Den norske Kirkes Historie under Katholicismen/118

Rudolf Keyser

Den norske Kirkes Historie under Katholicismen

Chr. Tønsbergs Forlag, 1858 (2, s. 797-810).

118.

Overenskomst mellem Erkebiskop Olaf og de frigivne kongelige Sendemænd. Erkebiskoppen gjør Kong Kristian III Tilbud. Klaus Bilde Underhandler i Danmark til Erkebiskoppens Fordel. Esge Bildes og Erkebiskoppens indbyrdes Forhold i Norge; den Første helder sterkt til Kong Kristians Side.

En Overenskomst kom saaledes istand i Begyndelsen af April Maaned 1536, i Throndhjem, mellem Erkebiskop Olaf paa den ene Side og Biskop Hans samt begge Bilderne paa den anden, hvilken Overenskomst skulde bane Veien for en Udsoning mellem Kristian III og Erkebiskoppen. Den 4de April udstedte Biskop Hans sit Brev, hvori han lovede, efter sin Hjemkomst til Oslo, ikke at tage nogen Deel i Feiden mellem Erkebiskoppen og Erik Gyldenstjerne. Hvis han ikke kunde blive uangreben, skulde han drage enten til Baahus eller tilbage igjen til Throndhjem. To Dage senere, den 6te April, gav Klaus Bilde sit Brev. Han erklærer deri, at han har sluttet et venligt Forlig med Erkebiskoppen. Denne har givet ham fri af Fængsel, og han har igjen tilsagt Erkebiskoppen, at Alt forudganget skal være „en død og aftalt Sag“ for Hr. Klaus, hans Slegt og Venner, saa at Ingen siden skal herfor uleilige Erkebiskoppen, hans Kapitel, Throndhjems By, eller nogen Erkebiskoppens Tjener eller Tilhænger. Hr. Klaus skal ogsaa holde Baahus Slot af yderste Magt til Erkebiskoppens og Norges Raads Haand. Man maa antage, at Hr. Esge Bilde har underkastet sig en lignende Forpligtelse, men denne er os ikke levnet^[1].

Samme Dag, som Hr. Klaus udgav sit Forpligtelsesbrev til Erkebiskoppen, nemlig den 6te April, udstedte denne sidste et aabent Brev, hvorved han tilsagde Biskop Hans Reff, Herrerne Klaus Bilde og Esge Bilde følgende: – Naar den høibaarne Herre Kristian, Danmarks udvalgte Konge, har meddelt Erkebiskoppen, hans Kapitel, Throndhjems Borgere og alle andre hans Tilhængere og Venner sit aabne, beseglede Brev, at han for Fremtiden vil være dem en mild Herre og Konge, og ikke vil tilregne dem, hvad de i Kong Fredriks Tid kunne have gjort ham imod, eller at de nu en Tid have opholdt hans Sendebud, Biskop Hans, Hr. Klaus og Hr. Esge, eller Hr. Vincentius Lunges Drab i den thrøndiske Almues Oprør, eller Angrebet paa Erik Gyldenstjerne, fremdeles at de ikke hidtil have fuldbyrdet, samtykket og indvilget Kristians Valg, som nogle af Rigets Raad søndensjælds have istandbragt, – saa lover Erkebiskoppen, at han vil antage og erkjende Kristian som Norges Riges og dets Indbyggeres Herre og Konge, og hjælpe ham i Raad og Daad til at komme i Besiddelse af Riget. Indtil dette er afgjort lover Erkebiskoppen at sidde stille og ingen Herre eller Fyrste forpligte sig, og skal alting forblive ved det “kjærlige Forbund“, som længe har været mellem Norge og Danmark. Han vil det første muligt er sammenkalde „Norges Riges Raad“ og Landets „ypperste Mænd“ til en almindelig Herredag, for da „paa ny“ at vælge Kristian til Norges Konge og ved samme Leilighed fuldbyrde Valget ved deres Alles beseglede Hyldingsbrev, hvilket derpaa ved een eller to af Norges Raad skulde overrækkes Kongen med ydmyg Begjæring om hans beseglede Reces paa Norges Krones Privilegier, Friheder og gode gamle christelige Sedvaner, som Loven udviser, og fremfarne Fyrster og Konger, synderlig hans kongelige Majestæts Herre Fader naadeligen og gunsteligen udgivet haver“^[2]. Dette aabne Brev blev af Erkebiskoppen udstedt paa Pergament og forsynet med hans Segl. Ikke heller det var, som vi let see, noget ubetinget Forpligtelsesbrev, end mindre Valgbrev eller Hyldingsbrev fra Erkebiskoppens Side. Dog kunde han nu – men ogsaa først nu – siges at have bundet sin Stemme i Kongevalget til Kristian III, forudsat at denne opfyldte de i Brevet nævnte Betingelser. Erkebiskoppens tidligere Skridt i Valgsagen kunne, saavidt skjønnes, ikke ansees for retlig bindende, og end mindre Kristians Valg for lovlig fuldbragt, saalænge det ikke var forkyndt i et af det samlede Raad udstedt og beseglet Valgbrev, samtykket (om end blot i Formen) af det Norske Folks Fuldmægtige og endelig udtrykkelig modtaget af den udvalgte selv; – intet af alt dette havde her fundet Sted. Kong Kristian og Erkebiskoppen stode i Virkeligheden endnu retlig ubundne lige over for hinanden^[3].

Der blev ogsaa ved Underhandlingerne i Throndhjem truffet foreløbig Aftale, at den i Erkebiskoppens Brev omtalte Herredag skulde holdes i Bergen ved St. Olafs Dag, i Slutningen af Jnli, og at den danske Konge og det danske Raad skulde sende sine Fuldmægtige til samme^[4].

Alt synes forøvrigt tyde paa, at Underhandlingerne have gaaet af i al Venskabelighed, og at Erkebiskop Olaf har forstaaet ikke alene at udslette alt personligt Nag, hvis noget saadant forud har været tilstede, af de tre Herrers Sind, men endog til en vis Grad at stemme dem alle for sine egne Anskuelser, efterat han selv først var kommen paa det Rene med, hvad Tillempning de nærværende Omstændigheder og de nys lidte Uheld nødvendigen fordrede i samme. Erkebiskoppen skiltes fra Biskop Hans og begge Bilderne som Venner, og der er alle Tegn til, at de droge syd paa med den oprigtige Hensigt at virke efter Evne baade for at Erkebiskoppen kunde blive tagen til Naade af Kristian III, og Norges Selvstændighed blive opretholdt, rigtignok kun omtrent i den Udstrækning og i den Form, som Vincentius Lunge havde tænkt sig. Man sporer forresten ikke, at nogen af dem har opløftet høirøstet Klage over hverken Vincentius Lunges eller Nils Lykkes Drab, eller at dette har lagt nogen væsentlig Hindring i Veien for en venskabelig Udsoning mellem dem og Erkebiskoppen. Neppe har heller Hr. Vincentius med sin anmassende og stolte Karakter været synderlig afholdt af sine Medbrødre i Raadet. Mellem ham og Esge Bilde have vi allerede seet, at et mindre end venskabeligt Forhold tidligere fandt Sted. Desuden er det, som for omtalt, meget tvivlsomt, hvorvidt Erkebiskoppen har havt nogen Deel i Hr. Vincentius’s Drab, eller om han har det, hvorlangt i saafald hans Delagtighed har strakt sig. De tre Raadsmedlemmers Taushed i denne Henseende synes visseligen snarere at vidne for Erkebiskop Olaf end mod ham.

Da Overenskomsten i Throndhjem var istandbragt, drog Hr. Esge Bilde med Erkebiskoppens Befordring til Bergen, Klaus Bilde derimod i Følge med Biskop Hans tilbage til Oslo. Disse sidste kom did Løverdagen næst efter Paaske, den 22de April, og fandt endnu her alt i Uro. De forenede sig strax med Kansleren, Morten Krabbe, og med Erik Ugerup for at optræde som Meglere mellem Erik Gyldenstjerne paa den ene Side og Erkebiskoppen, Biskop Magnus af Hamar, og Hr. Gaute Galle samt deres Tilhængere og den urolige Almue paa den anden Side. Erik Gyldenstjerne indgik ogsaa paa en Vaabenstilstand, dog kun under det Vilkaar, at Feiden mellem de to Partier blev henstillet til Kong Kristians Afgjørelse, og dennes tidligere Valg af det søndenfjældske Raad saaledes paa en Maade, om end ikke ligefrem, blev godkjendt. Dette blev af de fire Raadsmedlemmer i et aabent Brev af 24de April forkyndt Almuen i Borgesyssel, med Tilføielse, at Kongen (Kristian III) ikke vilde besvære Almuen, naar denne viste tilbørlig Lydighed og gav Forsikkring herom ved sex Mænd fra hver Skibrede. Strax efter gav Hr. Klaus Bilde sig paa Reisen til Danmark, og Biskop Hans sendte, udentvivl med ham, et Brev til Kongen, i hvilket man seer, at han paa eengang vil underrette denne om Sagernes Stilling i Norge og tillige stemme ham til Gunst for Erkebiskoppen og Norges Almue.

Brevet er givet i Oslo Biskopsgaard den 25de April. Biskoppen berører kortelig de ulykkelige Tildragelser i Throndhjem og den senere Overenskomst med Erkebiskoppen; men overlader til Hr. Klaus mundtligen at give Kongen fuldstændigere Underretning derom. Han beder Kongen „oversee med Erkebiskoppen“ paa Grund af „Tidens Leilighed“ og tage ham til Gunst og Naade igjen samt unde ham at beholde sit Biskopsdømme. Klaus Bilde vil rigtigen og omstændeligen kunne vise Kongen „den rette Grund og langsomme Aarsag til den gode Hr. Vincentius’s Drab, hvis Sjæl den almægtige Gud vil benaade, og til det store Oprør, som nu her i Riget er baade norden- og søndenfjælds“. Han kan ikke give Kongen noget bedre Raad til at stille al denne Uro, end hvad han og de tvende Bilder „havde raadet Erkebiskoppen, og denne selv ydmygeligen tigger og begjærer“, samt at Kongen naadigen forlader al Almuen og alle Andre, som kunne have forseet sig mod ham. Kongen kunde da vinde „en ret christen, god Herres og Konges priselige Navn“, og Almuen „des velvilligere underkaste sig en stor og gavnlig Skat“. Han kunde ogsaa „med List og Lempe“ erholde en god Hjælp og Skjenk af alle dem, som mest havde voldet dette Oprør. Biskoppen forsikkrer til Slutning, at han i sin Throndhjemsreise ene havde ønsket at kunne virke til Kongens Bedste, og at han fremdeles vil have dette for Øie. Han og hans Kapitel og Kleresi vil være „Eders Naades ydmyge Kapellaner til Gud“^[5].

Men om end Hr. Klaus Bilde og Biskop Hans, den første mundtlig den anden skriftlig, talte Erkebiskoppens og de urolige Nordmænds Sag, saa er det dog muligt, at Kong Kristian havde laant et opmærksommere Øre til Erik Gyldenstjernes Fremstilling, om denne havde kommet til Orde. Erik Gyldenstjerne var, som vi allerede have seet af hans Breve til Kongen^[6], meget bittert stemt baade mod Erkebiskoppen og mod Nordmændene i det Hele. Han var vistnok langt mere paa Biskop Hans’s og Klaus Bildes Forestillinger end af egen Drist gaaet ind paa den nysomtalte Vaabenstilstand; og det kan neppe tænkes at have været af anden Grund end for at modarbeide de tvende Herrer, at han strax efter Stilstanden, samtidig omtrent med Hr. Klaus’s Afreise, overgav Befalingen paa Akershus til Morten Krabbe, Kansleren, for selv at drage til Danmark. Han synes imidlertid at være død paa Reisen. Det sidste man ved om ham, er at han fra Valden, en Gaard i det sydlige Halland tilhørende Esge Bilde, skrev til sine Venner i Bergen den 15de Mai. Men dermed forsvinder han af Historien og er rimelig død strax efter. Til Kong Kristian kom han efter al Sandsynlighed ikke^[7].

Kristian havde haabet, at Freden til Hamborg, som han havde sluttet for Danmarks Vedkommende med Lybek^[8], skulde have draget Kjøbenhavns Overgivelse til Følge. Dette skede dog ikke. Grev Kristoffer og Hertug Albrekt bestemte sig til fremdeles at forsvare Staden, og dens Beleiring fra Kong Kristians Side fortsattes. Paa Malmøboerne derimod gjorde Hamborger-Freden, som det lader, et større Indtryk. Malmø overgav sig, efter flere hemmelige Underhandlinger, til Kristian den 7de April, og Kongen holdt der sit Indtog den 11te April^[9]. At Kjøbenhavn var mere haardnakket kom deraf, at Anførernes og Borgernes Haab endnu stod til Pfalzgrev Fredrik og den Hjælp, han tænktes at skulle snart tilføre Staden fra Nederlandene og Keiseren. I April og Mai foregik virkelig ogsaa i Nederlandene store Rustninger, og et særeget Sendebud fra Statholderinden, Dronning Maria, ankom i April til Kjøbenhavn for at underrette Borgerne om den snare Hjælp og ved Løfter opretholde deres Mod^[10]. Uagtet alle Kristians Anstrængelser havde det saaledes endnu lange Udsigter med Kjøbenhavns Overgivelse. Derimod havde Kallundborg Slot paa Sjælland, der hidtil havde været i Grevens Hænder, overgivet sig til Kongen allerede den 16de Februar^[11]; og den 27de Mai blev Vardberg i Halland indtaget af Kristians Folk^[12]. Efter dette var Kjøbenhavn rigtignok den eneste Stad i Danmark, som gjorde Kristian Modstand; men i den kunde Pfalzgreven og den keiserlige-nederlandske Magt finde et overordentlig vigtigt Støttepunkt, hvis det blev Alvor med deres Angreb paa Danmark. Paa den anden Side blev Kulden mellem Kristian og Kong Gustav af Sverige stedse mere iøinefaldende. Gustav følte, og det vist nok med Rette, at Kristian havde handlet mindre redeligt mod ham, baade ved at love ham Baahus og Akershus Slotte i Norge som Pant for de erholdte og forventede Pengelaan uden at være i Stand til at indfri Løftet, og ved at afslutte Hamborger-Freden uden at tage Gustav med paa Raad, ja uden at give ham Underretning derom før længe efter. Gustav lod sig ingenlunde tilfredsstille derved, at Kristian med Usandhed kastede hele Skylden for at de norske Slotte ikke bleve ham overleverede paa Erkebiskop Olafs Gjenstridighed og Reisning. Han gjennemskuede Kristians i Grunden egennyttige og uredelige Statskunst; men han vilde klogeligen ikke forøge Faren baade for ham og for sig selv ved at lade det komme til aabent Brud paa en Tid, da de begge havde fra Udlandet saa meget at frygte^[13].

Under disse indviklede og:endnu i høi Grad faretruende Omstændigheder er det begribeligt, at Kristian ikke kunde tænke paa noget stort krigersk Foretagende mod Norge, men maatte lytte til, eller i det mindste lade som han lyttede til, fredelige Forslag. Han havde i Slutningen af Marts modtaget Underretning fra Bergen om, hvorledes Kristoffer Throndssøns Angreb var mislykket, og han havde i den Anledning den 27de Marts fra Kallundborg tilskrevet Thord Roed med Opmuntring til Udholdenhed, og dette havde han gjentaget ved Skrivelse fra Malmø af 14de April. Nu kom Hr. Klaus Bilde i Mai Maaned til ham fra Oslo og kunde udførligen forklare ham Stillingen i Norge, hvilket Hr. Klaus maa have gjort uden hadefulde Beskyldninger enten mod Erkebiskoppen eller mod Folket. Hvilke Følelser og Tanker Kristian i sit Hjerte har næret, kunne vi ei afgjøre; men vist er det, at han lyttede til Klaus Bildes mundtlige og Hans Reffs skriftlige Forestillinger, om ogsaa maaskee meer i Betragtning af den farlige Stilling, hvori han selv endnu var stedt, end af Velvillie mod Nordmændene. Efterat have overlagt Sagen med Danmarks Raad, gav han sit Samtykke til en Herredag i Bergen ved St. Olafs Tid (29de Juli) og gav Erkebiskop Olaf Leide til den med 100 Mænd. Herom tilskrev han dog, saavidt “skjønnes, ikke Erkebiskoppen selv, men kun Esge Bilde i Bergen under 28de Mai, idet han med det samme paalagde ogsaa Hr. Esge at give Erkebiskoppen Leide, hvis han forlangte det^[14]. Kristian har, som det lader, ligesaameget skyet at indlade sig i umiddelbar Brevvexling med Erkebiskoppen, som denne med ham. Og Aarsagen har aabenbare fra begge Sider været een og den samme, nemlig at ingen af dem vilde binde sig til den anden ved større Forpligtelser, end han igjen med nogenlunde Lethed i paakommende Tilfælde kunde løse sig fra.

Imidlertid havde de Uheld, som det Danmark fiendske Parti i Norge mødte ved sine første krigerske Foretagender, spredt Usikkerhed og Mishaab over dets aabenbare og hemmelige Tilhængere. Man tænkte ikke paa at oprette det lidte Tab, hvilket dog i Grunden neppe var saa overordentlig stort; derimod søgte man kun Udveie til at dække over hvad der var skeet, og atter nærme sig den Fyrste, som man nys havde undsagt. Og det kan ikke negtes, at Erkebiskop Olaf heri foregik med Exemplet paa en mindre ærefuld Maade, idetmindste hvis han virkelig af egen Drift havde anstiftet, eller endog blot frivilligen og fuldeligen givet sit Minde til Einar Tjelds og Kristoffer Throndssøns Foretagender, – ikke at tale om, hvis Erik Gyldenstjernes Beskyldning virkelig medfører Sandhed: at han var gangen saavidt, at han havde ladet Keiserens og Pfalzgrevens Skrivelser kundgjøre for Almuen for at ophidse denne, og i samme Øiemed havde fremstillet Kristian III’s Skattefordring som større, end den i Virkeligheden var. Djærvt Mod og urokkelig Fasthed var, som vi oftere have havt Anledning til at udpege, Egenskaber, der altformeget savnedes i Erkebiskop Olafs Karakter; derfor kunde heller ikke et større og farligere Foretagende, som nærværende var, under hans Ledning have Udsigt til at lykkes. Et andet Spørgsmaal er, om han var saa falsk, saa blindet af Ærgjerrighed og derfor saa hensynsløs for sine Landsmænds Tarv, som hans seirende Modstandere gjerne have villet fremstille ham; – derom har man ikke saa liden Grund til at tvivle. Vi maa ogsaa altid mindes, at Tidsalderens Statskunst var renkefuld. Erkebiskop Olaf var i saa Henseende et af sin Tidsalders Børn. Dog var han visseligen ikke af de værste; og hans Modstander, Kristian III, hvor høit end dennes Redelighed og Gudsfrygt af Mange har været priset, holdt sig – hvad man finder meer end et Exempel paa – heller ikke for god til at betræde politiske Krogveie, naar hans egen Fordeel krævede det. Tidt kunde saaledes vel Erkebiskop Olaf fristes til at møde Kristian med lige Vaaben, og maa ikke derfor dømmes for haardt. Imidlertid, hvad der end maaskee kan tjene til Erkebiskoppens Undskyldning, – hans Adfærd var ikke skikket til at sætte Mod i Nordmændene, til at fremkalde hos dem nogen sand Nationalfølelse og nogen deraf udspringende sterk Modstandskraft. Den var tvertimod kun egnet til at dæmpe den øieblikkelige Opblussen, hvad enten dette nu forresten var en undgaaelig Nødvendighed eller ikke. Man søgte paa alle Kanter at trænge sig saa hastig og saa fordelagtig som muligt ud af den Forlegenhed, hvori man troede sig at være kommen; og de underordnede gjorde det øiensynlig med mindre Hensyn til Staten og med mindre Anstand, end Erkebiskoppen i alle Fald havde gjort.

Ligesom Hr. .Klaus Bilde og Biskop Hans udentvivl ved Ankomsten til Oslo have fundet det danske Partis Stilling langt bedre, end den i Throndhjem havde været skildret for dem, saaledes maa det samme have været Tilfælde med Hr. Esge Bilde ved dennes Komme til Bergen. Det kan derfor neppe falde saa meget underligt, om der hastig opstod Skrupler hos ham over det Forlig, han havde indgaaet med Erkebiskoppen, og den Stilling, hvori han ifølge dette kunde ansees at være kommen til den danske Konge. Thi ikkun af saadanne Skrupler kan man forklare sig de Breve, som han, kort efter at have igjen overtaget Befalingen paa Bergenhus, tilskrev Erkebiskop Olaf.

Det første er af 8de Mai 1536. Hr. Esge minder heri først Erkebiskoppen om den Fuldmagt, som denne, sidst han var i Bergen (Sommeren 1534), havde medgivet Esge i aabent Brev og Instruktion til Danmarks og Norges Raad angaaende Kongevalget^[15]; dette Brev og denne Instruktion havde Esge overgivet sin Broder, Biskop Ove Bilde, og Hr. Mogens Gjøe, der igjen skulde levere det til Hertug Kristian. Dernæst siger han, at han har erfaret, at „menige Norges Raad“ – Biskop Hoskold i Stavanger ene undtagen, hvis Stemme han endnu ikke kjender – har hyldet og kaaret Kong Kristian „den Unge“ til Norges Herre og Konge, og han har seet Erkebiskoppens Skrivelse, hvori-denne har indvilget og tiltraadt samme Valg^[16]. Han minder endelig Erkebiskoppen om de seneste Forhandlinger i Throndhjem. Han gaar derpaa over til sin egen Stilling. Da nu – siger han – Erkebiskoppen og alle andre Herrer af Norges Raad have valgt sig en Herre og Konge, men han selv paa Grund af Krig og Fængsel heri har været hindret, saa lader han Erkebiskoppen vide, at den Stilling, hvori han saaledes er kommen, ikke er efter hans Stud. Han kan og vil ikke ene i Riget være længer uden Herre og Konge. Derfor agter han nu strax at tilskrive Kong Kristian Huldskab, Mandskab og tro Tjeneste. Af disse Grunde, og for sine Slegtskabsforbindelser i Danmark, agter han ikke at dvæle længer i Norge eller forestaa Slottet i Bergen, men vil, saasnart muligt og forsvarligt være kan, besøge Kongen og sit Fædreneland, for at tjene dem efter Skyldighed; – med mindre Erkebiskoppen vil udvirke ham af Norges Raad, Geistlige og Verdslige, Søndenfjælds og Nordenfjælds, deres aabne, beseglede Brev paa, at de byde ham og give ham Fuldmagt til at holde Bergenhus Kong Kristian den Unge, „som paa Norges Krones Vegne for Herre og Konge hyldet, kaaret og samtykt er“, til tro Haand og Norges Krone til Bedste. Dog vil han i Mellemtiden skikke sig mod Norges Krone og Rigets Raad i Slotsloven som en ærlig Mand sommer. Denne sin alvorlige Mening har han og tilskrevet Norges Raad baade Sønden. og Nordenfjælds, og han beder nu Erkebiskoppen gjøre sit til, at han med det Første maa faa et tydeligt skriftligt Svar herpaa. Han vil kjærligen forskylde Erkebiskoppen dette, og være Norges Rige og dets Indbyggere til Ære og Tjeneste, hvor han med Slegts og Venners Hjælp kan^[17]. – Esge Bilde vil, som man let seer, overtyde Erkebiskoppen om, at dennes, ligesaavel som det norske Raads, Kongevalg allerede er gjort, og at det derfor bor tillades Esge ogsaa at handle, som Befalingsmand paa Bergenhus, i Overensstemmelse hermed; i modsat Fald vil han forlade Befalingen.

Esge Bildes andet Brev til Erkebiskoppen er af den næste Dag, den 9de Mai. Han siger deri, at han nu paa ny har tilskrevet Kongcn samt det danske og holsteinske Raad og flere af sin Slegt og sine Venner om Erkebiskoppens og Norges Anliggender og talt deres Sag paa bedste Maade. Og hvor han fremdeles kan være Norge og dets Indbyggere til Tjeneste, vil han altid være det „saa sandt hjælpe mig Gud!“^[18]

Med disse Breve sendte Esge Bilde sin Tjener, Peder Skriver, til Throndhjem; og Peder skulde ufortøvet, efter at have modtaget Erkebiskoppens Svar, drage over Fjældet til de søndenfjældske Herrer af Raadet med Hr. Esges Skrivelser til dem., Erkebiskoppen gav sit Svar fra Stenvikholm allerede den 25de Mai, og udtalte deri sin Anskuelse af Sagernes Stilling i Norge, der naturligvis ikke kunde falde ganske sammen med Hr. Esges.

Erkebiskoppen takker ham først for hans Skrivelser i Norges og Erkebiskoppens Sag til Kong Kristian, samt det danske og holsteinske Raad, og yttrer derhos sin Glæde over de Efterretninger, Hr. Esge havde meddeelt ham om Kong Kristians Fremgang i Danmark. Derpaa gaar han over til at tale om Kristians Valg i Norge. Dengang – siger han – da han sendte Jens Olssøn til Oslo, havde denne med sig nogle Breve fra ham til Flere særskilt af Danmarks Raad. Disse Breve forklarede, at Erkebiskoppen havde samtykket det Valg, som forud var gjort i Oslo; og han stolede fuldkommen paa, at Rigets Raad søndenfjælds skulde velvilligen samtykke, at han med dem og de med ham skulde have beseglet Hyldingsbrevet til Kongen. Men nu ved Esge Bilde selv, „hvorledes derom blev handlet af Hr. Vincentius Lunge, hvis Sjæl Gud naade!“ Erkebiskoppen er derfor endnu ikke i nogen Maade Kong Kristian videre forpligtet, end som det aabne Pergamentbrev udviser, der senest i Throndhjem blev Hr. Esge og Hr. Klaus Bilde overleveret. Saasnart Erkebiskoppen har modtaget „den Forvaring“, som i nævnte hans Brev omtales, da vil han raadslaa og handle med Hr. Esge baade om Kongevalget og om Bergenhus og yde ham, paa den til Danmark og Norge udvalgte Kong Kristians og Norges Krones Vegne, Hjælp, som han vil svare for Gud og være bekjendt for Hs. kongelige Majestæt, i det Haab, at Hr. Esge, „som en ærlig, oprigtig Mand og Herre, vil ramme og vide Rigets Gavn, Velfærd, Bedste, Bestand og Gode“, som han har “lovet og beseglet“ Erkebiskoppen^[19].

Tonen i Erkebiskoppens Brev er heel igjennem ligesaa venskabelig, som den er i Esges Breve til ham. Man seer imidlertid let, at Erkebiskoppen holder fast ved den Paastand, hvori mig synes man maa give ham fuld Ret, at der, trods alt hvad der hidtil var skeet i Valgsagen til Kristian III’s Fordeel, dog intet virkelig gyldigt Valg paa Norges Vegne endnu var kommet i Stand, og at Erkebiskoppen følgelig stod, som Kongedømmets Vikarius, fri og ubunden ligeover for Kristian, saalænge ikke denne havde meddeelt ham den “Forvaring“, som Erkebiskoppen havde forlangt i sit aabne Brev af 6te April, hvilket han ansaa for sin eneste Forpligtelse til Kristian. Esge Bilde maatte altsaa, efter Erkebiskoppens Anskuelse, være skyldig til at forblive i den Stilling, han som Befalingsmand paa Bergenhus indtog til Norges Raad, saalænge indtil Kristians formelige Valg til Norges Konge, efter forudgaaende Bestemmelse, var lovligen fuldbragt. Herhen pegede ogsaa det mundtlige Svar, Peder Skriver fik af Erkebiskoppen, og hvorom han i Brev af 28de Mai fra Throndhjem underrettede sin Herre. Det lod nemlig: – at før der kom Svar fra Danmark paa det aabne Brev, kunde Erkebiskoppen ikke indlade sig paa at give nogen „beseglet Skrivelse“^[20].

Erkebiskoppens Svar til Hr. Esge maa antages at være sendt strax tilbage til Bergen, medens Peder Skriver selv drog søndenfjælds med sin Herres øvrige Breve til de derværende Medlemmer af Norges Raad. Esges Skrivelser angik naturligvis den samme Sag, hvorom han havde henvendt sig til Erkebiskoppen, og man kjender de Svar, han fra enkelte af de Tilskrevne har modtaget. Erik Ugerup svarer ham den 9de qui fra Akershus, at Esge selv ved, at han har modtaget Slottet og Slotsloven af en Herre og Konge, og bør holde det, indtil han leverer det til en Herre og Konge igjen. Brevskriveren og flere af Norges Raad have fundet sig nødte til at give sig under en Herre og Konge, som kunde forsvare dem, og de vidste ikke efter Norges skrevne Lov nogen bedre end den Herre, hvis Fader og Farfader havde været Konger før han. Han ved ikke at raade Hr. Esge til andet end at give sig under den samme Herre, som Erik selv har underkastet sig^[21]. – Provsten Martin Krabbes Svar af samme Dag og Sted gaar i lignende Retning. Han kan ikke andet raade, end at Hr. Esge giver sig til den samme Herre, som det øvrige Norges Raad har antaget; denne er „en Konge født efter Norges skrevne Lov“. Provsten har forresten travlt med at bede om Hr. Esges Hjælp til at komme paa Bergens Biskopsstol, hvilken Kongen havde tilsagt ham, han skulde da vise sig Hr. Esge „villig og tilgiven“^[22]. – Biskop Magnus derimod svarede fra Hamar den 14de Juni, som man kunde vente, undvigende, – nemlig at hvad Erkebiskop Olaf og de øvrige Herrer af Raadet samtykte, det vilde ogsaa han vedtage^[23]. Hr. Gaute Galle endelig lod bie paa sit Svar lige til den 27de October, efterat han havde svoret Kristian III Troskab, da han naturligvis henviste til denne som Norges lovlige Konge^[24].

Man seer tydelig af alle de nu nærmest omtalte Skridt fra Esge Bildes Side, at han, efter sin Tilbagekomst til Bergen fra sit Fangenskab i Throndhjem, har været i stor Uvished om, hvorledes han skulde paa eengang opfylde sin Skyldighed baade mod Erkebiskoppen og mod Kong Kristian. Dog maa han under denne sin Vaklen meer og meer være kommen til den Overbevisning, at det maatte være baade med hans Ære og med hans Gavn mest stemmende, at fremme Kristians Sag saameget som var ham muligt, dog uden ganske at bryde med Erkebiskoppen. Denne Stemning hos ham har rimeligvis ogsaa den forud fangne Kristoffer Throndssøn sporet, og derfor ilet med at komme bort fra Bergen, hvor Hr. Esge efter sin Ankomst maa have ladet ham løs, eller i det mindste holdt ham uden stor Tvang og behandlet ham venskabeligen. Man seer nemlig, at Kristoffer i Begyndelsen af Mai, hemmelig og i al Hast, har forladt Bergen, uden Hr. Esges Vidende, og taget Veien til Throndhjem. Han var allerede den 15de Mai paa Fosen Gaard, hvorfra han denne Dag tilskrev Hr. Esge et Slags Undskyldningsbrev for „at jeg for saa hasteligen af Byen og ikke bød Eder god Nat“. Han undskylder sin Bortreise dermed, at mange Tidender vare komne ham for Øre, hvoriblandt meget dog – indrømmer han – muligen kunde være Løgn. Han skriver forresten i en venskabelig Tone, meddeler Hr. Esge Nyheder fra Nederlandene, som han havde modtaget i Bud med et nys didkommet Fartøi: at Keiseren rustede sterkt, og at meget Krigsfolk var samlet i Nederlandene, der skulde følge Pfalzgreven til Danmark. Han tilbyder sig at meddele Hr. Esge flere Tidender, naar han faar talt med Erkebiskoppen. Han beder endelig Esge ikke at agte hvad hans Uvenner sige ham paa; han haaber med Guds Hjælp, at intet andet skal befindes af ham end Godt^[25].

Esge Bilde havde i sine Breve til Erkebiskoppen, som ovenfor sagt, ladet denne vide, at han var ifærd med at træde i Underhandlinger med Kong Kristian for at sikkre sig sin undersaatlige Stilling til denne. Hermed gjorde han virkelig ogsaa Alvor, uden at oppebie Svar fra Erkebiskoppen eller fra de øvrige norske Raadsmedlemmer, han havde tilskrevet. Han sendte nemlig mod Slutningen af Mai Stig Bagge og tvende andre af sine Mænd til Danmark som sine Fuldmægtige til Kong Kristian samt det danske og holsteinske Raad, og medgav dem sin skriftlige, egenhændig underskrevne Instruktion, udstedt paa Bergenhus den 18de Mai 1536.

I denne Instruktion tilbyder han først Kongen sin tro Tjeneste og begge de nævnte Raad sit Venskab. Dernæst, for at gjøre Kongen bekjendt med Forhandlingerne i Throndhjem, oversender han denne de Breve, som i samme Anledning vare udstedte; han tænker sig nemlig Muligheden af, at Klaus Bilde kunde være bleven hindret i sin Reise. Han beder Kongen, at han mildeligen vil optage Erkebiskoppens gode Mening og velvillige Tilbud; thi denne kan vel bevise, at han havde „sin Fuldmægtige i Oslo med Indsegl og Befaling at fuldbyrde og samtykke med Danmarks og Norges Riges Raad det Valg, som de gode Herrer om Hans kongelige Majestæt havde gjort, og ligeledes at besegle og stadfæste hvad derom forhandlet blev“. Kongen vil derved tage Hensyn til det fattige Riges og dets Indbyggeres Bedste og ikke besvære det med Krigsfolk. Kongen kan uden Krig og Blodsudgydelse, Pengespilde og Fordærvelse faa sin Villie frem i Riget, og kan da have desmere Nytte deraf. Hr. Esge lader fremdeles Kongen tilkjendegive, at han har erfaret, hvorledes Norges Riges Raad har udvalgt Kristian til Norges Konge, – han har og seet Erkebiskop Olafs Brev, hvori denne har samtykket Valget, – og han har i sin Tid overgivet sin Broder Biskop Ove Bilde og Hr. Mogens (Gøye) Erkebiskoppens og nogle andre Raadsmedlemmers Brev og Instruktion, hvori de have hyldet og samtykt Kristian III til Norges Konge^[26]. Erkebiskop Olaf og det hele norske Raad (paa Biskop Hoskold af Stavanger nær, om hvem Esge intet ved) har altsaa – vedbliver han – hyldet og kaaret Kongen; Esge selv alene har paa Grund af Krig og Fængsel ikke deeltaget heri. Derfor har han tilskrevet Erkebiskoppen og Norges Raad sønden- og nordenfjælds paa den Maade, hans medsendte Kopi udviser, og lader nu ved sine Tjenere, ifølge sin beseglede Instruktion, Kong Kristian den Unge tilsige „Huldskab, Mandskab og tro Tjeneste“, imod dennes Beskyttelse; og vil han med det allerførste selv besøge Kongen og sit Fædreneland. Kongen ved, eller kan af sin Faders, Kong Fredriks Reces erfare, hvorledes Norges Slotslove, efter Kongens Afgang, skulle holdes ved Kronen og til Norges Raads Haand, saalænge til en ny Herre og Konge til Riget bliver kaaret og hyldet. Kongen vil derfor ikke tage ham til Mistykke, at han ikke nu strax med det samme tilsiger og overleverer ham Bergens Slotslov, „hvilket mig ei staar at gjøre, min Ære og Lempe ubeskadiget, for end Rigets Raad forsamlet vorder og overens kommer“. Han opfordrer imidlertid Kongen til at forskrive det norske Raad til Mode snarest muligt paa det Sted, ham selv bedst synes; og paa denne Raadssamling kan da Sagen angaaende Slotsloven, med Rigets andre vigtige Sager, blive bragt i Orden. Hvis imidlertid Pfalzgreven eller nogen anden udenlandsk Fyrste skulde i Mellemtiden angribe Slottet, skal Esge forsvare det som en ærlig Mand^[27].

Og Hr. Esge lod det ikke blive ved dette Tilsagn alene; han handlede i Overensstemmelse dermed, idet han virkelig til samme Tid, som han afgav det, ogsaa søgte at sikkre Kong Kristian den Deel af Norge, som nærmest stod under hans egen Befaling. Han var, som vi have seet, ikke ganske sikker paa Biskop Hoskolds Stemning. Han havde imidlertid i Stavangers Lagmand, Nils Klaussøn, en paalidelig Tilhænger, og denne paalagde han at indhente Biskop Hoskolds bestemte Erklæring. Dette skede. Biskoppen erklærede da: – at han ingen Herre eller Konge havde svoret eller lovet anderledes end som Beslutningen i Bud^[28] medfører; han havde heller ikke hverken i Raad eller Daad overtraadt denne Beslutning eller været med i noget Oprør i Landet. Kong Fredrik – sagde han – havde været hans rette Herre og Konge, og han vidste nu ikke af nogen anden Herre og Konge end Fredriks Sen, Kong Kristian. Han yttrede fremdeles paa given Anledning, at man ikke skulde finde ham at være nogen Vendekaabe, han vilde skikke sig som han vilde være bekjendt for hver god Herre. Erklæringen blev afgiven i Vidners Nærvær og indmeldt fra Stavanger til Hr. Esge af Lagmanden under 28de Mai^[29].

Denne Erklæring var kun et forberedende Skridt til noget langt Vigtigere. Strax efter fik nemlig Hr. Esge baade Biskop Hoskold og Flere bevægede til formelig at erkjende Kristian lll for Norges Konge ved et aabent beseglet Brev. Dette er udstedt i Bergen den 1ste Juni af Hoskold, Biskop af Stavanger, Esge Bilde, Høvedsmand paa Bergenhns, og Johan Krukow, Norges Raad nordenfjælds, Geble Pederssøn, Erkedegn til Bergen og Stiftets Formynder, med menige Kapitel, Guttorm Nilssøn, Lagmand i Bergen, og menige Raadmænd sammesteds. De vide – sige de – at efter Kong Fredriks Død Danmarks og Norges Rigers Raad af forskjellige Grunde ei have kunnet, som sig burde, samles for at vælge og hylde en Konge igjen til de tvende Riger, – men de have tillige erfaret, at menige Norges Raad, Geistlige og Verdslige, have hyldet og kaaret Kristian, Kong Fredriks Søn, tidligere udvalgt Konge til Danmark, ogsaa til Norges Konge. Dette Kaar og denne Hylding tiltræde nu Udstederne og love „Kong Kristian den Unge“ at ville vise sig som hans underdanige og lydige Tjenere, idet de bede ham at være dem en mild og naadig Herre og holde dem „ved Norges Lov og gode, gamle, ærlige og christelige Sedvaner“. Dette aabne Brev tiltraadte senere tvende Prælater, nemlig Mathias, Abbed af Lyse, den 14de Juni, og Gunnar, Abbed af Halsnø, den 23de Juni^[30]. – Her er ikke engang Tale om at betinge sig nogen norsk Haandfæstning af Kong Kristian.

1. Palud.-Müller, Gr. F. II. 272, jfrt. m. Annaler f. nord. Oldk. 1853. 57.
2. Pal.-Müller, Aktst. II. 257–259.
3. Jeg kan her, ligesom oftere for, ikke være fuldkommen enig med Paludan-Müller i hans Anskuelse af Erkebiskoppens retlige Stilling ligeoverfor Kong Kristian III.
4. Pal.-Müller, Gr. F. II. 274.
5. Biskop Hans Reffs Brev af 25de April 1536, hos Palud.-Müller, Aktstykker II. 264–267, jfrt. m. Sammes Gr. Feide II. 274, 275.
6. S. o. f. II. 795.
7. Palud.-Müller, Aktstykker II. 277, og Sammes Gr. F. II. 277 jfrt. m. Annaler f. nord. Oldk. 1853. 56.
8. S. o. f. II. 795.
9. Pal.-Müller, Gr. F. II. 291.
10. Palud.-Müller. Gr. F. II. 316–321.
11. Sst. 251.
12. Sst. 321–329.
13. Pal.-Müller, Gr. F. II. 292–303.
14. Pal.-Müller, Gr. F. II. 276.
15. S. o. f. II. 745.
16. Maa vel være Erkebiskoppens Skrivelse af 10de Septbr. 1535 (s. o. f. II 765) og maaskee hans Skrivelse af 8de Decbr. s. A. (s. o. f. II. 783), med hvilken Esge først efter Tilbagekomsten til Bergen er bleven bekjendt.
17. Palud.-Müller, Aktst. II. 271–273.
18. Sst. 273–275.
19. Palud.-Müller, Aktst. II. 280–282.
20. Palud.-Müller, Gr. F. II. 391–392.
21. Palud.-Müller, Aktst. II. 287.
22. Sst. 288.
23. Palud.-Müller, Gr. F. II. 392.
24. Palud.-Müller, Aktst. II. 294.
25. Palud.-Müller, Gr. F. II. 288, Sammes Aktst. II. 276.
26. Man igjen være Brevene af 23de Juni 1534 (s. o. f. II. 745, 804), hvori dog Kristian ingenlunde udtrykkelig nævnes, som den de norske Raadsmedlemmer give sit Valg. De samtykke blot den, det ganske Raad vælger; og som vi have seet, kom ved den Leilighed intet Kongevalg istand paa Grund af Uroligheden i Danmark og Kjøbenhavns Reisning.
27. Palud.-Müller, Gr. F. II. Bil. VI, 462–467 jfrt. m. 390.
28. S. o. f. II. 743.
29. Palud.-Müller, Aktst. II. 282. Svaret forekommer Palud.-Müller (Gr. F. II. 394) „meer undvigende end bestemt“. Mig synes det klart nok.
30. Palud.-Müller, Aktst. II. 283–285, Gr. F. II. 395.