Den norske Kirkes Historie under Katholicismen/114

Rudolf Keyser

Den norske Kirkes Historie under Katholicismen

Chr. Tønsbergs Forlag, 1858 (2, s. 748-759).

114.

Norge fremdeles uden Konge. Begivenheder i 1535. Hr. Nils Lykkes Brøde. Uvenskabet mellem Erkebiskop Olaf og Hr. Vincentius Lunge opblusser paa ny. Et paatænkt Rigsmøde i Throndhjem gaar overstyr.

Imidlertid fortsattes i Danmark Kampen mellem de tvende Meibeilere, – en Kamp, hvis Gang naturligvis fra Norge af fulgtes med spendt Opmærksomhed.

Strax efter at Hertug Kristian foreløbig var bleven valgt af den jydske Adel i Juli, havde han sendt en Underhandler til Kong Gustav i Sverige, og et Forbund mellem dem var blevet sluttet henimod Midten af August, hvilket lovede dem betydelige Fordele imod deres fælles Fiende. Alligevel blev Lykken for det første temmelig afgjørende paa Grev Kristoffers Side. Baade paa Fyen og Langeland erklærede de lavere Stænder sig for ham og hyldede ham paa Kristian II’s Vegne. Han satte Gustav Trolle, hvem han havde indtrængt paa Odense Biskopsstol til sin Statholder paa Fyen, og i Slutningen af November kom han selv derover for at være Bevægelserne i Jylland nærmere. Her havde nemlig i Midten af September Almuen reist sig for Kristian II under dennes gamle Tilhænger, Skipper Klement, og havde indtaget Aalborg. Den jydske Adel samlede sig mod dem og rykkede mod Staden, men blev i sit Angreb fuldkommen slagen den 16de October. Hermed havde dog ogsaa Grevens og Kristian II’s Parti naaet Høidepunktet for sin Lykke. Den begyndte snart efter at dale.

I Spidsen for Hertug Kristians Magt rykkede den dygtige Johan Rantzau nordover mod Aalborg, indtog igjen Staden, slog Bondehæren aldeles den 18de December og fangede Skipper Klement. Der blev nu faret paa det grummeste afsted med de saakaldte oprørske Bønder, og Adelen tog fuldkommen sin Mon igjen for hvad den havde lidt en Maaned tidligere. Grevens Sag i Jylland var ganske fortabt.

En anden ikke mindre Fordeel opnaaede Hertug Kristian derved, at han, efter et heldigt Angreb paa Lybek fra Landsiden, bevægede denne Stad til at slutte en Fred med ham i Egenskab af Hertug af Holstein den 18de November. Herved fik han fra Landsiden Ryggen fri, naar han vilde bevæge sig mod Østen. En Sammenkomst, som han havde med Grev Kristoffer selv i Kolding ved Midten af December, ledede derimod ikke til noget. At Lybekkerne ved denne Tid paa en Maade satte Hertug Albrekt af Meklenborg, der var gift med Kristian II’s Søsterdatter, ved Grev Kristoffers Side, var ikke til Gavn for Kristian II’s Sag.

Ogsaa fra Østen af havde Kong Gustav med Held begyndt at handle imod Greven ved Slutningen af September. Efter at være skreden ind over den danske Grændse, erklærede han sig for Hertug Kristians Sag og indtog i hans Navn i Slutningen af October Halmstad.

Dette begyndte at gjøre den østdandske Adel noget vaklende i dens Hengivenhed for Grevens Sag. Men endnu havde denne ved sin Krigsmagt saaledes Overhaanden, at Adelen ikke torde lade sit vaklende Sindelag i Dagen. Paa et Raadsmøde i Kjøbenhavn i October, til hvilket ogsaa Fuldmægtige fra Kjøbstæderne vare kaldede, mødte Greven endnu blot Lydighed og udpressede af Adelen betydelig Pengehjælp. Han opbød ogsaa Adelen baade i Skaane og Sjælland til at drage de Svenske imøde. Den skaanske Adel var nærmest forhaanden og samlede sig virkelig ogsaa, tilsyneladende for at standse de Svenskes Fremgang. Men snart indlededes Underhandlinger, og pludselig gjorde den skaanske Adelshær fælles Sag med Svenskerne og rykkede i Forening med dem imod den lybske Hær. Det kom den 12te Januar 1535 til et Slag ved Helsingborg, hvori Tydskerne ganske bleve overvundne. Herved gik Skaane, Halland og Bleking tabt for Greven paa Stæderne Malmø, Landskrona og Vardberg nær.

Denne Begivenhed maatte naturlig gjøre Greven mistænksom mod den sjællandske Adel. Idet han søgte at styrke sin Myndighed ved at tage Titel af Gubernator, Regent eller Rigsforstander og optage Danmarks Vaaben i sit Segl, lod han paa den anden Side den sjællandske Almue fri Tøile til at rase mod sine fordums Undertrykkere, Adelsmændene. Der blev paa Sjælland og Lolland i Januar 1535 anstillet en formelig Jagt paa Herremændene; nogle af dem bleve grusomt dræbte og en Mængde ført fangen til de faste Slotte, der vare i Grevens Hænder. Denne lod tydelig mærke, at det nu var ved Hjælp af de lavere, hidtil undertrykte Stænder han vilde gjennemdrive sin Sag, – noget der forresten var ganske i den Mands Aand, i hvis Navn han handlede, og ligeledes i det Partis, som endnu var det raadende i Lybek. Men Grevens Adfærd paa Sjælland virkede naturligvis, at den øvrige danske Adel, der klart indsaa sin Skjebne, hvis han seirede, nu sluttede sig saa meget fastere og enigere om Hertug Kristian. Dennes Udsigter begyndte saaledes nu fra alle Sider at blive lysere. Den 8de Marts 1535 modtog han en ny almindelig Hylding af Jyllands Stænder i Viborg; og han følte sig nu sterk nok til omtrent samtidig baade at sende Krigsfolk for at styrke sit Parti og de Svenske i Skaane, og træffe Foranstaltninger for at gaa over til Fyen^[1].

Virkningerne af denne Tingenes Gang i Danmark sporedes snart paa Stemningen hos de forskjellige mest raadende Stormænd i Norge, der følte, at Tiden nærmede sig, da en Erklæring for Norges Vedkommende med Hensyn til Kongevalget blev paatrængende nødvendig. Imidlertid var i Norges anseligsie Æt en Tvist udbrudt, der øvede stor Indflydelse paa de norske Statsbegivenheders Gang i den nærmeste Fremtid og derfor ikke her kan lades uberørt. – Hr. Nils Lykke havde i 1532 mistet sin Hustru, Elina Nilsdatter, og havde siden indladt sig i en Kjærlighedsforstaaelse med hendes yngste Søster, Lucia, der tilligemed den ældre, Ingeborg, endnu levede ugift hos Moderen, Fru Ingerd. Han beilede til hende; men et saadant Egteskab var imod Kirkens Lov og betragtedes som en Forbrydelse mod Christendommen, som et Kjætteri. Vincentius Lunge, Ættens Verge, afslog derfor paa det bestemteste Nils Lykkes Forlangende, skjønt det paastodes, at Erkebiskoppen skulde have yttret en mildere Anskuelse og talt Hr. Nils’s Sag hos Fru Ingerd. Men de to Elskende vare allerede gangne for vidt i sin Forstaaelse; Lucia var frugtsommelig og fødte i Begyndelsen af 1535 Nils Lykke en Søn. Denne døde vel i April samme Aar; men Forbrydelsen var skeet og Skammen kundbar for Alle. Nils Lykke, der synes at have næret friere religiøse Anskuelser end dengang var tilladt, og i det Hele at have heldet sterkt over til reformatoriske Meninger, fandt selv ikke sin Handling i nogen høi Grad forbrydersk, da kyndige Mænd – som han paastod – havde sagt ham, at Egteskab mellem ham og hans afdøde Kones Søster ikke stred imod Guds Lov (Bibelens Lære). Han forlangte derfor atter Lucia tilegte. Men nu blev Hr. Vincentius rasende, erklærede ligefrem Forbrydelsen for en Dødssag, et Brud paa guddommelige og menneskelige Love, der skulde straffes uden Skaansel, og for hvilket ingen Bod eller Udsoning kunde modtages. Fru Ingerd vilde ikke vide af Egteskabet, men var iøvrigt tilbøielig til at vise større Mildhed. Erkebiskoppen var heller ikke stemt for den yderste Strenghed; han forfulgte ikke strax Sagen, hvilken dog var en Kirkesag og hørte under hans Dom, men gav Nils Lykke midlertidig Leide, for at han kunde forlige sig med Gud og Menneskene, ja behandlede ham fremdeles som Medlem af Rigets Raad. Dog denne Erkebiskoppens Eftergivenhed gjorde kun Hr. Vincentius end meer uforsonlig, og Nils Lykke følte sig saa truet af sin Svoger, at han tog sin Tilflugt paa Fosen Gaard, hvilken han til sin Sikkerhed befæstede. Herfra søgte han Trøst og Hjælp hos sine mægtige Frænder og Venner i Danmark, hvilke han i Begyndelsen af April 1535 tilskrev, ja endog hos Hertug Kristian. Men Svarene, om de nogensinde kom ham til Hænde, vare nedslaaende, selv det fra hans Fader. Hertug Kristian var den eneste, som i et Brev fra Gottorp af 1ste Juni, mærkeligt nok, yttrede, at „skjønt den bibelske Lov vel tillod et saadant Egteskab“, og det var billigt at følge den meer end Menneskenes Lov, saa var dog baade Keiserlov og Landslov, „som ogsaa ere af Gud“, reent derimod. Uagtet han yttrer sig ganske velvillig stemt mod Hr. Nils, saa erklærer han dog, at han ikke kan for Tiden indlægge nogen Forbøn for ham.

Hvorvidt Erkebiskop Olafs Overbærenhed mod Nils Lykke har havt sin Grund alene i christelig Kjærlighed og Medlidenhed, som han selv synes at ville antyde, eller den har været mindre uegennyttig, – er umuligt at afgjøre. Men man maa dog mærke sig, at som Sagen stod, havde Erkebiskoppen Nils Lykke ganske i sin Magt og kunde drage ham som Raadsmedlem til hvilken Side han vilde; thi af Erkebiskoppens Dom afhang Hr. Nils’s Ve og Vel, og Erkebiskoppen kunde han saaledes ikke uden stor Fare afslaa et Forlagende eller negte sin Raadsstemme, saalænge hin vilde erkjende ham som Medlem af Raadet. Vist er det, at Hr. Vincentius tog Erkebiskoppen hans Overbærenhed mod Nils Lykke saa ilde op, at han nu vendte en stor Deel af sin Forbittrelse mod hin, og den gamle Uvillie mellem disse tvende Stormænd opblussede saaledes til nyt Liv just paa en Tid, da Enighed i Raadet var meer nødvendig end nogensinde, skulde en kraftig Beslutning tages, ved hvilken Norges Selvstændighed kunde hevdes^[2].

Nye Opfordringer vare med det nye Aar begyndte at strømme ind paa Raadet. Strax efter Nytaar, da det skaanske Raad var faldet fra Greven, tilskrev dette atter Raadet i Norge, men dennegang naturligvis til Anbefaling for Hertug Kristian, for hvem det nu selv havde erklæret sig. Ogsaa Hertugens Sendemænd til Kong Gustav i Sverige, Ove Lunge og Ivar Jul, hvilke paa sin Reise i Januar Maaned 1535 kom til Klaus Bilde paa Baahus, benyttede Anledningen til at vinde denne for Kristians Sag, og tilstillede nu gjennem ham det norske Raad, baade det nordenfjældske og det søndenfjældske, Skrivelser fra sig baade paa Hertug Kristians og det jydske Raads og sine egne Vegne, hvori Nordmændene opfordredes til at hylde Hertug Kristian og til at sende Skibe til hans og Jydernes Understøttelse. Disse Skrivelser kom under Overveielse paa et Raadsmøde i Oslo i Februar, ved hvilket fem søndenfjældske Raadsmedlemmer vare tilstede, blandt hvilke Biskopperne Hans af Oslo, Magnus af Hamar og Kansleren Morten Krabbe. De svarede paa Skrivelserne den 28de Februar. Den forlangte Understøttelse trøstede de sig ikke til at afslaa, paa Grund af det „kjærlige, evige Forbund“ som var mellem Rigerne, og lovede at komme de Danske til Hjelp med Skibe, saasnart Isen gik op. Med Hensyn til Kristians Valg og Hylding svarede de, at de derpaa ikke kunde erklære sig nu strax; men en almindelig Herredag vilde snart, haabede de, blive sammenkaldt til Kongevalg, og paa den vilde de handle til Hertug Kristians Bedste. Angaaende Greve Kristoffer og Lybekkerne yttrede de, at de ei havde mærket, at nogen „god Mand“ i Norge stod paa deres Side, og for sin egen Deel erklærede de sig imod dem. Dette sit Svar meldte de til Erkebiskoppen, idet de undskyldte sig her at have handlet paa egen Haand. De opfordrede ham til at sammenkalde en Herredag^[3]. Erik Gyldenstjerne paa Akershus og Erik Ugerup i Tunsberg rustede sine Skibe for at gaa til Danmark med første aabent Vand.

Endnu var intet Brev kommet fra Hertug Kristian selv; men det lod ikke længe vente paa sig. Den 15de og 16de Februar lod han fra Haderslev Skrivelser udgaa til det norske Rigsraad baade nordenfjælds og søndenfjælds samt til Folket begge Steder. Han forklarer først Tingenes Gang i Danmark og sine Rustninger der for at angribe Fyen og Sjælland. Dernæst opfordrer han dem „til at besinde deres eget og disse Rigers Gavn“ og „blive fast ved ham som ved deres rette Herre og ved Danmarks Riges Raad“. Han beder dem ikke modtage noget Bud eller Brev fra Grev Kristoffer og Lybekkerne. Han lover, naar han kommer til Norge, da at ville holde dem ved Norges Lov, Friheder og gode gamle christelige Sedvaner. Han beder endelig om Krigsskibe til Forsterkning af sin Flaade^[4]. Hertug Kristian anbefaler sig altsaa her, mærkeligt nok, ikke til at vælges, men omtaler paa en Maade sit Herredømme i Norge som en Ret. Han maa følgelig antages her i sin Fordring at have gaaet ud fra den Paastand, at han var ret Arving til Norge, en Titel, som hans Fader vel i sin Haandfæstning havde fraskrevet sig, men som Kristian selv aldrig havde nedlagt, tvertimod i 1529, under sit Ophold i Norge, brugt lige for det norske Raads egne Øine, ligesom han i disse Breve bruger den.

Erkebiskop Olaf havde imidlertid allerede inden Midten af Marts Maaned bestemt sig til at sammenkalde en almindelig Herredag eller et Rigsmøde, hvad enten han nu heri er bleven ledet ganske af egen Drist, eller han har fundet sig opfordret dertil ved Brevene fra Danmark, de danske Sendemænd og det søndenfjældske Raad. Herredagen blev kaldet til Throndhjem til Trinitatis Søndag (23de Mai) 1535, og ikke alene Raadet men ogsaa Almuens Fuldmægtige bleve indbudne at møde. Samtidig hermed besvarede Erkebiskoppen de danske Breve, baade det fra det skaanske Raad og det fra Ove Lunge, undvigende, idet han henviste til Herredagen og undskyldte de Nordenfjældske for at sende Skibe^[5]. Den 18de April modtog han Hertug Kristians Breve til de Nordenfjældske; og allerede den 23de s. M. besvarede han disse fra Stenvikholm i Forening med Nils Lykke, som han altsaa da erkjendte for Medlem af Rigets Raad og for Tilfældet lod optræde i denne Egenskab ved sin Side. Svaret er høfligt, men undvigende og forsigtigt. Kristian tituleres heel igjennem kongelig Majestæt og udvalgt Konge til Danmark; han erkjendes altsaa som saadan. Men Brevskriverne henskyde sig til den forestaaende Herredag i Throndhjem; paa den skal Kristians og det danske Raads Skrivelser komme under Overveielse og blive tilbørligen besvarede, og Kristian vil selv indsee, at de nu, for sin Person alene, uden det øvrige Raad, ikke ere istand til at give noget andet Svar. Greve Kristoffers Skrivelser have de modtaget, men ikke gjort noget videre ved dem, og det samme er fremdeles deres Agt^[6]. – Dette Svar er dog sandsynligvis aldrig kommet Kristian til Hænde. Det er udentvivl blevet tilbageholdt af Nils Lykke, der paa denne Tid, i sin betrængte Stilling, synes at have spillet et falskt Spil med Erkebiskoppen, og at have paa hans Ryg givet Kristian, for at vinde dennes Understøttelse, Tilsagn, der ganske stred mod den Tilbageholdenhed, Erkebiskoppen i omtalte Svar iagttog^[7].

Hvorledes nu end Sammenhængen kan have været med Nils Lykkes Adfærd, saa synes Erkebiskop Olaf i sit Svar kun at iagttage sin Skyldighed som det norske Raads Formand. Han havde jo virkelig her ingen Ret til at foregribe Valgherredagen i dens Beslutning eller binde sig selv ved noget ensidigt Tilsagn, om han nu ogsaa, hvad forresten vist ikke var Tilfældet, havde inderlig ønsket Kristians Valg. Et andet Svar derimod fremkaldte Kristians Skrivelse fra det søndenfjældske Raad. Skrivelsen var vel skikket til at paaskynde en for ham gunstig Erklæring af de norske Herrer, der allerede i Forveien ønskede Foreningen med Danmark opretholdt under det samme Slags Selvstændighed, som Norge havde nydt under Kong Fredrik I. Det maatte nemlig være dem om at gjøre, at Kristian blev valgt til Norges Konge, for hans heldige Fremgang i Danmark muligen satte ham istand til med væbnet Haand at drive sin Arvehylding igjennem uden Valg og uden Haandfæstning, hvorved alle Udsigter for det norske Raad til en felvstændig Myndighed vilde være afskaarne. Af denne Mening var ganske vist Flertallet af det søndenfjældske Raad; og dette maatte derfor, efter at have modtaget Kristians Skrivelse, heller ønske hans Valg afgjort strax, end udsat til Herredagen i Throndhjem, hvis endelige Beslutning, under Erkebiskoppens Indflydelse, desuden var heel uvis. Heri blev man ganske vist bestyrket af Vincentius Lunge, der kom til Oslo i April, netop ved den Tid, da Raadet der skulde tage Kristians Skrivelse under Overveining for at besvare den.

Vincentius Lunge havde om Vinteren været i Bergen og havde allerede der rustet Skibe til Hertug Kristians Tjeneste. Han følte sig dog ikke ret sikker paa den ubefæstede Lungegaard, hvor han kunde frygte at forulempes baade af Nils Lykke og af de bergenske Hanseater, hvilke naturligvis hyldede Lybekkernes og Grev Kristoffers Sag. Hr. Vincentius ønskede derfor at faa Tilhold paa Bergenhus og henvendte sig herom til Thord Roed. Men denne, som fra ældre Tid kjendte Hr. Vincentius’s Lyst til selv at være Høvedsmand paa Slottet, afslog hans Begjæring. Vincentius for da til Oslo, og fik sig her af Erik Gyldenstjerne overdraget Befalingen paa Akershus, medens Erik selv var fraværende i Danmark med de Skibe, han havde rustet til Kristians Flaade. At Vincentius Lunge nu blev Sjælen i det søndenfjældske Raads Forhandlinger, var ganske naturligt.

Naar Hertug Kristians Skrivelse er kommen til Oslo, vides ikke med Sikkerhed; men da den var kommen til Throndhjem den 18de April, saa maa man antage, at den har været i Oslo senest i Begyndelsen af samme Maaned, eller rimeligvis endnu tidligere. Omtrent samtidig, den 31te Marts, indtraf Erkebiskoppens Kaldelse til Rigsmødet i Throndhjem. Begge Dele i Forening har ganske vist givet det søndenfjældske Raad Emne til alvorlige Overlægninger. Først den 28de April yttrede man sig med Hensyn til Rigsmødet. Biskop Hans Reff skrev nemlig paa denne Dag til Erkebiskoppen, som det lader paa Raadets Vegne, et Brev, hvori han forestilte de Vanskeligheder, som vare forbundne med et Raadsmøde i Throndhjem til Trinitatis Søndag (23de Mai) paa Grund af Føret, Skydshestenes Foring og Reisens Besværlighed. Raadsmedlemmerne søndenfjælds fandt det umuligt at komme til Throndhjem til den bestemte Dag. Han bad derfor Erkebiskoppen, at denne vilde udsætte Modet til St. Hans (24de Juni), da Alle vilde stræbe at indfinde sig personligen. Ogsaa Vincentius Lunge havde da lovet at komme, dog med det Forord, at Erkebiskoppen i Forveien vilde sende ham sin sikkre Leide med Hensyn til Hr. Nils Lykke, at denne ikke skulde feide paa ham og heller ikke fremkomme med noget Forlangende om hans Svigerindes (Lucia Nilsdatters) Haand. Man kunde aldeles ikke undvære Hr. Vincentius paa Mødet, saa vigtige Sager, som der skulde forhandles. „Vi have alt længe vel forstaaet – siger Biskoppen – at Prælaternes Handel og Raad her i Riget paa Rigets Vegne er og vorder lidet eller intet agtet, uden Ridderskabet er med og tager Deel i Forhandlingerne. Om Hr. Vincentius for saadan Leiligheds Skyld ikke kunde komme did, da nytter det til intet at vi fare; deri skulle I vel give os god Ret“^[8].

Erkebiskoppen gik strax ind paa en Forandring af Tiden, saa meget meer som flere Undskyldningsskrivelser ogsaa fra andre Kanter indløb, saaledes fra Biskop Hoskold af Stavanger, Johan Krukkov o. fl. Mødet blev, efter Begjæring, udsat til St. Hans. I Nils Lykkes Sag var Erkebiskoppen allerede tidligere optraadt meglende, idet han søgte at skaffe Hr. Nils Leide, saa at det kunde komme til en Udsoning mellem ham og den fornærmede Slegt, især Hr. Vincentius. Herved vendte imidlertid Erkebiskoppen kun dennes ustyrlige Vrede mod sig selv, og den hele Plan med Herredagen i Throndhjem blev snart aldeles forstyrret.

Sagen var dog nok egentlig den, at Hr. Vincentius slet ikke syntes om nogen almindelig Herredag i Throndhjem, men derimod vilde have Kongevalget afgjort til Kristians Fordeel snarest muligt, i det mindste for det søndenfjældske Raads Vedkommende. Dette passede bedst baade med de Grundsætninger, han allerede ved Fredrik I’s Valg og Haandfæstning havde lagt for Dagen, og med hans personlige Ærgjerrighed, da han gjerne vilde ansees for den, der havde drevet Kristians Valg igjennem, og saaledes erhverve sig en Ret til dennes Taknemmelighed. Vi kunne ikke tvivle om, at saadanne Bevæggrunde have gjort sig gjældende hos ham, og at hans Forbittrelse mod Nils Lykke maaskee i Grunden kun har spillet en underordnet Rolle, medens den for Verdens Øine skjødes frem i Forgrunden som et ypperligt Paaskud. Men Hr. Vincentius’s Indflydelse paa det søndenfjældske Raad var saa afgjørende, at hans Mening og Villie nu øiensynligen var dets eneste Rettesnor.

Man skulde have troet, at da Biskop Hans’s Brev af 28de April var afgaaet til Erkebiskoppen, maatte det søndenfjældske Raad have afventet dennes Svar med Hensyn til Herredagens Udsættelse, førend det indlod sig paa nogetsomhelst Skridt Kongevalget vedkommende. Men tvertimod, allerede den 5te Mai gav det i sit Svar fra Oslo paa Hertug Kristians Skrivelse af 15de Februar denne Fyrste et foreløbigt Tilsagn, der gik langt videre end sømmeligt var og en Raadsafdelings lovlige Ret kan antages at have medgivet. Det erklærer nemlig, at Norges Riges Raad søndenfjælds har paa egne og menige Indbyggeres Vegne „bejaet, fuldbyrdet og samtykt“ Kristian at skulle blive en ret Herre og Konge over Norges Rige, dog efter Rigets „gode, gamle, lovlige Friheder, Privilegier, Recesser, Sedvaner og Herligheder“, og saaledes at deres fri Valg og Stemme forbeholdes til Herredagen i Throndhjem ved St. Hans. Da agte de ved fine fuldmægtige Sendemænd at underrette ham om sin endrægtige Beslutning. Imidlertid ville de understøtte ham mod Lybekkerne og disses Tilhang efter yderste Evne. Og i Opskriften paa dette Brev titulere de Kristian ikke alene: „udvalgt Konge til Danmarkr“, men ogsaa: „fuldbyrdet og samtykt Konge til Norge søndenfjælds“^[9].

Men som om denne Erklæring ikke var tilstrækkelig, udstedte de fem Raadsmedlemmer, Biskopperne Magnus af Hamar og Hans af Oslo, Kansleren Morten Krabbe, Vincentius Lunge og Gaute Galle, i Oslo otte Dage efter, den 13de Mai, et ordentligt Valgbrev, i hvilket de give den udvalgte Konge i Danmark, Kristian, Kong Fredriks ældste Søn sit enstemmige frie Valg til en veldig Herre og regjerende Konge over Norges Rige, og tilsige ham Troskab; – dog paa det Vilkaar, at han holder dem og Rigets Indbyggere ved Landslov, Friheder og gamle Sedvaner efter den Reces, som hans Fader gav, indtil Landene komme i Ro, og han modtager sin Kroning i Norge, da han med Rigets Raad skal forbedre dem. Til denne hans Kroning forbeholdtes ogsaa deres Huldskabs-, Mandskabs- og Troskabs Ed samt den menige Mands Hylding^[10]. Her er ikke meer nogen Betingelse gjort med Hensyn til frit Valg paa Herredagen i Throndhjem, hvilken sket ikke engang nævnes; det søndenfjældske Raads Valg er bestemt og ubetinget udtalt.

Denne Akt var det dog ikke Meningen strax at offentliggjøre eller høitidelig oversende Hertug Kristian; den blev alligevel gjennem Klaus Bilde underhaanden tilstillet det danske Rigsraad^[11] og kom saaledes udentvivl snart til Kristians Kundskab. Men den egentlige Bestemmelse var, at den først skulde sendes til Throndhjem, for at Erkebiskoppen og de nordenfjældske Raadsmedlemmer kunde tiltræde den. Thi nu havde Vincentius Lunge og med ham da ogsaa de søndenfjældske Raadsmedlemmer bestemt sig til slet ikke at møde til nogen Herredag i Throndhjem; og dette lode de Erkebiskoppen vide i en Skrivelse af 13de Mai, med hvilken de ogsaa oversendte sit Valgbrev. De yttrede til Erkebiskoppen, at de havde været bestemte paa at møde til St. Hans; men nu havde de faaet høre om den kjætterske Gjerning, Nils Lykke havde bedrevet (den maa sikkerligen have været dem Alle bekjendt for lang Tid siden), og at han desuagtet var Erkebiskoppens ypperste Raad. De vilde ikke udsætte sig for hvad en saadan „Banskrop, udædisk Mand og Kjætter“ kunde foretage sig mod dem, naar de med et ringe Følge kom der nord, og de vilde ikke sidde paa Bent med ham. Erkebiskoppen og de nordenfjældske Raadsmedlemmer maatte altsaa undskylde deres Udeblivelse. Dog for at ikke derved noget Afbrek skulde gjøres i Rigets vigtige Anliggender, saa sende de sit aabne, beseglede Brev, i hvilket det tydelig vil findes, hvilken Herre de enstemmigen og frivilligen have kaaret til Norges Konge paa de Vilkaar, som Brevet nærmere forklarer. De haabe, at deres Medbrødre nordenfjælds i dette Valg ere enige med dem; og hvis saa er, da bede og raade de, at de nordenfjældske Herrer ville opsætte et aabent Valgbrev paa Pergament under sine Segl og derpaa sende det til det søndenfjældske Raad for ligeledes af dette at besegles, og faa endelig ved et af Raadets Medlemmer personligen at overbringes Hertug Kristian med andre Rigets vigtige Erinder. De gjøre ogsaa Forslag til en Skat, hvilken rimeligvis Kristian, saasnart han er valgt, vil forlange^[12].

Et Slags nærmere Forklaring til dette Brev giver et fra Biskop Hans Reff til Erkebiskoppen af 14de Mai. Biskoppen fortæller her, at det er Erkebiskoppens Bestræbelse for at skaffe Nils Lykke Leide, der har opbragt Vincentius saa høieligen. Han yttrer Frygt for, at det vil komme til at koste Hr. Vincentius’s eller Hr. Nils’s Liv, med mindre denne sidste rømmer Landet paa nogen Tid; „thi Hr. Vincentius agter ikke at gaa i Rette .med ham derom“. Han raader og advarer Erkebiskoppen at fare forsigtig i denne Sag og bebreider ham, at han ikke i Begyndelsen havde gjort Nils Lykke Modstand, ja anvendt Trudsler mod ham, men tvertom havde talet for ham hos Fru Ingerd, at han maatte faa Lucia til Hustru, og senere baade skrevet og talt til hans Bedste. „I maa betænke – siger han –, at saadant kan regnes Eder til Onde, helst fordi Eders Naade er et Hoved baade for Kronen og Kirken her i Riget paa denne Tid“. Han lader Erkebiskoppen vide, at Hr. Vincentius aldeles ikke vil søge Herredagen; og naar nu denne ikke kommer, og heller ikke Nils Lykke bør stedes til Benk med de Andre af Raadet, og fremdeles baade Provsten til Mariekirken (Kansleren) og Klaus Bilde have Forfald, saa kan det intet nytte, at Biskoppen selv farer did. Imidlertid kunne de Nordenfjældske nu, da de kjende de Søndenfjældskes Valg, handle i denne Henseende, som om de sidstnævnte selv personligen vare tilstede; og det synes Biskoppen raadeligt, at de alle forene sig om at bede Hr. Vincentius gjøre Riget og dem den Tjeneste at overbringe personlig deres Alles Kaaringsbrev til Hertug Kristian^[13].

Dette Biskop Hans’s Brev synes at røbe hos ham oprigtig Velvillie mod Erkebiskop Olaf. Men hos Vincentius Lunge fandtes neppe længer Spor af nogen saadan; og der er ingen Tvivl om, at ligesom han har udkastet Raadets Valgbrev og Skrivelsen til Erkebiskoppen af 13de Mai, saa er det ogsaa han, der har istandbragt et Brev til samme af 17de Mai, hvori det søndenfjældske Raad bittert bebreider ham, at han og Nils Lykke i forrige Aar (1534) havde meddelt Biskoppen af Aarhus (Ove Bilde) og Mogens Gjø Fuldmagt til at sammentræde med de norske Raadsmedlemmer paa den forventede Herredag i Kjøbenhavn og med dem handle til Norges Bedste. Dette var nemlig først nu blevet almindelig bekjendt, og regnes i Brevet Erkebiskoppen høieligen til Last som en udvist Foragt mod Norges Riges Raad, at han ikke fandt dette tilstrækkeligt til at forhandle Rigets Erinder, med mindre uvedkommende skulde blandes deri. Det forekastes ogsaa Erkebiskoppen i samme Brev, at han „med det hemmelige Raad, han havde hos sig“ (Nils Lykke), havde skrevet om Anliggender, som de øvrige Raadsmedlemmer burde have vidst om. Derfor – siger Brevskriverne – have de ikke simpelt hen sendt Erkebiskoppen og de Nordenfjældske sin Fuldmagt til at handle paa deres Vegne paa Herredagen, men udtrykt sin Mening bestemt; og de bede Erkebiskoppen for Fremtiden at ville høre deres gode Raad i Rigets Erinder, for han derom skriver til udenlandske Herrer, Fyrster eller Raadgivere, „paa det at ikke Riget, splittet i sit Indre ved enkeltvise Beslutninger, skal lide Skade“^[14].

Det er næsten latterligt at bore en Formaning som den sidste af Mænds Mund, der netop vare ifærd med at gjøre sig paa den haandgribeligste Maade skyldige idet samme, som de lægge Erkebiskoppen til Last, – i en Borttræden nemlig fra det almindelige Raad for at fatte sin egen Beslutning. Deres Fremgangsmaade i det Hele maatte jo agtes ulovlig og usømmelig, og at vidne om deres Ringeagt for Norges Forfatning og for Erkebiskoppens lovlige Stilling i denne som Kongedømmets Vikarius og Styrelsens Formand. Men det var Vincentius Lunge, som her raadede; og han var i sit Hovmod ikke istand til at taale nogen Overmand i Norge, eller at underordne sig nogen Statsmagt eller nogen Lov.

Det var, efter alt hvad der saaledes var handlet og skrevet, aldeles til Overflod, at Biskop Hans fra Oslo under 15de Juni atter tilskrev Erkebiskoppen for at forklare ham Grunden til at ingen af de søndenfjældske Raadsmedlemmer søgte Herredagen i Throndhjem, uagtet Erkebiskoppen var kommet deres Ønske imøde ved at udsætte Tiden for dens Afholdelse^[15]. Herredagen var nu ugjenkaldelig forstyrret ved de søndenfjældske Herrers, eller rettere ved Vincentius Lunges, selvraadige og mod Erkebiskoppen fornærmelige Adfærd.

1. Palud.-Müller, Gr. F. I.
2. Palud.-Müller, Gr. Feide II. 56–60.
3. Palud.-Müller, Aktst. t. Gr. Feide II. 65.
4. Palud-Müller, Aktst. II. 58–60, jfrt. m. 72.
5. Sam. Gr. F. II. 66.
6. Palud.-Müller, Aktst. II. 72–74.
7. Sm. Gr. F. II. 58–59, 67.
8. Palud.-Müller, Aktst. II. 75–77; Sam. Gr. F. II. 65–67.
9. Palud.-Müller, Aktst. II. 77–79.
10. Smsts. 84–86; Hvitf. Kr. III. u. 1535.
11. Hvitf.
12. Palud.-Müller, Aktst. II. 86–90.
13. Smsts. 90–93.
14. Palud.-Müller, Aktst. II. 94. Det sidste er udtrykt i Brevet paa Latin: „ne regnum in se divisum propter consilia particularia detrimentum patiatur“.
15. Palud.-Müller, Aktst. II. 102; Sam. Gr. F. II. 67–70.