Den norske Kirkes Historie under Katholicismen/112

Chr. Tønsbergs Forlag (2s. 709-737).
◄  111.
113.  ►

112.
Kong Kristian II’s Optræden i Norge 1531–1532. Erkebiskop Olaf og flere Biskopper antage sig hans Sag. Kristians Foretagende mislykkes, og Norges Forhold bringes i sin gamle Skik. Kong Fredrik I dør 1533.

Det Tryk, som den verdslige Statsmagt øvede paa Kirken i Norge, og som kom tilsyne i de gjentagne og oftest heldige Angreb paa dens Indretninger og Eiendomme, begyndte meer og meer at overvælde den norske Geistligheds Formænd. Deres tiltagende Afmagt maatte allerede være dem selv indlysende. Baade i det Aandelige og Verdslige følte de Fodfæstet svigte under sig. At Erkebiskop Olaf sandt sin nærværende Stilling utaalelig, var ikke at undres over, heller ikke at han speidede til alle Sider for at opdage, om muligt, en Støtte, til hvilken han i sin Nød og Forladthed kunde klynge sig. Havde han engang maaskee næret det Haab, at den Magt og Selvstændighed, som Haandfæstningen af 1524 tillagde det norske Raad, forenet med den Indflydelse, han selv og Biskopperne ifølge gammel Hevd øvede i Raadet, – at den skulde sikkre baade Stat og Kirke mod fremmed Undertrykkelse, saa maatte dette Haab ganske vist allerede nu være udslukt. Mænd som Vincentius Lunge, Esge Bilde og Nils Lykke maatte ved sin Adfærd forlængst have overbevist ham om, at den Selvstændighed, der var det norske Raad indrømmet, i Grunden kun kom enkelte danske Stormænd, som deri vare indsmuglede, til Gode, og at disse, om end ofte og i mange Stykker uenige indbyrdes og uenige med det svage Kongedømme, de i Navnet tjente, dog stedse vare enige med dette og mellem sig selv i een Ting, nemlig, naar Leilighed gaves, at berøve Biskopperne deres Myndighed og Kirken dens Rigdomme, og saa til Slutning underkaste Kirken den verdslige Statsmagt. Erkebiskoppen kunde saaledes ikke nu længer i Haandfæstningen see nogen sand Betryggelse hverken for Fædrenelandets Selvstændighed eller dets Kirkes Opretholdelse. Den bestaaende Forfatning, Kong Fredrik, de danske Magthavere i Norge, – Alt maatte være ham lige forhadt, og han maatte baade til Fædrenelandets og til Kirkens Bedste, som det for ham stillede sig, see sig om efter Midler til at blive det Hele kvit, Forandringen koste hvad den koste vilde; værre end det var kunde det neppe blive.

En saadan Opfattelse af Norges og den norske Kirkes daværende Stilling, tænker jeg, har ledet Erkebiskop Olaf til at vende Blikket mod den landflygtige Kristian II som den forønskede Redningsmand, helst da Udsigterne just paa denne Tid syntes at opklare sig noget for den ulykkelige Fyrste, og hans Forhold til den romerske Kirke syntes at blive venskabeligere.

Kristian havde under sin hele Landflygtighedstid syslet med Planer til at gjenvinde sine tabte Riger. Men disse Planer vare hverken dybt udtænkte, eller fast grundlagte; ikke heller bleve de forfulgte med Sikkerhed, eller ledede med sand Klogskab og Kraft. Kristian havde baade tro og dygtige Tjenere; men i hans egen Aand havde, efter hans Flugt, et Vankelmod vundet Overhaand, der stedse forværrede hans i sig selv vanskelige Stilling. Hans naturligste Støtte var hans Svoger Keiser Karl, og i Bevidstheden herom tog han ogsaa først og fremst sin Tilflugt til denne, eller rettere til det burgundiske Hof i Nederlandene. Men den Kulde og Seendrægtighed, han her mødte, bragte ham snart til at vende sig andensteds hen. Den lutherske Lære havde vundet sterk Indgang hos ham. Dette blev snart en aabenbar Sag, der naturligvis ikke betragtedes med gunstige Øine af det strengkatholske burgundiske Hof. Baandet mellem ham og dette slappedes herved. Men i samme Mon, som hans Haab til Keiseren blev mindre, synes han at have vendt sin Fortrøstning til de protestantiske Fyrster i Tydskland, blandt hvilke flere vare hans nære Frænder, saaledes Kurfyrsten af Saxen. Hine Fyrster havde dog paa den Tid for meget med sine egne Sager at gjøre, til at kunne række Kristian en kraftig Hjælperhaand; og de vare saameget mindre villige hertil, da Hjælpen dog skulde ydes ham mod en af deres egne Trosforvante; thi derfor kunde allerede Fredrik l, i det mindste som Styrer i Slesvig og Holstein, og end mere afgjort hans Søn Hertug Kristian regnes. Kong Kristian havde i 1524 paa egen Haand faaet sammenbragt en ikke ubetydelig Leiehær i Nordtydskland; men formedelst Pengemangel og daarlige Foranstaltninger splittede denne Hær sig uden at have udrettet det ringeste for Kongens Sag. Ikke bedre gik det med de Forsøg, hans Tilhængere i Danmark og Sverige, som Skipper Klement, Klaus Knipphof og fremfor alle Søren Norby, i de nærmest paafølgende Aar gjorde paa atter at spille ham de nordiske Riger i Hænderne. Ogsaa de Forhaabninger, han gjorde sig om kraftig Hjælp fra Keiser Karl, efter at denne i 1525 havde overvundet sin Fiende Frans I af Frankrige, slog fuldkommen feil. Under alt dette indsvandt Kristians Hjælpekilder meer og meer, medens Iveren for hans Sag kjølnedes hos mange af hans Tilhængere; og fra Midten af 1526 mærkes tydelig, at Kong Fredrik aandede noget friere, og følte sig noget sikkrere i sit Kongedømme.

Men fra 1529 af, da Keiseren, efter Freden til Cambray med Frankrige, havde faaet friere Hænder, begyndte Kristian paany at sætte sit Haab til ham. Vel var hans ædle Dronning Elisabet, Keiserens Søster, i Mellemtiden død, men deres Børn bleve dog opdragne ved det burgundiske Hof, og Karl fandt det ikke stemmende hverken med sin Ære eller sin Fordeel ganske at slaa Haanden af sin ulykkelige Svoger. Kristian synes ogsaa nu at have foresat sig at gjøre alle mulige Opoffrelser for at vinde Keiseren og hans Hus før sig; han viste sig endog villig til at bortrydde det Anstød, som hans Vedhængen ved Lutheranismen hidtil havde givet. I 1530 afsvor han, i Overvær af den pavelige Legat Kardinal Campeggio, sit lutherske Kjætteri og modtog en Pønitens af Kardinalens Haand. Ved Siden heraf gjorde Kristian Forberedelser, som tydede paa forestaaende Rustninger. Han var vel bekjendt med Forholdene i sine fordums Riger, med hvilke hans tro Tjenere, som havde fulgt ham i hans Landflygtighed, stode i næsten uafbrudt hemmelig Forbindelse. For Norges Vedkommende var det især den oftere nævnte Jørgen Hanssøn, efter sin Bortreise fra Norge bosat i Kampen i Overyssel, som skaffede ham paalidelige Underretninger. Kristian vidste saaledes, at der ikke i noget af Rigerne, og mindst i Norge, manglede Gjæringsstof, Emne til Misnøie med Styrelsen og urolige Hoveder, der med større eller mindre Grund higede efter en Forandring i det Bestaaende. At den katholske Geistlighed i alle tre Riger deels med Utaalighed allerede følte Reformationens Tryk i dens hele Fylde, deels med Frygt forudsaa dens snarlige Indbrud over dem, og derfor i sin Flerhed hørte blandt de Misnøiedes Tal, – det var noget, der fortrinsvis maatte tildrage sig hans Opmærksomhed; og ganske vist har dette ikke medvirket lidet til hans offentlige ja høitidelige Tilbagevenden i den romerske Kirkes Skjød. Kunde han nemlig faa hin rige og endnu indflydelsesfulde Stand til at tro paa hans Omvendelses Oprigtighed, maatte han haabe, under Sagernes nuværende Stilling, at kunne regne paa dens Overgang til hans Parti; og herved vilde saare meget være vundet for ham.

Vi have seet, at Erkebiskop Olaf paa sin Romerreise i 1523, under sit Ophold i Mecheln, tilsvor Kristian II, som dengang endnu var Norges lovlige Konge, Huldskab og Troskab; men at han dog det følgende Aar tilbagetog denne Ed, idet han med det øvrige norske Raad opsagde Kristian og hyldede Fredrik I[1]. At han, denne Opsigelse uagtet, har vedligeholdt en vis Hengivenhed og Forkjærlighed for sin tidligere Konge, tør man maaskee gjætte, skjønt det vanskelig lader sig bevise. At han den hele Tid siden skulde have staaet i hemmelig Forbindelse med den Landflygtige[2], antydes, saavidt hidtil bekjendt, ikke i noget nu levnet skriftligt Dokument; og der er ingen gyldig Grund til at antage andet, end at Erkebiskop Olaf, dengang han hyldede Fredrik som Norges Konge, gjorde dette i god Tro og fuld Oprigtighed. Men siden havde Omstændighederne i meget forandret sig, og mangt et Erkebiskoppens Haab baade med Hensyn til hans egen Person og med Hensyn til Fædreneland og Kirke var skuffet. Nu vendte han i sin, Fædrenelandets og Kirkens fortrykte Stilling igjen Tanken til Kristian, og nu først er en hemmelig Forbindelse mellem dem bleven sluttet, hvilken havde til Øiemed, at hjælpe Kongen at tilbagevinde sine Riger. Saadan, forekommer det mig, er den rimelige Sammenhæng med Erkebiskop Olafs Overgang til Kristians Sag. Men naar, og fra hvis Side det første Skridt til Forbundet er gjort, er ubekjendt, ligesom og ved hvilke Mellemmænd det er blevet knyttet.

Saameget synes imidlertid klart, at næsten ligesaasnart som Rygtet om Kristians forehavende nye Rustninger begyndte at løbe omkring i Danmark, satte det ogsaa Erkebiskop Olaf i Berøring med hans Planer; hvad enten nu dette var en løs Mistanke, som Erkebiskoppens Fiender fandt sig tjente med at udsprede, eller Kong Fredriks Speidere virkelig ere komne paa Spor efter lønlige Meddelelser mellem Erkebiskoppen og Kong Kristian. At Erkebiskoppen ikke mødte paa Herredagen i Oslo om Sommeren 1529, men modarbeidede Hertug Kristians Hylding i Norge, vakte naturligvis Kong Fredriks Opmærksomhed og Misnøie; og fra den Tid af spores hos den danske Regjering en vis Frygt for Erkebiskoppens Stemning og Sindelag. At han var utilfreds med Styrelsens Gang i Norge, derom kunde man ikke tvivle, og at hans Utilfredshed ikke var ganske ugrundet, maatte man udentvivl i sit stille Sind erkjende. Men han var en farlig Fiende, med hvem man maatte stræbe at forlige sig, helst nu da en Feide fra den fordrevne Konges Side begyndte at true. Man vilde derfor gjerne have ham til Kjøbenhavn, til den Herredag for begge Riger, som var tilsagt til Midsommertid 1530. I det Brev, som Vincentius Lunge tilskrev ham fra Andvorskov den 4de Mai nævnte Aar, i Anledning af det mellem dem sluttede Forlig, opfordrede han ham ivrigen til at søge Herredagen, og anførte blandt andre Grunde, som talede herfor, ogsaa „den Mistanke, som han skulde være i formedelst høibaarne Fyrste Kong Kristian“, og som han ikke letteligen befriede sig fra, medmindre han personligen kom Kongen og Danmarks Raad til Orde[3]. Da vare altsaa, som man seer, allerede i Danmark Rygter i Omløb, der betegnede Erkebiskoppen som en hemmelig Tilhænger af Kristian II; og fra Mistanken herfor vilde man, han skulde rense sig. Men Erkebiskoppen synes at have næret Modbydelighed for de blandede Raadsmøder, hvori man ikke kan fortænke ham, og han mødte ikke paa Herredagen. Vincentius Lunge var den eneste af Norges Raad, som her var tilstede.

Erkebiskop Olafs Udeblivelse har naturligvis forøget Kongens Uvillie og Mistanke mod ham; og begge Dele tiltog, da det neppe, al Hemmeligholdelse uagtet, kunde undgaaes, at et og andet rygtedes om de Underhandlinger, som i Løbet af Vinteren 1530–1531 virkelig vare indledede mellem den landflygtige Konge og Erkebiskoppen samt flere af Norges Biskopper. Den første Underhandler paa Kristians Vegne, som indfandt sig i Norge, var en vis Henrik Lille, som kaldes Kongens Sekretær. Han havde om Vinteren under mange Vanskeligheder og store Farer pleiet Overlægninger baade med Erkebiskoppen og med Biskop Magnus af Hamar[4]. Kristians fornemste Raadgiver og Leder ved disse Underhandlinger var imidlertid den fra Upsal fordrevne Erkebiskop Gustav Trolle, der efterat have for en kort Tid forsøgt sin Lykke hos Kong Fredrik i Danmark, hvem han, som før fortalt, kronede i 1524, var dragen til Kristian i Nederlandene og havde givet sig i Tieneste hos ham. Det var en virksom, klog, djærv og renkefuld Mand, vel skikket til det Hverv, han her havde paataget sig. Han havde i Slutningen af 1530 bestormet en Mængde af Danmarks og Sveriges Prælater og Herrer med Skrivelser til Kristians Fordeel, deels indeholdende fordeelagtige Vidnesbyrd om dennes forandrede og nu fromme Sindsstemning, deels glimrende Skildringer af den Magt, med hvilken Keiseren agtede at understøtte sin Svoger. Da han dog med sine Breve udrettede mindre i Danmark, end han havde ventet, gav han sig personlig til Norge, hvor han haabede bedre Fremgang for sine Renker. Hans Haab slog ham heller ikke feil. Hans Forestillinger og Løfter fandt her hos flere Biskopper aabne Øren, og det varede ikke længe før han havde knyttet dem til Kristians Sag.

Hvad der om disse Forhandlinger var kommet udenfor de Ind- viedes Kreds, var sikkerligen kun ganske løse Rygter. Gyldige Beviser for Erkebiskop Olafs oprørske Stemplinger vare, saavidt skjønnes, endnu ikke i hans Fienders Hænder. Alligevel stod han i Begyndelsen af 1531 meer mistænkt og meer frygtet end nogensinde før ligeover for Kong Fredrik, det danske Rigsraad og de danske Magthavere i Norge. Man troede ham ikke; men man torde heller ikke bryde med ham. Man behandlede ham paa det varsommeste og tænkte sig, som det lader, endnu Muligheden af at kunne med det Gode vinde ham. Hr. Esge Bilde tilskrev ham, den 26de Januar 1531, venskabeligen fra Bergenhus og yttrede Ønsket om et Møde med ham i Bergen anstundende Sommer, da det vilde være nyttigt om Raadet ved den Leilighed kunde samles. Hr. Esge, der med det første agtede sig til Danmark, skulde, ifald et saadant Mode kunde lade sig bringe istand, indrette sig saa, at han til det kunde indfinde sig[5]. Esge Bilde, der altid søgte at forhindre et Brud mellem Kongen og Erkebiskoppen, har ganske vist foreslaaet dette Mode, for paa det, efter at have indhentet nærmere Forskrifter i Danmark, muligen at virke paa Erkebiskoppen til Kong Fredriks Fordeel. Vi vide ikke nøie hvad Erkebiskoppen har svaret paa denne Indbydelse; han synes dog ikke at have afslaaet den[6]. I Danmark arbeidedes der imidlertid paa Istandbringelsen af en ny dansk-norsk Herredag, og man gjorde alt for at faa Erkebiskop Olaf og de norske Biskopper til at indfinde sig paa denne. Den 5te Marts 1531 udgik fra Flensborg Kong Fredriks Kaldelse til Erkebiskoppen at møde til en almindelig Herredag i Kjøbenhavn til St. Hans Midsommer[7]. Lignende Kaldelser udgik til de andre norske Biskopper, og baade Olaf af Bergen og Hoskold af Stavanger havde allerede inden den 24de Mai givet Esge Bilde sit Løfte om at møde. Det samme Løfte bragte ogsaa Nils Lykke fra Erkebiskoppen. Alligevel fandt Esge Bilde det fornødent i sit Brev til denne af 24de Mai, hvori han meldte ham de tvende ovennævnte Biskoppers Beslutning, at opfordre ham paa det mest indtrængende til at holde fast ved sit Forsæt[8]. Hvor oprigtig Erkebiskop Olaf har meent sit Løfte, da han gav det, kunne vi ei bedømme. Der var nemlig senere ganske uventet indtruffet en ulykkelig Begivenhed, der aabnede ham en, som det maatte synes, grundet Anledning til at tage Løftet tilbage.

Den 3die Mai 1531 var der overgaaet Nidaros en frygtelig Ildebrand, i hvilken næsten alle dens Kirker vare afbrændte, og blandt disse ogsaa Kathedralkirken. Ganske kort efter Esge Bildes ovenomtalte Skrivelse til Erkebiskoppen var afgaaet, kom til Bergen dennes Brev om den indtrufne Ulykke, paa Grund af hvilken han nu undskyldte sig at møde til Herredagen i Kjøbenhavn. Dette synes at have gjort et ubehageligt Indtryk paa de i Bergen forsamlede Herrer, Biskop Olaf, Esge Bilde, Vincentius Lunge og Nils Lykke, der alle synes at have staaet færdige til Reisen. De tilskreve samtlige den 31te Mai Erkebiskoppen et Brev, som vel egentlig skulde være en Trøsteskrivelse. Med Trøstegrundene er det dog smaat bevendt, medens deres Opfordringer til Erkebiskoppen at møde paa Herredagen, den indtrufne Ulykke uagtet, ere saa meget mere indtrængende. Der gives ham endog Udsigt til, at man vil bevirke nogen Udsættelse i Tiden før Herredagen, hvis han kun vil komme til denne[9]. Esge Bilde tilskrev ham derhos særskilt den 1ste Juni og stillede ham før Øine Vigtigheden af hans Nærværelse paa Herredagen, baade for de mange magtpaaliggende Sagers Skyld, som der skulde forhandles, og for hans egen Skyld, idet han havde megen Ære og Kongens Naade at vente[10]. Men alt var forgjæves. Erkebiskoppen holdt fast ved sin Undskyldning og blev hjemme.

Herredagen i Kjøbenhavn blev alligevel nogenlunde talrigt besøgt fra Norge. Biskopperne Hoskold af Stavanger, Olaf af Bergen og Hans af Oslo, Provsten af Mariekirken i Oslo Kansleren Matthias Hvoruf, Herrerne Esge Bilde, Vincentius Lunge, Nils Lykke og Erik Ugerup mødte alle og vare samlede i Kjøbenhavn omkring 10de Juli[11]. Men just derved at saa mange af de mest indflydelsesrige og skarpsynede danske Magthavere ved den Tid forlode Norge, aabnedes der Gustav Trolle saa meget bedre Leilighed til at røgte det Hverv, han havde paa Kristians Vegne; og han nyttede denne Leilighed med Ufortrødenhed, Kløgt og Dristighed.

Netop i Sommeren 1531 var det, at Gustav Trolle gjennemreiste Norge og befæstede de Forbindelser, som Vinteren forud ved Henrik Lille vare knyttede. Denne sidste var og tildeels i Følge med ham paa Reisen, ligesom ogsaa Kristians tro Tjener, den oftere nævnte kloge og driftige Jørgen Hanssøn, i sin Tid Høvedsmand i Bergen, hvilken havde begivet sig til Norge fra Kampen og nu var Kristian til stor Nytte ved det fortrolige Kjendskab, han havde til de norske Forhold[12]. Gustav reiste forklædt og ledsaget af tvende norske Bønder. Han og hans Følge gav sig ud for Bergfolk. Hans Reise var ikke uden Fare; thi enkelte havde Mistanke om hvo han virkelig var. Det første Sted hvor han slog sig ned var Hamar, hvis Biskop Magnus synes at have omfattet Kristians Sag med større Iver end selve Erkebiskoppen. Hid kom han med Henrik Lille den 16de Juli og synes at være forbleven der over den 20de. Paa denne Dag udstedte Biskop Magnus et Brev til Kong Kristian, hvori han lovede ham ikke alene sin egen og Erkebiskoppens Understøttelse med Penge og anden Hjælp, men ogsaa de øvrige norske Biskoppers. Saasnart disse vendte tilbage fra Herredagen i Kjøbenhavn, skulde Erkebiskoppen og han strax underrette dem om Kristians Forlangende, „og inddrage dem til sig i samme Handling“. Henrik Lille skulde føre dette Brev til Kongen, som opfordredes til at lønne ham med Mariekirkens Provsti, hvilket ogsaa Erkebiskoppen vilde synes godt om[13]. Muligen har dog hverken Henrik eller Brevet naaet til sin Bestemmelse.

Fra Hamar drog Gustav til Nidaros. Paa denne Vei var det udentvivl, at han eftersattes af Klaus Ravn, Lensherren paa Akershus, Mogens Gyldenstjernes, Foged i Gudbrandsdalen, der havde faaet Nys om hvo han var. Forfølgerne vare ham lige i Hælene, men han var dog heldig nok til at undgaa dem[14]. I Throndhjem maa han have følt sig sikker under Erkebiskop Olafs Vern, og herfra skrev han den 23de August en Opfordring, der nærmest er stilet til Biskoppen af Stavanger, og synes at have skullet besørges til denne ved Biskoppen af Hamar, men Gjenparter af den have rimeligvis været bestemte ogsaa for de øvrige Biskopper. Gustav siger sig heri at være udsendt af Kong Kristian med Keiserens Villie og Raad til den norske Kirkes og det norske Riges Gavn og Hjælp. Han opfordrer Biskoppen til at rette sig efter hvad hans Erkebiskop byder ham, og beder ham betænke, hvad han har at befrygte af det omsiggribende Kjætteri og henpeger paa hvad der er overgaaet Domkirken i Bergen. Han viser, at det er en klog og fornuftig Handling at understøtte Kristians Forehavende med Kirkens Gods og Klenodier; thi bedre var det at skjænke eller laane dette til Kirkens og Landets Forsvar, end at gjemme det til et Rov for Kjætterne. Han lover paa Kongens Vegne Pant i Kronens Len, og paa sine egne Vegne at stille sin Domkirke i Upsal og al dens Ejendom til Sikkerhed for at det udlaante skal blive tilbagebetalt. Han opfordrer endelig til at sende Skibe, ladte med Tømmer, til Nederlandene, til Kongens Tjeneste og foreskriver Adfærden hermed, idet han ogsaa her lover sikker Gjenerstatning[15].

At denne Opfordring, som sagt, nærmest er stilet til Biskoppen af Stavanger, har maaskee sin Grund deri, at enten Biskop Hoskold allerede paa en Maade var dragen ind i Forhandlingerne, eller at man kjendte hans fiendtlige Stilling ligeover for Vincentius Lunge. Denne havde nemlig med sin sedvanlige Rovgjerrighed arbeidet paa at faa Utstein Kloster i sine Hænder. Først havde han, rimeligvis allerede i 1525 eller kort efter, i den gamle Abbed Henriks Sted indsat i Klosteret sin egen Foged. Biskoppen havde dog indviet en ny Abbed til Klosteret; men efter dennes Død skikkede Vincentius Jens Split til Klosteret, hvem Biskoppen afviste og viede atter en ny Abbed. Men ligefuldt var Vincentius endnu under Herredagen i Kjøbenhavn ifærd med Biskop Hoskold for at faa Klosteret af ham, og da Biskoppen gav ham et bestemt Afslag, skiltes de fra hinanden som Uvenner. Om alt dette underrettede Biskoppen Erkebiskop Olaf i en Skrivelse af 3die August fra Stavanger, idet han tillige meddelte ham Efterretninger om Herredagen, fra hvilken han netop da maa være hjemvendt[16]. Det kunde være muligt, at dette Biskop Hoskolds Brev allerede var kommet Erkebiskoppen til Hænde og af ham var meddelt Gustav Trolle, da denne udstedte sin Opfordring.

Gustav Trolles Opfordringer om Hjælp for Kristian fra Biskopperne og andre hans Venner i Norge lød ikke for døve Øren. Baade Skibe, Kirkesølv og Penge blev tilveiebragt. Det samledes i al Hemmelighed, og Jørgen Hanssøn bragte det til Nederlandene Kongen til Hænde[17].

Herredagen i Kjøbenhavn udrettede intet af Betydenhed, især af den Grund, at Kong Fredrik ikke selv kom der tilstede. Paa Reisen til Kjøbenhavn fik nemlig Kongen sikkre Underretninger om, at Rustninger fandt Sted i Ostfrisland paa Kristians Vegne. Han standsede derfor i Fyen, og efterat han derfra ved tre Herrer havde sendt en Meddelelse til Herredagen, vendte han igjen tilbage til Gottorp. Kongens Meddelelse af 2den Juli gav Oplysning om hine Rustninger og henvendte sig særligen til Norges Raad med Forestillinger om Norges Forpligtelse til at blive ved Danmark og holde sin Tro mod Kong Fredrik. Den fremstillede et Angreb paa Norge fra Kristians Side som høist sandsynligt og opfordrede Raadet til at sørge for Landets Forsvar. Den lovede ogsaa Afhjælpning af Norges Anker, naar disse bleve forelagte Danmarks Riges Raad og Kongen[18].

De norske Raadsmedlemmer paa Herredagen foretog sig virkelig ifølge denne Opfordring at opsætte nogle Artikler, og bestemte tillige den 15de Juli, at Biskop Hans Reff af Oslo og Kansleren Matthias Hvoruf skulde forblive i Danmark og overvære en ny Herredag, der skulde holdes omkring 8de September i Nyborg[19]. Men denne Herredag blev igjen afsagt paa Grund af de stedse meer og meer truende Udsigter, og Biskop Hans Reff fik, ved Kongens Brev fra Gottorp af 23de August, Orlov at vende hjem igjen til Norge[20]. Allerede meget tidligere maa flere af de norske Raadsmedlemmer være hjemvendte. Biskop Hoskold af Stavanger, have vi seet, var allerede den 3die August igjen ved sit Sæde.

Esge Bilde blev dog tilbage og havde en Sammenkomst med Kongen paa Gottorp i August Maaned. Her viste det sig klart, hvormeget det var Fredrik om at gjøre at vinde Erkebiskop Olaf. Kongen bad Esge forsikkre denne om, at han ingen Mistanke nærede til ham, men var ham naadig og velvillig; han stadfæstede ham i de Len, han ønskede, og indrømte ham tvende Gaarde ved Steenvikholm. Esge Bilde meldte Erkebiskoppen dette ved et Brev fra Baahus af 26de September. Men i det samme Brev lod han ham ogsaa vide, at det var kommet til hans Kundskab, at Gustav Trolle var hos Erkebiskoppen, „hvad Slutningen derom er ved Gud og eders Naade bedst“; han yttrer dog det Haab, hvis saa er, at Erkebiskoppen vil vide at skikke sig som han bor, og at han ikke vil lade en saa farlig Mand som Gustav igjen slippe sig af Hænde. Et kongeligt Leidebrev for Erkebiskoppen fulgte, hvilket Hr. Esge havde udvirket, for det Tilfælde, at hin skulde ville begive sig til Kongen[21].

Det hele Brev indeholdt, som vi let see, velmeente Fingerpeg til Erkebiskoppen. Det kunde omtrent tolkes som saa: – Dine høiforræderske Forbindelser ere bekjendte, men du kan endnu trække dig tilbage ved at opoffre Gustav Trolle; og Kong Fredrik vil modtage dig med begge Hænder. At Hr. Esge vilde have virket efter yderste Evne for at bringe Erkebiskoppen igjen tilbage i Kong Fredriks Naade, hvis den første kun vilde gjøre det mindste Skridt i denne Retning, – derom kan man være overbevist. Esge Bilde var en ærlig Mand, ønskede af Hjertet at holde Erkebiskoppen fast ved Kong Fredrik, og bar ham derfor baade paa Herredagen og for Kongen det bedste Vidne.

Hvorvidt Erkebiskop Olaf, da han modtog Esge Bildes Brev, længere var i den Stilling, at han kunde træde tilbage fra Kristians Sag, om han og havde villet, lader sig vanskelig sige. Rimeligvis var han dog allerede saameget indviklet i den, at han følte sig afgjort bunden til den landflygtige Konge. At imidlertid Frafaldet fra Kong Fredrik, ikke har været Erkebiskop Olaf saa ganske let, er der stor Grund til at formode; og man finder heller ikke fra denne Tid noget Brev fra ham, der vidner om en saadan levende Beredvillighed til at komme Kristian imøde, som t. Ex. Biskop Magnus’s ovenomtalte Brev viser. Det Brev af Erkebiskoppen til Gustav Trolle fra Steenvikholms Slot, skrevet den 7de November, hvilket Hvitfeldt paaberaaber sig, idet han beskylder ham for at have været Hovedet for Oprøret i Norge mod Kong Fredrik, er i sit Indhold ubetydeligt og dunkelt, og langt fra ikke fældende[22]. Var det Frygt for en Kirkereformation, der mest stod Erkebiskoppen for Hovedet, idet han faldt fra Kong Fredrik, da maatte der ganske vist med Hensyn til Kristian, trods alle Gustav Trolles Forsikkringer om hans nuværende Hengivenhed for den romerske Kirke, paatrænge flg Erkebiskop Olaf en Smule Mistillid, naar han mindedes, at Kristian dog ligetil for kort siden havde været en erklæret Lutheraner. Var det Fædrenelandets Stilling, der fortrinsvis virkede paa ham, saa maatte vel stundom Kristians grusomme og egenmægtige Færd i fordums Dage stille sig advarende for ham og gjøre ham noget tvivlsom. Han kunde endelig ikke vel dølge for sig selv, at det var et farligt Foretagende, han stod i Begreb med at laane sin Haand til, – farligt baade for Norges Selvstændighed og for Kirken og for ham selv personlig, hvis det mislykkedes; og for et heldigt Udfald kunde hverken hans Kjendskab til Kristian eller Gustav Trolles Brauten med Keiserens mægtige Bistand borge ham. Olaf Engelbrektssøns Karakter var, som vi før have yttret, ingenlunde fast og kraftig. Stillede hine Tvivl sig levende for hans Sjæl til samme Tid som han modtog Esge Bildes Brev og mærkede sig de deri givne Vink, saa maatte det ligge nær, at han endnu vaklede i den sidste Stund, da et bestemt Valg ikke længer kunde undgaaes. Maaskee øiner man Spor af en saadan Vaklen og af et Ønske, endnu, om muligt, at holde sig Udveien aaben til Gjenerhvervelsen af Kong Fredriks Naade, hvis Kristians Foretagende skulde mislykkes, i et skrevet Udkast, som er os levnet fra dette Aar, men uden Dag, hvori, aabenbare for visse nordenfjældske Raadsmedlemmers Vedkommende, og sandsynligvis nærmest for Erkebiskoppens, de Klagepunkter ere optegnede, som foranledigede deres Overgang fra Kong Fredrik til Kong Kristian. Klagepunkterne dreie sig fortrinsvis om de Angreb, som ulovligen ere gjorte paa Kirken, og som i det Foregaaende ere skildrede, som Kirkers Nedbrydning, Klosteres Ophævelse o. s. v., over hvilke der siges, at der er klaget baade for Kongen og for dennes Statholder „her nordenfjælds“, Esge Bilde; men til Slutning heder det, at skjønt alt dette strider mod Kongens Haandfæstning, saa vilde man dog aldrig af den Grund have faldet fra Kong Fredrik, hvis ikke Kong Kristian var kommen til Landet med saa stor en Krigsmagt og havde afskaaret dem (de Nordenfjældske) al Undsætning, de kunde vente fra Danmark[23]. Her stilles jo aabenbare Kong Kristians Angreb i Forgrunden blandt Aarsagerne til Frafaldet fra Kong Fredrik; dette var altsaa tvunget og derfor mindre tilregneligt. Er nu denne Opsats udgaaen fra Erkebiskop Olaf, og har den været bestemt til at komme Fredrik paa en eller anden Maade i Hænde omtrent samtidig med Erkebiskoppens og de Nordensjældskes Opsigelse, saa kan man vel ikke tvivle om, at Hensigten med hint Tillæg har været at formilde Fredrik, ifald denne engang kunde blive istand til at drage de Frafaldne til Regnskab. Det er en saadan Ængstlighed, som den, heri vilde antydes, en saadan Mistillid til sin egen Lykke, en saadan Søgen efter et Smuthul til Frelse i Farens Stund, som netop ved flere vigtige Leiligheder aabenbarer sig hos Olaf Engelbrektssøn, og som har udbredt mørkere Skygger over hans Karakter, end den muligen i sig selv har havt.

Men hvorledes nu end hermed kan have forholdt sig, og hvilke Betænkeligheder og Tvivl der kunne have opsteget i Olaf Engelbrektssøns Sjæl i Afgjørelsens Øieblik, – dette var, maaskee endog før han ret havde gjort sig fortrolig hermed, kommet; og han valgte at stille sig paa Kristians Side.

Det havde omsider efter mange Vanskeligheder lykkets Kristian at samle en Hær paa 7000 Mand. Denne indskibede han i Holland paa 25 Krigs- og Førselsskibe og gik under Segl den 26de October 1531. Men gjentagne Storme splittede hans Flaade i Nordsøen; flere Førselsskibe gik til Grunde og med dem hans svære Skyts og hans Skat[24]. Efter at have lidt meget, løb endelig hans Flaade i de første Dage af November i en daarlig Tilstand ind i forskjellige Havne paa Norges Sydkyst, især paa Agdesiden. Kristian selv kom en 5te November ind i Hestnes Havn i Nedenæs Len, og herfra udstedte han den 6te November sit første Opraab til Nordmændene.

Han fremstiller sig heri som om han var kommen til Norge for at befrie Folket fra al den Ulov og Uret, som var det tilføiet af dem, der i hans Fraværelse egenmægtigen havde opkastet sig til dets Herrer. Han omtaler det meget Krigsfolk, han har fort fra Holland, hvilket han strax den følgende Dag vil fore til Oslo. Til denne Stad opfordrer han alle Embedsmænd og fire Mænd af hvert Fylke at møde ham for at faa hans Mening og Villie at vide. Dem som opsætte sig mod ham og Norges Rige og ikke ville lyde denne Skrivelse, skulle føres til Kongen, og Halvdelen af deres Gods skal tilhøre den som fanger dem, medens den anden Halvdeel tilfalder Kongen. De som tidligere have opsat sig imod ham, men nu ville af sig selv underkaste sig ham, vil han gjerne tage til Naade. Ingen Skat skal udgives uden til ham og hans Fuldmægtige. Til Slutning lover han at ville holde alt Folket ved „Guds og Norges Riges Lov“ og at „ville stikke sig imod dem alle som en christen Konge bør mod sine gode og tro Undersaatter“[25].

Kristian meldte strax Erkebiskop Olaf som og den i Throndhjem værende Gustav Trolle sin Komme til Norge. Han sendte derpaa Erkebiskop Olaf det udstedte Opraab til videre Kundgjørelse nordenfjælds og skrev ham endelig til den 8de November fra sit Skib under Indseilingen til Oslo. I dette Brev indbyder han Erkebiskoppen til Oslo, hvorhen han skulde tage med sig Lagmanden, Lensmænd, Borgermester og fire de ypperste Borgere af Throndhjems By og fire Mænd af hvert Syssel. Kunde han overkomme nogen af Kongens og Rigets Fiender, navnligen „Doctor“ Vincentius og Nils Lykke, da skulde han holde dem fast eller fore dem med sig til Kongen. Han gjentager for øvrigt sit Løfte om Tilgivelse for dem, der underkaste sig ham frivilligen[26].

De navngivne Mænd, som Kristian opfordrede Erkebiskoppen til at gribe, vare i Sikkerhed. Nils Lykke var endnu i Danmark, og Hr. Vincentius var inden den 7de Oktober i Bergen[27], hvorhen ogsaa Esge Bilde var kommen, førend Kristian landede i Norge.

Kristian landsatte sit Krigsfolk i Oslo den 9de og 10de November og opfordrede den 11te Hr. Mogens Gyldenstjerne, der befalede paa Akershus, til at opgive Slottet[28]. Herpaa modtog han et listigt undvigende Svar, hvorved Hr. Mogens udbad sig Frist til i Forveien at tilskrive Kong Fredrik. Fik han ikke Undsætning inden Marts næstkommende, da lovede han at opgive Slottet. Hermed lod Kristian sig nøie, og der var saaledes for Øieblikket i Oslo en Vaabenstilstand mellem de to fiendtlige Partier[29].

Det havde, som vi see, været Kristians oprindelige Hensigt at samle om sig et talrigt almindeligt Rigsmøde i Oslo; men dette opgav han, deels vel for Hastverks Skyld, deels fordi flere Vanskeligheder stillede sig i Veien, og han lod sig nøie med, saasnart som det var gjørligt, at samle et Raadsmøde eller en Herredag for det Søndenfjældske, og selv dette Mode har maaskee været temmelig ufuldstændigt. Vi kunne blot med Sikkerhed paavise som tilstedeværende Biskoppen af Oslo, Hans Reff; men med største Sandsynlighed kan man dog ogsaa gjætte paa den for Kristians Sag saa ivrige Biskop Magnus af Hamar, den fratraadte Biskop Anders Mus, Provsten til Mariekirken Matthias Hvoruf, Hans Anderssøn Abbed af Hovedø, og af Verdslige: Ridderen Gaute Galle og Væbnerne Erik Ugerup og Erik Erikssøn. Alle disse findes nemlig at have været med at hylde Kristian, eftersom de senere, netop af den Grund, maatte udstede et formeligt Opsigelsesbrev til ham, hvorom paa sit Sted skal tales. De tilstedeværende Raadsmedlemmer sammentraadte den 29de November, og efterat Paal Kjempe, en dansk Mand, som havde fulgt Kristian i hans Landflygtighed, og nu var Kongens Kansler, havde tiltalt dem, hyldede de Kristian; og det blev i Hyldingsbrevet indført, at hvis Kristian ved Døden afgik skulde de være skyldige at tage hans Søn, Johannes, til Konge. Aarsagerne til deres Frafald fra Kong Fredrik bleve fremsatte i et Brev af samme Dag til det danske Rigsraad, og fremhævedes heri særdeles, at Kristian var i sin Tid fordreven fra Danmark af et lidet Parti, uden Nordmændenes Vidende og Samtykke, samt at Norge havde antaget Fredrik nødtvunget, for ikke aldeles at fordærves. Kristian var saaledes deres rette Herre og Konge, hvem de nu have lovet Huldskab og Troskab[30].

Paa Mødet blev ogsaa vedtagen en Landehjælp af et Lod Sølv af hver Mand og den saakaldte Gjengerd i Madvarer til Hjælp for Kristian. Biskop Hans Refs tilskrev desuden den 30te November paa Kongens Vegne sin Geistlighed, at den skulde tage ud af Kirker og Kapeller det Sølvtøi, som kunde undværes, og sende det inden 8–10 Dage til Oslo til Kongen, der vil erstatte dem det i Fremtiden. Hovedkirkerne skulde ikkun beholde tilbage to Kalke og een Monstrans, de andre Kirker een Kalk, og havde Kirken ikke meer end een, da skulde Halvdelen af den leveres, dog saaledes, at Bønderne kunde udløse den med Sølv og Penge. Hvad Sølv og Penge Alterne kunde have, skulde man tage med[31].

Kristian underrettede ved et Brev af 29de November Erkebiskop Olaf om den tilstaaede Landehjælp og Gjengerd, hvilken der nordpaa skulde udredes til Kongens Tjener Jørgen Hanssøn, som han sendte for at opbære den. Kristian havde havt i Sinde selv at komme Nordenfjælds, men var for Tiden hindret deri ved sin Stilling. Idet han i Brevet anbefaler Erkebiskoppen sin Sag, yttrer han Ønsket om, at denne snart vil komme til ham, eller og strax tilskrive ham[32]. Under 30te November sendte derhos Kristian Erkebiskoppen et Leidebrev, lydende paa fem Ugers Leide, og fri Tilbagereise, om han ei kom til Enighed med Kongen[33].

Kristian var aabenbare endnu ikke ganske sikker paa Erkebiskop Olafs Stemning, og han vilde nu have hans bestemte Erklæring enten ved et personligt Mode eller skriftligt. Han vidste da ikke, at samme Dag som det søndenfjældske Raad hyldede ham i Oslo, den 29de November 1531, havde Erkebiskoppen gjort det samme i Nidaros, i sit Kapitels Nærværelse. Den som her modtog Hyldingen paa Kongens Vegne, var Gustav Trolle. Den 3die December næst efter sendte Erkebiskop Olaf fra Stenvikholm ved tvende Stormænd, Hans Krukkov og Magnus Arnessøn, Kristians Opraab ledsaget af en anbefalende Skrivelse fra sig selv, til Indbyggerne i Fosen-Len, Edøen, Romsdalen og Sunmøre, altsaa i Nils Lykkes Forlening[34].

Olaf Engelbrektssøn havde saaledes nu afgjørende erklæret sig for Kristian. Men dette Skridt gjorde han ikke ganske uden Forbehold; og vi see atter heri et Bevis for hans ængstlige Varsomhed. Hans Hylding var forbunden med visse Tilsagn fra Kongens Side, hvilke Gustav Trolle paa dennes Vegne maatte afgive: – 1) At Olaf Engelbrektssøn og hans Efterfølgere samt hans Kapitel skulde være fri for al Anklage fra Kongens eller hans Børns og Efterkommeres Side for Overenskomsten med Kong Fredrik, hvilken havde været nødvendig for at Erkebiskoppen kunde komme til sin Stol. – 2) At Kongen skal holde Kirker og Klostere samt deres Prælater og Personer ubrødeligen ved deres Friheder og Privilegier. – 3) At Olaf Engelbrektssøn og efterkommende Erkebiskopper af Nidaros skulle uforstyrret besidde, Domkirken til evindelig Eje, Fæstet Stenvikholm, hvilket han af Kirkens og Biskopsstolens Gods og paa Kirkens Grund har opbygget, Kongen, hans Børn og Efterkommere i Norges Kongedømme og Riget til Tjeneste og Forsvar. – Disse Punkter opsatte siden Erkebiskoppen skriftlig den 10de December, og de bleve alle indtagne i det Forsikkringsbrev, som Gustav Trolle derom udstedte i Throndhjem (Nidaros) den 12te December 1531[35].

Ilbud synes at have bragt Underretning om denne Erkebiskop Olafs Hyldingsaflæggelse til Kristian i Oslo endnu inden Aarets Udgang. Thi de første Dage i Januar 1532 finder man, at Kongen i Oslo har udstedt flere Breve, hvilke udentvivl forudsætte, at han nu var forsikkret om Erkebiskoppens hengivne Stemning. Den 1ste Januar forkynder han, at han har paalagt Erkebiskoppen at feide paa hans og hans Krones Uvenner, og lade dem gribe hvorsomhelst han kan overkomme dem, navnligen Hr. Vincentius, Fru Ingerd og Nils Lykke samt deres Tilhængere; og den 2den Januar kvitterer han for flere Summer, han har modtaget fra Erkebiskoppen, samt forlener denne med Thrøndelagen og Naumdal, ligesom hans Kapitel med Stjørdalen[36]. Den 5te Januar udstedtes, ligeledes i Oslo, i det norske Rigsraads Navn, et særskilt Hyldingsbrev til Kristians Søn Johannes. De enkelte Udstedere nævnes ikke i selve Brevet, derimod siges det at være udstedt „under Hr. Erkebiskoppens Segl af Throndhjem med alles vores Villie og Samtykke“[37]. Men man kjender dog Udstederne af en Paategning paa en Gjenpart af Brevet. De vare: Erkebiskop Olaf, Biskopperne Anders Miils (episcopus tegensis, Biskop af Teige), Magnus af Hamar, Hans Reff, Provst Matthias og Hans Anderssøn Abbed af Hovedø. Hvorledes Erkebiskoppens Segl er kommet for Brevet er ikke let at sige; thi han var sikkert paa den Tid det udstedtes i Throndhjem. Enten maa man antage, at Brevet er kommet fuld færdigt fra Erkebiskoppen, at det altsaa er beseglet af ham der hvor han opholdt sig, enten i Nidaros eller paa Stenvikholm, og blot har modtaget sin Datering i Oslo, hvor Raadet, som allerede den 29de November forrige Aar havde besluttet denne Hylding, endnu var forsamlet; eller ogsaa har Plads været ladet aaben for Erkebiskoppens Segl, og dette er blevet tilsat af ham, da han senere, rimeligviis i Begyndelsen af Marts, har været for en ganske kort Tid personlig tilstede i Oslo og der havt en Sammenkomst med Kristian; denne hentyder nemlig paa en saadan i et Brev fra samme Sted den 10de Marts[38]. Erkebiskoppen har ikke godt kunnet undværes Nordenfjælds og har derfor snarest muligt vendt tilbage til Thrøndelagen, hvor han fremdeles viste sig saare virksom i at skrabe Penge sammen til Kristians Tjeneste baade fra Kirkerne og ved Inddrivning af Landehjælpen. Herfor modtog han ogsaa ved gjentagne Leiligheder Kongens Tak[39].

Mindre tilfreds synes denne derimod at have været med Erkebiskoppens Iver i at forfølge dem, som Kongen kalder „sine og Rigets Fiender“, hvorved han fortrinsvis forstaar Hr. Vincentius og dennes Tilhængere. I et Brev fra Oslo af 27de April til Erkebiskoppen lader Kongen denne vide, at han har spurgt, at Fru Ingerd har været hos ham i Paaskeugen (31te Marts til 6te April), og har ikke villet gaa ham tilhaande paa Kongens Vegne, men derimod ladet haanlige Ord falde om denne. Kongen paalægger Erkebiskoppen at inddrage alt hendes Gods, fast og løst, under Kronen, ligesaa alt det Gods nordenfjælds, som Vincentius og Nils Lykke tilkommer med deres Hustruer, og sende alt det rørlige saa hastig som muligt til Kongen i Oslo. Fru Ingerd og hendes Datter, Nils Lykkes Hustru (Elina), skal han indsætte paa et fast Sted indtil Kongen nærmere forordner. Det Gods, som Erkebiskoppens Tjenere og Svende har taget af Rigets Fiender, som de have slaget eller fanget, maa de dele mellem sig, for at de siden kunne blive saameget velvilligere til at straffe saadanne, hvor de overkomme dem[40]. Man finder ikke Spor til, at Fru Ingerds eller hendes Datters Fængsling er bleven udført; rimeligvis have de unddraget sig derfra ved at flygte til Hr. Vincentius i Bergen.

Imidlertid var Kong Kristians Hær for Akershus, af Grunde, som det ikke vedkommer os her at udvikle, saagodt som aldeles uvirksom. Mogens Gyldenstjerne havde strax før Kongens Komme til Oslo gjort sig al Umage for at forsyne Slottet med Fødemidler, og ved den Leilighed ogsaa plyndret Hovedøens Kloster for alle de Madvarer, han der kunde overkomme. Han tilbød Abbeden, Hans Anderssøn, at flytte ind paa Slottet med Klosterets Kostbarheder; men dette Tilbud blev ikke modtaget; Abbeden viste sig derimod efter Kristians Komme denne hengiven og understøttede ham af Klosterets Penge. I Januar 1532 drog Kristian med sin Hær ned i Viken (det nordlige Baahuslen) for her at bekjæmpe de Svenske. Herved fik Hr. Mogens friere Hænder og benyttede Leiligheden til at hevne sig paa Abbeden. Natten til den 21de Januar drog han fra Slottet, rimeligvis over Isen, ud til Hovedøen, greb Abbeden i hans Seng og førte ham som Fange ind paa Akershus, medens Klosteret atter blev plyndret og derpaa afbrændt. Abbeden beholdt han i Fangenskab ligetil Kristian igjen havde forladt Norge. Dette Foretagende gav udentvivl Anledning til at Biskop Hans Reff den 24de Januar opfordrede Kristian til at vende tilbage for Akershus[41], en Opfordring, som Kongen dog ikke efterkom før, som det lader, i Begyndelsen af Marts[42].

Kong Kristians Fiender havde under Alt dette ikke været uvirksomme. Kong Fredrik, Kong Gustav og Hansestæderne havde indgaaet et Forbund. En Flaade og en Hær havde samlet sig i Danmark ved de Forbundnes fælles Anstrængelser, færdig at drage til Norge, saasnart den strenge Vinter ophørte. Akershus var endelig tvende Gange lykkeligen bleven undsat, saa Mogens Gyldenstjerne vel kunde holde sig der, til de Forbundnes Hovedmagt ankom. Kristian derimod havde i Mellemtiden intet af Betydenhed udrettet, undtagen at han i Vinteren havde trængt de Svenske ud af Viken og ødelagt deres tvende Hovedfæstninger der i Landet, Karlsborg og Olafsborg[43].

Den 28de April 1532 udstedte Kong Fredrik fra Kjøbenhavn et almindeligt Opraab til Nordmændene, igjen at vende tilbage til den Lydighed, de skyldte ham. Opraabets Tone var i høi Grad mild og forsonlig. Nordmændenes, baade de Geistliges og de Verdsliges, Overgang til Kristian fremstilles som tvungen og som Gjenstand for Fredriks Medlidenhed, helst da han havde erfaret den store Byrde, som Kristian under sit Ophold i Norge havde paalagt alt Folket i Skat, Gjengerd og allehaande Tyngsler. Fredrik har ikke for været istand til at sende dem Krigsfolk, der kunde befrie og forsvare dem; men nu sender han dem til Hjælp en Hær under Anførsel af Knut Gyldenstjerne, Electus til Odense (en Broder til Hr. Mogens), Ridder Nils Lykke og Reinold von Heidensdorf; og samme Mænd har han bemyndiget til at handle og bestemme angaaende Norges Riges Bedste. Til disse Mænd beder han derfor Nordmændene fortro sig, som Kongen selv personligen var tilstede, og hvad de indvilge og samtykke skal være fast, som han selv havde besluttet det. Han vilde bolde alle Nordmænd ved Norges Lov og Net, og i alle Maader skikke sig mod dem „som en christen, trofast, ærlig Konge bør gjøre mod sine kjære tro Undersaatter“[44]. Der er noget listigt indsmigrende i denne Tone, der mærkelig skjelner sig fra den mere strenge og barske i de fleste af Kristians Opfordringer og Breve fra denne Tid. Begge Konger ere heri sin Karakter tro.

Faa Dage efter Udstedelsen af dette Opraab gik Flaaden den 2den Mai under Segl fra Kjøbenhavn, og allerede den 7de samme Maaned løb den ind for Oslo Kristian opbrændte strax efter sin Leir, trak sig ind i Byen og forskandsede sig der, saa at Fienden havde vanskeligt for at angribe ham. Men den 10de Mai om Aftenen satte de Ild paa Byens Søboder, hvilke afbrændte om Natten tilligemed alle de Skibe, store og smaa, som laa ved Byen. Hermed havde dog ogsaa Krigsforetagenderne paa denne Kant saagodt som Ende. Thi den 12te Mai aabnede Kristian Underhandlinger og Fiendtlighederne standsede ved Oslo[45].

Men til samme Tid omtrent som de ophørte her, begyndte de paa en anden Kant af Landet. Det var Kong Fredriks store Lykke under denne Krig, at han ved dens Begyndelse havde i sine Hænder Norges tre vigtigste Slotte, Baahus, Akershus og Bergenhus, og at hans Høvedsmænd her vare paalidelige og dygtige Mænd, Klaus Bilde, Mogens Gyldenstjerne og Esge Bilde, der havde Evne som Villie til at holde dem mod Kristian. Esge Bilde sad tryg paa Bergenhus, som nu var vel befæstet. Han havde den usle Biskop Olaf, der forresten ingen Mine havde gjort til at træde paa Kristians Side, ganske i sin Magt. Han kunde endelig stole paa Tydskerne paa Bryggen, efterdi Hansestæderne vare Kong Fredriks Forbundne. Bergen var saaledes for det første istand til at yde alle dem af Fredriks Tilhængere, som kunde naa did, et sikkert Tilflugtssted og kunde senere tjene til et bekvemt Udgangspunkt for et Angreb paa Kristians Parti nordenfjælds.

Et saadant Angreb tom ogsaa istand, da Otte Stigssøn, en dansk Herre i Fredriks Tjeneste, kom derhen som det lader i Mai Maaned med Forsterkning fra Danmark. Han, i Forening med Esge Bildes Foged, den danske Adelsmand Thord Roed, og Nils Klaussøn, Lagmand i Stavanger, drog med tre Skibe nordefter, brandskattede Throndhjems Len, brændte to af Erkebiskoppens Gaarde, ja satte sig i Besiddelse af selve Nidaros By, hvor de afbrændte Biskopsgaarden, og ved samme Leilighed, som det synes, Domkirkens Bibliothek. Erkebiskop Olaf havde tyet til sit Slot Stenvikholm i Stjordalen[46], hvilket han tidligere, ligesom i en Forudfølelse af hvad der nu indtraf, havde anlagt og vel befæstet. Men han formaaede ikke at gjøre den indfaldne Fiende nogen Modstand og frygtede desuden hvert Øieblik et Angreb ogsaa fra svensk Side, hvorfra virkelig Krigsfolk vare paa Veien til det Throndhjemske. I sin Nød tilskrev han den 3die Juni Kristian og opfordrede denne til at sætte sig i Besiddelse af Bergenhus snarest muligt, da ellers baade Erkebiskoppen og Almuen nordenfjælds snart vilde være ødelagte[47]. Men Kristian var da allerede selv i saa stor Knibe, at hans eneste Haab næsten stod til de indledede Underhandlinger. Han havde rigtignok, endnu før han kan have modtaget Erkebiskoppens Brev, for at styrke dennes Mod, under 7de Juni meldt ham fra Oslo, at en stor Magt fra Nederlandene allerede var i Søen til hans egen Undsætning og hver Dag kunde ventes[48]; men dette var, ligesom flere lignende Tidender, hvilke Kristian i sin Nød lod udsprede, en forsætlig Opdigtelse. Det burgundiske Hof var nemlig dengang saa langt fra at tænke paa at sende Kristian Undsætning, at det tvertimod stod i Begreb med at aabne Underhandlinger med Kong Fredrik[49]. Kristians Sag i Norge var, trods alle Opoffrelser fra Erkebiskoppens og enkelte Biskoppers Side for at opretholde den, i en haabløs Tilstand.

Vi ville ikke dvæle ved de langvarige Underhandlinger mellem Kristian og de danske Høvedsmænd for Oslo, – Underhandlinger, der førtes med liden Redelighed fra begge Sider. Udfaldet blev, som bekjendt, at Kristian erklærede sig villig til, mod fri Leide, at drage med de danske Fuldmægtige til Danmark til Kong Fredrik, for personlig at underhandle med denne og Danmarks Riges Raad. En Overenskomst blev derpaa sluttet den 1ste Juli 1532 paa Akershus, og Leide udstedt den samme Dag.[50]

Ved Overenskomsten betingedes adskillige Fordele for Kristians Tilhængere i Norge: – Riget skulde nu træde tilbage igjen i den Stilling til Kong Fredrik, hvori det var ved Kristians Ankomst; men alle de Biskopper, Riddere og gode Mænd, som vare gangne Kristian til Haande, skulde have Lov til, om de vilde, at forblive midlertidig i denne Ed og Forpligtelse, og ikke underkaste sig Kong Fredrik, førend Underhandlingerne mellem ham og Kristian vare komne til en endelig Afgjørelse. De skulde i Mellemtiden nyde Fred, Stilstand og Ejendom, samt beholde den Ære og Verdighed, i det Verdslige som i det Geistlige, hvilken de havde for Kristians Ankomst; hvorimod de, naar et endeligt Forlig var kommet istand, skulde igjen indgaa i sin gamle Ed og Forpligtelse til Kong Fredrik, saafremt ikke anderledes i Forliget fastsattes, og da tilsikkredes dem fuldkommen Strafløshed med Hensyn til Liv, Ære og Gods for alt hvad de havde gjort i Kristians Tjeneste, „saa at det da skal være en evig aftalt Sag for Født og Ufødt til evig Tid i alle Maader“. – Ogsaa Norges „menige Indbyggere“, der havde givet sig til Kristian, skulde nyde fuldkommen Tilgivelse, naar de strax underkastede sig Fredrik og viste sig tro mod hans Embedsmænd. Man skulde hjælpe til, at de Kristians tro Tjenere, som havde fulgt ham i hans Landflygtighed og nu vare komne med ham tilbage, kunde komme igjen til Sit og faa nogen Opreisning. Hans Krigsfolk skulde strax drage ud af Riget under fri Leide[51].

I den for Kristian og hans Følge udstedte Leide hed det blandt andet, at den skulde ubrødelig holdes, indtil Kong Fredrik og Danmarks Riges Raad havde skaffet dem sikkert igjen til Norge eller til Tydskland[52].

Den 4de Juli tilskrev Kristian fra Oslo Erkebiskop Olaf og ligeledes alle sine „tro Undersaatter“ nordenfjælds og meddelte dem den sluttede Overenskomst samt de Betingelser, som i den vare gjorte til deres Fordeel. Han lover, i sine Forhandlinger med Fredrik at ville paasee deres Bedste, og formaner Almuen i Mellemtiden, indtil et endeligt Forlig mellem ham og Kong Fredrik kan komme istand, at være denne og hans Embedsmænd tro og lydige. I begge Breve fremskimter ikke utydeligen hans Haab om igjen at komme tilbage til Norge, naturligvis ifølge Forlig med Kong Fredrik. I Slutningen af Brevet til Erkebiskoppen udtaler han ogsaa sin varme Tak til denne for hans Troskab under Kristians sidste Ophold i Norge, „hvilken eders Velvillighed og Trofasthed imod os vi aldrig ville forglemme, men kjærlig og gjerne altid forskylde eder, saalænge vi leve“[53].

Ogsaa de danske Fuldmægtige tilskreve den 7de Juli Erkebiskoppen og Folket nordenfjælds om den afsluttede Overenskomst og lod dem med det samme vide, at Hr. Nils Lykke vilde komme der nord at underhandle nærmere med dem[54]. Ligeledes underrettede de samme Dag Otte Stigssøn og hans Krigsfolk om den sluttede Overenskomst; de skulde ingen Fiendtligheder meer øve, men thinge Kong Fredrik Landet til igjen. Nils Lykke skulde komme til Bergen og give nærmere Oplysninger om Forholdene[55]. Endelig udgik til de svenske Krigsfolk, som var indrykket i det Nordenfjældske de Sammes Skrivelse af 8de Juli med Taksigelse for deres Tjeneste og Opfordring til at vende tilbage til Sverige[56].

I de sidste Dage af sit Ophold i Oslo afsendte Kong Kristian Jørgen Hanssøn til Nederlandene med det Hyldingsbrev, som de norske Raadsmedlemmer den 5te Januar havde udstedt til hans Søn Johannes. Det skulde siden sendes til Regensburg til Kristians Gesandter hos Keiseren og de tydske Fyrster. Dette Foretagende blev siden udlagt som et Brud fra Kristians Side paa Overenskomsten. Den unge Fyrste fik dog neppe engang Brevet at see; thi han døde netop ved den Tid i Regensburg tretten Aar gammel. Han skal have været en haabefuld Yngling og var Kristians eneste Søn[57].

Den 8de Juli gik Kongen ombord og den 9de forlod Flaaden Oslo. Men medens man endnu var i Fjorden, fik Kristian tvende Gange Leilighed til at skrive et Par korte Breve til Erkebiskop Olaf, det ene af 10de Juli fra Haaø (ved Drøbak), det andet af 11te Juli fra Bevøsund (ved Gjeløen). I det første beder han Erkebiskoppen bevare de Kongens Penge, som han havde modtaget før Overenskomstens Afsluttelse, indtil han fik Kristians Skrivelse om at et endeligt Forlig var kommet istand. I det andet anbefaler han Erkebiskoppen at gjengive Hr. Nils Lykke alt det Gods denne eller hans Hustru tilhørende, som han havde optaget, og som ikke allerede er kommet Kristian til Hænde[58]. I begge Breve findes Yttringer, der synes hentyde paa et Haab om, at han kunde komme tilbage til Norge.

Men nærede den ulykkelige Konge virkelig et saadant Haab, da bedrog han sig skrækkelig. Den 24de Juli kom han for Kjøbenhavn. Her var imidlertid Fredrik og det danske Rigsraad i den største Forlegenhed ved hans Komme. Fredrik havde ved en Befaling af 13de Juni til sine Fuldmægtige i Norge paalagt disse ikke at indgaa paa nogen Overenskomst med Kristian, men drive ham til en ubetinget Overgivelse. Denne Befaling indtraf, efter at Overenskomsten rigtignok allerede var aftalt, men endnu ikke beseglet. Nu vidste man ikke hvilket af to man skulde gjøre: holde Overenskomsten, eller forkaste den som ugyldig. Indtrængende Opfordringer fra Kong Gustav af Sverige ligesom og fra de tilstedeværende holsteinske Herrer kom det Parti i det danske Raad til Hjælp, som paastod Overenskomsten for- kastet; og dette besluttedes, da Knut Gyldenstjerne i Raadet havde henpeget paa visse formeentlige Brud paa Overenskomsten, som Kristian efter dens Afsluttelse, havde tilladt sig. Det bestemtes, at Kristian skulde sættes fast paa Sønderborg Slot. Den svegne Konge, som i fem Dage var forbleven paa Skibet under det løine Paaskud, at Kong Fredrik ikke var tilstede i Kjøbenhavn, blev endelig den 30te Juli ført afsted til Slesvig, som det hed sig, for at mødes med Fredrik i Flensborg; og han mærkede ikke, at han var bedragen, før han saa Skibet styre lige paa hans Fængsel. Hans Fangenskab og Død have vi allerede ovenfor omtalt.

Krigen, som Kristian havde vakt i Norge, var nu endt. Riget havde vundet det ved den, at Viken var kommen ud af de Svenskes Hænder og tilbage til Norge, med hvilket hint Landskab nu i lang Tid blev forenet. Men tvivlsomt er det, om denne ene Fordeel kunde antages at opveie de store Opoffrelser Riget havde gjort for Kristian, og de Ulykker, Krigen havde paaført flere Landsdeles Indbyggere. Mange glimrende Forhaabninger, byggede paa Kristians Tilbagekomst, laa nu nedslagne; og mest gjælder dette om de Geistliges, som havde offret sig til hans Sag. Hvorvidt disse Forhaabninger vare fornuftige og berettigede, og hvorvidt Kristians Seier vilde have fyldestgjort dem, – derom kan man rigtignok høieligen tvivle. Man maa tvivle om hans grundige Omvendelse, om hans af Naturen egenraadige, grumme og mistænksomme Sindelag virkelig i Modgangens Skole var blevet til Bunds forandret, saaledes at han nu vilde have optraadt som en mild og kjærlig Styrer, opoffret for sit Folks Vel. Man maa næsten end mere tvivle om, at Biskopperne i ham vilde have fundet den Støtte for sin Magt, for den gamle Kirkeorden og for den romerske Lære, som de ventede sig; – Kristian var dog nok, trods den offentlige Afsværgelse af sine kjætterske Meninger, i Hjertet fremdeles en Tilhænger af Luthers Lære og af en Kirkereformation i dens Aand. Hans Yttringer ved de sidste Underhandlinger synes i det mindste ideligen at røbe den luthersk-evangeliske Læres Bekjender. Men hvorledes end dette kan have været, – Forhaabningerne vare utvivlsomt tilstede, da man med aabne Arme modtog ham, og de vare tilintetgjorte, da hans Foretagende saa ganske var mislykkets. Alene Efterregningen fra Seierherrernes Side med de Overvundne stod tilbage, og dens Udfald var uvist.

Ifølge Overenskomsten af 1ste Juli skulde vistnok al saadan Efterregning bortfalde; men denne Overenskomst forkastede, som vi have seet, Kong Fredrik og det danske Rigsraad. I dens Betingelser var altsaa i Grunden, fra den Stund, ingen Beskyttelse at søge for Kristians Tilhængere. Men Omstændighederne føiede sig saa heldigt for Erkebiskoppen og Kristians øvrige Venner nordenfjælds, at Overenskomsten dog kom dem tilgode.

Da Kong Fredrik sendte de ovenomtalte tre Fuldmægtige til Norge, havde han medgivet den ene af dem, Nils Lykke, en særskilt Fuldmagt til, i Forening med Vincentius Lunge, at handle med de Nordenfjældske og bringe dem igjen til Lydighed; og denne Fuldmagt synes at have været ligesaa uindskrænket som den, der var givet Knut Gyldenstjerne og hans Medfuldmægtige[59]). Nils Lykke forblev imidlertid for Oslo, indtil Overenskomsten med Kristian var kommen istand, og drog først efter dens Afsluttelse og Besegling, hvori han deeltog, til Bergen. Ganske vist var Hr. Nils, strengt taget, hverken nogen ret ærlig eller ret paalidelig Mand, men der maa have været noget Mildt og Vindende ved ham, der gjorde ham høist skikket til at optræde meglende og forsonende; og derfor var hans Valg til Underhandler i nærværende Tilfælde, som det lader-, meget heldigt. Han synes ogsaa at have gjort et godt Indtryk paa Kristian; thi et saadant har rimeligvis ledet denne, da han, som allerede sagt, under 11te Juli tilskrev Erkebiskoppen om at oplade Nils Lykke hvad der af hans Gods endnu var i Behold. Maaskee var det tillige et Fingerpeg fra Kongen til Erkebiskoppen, at denne i de kommende Underhandlinger skulde holde sig fortrinsvis til Hr. Nils. Da Nils Lykke havde opbiet Overenskomstens Afsluttelse, og selv havde været med at bringe den istand, var det en Selvfølge, at han nu erkjendte sig bunden i sine forestaaende Underhandlinger med de Nordenfjældske ved dens Bestemmelser til Kristians Tilhængeres Fordeel, helst da han vel neppe havde nogen Tanke om, at det Hele vilde blive forkastet af Kong Fredrik.

I en saadan Stemning kom altsaa Nils Lykke til Bergen. Her blev holdt et Slags Herredag, paa hvilken en Landehjælp til Kongen af to Lod Sølv for hver Mand blev vedtagen. Derpaa droge Nils Lykke og Vincentius Lunge i Spidsen for en væbnet Magt til Throndhjem. De kom did i de første Dage af September og besatte Throndhjems By. Erkebiskop Olaf havde tyet til Stenvikholm Slot. Hr. Vincentius tilegnede sig, med sin sedvanlige Anmasselse, den første Rolle i Foretagendet. Han var umaadelig forbittret paa Erkebiskoppen, og denne hans Følelse spores i de kongelige Fuldmægtiges Breve. I et Brev af 3die September forlangte de Erkebiskoppens Erklæring, om han vilde erkjende Kong Fredrik for sin rette Herre? eller, om han, støttende sig til Overenskomsten i Oslo, ikke endnu vilde dette, om han da vilde erkjende ham for Menigmands Herre og Konge? De forlangte videre, at han af alle de Len, han havde af Kronen for Kristians Komme, skulde lade ser Mænd af hver Skibrede møde i Throndhjem for at aflægge Kong Fredrik ny Troskabsed i hans Fuldmægtiges Haand. De lode ham vide, at Kongen vilde have i Landshjælp af Almuen to Lod Sølv af hver Mand, hvilket var samtykket i Bergen, og denne Skat skulde Erkebiskoppen inddrive i sit Len. Endelig fordrede de, at han skulde tilbagekalde de Fogeder, han havde indsat i de Len, han under Kristians Ophold i Norge havde bemægtiget sig.

Erkebiskoppen svarede den 9de September fra Stenvikholm, at han holdt sig til Overenskomsten i Oslo og vilde opbie Udfaldet af Kong Kristians Underhandlinger med Kong Fredrik, for han underkastede sig denne sidste. Han erkjendte, ifølge Overenskomsten, Fredrik for Menigmands Konge; men han vilde selv holde Almuen i sine Len til Lydighed mod ham, – de Fuldmægtige havde intet dermed at gjøre. Vardøhus Len vilde han rømme, saasnart Hr. Vincentius selv drog did; men Fru Ingerds Len ikke, førend de havde forladt Throndhjems By, som hørte til de Len, Erkebiskoppen havde før Kristians Komme.

Da de Fuldmægtige, i et nyt, bittert Brev af 12te September, gjentoge sit Forlangende om den nye Eds Aflæggelse til dem, eftersom Erkebiskoppen, der selv bekjender sig endnu at være Kong Kristians Mand, ikke kan modtage den paa Kong Fredriks Vegne, – gav Erkebiskoppen, der desuden opfordredes til det samme af Throndhjems Borgere, efter i dette Stykke, og indkaldte den 23de samme Maaned ser Mænd af hver Skibrede til Throndhjem, hvilke før de Fuldmægtige hyldede Kong Fredrik og samtykte Landehjælpen. Erkebiskoppen paatog sig desuden ved et Brev fra Stenvikholm af 25de September at opkræve denne Skat i sit Len; men han holdt sig forøvrigt før sin egen Person til Overenskomsten i Oslo, hvilken han forpligtede sig til at holde[60].

Saaledes stode Sagerne i det Throndhjemske, da nye Beslutninger, tagne i Kjøbenhavn, paaskyndede deres endelige Afgjørelse. – Biskop Hans Reff af Oslo, der – med eller mod sit eget Ønske – var bleven en af de Personer, der sterkest havde indviklet sig i Kristians Sag, fandt det, ved Knut Gyldenstjernes Afreise med Kong Kristian, tjenligst for sig at følge med til Kjøbenhavn for der personlig at søge sin Fred hos Kong Fredrik. Det lykkedes ham ogsaa at udvirke den, dog ikke uden Opoffrelser. Han maatte love 6000 Lod Sølv[61], og derhos den 3die August, i Biskopsgaarden i Kjøbenhavn, udstede et Forpligtelsesbrev. Han erklærede i dette, at da Kongen, for Guds Skyld og for det danske Rigsraads Forbøn, havde naadigen tilgivet ham hans Forseelse, skulde han for Fremtiden atter være Kong Fredrik huld og tro. Han skal opsige Kong Kristian og med de andre norske Raadsmedlemmer tilbagekalde det Hyldingsbrev for dennes Søn, hvilket de havde sendt til Keiseren. Han skal ikke, naar Kong Fredrik dør, med Norges Raad kaare eller samtykke nogen særegen Konge til Norges Rige, men forpligter sig til, „med Danmarks og Norges Riges Raad“, at vælge og samtykke den Samme til Herre og Konge over Norge, som Danmarks Riges Raad vælger til Danmark, „som det Forbund, hvormed begge Riger tilforn ere sammenbundne, indeholder og udviser“. Han skal efter denne Dag aldrig lade sig trænge fra Kong Fredrik og Danmarks Riges Raad, under Livs og Biskopsdømmes Fortabelse[62].

Ved denne Forpligtelse vandt Biskop Hans i den Grad Kong Fredriks og det danske Rigsraads Tillid, at han nu blev udseet til at være en af de nye Fuldmægtige, som man besluttede at sende til Norge. Da nemlig Overenskomsten til Oslo engang var underkjendt af Kongen, vilde han, ganske naturlig, ikke heller vide af nogen Underhandling med Kristians Tilhængere i Norge, der var grundet paa hin Overenskomst, og derfor skulde nye Underhandlinger med de Norske optages uden Hensyn til den. Den 6te August 1532 bleve nu i Kjøbenhavn Biskop Hans Reff samt Herrerne Trud Ulfstand og Klaus Bilde af Kongen og det danske Raad udnævnte til at handle med Norges Raad og Indbyggere om Forbund og Fred mellem de to Riger. Der gaves dem Fuldmagt til at tage med sig i sit Hverv hvilke af Norges Raad, dem tyktes gavnligt; og hvad de saa bestemte, det skulde være saa fast, som om Kongen og det danske Raad selv derved havde været tilstede og besluttet det[63].

De tre Fuldmægtige droge først til Oslo, men forhastede sig, som det lader, ingenlunde med sit Hverv. Thi ikke før den 23de September tilskreve de fra Oslo Erkebiskop Olaf, indbøde ham at møde dem paa Halvveien og sendte ham dertil Leide.

Men Efterretningen om disse nye Fuldmægtiges Komme og om alt hvad der var foregaaet i Kjøbenhavn havde rimeligvis naaet Throndhjem, for det nævnte Brev kom til sin Bestemmelse. De Underhandlende have ganske vist indseet, at deres Stilling var forandret: Erkebiskoppen har følt, at det Fodfæste han havde i Overenskomsten til Oslo var nær ved at unddrages ham, og de tvende kongelige Fuldmægtige, at det snart var ude med deres Myndighed, af hvis Benyttelse de dog gjerne vilde have baade Ære og Gavn for de slap den. Saaledes synes man fra begge Sider at have skyndet med at komme til et Forlig, før de nye Fuldmægtiges Ankomst blev dem formelig forkyndt. Den 3die September gave Vincentius Lunge og Nils Lykke fra Throndhjem Erkebiskoppen, der under de forudgaaende Forhandlinger havde holdt sig paa Stenvikholm, fri Leide til et personligt Møde med dem i Helgeseter Kloster. Modet fandt Sted. Erkebiskoppen underkastede sig Kong Fredrik og fornyede sin Troskabsed til ham i de tvende Fuldmægtiges Haand. Og nu kunde han, efter at have modtaget de tre nye Fuldmægtiges Skrivelse af 23de September, svare dem fra Helgeseter Kloster den 8de October, at han havde afgjort sin Sag med Vincentius Lunge og Nils Lykke, og allerede var indtraadt i sit forrige Troskabsforhold til Kong Fredrik. Han bad af den Grund de tre Herrer umage sig til Throndhjem, helst fordi de da der kunde træffe sammen med de to ældre Fuldmægtige.

Medens man nu ventede paa dem, opgjorde Erkebiskoppen og Hr. Vincentius sit nærmeste Mellemværende, hvilket, som let kan tænkes, ikke gik af uden Opoffrelse fra den førstes Side. Erkebiskoppen maatte erstatte Hr. Vincentius og Fru Ingerd al den Skade, der var dem tilføiet under Krigen, og forpligte sig til at betale ham 1500 Mark danske Penge og 3000 Vaager Fisk, alt ældre Fiendskab skulde være glemt, medens Tvist, som senere kunde opstaa mellem dem, skulde underkastes det norske Raads Afgjørelse. Dette Forlig var istandbragt den 22de October[64].

Da nu Hans Reff, Trud Ulfstand og Klaus Bilde, paa Erkebiskoppens Indbydelse, kom til Throndhjem, var der ikke synderlig meer for dem at gjøre end at stadfæste og i visse Stykker udfylde hvad der allerede var istandbragt. Thi at kuldkaste hele det ved Vincentius Lunge og Nils Lykke afsluttede Forlig, have ganske vist de nye Fuldmægtige fundet betænkeligt. Men i een Henseende fik dog Erkebibiskoppen føle, at de nye Fuldmægtige forkastede Overenskomsten til Oslo som Udgangspunkt for sine Underhandlinger. Han maatte nemlig, som Biskop Hans Reff tidligere havde maattet gjøre, indgaa paa at udrede en stor Bod for sin Overgang til Kristian. Erkebiskoppen udstedte i Throndhjem den 6te November en Forpligtelse, at betale 15000 Mark danske Penge deels strax deels i visse paafølgende Terminer. Men da dette var gjort, tilsikkrede ogsaa de tre Fuldmægtige ham, ved et Brev af samme Dag, Kongens fuldstændige Tilgivelse. Hans Forseelse skulde være „en aftalt Sag“, og han, hans Efterfølgere, Kapitel, Geistlighed, Tjenere og Venner skulde efter denne Dag have Kong Fredriks Naade samt nyde sine Friheder, Privilegier og Ejendele ligesom for Kong Kristians Komme[65]. Forsoningen blev i et aabent Brev af de Fuldmægtige kundgjort Almuen i Throndhjems Biskopsdømme og det blev denne i Kongens Navn paalagt at være lydige mod Erkebiskoppen paa Kirkens Vegne som før[66].

Mange Medlemmer af Norges Raad vare nu samlede i Throndhjem, saaledes at man næsten kan ansee Forsamlingen som et Raadsmøde. Ved denne Leilighed kunde altsaa passende udføres, hvad Biskop Hans Reff allerede havde forpligtet sig til, og hvad der maa antages at være de Fuldmægtige befalet særligen at paasee, nemlig at Hyldingen til Kristian II og hans Søn formeligen blev ved Brev og Segl tilbagekaldt. Som Raadsmedlemmer, der i sin Tid havde hyldet Kristian, nævnes her følgende: Erkebiskop Olaf, Anders Mus, forhenværende Biskop af Oslo, Biskopperne Magnus af Hamar og Hans af Oslo, Gaute Galle Ridder, Erik Erikssøn og Erik Ugerup Væbnere; alle disse opskreve ham nu den 7de November 1532 Huldskab og Troskab. Samme Dag blev ogsaa et latinsk Brev udstedt til Keiser Karl V af Erkebiskoppen, Biskopperne Anders, Magnus og Hans, Provst Matthias, Hans Abbed af Hovedø, og, som der lægges til uden Navnes Nævnelse, „de øvrige Raadsmedlemmer af dette Parti“, – hvorved det aabne Brev af 5te Januar 1532 tilbagekaldes, i hvilket de samme Herrer havde hyldet Kristians Søn, Keiserens Søstersøn, Hertug Johannes som Norges Arveherre. Endelig blev samme Dag, den 7de November 1532 af Erkebiskop Olaf, Biskopperne Anders Mus, Magnus Lauritssøn og Hans Reff, Vincentius Lunge, Gaute Galle og Nils Lykke, Riddere, Erik Ugerup og Erik Erikssøn, Væbnere, i Egenskab af Norges Riges Raad, et Brev givet, hvori de erklære, at de kongelige Fuldmægtige, Herrerne Trud Ulfstand og Klaus Bilde, have, i Kongens og det danske Raads Navn, foreholdt Norges Raad den Fred og det Forbund, der af deres Forfædre er gjort begge Riger imellem.. Dette Forbund stadfæste de, dog med Forbehold, „at alle Norges Riges Herligheder, Recesser, Friheder, Privilegier blive ved fuld Magt og uforkrænkede i alle Maader“. Udfordres nogen videre Underhandling om hvad vedkommer Kongens og begge Rigers Ære, Gavn og Fred, da henstille de dette „til begge Rigers Raads, hver paa sin Side, deres almindelige Sammenkomst, med et menigt endrægtigt Raad at formere og forbedre“[67].

Dette sidste Brev maa ansees som Slutningsdokumentet for den hele Underhandling, og det kan neppe forklares anderledes end som en Erklæring om, at Norge nu var vendt tilbage igjen i den selv- samme Stilling til Kong Fredrik og Danmark, hvori det var før Kristian II’s seneste Komme didhen. Foreningen af 1450 skulde staa ved Magt, men ogsaa Kong Fredriks norske Haandfæstning af 1524; – det vil sige: det gamle svævende, ubestemte Forhold skulde vedblive.

Det maa ellers mærkes, at der i disse Underhandlinger, hverken for Raadets Vedkommende i Almindelighed eller for enkelte af dets Medlemmers, f. Ex. Erkebiskoppens, i Særdeleshed, er Tale om nogen saadan Forpligtelse med Hensyn til Kongevalget efter Fredriks Død, som den, Biskop Hans Reff for sin Person havde maattet udstede[68], og hvorved det norske Raad, ifald det havde underkastet sig den, saa godt som maatte agtes at have fraskrevet sig al Frihed i sit Kongevalg[69]. Imidlertid var det saa langt fra, at Hans Reffs Forpligtelse udtrykkelig blev hævet, at meget meer Biskop Magnus af Hamar, uvist naar, maatte udstede en ligelydende, ligesom ogsaa sidstnævnte Biskop, efter de kongelige Fuldmægtiges Tilbagekomst til Oslo, maatte der den 1ste December 1532 give dem sit Brev paa en Bod til Kongen af 2500 Lod Sølv.

Biskopperne Hoskold af Stavanger og Olaf af Bergen gik, saavidt vides, uskadt ud af den Røre, som Kristian II’s Angreb fremkaldte i Norge. Aarsagen er let at see. Biskop Olaf var hele Tiden under de danske Magthaveres Forsvar og Formynderskab i Bergen, og var vel heller ikke, med sin gjerrige Natur, synderlig oplagt til utvungen at give Penge ud til et politisk Foretagende som Kristians. Hvad Hoskold angaar, da maa det have lykkets ham enten ganske at undgaa al Indblanding i Kristians Sag, eller itide igjen at trække sig ud af den. Vist er det, at ingen Bod findes at være nogen af disse to Biskopper paalagt.

Hovedø Cistercienserkloster blev, som vi have seet, i 1532 paa Grund af Abbed Hans Anderssøns Overgang til Kristian II, opbrændt og forstyrret for aldrig meer at gjenreises. Dets Gods lagdes til Akershus Slot. Ogsaa Prioren i Varna Johanitterkloster eller Hospital havde erklæret sig for Kristian i 1531 og sendt ham et Bidrag af 40 Lod Sølv, dog, som det lader, med temmelig egennyttige Sidehensyn. Hans Frafald fra Fredrik kom imidlertid ham og Klosteret dyrt at staa. Thi Kongen tog heraf Anledning til, den 2den August 1532, at forlene sin Hofsinde Peter Brokkenhus med Varna paa det Vilkaar, at han skulde underholde Brødrene[70]. To anseede og rige Klosteres Sekularisation var altsaa blandt de flere for den norske Kirke bittre Følger af Kristian II’s Foretagende.

Da Trud Ulfstand og Klaus Bilde havde udført sit Hverv, saaledes som nu er fortalt, forlode de Norge og droge til Kong Fredrik paa Gottorp, hvor de vare tilstede ved hans Død i Begyndelsen af 1533. Om nogen egentlig Stadfæstelse fra Fredriks Side af den sluttede Overenskomst, er der ingensteds Tale. Rimeligvis er en saa saadan Stadfæstelse udsat til Kongens næste Samtræde med Danmarks Riges Raad paa en Herredag, som var bestemt at afholdes i Nyborg omkring 8de Juni 1533, men som gik overstyr ved Fredriks i Mellemtiden indtrufne Død[71].

I Fredriks sidste Styrelsestid foregik en Besættelse af Færøernes dengang ledige Biskopsstol, der er oplysende med Hensyn til Kongens Opfattelse af den norske Kirkes Forhold. Det heder nemlig, at en Kannik af Bergen, Amund Olafssøn, i 1532 blev valgt til Færøernes Biskop, og at han gav Kongen 1000 Gylden for hans Stadfæstelse[72]. Ligeledes finder man, at denne Amund den 1ste Januar 1533 af Kongen, som da var paa Gottorp, fik „Livsbrev“ paa Biskopsdømmet paa Færøerne „efter deres Udvælgelse, Kaar og Begjæring, som der paa Landet bo, paa det at Guds Ord og det hellige Evangelium maa desydermere fange Fremgang og kjærligen prædikes og læres i alle Kirker paa Landet, og skal han være Hs. Majestæt og efterkommende Konger i Norge tro, holde hans Naades og Norges Krones Enighed og afvende Landets Skade og Fordærv“[73]. Man maa heraf slutte, at Amunds Valg egentlig, skjønt han var Kannik i Bergen, er udgaaet fra Færøboerne selv, og at Kongen ved denne Leilighed har bragt i Anvendelse paa en under den norske Provins og Norges Rige hørende Biskopsstol en Bestemmelse, som egentlig kun var given for den danske Kirke, og, saavidt vides, aldrig var vedtagen i Norge, – nemlig at Stadfæstelse af Biskopsvalg ikke meer skulde udgaa fra Paven, og Pengene for Stadfæstelsen, ikke, som for, skulde gaa til Rom, men tilfalde Kongens, eller rettere Statens Kasse[74]. Dette var altsaa et aabenbart Indgreb i den romerske Kirkes Ret. At Stadfæstelsesbrevet kaldes net Livsbrev“ er en Antydning til, at Kongen har betragtet Biskopsdømmet som en verdslig Forlening, og Udtrykkene i det Hele smage meer af lutherske end af romersk-katholske Anskuelser.

Kong Fredrik I døde Skjærthorsdag den 10de April paa Gottorp Slot, 61 Aar gammel, efter at han havde styret Norge i noget over otte Aar som udvalgt Konge, uden at være kronet.

  1. S. o. f. II. 654, 669.
  2. Huitfeldt siger dette (Fr. I. u. 1531, Kvart. Udg. 269), dog uden ak anføre noget Bevis.
  3. Sml. I. 69; jfr. o. f. II. 700.
  4. Hvitf. Fr. I. u. 1531 (Kvart.-Udg. 253–256).
  5. Sml. II. 35.
  6. Smst. 47–50.
  7. Smst. 38.
  8. Smst.54.
  9. Sml. II. 56–59.
  10. Smst. 60–61.
  11. Smst. 69–70.
  12. Hvitf. Fr. I. u. 1531 (Kv.-Udg. 263).
  13. Hvitf. Fr. I. u. 1531 (Kvart-Udg. 253–257).
  14. Hvitf. smsts. (Kv.-Udg. 253).
  15. Hvitf. smsts. (Kv.-Udg. 257–262).
  16. Sml. II. 69–72; Langes Klh. 2den Udg. 387.
  17. Hvitf. Fr. I. u. 1531 (Kv.-Udg. 263).
  18. Sml. II. 63–67.
  19. Smst. 67–68.
  20. Smst. 73.
  21. Sml. II. 75–78.
  22. Hvitf. Fr. I. u. 1531 (Kv.-Udg. 262).
  23. Sml. II. 87–89.
  24. Palud.-Müller Gr. Feide I. 51, jfrt. m. Sml. II. 90–93.
  25. Sml. II. 84–85.
  26. Sml. II. 86; jfr. Hvitf. Fr. I. u. 1531 (Kv.-Udg. 266–267).
  27. Sml. II. 78.
  28. Palud.-Müller Gr. Feide I. 32.
  29. Hvitf. u. 1531.
  30. Hvitf. Fr. I. u. 1431 (Kv.-Udg. 271–274).
  31. Hvitf. ssts. 275–276.
  32. Hvitf. ssts. 268–29; Brevets Datering 27de Novbr. er rimeligvis blot en Feiltagelse for 29de.
  33. Sml. II. 90.
  34. Smsts. 93, jfr. o. f. II. 700.
  35. Sml. II. 94–97.
  36. Smst. 214–217.
  37. Kalkar, Aktstykker til Danmarks Hist. i Reformationstiden 66–70.
  38. Sml. II. 222. En saadan uformelig Adfærd som den her antydede var paa den Tid ganske sedvanlig og bar bevisellgen fundet Sted, endog ved meget vigtige Dokumenters Udstedelse.
  39. Sml. II. 222–224, 228–229.
  40. Smst. 229–230.
  41. Langes Klh. 2den Udg. 421; 1ste Udg. 649, 762–764.
  42. Sml. II. 220–221.
  43. Smst. I. 327.
  44. Sml. II. 230–233; jfr. Hvitf. Fr. I. u. 1532 (Kv.-Udg. 289).
  45. Hvitf. Fredr. I. u. 1532 (Kv.-Udg. 282).
  46. Stenvikholm var beliggende i Størdalen ved Throndhjemsfjorden nogle Mile nordøst for Throndhjems By; Ruiner af det ere endnu tilbage i Skatvolds Sogn, Størdalens Prestegjæld.
  47. Paludan-Müller Gr. Feide II. 24–25.
  48. Sml. II. 234.
  49. Pal.-Müller Gr. Feide I. 72.
  50. Hvitf. Fr. I. u. 1532 (Kv.-Udg. 282–336). [Wikikildens note: Fotnotetegnet mangler i originalen.]
  51. Hvitf. anf. St. 314–324.
  52. Hvitf. smsts. 326.
  53. Sml. II. 235–239.
  54. Pal.-Müller Gr. F. II. 26.
  55. Hvitf. Fr. I. u. 1532 (Kv.-Udg. 235).
  56. Sml. I. 343 f.
  57. Hvitf. Krist. II. u. 1519; Fr. I. u. 1532 (Kv.-Udg. 334, 362).
  58. Sml. II. 239–241.
  59. Pal.-Müller Gr. F. II. 26.
  60. Pal.-Müller Gr. F. II. 26–31.
  61. Hvitf. Fr. II. u. 1532 (Kv.-Udg. 363). Hvitfeldt siger ikke naar Hans Reff undergik denne Bod; men rimeligt er det, at man netop nu har benyttet hans Forlegenhed til at aftvinge ham Tilsagnet om dens Udredelse.
  62. Pal.-Müller Gr. F. II. 34.
  63. Sml. II. 241–242.
  64. Pal.-Müller Gr. F. II. 31–33.
  65. Sml. II. 243–245.
  66. Pal.-Müller Gr. F. II. 36–38.
  67. Smst. 37–40, 410–411.
  68. S. o. f. II. 732.
  69. Jfr. Pal.-Müller Gr. F. II. 39.
  70. Langes Klh. 2den Udg. 471–472.
  71. Pal.-Müller Gr. F. II. 40–43.
  72. Hvitf. Fr. I. u. 1532 (Kv.-Udg. 361).
  73. Sml. VI. 46.
  74. S. o. f. II. 687.