Den norske Kirkes Historie under Katholicismen/119

Rudolf Keyser

Den norske Kirkes Historie under Katholicismen

Chr. Tønsbergs Forlag, 1858 (2, s. 811-826).

119.

Kjøbenhavns Overgivelse i August 1536. Kristian III beslutter at bruge Magten mod Norge. Rigsdag i Kjøbenhavn i October 1536. Norges Indordning under Danmark som Provins besluttes, og Biskopsdømmet i det danske Rige ophæves. Erkebiskop Olafs sidste Virksomhed i Norge. Hans Flugt til Nederlandene i April 1537. Stenvikholm opgives i Mai. Trud Ulfstands Tog til Throndhjem. Norge underkaster sig.

Skjønt inden Mai Maaneds Udgang 1536 hele Danmark, paa Kjøbenhavn nær, var i Kristian III’s Hænder, var dog, som allerede ovenfor yttret, dennes Stilling ingenlunde uden Fare^[1]. De Underretninger, Kristoffer Throndssøn havde meddeelt Esge Bilde om Rustningerne i Nederlandene til Pfalzgrev Fredriks Understøttelse^[2], vare langtfra falske. Befaling til Hvervninger af Krigsfolk var allerede i Begyndelsen af April udgangen fra Regentinden, ligesom hun ogsaa til samme Tid havde paalagt Holland at udruste 25 store Skibe. I Mai kom Pfalzgrev, Fredrik med sin Hustru til Nederlandene for selv at overtage Ledningen af det forestaaende Tog til Danmark. Om Alt dette underrettedes Kjøbenhavns Indbyggere, for at de kunde opretholde Modet og tappert verge sig, indtil Hjælpen kom. Faren for Kristian var virkelig paa den Tid stor; men den gled over uden at komme til Udbrud. En Krig fra den franske Konges, Frants I’s, Side tvang Keiser Karl til at vende sin Hovedmagt mod ham. Endog de Krigsfolk, som vare hvervede i Nederlandene til det danske Tog, fik snart en anden Anvendelse. Medens nemlig de hollandske Stænder gjorde Indvendinger med Hensyn til den dem paalagte Udrustning, og man derfor maatte fragte Skibe for Keiserens Regning i Seeland, angreb Hertug Karl af Geldern, Keiserens Fiende og Kong Kristians hemmelige Forbundne, pludselig i Begyndelsen af Mai Grøningen. For at redde sig underkastede Staden sig Keiseren, der modtog dens Underkastelse med Forpligtelse til at hjælpe den. Man maatte nu ty til det Krigsfolk, som var hvervet til det danske Tog, og benytte det til Grøningens Vern. Krigen mod Karl af Geldern holdt saaledes den til Kjøbenhavns Undsætning og Danmarks Undertvingelse bestemte Magt bunden til Nederlandene i Juni og Juli Maaneder. Da Pfalzgreven kom til Nederlandene i Mai, var Flaaden endnu ikke færdig; og før denne Hindring var overvunden, vare Landtropperne tagne i Brug til den grøningske Krig. Pfalzgreven fremkom med Indsigelser og Klager, men uden Nytte. For endnu Flaade og Hær var bleven stillet til hans Raadighed, var den gode Leilighed gangen tabt og Kjøbenhavn opgiven^[3].

Kong Kristian nemlig, der fuldeligen indsaa Vigtigheden af at nytte den Frist, som Lykken skjenkede ham, anstrengte sine sidste Kræfter for imidlertid at vinde Kjøbenhavn Det lykkedes ham at faa Staden ganske indesluttet og afskaaren fra al Tilførsel. Snart opstod der en frygtelig Hungersnød. Uenighed mellem Borgerne og de tydske Krigsfolk, der dannede Stadens Besætning, forøgede Ulykken. Til Slutning viste sig ingen Redning uden i Overgivelse. Denne fandt Sted den 29de Juli; og den 6te August 1536 holdt Kong Kristian sit Indtog^[4].

Saalænge dette Kongens vigtigste Maal ikke var naaet, kunde han naturligvis blot skjenke de norske Sager en underordnet Opmærksomhed. Men hvad han allerede i Mai Maaned vidste om Tilstanden i Norge maatte give ham godt Haab; og Efterretningerne fra Esge Bilde med Stig Bagge, hvilke han rimeligvis har modtaget i Begyndelsen af Juni, maatte gjøre ham Udsigten til Norges snarlige Underkastelse saagodt som ganske sikker. Alt hvad han senere i Juni Maaned kunde spørge fra Norge var ikke uden til hans Fordeel. Reisningen lagde sig jo, for Nogen kunde vente det. Alle Landets Stormænd, paa Erkebiskop Olaf nær, kappedes om at underkaste sig; og af Erkebiskoppen var ikke – hvad Erfaringen allerede viste – synderlig at frygte, om han endogsaa havde en sterk Mening blandt Landsfolket for sig, naar han ingen virksom Hjælp kunde faa udenlandsfra. Kongen kunde saaledes trygt henvende al sin Opmærksomhed paa Stillingen i Danmark i den visse Fortrøstning, at var Kjøbenhavn først vunden, vilde Norges fuldkomne Underkastelse følge af sig selv.

Han viste ogsaa nu noksom sin Tryghed for Norge derved, at han allerede formelig behandlede Riget som sit. Saaledes overdrog han, ved Brev fra Roskilde af 16de Juni, Hr. Esge Bilde de Len, som Nils Lykke og Vincentius Lunge forud havde havt, hvorved han gjorde ham til sin Befalingsmand over hele det nordenfjældske Norge. Han tilsagde ved Brev af samme Sted og Dag Indbyggerne i Finnmarken og Vardøhus Slots Omraade, „hvilket ligger til Kongens Fadebur“, at svare sine Afgifter til Hr. Esge „som deres rette Herskab paa Kongens Vegne“. Han forlenede endelig, ogsaa samme Dag og Sted, Hr. Vincentius Lunges Enke, Margreta Nilsdatter, med Apostelkirkens Gods i Bergen^[5].

Der er ingen fuldgyldig Grund til at tro andet, end at Erkebiskop Olafs aabne Brev af 6te April^[6] var udstedt i god Tro og med god Forhaabning Men om end hverken Biskop Hans Reff eller nogen af Bilderne med Sandhed kunde siges reent ud at have sveget sine i Throndhjem givne Tilsagn, enten med Hensyn til Erkebiskoppen personlig eller med Hensyn til hans Planer for Norges Selvstændighed, – saa kunde det dog ikke længe undgaa Erkebiskoppens Opmærksomhed, at hine Mænds Forestillinger ikke havde udrettet hos Kong Kristian hvad han havde kunnet ønske, ja vel endog at de ikke fortolkede sine Forpligtelser til Erkebiskoppen ganske paa samme Maade som han selv. Dette maatte naturligvis gjøre ham ængstlig; og end ængstligere blev han, jo længere det uddrog med Kongens Svar paa hans aabne Brev og paa de Hverv, Klaus Bilde havde paataget sig at overbringe. Han modtog vel Underretning om Kongens Samtykke af 28de Mai til Herredagen i Bergen og Leiden til samme; men de Tilsagn, han havde forlangt af Kongen i sit aabne Brev, udeblev. Hvad der i Bergen var gjort i Juni Maaned for Kong Kristians Sag^[7] og Hr. Esges Virksomhed ved den Leilighed kunde ikke længe blive Erkebiskoppen ukjendt; og Kristoffer Throndssøns Fortællinger, da denne kom til ham i Slutningen af Mai eller Begyndelsen af Juni, kunde heller ikke gjøre ham roligere med Hensyn til Stemningen i Norge. Han havde tvende Gange sit Bud sønderpaa for at erfare noget om Raadsmødet eller om de danske Herrers ventede Komme til samme; men herom var alt taust. I Breve fra Stenvikholm af 9de Juli og 24de August yttrede han sig i denne Sag til Esge Bilde, men fik, som man vel kan tænke, intet tilfredsstillende Svar^[8]. Han følte sig ganske vist meer og meer forladt. Selv, paa egen Haand, at udskrive Herredagen, uden at oppebie Kongens Tilsagn eller de danske Udsendingers Komme, dertil havde han vist nok lovlig Ret, men han har ikke vovet det. Thi Stemningen blandt de norske Raadsmedlemmer, hvilken ikke kunde være ham ukjendt, var nu saadan, at efter al Rimelighed ikke een eneste vilde lyde hans Kaldelse, naar denne ikke støttede sig til et Kongebud. At gaa det lidet norsksindede Raad forbi og henvende sig til det norske Folk, til Almuen, dertil havde han ikke Mod, og følte vel tillige, at om det end lykkedes ham at reise den, havde han ei Evne til at styre den.

I denne ængstende, ja fortvivlede Stilling var det i Grunden intet Under, at Erkebiskoppen paa ny vendte Blikket mod Udlandet, helst da Rygterne fra Nederlandene i Mai og Juni Maaneder om Pfalzgrev Fredriks forestaaende danske Tog, som vi have seet, maatte være opmuntrende. Han sendte ogsaa, maaskee i Juli, Kristoffer Throndssøn til Nederlandene for der at søge Hjælp, eller i det mindste forsikkre sig om Sagernes Stilling.

Men førend han rimeligvis derfra har kunnet faa nogen trøstelig eller tilfredsstillende Underretning, var Kjøbenhavn, som sagt, den 29de Juli falden; og havde Kong Kristian før været uvillig til at indgaa paa Underhandlinger med Erkebiskop Olaf, saa opgav han nu dette ganske. Om en norsk Herredag eller et norskt Raadsmøde blev nu ikke mere Tale. Kongen havde med det samme Kjøbenhavn overgav sig til ham, fattet sin Beslutning med Hensyn til Norge og dets Erkebiskop; og hvordan denne Beslutning var, kom snart for Lyset.

Med Hensyn til det søndenfjældske Norge lader Kristian til at have følt sig trygt. Al Tanke paa alvorlig Modstand synes der ved Einar Tjelds mislykkede Tog i Begyndelsen af Aaret at være lammet. Det var det nordenfjældske Norge, det vil sige Throndhjems eller Nidaros’s, Bergens og Stavangers Biskopsdømmer, det gjaldt om fuldkommen at undertvinge; og hertil havde, som vi have seet, Hr. Esge Bilde allerede gjort en heldig Begyndelse. Nu i August sendte Kristian ham med den danske Adelsmand Jens Splid og Esges Svend, Peder Pederssøn, 200 Mands Forsterkning. Han antydede derved, at han ikke agtede at gaa ind paa Hr. Esges tidligere Raad om Forsoning med Erkebiskoppen. Og end klarere udtalte han dette, da han ikke længe efter, i et Brev af 1ste September, underrettede Esge Bilde om, at Erkebiskoppen havde sit Bud hos Pfalzgreven, og derfor henstillede til ham, om han strax vilde drage mod Throndhjem. Kongen havde altsaa ganske vist dengang Underretning om Kristoffer Throndssøns Sendelse til Nederlandene og betragtede dette som et afgjort fiendtligt Skridt, der muligen kunde drage en keiserlig Hærs Afsendelse til Throndhjem efter sig, og hvis Følger derfor Esge Bilde maatte ile med at forekomme. Af noget Tog fra dennes Side til Throndhjem blev der imidlertid for det første intet. Hr. Esge synes at have fundet det nødvendigere for Øieblikket at nedtvinge den Modstand, som endnu kunde være at frygte i hans nærmere Kreds. Forholdene i Throndhjem stode rimeligvis ikke endnu saa klart for ham, at han vovede et Tog didhen med den ringe Magt, han for Tiden havde til sin Raadighed. Imidlertid synes han allerede nu at have taget sin Beslutning, at tjene Kong Kristians Sag alene og skaffe den Seieren ogsaa i Norge, som den allerede havde vundet den i Danmark^[9].

Allerede før Kristian havde udtalt for Hr. Esge Bilde sit Ønske om, at denne skulde angribe Erkebiskop Olaf i selve Throndhjem, havde han i Danmark gjort det fuldbyrdende Skridt til Kirkens Omordning og den biskoppelige Magts Kuldkastelse i dens romersk-katholske Betydning. Han udskrev, strax efter Kjøbenhavns Indtagelse, en Rigsdag af hele Danmark at møde sammesteds den 15de October; og i Forbindelse hermed vedtog han, efter foreløbigt Overlæg med de tilstedeværende verdslige Medlemmer af det danske Rigsraad, Fremgangsmaaden mod Biskopperne. Danmarks Rige – hed det – skulde ikke herefter være afhængigt af Erkebiskoppen eller andre Biskopper, men dets Styrelse være og blive hos Kongen og dennes Efterkommere i Danmark, samt hos Danmarks verdslige Rigsraad og deres Efterkommere. Derfor tilsagde de tilstedeværende elleve Raadsmedlemmer Kongen, at de ei vilde hjælpe til, at nogen Biskop skulde komme til „noget verdsligt eller geistligt Regimente, eller til noget Biskopsdømme eller nogen Rente i Danmarks Rige“, før saadant blev fastsat paa et almindeligt Concilium i Christendommen og der samtykket ogsaa af Danmarks Rige; men selv i dette Tilfælde skulde ikke Biskopperne komme „til noget Regimente“ i Danmarks Rige uden med Kongens samt Danmarks Riges Raads, Adels og Indbyggeres Villie og Samtykke. De forsamlede Raadsmedlemmer lovede derhos ikke at ville modsætte sig, „at det hellige Evangelium og rene Guds Ord retteligen maa prædikes og forkyndes her i Riget“. Herom blev de Elleves beseglede Brev udstedt i Kjøbenhavn den 12te August 1536^[10]. Den biskoppelige Verdigheds og Myndigheds Ophævelse i sin gamle romersk-katholske Betydning var saaledes udtalt; men Beslutningen holdtes hemmelig, indtil Bud var udganget til alle de danske Biskoppers Fængsling. Allerede samme Dag som Brevet udstedtes, bleve Erkebiskoppen af Lund og Biskoppen af Roskilde, hvilke netop vare komne til Kjøbenhavn, grebne og satte i Forvaring; og inden faa Dage var det samme Tilfælde med alle de øvrige, virkelige eller udvalgte, danske Biskopper. Den eneste som for det første sparedes paa Grund af Kongens særdeles Godhed for ham, var Ove Bilde til Aarhus, Hr. Esges Broder; men ogsaa han maatte den 10de September dele sine Medbrødres Skjæbne^[11].

Det var nu hermed allerede tydeligt nok, hvad Lod der var til- tænkt ogsaa de norske Biskopper af Kong Kristian, naar han var kommen til Magten i Norge; og hvilken hans Hensigt var med dette Rige i det Hele, blev snart udtalt.

Til den fastsatte Tid ved Midten af October 1536 sammentraadte den danske Rigsdag i Kjøbenhavn, bestaaende af Rigets Raad, Adelen, udsendte fra Rigets Kjøbstæder og Fuldmægtige for Bønderne omkring i Landets Hereder. Den 30te October vare allerede Raadslagningerne tilende, og paa denne Dag udstedtes de tvende Dokumenter, hvori Frugten af Rigsdagens Virksomhed nedlagdes: nemlig Kongens Haandfæstning, som efter Overenskomst med Rigsraadet fastsattes, og en almindelig Reces, der vedtoges af den hele Rigsdag. Begge Dokumenter ere for Norges og den norske Kirkes Vedkommende af yderste Vigtighed.

Kristian III’s Haandfæstning adskiller sig strax i den første Artikel væsentlig fra de ældre danske Kongers. Istedet for at der i disse indeholdes en Forpligtelse for Kongen at verne om Kirken, dens Privilegier og Tjenere^[12], saa udtaler Kristian sig saaledes: „Først ville vi og skulle over alle Ting elske og dyrke den almægtigste Gud, og hans hellige Ord og Lære styrke, formere, fremdrage, haandhæve, beskytte og beskjerme til Guds Ære og til den hellige christelige Tros Forøgelse“. Her er ikke meer Tale om hverken Kirken eller dens Tjenere eller dens Privilegier, men kun i evangelisk-reformatorisk Aand om Guds Ord og Lære. I den anden Artikel forpligter Kongen sig til efter yderste Magt at „formere“ Danmarks Rige, og om han med Danmarks Indbyggeres Hjælp kan vinde mere Laud, da skal dette „høre til Danmarks Rige og være og blive under Danmarks Krone“. Derpaa følger den for Norge især vigtige tredie Artikel: „Og efterdi at Norges Rige nu faa forringet er baade af Magt og Formue, og Norges Riges Indbyggere ikke ene formaa at underholde dem en Herre og Konge, og samme Rige er dog forbundet at blive hos Danmarks Krone til evig Tid, og fleste Parten af Norges Riges Raad, besynderligen Erkebiskop Olaf, som nu er det første Hoved der i Riget, i en kort Tid er tvende Gange med meste Parten af Norges Riges Raad faldet fra Danmarks Rige mod deres egne Forpligtelser, – da have vi derfor lovet og tilsagt Danmarks Riges Raad og Adel, at dersom Gud almægtigste det saa forseet har, at vi samme Norges Rige eller nogen dets Ledemode, Slotte, Lande eller Sysler, som dertil høre, kunde bekræftige eller bekomme under vort Hørsomme (vor Lydighed), da skal det herefter være og blive under Danmarks Krone, ligesom et af de andre Lande, Jylland, Fyen, Sjælland eller Skaane er, og herefter ikke være eller hede et kongeligt Rige for sig, men et Ledemod af Danmarks Rige og under Danmarks Krone til evig Tid. Dog hvad Feide deraf kan komme skal Danmarks Riges Raad og Indbyggere være pligtige med os troligen at hjælpe uddrage (føre til Ende?)“. At der i det Følgende af Haandfæstningen ikkun kan være Tale om Danmark, dets Raad, Adel og Indbyggere, er en Selvfølge af denne Artikel. Endogsaa senere, hvor Kongen forpligter sig til at gjenløse Orknøerne og Hetland nævnes ikke Norge, men det heder blot: „med vore Undersaatters Hjælp“. Dokumentet er beseglet foruden af Kongen ogsaa af 19 Rigsraadsmedlemmer, blandt hvilke vi kunne mærke os som Norge vedkommende, og skjønt danskfødte, hørende til dette Riges Stormænd: Hr. Trud Ulfstand og Hr. Klaus Bilde^[13].

I Recessen er det Kongen og Rigets Raad og Stænder, eller den hele samlede Rigsdag, der i Forening udtale sin enstemmige Villie. De love hinanden først gjensidig Hjælp til Rigets Forsvar. Derpaa velte de Skylden for al den Blodsudgydelse og Ulykke, der nylig var overgaaet Danmark, paa Biskopperne, hvilke havde sat sig imod Adelen og ikke tilstedt Kongevalg i rette Tid. Hverken skulle derfor de nu afsatte Biskopper igjen komme til sin biskoppelige Styrelse og sine Biskopsdømmers Gods, eller andre Biskopper „deres Lige“ komme til at regjere i Riget; men der skulle tilskikkes nye christelige Biskopper og Superattendenter, som kunne lære det menige Folk det hellige Evangelium og Guds Ord. Hvo, som vil sætte sig herimod, skal straffes haardeligen paa Liv og Eiendom. Biskopsdømmernes Gods skal lægges under Kronen, og Kongen alene have Patronatsret til alle Prælaturer, Verdigheder og Len, som Kronen og Biskopperne hidtil have havt at bortgive; dog skal Adelen og Ridderskabet beholde Patronatsret til de Kirker og geistlige Len, den kan godtgjøre, at den hidtil har havt. Alle Klostere, Prælaturer, Digniteter, Kannikedømmer og andre geistlige Len skulde blive ved Magt, saa længe til Kongen og Danmarks Riges Raad med lærde Mænd, som de tilkalde, forordne anderledes. Dog skal det staa Munkene frit at forlade Klostrene, om de saa ville, og Klosterforstanderne skulle herefter ei have Magt til at afhænde eller pantsætte noget af Klostrenes Gods uden Kongens og Rigsraadets Samtykke. Almuen skal være fri for alle vilkaarlige Paalæg til Geistligheden; Tienden derimod skal vedblive og deles i tre Dele: den ene for Sognepresten, den anden for Kirken, den tredie for Kongen. Dette er Recessens Hovedindhold med Hensyn til det Geistlige. – Med Hensyn til det Verdslige, erklærer Raadet, at det nu vælger Kongens ældste Son, Hertug Fredrik, til Faderens Eftermand i Danmarks Rige, og skal han, medens Faderen lever, kaldes: Prins af Danmark, og efter hans Død: udvalgt Konge, indtil han bliver kronet. Skulde Fredrik dø for Faderen, forpligter Raadet sig til at vælge en anden af dennes Sønner. I Tilfælde at ingen saadan skulde gives, skal Rigets Raad, med Kongens Villie og Bidende, udnævne hans Efterfølger, som da skal kaldes Prins af Danmark, saalænge Kongen lever. Den, som Konge skal være efter den nærværendes Død, skal sverge og besegle Raad, Adel og Indbyggere at holde dem ved Lov, Ret og Friheder. – Recessens øvrige Bestemmelser ere for Norge af mindre Vigtighed. Den blev oplæst og vedtagen i et saakaldet Bursprog, eller i en offentlig Forsamling under aaben Himmel, paa Gammeltorv i Kjøbenhavn, og for Brevet hængte Kongen, Raadet, visse udvalgte af Ridderskabet fra alle Landets Hoveddele, samt visse Mænd af Kjøbstæderne sine Segl^[14].

Kong Kristians og det danske Rigsraads Plan med Norge baade i verdslig og geistlig Henseende var saaledes udtalt: – Norge skulde ophøre at være et selvstændigt Rige; – det skulde indordnes under Danmark som et under dets Krone hørende Land, som „et Ledemod af Danmarks Rige“; – Norges Kirke skulde endelig undergaa den samme Forandring, som for Danmarks var fastsat. Dette sidste siges vel ikke udtrykkelig i Recessen, hvor Norge ikke engang nævnes; men saadant behøvedes ikke heller. Naar Haandfæstningens anden Artikel var sat i Kraft, var med det samme den norske Kirkes Stilling afgjort. Dens Skjebne var lagt i den danske Konges og det danske Rigsraads Haand, og hvad der med Hensyn til Danmark var vedtaget for Kirkens Vedkomtnende, maatte som en Selvfølge ogsaa gjælde Norge, naar dette for Eftertiden kun skulde være en Deel af Danmark. Kristian viste ogsaa kort efter i Gjerningen, at han fortolkede sit fremtidige Forhold til den norske Kirke saaledes, som i Recessen var udtalt om den danske. Den 18de November 1536 tilskrev han fra Kjøbenhavns Slot Esge Bilde og Magister Geble Pederssøn, Erkedegn i Bergen, et Brev, hvorved han overdrager dem Styrelsen af Bergens Biskopsdømme og alt sammes Gods, samt Opbørselen af dens Rente og Rettighed mod fælles Ansvar og senere Regnskab for alt Opbaaret. Og ved Brev af 30te i samme Maaned, fra samme Sted, tilkjendegav Kongen Esge Bilde, at han havde forlenet sin Sekretær, Henrik Holk, med Degnedømmet (Archidiakonatet?) i Bergen; men da Henrik Holk var for Tiden fastholdt i Kongens Tjeneste, saa anmodes Hr. Esge om i Henriks Fravær at indkræve og modtage den Rente og Rettighed, denne tilkommer^[15]. Kongen skaltede og valtede altsaa allerede i November 1536 med en norsk Biskopsstols Gods, ganske som om den for Danmark i Recessen fattede Bestemmelse ogsaa gjaldt Norge.

Ved den samme Tid da man saaledes paa Rigsdagen i Kjøbenhavn fattede Beslutninger, der, saa at sige, afgjorde Norges Fremtids Skjebne, kom Kristoffer Throndssøn sidst i October eller først i November tilbage fra Nederlandene til Throndhjem med fire Skibe, af hvilke tvende vare store. Krigsfolk synes dog ikke at have været ombord, og Hensigten med Skibenes Sendelse var, som det lader, egentlig den, at hjælpe Erkebiskoppen bort fra Norge, hvis dette skulde behøves og være hans Ønske. Den 21de November tilskrev nemlig Erkebiskoppen fra Nidaros Statholderinden af Nederlandene, Dronning Maria af Ungarn, sin Tak for de Skibe, der ere sendte til Norge „for at skaffe ham i det mindste fri Adgang til at forlade Landet, hvis han alt for meget skulde trænges af sine Fiender“. Han yttrer imidlertid, at han og den bedste Deel af Norges Indbyggere endnu haabe paa Pfalzgreve Fredriks Komme og paa Keiserens og Dronningens Hjælp^[16]. Dette er Erkebiskop Olafs sidste Nødraab. Kong Kristians Færd mod Danmarks Biskopper maatte nu være ham bekjendt, og han maatte deri læse sin egen og den romerske Kirkes Fordømmelsesdom. Af Kristian kunde han ei meer vente Naade. Til Keiseren og Nederlandene stod hans sidste svage Haab.

Men ogsaa dette skulde snart glippe. Kjøbenhavns Indtagelse havde været et farligt Stød for Nederlandenes Handel. Det stod nu i Kong Kristians Magt, som hele Danmarks Herre, hvis Nederlænderne øvede Fiendtligheder mod ham, at sperre for deres Handelsskibe Øresundet og Belterne, ja at optage deres Fartøier og Ladninger, naar de paa Veien til Østersøen maatte passere de danske Farvande. Henved 50 burgundiske Skibe med Ladning vare ogsaa virkelig faldne i de Danskes Hænder. Da derfor Underhandlinger mellem Kong Kristian og det burgundiske Hof bleve indledede ved Landgreven af Hessen og Staden Hamborg, greb Statholderinde-Dronningen med Glæde Leiligheden for at faa en Vaabenstilstand istandbragt. En foreløbig Stilstand blev allerede den 1ste Februar 1537 sluttet i Hamborg, og danske Gesanter fore ikke længe efter til Bryssel, hvor Underhandlingerne fortsattes. Enden blev, at en treaarig Stilstand mellem Danmark og Nederlandene blev sluttet den 3die Mai 1537 og i rette Tid stadfæstet af Keiser Karl.

Vistnok blev ved denne Leilighed Erkebiskoppen af Throndhjem ikke glemt. En Artikel bestemte nemlig, at hvis Erkebiskoppen ikke før Traktatens Datum havde forladt Norge eller Danmark, men var fangen og i Kongens eller hans Krigsfolks Magt, før Traktaten blev forkyndt, – da skulde det være ham tilladt at fare med sine Tjenere, 1000 Gylden og eet Skib hvorhen han vilde, kun han forpligtede sig til ikke at foretage noget til Skade for Kong Kristian og dennes Riger, saalænge Stilstanden varede. Men havde han endnu ikke forladt de nævnte Lande, og var han ikke fangen, da maatte der ingen Hinder lægges ham i Veien for at drage bort med Tjenere, Skibe og alt hvad ham selv tilhørte^[17].

For hans Frihed og Bortkomst var der altsaa sørget i Stilstands-Overenskomsten. Men alt Haab om Understøttelse fra Nederlandene, og derved tillige Sandsynligheden for at kunne reise Norge til sit og den romerske Kirkes Forsvar, blev ham med det samme afskaaret. Muligen har man allerede, ved de fire Skibes Afsendelse til Throndhjem i foregaaende Høst, ved Hoffet i Bryssel havt Ønskeligheden af en snart indtrædende Vaabenstilstand med Danmark for Øie, i hvilket Tilfælde Æren bød, at der dog maatte sørges for Erkebiskop Olafs Frelse. Men rimeligt er det ogsaa, at dette Sidehensyn har været holdet hemmeligt baade for Erkebiskoppen og for Kristoffer Throndssøn. At de fire Skibes Komme til Throndhjem har ængstet Esge Bilde, er naturligt. Han sendte ogsaa i Løbet af Vinteren en af sine fortroede Mænd, Mikel Brunsberg, til Holstein, hvorhen Kong Kristian var dragen en Stund efter Rigsdagen i Kjøbenhavn, for at underrette Kongen om hvad der var hendet samt bede om Forsterkning. Men Kongen vidste dengang allerede, at der ingen Fare var for noget alvorligt Angreb paa Norge fra Nederlandene, og Mikel Brunsberg kunde den 2den Februar 1537 tilskrive Hr. Esge dette fra Lybek^[18].

I Vinterens Løb blev imidlertid intet foretaget af Esge Bilde. Han indskrænkede sig til at lade den i 1535 af Kongen paabudne Skat inddrive i de sydligste Dele af hans Omraade, paa Jædern og Lister, samt til at lade Thord Roed med en Deel Krigsfolk, indthinge Kong Kristian til Hænde, Nils Lykkes forrige Len, Søndmøre, Romsdal og Nordmøre, og derfra forjage Erkebiskoppens Tjenere. Det første skede ikke uden Almuens Knurren; det sidste ikke uden voldsom Adfærd mod Indbyggerne, hvorfor baade Erkebiskoppen og Hr. Esges Mænd, hver fra sin Side, den ene beskyldte den anden. At Hr. Esge ikke udrettede mere, havde sin væsentlige Grund i hans Mangel paa Penge. Han kunde nemlig ikke betale sine Krigsfolk deres Lønning forud, hvilket de fordrede, og ikke heller sørge tilstrækkeligen for deres Proviantering paa et længere Tog. Det første gjorde, at han ikke fik de Knekte afsted nordover, som vare blevne tilbage hos ham i Bergen, da Thord Roed med de øvrige drog til Throndhjem. Og Thords Knekte paa sin Side gjorde Mytteri mod sin Anfører, da ikke længer Øl og Mad rakte fuldeligen til, saa han nødtes i Marts 1537 til atter at vende om til Bergen. Esge Bilde fandt dog inden samme Maaneds Udgang Midler til at berolige Krigsfolket, saa at nu et nyt Tog mod Throndhjem kunde foretages.

At saadant var i Vente vidste Erkebiskop Olaf. Han maa nu ogsaa, efter al Sandsynlighed, være kommen til Kundskab baade om Beslutningerne paa Rigsdagen i Kjøbenhavn og om den indledede og allerede saagodt som afsluttede Stilstand mellem Danmark og det burgundiske Hof i Nederlandene. Han havde endelig ganske vist ogsaa hørt Rygte om, at der i Danmark paatænktes Udrustningen af, eller endog allerede rustedes, en Flaade og Hær mod Throndhjem. Han mærkede et uafvendeligt Uveir nærme sig, som han hverken havde indre Sjælskraft eller ydre Hjælpemidler til at møde. Fra Rom havde han ingen Understøttelse at vente; thi al virksom Forbindelse med den pavelige Stol var ham forlængst afskaaren. Det burgundiske Hof, maatte han indse, stod paa Spranget til at opgive ham. Det norske Folks, den norske Almues Hjerte synes han aldrig at have forstaaet fuldkommen at vinde; i det mindste formaaede han ikke at holde det fast ved sig i Nøden ved en sand, varm og varig Hengivenheds Baand. Opholdet i Norge, følte han, var under saadanne Omstændigheder ikke længer sikkert for ham; han maatte altsaa følge det Vink om at redde sig ved Flugten, hvilket allerede var ham givet ved de nederlandske Skibes Komme til Throndhjem i Slutningen af forrige Aar. Men alt Haab for Fremtiden synes han dog ikke dermed at have opgivet. Stenvikholms faste Slot fortroede han til Dekanen Knut Pederssøn, Kanniken Thorfin Olafssøn, Einar Tjeld, og nogle Flere, i Alt tolv Mand, hvilke med 80 Stridsmænd skulde forsvare det. I Nidarholms Kloster udenfor Throndhjems By satte han ogsaa noget Krigsfolk. Dette tyder paa, at han ikke havde opgivet alt Haab om at komme did tilbage med udenlandsk Hjælp. Efter at have ordnet sine Ting saaledes, gik han med Kristoffer Throndssøn og en Del af sine Folk ombord paa de færdigliggende Skibe, hvor ogsaa mange kirkelige Kostbarheder vare indladede, forlod Throndhjems By den 1ste April 1537, og gik til Søs.

Samme Dag tilskrev Erkebiskop Olaf Esge Bilde udenfor Holm et Brev, fuldt af bittre Bebreidelser for det Ran og den Vold, hans Krigsfolk havde øvet paa Søndmøre og i Romsdalen, hvor de – som han paastod – havde plyndret Kirker og Prester og Erkebiskoppens Tjenere, brændt Prestegaarde og Gaarde tilhørende, St. Olafs Domkirke, og haardelig beskattet den fattige Almue. Har den menige Mand, siger han, fortjent saadan Straf og Overvold, da er det en Sag for sig; men have de faaet det for Erkebiskoppens Skyld, da bedre dem det Gud! ham gjør det meget ondt. At ikke hans Kanniker og Prester, Lagmænd, Raadmænd, Throndhjems Borgere, hans Tilhængere og Venner og hans Biskopsdømmes menige Indbyggere skulle lide saadan Jammer og Skade for hans Skyld, vil han nu drage til en anden venligere og fredsommeligere Nabo, end Esge er, hvem han opfordrer at søge ham lovligen, og ikke strække sine vældige Hænder over hans geistlige og verdslige uskyldige Undersaatter med Brand og Rov^[19].

Endnu den 18de April vare Erkebiskoppens Skibe i Sigte fra Udøerne paa Norges vestligste Kyst. Derfra styrede de ad Nederlandene til, men vare dog ikke komne did den 3die Mai, da Overenskomsten til Bryssel sluttedes; i det mindste sees af Bestemmelsen i denne angaaende Erkebiskoppen, at hans Afreise fra Norge ikke endnu da var bekjendt ved det burgundiske Hof.

Det var ellers paa høie Tid, at Erkebiskop Olaf havde forladt Throndhjem. Thi allerede den 30te April laa Thord Roed med en Hær for Stenvikholm og Jens Splid for Holms Kloster. Besætningen paa begge Steder vergede sig vel de første Dage. Men snart synes Beleirerne at have gjort Forsvarerne kloge paa Sagernes sande Stilling og overbevist dem om, at alt Haab om Hjælp fra Nederlandene var forgjæves, medens derimod en frisk Krigsmagt meget snart kunde ventes fra Danmark. Det er derhos ganske rimeligt, at man har ladet dem forstaa, at det ikke vilde skade dem, om de kunde velte saa megen Skyld som muligt over paa den flygtede Erkebiskop og derved smykke sin egen Sag.

Allerede den 18de Mai kom en foreløbig Opgivelse af Slottet istand ved Overenskomst mellem de Tolv, hvem Slottets Forsvar var overdraget, med Degnen Knut Pederssøn i Spidsen, paa den ene Side, og Høvedsmændene for Kongens Krigsfolk paa den anden, blandt hvilke Thord Roed nævnes først. Som Grunde for Opgivelsen anførtes: – at man havde erfaret, at Erkebiskop Olaf „tvende Gange med beseglede Breve havde hyldet, kaaret, samtykket og haandganget“ Kong Kristian^[20], – samt at han ikke havde holdet hvad han før sin hastige Afreise havde lovet Besætningen, nemlig at den skulde blive forsynet med Krud, og faa et Sikkerhedsbrev af ham, at den ei skulde vorde tiltalt for Hr. Nils Lykkes Børns Klenodier og Penge, hvilke, som siden nærmere skal omtales, Erkebiskoppen havde tidligere taget under sit Vern paa Slottet, men nu havde ført med sig. Efterdi, heder det videre, han saaledes har bedraget dem „med søde, fagre Ord, som langt vare fra Hjertet“, have de givet sig i Underhandling med Høvedsmændene for deres Herres, „unge Kong Kristian Fredrikssøns“ Krigsfolk. De ønske, at Norges Indbyggere ikke fremdeles skulle lide meer Skade end hidtil af Erkebiskoppens „uchristelige Handel“, og derfor have de lovet og svoret de nævnte Høvedsmænd, at holde Kong Kristian Stenvikholm til Hænde, og opgive det til ham eller hans Befalingsmænd paa visse Betingelser. Disse ere følgende.: – Degnen Knut Pederssøn skal have fri Bortgang med hvad han paa Slottet havde indført, være utiltalt for al fiendtlig Handel af Erkebiskoppen, beholde sit Degnedømme, og endelig blive forsvaret af Kongen „for den Løgn, som Kristoffer Throndssøn og Gaute Thoraldssøn ham paaført og sagt have, at han skulde være voldende i Hr. Vincentii Død“, hvilket han stedse vil negte, og Ingen skal kunne paabevise ham. – Thorfin Olafssøn skal beholde sit Prestegjæld i Stjørdalen og føre ud af Slottet hvad han der havde indført. – Slotsfogeden Søfrin Mortenssøn skal have igjen af Slottet sin Eiendom der. – Besætningen maa bortdrage 1ned sin Eiendom og skal have Kongens Naade, forudsat at de ikke tjene Kongens Fiender; de skulle heller ikke maatte skjeldes af Nogen „i disse trende Riger“ som Forrædere eller uærlige Mænd, fordi de have opgivet Stenvikholm. – Denne Overenskomst for Stenvikholms Vedkommende blev antaget og beseglet fra begge Sider^[21]. Rimeligvis havde Holms Kloster allerede tidligere overgivet sig, eftersom Jens Splid i Overenskomsten nævnes blandt de i Leiren for Stenvikholm værende kongelige Høvedsmænd.

Det er allerede ovenfor antydet, at et større Tog mod Throndhjem fra Danmark var af Kong Kristian bestemt. Beslutningen herom var rimeligvis allerede fattet inden Udgangen af 1536, for Kongens Afreise til Holstein, ligesom og Udrustningerne til Toget allerede i Begyndelsen af 1537 vare i Gang under Ledning af Kansleren Johan Friis og Olaf Rosenkrans, der skulde sørge herfor under Kongens Fravær fra Kjøbenhavn. Kongens Hensigt var, at Herrerne Trud Ulfstand og Klaus Bilde skulde være Togets Anførere og fuldbyrde hans Villie med Hensyn til Norge. Begge havde i 1532 været kongelige Fuldmægtige der; den første af dem havde tillige store private Interesser at forsvare i Norge. Klaus Bilde holdt sig imidlertid denne Gang tilbage. Han havde allerede tidligere sagt sig ud af Norges Raad, fordi han ikke, i det mindste for det første, vilde have meer med Norges Sager at gjøre, end han allerede havde havt. „Jeg har – yttrede han i et Brev til Hr. Esge – sagt mig af Norges Riges Raad, og vil herefter intet have dermed at gjøre. Hvad Aarsag jeg har dertil, kan du selv vide; har du saavel som jeg forsøgt hvad deres Herredag har med at fare“^[22]. Rimeligvis vil han hermed tyde hen paa, at det nu er forbi med Norges Raad, og at Bilderne heller ikke før havde havt nogen Glæde af at være blandt dets Medlemmer. Han følte, seer man tydeligen, en Lede ved den Gang, Norges Skjebne havde taget, og vilde derfor ikke nu optræde blandt Nordmændene som Fuldbyrder af Kongens og det danske Rigsraads Planen Trud Ulfstand derimod antog Kongens Beskikkelse, og Kristoffer Hvitfeld blev given ham „til Ledsager, medens Josef Falster udnævntes til at føre Flaaden.

Da alt var beredt løb Flaaden ud den 9de April. Den bestod af 14 Krigsskibe og havde 1500 Knekte ombord^[23]. Toget gik først til Bergen, hvor de vare komne inden 1ste Mai^[24], og hvorfra Hr. Esge Bilde selv fulgte med til Throndhjem. Det kongelige Krigsfolk her under Thord Roed var ganske vist forud bekjendt med den nye Hærs snare Komme; og dette har udentvivl ikke virket lidet til at Overenskomsten om Stenvikholms Opgivelse saa hastig kom istand. Thord og de øvrige danske Høvedsmænd, som befandt sig for Slottet, have nødigen villet lade Æren for dettes Betvingelse blive de senere ankomne til Deel. Trud Ulfstand og Kristoffer Hvitfeld fandt saaledes ved sin Komme til Stenvikholm Overenskomsten om dettes Opgivelse allerede foreløbigen vedtagen; og de havde intet andet at gjøre end blot at stadfæste dens Vilkaar. Dette skede i Leiren for Slottet den 29de Mai 1537. Stenvikholm blev derpaa opgivet af Besætningen og strax overdraget Kristoffer Hvitfeld, hvem det nærmest var paalagt at ordne Sagerne i det Throndhjemske.

Trud Ulfstand derimod, som nævnes: øverste Høvedsmand for Kongens Krigsfolk i Norge, drog kort efter i Juni Maaned, med Thord Roed og Josef Falster, som kaldes Admiral (Ommerall)^[25], til Oplandene med en Deel af Krigsfolket. Toget gjaldt Biskop Magnus af Hamar. Om end denne muligen først har tænkt paa Modstand, maa han meget snart have opgivet dette Forsæt. Allerede den e8de Juni var han, som det lader, i Hr. Truds Hænder, da han til denne frasagde sig sin og sin Kirkes Fordring paa Grefseng og Grefsengs Gods, hvorved Biskop Hans Reff af Oslo sees at have været tilstede^[26]. Denne er saaledes rimeligvis dragen fra Oslo til Hamar for at megle mellem Biskop Magnus og de danske Høvdinger. Den 22de Juni havde Thord Roed af Trud Ulfstand modtaget Hamars befæstede Biskopsgaard med derværende Inventarium^[27]. Da Trud Ulfstand ikke længe efter vendte tilbage til Danmark, førte han Biskop Magnus Lauritssøn med sig som Fange^[28]. Denne fik Tilhold i Antvorskov Kloster paa Sjælland og skal der være død i 1542^[29]. Han havde, da han toges fangen, været paa lidet nær Biskop i 24 Aar og var da udentvivl en alderstegen Mand, mellem 60 og 70 Aar gammel i det mindste^[30]. Vi kjende lidet til hans Karakter og Seder. Iver for den romerske Kirkes Opretholdelse i Norge synes at have ledet ham baade i hans Frafald fra Fredrik I i 1531–1532, og i hans uvenlige Stemning mod Kristian III i 1535–1537. Han var saaledes en Mand, paa hvem Kristian ikke kunde stole, naar han vilde have den lutherske Lære befæstet i Norge; og af den Grund maatte Magnus dø i sit Fangenskab i Danmark.

Omtrent samtidigen med Trud Ulfstand synes Esge Bilde at have forladt Throndhjem og med Flaaden vendt tilbage til Bergen. I det sydvestlige Norge kom nu Alle ham imøde med Underkastelse, Skat og Gaver. Endog den gamle Biskop Hoskold tilskrev ham fra Stavanger den 25de Juni 1537 en Lykønskning for hans Seier over dem, som havde vist sig ulydige mod Kongen og mod Foreningen mellem Norge og Danmark. Han sendte med det samme, ifølge Opfordring af Hr. Esges Tjener, en Sølvbolle til hans Herre, hvilken denne skulde paa Biskoppens Vegne overrække Kongen som en Kjendelse eller Gave, og han bad Hr. Esge om at udvirke ham af Kongen et Vernebrev, som det han i sin Tid havde faaet af Kong Fredrik^[31]. Stilen i dette Biskoppens Brev synes vidne om Alderdoms Sløvhed. Og han maa ganske vist paa denne Tid have været en Mand paa meget meer end sytti Aar. Biskop havde han været i 25 Aar^[32]. At ogsaa Biskop Hoskold Hoskoldssøn var en ivrig Forfegter af den romerske Kirke og ængstlig for Reformationen, have vi i det Foregaaende seet^[33]. Skjønt han synes at have været noget forsigtigere i sin Færd end Biskop Magnus af Hamar, saa var han dog ligesaalidet som denne en Mand, hvem Kongen kunde benytte eller lide paa i sit Reformationsverk. Han synes derfor strax efter at have maatte vige sit Sæde. Mindre sikkert er det, om han er bleven taget til Fange. Han skal have levet sine sidste Dage i Bergen og være død der^[34].

Den af de norske Biskopper, hvis Sag stod bedst, var utvivlsomt Hans Reff. Denne smidige Mand, som vi oftere have seet i farlige Stillinger at sno Kappen efter Vinden, havde ogsaa vidst ved de seneste Tildragelser at opføre sig saaledes, at Kong Kristian vanskelig kunde finde noget at udsætte paa ham eller anklage ham for i Egenskab af Medlem af Norges Raad, eller i hans Stilling til Kongevalget. Men han var et Lem af den romerske Kirke og af det romerske Hierarchi, og havde, saavidt spores, ligetil den seneste Tid vist sig begge fuldkommen hengiven. Kong Kristians Skridt mod de danske Biskopper i 1536 maa have aabnet Hans Reffs Øine for den Fare, hvori ogsaa han var stædt. Det har øiensynligen ikke fattes paa Iver hos ham i at fremme Kong Kristians Sag i alt Verdsligt. I saa Maade kunde Kongen visselig stole paa ham, og han haabe det Bedste af Kristian. Som Biskop var han imidlertid utryg, og synes derfor at have fundet det nødvendigt ved sin personlige Nærværelse i Danmark at vinde Kongens Tillid ogsaa i kirkelig Henseende. Han skal have fulgt Trud Ulfstand paa dennes Tilbagereise til Danmark; og at Sammenkomsten med Kong Kristian bar sine gode Frugter for den verdenskloge Biskop, vil det Følgende vise.

1. S. o. f. II. 802.
2. S. o. f. II. 808.
3. Palud.-Müller, Gr. F. II. 333–349.
4. Palud.-Müller, Gr. F. II. 349–366.
5. Palud.-Müller, Gr. F. II. 395; N. Dipl. II. 826–827.
6. S. o. f. II. 798.
7. S. o. f. II. 810.
8. Palud.-Müller, Gr. F. II. 395, 396.
9. Jfr. Palud.-Müller, Gr. F. II. 370, 396.
10. Hvitfeld u. 1536, jfrt. m.Pal.-Müller. Gr. F. II. 368.
11. Sst.
12. S. o. f. II. 578, 617, 671.
13. Krag og Stefanius II. 46–54.
14. Krag og Stefanius I. 495–509.
15. N. Dipl. II. 827.
16. Brev paa Latin i Rigsarchivet i Bryssel, Langes Afskrift; jfr. Pal.-Müller, Gr. F. II. 397.
17. Palud.-Müller, Gr. F. II. 383–388.
18. Palud.-Müller, Gr. F. II. 397.
19. Palud.-Müller, Aktst. II. 307.
20. At dette dog ikke ganske forholdt sig saa, vil af det Foregaaende sees.
21. Opgivelsesbrevet findes i Palud.-Müllers Aktst. II. 312–315.
22. Klaus Bildes Brev fra Baahus af 24de Febr. 1537 i Anledning af Hr. Esges Forespørgsel om Bergens Slotslov (s. o. f. II. 807) Pal.-Müller, Aktst. II. 304.
23. Hvitfeld, Chr. III. u. 1537.
24. Brev af denne Dag af Fru Ingerd Ottesdatter i Bergen, hvilket er medbeseglet af Kristoffer Hvitfeld og Josef Falster, N. Dipl. III. 830.
25. Saaledes nævnes de i Thord Roeds Brev af 22de Juni 1537, N. Dipl. II. 830.
26. N. Dipl. I. 794.
27. Brev af 22de Juni 1537, Hamar, N. Dipl. II. 830. Angaaende Begivenhederne i Begyndelsen af 1537 kan ellers sammenlignes Krag og Stefanius I. 166–167, hvor dog flere Unøiagtigheder forekomme. Der siges Tind Ulfstands Tog fra Throndhjem øster i Landet at være foregaaet til Søs: rimeligere er det vel, at han har draget over Dovrefjæld til Oplandene og ikke er kommen did over Oslo, skjønt dette vel ogsaa med en heldig Søreise kunde være tænkeligt. Biskop Magnus, heder det, forsvarede først Hamar Gaard, men opgav den efter en Samtale med Trud Ulfstand i Domkirken, ved hvilken han betingede sig sine Vilkaar for Opgivelsen.
28. Hvitfeld u. 1537. Her nævnes imidlertid ved en Feiltagelse Biskoppen af Stavanger i Stedet for Biskoppen af Hamar.
29. Sml. I. 355. Not. 4.
30. S. o. f. II. 613.
31. Pal.-Müller, Aktst. II. 315.
32. S. o. f. II. 613.
33. S. o. f. II. 694.
34. Palud.-Müller, Gr. F. II. 406; Peder Klaussøn, Norg. Beskr. 52. Naar hans Fangenskab her henføres til 1536, saa er dette aabenbar en Vildfarelse. I den første Halvdeel af 1537 have vi seet ham endnu ved fik Sæde og fri.