Den norske Kirkes Historie under Katholicismen/113

Rudolf Keyser

Den norske Kirkes Historie under Katholicismen

Chr. Tønsbergs Forlag, 1858 (2, s. 737-748).

113.

Mellemrige efter Kong Fredrik I’s Død. Kongevalget udsættes i 1533. Grevens Feide begynder i Danmark. Kristian III vælges af den jydske Adel til Danmarks Konge i 1534. Erkebiskop Olaf som Formand for Norges Raad dvæler med sin Erklæring.

Norge var nu atter kongeløst, og Kongedømmets Myndighed hjemfalden til Raadet med Nidaros’s Erkebiskop i dets Spidse. Dette grundede sig nu ikke alene paa gammel Vedtægt, men var ogsaa udtrykkeligen bestemt i Frederik I’s norske Haandfæstning^[1]. Olaf Engelbrektssøn var altsaa med fuld Ret at agte for Kongedømmets Vikarius, indtil en ny Konge var bleven valgt. Han sees ogsaa at have været erkjendt herfor af det norske Raad, af Almuen i Norge og af de udenlandske Regjeringer, som ønskede at træde i Underhandlinger med Norge. Hvorledes man tænkte sig Erkebiskop og Raad under Tronledigheden i Forening at udfylde Kongedømmets Sted, viser sig af de saakaldte Landsvistbreve, der ellers efter gammel Skik udstedtes af Kansleren i Kongens Navn, men nu overskreves: „Vi Olaf, med Guds Naade Erkebiskop i Throndhjem og pavelig Sædes Legat, med menige Norges Riges Raad, paa Norges Krones Vegne“ o. s. v. og besegledes af „Provsten til Mariekirke i Oslo, Norges Riges Kansler“^[2].

Af Raadets ældre geistlige Medlemmer var Matthias Hvoruf aftraadt, baade som Provst til Mariekirken og som Kansler, i Løbet af 1532. Aarsagen til hans Fratrædelse har muligen været hans Forhold til Kristian II. Han maa antages at have været i Live endnu i November 1532^[3]. Men allerede den 25de Oktober samme Aar var hans Eftermand udnævnt af Kong Fredrik, nemlig Magister Morten Krabbe, en dansk Adelsmand^[4]. Af Raadets verdslige Medlemmer vare, som vi allerede vide, de tvende indflydelsesrigeste de danskfødte Riddere Vincentius Lunge og Nils Lykke. Landets tre Hovedslotte vare fremdeles i tre danske Adelsmænds Hænder, nemlig Bergenhus i Esge Bildes, Baahus i Klaus Bildes, og Akershus i Erik Gyldenstjernes, der i 1532 havde efterfulgt Mogens Gyldenstjerne. I alle disse danske Herrer havde Erkebiskop Olaf en sterk Modvegt, ifald han skulde faa i Sinde at benytte Leiligheden og sin egen Magt til at skille Norge fra Danmark.

Om en saadan Tanke opstod og udviklede sig i Olaf Engelbrektssøns Sjæl, kunde det ikke undre Nogen, og neppe være blevet ham af Eftertiden regnet til Last. Det Indblik i Foreningen mellem de to Riger, han gjennem længere Tids bittre Erfaringer havde vundet, kunde umulig have gjort ham den kjær eller have overbevist ham om dens Gavnlighed for Norge. Han maatte tvertimod have været sløv ja stokblind baade paa Forstand og Syn – og det var Olaf Engelbrektssøn ingenlunde –, om han ikke skulde have mærket, at Foreningen, som den var, ikke passede med Norges Forhold, og at den, saalangt fra at styrke Rigets Selvstændighed og befordre dets Kraft, undergrov begge Dele. Hvad kunde det nytte at opstille Overenskomster mellem Rigerne, den ene i Ordelag høitideligere end den anden, – at binde Kongen ved Haandfæstninger, den ene strengere end den anden, – naar Overenskomstens varme Løfter i Virkeligheden opløste sig til tomt Mundsveir, og Haandfæstningernes klareste Bestemmelser omgikkes eller brødes? Man kan sige: baade Overenskomsterne og Haandfæstningerne vare ufuldkomne, svævende, utydelige Statsakter, oftest beregnede paa Øieblikket, paa at dæmpe en netop tilstedeværende Uenighed snarest muligt, og derfor affattede i de rummeste Udtryk, der vare istand til at forene de mest stridige Meninger, – men vel at mærke ogsaa kun for Strinden og paa Pergamentet; naar det kom til Handling vare de unyttige. Det maa indrømmes: saa var det virkelig. Det maa ogsaa indrømmes, at den Tids Statskunst, der hverken var oplyst eller redelig, medførte det. Men den Tanke, der gjennem hele Foreningstiden udtaltes som den egentlig ledende, der idelig laa Underhandlerne paa Læben og aldrig undlod at fremtræde i Bogstaverne paa Pergamentet, – den Tanke, at de tre forenede Riger skulde udgjøre et Statsforbund i fuldkommen Sideordning og med Vedligeholdelse af hvert enkelt Riges fulde Selvstændighed i Alt hvad der repræsenterede dets Nationalitet, – hvorledes fastholdtes vel den? – Den fastholdtes i Ord, men sjelden i Gjerning! og hos de Danske – hvad enten man nu ved dette Navn vil betegne Konge eller Raad eller, hvad udentvivl er rigtigst, begge Magter tilsammen – yttrede sig bestandig paa den kjendeligste Maade en Stræben efter at opkaste sig til de tvende medforbundne Rigers Herre og Formynder, og ved Siden heraf efterhaanden at sammensmelte alle tre Folkefærd til eet, eller i det mindste de raadende Stormandsklasser i dem til een. Dette var ligefra Oldenborgernes Opstigen paa Tronen blevet iøinefaldende for alle tre Riger, og for Norges Vedkommende, især fra Kong Hans’s Død, fuldkommen haandgribeligt. Man vil her atter henvise til Tidsalderens uklare Begreber om Stat og Statsforhold: man forstod ikke at bygge et saadant ligeligt Statsforbund som det, hvorom her skulde være Tale, man forstod ikke at opstille fuldgyldige Love for det, eller at verne om hver enkelt Folkeligheds Selvstændighed, men var altfor tilbøielig til at forvexle Begreberne Forening og Sammensmeltning. Ogsaa dette ville vi indrømme: den politiske Tankes tilfredsstillende Gjennemførelse i Virkeligheden var for hin Tid en yderst vanskelig, for ikke at sige umulig Opgave. Men forholdt alt dette sig i Sandhed saaledes, og fandtes der tillige i de tvende mindre begunstigede Riger Mænd, som indsaa den ufuldkomment indrettede Forenings Fordærvelighed for sit Fædrenelands Kraft og Selvstændighed, uden at kunne fatte Muligheden af dens meer tilfredsstillende Ordning, – hvad Under da, om disse Mænd arbeidede paa dens Opløsning ved Underhandlinger eller ved Sverdet? Gustav Erikssøn Vasa var for Sveriges Vedkommende en saadan Mand. Engelbrekt, Karl Knutssøn og de tre Sturer havde før ham arbeidet til samme Maal, men uden fuldstændigt Held. Gustav overhug Knuden, og hans Verk bestod. Hvo tør dadle ham for hvad han gjorde, eller kalde ham en Oprører? Og ligesaalidt som han fortjene, efter min Mening, de Nordmænd at dadles, der ved at see for Norges Vedkommende hvad han saa for Sveriges, besjæledes af samme Forsæt med Hensyn til sit Fædreneland. En Mand som Gustav havde Norge ei paa denne Tid at opvise. Men om der en Gustav i Kraft og Klogskab, Mod og Bestemthed langt underlegen Aand vovede at stræbe mod det samme, kan man ikke bebreide ham denne Stræben selv som oprørsk eller utilbørlig, men vel beklage, at han derved overvurderede sine egne Kræfter, greb feil af Midlerne og til Slutning gav den Folkeselvstændighed Dødsstødet, som han havde tænkt sig Muligheden af at skulle kunne opretholde og styrke. Dette, tror jeg, bør man stille sig klart for Øie, før man dømmer Erkebiskop Olafs Ferd i de for Norge skjebnesvangre Aar, som nu ligge for os, og hvis Hendelser vi skulle gaa over til at fortælle.

Kong Fredrik efterlod sig flere Sønner af sine tvende Egteskaber. Ældst var den oftere forhen omtalte Hertug Kristian, af første Egteskab; han var allerede ved Faderens Død i sit tredivte Aar. Alle de andre vare af andet Egteskab og meget yngre; den ældste af dem, Hans, var kun i sit trettende Aar. Ligesaalidt i Danmark som i Norge var nogen af disse Sønner valgt til Faderens Eftermand i dennes levende Live; men det danske Rigsraad havde dog i Fredriks Tid skriftligen forpligtet sig til at vælge en af dem^[5]. Rimeligvis har det været Kongens Hensigt at handle netop om dette Valg paa den Herredag til Nyborg, som han havde indkaldt til Juni 1533. Derfor havde han og til den indbudet det norske Rigsraad; men Erkebiskoppen og flere af de nordenfjældske Medlemmer havde undskyldt sig med, at Tiden var for kort til at de kunde indfinde sig. Der blev heller ikke noget af Herredagen paa det af Kongen bestemte Sted. Saasnart Budskab om Fredriks Død var kommet til Kjøbenhavn, hvor Biskoppen af Roskilde, der tillige var Rigskansler, og flere høie Rigsembedsmænd opholdt sig, sammentraadte der de sjællandske og skaanske Medlemmer af Danmarks Raad og tilskreve derfra den 25de April 1533 Erkebiskop Olaf. De meldte ham Kongens Død, billigede Erkebiskoppens Undskyldning for at indfinde sig til Herredagen i Nyborg, erklærede, at det danske Raad vilde holde den Forening, som nylig var sluttet med det norske, og som Klaus Bilde og Trud Ulfstand havde overbragt, og opfordrede endelig Erkebiskoppen til at sammenkalde Norges Rigsraad og Adel for at raadslaa om begge Rigers Bedste og fastsætte Tid og Sted til deres Raads Sammenkomst i Danmark til en almindelig fælles Herredag. Med Hensyn til den Skade, som Kirker og Klostere kan være tilføiet, bede de Erkebiskoppen selv rette herpaa for Sammenkomsten; de love, at hvad han i saa Henseende forordner, det skal Danmarks Riges Raad holde. Ifald Norge angribes af nogen Fiende, tilsige de Hjælp fra Danmark^[6].

Der nævnes i dette Brev intet om, at den fælles Herredag, for hvilken det norske Raad opfordres til at bestemme Tiden, skulde være en Valgherredag. Have alligevel Udstederne tænkt sig det saaledes, hvilket er rimeligt, da maa de med det samme have tænkt sig, at den Herredag, som, istedetfor til Nyborg, nu var tilsagt til Kjøbenhavn at holdes allerede i Juni Maaned 1533, skulde være en udelukkende dansk Herredag, paa hvilken intet Kongevalg skulde foretages, skjønt man jo derfor gjerne om et saadant foreløbigen kunde tale.

Saaledes blev ogsaa virkelig Tingen tagen, da Herredagen samledes til Kjøbenhavn. Der blev ved dens Aabning henstillet til Raadet, hvorvidt dette fandt det ønskeligt, at paa nærværende Herredag en Konge valgtes; og i faa Tilfælde mindedes det om sin indgangne Forpligtelse, at vælge en af Kong Fredriks Sønner. Men paa den anden Side gjordes opmærksom paa Foreningen med Norge, hvilken fordrede, at Kongevalget skede ved begge Rigers Raad^[7]. Danmarks Raad opfordredes imidlertid til ogsaa at tage under Overveielse, hvorledes man skulde bære sig ad med Norges tre Hovedstøtte, Baahus, Akershus og Bergenhus, efterdi Esge Bilde gjerne vilde være af med Befalingen paa det sidstnævnte^[8], – en Sag, som forresten ikke kom Danmarks Rigsraad i mindste Maade ved, men som det ved en reen Anmasselse inddrog under sig. En Mængde andre Punkter henstilledes til Raadets Overveielse, men som udelukkende eller nærmest vedkom Danmark; kun de tvende nævnte angik Norge.

Med Hensyn til Kongevalget delte Raadet sig i to Partier, af hvilke det ene ønskede Hertug Kristian, det andet hans yngre Broder Hertug Hans. Paa det første stode alle Reformationens Venner, der vidste, at Kristian var en erklæret Lutheran. Paa det andet stod Biskopperne og den gamle Kirkes øvrige Tilhængere, der frygtede Kristians Hengivenhed for den nye Lære, men derimod haabede at kunne holde den unge Hans fast ved Katholicismen. Ingen af disse Partier synes at have været sikkre paa sin Overlegenhed, helst da Hertug Kristian selv intet Skridt vilde gjøre til sin egen Fordel; og derfor var det dem udentvivl begge, og især maaskee Prælaternes, velkomment at have Nødvendigheden af det norske Raads Tilstedeværelse at skylde paa for at faa Kongevalget udsat^[9]. Det blev da besluttet, at man skulde indbyde Norges Riges Raad til en fælles Herredag i Kjøbenhavn ved St. Hans (24de Juni) 1534, og da skulde Kongevalget foregaa^[10].

Forresten blev paa Herredagen Bestemmelser fattede med Hensyn til Danmarks Riges Styrelse ved Raadet, medens Kongedømmet var ledigt. Vigtige Forholdsregler toges ogsaa til Fordeel for den bestaaende romerske Kirke Blandt andet bestemtes, at herefter Biskopperne alene, hver i sit Biskopsdømme, skulde have Magt til at skikke Prester og Predikanter, – en Bestemmelse hvorved det maatte synes at stilles ganske til dem, at hindre den lutherske Læres Forkyndelse. De danske Prælater ansaa dette, som rimeligt kunde være, for en stor Vinding, og troede at kunne yttre til den norske Erkebiskop, idet man underrettede denne om den forestaaende Valgherredag det følgende Aar, – at paa den skulde ogsaa Kirkens Bedste overveies, og en saadan Styrelse i Kirken gjenoprettes, som havde været i de fremfarne Forfædres Tid^[11].

Da Sagen om Kongevalgets Udsættelse var bragt paa det Rene, opbiede ikke det danske Raad noget Svar fra Norge paa det ovenom- talte Brev af 25de April, men tilskrev strax den 18de Juni det norske Raad med Indbydelse til en fælles Herredag i Kjøbenhavn til St. Hans 1534. I samme Brev opfordredes det norske Raad, med selvtiltagen Myndighed fra det danskes Side, til at lade det forblive baade med Bergenhus og med Kronens øvrige Slotte og Len „i den Skikkelse, som nu er“, indtil begge Rigers Raad samledes. Derimod nævnes intet her om det foreløbige norske Raadsmøde, som Brevet af 25de April havde opfordret Erkebiskop Olaf til at sammenkalde^[12].

Erkebiskoppen havde imidlertid ikke forsømt dette. Den 11te Juni 1533 havde han fra Throndhjem ladet Kaldelse udgaa til et norsk Rigsmøde af Raad, Adel og Almue, hvilket skulde samles til Bud i Romsdalen til 15de August næst efter. Vel forestilte Esge Bilde ham, i et Brev af 8de Juli fra Bergen, at det danske Rigsraad havde udsat Kongevalget til dets Sammenkomst med det norske i næste Aars Sønner, at det norske Rigsmøde derfor gjerne kunde udsættes til Vaaren, da det nordenfjældske Raad ved Pinds kunde holde Møde i Bergen, derpaa samles og overlægge med det søndenfjældske, og saa begge tilsammen søge Herredagen i Kjøbenhavn. Men Erkebiskoppen blev ved sit Forsæt, og Rigsmødet holdtes i Bud i Slutningen af August^[13].

At Erkebiskop Olaf skulde have havt i Sinde ved denne Leilighed at drive et særskilt norsk Kongevalg igjennem, er neppe tænkeligt, og det lader sig vanskelig paapege, endog blot gjætningsvis, hvilken Person han isaafald skulde have bragt i Forslag. Hertug Kristian maatte han, af samme Grund som de danske Prælater, frygte at see paa den norske Trone; om den mindreaarige Hertug Hans’s Stemning med Hensyn til Kirken kunde han endnu intet vide eller forudsee; hvad disse to angik, kunde det desuden ikke være nogen Fordeel for det norske Raad at foregribe det danske i Valget. Kristian II sad nøie bevogtet i sit ugjennemtrængelige Fængsel, og Ingen havde endnu kastet sine Øine paa ham; hans Søn, Johannes, var død, og ingen af hans Døttre endnu gifte. Kong Gustav i Sverige endelig maatte Erkebiskoppen, paa Grund af hans allerede noksom udviste ugunstige Sindelag mod Hierarchiet og den romerske Kirke, sky ligesaameget om ikke meer end Hertug Kristian. Hvem skulde han altsaa foreslaa? en af de norske Ubetydeligheder? eller en af de anmassende danske Magthavere? – ingen af Delene kan tænkes. Men skulde han end have pønset paa et Kongevalg, der kunde overskjære Baandet mellem Norge og Danmark – og et saadant maatte man vel forestille sig, at han nærmest skulde have havt for Øie –, saa var der ingen Rimelighed for, at det vilde have ladet sig paa dette Møde gjennemdrive. Det Parti, som holdt paa Foreningen med Danmark og som med de sterkeste Baand var knyttet til dette Rige, var ganske vist paa Forsamlingen det mest raadende. Man ved, at Vincentius Lunge, Nils Lykke, Klaus Bilde, Erik Ugerup, ligesom ogsaa udentvivl Esge Bilde^[14] der vare tilstede, medens Biskopperne Olaf af Bergen, Magnus af Hamar, Hans Reff af Oslo, Gaute Galle og en Mængde af dem, som skulde have mødt paa Almuens Vegne, undskyldte sig for at møde.

Men paa et særskilt norsk Kongevalg tænkte, som sagt, dengang ganske vist ikke Erkebiskoppen. Hans Hensigt var kun at enes med det øvrige Raad om Norges Styrelse under Mellemriget samt om hvad der paa den forestaaende Valgherredag til Kjøbenhavn burde fremsættes for at sikkre Norges Selvstændighed. Hvad man kjender af de i Bud fattede Beslutninger er omtrent følgende:

Norges Raad vilde møde i Kjøbenhavn til St. Hansdag 1534 for med det danske Raad at vælge en fælles Konge; dog – bemærkes der – burde den til Kongevalget berammede Herredag egentlig have været udskreven af begge Rigers Raad i Forening. – De der fra den afdøde Konges Tid havde Norges Krones Len og Slotte, skulde beholde dem, indtil en ny Konge var valgt, dog saaledes at de holdtes til det norske Raads Haand alene, og af dette overleveredes til den Valgte. – Norges Krones Indtægter skulde endelig opbæres som hidtil, men holdes tilstede af Opbærerne for, tilligemed Lenene og Slottene, af Norges Raad at overdrages til den valgte Konge, naar denne kom til Norge for at krones, da han tillige skulde stadfeste alle Rigets Friheder^[15].

Alt dette var i fuldkommen Orden; men det kom an paa, hvorvidt, naar det kom til Stykket, de danske Embedsmænd i Lenene og Befalingsmænd paa Slottene vilde vise sig Norges Sag tro, og ikke, hvad der allerede yttrede sig Tegn til, vilde foretrække at holde sig til det danske Rigsraad. Esge Bildes ovenberørte tidligere Henvendelse til Danmarks Riges Raad om at afløses i Befalingen paa Bergenhus var i denne Henseende intet godt Forvarsel; og Erik Gyldenstjernes Løfte fra Akershus, idet han undskyldte sig for at møde i Bud: at han vilde rette sig efter hvad de Mødende beslutte „det Yderste, han maa og kan“, – var ubestemt og lidet betryggende^[16].

Mange andre Sager bleve paa Rigsmødet i Bud forhandlede. Af Kirken vedkommende Ting, som der kom fore, kjender man kun en Forestilling af Biskop Hans Reff af 2den August 1533, hvilken blev Forsamlingen tilsendt fra Oslo. Den indeholdt Klager over de Ind- greb i geistlige Sager, som Kongerne Kristian II og Fredrik I havde tilladt sig ved at overdrage til verdslige Bestyrere flere opgivne geistlige Stiftelser i Oslo Biskopsdømme, samt over Mogens Gyldenstjernes Adfærd mod Hovedøens Kloster i 1532. Biskop Hans forlangte, i Henhold til det danske Raads ovenomtalte Skrivelse af 25de April, at Erkebiskoppen og det norske Raad skulde tage sig af og rette paa disse Uordener. Man finder dog ikke, at Raadet har gjort noget Skridt i denne Anledning. Det blev vel udsat til at komme under Forhandling paa Herredagen i Kjøbenhavn, eller til at betinges afhjulpet i den vordende Konges Haandfæstning^[17].

Erkebiskoppen og det norske Raad havde da paa Forsamlingen i Bud forpligtet sig til at møde paa en for begge Riger fælles Valgherredag i Kjøbenhavn ved Midsommerstid 1534. Den behørige Leide for dem blev udstedt af det danske Rigsraad paa en Herredag i Odense i November, og intet syntes nu at være i Veien for at Valgherredagen kunde komme til at samles i Kjøbenhavn til den fastsatte Tid. Men Erkebiskop Olaf var nu som før lidet lysten paa at indfinde sig til den fælles Herredag. Allerede flere Vanskeligheder, som han vakte med Hensyn til Leiden, vise tydeligen dette; men dem fik Esge Bilde ved sin Ufortrødenhed ryddet afveien. Alligevel kom ikke Erkebiskoppen længer end til Bergen. Der var han ved St. Hans Tid 1534 og afgjorde i Forening med Raadsmedlemmerne Nils Lykke og Johan Krukkov adskillige Regjeringsanliggender; men af Kjøbenhavnsreisen blev der intet med nogen af dem. De bestemte sig nemlig den 23de Juni til at sende et Undskyldningsbrev til de norske og danske Raadsmedlemmer, som antoges at være forsamlede i Kjøbenhavn. De havde – skrev de – nu ligget ser Uger paa Reisen til Danmark, og det blev dem umuligt at komme til Herredagen; men de sendte Fuldmagt for de norske Raadsmedlemmer, der mødte, og da disse antoges muligen ikke at blive mange, tillige for tvende Medlemmer af det danske Raad, Mogens Gjø og Biskop Ove Bilde, at træde sammen med de norske og med dem at handle til Norges Bedste^[18]. En Kannik fra Throndhjem, Jens Olssøn, skulde tilligemed Hr. Esge overbringe deres Brev og Budskab^[19].

Vincentius Lunge havde imidlertid, rimeligvis midt i Juni, givet sig paa Reisen til Herredagen landveis; og da Esge Bilde fandt, at han ei kunde overtale Erkebiskoppen, gav ogsaa han sig paa Veien tilsøs. Han havde alt siden 1531 stræbt, men forgjæves, at blive af med Befalingen paa Bergenhus. Nu overdrog han, den 29de Juni, Slottet til sine Svende under Anførsel af den paalidelige Thord Roed; han skulde holde Slottet til Hr. Esges Haand og ingen Andens, og i Tilfælde af hans Død, til Norges Krone og Rigsraad, dog saaledes at han ikke overleverede det, før Rigerne vare samlede i Enighed og Forbund. Derpaa gik Esge Bilde ombord for at fare til Kjøbenhavn^[20].

Af den paatænkte Herredag i Kjøbenhavn blev der dog intet. Sagerne i Danmark havde taget en uventet høist betænkelig Vending. Medens det danske Raad ikke kunde komme til Enighed om hvem af den afdøde Kong Fredriks Sønner det skulde vælge til Danmarks Konge, reiste et tredie Parti Hovedet og erklærede sig for den fangne Kong Kristian II. Det var vel udenfor Danmarks egne Grændser, at dette Parti først viste sig. Det var nemlig Lybekkernes egennyttige Handelspolitik, som egentlig skabte det, og den dygtige Greve Kristoffer af Oldenborg, der først optraadte i Spidsen for en væbnet Magt i Nordtydskland til Fordeel for Kristian II. Efter Grev Kristoffer var det, at den Krig, som nu paafulgte, almindelig blev kaldet: Grevens Feide. Men gjordes end den første Bevægelse for igjen at hæve Kristian II til Kongedømmet udenfor selve Danmark, saa havde han dog der fra ældre Tid af et mægtigt Tilhang blandt de lavere Stænder, Borgere og Bønder. Disse mindedes nemlig, at Kristian II havde taget sig af dem imod Adelen; og denne Stand hadede de nu dobbelt, efter at den under Fredrik I havde tilvendt sig et aldeles utaaleligt Herredømme over det øvrige Folk. Borgerne, af hvilke Mængden nu var Luthers Lære hengiven, saa ogsaa hen til Kristian II, som en Befrier for dem fra Biskoppernes og Papismens Aag. Og alle disse hans gamle Venner begyndte ligesaasnart at røre paa sig, som hans Navn nævntes i Forbindelse med Kronen. Han selv sad jo vist nok i fast og sikkert Forvar paa Sønderborg under Hertug Kristians og det holsteinske Ridderskabs Opsigt; men i hans Navn kunde, som Stemningen var i Danmark, meget udrettes. I Slutningen af Mai Maaned 1534 erklærede Grev Kristoffer sig aabenbart som Kong Kristians Beskytter og Befrier; og allerede den paafølgende 22de Juni landsatte en lybsk Flaade Greven og hans Hær paa Sjælland. Malmø, der i Forveien var forberedt paa det Hele, erklærede sig strax for ham. Kjøbenhavn fulgte snart efter, den 16de Juli, og den 24de s. M. overgav Kjøbenhavns Slot og de danske Krigsskibe sig til Grev Kristoffer. Ved den Tid da Herredagen til Kjøbenhavn skulde have samlet sig, var altsaa hele Danmark i Oprør og Forvirring, og Sjælland saagodtsom i Grev Kristoffers Hænder. Den fælles Herredag var for Øieblikket en Umulighed, og med den vare ogsaa Udsigterne til et fælles Kongevalg for det første afskaarne. Da Esge Bilde kom seilende ind i Øresund, uden endnu at vide hvad der var foregaaet paa Sjælland, blev han den 2den Juli fangen af Lybekkerne og var nu disses Fange først i Danmark og siden i Lybek ligetil i November 1535 uanseet de Anstrængelser, der fra forskjellige Sider gjordes for hans Befrielse, blandt andre ogsaa af Erkebiskop Olaf, som, i Forening med Nils Lykke, fra Stenvikholm den 20de November 1534 tilskrev i den Anledning baade Danmarks Raad og Raadet i Lybek^[21]. Vincentius Lunge derimod og Klaus Bilde vare den 10de Juli komne til Landskrona, hvor dengang den skaanske Adel samlede sig til Modstand mod Grev Kristoffer og Lybekkerne^[22].

Det varede ikke længe før ogsaa Andre end de lavere Stænder i Danmark underkastede sig Grev Kristoffer. Saasnart Kjøbenhavns Slot var kommet i hans Hænder, ilede den sjællandske Adel med at forlige sig med ham og hylde ham i Kristian II’s Navn. Paa Sjælland kom ogsaa til ham Kristian II’s gamle tro Tilhænger, den upsalske Erkebiskop Gustav Trolle, hvilken i 1532 havde maattet følge ham til Danmark og der senere været i et Slags Fangenskab, men nu slog sig til Kristoffer. Da Greven derpaa for over til Skaane, gik det ikke bedre med Adelen her. Kong Gustav af Sverige, der tidligere paa Aaret havde sluttet et Forsvarsforbund med det danske Raad, lavede sig vel til at komme den skaanske Adel tilhjælp og søgte at opmuntre den til Udholdenhed. Men den indlod sig allerede i Juli Maaned i Underhandlinger med Greven, mens denne endnu var paa Sjælland; og da han kom med en Stridsmagt til Lund, blev han der, den 10de August ogsaa hyldet af Skaaningerne, og den skaanske Adel hastede som den sjællandske med at gjøre sit Forlig saa fordelagtigt som muligt. Vincentius Lunge gik ham dog ikke ved denne Leilighed til Haande. Han synes tidligere at være faret over til Jylland til sine Frænder der. Inden Midten af August 1534 havde hele Danmark østen for Storebelt, baade Adel og Almue, erklæret sig for Grev Kristoffer og Kristian II.

Men allerede før dette kom istand i det østlige Danmark, havde Rigsraadet og Adelen i Vest-Danmark fattet en anden Beslutning. Paa et Møde i Rye, i Aarhus Biskopsdømme, den 4de Juli 1534, erklærede de forsamlede verdslige Medlemmer af det jydske Raad og en Deel af den jydske Adel sig for Hertug Kristians Valg til Danmarks Konge. De fire tilstedeværende jydske Biskopper stampede vel imod og vilde nødig give sin Stemme til en kjættersk Konge; men de maatte omsider følge Strømmen. Den 9de Juli erklærede i Hjallese, tæt ved Odense, ogsaa den fyenske Adel sig for Hertug Kristian. Denne modtog nu den 17de Juli i Preetz, i Holstein, af det jydske Raads Fuldmægtige Tilbudet om Danmarks Kongedømme og sluttede en Overenskomst med dem. Valget var vel ikkun foreløbigt og ufuldstændigt; men Kristian blev ligefuldt den 18de August 1534 hyldet ved Horsens og antog Kongenavn^[23].

Danmark havde saaledes nu, paa Grund af det splittede Kongevalg, deelt sig i to skarpt hinanden modsatte Partier, af hvilke det ene neppe kunde siges, med Hensyn til Valgets Lovlighed, at have det ringeste forud for det andet. De stode mod hinanden med Vaaben i Haand, og det ene som det andet ønskede at drage Norge paa sin Side. Det kan heller ikke negtes, at Norges Erklæring i denne Stund for et af de tvende Partier vilde efter al Rimelighed have kastet det afgjørende Lod i Vegtskaalen.

Den, som her kunde give Erklæringen, var for Øieblikket Erkebiskop Olaf. Til ham henvendte man sig ogsaa fra begge Sider. Vincentius Lunge bragte Brev fra det jydske Raad, der undskyldte sit ensidige Valg med den overhængende Nød, og opfordrede det norske Raad til at forene sig med det om Hertug Kristian. Men ogsaa det sjællandske og skaanske Raad tilskrev Dagen efter Hyldingen i Lund, den 11te August, det norske med Opfordring til at hylde Greven paa den fangne Kristian IIs Vegne og ikke skille sig fra Danmark; man lovede, at Norges Friheder til Gjengjæld skulde blive sikkrede. Og denne Opfordring gjentoges fra Kjøbenhavn i Oktober, ligesom og i flere Skrivelser fra Grev Kristoffer baade til Raadet og Erkebiskoppen. Men Erkebiskoppen lod Brevene fra begge Sider ubesvarede. Han meddelte dem vel til de øvrige Raadsmedlemmer fra Stenvikholm den 19de November 1534, men han erklærede med det samme at han ansaa det for rettest at sidde stille og ikke blande sig i den danske Strid, for Raadet ud paa Vaaren kunde samles til et enigt Kongevalg^[24].

Om Erkebiskop Olaf, for Rigets Vedkommende, handlede rigtigt i denne Dvælen, faar staa ved sit Verd. For sin egen Person som og af Hensyn til den norske Kirke havde han vist nok gyldige Grunde til ikke at forhaste sig med sin Beslutning. Hertug Kristian var erklæret Lutheran og siden 1529 neppe Erkebiskoppen i Hjertet god. Grev Kristoffer havde ved sit Indfald i Danmark stillet den lutherske Kirke under sit Vern. Ingen af de tvende Partiførere kunde saaledes behage Erkebiskoppen i Egenskab af Katholicismens og den norske Kirkes Forsvarer og Formand. Udsættelse maatte ganske naturligt for ham stille sig som det ene tilraadelige; en Afventning af Sagernes Gang i Danmark kunde enten gjøre Valget mellem de tvende allerede Foreslaaede noget sikkrere, eller ogsaa maaskee aabne Udsigter til Valg paa en Tredie, hvis Personlighed og Forhold kunde stille en større Borgen og give et større Haab for den trykkede romerske Kirke i Norge.

1. S. o. f. II. 672.
2. Til Ex. i Landsvistbrev af 7de Juli 1534. N. Dipl. I. 790.
3. S. o. f. II. 735.
4. Sml. VI. 47; I. 357 not. 2; Langes Klh. 400.
5. Ny D. Mag. II. 201.
6. Palud.-Müller, Gr. Feide I. 96, II. 45.
7. Ny D. Mag II. 201.
8. Smst. 208.
9. Hvitf. Krist. III. u. 1533; Krag Kr. III’s Hist. I. 9–12.
10. Ny D. Mag. II. 210.
11. Palud.-Müller, Gr. Feide I. 104–106, jfr. Sam. Aktstykker til Gr. Feide II. 10.
12. Ny D. Mag. II. 222; Palud.-Müller, Gr. Feide I. 102, II. 46.
13. Palud.-Müller, Gr. Feide II. 46–47.
14. Sml. III. 340.
15. Palud.-Müller, Gr. Feide II. 48.
16. Smst. 50; jfr. o. f. II. 741.
17. Langes Klh. 1ste Udg. 300, 761–768, 2den Udg. 184.
18. Denne Fuldmagt til tvende Medlemmer af det danske Raad blev siden, som vi skulle see, af Vincentius Lunge lagt Erkebiskoppen højeligen til Last.
19. De tre norske Raadsmedlemmers aabne Brev, deres Instruktion for sine Medbrødre, som møde raa Herredagen, og deres Brev til det danske Rigsraad, – alle tre Breve af 23de Juni, Bergen. Palud.-Müller, Aktstykker til Greve-Feiden II. 23–29.
20. Palud.-Müller, Gr. F. II. 51–53.
21. N. Dipl. II. 822, hvor det paalægges Kansleren, Morten Krabbe, ak besegle begge Breve med Rigets Segl.
22. Palud.-Müller, Gr. F. II. 54; Annal. f. nord. Oldk. 1853. 37–53.
23. Palud.-Müller, Gr. Feide I. 194–252.
24. Palud-Müller, Gr. Feide II. 55.