Den norske Kirkes Historie under Katholicismen/111

Rudolf Keyser

Den norske Kirkes Historie under Katholicismen

Chr. Tønsbergs Forlag, 1858 (2, s. 695-709).

111.

Hertug Kristian, Fredrik I’s ældste Søn, kommer i 1529 til Oslo. Hensigten med hans Reise opnaaes ikke. Strid mellem Erkebiskoppen og Vincentius Lunge. Forlig i 1530. Kirker nedbrudte og Klostre sekulariserede.

Kong Fredrik havde hidtil staaet i meget liden umiddelbar Forbindelse med sit Rige Norge, hvor han endnu ikke var kronet, og efter Tidens Begreber om Valgkongedømmet, idetmindste som de gjaldt i Danmark, endog blot af den Grund, ikke lovligen og sedvansmæssig kunde gjøre Kongedømmets fulde Myndighed gjældende. Den Indflydelse han alligevel i flere Stykker, som ovenfor paavist, øvede endogsaa udenfor sin Haandfæstnings Tilsagn, var meer Frugten af et Slags Tilsnigelse end af en ligefrem forfatningsmæssig Fremgangsmaade. At knytte Norge fastere til sig og om muligt ogsaa til sin Æt, maatte være et naturligt Ønske hos Kongen; og da fremdeles Hindringer stillede sig i Veien for hans egen Reise til Norge, besluttede han sig til at sende sin ældste, voxne Søn, Hertug Kristian, derhen i sit Sted. Dette skulde maaskee være en Efterligning af hvad der var skeet i Kristian I’s Tid, da hans Søn Hans i 1474 var i Oslo og der deeltog i Regjeringsanliggenderne^[1], – og i Kong Hans’s Tid, da dennes Søn Kristian i længere Tid førte Styrelsen i Norge paa sin Faders Vegne med udstrakt Myndighed. – Men i begge de her nævnte Tilfælde var den til Norge sendte Kongesøn allerede i Forveien valgt af det norske Raad til Faderens Eftermand, og der kunde saaledes med Føie betroes dem en vis Regjeringsmyndighed. Med Kong Fredriks Søn forholdt det sig ikke saa. Han var ikke endnu i noget af Rigerne udvalgt til Faderens Eftermand, og det kunde derfor være et stort Spørgsmaal, hvorvidt Fredrik med Ret kunde sende ham til Norge for i sit Sted at udøve nogensomhelst Styrelsesmyndighed. Dette var imidlertid Meningen. Det var nemlig af Kongen paalagt Hertug Kristian, „at sidde Retterthing i Norge og hjælpe hver Mand til Lov og Ret“, naturligvis i Forening med Norges Raad. Men der laa endnu noget meer under hans Sendelse: „han skulde modtage Hyldingsed af de Norske som en Arveherre“; og forsaavidt dette ikke lykkedes ham, noget som altsaa (Fredrik har anseet for vel muligt, skulde „han fornye den venlige (Forening (Conføderatz), som begge Riger imellem fra Arilds Tid havde været“^[2]. Hertugens Hylding som Norges Arveherre og, hvad der vel tænktes ganske enstydende dermed, hans Valg til Faderens Eftermand i Norge, var aabenbare Reisens Hovedøiemed.

Hertug Kristians Reise tiltraadtes den 30te Juni 1529. Fire af det danske Rigsraad fulgte ham, nemlig Biskop Styge Krumpen af Børglum, Henrik Krummedike, Otte Krumpen og Knut Gyldenstjerne, naturligvis som Raadgivere for at paasee Danmarks Gavn. At den fra Norge i 1524 saagodt som udviste Henrik Krummedike var med, viser hvilket Omsving i Meningerne der nu maa være foregaaet i Norges Raad, som en Følge udentvivl af de flere danske Adelsmænds Indlemmelse deri samt af Vincentius Lunges formindskede Indflydelse. I Oslo holdtes et Raadsmøde, eller, om man saa vil kalde det, en Herredag, af de forenede norske og danske Herrer, paa hvilken dog fra norsk Side ikkun nævnes som tilstedeværende: Biskop Hans Reff af Oslo, Provst og Kansler Matthias Hvoruf. Vincentius Lunge, begge Gallerne, Olaf og Gaute, samt Erik Erikssøn. Hverken Erkebiskop Olaf, eller Biskopperne af Hamar, Bergen eller Stavanger mødte, og ikke heller uden faa af de verdslige Herrer. Det findes ingensteds oplyst, hvad der især har holdt de nævnte Prælater borte fra Mødet, – om det har været Betænkeligheder med Hensyn til det uoverensstemmende med den i Kong Fredriks Haandfæstning givne Statsforfatning, der laa i Hertug Kristians Optræden i Norge, eller den Betragtning, at Kristian, som vitterlig Tilhænger af den lutherske Lære, var en Kjætter i den romerske Kirke. Rimeligvis have dog begge Dele virket især paa Erkebiskoppen, som ingenlunde var uvirksom ved Mødet, skjønt han ei paa det var personlig tilstede. At Vincentius Lunge mødte og saaledes stillede sig Ansigt til Ansigt ligeover for sin gamle Fiende Henrik Krummedike, var maaskee en Nødvendighed for ham, da Henrik havde kongelig Besaling til at optræde i en privat Ejendomssag mod Vincentius og Fru Ingerd. Og dette gjorde han med saadant Held, at allerede den 24de Juli Dom faldt i Sagen imod Hr. Vincentius, der tilpligtedes at opgive det omtvistede Gods. Dette var naturligvis en Ydmygelse for den stolte Mand, ligesom det ogsaa maatte krænke ham, at Hr. Henrik nu fik sine Forleninger i Norge tilbage, og at det lykkedes den samme at gjøre sig til Vens med Erkebiskop Olaf^[3].

Men var denne Herredag i Oslo end gunstig for Henrik Krummedike og med det samme ydmygende for Vincentius Lunge med Hensyn til begge disse Stormænds personlige Stilling, saa svarede dens Udfald dog ingenlunde til de Forhaabninger, Kong Fredrik utvivlsomt havde knyttet til den. Det formeentes vistnok ikke Hertug Kristian at fatte Bestemmelser paa Kongedømmets Vegne, og der saaes endog gjennem Fingre med, at han i de derom udstedte Breve kaldte sig: „med Guds Naade ret Arving til Norge“^[4], – en Titel, paa hvis Brug der, med Hensyn til Fredriks Haandfæstning, kunde have været ført Anke. Men Hovedøiemedet af hans norske Reise, hans Hylding som Nordmændenes Arveherre, lykkedes det ikke at drive igjennem. Og her var det Erkebiskop Olaf, som ved sin Indsigelse fra Throndhjem gjorde Udslaget. Man fik nemlig den Mening gjort gjældende, at da Norge nu ikke meer var noget Arverige, men, overensstemmende med det venlige Forbund, som bestod Rigerne imellem (det af 1450), saaledes var forenet med Danmark, at det ei kunde have nogen anden Konge end den, som blev samtykket af Danmarks Rige, saa par en Hylding, som den Kristian forlangte, utilbørlig. De paa Herredagen nærværende norske Raadsmedlemmer, Vincentius Lunge medregnet, have ganske vist af Hensyn til sin egen Valgmyndighed i en kommende Tronledighed, kraftigen understøttet Erkebiskoppens Mening. Og selv de danske have neppe i sit Hjerte havt noget imod den; thi Kristians Hylding i Norge vilde jo ufeilbart ved et indtrædende nyt Kongevalg lægge det sterkeste Baand paa det danske Raads Valgfrihed, saafremt det var dets Agt at opretholde Forbindelsen med Norge. Af Kristians Hylding i Norge blev der saaledes intet.

Dette Udfald havde man i Danmark, som allerede antydet, tænkt sig muligt, og havde, med det for Øie, paalagt Hertugen og hans danske Raadgivere i ethvert Fald at sørge for en Fornyelse af den gamle Forening mellem begge Riger. Herimod blev ingen Indvending gjort. Foreningen til Bergen af 1450 blev af Herredagen stadfæstet, og denne Stadfæstelse kunde Erkebiskoppen siges allerede paa Forhaand at have tiltraadt, idet han nemlig, som vi nys saa, anførte hin Forening som Grund for sin Indsigelse mod Hyldingen.

Udentvivl blev, paa Grund af de skuffede Forhaabninger, Kristians Ophold i Norge kortere end fra først var paatænkt. Han skulde nemlig fra Oslo have draget til Bergen, ja det lader som om han maaskee skulde have blevet Vinteren over i Norge. Begge Dele bleve imidlertid nu opgivne^[5]. Hertug Kristian dvælede i Oslo den 8de September over. Paa denne Dag udstedte de samlede norske og danske Raadgivere, som allerede ovenfor ere nævnte, et Vidnesbyrd om Kristians hæderlige og christelige Færd samt gavnlige Virksomhed under hans Ophold ved Herredagen^[6]. I dette Vidnesbyrd nævnes han af Raadet selv, uagtet dets forud negtede Hylding: „ret Arving til Norge“. Raadet har muligen seet Titelen fra den Side, at den, som benyttet af Kristian tidligere end Kong Fredriks Haandfæstning, ikke ved denne kunde fraskrives ham, da Fredrik der kun nedlægger den for sin egen Person. Strax efter forlod Hertugen med sine danske Raadgivere Oslo til Skibs, og den 13de September 1529 landede han ved Vardberg, hvorfra Reisen videre gjennem Danmark fortsattes til Lands. Henrik Krummedike, som ved denne Leilighed for sidste Gang optraadte i Norge, døde Aaret efter, 1530 i Slutningen af Marts, paa et af sine Godser i Skaane. Hans Virksomhed i Norge havde heel igjennem været høist mærkelig og indgribende, om just ikke altid prisverdig og til Landets Gavn^[7]. At Hertug Kristian ikke har hjembragt til Danmark de venskabeligste Følelser mod Erkebiskop Olaf, det norske Raad og Nordmændene i Almindelighed, er høist sandsynligt; ligesom og at disse Følelser ikke have været ganske uden Indflydelse paa hans Stemning mod Norge, da dette Rige syv Aar senere var kommet i hans Magt.

Vi have ovenfor sagt, at Hertug Kristians Komme til Norge virkede en Stilstand i Fiendtlighederne mellem Erkebiskoppen og Hr. Vincentius. Denne Stilstand var imidlertid af saare kort Varighed. I Slutningen af 1529 finde vi Fiendtligheden igjen i fuld Gang fra Erkebiskop Olafs Side. Jamteland, Vincentius’s Len, var denne Gang Tvistens Gjenstand.

I Hr. Vincentius’s og dennes Fogeds Fraværelse havde Erkebiskoppen sendt en vis thrøndisk Stormand, Haakon paa Egge, ind i Jamteland med det Budskab til Almuen, at Kongen havde frataget Vincentius Lenet og givet det til Erkebiskoppen. Dette maa have været enten reen Opdigtelse, eller grundet paa en stor Misforstaaelse; thi det er ingen Tvivl uudcrkaftet, at Hr. Vincentius den 16de Juli 1528 fik Kongens fornyede Lensbrev paa Jamteland^[8], og nogen senere Forandring heri findes ikke at være gjort. Haakon paa Egge – heder det – udspredte tillige, at Vincentius med Hustru og Børn var rømmet af Landet i Kongens Unaade. Men Jørgen Karlssøn paa Hof i Jamteland modsatte sig Haakon paa Vincentius’s Vegne, negtede Sandheden af de udspredte Rygter og forestilte Almuen, at den, før den gav sig under Erkebiskoppen, burde see Kongens Brev for Rigtigheden af hans Paastand. Jørgen underrettede ogsaa Hr. Vincentius i Bergen om hvad der var paafærde. Denne blev, som let kan tænkes, yderlig opbragt, fik under 4de December 1529 et Vidnesbyrd fra Esge Bilde samt flere Raadsmedlemmer og gode Mænd i Bergen for Kong Fredriks Lensbreve til ham paa Jamteland, baade paa det af 16de Juli 1528 og paa et ældre af 2den April 1525^[9], og sendte nu dette Vidnesbyrd til Jørgen Karlssøn til videre Forkyndelse med et Brev, hvori han paa sin sedvanlige Vis i de heftigste Udtryk for løs paa Erkebiskoppen og Haakon paa Egge, og med det samme lod Jørgen vide, at hvad ham og Erkebiskoppen var imellem, dermed havde Jamtelands Indbyggere intet at skaffe^[10]. Men Jamterne synes virkelig heller at have ønsket sig Erkebiskop Olaf til Lensherre end Vincentius Lunge, og derfor lykkedes det ogsaa Erkebiskoppens Foged, Thrond Ivarssøn, at faa thinget største Delen af Landet under Erkebiskoppen inden Februar 1530^[11]. Og under 20de Marts næst efter takkede Almuen Erkebiskoppen, fordi han havde sendt dem Thrond Ivarssøn som Foged, og yttrede tillige i sit Brev den Forhaabning, at de vilde komme til at beholde Erkebiskoppen til „Landsherre“. De sendte ham ogsaa en Ansøgning af samme Dag, hvilken de bade ham besørge Kongen til Hænde^[12]. Ansøgningen indeholdt flere Anker, som henstilledes til Kongens Afgjørelse, og til Slutning det Ønske, at Kongen vilde skikke dem til „Landsherre“ Erkebiskop Olaf i Throndhjem, fordi, naar Kongens Fogeder der i Landet gjorde dem nogen vrang Overlast, da tyktes det dem for langt at løbe med sin Klage til Danmark eller til Bergen^[13].

Vincentius Lunge følte sig aabenbare paa denne Tid trykket af sine Uvenners Klager og Beskyldninger, og da Kongen havde tilsagt en Herredag af baade Danmarks og Norges Raad at møde i Kjøbenhavn otte Dage efter St. Hans 1530, saa besluttede han snarest muligt at drage til Danmark for her personlig at tale sin Sag hos Kongen. Paa Reisen didhen tilskrev han fra Tunsberg den 9de April sine mest formaaende Venner i Jamteland, navnligen den før nævnte Jørgen Karlssøn, og bad dem udvirke af fire og tyve de gjæveste Mænd i Landet et forseglet Vidnesbyrd. Hans Uvenner beskyldte ham for at have villet lade sig hylde af Jamterne til Konge; – Vidnesbyrdet skulde gaa ud paa at fralægge ham denne Beskyldning, og han sendte et af ham selv forfattet Udkast, hvilket de Tilskrevne skulde besørge udfærdiget^[14]. Udkastet er endnu til^[15], men om det virkelig er blevet udfærdiget i den ønskede Form, er usikkert.

Svigermoderen Fru Ingerd, der nu som altid stod fast paa Hr. Vincentius’s Side, har ganske vist ikke mindre end han faaet føle Erkebiskoppens Uvenskab. Det er høist sandsynligt, at den Vanskelighed hun havde med at forsvare sine Forleningen Fosen-Len (Nordmøre), Sunmøre, Romsdal, Stordal og Herdal, har bevæget hende til at drage fra sin Sædegaard Østeraat til Bergen og der afstaa hine Forleninger til sin anden Svigersøn Hr. Nils Lykke. Han erhvervede ogsaa Kongens Brev paa dem, og ved sin Skrivelse fra Bergen af 19de December 1529 kunde han fremstille sig for Indbyggerne som deres Lensherre^[16]. Dette var et klogt Skridt, der udentvivl banede Veien til et Forlig mellem de Stridende. Thi Nils Lykke havde ikke hidtil blandet sig i Striden og stod sig endnu ret godt med Erkebiskoppen. Han kunde hindre, at de omtalte Len kom i Erkebiskoppens Hænder, og derhos var det nu hans eget Gavn at optræde som Fredsmegler. Han gjorde ogsaa dette ifølge en Fuldmagt, som Vincentius i sin Knibe havde meddeelt ham, og Esge Bilde lagde sit Ord med i Vegtskaalen^[17]. Ikke før havde Hr. Vincentius naaet Danmark, før han ved Brev fra Erkebiskoppen selv fik vide, at Nils Lykkes Meglingsforsøg havde havt det ønskede Held, og samme Dag, den 4de Mai 1530, kunde han fra Andvorskov i Sjælland tilskrive Erkebiskoppen som sin Ven og stadfæste Forliget^[18], hvis nærmere Vilkaar forresten ere os ubekjendte.

Vincentius gjorde vistnok alt hvad han kunde for under Opholdet i Danmark at indynde sig igjen hos Kong Fredrik. Det var ved denne Leilighed han den 15de Juli afleverede til Kongen Klenodierne fra Apostelkirken i Bergen^[19]. Ganske har det dog neppe lykkets ham at vinde Fredrik for sig; og sin gamle Myndighed i Norge fik han ikke dengang tilbage, hvor meget han end bestræbte sig for at blive sat til Høvedsmand igjen paa Bergenhus Dette var for Tiden hans Ønskes høieste Maal, og han gik endog saa vidt, at han ved sin Tilbagekomst til Norge ved et aabenbart Bedrageri vilde see det opfyldt.

Da han kom til Bergen, sendte han den 8de September 1530 Bud til Hr. Esge Bilde paa Bergenhus og forlangte i Vidners Paahør af denne Slottet overgivet, da, som han sagde, Kongen havde forlenet ham med det i ti Aar. Hr. Esge svarede, at han ikke vilde opgive Slottet til nogen anden end Kongen selv. At han heri handlede ret og forsigtigt viste sig snart. Thi paa Hr. Esges Forespørgsel erklærede Fredrik fra Gottorp i Brev af 2den November, at han aldrig havde tænkt paa at fratage Esge Slottet; hvad Vincentius har sagt derom, har han sagt uden Kongens Vidende og Villie^[20]. Her stod saaledes Hr. Vincentius til Skamme.

Han var imidlertid fremdeles en høitformaaende Mand i Norge og dette fik snart Erkebiskoppen og den romerske Kirke her føle.

Aarene 1530 og 1531 vare saare uheldbringende før Bergens Kirker og geistlige Bygninger. De største og pragtfuldeste af disse vare sammentrængte om Kongsgaarden paa det forholdsvis ikke meget store Rum, som Bergenhus Fæstning nu indtager og som i gammel Tid kaldtes Holmen. Der laa den prægtige Kathedralkirke med Biskopsgaarden, Kommunen eller Chorsbrødrenes Bolig og Skolen; der laa den ligeledes meget pragtfuldt byggede og udstyrede Apostelkirke, det første i Rangen af de fjorten kongelige Kapeller; der laa endelig ogsaa Prædikebrødrenes Kloster med tilhørende Kirke. Kongsgaarden selv var oprindelig ikke indrettet til nogen sterk Fæstning, omendskjønt den var lukket ved en Mur og forsvaredes ved et Par Taarne. Under Kristian II havde Jørgen Hanssøn som Høvedsmand befæstet den noget bedre; dog var den ved Vincentius Lunges Tiltrædelse i 1523 endnu neppe at ansee før en Fæstning, langt mindre for en Hovedfæstning, som dog her tiltrængtes til det vestlige Norges Forsvar. At gjøre den hertil har maaskee allerede svævet Hr. Vincentius for Tanke; og det kunde vel hende sig, at Prædikebrødrenes Klosters Brand i 1528 og Apostelkirkens Rydning for dens Klenodier har staaet i nogen Forbindelse med hin Tanke og været forberedende Skridt til dens Udførelse. Thi før at Bergens Kongsgaard kunde blive en virkelig Fæstning af Betydenhed var det uomgjængelig fornødent, at dens Omkreds ryddedes og de mange Slottet beherskende høie og faste Bygninger bortskaffedes. Esge Bilde indsaa dette klart og gik uden at følge Snigveie lige løs paa Sagen.

Den allerede ryddiggjorte Apostelkirke blev det første Offer for Befæstningsplanen. Den synes paa nærværende Tid at have været saagodt som forsvarsløs. Efter Kristiern Peterssøn, der døde en Stund efter 1520, synes ingen ordentlig Provst at have været ansat ved den. Flere nævnes rigtignok, men om hinanden og uden at man kan skjønne, hvorledes det med deres Embedsomraade har forholdt sig^[21]. Kirken savnede saaledes en umiddelbar Talsmand, hvilket dens Provst burde have været. Bergens Biskops Raadighed øver denne Kirke, selv naar den var ledig, maatte ansees for høist tvivlsom, og Kongen, der var dens som alle kongelige Kapellers naturlige Verge, brød sig tydelig nok ikke om den, som Kirke betragtet, men handlede med den som med en anden Ejendom, den han allerede havde plyndret for dens Smykker. Naar nu dens Nedrivelse fordredes til Kongens og Rigets Nytte – som det hed –, saa var det ganske naturligt, at dette ikke mødte nogen Indsigelse fra Kongens Side. I 1530, den 8de April, udgik fra Gottorp Slot Fredriks Brev, hvorved det paa- lagdes Esge Bilde at nedbryde Apostelkirken, og sende til Gottorp saa meget af Stenene, som var brugbart til det derværende Slots Bygning^[22]. Apostelkirken forsvandt nu i en Hast.

Vanskeligere var det at blive af med Christkirken og de til den hørende Bygninger. Disse havde nemlig i Biskop og Kapitel sit naturlige Forsvar. Kongen havde imidlertid, i et Brev af 28de October 1529, paabudt Undersøgelse af, hvorvidt hine Bygninger laa Slottet for nær^[23]. At dette .virkelig var Tilfældet, naar man vilde have Kongsgaarden til sterk Fæstning, kan ikke have været nogen Tvivl underkastet; det maa ogsaa vedkommende Geistlige have været nødte til at erkjende. Men en Stund synes man dog at have vaklet mellem to Bestemmelser: enten man skulde bortskaffe hine herlige og kostbare Bygninger, eller man skulde indrette den nødvendige Fæstning paa den modsatte Side af Vaagen og dertil nytte det forud meget fast byggede og heldigt beliggende Munklifs Kloster. Dette synes nemlig allerede i flere Aar at have været udseet til Ophævelse, saasnart man fandt en eller anden Brug for det. Dets Brødre og Søstre forbleve der, men under en bestandig Frygt for en hastig Uddrivelse. Fra denne for Klosterets Beboere saa ængstlige Uvishedstid har man et ynkeligt Klagebrev af 2den Juni 1530, fra Klosterets Abbedisse, Anna Olafsdatter, til Erkebiskoppen, hvori hun yttrer, at Klosteret er blevet berøvet flere af sine bedste Jorder, og at der i Bergen var Uvillie imod det, som mod Kirker og Klostere i Almindelighed; der tales idelig om, at Klosterets Beboere skulle ud, og intet andet Kloster bor have igjen, hvorhos deres Uvenner lade sine Heste og sit Fæ opæde Klosterets Ager og Eng, og Enhver foruretter dem ihvad han kan. Hos Biskoppen nytter det dem ikke at klage sin Nød; thi han er altid borte. Derfor henvende de sig til Erkebiskoppen og bede ham om Raad i sin Nød og Trang^[24]. Erkebiskoppen findes dog ikke at have blandet sig i Klosterets Sager, hvilket han heller ikke vel kunde gjøre, saalænge ikke Bergens Biskop, der var Klosterets nærmeste lovlige Foresatte, derom henvendte sig til ham. Munklif undgik imidlertid den Lod at blive forvandlet til Fæstning, skjønt det ikke undgik, som vi strax skulle see, alligevel, men paa en anden Maade, at blive et Offer for Befæstningsplanen.

Man valgte til Slutning at ryddeliggjøre Kongsgaardens Omegn fuldkommen og her indrette sin Hovedfæstning. Christkirken med tilhørende Bygninger var altsaa dømt til Nedbrydelse. Da Hr. Esge gik den egennyttige og magelige Biskop, Olaf Thorkelssøn, ret paa Livet, synes denne ikke at have gjort nogen kraftig Modstand. Heller ikke indtraadte nogen saadan fra Kapitelets Side. Gjengjæld bødes dem alle, Trudsler manglede vel heller ikke, og den Første i Kapitelet, Erkedegnen Gjeble Pederssøn, der senere fremtraadte som en aabenbar Tilhænger af Luthers Lære, og ganske vist allerede nu var det i sit Hjerte, var rimeligvis kun en lunken Forsvarer af Papismens og Hierarchiets Mindesmærker, hvor kunstneriske og pragtfulde disse end kunde være. Den 15de Februar 1531 blev en Overenskomst sluttet i Christkirkens Sakristi mellem Biskop Olaf, Erkedegnen Gjeble Pederssøn samt Kanniken Mogens Jonssøn paa den ene Side, og Hr. Esge Bilde, paa Kongens Vegne, paa den anden, i Overvær af Hr. Vincentius Lunge samt 13 Raadmænd af Bergens By. Biskoppen og Kapitelet opgave, paa Kongens Bøn og for Rigets Nytte og Forsvar, Kathedralkirken til Nedbrydelse og Bortflytning, eftersom den fandtes at staa Bergenhus Slot for nær og til Hindring. Derimod skulde Munklifs Kloster med tilhørende Indtægt og Gods overgives Biskop og Kapitel til en Domkirke, dog med Forpligtelse at bemande og forsvare det mod Kongens og Rigets Fiender, samt føde og opholde Nonnerne, som i Klosteret vilde forblive, saalænge indtil herom af Kongen eller Rigsraadet maatte fattes en anden Bestemmelse. Brev paa dette blev samme Dag udfærdiget af Biskoppen og de tvende tilstedeværende Kanniker og beseglet ikke alene af disse, men ogsaa af tre andre Kanniker^[25].

Man skred nu til Nedbrydningen af Christkirken og tilhørende Bygninger med største Hast og Iver. Ved Breve fra Biskop Olaf af 21de Februar–15de Marts opfordredes Almuen fra de Bergen nærmest omkringliggende Kirkesogne til at møde i Byen paa visse Dage for at hjælpe til med Ødelæggelsesverket, der paa Esge Bildes Vegne lededes, og det som det heder med stor Dygtighed, af en Hans Prydtz. Arbeidet gik rask fra Haanden, og den 1ste Mai 1531 synes det i det væsentligste at have været fuldbragt. Thi ved et Brev af nævnte Dag oplod Biskop Olaf til Esge Bilde „den Jord og Grund, hvorpaa Domkirken med alle dens Bygninger tilforn stode, for herefter bestandig at ligge under Bergenhus Slot“; og i Brev af 31te Mai næst efter heder det, at „Domkirken og Biskopsgaarden ere ganske nede i Grunden“^[26].

Munklifs Kloster skulde altsaa fra nu af være Sæde for Bergens Biskop og Kapitel og følgelig den derhenhørende Kirke være Bergens Kathedralkirke. Esge Bilde lod Klosterets Abbedisse, den fornævnte Anna Olafsdatter, og Konfessoren, Jon Karlssøn, underrette om den fattede Beslutning og tilbød dem med det samme det kongelige Kapel, Allehelgens Kirken, der i Byen samt et Par derved liggende Gaarde, at bruge som Kloster, indtil Kongen eller Raadet anderledes forordnede. Men dette Tilbud synes ikke at være blevet modtaget. De fleste Nonner flyttede rigtignok ud, men nogle til sine Slegtninger omkring paa Landet, og enkelte til Moderklostret i Vadstena i Sverige. Abbedissen, selv femte, modsatte sig med Bestemthed enhver Flytning, og man har efter Overenskomsten maattet lade disse forblive i Klostret, skjønt Biskop Olaf allerede i Mai 1531 var bosat der^[27]. Hermed var da det gamle, anseede og i sin Tid rige Munklif ophævet som Kloster. Bestemmelsen var da nu, at det skulde være Biskopssæde og tillige en Befæstning, der kunde i Nødsfald understøtte Bergenhus. Men heller ikke under denne Skikkelse blev det længe staaende ved Magt.

Eftertiden har dømt Hr. Esge Bilde meget haardt for de omtalte Kirkebygningers Nedbrydelse i Bergen, og man har – dog først længe efter hans Død – tillagt ham Navnet: Kirkebryderen. Men af Sagernes Sammenhæng vil man dog let indsee, at Hr. Esge, der handlede i et bestemt for Konge og Land, i det mindste efter hans egen Anskuelse, gavnligt Øiemed, nemlig for Landets Forsvar mod Fiender, og derhos, saavidt man ved, uden alle egennyttige Sidehensyn, – at han er langt mindre at dadle end den usle Biskop Olaf og hans Kapitel, der gave sit Samtykke til hans Foretagende, da dog en kraftig Indsigelse fra deres Side havde maattet gjøre det vanskeligt, om ei umuligt, og hvis Føielighed vist ikke var saa uegennyttig som Esges Iver.

Men Erkebiskoppen, vil man vel atter spørge, hvorfor tog han sig ikke af Sagen? og hvorledes kunde vel saadanne Omvæltninger, som de der nu ere fortalte at have fundet Sted i Bergen, en Kathedralkirkes Nedbrydelse til en Fæstnings Forsterkning, et stort Klosters Ophævelse og Forandring til Biskopsbolig o. s. v., – hvorledes kunde de gaa for sig, uden at Kirkeprovinsens Metropolitan dertil gav sit Samtykke eller deri toges paa Raad? Svaret bliver her det samme som vi ovenfor ved en lignende Leilighed have givet^[28]. I dette som i mangt og meget andet aabenbarede sig Følgerne af den selvødelæggende Politik, den romerske Stol i de senere Aarhundreder, ja fra langt tilbage i Middelalderen, havde fulgt ved overalt at svække Metropolitanmyndigheden for at knytte alle Biskopsstole desto meer umiddelbart og, som man troede, saameget fastere til Rom. Erkebiskoppen af Nidaros havde nu, som jeg allerede før har yttret, saa godt som intet at sige i sin Provins, udenfor sit eget Biskopsdømme. Enhver norsk Biskop handlede i sit Omraade i alle Styrelsesanliggender, som om der intet Mellemled var i Kirkestyrelsen mellem ham selv og den romerske Kirkes øverste Hoved. Og da nu Forbindelsen mellem Biskopperne og Rom, ved den verdslige Statsmagts Indskriden paa Geistlighedens Grund, var bleven paa det nærmeste afskaaren, saa var det den enkelte Biskop overladt at opgjøre sit Biskopsdømmes Sager med den verdslige Styrelse ganske eensidig, og som det syntes ham selv bedst og fordelagtigst, uden Samraad hverken med Metropolitan eller Medbiskopper. Saaledes var den oprindelig saa klogt opførte hierarchiske Kirkebygning i Tidens Løb blevet undergraven af Pavedømmet, at den nu næsten ravede som en Ruin og frembød idel blottede og brøstfældige Punkter mod Reformatorernes djærve Angreb.

Biskop Olaf Thorkelssøn fandt sig vistnok beføiet til at underrette Erkebiskoppen om den foregaaede Forandring, men ogsaa først efter at den var foregaaet, og da en Omændring til det Gamle ikke meer var mulig. I sit Brev til Erkebiskoppen af 13de April 1531 gjør han heller ikke nærmere Rede for Kathedralkirkens og de derhen hørende Bygningers Nedbrydning; men undskylder kun sin Indflytning i Munklif dermed, at det som Kloster „var saa godt som øde gjort“. Hans Henvendelse til Erkebiskoppen ved denne Leilighed er heller ikke forbunden med nogen Klage over hvad der var skeet – thi en saadan Klage rammede ham selv nærmest; – men med et Tiggeri til Erkebiskoppen, at denne vil overlade ham et Stykke Tomt af de til Erkebiskopsgaarden paa Stranden i Bergen hørende Grunde, fordi saadant vilde være til Nytte for ham i hans nye Sæde^[29]. Som en ligesrem Spot lyder det næsten, naar det i Brev af 31te Mai næst efter fra Biskop Olaf Thorkelssøn i Forening med Esge Bilde, Vincentius Lunge og Nils Lykke til Erkebiskoppen, siges som en Trøst til denne for Nidaros Kathedralkirkes nys indtrufne Brand, at ogsaa her „er Bergens Domkirke og Biskopsgaarden ganske ned i Grund (d. e. ganske i Bund og Grund ødelagt)“^[30].

Der gjordes ellers paa denne Tid ogsaa lige under Erkebiskoppens egne Øine og i hans eget Biskopsdømme temmelig dristige Forsøg paa at sekularisere tvende Klostere, – Forsøg, som Erkebiskoppen rigtignok af yderste Magt søgte at afvende, men som det dog kun lykkedes ham for en Tid at udhale.

Det ene af disse Klostere var Nonneklosteret paa Rein. Fru Ingerd Ottesdatter havde her ladet sig vælge til Klosterets Forstanderske. Hermed gik det efter hendes egen Forklaring saaledes til. Paa et Besøg, hun aflagde i Klosteret, klagede Abbedissen, Karine, og Søstrene for hende over dets elendige Forfatning, hvorledes det „stod fast til Nedfald“, hvilket Abbedissen ikke formaaede at afhjælpe. Man enedes da om, at Søstrene godvilligen valgte Fru Ingerd til Forstanderske, saaledes at hun skulde hjælpe Klosteret med de nødvendige Bygningsarbeider, forsørge Søstrene og holde Indretningen ved god Skik og christelig Styrelse. Om Overenskomsten blev et Brev udstedt. Fru Ingerd havde gjort dette Skridt, hed det, for at ingen anden skulde komme og trænge sig derind, bemægtige sig Klosterets Indkomster og forøde dem til „Verdens Forfængelighed“^[31]. Dette var gjort uden at Erkebiskoppen derved var adspurgt. Men da han fik det at vide, og vistnok medrette i Fru Ingerds Udnævnelse til Klosterets verdslige Forstanderske, troede at see det første Skridt fra hendes Side til at flaa Klosteret og dets Gods under sig, – saa lod han udtage af det dets Jordebreve, dets Segl og.en Deel af dets kostbareste Klenodier. Da Fru Ingerd siden kom til Klosteret, paastod Abbedissen og Søstrene, at Erkebiskoppen havde gjort dette høieligen mod deres Villie. Nu satte Fru Ingerd Alt i Bevægelse for at saa Opreisning af Erkebiskoppen. Først maatte hendes Svigersøn Hr. Nils Lykke, der var Kongens Lensmand i Fosen-Len, hvor Klosteret laa, tilskrive Erkebiskoppen fra Østeraat den 8de April 1531. Han opfordrede i Kongens Navn Erkebiskoppen, der selv af Kongen var betroet at være paa dennes Vegne en Overtilsynsmand med Lov og Net i det Throndhjemske, – at han vilde tilbagegive Klosteret hvad han mod geistlig og verdslig Lov havde frataget det. Han mindede ham om det Forlig, som var sluttet mellem ham og Fru Ingerd, og bad ham ikke nu paany velte sig ind paa hende. Kunde Overenskomsten mellem hende og Klosteret ikke bestaa efter Loven, da kunde den vel med Lempe og paa en god Maade igjen hæves uden saadan Adfærd, som Erkebiskoppen havde vist. Han bad Erkebiskoppen til Slutning betænke, at han med Haand og Mund, med Brev og Segl havde lovet at ville være Fru Ingerd og hendes Børn til Raad, Trøst og Hjælp^[32]. To Dage efter, den 10de April, skrev Fru Ingerd selv sammesteds fra til Erkebiskoppen. Hendes Brev er egentlig Svar paa en Skrivelse fra denne, hvori han har forbudet hende at befatte sig med Reins Klosters Gods og Ejendele. Hun erklærer, at hun aldrig har frataget Klosteret en Skilling eller faaet noget af det, uden hun har gjort dobbelt Fyldest derfor. Hvad hun har handlet med Fru Abbedissen og Søstrene er gjort til Klosterets Bedste. Hun havde været hindret fra at tage Erkebiskoppen paa Raad i Forveien, og havde hastet med at afgjøre Sagen med Abbedissen, da hun selv stod paa Reisen, og hun ved Hr. Nils Lykke skulde erhverve Kongens Samtykke paa hvad der var skeet. Hun ved ikke andet – siger hun – end at Kongen i dette Stykke er den raadende, som Erkebiskoppen i det Aandelige. Havde hun vidst, at det var Erkebiskoppens Ret at raade for Klosteret baade i det Verdslige og i det Aandelige, som hun af hans Skrivelse mærker, saa skulde hun ei have sluttet Overenskomsten, før hun havde hørt hans Villie i den Henseende. Vil Erkebiskoppen med Magt og Vold omstøde denne Handel, da kan hun, arme Enke, ingen Modstand gjøre; og hvis hun ikke kan være Klosterets Forstanderske med Rette, kan vel Loven bedst forklare det. Hun beder til Slutning Erkebiskoppen sende Abbedissen og Klostersøstrene tilbage hvad han havde frataget dem, samt at han ikke vil lade dem lide i nogen Maade for hendes Skyld^[33].

At Fru Ingerds Hensigter i denne Sag have været saa rene og uegennyttige som hun selv paastaar, er ingenlunde sandsynligt, – og om de end havde været det, saa var dog hendes Adfærd uformelig og ulovlig efter den endnu i Norge bestaaende Kirkeret, og det var aabenbare Erkebiskoppens baade Net og Skyldighed at skride ind, som han gjorde. Alligevel udvirkede Hr. Nils Lykke, der strax efter reiste til Danmark, hos Kong Fredrik dennes Stadfæstelse paa Fru Ingerds Valg til Forstanderske for Reins Kloster og dets Gods, imod at hun lod holde tilbørlig Gudstjeneste. Stadfæstelsen blev given den 1ste Mai 1532^[34]. Den har maaskee, paa Grund af de mellemkommende vigtige Begivenheder og Erkebiskoppens Modstand, ikke strax kommet Fru Ingerd tilgode; men Enden blev dog, at hun, om end kanskee ikke før efter Erkebiskop Olafs Bortreise fra Norge, fik Klosteret og dets Gods i Forlening^[35].

Endnu værre gik det til med det andet Kloster, nemlig Tautras eller Tuterøens Cistercienserkloster. Her blev i 1510 en dansk Mand, Matthias Henrikssøn, udnævnt til Abbed af Henrik Kristiernssøn, Abbed i Sorø, der var indsat af Ordenens Generalabbed i Citeaux, til Visitator og Reformator for alle Cistercienserklostere i de tre nordiske Riger. Denne Matthias var, som hele hans Adfærd viser, en yderst uverdig Klostermand. Han solgte, pantsatte eller forstak Klosterets Jordegods og Kostbarheder, og da han havde sat dets Midler overstyr, for han fra det til Oslo, og tilvendte sig, uvist paa hvilken Maade, den ledige Abbedverdighed i Hovedøens Kloster. Men her fortsatte han sit forrige Liv, saaledes at Biskop Hans Reff nødtes til at afsætte ham. Han for da til Danmark, hvor det lykkedes ham at erhverve nye Breve paa Tuterøen; og nu kom han did tilbage, skjønt han heller vilde havt Lyse-Kloster, hvis Abbed det dog ikke lykkedes ham at faa fordreven. I det allerede af ham tidligere mishandlede Tuterøens Kloster huserede han nu efter sin Tilbagekomst paa sin gamle Vis og førte det forargeligste Levnet, indtil Erkebiskoppen omkring 1530 fandt sig opfordret til at skride ind for at komme Klosteret tilhjælp. Han lod Abbed Matthias gribe og stillede ham for en geistlig Ret, bestaaende af 9 Klostermænd, blandt hvilke Abbeden af Holm nævnes først, og foruden ham Dekanus i Nidaros og 8Kanniker sammesteds. Mange Beskyldninger fremsattes mod ham baade vedkommende hans forargelige Levnet og hans uforsvarlige Klosterstyrelse; og han synes at være bleven fældet i en stor Bod til Erkebiskoppen. For at kunne udrede denne pantsatte han den 11te April 1531 paa Østeraat fire af Klosterets Gaarde til Hr. Nils Lykke. Men ikke nok hermed. Til samme Tid synes han at have afstaaet hele sit Kloster til den samme, og Nils Lykke udstedte den 13de April samme Aar fra Østeraat et Brev, hvori han erklærer, at da Broder Matthias og menige Konvent i Tuterø nu velvilligen har opladt ham sit Kloster med Gods og Ejendom, saa forpligter han sig til, hvis Kong Fredrik vil lade ham beholde det, at betale Abbeden 200 Lod Sølv, af hvilken Sum han allerede har modtaget Halvdelen, ligeledes hvert Medlem af Klosteret en vis Sum eengang for alle, og desuden Abbeden aarlig for Livstid 40 Mark rede Penge Nils Lykke gik med denne Overenskomst til Danmark og fik den i Kjøbenhavn stadfæstet af Kong Fredrik paa samme Dag, som Stadfæstelsen paa Reins Kloster til Fru Ingerd blev given, nemlig den 1ste Mai 1532. Hans Valg ved Abbed og Brødre til Forstander for Tuterøens Kloster og dets Ejendomme blev godkjendt af Kongen mod at han skulde opfylde de Forpligtelser, han havde paataget sig mod Abbeden og Brødrene, og gjøre en christelig Skik i Klosteret med Gudstjeneste og Guds Ords Forkyndelse.

Da dette skede var Hr. Nils, som vi siden skulle see, paa en Maade landflygtig fra Norge; og Omstændighederne der have maaskee fat Erkebiskoppen i Stand til at forhindre Klosterets fuldkomne Sekularisation endnu en Stund, ja endog saa længe, at Hr. Nils selv ikke kom i Besiddelse af det. Men at der blev bragt Orden igjen tilveie i Klosteret, maa man betvivle; og under Kronen blev det lagt, saa snart som Erkebiskoppen var borte^[36].

1. S. o. f. II. 570.
2. Hvidtf. Fredrik I. u. 1529.
3. Dansk Mag. 3die R. II. 257, 271–272.
4. Brev af 29de Juli fra Akershus angaaende en Kongsgaard i Jamteland Sml. I. 53.
5. Henrik Krummedikes Brev til Esge Bilde, Oslo, den 24de Juli 1529. Dan. Mag. 3die R. II. 271–272.
6. Hvitf. Fredr. I. u. 1529.
7. Dan. Mag 3die R. II. 257–258. Jævnf. for Resten angaaende Hertug Kristians Ophold i Norge: Paludan-Müller Gr. Feide II. 16–21.
8. S. o. f. II. 684.
9. Sml. I. 57–59.
10. Smst. 54–56. Brevet er der feilagtig dateret: Mandagen efter St. Anne Dag; mon ikke en Feillæsning for St Andreæ Dag? hvilken da bliver 6te Decbr. Originalen findes blandt de münchenske Arkivsager, der i sin Tid afgaves til Sverige.
11. Thrond Ivarssøns Brev til Erkebiskoppen af 9de Febr. 1530 Sml. I. 60–62.
12. Sml. I. 63.
13. Smst. 64–66.
14. Sml. I. 66–68.
15. Smst. 70–73.
16. Smst. 59.
17. Pal.-Müller Gr. Feide II. 15.
18. Sml. I. 69–70.
19. S. o. f. II. 691.
20. Pal.-Müller Gr. Feide II. 15–16.
21. Langes Klh. 2den Udg. 262.
22. Dan. Mag. VI. 342; Pal.-Müller Gr. Feide II. 9, 13.
23. Langes Klh. 2den Udg. 311.
24. Smst. 310 og 1ste Udg. 760–761.
25. Sml. II. 36–38.
26. N. Nicolaysen: arkæologisk-historisk Fortegnelse over Norges Levninger af Kunst og Haandverk fra Middelalderen 95.
27. Langes Klh. 2den Udg. 310–312.
28. S. o. f. II. 692.
29. Sml. II. 46.
30. Smst. 57.
31. Denne Forklaring over sin Adfærd giver Fru Ingerd i et Brev af 10de April 1531 til sin Stifsøn Mgr. Henrik Nilssøn, Kannik, hvem hun beder tage sig af Sagen hos Erkebiskoppen, som havde paaanket hendes Opførsel. Sml. II. 44.
32. Sml. II. 40–42.
33. Sml. II. 42–44.
34. Smst. VI. 42–43.
35. Om hele denne Sag, se Langes Klh. 2den Udg. 250–253.
36. Langes Klh. 2den Udg. 241–246.