Den norske Kirkes Historie under Katholicismen/117

Rudolf Keyser

Den norske Kirkes Historie under Katholicismen

Chr. Tønsbergs Forlag, 1858 (2, s. 785-797).

117.

Herremøde i Throndhjem. Nils Lykkes og Vincentius Lunges Drab, og de kongelige Sendemænds Fængsling. Erkebiskoppens Krigsforetagender mod Akershus og Bergen mislykkes. Han løslader sine Fanger og søger Udsoning med Kristian III.

De kongelige Sendebuds og de norske Raadsmedlemmers Komme til Throndhjem var ledsaget af sørgelige Hendelser, der i Historien have kastet den mørkeste Skygge paa Erkebiskop Olafs Minde, skjønt det af hidtil kjendte Kilder er umuligt at afgjøre, ikke blot hvor stor hans Skyld heri har været, men meget mere om nogen strengt tilregnelig Skyld virkeligen hviler paa ham. Det var Hr. Vincentius Lunges og Hr. Nils Lykkes voldsomme Død.

Da Herrerne fra Oslo kom til Throndhjem, bleve de vel modtagne. Der vare saa mange Medlemmer af Rigets Raad samlede, at man vel kunde regne Sammenkomsten for et Raadsmøde efter Norges Leilighed; tre Biskopper og tre Riddere vare nemlig tilstede. Man begyndte strax at handle om Kristians Valg og om den forlangte almindelige Skat. Hver Mand (Husbonde) skulde give to Lod Sølv; for hver Dreng med fuld Løn skulde gives 1 Lod, for hver med halv Løn, $\scriptstyle {\frac {1}{2}}$ Lod; af hver Løbs Leie 1 Lod; af Kirker og Prester skulde gives efter yderste Formue; hver By skulde betale en vis Sum, saaledes Bergen 1000 Lod Sølv. Ingen Indvendinger hverken mod Valget eller Skatten omtales at være gjorte fra Erkebiskoppens Side, skjønt denne var „personligen tilstede og medraadende i al Handelen“. Det blev med Hensyn til Skatten indført i de Breve fra Kongen, hvilke Hr. Klaus havde ført med sig til Lenene i Norge, hvad hver Mand skulde udrede, og Raadets Breve til Almuen om denne Sag bleve udkastede og leverede til Erkebiskoppens egen Kansler for af denne at udfærdiges overensstemmende med Erkebiskoppens eget Samtykke og høieste Stemme deri. Det Hele synes saaledes at være gaaet fuldkommen lovformeligt til, og Forhandlingerne vare allerede skredne saa vidt, at det var afgjort, at anden eller tredie Dag derefter skulde Thing, eller som det kaldes ved denne Leilighed: „Burspraaket,“ holdes med Almuen, som da var samlet i Byen. Dette maa have været en brugelig Form, et dunkelt Minde udentvivl fra det engang for Thrønderne og for hele Norge saa betydningsfulde Ørething, nu nedsunket til et Møde af Almuen for at høre Styrelsens Beslutninger offentlig kundgjorte og for maaskee ved et Slags Samtykke at give dem en vis lovlig Stadfæstelse.

Thrøndelagens Bønder maa imidlertid ved denne Leilighed selv have indseet, eller ved formaaende Mænd være blevne gjort klog paa, at Forhandlingerne i Throndhjems By gjaldt Sager af høieste Vigtighed, – gjaldt saa at sige Norges Selvstændighed. Almuen hæftede sig ved tvende Ting, som visseligen have været udpegede og forklarede for den af dens Ledere: – først det foretagne Kongevalgs Ulovlighed, efterdi det var skeet kun ved en Deel af Raadet, rigtignok uden at denne dertil havde været tvungen, men ogsaa uden at Erkebiskoppen og Norges nordenfjældske Raad, heller ikke Landets menige Indbyggere derved havde været adspurgte, noget som ganske stred mod Norges skrevne Lov og gode gamle Sedvane; – dernæst Ulovligheden af den forlangte Skat, efterdi Skat ikke kunde paalægges Norges Almue, endog af en lovlig kaaret Konge, førend denne havde udstedt sin Reces (Haandfæstning) og derved forpligtet sig til at overholde Rigets Ret og Friheder. At denne Fremstilling af Sagen – fra hvem den saa egentlig skrev sig – var fuldkommen rigtig, tør man neppe negte. Thi at noget lovformeligt norskt Kongevalg hidtil var gaaet for sig, vil vel Ingen kunne paastaa, end mindre at Kristian III havde modtaget noget saadant eller udstedt nogen norsk Haandfæstning eller Reces; følgelig maatte hans Udskrivning af en Skat i Norge ligesrem dømmes at være en lovløs Anmasselse.

De i Throndhjem til det forestaaende Thing eller Burspraak sammenkomne thrøndiske Bønder sendte da Nogle af sin Midte til Erkebiskop Olaf for at bede ham om hans Raad; og Erkebiskoppen stedte Bønderne til en Samtale med sig i sin Gaard, idet han forsikkrede dem, at han „altid vilde være den Herre, som vilde vide fattige Norges Riges Almues og Indbyggeres Bedste“. Nu blev det føromtalte til sidstforgangne Trefoldigheds Søndag bestemte Herremøde i Throndhjem atter bragt i Erindring ligesom og de søndenfjældske Raadsmedlemmers Indvendinger mod at indfinde sig ved samme paa Grund af Uføret. Almuen baade af Stavangers og Bergens Biskopsdømme, ja af Landet lige nord til Vardøhus – yttredes der – havde dog ved sine Fuldmægtige indfundet sig til bestemt Tid og Sted. Alligevel blev Herremødet, efter de søndenfjældske Herrers Villie og Fordring, udsat til St. Hans. Men istedet for at møde da, skrev Biskop Hans af Oslo, Provsten sammesteds, Hr. Vincentius Lunge og Erik Ugerup, at de havde kaaret og udvalgt Hertug Kristian til Norges Konge. Man paapegede nu det ulovlige i denne Fremgangsmaade, idet man bad, at Erkebiskoppen ikke vilde „fuldbyrde den til Norges Konge at blive“, som ikke er „eendrægtelig kaaret af Norges Riges Raad og samtykt af menige Norges Indbyggere paa det Sted, som Loven udviser“, – og ei heller den, „som saa hasteligen vil tvinge Norges Almue med Skat og Tyngsel uden al Reces, Privilegier, Friheder og Rettebøder, som pleie og bør udgives af kaaret og keist Norges Konge, før man giver enten Skat eller Skyld“.

Efterat Sagen saaledes var fremstillet for Erkebiskoppen, synes man strax at være skredet til at sætte en Ret, som det næsten lader, i selve Erkebiskopsgaarden. Thi det heder, at Bønderne nu kom overeens med Erkebiskoppen, i Lagmandens, Raadmændenes og Throndhjems menige Borgeres Overvær, og med deres Samtykke og Fuldbyrdelse, om: – at Biskopperne Magnus af Hamar og Hans af Oslo samt Hr. Klaus Bilde skulde gribes og fængsles; men Hr. Vincentius Lunge, Provsten i Oslo, Erik Ugerup og Erik Hak^[1], hvilke danskfødte Mænd alle maa have været anseede for de egentlige Anstiftere af det hele ulovlige Valg og Skattepaalæg, skulde straffes (dræbes?), hvor man kunde overkomme dem. Og denne, som man vel maa kalde den, tumultuariske Dom blev strax udført paa Hr. Vincentius Lunge, der dræbtes i Opløbet. Hr. Klaus Bilde og Biskop Hans undgik, efter den Sidstes Paastand, med Nød og Neppe Døden. De vare nemlig begge tilstede i en Raadslagning hos Hr. Vincentius ved, eller umiddelbart før Overfaldet paa denne. De bleve tilligemed Esge Bilde ved Kristoffer Throndssøn førte over til Tautra og satte i Forvaring i Klosteret der. I alt dette handlede Erkebiskoppen uden at raadføre sig med sit Kapitel, som heller ikke før end paa denne samme Dag fik vide noget om de Breve, han en Maaned forud havde modtaget fra Keiseren og Pfalzgreven. Saa lød i det mindste Kapitelets senere Paastand: „at han (Erkebiskoppen) havde besluttet det hemmelig hos sig selv og (med) nogle sine daglige Tjenere“^[2]. Hr. Vincentius blev dræbt den 3die Januar 1536, som det lader, lige efter at ovennævnte Dom var fældet; og samme Dag foregik ogsaa Biskop Hans’s og de to Bilders Fængsling^[3].

Dette er den Fremstilling af Urolighederne i Throndhjem og Vincentius Lunges Drab, som findes i de ældste og bedste Kilder, og som derfor synes at burde foretrækkes en anden, der imidlertid har været maaskee videre udspredt og meer almindelig troet. Det er nemlig den, som findes hos Hvitfeld. Han antager, vist nok ganske urigtigen, at de Sendebud, som i før omtalte Brev fra Keiser Karl nævnes^[4], virkelig have været seenhøstes 1535 hos Erkebiskoppen i Throndhjem, at de have lovet ham Hjælp, og at Pfalzgreven snart skulde komme med stor Undsætning. Da nu Kristian III’s Sendebud ankom, „som var for Jule Aften“, lod Erkebiskoppen disse fængsle. Han sendte strax Biskop Hans og Herrerne Klaus og Esge Bilde til Tautra Kloster, hvor han lod dem forvare. Hr. Vincentius Lunge derimod lod han vogte i Throndhjems By. Det skede da en Aften, da Erkebiskoppen var drukken og glad over den Lykke, som ham syntes var ham hendet, at Kristoffer Throndssøn raadede ham, at han nu skulde nytte Tiden og hverken lade sin Uven, Hr. Vincentius, undslippe, eller forsømme hvad han i Norge kunde udrette, medens Kristians Udsendinger sade fangne. Erkebiskoppen var i Drukkenskab ubetænksom nok til at lytte til dette Raad og bød Kristoffer at dræbe Hr. Vincentius. Kristoffer Throndssøn gik da næste Morgen med Piber og Trommer til det Hus, i hvilket Hr. Vincentius holdtes vogtet, lod det besætte af sine Knekte og sendte Fangen Bud, at han skulde rede sig til at dø. Vincentius bad om Prest, og den fik han. Men der gaves ham kun meget knap Stund til at skrifte, før Kristoffer faldt over ham med sine Svende. Erkebiskoppen havde imidlertid om Natten besindet sig og sendte en Tjener til Kristoffer, for at byde ham skaane Vincentius’s Liv. Men Kristoffer, som allerede var paa Veien med sit Folk, svarede, at han vilde holde sig til Erkebiskoppens første Bud. Da man trængte ind til den Fangne, traf man ham siddende ved et Bord, og angreb ham der baade med Skud og Stik. Han gjorde ingen Modstand, men holdt kun Borddækket for sig. Saaledes blev Vincentius Lunge dræbt. Fortælleren lægger til: „han var en prægtig Mand, veltalende, forstandig og brugelig og var promoveret in doctorem juris udenlands“^[5]. – Rimeligvis have vi her Fortællingen om Hr. Vincentius’s Død for os saaledes som den almindelig lød i Folkemunde blandt de Danske i den nærmeste Tid efter. Han maatte naturligvis for de Danske blive til en Martyr, idet al Skylden for hans Død i Danmark veltedes paa Erkebiskop Olaf og dennes Tilhængere.

Hviler der Dunkelhed over Omstændighederne ved Vincentius Lunges Drab, saa er dette i endnu høiere Grad Tilfælde med hans Svogers, men i senere Tid dødelige Fiendes, Hr. Nils Lykkes Død, der indtraf i samme Juletid. Siden Midten af Aaret 1536 var, som før er fortalt, Hr. Nils, paa Grund af sin forbryderske Kjærlighedsforstaaelse med sin afdøde Hustrus Søster, ifølge Lov og Dom, Erkebiskoppens Fange og hensad, som det synes, hele Tiden paa Stenvikholm Slot. Den Dom, der af det søndenfjældske Raad var fældet over ham i Oslo, i August Maaned, synes at maatte kunne have retfærdiggjort Erkebiskoppen, om denne havde ladet ham henrette; men Erkebiskoppen havde hidtil skaanet hans Liv, hvad enten nu dette skede af politiske Grunde, hvilke ovenfor ere berørte, eller i Erindring om ældre gjensidig Velvillie og Venskab^[6]. Men nu hører man med Eet Nils Lykkes Død omtalt med tydelig Henpegning paa, at den var foregaaet paa voldsom Maade, og derhos tildeels som et Slags fortjent Straf. Thrønderne yttre nemlig derom i sit Brev til Bergensmændene af 7de Januar 1536, i hvilket de fremstille Gangen af Urolighederne i Throndhjem: „Hr. Nils Lykke har faaet sin tilbørlige Straf for det Kjetteri, han bedrev med sin Hustrus Søster“^[7]. Erik Gyldenstjerne siger i sit Brev af 6te Februar s. A. til Kong Kristian III: „Og døde Hr. Nils Lykke Juleaften; det siges, at Erkebiskoppen lod røge ham til døde“^[8]. Den Afdødes Fader, Joachim Lykke, skriver Paaskeaften, den 15de April s. A., til Esge Bilde: „Jeg har og spurgt, at den samme Forræder, Erkebiskoppen, har ogsaa grebet Nils Lykke i en felig, sikker Leide, og imod den samme Leide har han sat ham i et Taarn og røget ham ihjel, saa Gud give ham (Erkebiskoppen) sin rette Løn“^[9]. Hvitfeld endelig udtaler sig paa følgende Maade om denne Sag: „Erkebiskop Olaf, fordi han af Alle hørte ilde for Hr. Nils Lykkes Kjetteris Skyld, som han haandhævede, da lod han ham smøge ihjel ved Jakob Nollike. Kanskee mistrode han ham og, at han skulde falde til den udvalgte Konge (Kristian III) for adskillige Skrivelsers og Postes Skyld, som han udsendte“^[10]. – Alt dette vidner tilstrækkeligt om Nils Lykkes voldsomme Død, men er høist utilstrækkeligt til at opklare Erkebiskoppens Forhold til samme. Thrøndernes Brev antyder ingenlunde med klare Ord Erkebiskoppen som Ophavsmanden, skjønt det betegner Nils Lykkes Død som en tilbørlig Straf for hans Brud paa Kirkeloven. Erik Gyldenstjerne, der dog var meget fiendtlig stemt mod Erkebiskoppen, vover ikke at omtale dennes Anstiftelse af Drabet uden som et løst Rygte; og Hr. Nils’s Fader henpeger ogsaa paa Rygtet som sin Hjemmel, i det han nævner Erkebiskoppen som Ophavsmand til sin Søns Død. Først den meget yngre, og, som man tydelig seer, om den hele Sag saare mangelfuldt underrettede Hvitfeld udtaler med rene Ord Erkebiskoppens Brøde, og dog paa et Slags undskyldende Maade.

Efter saadanne Udsagn er det umuligt at dømme afgjørende. Men vi maa lægge Vegt paa, at Erkebiskop Olaf ikke i noget samtidigt Kildeskrift bestemt nævnes som Drabets Anstifter, – at en saadan Beskyldning ikke med et eneste Ord fremføres mod ham i den Brevvexling, som efter hans Død førtes angaaende Nils Lykkes hos Erkebiskoppen beroende og af denne til Nederlandene medbragte Gods, – at Erkebiskoppen efter alt Udseende kun i een Maade kunde have Gavn af Hr. Nils’s Død, nemlig som et Middel til fuldkommen at ud- sone sig med Vincentius Lunge, men at paa den anden Side et saadant voldsomt Middel neppe for Øieblikket kunde ansees hverken som paatrængende nødvendigt for hans Skyld, eller endog som hensigtsmæssigt med Hensyn til de øvrige norske Raadsmedlemmer, som vare komne, eller vare ventende i Hr. Vincentius’s Følge, – endelig at Erkebiskoppen, ifølge de forud over Nils Lykke lovlig fældede Domme, aabenbare var i sin gode Ret, om han lod sin Fange offentlig henrette, og altsaa ikke behøvede at dræbe ham paa nogen skjult eller underfundig Maade, hvilket den omtalte Røgning eller Smøgning (Kvælen ved Kuldamp?) bestemt synes at pege hen paa. Alle disse Omstændigheder forekomme mig, forudsat at Drabet virkelig er udført paa den antydede Maade, snarere at tale for Erkebiskoppens Udelagtighed deri end omvendt.

Det er vistnok vanskeligt at forklare tilfredsstillende Sagens Sammenhæng saaledes, at Olaf Engelbrektssøn deri bliver ganske uskyldig, helst da Hr. Nils var Erkebiskoppens Fange og maa antages at have været bevogtet paa dennes Slot. Men i saa Henseende maa vi dog ogsaa mærke os, at Erkebiskoppen under den hele Rørelse i Throndhjem aabenbare har været ikke lidet afhængig af en mægtig ydre Indflydelse fra Almuens og dens Lederes Side, hvilke disse nu end have været, og at han langtfra har været i Eet og Alt ganske sin egen Herre. Har nu Thrøndernes Stemning allerede været ophidset ved de Rygter fra Nederlandene, som i Slutningen af November havde naaet Throndhjem, og som ganske vist ikke kunde holdes fuldkommen skjulte for-Almenheden, hvormeget end Erkebiskoppen maaskee kunde have ønsket dette, men tvertimod ved at gaa paa en hemmelighedsfuld Maade gjennem Folkemunde, have forstørret den fra Keiseren ventende Hjælp, – saa kan man let tænke sig, at Bevægelsen er voxet ved Efterretningen om de søndenfjældske Herrers Komme. Stemningen blandt Almuen var, som man seer, mod de Danske og mod Kristian III’s Tilhængere. Nils Lykke var, som alle vidste, Dansk, og kunde vel, efter hvad tidligere er oplyst^[11], med Rette regnes for at helde til Kristians Side. I denne Sagernes Stilling har den oprørte Almue, paavirket af listige Ledere, der nøie have kjendt Erkebiskoppens hele vanskelige Stilling og hans Karakters svage Sider, først vendt sig mod Nils Lykke, og med en Selvtægt, som Erkebiskoppen ikke har været i Stand til at modstaa, paataget sig Udførelsen af den tidligere over ham fældede Dom, hvilken Kirkens og Statens Hoved, udentvivl til Manges store Forargelse, saa længe havde udsat. Nils Lykkes Drab har da været et Forvarsel for hvad der snart efter skulde overgaa Herrerne af det søndenfjældske Raad. Disse vare, hvis nævnte Drab virkelig foregik Juleaften, endnu dengang ikke ankomne til Throndhjem, og de have, da de kom, rimeligvis ikke villet eller fundet det tjenligt at paatale Voldsomheden. Men Almuen, som først havde faaet Blod paa Tand, og ved de søndenfjældske Herrers Budskab bragtes i et yderligere Oprør, hvilede nu ikke, før den i Hr. Vincentius Lunge havde seet det næste Soneoffer falde for hvad den, efter sin Anskuelse, maatte kalde lovløst Angreb fra de Danskes og Kong Kristians Side paa Fædrelandets Selvstændighed og det norske Folks Ret. Skulde dette have været den sande Gang i Hendelserne, saa seer Enhver let, hvor meget der taler til Erkebiskop Olafs Forsvar, eller i det mindste til hans Undskyldning.

Vi see, at der over Tildragelserne i Throndhjem i Juletiden mellem 1535 og 1536 hviler meget Mørke baade med Hensyn til Gangen i dem og Bevæggrundene til dem og Erkebiskop Olafs Delagtighed. Hvad der er sikkert er, at de to Raadsmedlemmer, Herrerne Nils Lykke og Vincentius Lunge, begge ved denne Leilighed mistede Livet, og at Biskop Hans Reff og begge Bilderne, Klaus og Esge, bleve satte fast paa Tautra. At Biskop Magnus af Hamar er bleven fængslet, omtales ikke. Han var, som vi vide, i 1531–1532 Kong Kristian II’s aabenbare og ivrige Tilhænger, og han var ganske vist ogsaa nu i Hjertet stemt for den samme Herres Sag og for dem, som forfegtede denne. Han har derfor udentvivl strax erklæret sig for den thrøndiske Reisning og følgeligen beholdt sin Frihed, uagtet han i Thrøndernes Dom var nævnt blandt de Skyldige. At Erkebiskoppen lod af de tilstedeværende Raadsmedlemmer denne ene Mand, paa hvem han forøvrigt ganske vist har kunnet fuldkommen stole^[12], blive staaende ved sin Side, var muligen ogsaa en klog Beregning. Man kunde da ikke beskylde Erkebiskoppen for ganske at have tilintetgjort det norske Raad, og det var altid nyttigt for ham at have en Medansvarlig, paa hvis Samstemmighed han dog kunde lide.

Den tumultuariske Bevægelse i Throndhjem den 3die Januar 1536 nærmede sig en Statsomvæltning, en Revolution. Hensigten var jo aabenbare at frigjøre Norge fra det danske Tryk, ved at slutte sig til et modsat Parti, af det de Danske havde valgt, – nemlig til Kristian II’s, der repræsenteredes af Pfalzgreve Fredrik og understøttedes af Keiser Karl V, istedetfor til Kristian III’s, som allerede kunde siges at være det seirende i Danmark. Hvor meget eller lidet nu end Erkebiskop Olaf kan have gjort for at fremkalde Bevægelsen, – han var, da den først var indtraadt, nødt til at følge den, ja optræde som dens Hovedleder. At han dog ikke forhastede sig hermed, men i Førstningen lod dem, der vare optraadte som Handlende i det voldsomme Foretagende gaa sin egen Vei, – det viser den Omstændighed, at ikke han, men den thrøndiske Almue udstædte den første Kundgjørelse om det foretagne Skridt.

Den 7de Januar 1536 lod nemlig „Bønder og menige Almue i Thrøndelagen“ sit Brev udgaa til sine „kjære Brødre, Hr. Lagmand, Raadmænd og menige Borgere og Nordfarere“ i Bergen, med Underretning om hvad der var skeet i Throndhjem. Dommen, Fængslingen og Drabene, der havde fundet Sted, fortælles som overfor udhævet, og Brevet sluttede med følgende Ord: „Thi er vor kjærlige Bøn og fuldkommelige Begjær til Eder paa Christendommens, Norges Riges Krones og dets Indbyggeres Vegne, at I ville velvilligen hjælpe at straffe dem, som Norges Riges Friheder, menige Almues Gavn og Bedste og Bistand saa fordærveligen agte (at) nedlægge. Vi ville med Liv og Gods straffe i denne Landsende de, som brødelige ere. Og naar og hvor I have vor Hjælp behov, da skulle I med Guds Hjælp finde os velvillige og redebonne i alle Maader“^[13]. – At lignende Breve have været udstedte fra samme Kant til andre Menigheder i Norge, er høist sandsynligt, skjønt ingen saadanne, saavidt hidtil vides, ere levnede. Man seer, at ingen Konge eller Fyrste i Brevet nævnes, som den, til hvis Bedste Reisningen er skeet; men at Brevudstederne ei ville vide af „Hertug Kristian“, og at de ville have Straf over alle Fiender af „Norges Friheder“. Og netop hertil maa man tænke sig, at det almindelige Ønske hos Nordmændene for Øieblikket var indskrænket. Paa næste Skridt var desværre Mængden af dem ganske uforberedt; ja, den var endog uvis om, i hvad Retning det skulde og burde gjøres. Neppe engang de egentlige Ledere af Reisningen i Throndhjem havde fæstet sig noget bestemt Endemaal for Øie.

Hvilke vare da hine den thrøndiske Almues Ledere, vil man spørge, naar Ledelsen ikke udgik fra Erkebiskoppen selv? Ingen Kilder nævne dem udtrykkeligen, og vi kunne saaledes kun gjætningsvis henpege paa tvende Mænd, som øiensynligen spille en fremtrædende Rolle deels i Bevægelsen i Throndhjem, deels i dens nærmeste Følger; og disse ere: først og fremst den allerede oftere nævnte Kristoffer Throndssøn (Rostung), og dernæst Einar Tjeld, som vi snart skulle komme til at omtale, – Mænd, der begge ganske vist vare indfødte Nordmænd, men af Verdighed kun Væbnere eller Svende. Hvorledes dog end hermed har kunnet i Virkeligheden forholde sig, saa var det en nødvendig Følge af Norges Forfatning og Erkebiskop Olafs Stilling i samme, at denne meget snart maatte træde for Lyset som Hovedmanden for den hele mod Kristian III og det danske Raads anmassede Overhøihed rettede Bevægelse. Erkebiskoppen var jo i den kongeløse Tid efter Loven Landsstyrelsens Hoved og Kongedømmets Vikarius. Rigtignok tænktes han i saadan Egenskab paa det nøieste bunden til Raadet. Men nu, da det norske Raad for Øieblikket var sat ud af sin Virksomhed, stod han paa en Maade som Rigets Enestyrer. Hvad enten det nu var med eller mod hans Villie at han var trukket ind i Hvirvelen, – han stod midt i den og var nødt til at handle paa en afgjørende Maade.

Det første Spørgsmaal var naturligvis om at drage hele det norske Folk over paa Thrøndernes Side. Det allerede omtalte Brev fra Thrønderne til Bergensmændene skulde paa den ene Side virke til dette Maal. Paa den anden Side sendte Erkebiskoppen allerede i Løbet af Januar Maaned en Hob Krigsfolk, anført af Einar Tjeld, syd over Dovrefjæld til Oplandene, hvorhen, som det lader, Biskop Magnus af Hamar ogsaa drog eller var dragen i Forveien for af al Kraft at støtte Erkebiskoppens Sag. De til Oplandene udsendte skulle have havt det udtrykkelige Hverv, at thinge Folket fra Kristian III og til Pfalzgreve Fredrik. De havde Keiserens og Pfalzgrevens Breve med sig – hed det – lod dem læse for Almuen og forsikkrede denne, at Pfalzgreven selv til Vaaren vilde komme til Norge med en stor Magt. De underrettede ogsaa Bønderne om Kristians Skattefordring, idet de falskeligen forklarede, at denne ikke gik ud paa mindre end „hver tredie Penning“ (Trediedelen af al Indtægt?) over hele Landet. Saaledes beskriver i det mindste Lensmanden paa Akershus, Erik Gyldenstjerne, deres Fremfærd i sit Brev til Kong Kristian af 6te Februar. Den norske Almue baade vest og syd i Landet yttrede aabenbare sterk Tilbøielighed til at træde paa Erkebiskoppens Side. Selv hos Kjøbstædmændene i Oslo, Tunsberg og Sarpsborg kunde Erik Gyldenstjerne intet udrette. De vare ganske gjenstridige mod hans Opfordringer til dem om Hjælp; hvorimod de ogsaa pukkede paa den Magt, Keiseren til Vaaren vilde sende dem med Pfalzgreven. Visse Adelsmænd, som Ridderen Gaute Galle, viste sig ikke villigere til at hjælpe Erik Gyldenstjerne, skjønt de havde Kronens Len^[14]. En almindelig Uvillie mod den danske Styrelse og de danske Styresmænd raadede hos det norske Folk, og Thrøndernes Foretagende var i saa Henseende i sin første Fremtræden ikke lidet lovende.

Men Norges tre Hovedstøtte vare i danske Mænds Hænder, og det i Mænds, som baade vare Kristian III hengivne, og stemte for Opretholdelsen af Norges Forening med Danmark. Bergenhus holdt Thord Roed, Akershus Erik Gyldenstjerne, og Baahus, paa den fangne Klaus Bildes Vegne, hans Hustru, Lisbet Jensdatter Ulfstand. Saalænge ikke disse Slotte vare vundne, var i Virkeligheden Udfaldet af Nordmændenes Reisning meer end uvist, under hvor gunstige Udsigter den end kunde synes at være aabnet. Disse Slotte maatte Erkebiskoppen og hans Tilhang snarest muligt bringe i sin Magt, hvis der skulde gives noget sandt Haab om, at deres Foretagende skulde lykkes.

Einar Tjelds Tog var ogsaa væsentligen rettet mod Akershus Men Erik Gyldenstjerne indsaa dette, og strax, han var kommen til Vished om Toget og ligeledes havde erfaret Nordmændenes Uvillie, henvendte han sig i sin ovenfor berørte Skrivelse af 6te Februar til Kristian III om kraftig og hastig Understøttelse. Han udhævede det Alvorlige i den nærværende Reisning, der naturligvis, efter hans Anskuelse, var et „Forræderi“, som snarest muligt maatte „straffes“. Han bad Kristian sende ham selv med det første en Hob Krigsfolk og raadede ham derhos at opfordre den svenske Konge, til at gjøre et Indfald i det Nordenfjældske^[15]. Han førte i Brevet Klage over Almuen i sit Len og navnligen over Mændene i Kjøbstæderne, og denne Klage gjentog han endnu skarpere i et senere Brev til Kristian af 14de Februar. Han yttrer her endog, at Oslos Borgere fortjente en lignende Straf som Borgerne af Aalborg, hvormed han sigter til den grumme Behandling, som overgik denne Stad, da Johan Rantzau i Kampen mod Skipper Klement indtog den i December 1534. Han klager ogsaa over Borgerne af Tunsberg, der havde vist en ligedan Uvillie mod Erik Ugerup, som Oslos imod ham selv. Han lover endelig, naar Kongen blot kunde sende ham noget lidt Krigsfolk, at ville nu i Vintertiden udrette med det ligemeget som med det dobbelte Antal til Sommeren^[16].

Kristians Stilling i Danmark havde i Løbet af Høsten og Vinteren 1535 ikke i nogen høi Grad forbedret sig. Vel havde i Begyndelsen af October Landskrona overgivet sig til ham, hvilket ydede ham en stor Fordeel^[17]. Men Pfalzgreven truede ham fremdeles fra Nederlandene; hans Forhold til Kong Gustav af Sverige var spendt, skjønt Forbundet mellem dem endnu bestod; endelig lykkedes det Lybekkerne henimod Midten af November ved Hjælp af en sterk Flaade at forsyne Kjøbenhavn med Levnetsmidler, hvorved Kristians Udsigter til at vinde Staden endnu henskjødes til en fjern og uvis Fremtid^[18]. Kristian ønskede i denne Stilling en særskilt Fred med Lybek. Hertil aabnedes ogsaa Udsigter. Thi paa den ene Side begyndte det hidtil raadende Krigsparti i Staden sterkt at vakkle, ja blev fuldkommen styrtet, da dets Anfører, Wullenweber, i Begyndelsen af November 1535 blev tagen til Fange af Erkebiskoppen af Bremen^[19], – og paa den anden Side optraadte flere tydske Fyrster som Meglere. Allerede i Midten af October 1535 vare Fredsunderhandlinger indledede, og skjønt mange Hindringer i Førstningen stillede sig i Veien for deres virkelige Optagelse, saa blev dog endelig den 13de Januar 1536 et Fredsmøde aabnet i Hamborg. Udfaldet af dette blev den 14de Februar en særskilt Fred mellem Kristian III, som Konge af Danmark, og Staden Lybek, hvorved Kristian II’s Parti i Danmark, og dets Anførere, Grev Kristoffer af Oldenborg og Hertug Albrekt af Meklenborg, overlodes til sin egen Skjebne med samt de Stæder, de endnu havde i sin Magt^[20]. Denne Fred gav Kristian III en stor Lettelse, om den end ikke befriede ham fra hans Frygt for Keiseren og Pfalzgreven.

Paa denne Tid, medens Kongen for de tydske Underhandlingers Skyld opholdt sig i Hertugdømmerne, modtog han Underretning om det mislykkede Udfald af hans Gesantskab til Norge og om den mod ham fiendtlige Reisning der. Tidenden maatte komme ham saa meget meer ubehagelig, som den ganske vist ikke stemmede med hans Forventninger, og som den desuden kuldkastede hans Haab om hastig at modtage det norske Raads Stadfæstelse paa den Pantsætning af norske Landskaber og Slotte til Kong Gustav af Sverige, hvilken han ganske uden Ret havde lovet, og af hvis Opfyldelse det hang, om han skulde modtage af Kong Gustav det ønskede og meget tiltrængte Pengelaan^[21]. At sende Erik Gyldenstjerne den forlangte Hjælp synes for Øieblikket at have været Kristian en Umulighed; men ved opmuntrende Skrivelser søgte han at vedligeholde Modet hos sine Tilhængere i Norge. Fra Gottorp skrev han den 22de Februar til Baahus Slot, hvor hans Ord hos Fru Lisbet fandt villigt Øre, idet hun af al Magt hos Almuen talte Kongens Sag. Ligeledes tilskrev han den 25de Februar, ogsaa fra Gottorp, Thord Roed paa Bergenhus med Opfordring til denne at holde Slottet til Kongens Haand, medens Hr. Esge Bilde var i Fangenskab, en Opfordring, som ogsaa blev strengt adlydt^[22].

Det varede imidlertid ikke længe, førend den største Fare for Kristians Tilhængere i Norge var gleden lykkelig over. Einar Tjeld rykkede mod Akershus og leirede sig ved Gaarden Kjølberg (nu under Tøien). Men Erik Gyldenstjerne forsvarede sig heldigen; ja det lykkedes ham endog ved et Overfald, rimelig i Marts Maaned, at slaa Einars langt overlegne Styrke, og drive ham selv paa Flugten. Hermed var Akershus reddet for Kristian III, og Erkebiskoppens Forsøg paa at vinde Magten i det søndenfjældske Norge var tilintetgjort^[23].

Et andet Tog blev i Marts Maaned foretaget fra Erkebiskoppens Side mod Bergen. Anføreren for dette Tog var Kristoffer Throndssøn. Det udførtes tilsøs, men løb ligesaa uheldigt af som det mod Akershus. Man synes at have regnet paa en Overraskelse; men Thord Roed blev advaret. Han tog Bymændene i ny Ed paa den Konges Vegne, som blev valgt til Norges Krone, og satte sig i bedste Stand til at modtage Fienden. Ved denne Leilighed afbrændte han og ødelagde Munklifs Kloster, for at dette ikke skulde give Kristoffer Throndssøn noget fast Støttepunkt. Da Kristoffer kom, lagde han til i Gravdal, og indlod sig i Underhandlinger med Thord Roed. For at drive disse, mødtes Thord og Kristoffer, den sidste efter modtagen Leide, i Erkedegnen Gjeble Pederssøns Hus nær Slottet. Men ved det andet Møde der, den 19de Marts, lod Thord Kristoffer gribe og føre som Fange op paa Slottet. Det hed sig, at Kristoffer havde et Forræderi fore, og at hans Folk allerede nærmede sig over Vaagen; men det er vanskeligt af det gamle Vidnesbyrd i Sagen at see, paa hvis Side egentlig Falskheden laa. Hvad der er sikkert er, at Kristoffer blev fangen og Foretagendet mod Bergen derved forstyrret. Erkebiskoppens Folk have rimeligvis strax vendt tilbage til Throndhjem^[24].

Erkebiskop Olaf modtog udentvivl omtrent samtidig Budskabet om begge Uheld, som havde rammet hans Folk, baade det i Oslo og det i Bergen, og Tidenden synes at have brudt hans Mod. Havde han tidligere virkelig erklæret sig for Pfalzgreve Fredrik og Kristian II, saa er det vist, at han nu igjen søgte Udsoning med Kristian III gjennem fine Fanger, begge Bilderne og Biskop Hans Reff. Han kan ikke før i Slutningen af Marts have saaet Vished om Udgangen af Einar Tjelds og Kristoffer Throndssøns Foretagender; men allerede i de første Dage af April begyndte han at udfritte begge de fangne Bilders Stemning for at friste en Underhandling med dem. Da hans Udsendinger fandt Bilderne bedre stemte, end han kanskee havde ventet, blev der besluttet, at de skulde løslades fra Fangenskabet paa Tautra og føres til Throndhjem; Hans Reff derimod skulde forblive i Fængslet. Men ved Bildernes Bestræbelser udstraktes omsider ogsaa Løsladelsen til ham, og de bleve alle tre førte fra Øen til Throndhjem. Her indlod nu Erkebiskoppen sig i venlig Underhandling med dem, i den Formening, som Biskop Hans yttrer, at Bilderne, ved Hjælp af sin Slegt og sine Venner, skulde virke for ham hos Kong Kristian, og blive vel hørte af denne. Det varede ikke længe før man kom til Enighed: de Fangne fik sin fulde Frihed, og Erkebiskoppen tog det Raad atter at ydmyge sig for Kong Kristian og søge Forlig med denne^[25].

1. Erik Haks Forhold til de tidligere Forhandlinger i Oslo kjendes forresten ikke tydeligt.
2. Fremstilligen her er efter Thrøndernes Brev til Indbyggerne i Bergen, givet i Throndhjem den 7de Januar 1536 (Palud.-Müllers Aktst. II. 206–208), jfrt. m. Biskop Hans’s Skrivelse til Kong Kristian den III, Oslo 25de April 1536 (Ssts. 264–267) og med det throndh. Kapitels Brev af 13de Januar 1538, Dan. Mag. VI. 291. (s. o. f. II. 772); see ogsaa Palud.-Müller, Gr. F. II. 257–259, og 76, samt Krag og Stefanius Kristian III’s Hist. 162–163.
3. Hvitf. Kr. III. u. 1536; Palud.-Müller, Gr. F. II. 258.
4. S. o. f. II. 770.
5. Hvitfeld, Kristian den III, under 1536. Med hans Fortælling stemmer i alt Væsentligt en noget yngre i et Haandskrift i det kongelige Bibliothek i Kjøbenhavn, hvilken findes aftrykt hos Krag og Stefanius S. 115–117, i Anmærkningen. Partiskheden for Vincentius Lunge og imod Erkebiskoppen lader sig i Haandskriftets Beretning end tydeligere tilsyne end i Huitfelds Fremstilling, hvilken dog muligen ligger til Grund for den anden og blot er noget vidløftiggjort og udsmykket. Ogsaa Paludan Müller (Gr. F. II. 261–262 Not-) forkaster Hvitfelds Fortælling som mindre paalidelig. Han siger om den, at den har et „temmelig anekdotmæssigt Præg“ og lider af „grove Feil“.
6. S. o. f. II. 751, 753, 760.
7. Pal.-Müllers Aktst. II. 208.
8. Ssts. II. 250.
9. Palud-Müll. Gr. F. II. 260. Not.
10. Hvitfeld, Kr. II. u. 1536.
11. S. o. f. II. 751, 760.
12. At ogsaa Keiseren (og Pfalzgreven) have anseet Biskop Magnus som selvskreven Tilhænger af Kristian II’s Sag, fremgaar deraf, at Keiserens Brev af 10de April var udfærdiget til ham ligesaavel som til Erkebiskoppen. Pal.-Müller, Gr. Feide II. 264 Not.
13. Brevet, som før er oftere omtalt, er givet „i Throndhjem, 14de Dag Jule“ 1536, og findes trykt i Palud.-Müllers Aktst. II. 206–208.
14. Om alt dette see Erik Gyldenstjernes Brev af 6te Febr. 1536, Palud.-Müller, Aktst. II. 250–252.
15. Palud.-Müller, Aktst. II. 231.
16. Ssts. 252–253.
17. Pal.-Müller, Gr. F. II. 177.
18. Palud.-Müller, Gr. F. II. 184–191.
19. Ssts. II. 154.
20. Sst. II. 192–228.
21. S. o. f. II. 773.
22. Pal.-Müller, Gr. F. II. 266–267.
23. Sst. II. 265–266, jfrt. Aktst. II. 259–264.
24. Pal.-Müller. Gr. F. II. 268–271.
25. Hans Reffs Brev til Kristian III. af 25de April 1536, Palud.-Müller Aktst. II. 265; jfr. Sammes Gr. F. II. 271 f. Hvitfeld taler feilagtigen om et Tog af Erik Gyldenstjerne til Throndhjem som det der virkede de Fangnes Løsladelse.