuden ved given Leilighed have ladet Erkebiskoppen høre, at denne ikke var af god gammel Adel, hvori han efter sine danske Anskuelser kan have havt Ret, da, som det heder, Erkebiskoppens Fader først skal være bleven adlet af Kong Kristian I^[39]. Den farligste Anstødssten for deres Endrægtighed var dog ganske vist den Stilling, Vincentius Lunge meer og meer indtog med Hensyn til den kirkereformatoriske Bevægelse, der nærmede sig Norge baade fra Sverige og Danmark, og allerede saagodtsom omslyngede Erkebiskop Olafs Provins, truende hvert Øieblik at overskride dens Grændser.

I Sverige havde den kraftige og ofte voldsomme Kong Gustav slaaet et Hovedslag i Reformationssagen ved den Beslutning eller Reces, som han fik bragt istand og samtykket af sit Riges Stænder paa Rigsdagen i Vesteraas i Sommeren 1527. Ifølge den fik Kongen Ret til at tage under sig Biskoppernes Slotte og Fæstninger, til at bestemme deres, Kathedralkirkernes og Kannikernes Indkomster, til at opbære al Biskoppernes Sagøre samt til selv at forordne om Klostrene. Adelen fik Ret til at gjenerhverve al sin Arv eller Ejendom, som siden 1454 var kommen under Kirken, forsaavidt Arvingen lovligen kunde godtgjøre dette til Thinge. Prædikanterne endelig fik Lov til at forkynde Guds rene Ord d. e. den evangeliske Lære efter Luther^[40]. Ved disse Bestemmelser havde baade den romerske Lære og den romerske Kirkeorden faaet Dødsstødet i Sverige.

I Danmark gik Kirkereformationen vel ikke saa hurtigt, men derfor ikke mindre sikkert fremad. Kong Fredrik var personlig ganske indtagen for den, og skjønt han ikke aflagde nogen offentlig Erklæring herom – det kunde han nemlig ikke vel paa Grund af sin Haandfæstning, – saa gav hans Hjertes Mening sig tydelig nok tilkjende, baade derved at han tilsidesatte de romerske Fasteregler, og derved at han i Hertugdømmerne ikke lagde mindste Hindring i Veien for de evangeliske Læreres Virksomhed, saaledes at den nye Lære der allerede var saa godt som den raadende. Hans Søn Hertug Kristian var endog en aabenbar Lutheran. Kong Fredrik beskyttede ogsaa i Danmark, saa meget som det stod i hans Magt, de evangeliske Prædikanter, der begyndte at udvikle stor Virksomhed især i Kjøbstæderne, og blandt hvilke Hans Tagessøn eller Taussøn fortrinlig udmærkede sig. Borgerstanden viste sig mangesteds meget vel stemt for den lutherske Lære, og blandt Adelen, ja Raadets Medlemmer fandt den Tilhængere og Talsmænd. Ganske vist var hos mange af Adelen Bevæggrundene mindre uegennyttige. For Adelen ligesom for Kongedømmet stillede sig nemlig i Baggrunden en Udsigt til forøget politisk Magt, naar de indflydelsesrige Biskopper og Prælater bleve ydmygede, – og til forøgede Indtægter, naar en Deel af det geistlige Gods blev sekulariseret eller anvendt til verdsligt Brug. Men saadanne Hensyn forøgede deres Iver, som allerede af religiøse Hensyn yndede Luthers Lære, og stillede Mange paa dens Side, som kun dunkelt eller slet ikke formaaede at opfatte dens dybere religiøse Berettigelse, og derfor slet ikke havde rørt sig for den, hvis ikke egennyttige Forventninger havde drevet dem. Der var overhovedet kommen en Gjæring i det danske Folks Aand, fiendtlig mod den bestaaende Kirke, og for sterk til at Geistligheden formaaede at dæmpe eller tilbagevise den. Kong Fredrik kunde med de bedste Forhaabninger træde ind paa Reformationens Bane, forsikkret om at finde blandt det mægtige Raads og den formaaende Adelsstands Medlemmer paalidelige Tilhængere, om endog den mest haardnakkede Modstand fra Prælaternes Side var at forudsee. Med den største Varsomhed og Klogskab gjorde han imidlertid sine første Skridt.

Dette skede paa de tvende Herredage i Odense: den første i November og December 1526, den anden i August 1527.

Paa den første gjorde Fredrik det Forslag, at Confirmation og Provision paa Prælaturerne, naturligvis især Biskopsdømmerne, herefter skulde søges hos Danmarks Erkebiskop, ikke i Rom. Dette var i Grunden ganske kjærkomment ikke mindre for de geistlige end for de verdslige Stormænd, og samtlige antoge det under den Betingelse, at Kongen kunde gjennemdrive Sagen hos den romerske Kurie med det Gode. I Forbindelse med dette Forslag indbragte Kongen strax efter et andet: at de Penge, som pleiede at sendes til Rom for at erhverve Confirmation, for Fremtiden burde indgaa i Rigets liggende Skat til dets Forsvar. Den paapegede Afgift til Rom var allerede for længere Tid tilbage forhadt i den danske som i de fleste Landskirker; ogsaa paa dette indgik derfor Herredagens Prælater uden Vanskelighed. Men disse tvende Indrømmelser tilsammen lagde, hvad Prælaterne maaskee ikke for Øieblikket klart indsaa, Afgjørelsen af de danske Prælaturers Besættelse i Virkeligheden i Kongens Haand. Lunds Erkestol havde nemlig i længere Tid, paa„Grund af Tvist om Valget, staaet ledig og var endnu i denne Tilstand. Her kunde altsaa ikke Confirmationen søges; og til Rom nyttede det ei at henvende sig uden med Penge i Haanden, hvilke det nu var forbudet at føre did. Følgen var, at Kongens Confirmation, i det mindste for Tiden, maatte gjøre Fyldest for Erkebiskoppens eller Pavens, og hermed var Veien banet for Kongens Overhøihed over Landskirken. Herredagens Prælater forlangte vel som et Slags Gjengjæld for sin Føielighed mod Kongen i ovennævnte og flere Punkter visse Indrømmelser af ham igjen, og fik de verdslige Herrer til at understøtte sit Forlangende: Kongen skulde holde „den christelige Skikkelse“ som var i Riget, indtil den almindelige Christenhed gjorde en ny Skik; – han skulde ikke meddele Nogen Beskjermelsesbrev paa at prædike offentligen, men dette skulde overlades Biskopperne; – Kongen skulde endelig give Biskopperne Befalingsbrev paa at reformere alle Klostere. Men paa disse Forlangender gav Kong Fredrik kun undvigende Svar, og Intet blev i den Henseende afgjort.

Herredagen i August 1527 foranledigedes af Rigsraadet selv, og især, som det lader, af Prælaterne, der begyndte meer og meer at ængstes for sin Stilling og for Kongens Sindelag. Hele Raadet indgav her en Opfordring til Kongen, at forebygge den indre Kiv i Landet, der truede med voldsomt Udbrud. Almuen havde paa flere Steder siden seneste Herredag – hed det – formeligen forenet sig mod Kirken og Prælaterne Den landflygtige Kong Kristian maatte formodes her at staa i Baggrunden med sine Opegninger. Fik Almuen Lov til at afskaffe Kirkens fra gammel Tid hjemlede Rettigheder, vilde den snart ogsaa vende sig mod Konge og Adel. Almuens Hovedmænd i denne Oprørskhed burde straffes Mængden til Advarsel, ellers vilde stor Ulykke reise sig af Bøndernes Forhærdelse. Der klagedes ogsaa over, at Almuen viste sig haard mod de fattige Klostermænd (d. e. Tiggermunkene), saaledes at disse ikke som for fik Almisse, men tvertimod ofte bleve mishandlede. Alt dette bad man Kongen afhjælpe, og anmodede ham derhos om ikke at tilstede, at forløbne Munke, som have forladt sin Orden, faa kongeligt Beskyttelsesbrev eller tillades at prædike, men drage dem for Retten, tvinge dem tilbage igjen i deres Klostere eller jage dem af Landet.

De adelige og de geistlige Stormænd i Raadet havde i denne Opfordring for Øieblikket forenet sig. Men der var paa Herredagen flere Adelsmænd end de som sad i Raadet, og disse kom snart frem mod Prælaterne med Fordringer, som allerede i 1525 i Kjøbenhavn havde været fremsatte, navnligen med den, at Adelen skulde tage alle ved geistlig Ret dømte Bøder af sine Bønder, ligesom Kongen havde tilstaaet i verdslige Sager. En Splittelse mellem Prælaterne og Adelen var paa god Vei til at udbryde, da Prælaterne for at beholde den sidste paa sin Side for en stor Deel indrømte dens Fordringer. Saaledes blev en Indskrænkning i Geistlighedens Dommerrettigheder til Adelens Fordeel Udbyttet af denne Herredag, hvorimod Kongen nu som forhen klogeligen undveg de Fordringer, der i Raadets Indlæg vare stilede til ham om de lutherske Presters Afstraffelse og Forfølgelse^[41].

Der laa i disse tvende Herredages Beslutninger allerede en sterk Hentydning til et nær forestaaende Brud mellem Danmarks Rige og Rom. De indeholdt en taus Erkjendelse fra de danske Prælaters Side, at de fra nu af maatte søge sin og Kirkens Opretholdelse hos Kongen og Rigsraadet. Fra Rom var ingen Hjælp at hente, did vilde de ikke engang ty af Frygt for de pavelige Udsugelser. Til Adelen, hvem de selv ved Slegt og Byrd tilhørte, stod deres sidste Haab^[42].

De nu omtalte danske Herredagsbestemmelser vare vistnok paa ingen Maade bindende eller gjældende for Norge; men de vare ligefuldt ikke uden stor Indflydelse paa dette Rige. De maa nemlig antages at være blevne meget hastig bekjendte ikke alene for de danske Stormænd, som nu dannede den herskende Klasse i Norge, og som, skjønt ifølge Statsretten uafhængige af Danmark og .det danske Raad, dog i Hjertet følte varmt for begge, og ideligen kastede Blikket didhen for at søge Forbilledet for sin egen Virksomhed, – men ogsaa for den norske Erkebiskop og de norske Biskopper, der nu til Gavns maatte føle sin og sin Kirkes forladte Stilling, afskaarne saagodtsom fra Rom, og uden sand Tillid til kraftig Hjælp derfra, medens de saa ligeoverfor sig en paa det nærmeste frafalden Konge og en Skare af udenlandske verdslige Stormænd, hvilke, den første ligesaavel som de sidste, kun lurede paa det passende Øieblik for at styrte sig over Hierarchiet, plyndre og tilintetgjøre det.

Og af disse rovgjerrige, fremmede Stormænd stod for Tiden ingen frygteligere truende ligeoverfor den norske Kirke end Vincentius Lunge, der nu havde gjennemskuet baade sin Konges og sine danske Standsbrødres rette Sindelag med Hensyn til det romerske Hierarchi, og var beredt til at handle mod den norske Kirke i Overensstemmelse med hvad han vidste vilde møde hines Bifald. Men fra det Øieblik en saadan Stemning hos Hr. Vincentius traadte i Lyset ved hans Handlinger, maatte et oprigtigt Venskab mellem ham og Erkebiskop Olaf – om end blot af den Grund – være en Umulighed.

Der var neppe nogen kirkelig Indretning, der baade i Almindelighed, og navnligen i de nordiske Riger, var paa denne Tid kommen saaledes i Forfald, og var saa blottet for Deeltagelse i den offentlige Mening som Klosterindretningen. Paa Klosterne og Klosterordenerne var det derfor at Reformationsvennerne her først og fremst kastede sine Øine, idet de udsaa sig dem til Offere baade for sin Reformationsiver og for sin Egennytte. Vi have seet, at allerede Kristian II havde gjort en Begyndelse med enkelte norske Klosteres, nemlig Dragsmarks og Gimsøs, Sekularisering eller Inddragelse under verdslig Bestyrelse, førend noget Lignende endnu havde fundet Sted i Danmark og Sverige^[43]. Ogsaa nu, under Kong Fredrik, var det de norske Klostere, man først angreb. Grunden har rimeligvis været, at man har fundet Stillingen i Norge mest gunstig for saadant Foretagende, og at de danske Stormænd der have fortrinsvis higet efter den Vinding, som deraf maatte flyde, – maaskee derhos at Klostervæsenet i Norge var mere forfaldet, og derfor fandt færre oprigtige og kraftige Forsvarere, selv inden Geistlighedens egen Kreds, end i Danmark. Man maa i denne sidste Henseende mindes, at Klostervæsenet overhovedet, selv i dets bedste Tid, synes i Norge at have vundet mindre Deeltagelse i den offentlige Mening samt mindre Indflydelse paa Samfundet i det Hele og paa den geistlige Stand i Særdeleshed, end i de fleste andre Lande baade i og udenfor det skandinaviske Norden.

Det var fra Aaret 1528 af at Klostersekulariseringen i Norge begyndte at drives paa en ret iøinefaldende Maade. I de første Aar efter Kristian II’s Bortreise sees en Modstræben at have yttret sig fra Geistlighedens Side mod de Klosterinddragninger, som af ham vare blevne udførte. Den verdslige Bestyrer og Bruger af Dragsmark Kloster, Herman Matsson, ønskede selv i 1523 at afløses af en viet Abbed, ganske vist fordi hans Stilling, paa Grund af Stemningen, forekom ham usikker. Hans Ønske synes imidlertid ikke at være blevet opfyldt^[44]. Bedre gik det med Gimsø Kloster. Her fik nemlig Hans Reff, strax efter at han var kommen til Oslo Biskopsstol, igjen indsat en Abbedisse, da han godtgjorde, at Klosteret ifølge vrang Undervisning“ var kommet i Didrik Tolders Hænder. Men den herved vundne Fordeel var ikke af Varighed. Thi den 14de Februar 1529 forlenede Kong Fredrik atter en vis Ivar Jenssøn, en dansk Væbner, med Klosteret imod en Underholdningsafgift til Nonnerne, hvilke han dog skal have behandlet paa en skammelig Maade^[45].

I Slutningen af 1528 skjænkede, som allerede berørt^[46], Kong Fredrik Nonneklosteret i Bergen, det saakaldte Nonneseter, med dets Gods til Vincentius Lunge og hans Arvinger. Dette Kloster var, som forhen fortalt, ikke længer, hvad det oprindelig havde været, et Nonnekloster af Cistercienser-Ordenen, men var efter Nonnernes Fordrivelse blevet i 1507 overdraget til Munke af St. Antonius’s Orden. Men ogsaa disse skyldtes nu, ligesom før Nonnerne, for at føre „et uskjelligt og løsagtigt“,Levnet; og dette maatte tjene til Paaskud for deres Uddrivelse til Hr. Vincentius’s Gavn, der nu indrettede Klosterbygningerne til Bolig for sig, og kaldte den Lungegaard^[47]. Omtrent samtidig hermed i 1528 tilintetgjordes Prædikebrødrenes Kloster i Bergen, hvilket var beliggende tæt ved Kongsgaarden. Hermed gik det efter Rygte saaledes til: Vincentius var forud bleven i al Hemmelighed enig med Prioren, Jens Mortenssøn, en slet Karl, om at skaffe Klosterets kostbare Kirkeprydelser og Løsøre tilside og bagefter dele dem mellem sig. Derpaa satte Prioren Ild paa Klosteret, som i Bund og Grund afbrændte. Det hed sig, at Ødelæggelsen var skeet ved Vaadeild, og Beviser mod den virkelige Brandstifter bragtes ei tilveie, saa Sagen blev upaatalt og ustraffet. Vincentius tog rimeligvis paa Kongens Vegne Klosterets Ejendomme under sit Verge. Prioren fik til sit Underhold tre Gaarde, og en Deel af Munkene traadte i Vincentius’s Tjeneste „som Hofmænd“. Klosterets Kostbarheder fordrede dog siden Kongen af Hr. Vincentius, uden at man sikkert ved om han fik dem^[48]. Er Fortællingen om Klosterets Ødelæggelse sand, saa er den til ikke mindre Skam for Hr Vincentius end for Prioren.

Med hvad Ret eller under hvilket Paaskud Vincentius ved samme Tid har, paa Kongens Vegne, bemægtiget sig de kostbare Klenodier, som tilhørte Apostelkirken i Bergen, vide vi ikke. Kirkens Egenskab af kongeligt Kapel kunde vel neppe hjemle en saadan Plyndring. Klenodierne bleve afleverede i Kjøbenhavn den 15de Juli 1530, og Vincentius modtog derfor Kvittering^[49].

I alle disse Haandgribeligheder mod kirkelige Stiftelser i Bergen spillede saaledes Vincentius Lunge Hovedrollen, og den usle, egennyttige Biskop Olaf Thorkelssøn, hvem det vel nærmest skulde have tilkommet at hindre eller paatale dem, forholdt sig, saavidt man kan see, derved aldeles rolig. Vincentius synes endvidere at have havt et godt Øie paa Munklifs Birgittinerkloster, og at have udseet ogsaa dette til en snar Ødelæggelse, hvorved dog ikke saameget han selv skulde beriges, som en ny dansk, i Norge indgiftet, Herre forfremmes. Dette var Ridderen Nils Joakimssøn Lykke, der havde egtet Fru Ingerds tredie Datter, Elina, og saaledes var Vincentius’s Svoger. I 1529 gik virkelig det Rygte i Bergen, at han havde Haab om at faa Munklifs Kloster i Forlening^[50]. Dette Haab slog vistnok Feil, men Munklif vandt kun derved endnu et Aarstids kummerlige Tilværelse. I August Maaned 1529 forlenede Kongen sin Tjener, Jørgen Stenssøn, med Augustinerklosteret i Konghella, det saakaldte Kastelkloster. Men herved fandt Erkebiskop Olaf sig selv og Nidaros’s Kirke paa det Føleligste berørt. Kastelklosteret havde nemlig fra gammel Tid staaet i et umiddelbart Afhængighedsforhold til Nidaros’s Erkestol og modtog af Erkebiskoppen og hans Kapitel sin Formand eller Prior. Et Mageskifte var rigtignok i 1354 i Gjære, hvorved Klosteret skulde bortbyttes til Kronen imod noget af dennes Gods Nordenfjælds^[51]; men Byttet var aldrig kommet til virkelig Udførelse. Kong Hans havde i 1498, paa Grund af dette Mageskifte, hvilket han troede istandbragt, fordret paa et Raadsmøde i Baahus Klosteret af Erkebiskop Gaute; men paa given Oplysning lod han sin Fordring falde og tilsagde Erkebiskoppen og hans Kirke Klosteret og dets Gods frit for Kronens Paatale. Alt dette gjorde nu Erkebiskop Olaf gjældende, idet han paaankede Kong Fredriks Indgreb i hans Kirkes Ret; og Kongen vovede ikke strax at afvise Erkebiskoppens Anke, men lod som om de paapegede Forhold vare ham ubekjendte, og som om han havde bortforlenet Klosteret, fordi han stod i den Tro, at det tilhørte Kronen. Han lovede imidlertid at modtage Erkebiskoppens Beviser, naar de mødtes paa næste Herredag, og derefter lade ham komme til sin Ret; et saadant Mode kom dog aldrig istand, og Forleningen af Klosteret til Jørgen Stenssøn, blev, som det synes, heller ikke tilbagekaldt.

Det maa vistnok synes underligt, at Erkebiskop Olaf blot i dette ene Tilfælde optraadte med sin Indsigelse, medens ham som det later, holdt sig rolig ved Alt hvad der foregik i Bergen. Aarsagen hertil ligger dog for en stor Deel i Forhold, som her bandt hans Hænder. En Metropolitan gjaldt paa denne Tid meget lidet udenfor sit eget Biskopsdømme. Det var saaledes ikke ham, men Biskoppen af Bergen, der skulde modsætte sig de inden Bergens Biskopsdømme Kirken tilføiede Fornærmelser; og først naar sidstnævnte Biskop klagede for ham og paakaldte hans Hjælp, var der lovlig Adgang for Erkebiskoppen til at skride ind. Men en saadan Henvendelse til ham fra Biskop Olaf Thorkelssøns Side spores ikke at have fundet Sted. Det kan dog heller ikke negtes, at Erkebiskop Olaf selv kun altformeget synes at have savnet den Karakterens Styrke, den varme Følelse for sit Kald, og den faste Overbevisning om sin Sags Sandhed og Retfærdighed, der udfordredes for at optræde med Verdighed og Held i Tidens Kamp. Hans Forsigtighed var ofte rosværdig, men ofte ogsaa ængstlig eller overdreven, og aldrig i afgjørende Øieblik parret med den Bestemthed og Villiekraft, der skulde give den Verd, hvorimod den da snarere vaklede og greb feil af Midlerne. Man sporer ogsaa ikke sjælden hos ham en Tilbøielighed til at lade sig lede af Sidehensyn, der ikke alene hindrede ham i at gaa lige løs paa Hovedsagen, men ogsaa ofte bragte ham til at glemme eller tilsidesætte denne, – og overhovedet en Mangel paa Evne til at vinde Landsfolket, vække dets Selvfølelse og, naar det gjaldt, virke indgribende paa det til sine Planers Fremme. Han besad saaledes ingen af de Egenskaber, der skulde have gjort ham skikket til en kraftig Forkjæmper enten for den romerske Kirkes Opretholdelse i Norge, eller for dette Lands Selvstændighed som Stat; – og begge Dele fordrede dog baade hans Embedsstilling og Tidsforholdene af ham. Om han ret har fattet sin Opgave, er høist tvivlsomt; at han ikke viste sig dens Løsning voxen, er vist.

Men Farer og Forviklinger omgave ogsaa Olaf Engelbrektssøn paa alle Kanter. Hvad der krævedes af ham som den norske Kirkes øverste Forstander og den romerske Kirkes Tjener, stod ofte i Strid med det, der kunde synes at kræves af ham som det norske Raads Formand. Han synes vel ingen Fanatiker at have været i sit Forsvar for Pavedømmet; men paa den anden Side findes der heller ikke noget Tegn til, at han var stemt for Indrømmelser med Hensyn til den nye Lære og dens Kirkeordning. Hans oprigtige Hengivenhed for Rom, har man ingensomhelst gyldig Grund til at omtvivle. Det samme kan man sige om hans Stræben for sit Fædrenelands politiske Selvstændighed. Heller ikke den synes at have været ledet af nogen høi Begeistring; dog tør man derfor ikke negte, at den har været velmeent. Men vil man endog indrømme, at det var hans oprigtige Ønske at verne baade om den romerske Kirke i Norge og om Norges Selvstændighed, saa var han, det viser sig klart, ingenlunde paa det rene med sig selv om Midlerne, ved hvilke han skulde virke for nogen af Delene. Man tør overhovet ikke bebreide Erkebiskop Olaf hverken ond Villie eller grov Egennyttighed eller overdreven Herskelyst eller fuldkommen Mangel paa Statskløgt, om man end tidt og ofte maa føle Uvillie over hans Holdningsløshed, hans Svaghed, og, hvad der er det værste, men dog en naturlig Følge af de tvende nævnte Feil, – hans politiske Uoprigtighed.

Ved den samme Tid, da de voldsomme Tilgreb til Kirkens Gods fra den verdslige Magts Side begyndte i Norge, omtales ogsaa Luthers Lære først at være bleven prædiket der. I Aaret 1528 optraadte nemlig i Bergen som dens Forkynder en Munk Antonius, der siden skal være kaldet til Sogneprest ved St. Halvards Kirke der i Byen. Prædikanten og hans Lære, fortælles der, fandt stor Yndest hos Borgerne, men ikke saa hos Biskop Olaf Thorkelssøn. Denne til Vellevnet og Magelighed i høi Grad hengivne Mand fandt sig forstyrret i sin Ro ved den Kiv, som var en Følge af Antonius’s Prædiken. De romersksindede Prester maatte naturligvis finde sig kaldede til at modsige og om muligt gjendrive Antonius, og under en saadan Kamp kunde ikke Biskoppen vel holde sig neutral, helst saalænge han boede i Byen. Derfor skal han have flyttet ud til sin Gaard paa Ask, og saaledes overladt Religionsstriden til dens egen Gang^[52]. At forresten Antonius ikke har fundet Understøttelse hos de simplere bergenske Borgere alene, men ogsaa har været beskyttet af meer end een af de i Byen værende Stormænd, tør man nok med Sikkerhed antage.

Og det var ikke i Bergen alene, at den nye Lære ved sin Indtrængen vakte Frygt og Ærgrelse hos dem, der vare den romerske Kirke hengivne. Ogsaa Biskop Hoskold af Stavanger ængstedes for den og vilde gjerne have den verdslige Magts Hjælp for at holde den ude af sit Biskopsdømme. Idet han ved Brev af 23de Juni 1529 anholder hos Esge Bilde om, at Nils Klaussøn, som denne havde beskikket til Lagmand i Ryfylke, ogsaa maatte faa Lagdømmet paa Agdesiden, beder han med det samme Hr. Esge, at han ikke i nogen Deel vil i Stavanger Biskopsdømme tilstede eller styrke „denne fordømte Vantro og Lutheri“, af hvilken nu mange desværre ere i Hjertet forblindede, men straffe hvor det behøves; han skulde da faa for Gud og Mennesker et ærefuldt Navn^[53]. Esge Bilde var vel ellers ikke stort venligere sindet mod Papismen end Vincentius Lunge. Hin som denne var udentvivl villigere til at løfte Haanden mod end for den.

Af Alt hvad om Hr. Vincentius’s Fremfærd med Hensyn til Kirken er fortalt, fremgaar, at der heri maatte være Anledning nok til Uenighed mellem ham og Erkebiskoppen, om end ikke andre meer personlige Splidsemner, som vi nu ikke nærmere kjende, vare komne dem imellem. Vist er det, at da Hr. Esge Bilde i Begyndelsen af 1529 kom til Bergen, var der aaben Feide mellem Erkebiskoppen paa den ene Side og Hr. Vincentius og Fru Ingerd paa den anden. Erkebiskoppen havde undsagt dem begge og sat sig i Besiddelse af deres Len og Godser nordenfjælds. Og at denne Feide fra Erkebiskoppens Side var rettet mod Vincentius personlig, og ikke mod de i Norge indtrængende danske Adelsmænd i Almindelighed, det viser klart den Omstændighed, at Erkebiskoppen til samme Tid stod sig godt ikke alene med den nye Høvedsmand paa Bergenhus, Hr. Esge Bilde, men ogsaa, som det synes, med Fru Ingerds anden Svigersøn, den førnævnte Hr. Nils Lykke.

Esge Bilde var visselig ingenlunde fri for danske Fordomme, og heldede maaskee, især i sin første Optræden i Norge, til Henrik Krummedikes Anskuelser med Hensyn til Norges og Danmarks Forhold; dog synes han i det Hele taget at have været en veltænkende og redelig Mand, og opførte sig ogsaa som en saadan i den Strid, han fandt for sig i Norge. Den kunde paa en Maade siges at være til hans Fordeel; men han var saalangt fra at nære den, at han tvertimod optraadte som Megler i den, skjønt forgjæves. Hvad der afbrød og bragte en Stilstand i Striden var Kong Fredriks Søns, den unge Hertug: Kristians Komme til Norge i Sommeren 1529^[54].

1. Sml. I. 49, 51 o. fl. St.
2. Brev af 18de October 1525 og 8de Novbr. 1526, N. Dipl. II. 798, 799, og Br. af 9de Februar 1527 Ssts. 801.
3. Ny Dan. Mag. VI. 322, 327.
4. Sml. I. 47–48.
5. Smst. 50.
6. Sml. I. 330.
7. S. o. f. II. 670.
8. Hvitfeldt Fr. I. u. 1524.
9. Sml. I. 485 f.
10. Smst. 488–490.
11. Smst. 490.
12. Smst. 492.
13. Geijer Sven. Folk. Hist. II. 59.
14. Om hele denne Sag see Sml. I. 578–513, Ol. Celsius Gustav I’s Hist. I. 164, 218, 269, 288, 313, 316–318.
15. Sml. I. 494, 495, 505.
16. Geijer Sv. F. Hist. II. 58.
17. Sml. I. 534.
18. N. Dipl. II. 801.
19. Sml. I. 518–528.
20. Smst. 541–543.
21. De vigtigste Dokumenter angaaende Daljunkerens Ophold og Forbindelser i Norge findes i Sml. I. 518–552, et vigtigt Brev ogsaa i Dan. Mag. VI. 344. Meget er endnu i denne Begivenhed dunkelt; men at bringe Lys heri, ligger udenfor dette Skrifts Hovedemne.
22. Ny Dan. Mag. V. 101; Paludan-Müller om Herredagene i Odense 1526 og 1527 S. 88.
23. Sml. I. 336–338.
24. Sml. I. 533–534.
25. Celsius, Gustav I’s Hist. I. 407–410; jfr. Hvitf. Fr. I. u. 1528.
26. Sml. I. 538–539.
27. Sml. I. 541–544.
28. Sml. VI. 18 Not. 3; Paludan-Müller Grevens Feide II. 11.
29. Før 3die November 1532 sees han at være død. N. Dipl. II. 819.
30. Sml. VI. 18, 42.
31. Paludan-Müller Gr. F. II. 11.
32. Sml. VI. 20.
33. Sml. I. 57.
34. Smst. 57–59, jfrt. m. 535–537.
35. Annal. f. nord. Oldk. 1853. 24.
36. Sml. VI. 22.
37. N. Dipl. II. 809.
38. Paludan-Müller Gr. F. II. 12, 14.
39. Hvitf. Krist. III. u. 1536.
40. Geijer Sv. Folk. Hist. II. 72.
41. Paludan-Müller. Herredagene i Odense 1526 og 1527 S. 53–78.
42. Paludan-Müller samst. 78.
43. S. o. f. II. 649.
44. Langes Klh. 2den Udg. 178, 478.
45. Smst. 174, 459.
46. S. o. f. II. 685.
47. Langes Klh. 2den Udg. 179, 322; Sml. VI. 21.
48. Langes Klh. 2den Udg. 179, 337.
49. Sml. VI. 32.
50. Langes Klh. 2den Udg. 180, 310.
51. N. Dipl. II. 265–268.
52. Pont. II. 823; Nor. Sml. 4.
53. N. Dipl. II. 808.
54. Paludan-Müller Gr. Feide II. 14, 15.