Den norske Kirkes Historie under Katholicismen/12

Rudolf Keyser

Den norske Kirkes Historie under Katholicismen

Chr. Tønsbergs Forlag, 1856 (1, s. 90-102).

Under Olafs Stræben for Christendommens Befæstelse blandt Nordmændene i og udenfor Norge, maatte det naturligviis være ham høist magtpaaliggende at faa Prester og Folkelærere i tilstrækkelig Mængde. Af hvad ovenfor er fortalt sees, at overalt hvor han gjenreiste Christendommen af dens Forfald eller indførte den fra Ny, der satte han Christenlærere (kennimenn, Prester) i saa stort Tal som han fandt fornødent; men hvorfra han tog disse Lærere, siges ikke. Vel maa man tro, at ikke ganske faa indfødte Nordmænd ere blevne oplærte til Prester allerede under Olaf Tryggvessøn, af Biskop Sigurd og dennes Medhjælpere, og at deres Tal betydelig er blevet forøget under Løbet af Olaf Haraldssøns virksomme Styrelse; desuagtet maa man nære Tvivl om, at det endnu kunde være tilstrækkeligt for det vidstrakte Lands Tarv. Man finder ogsaa i den gamle Gulathingslovs Christenret^[1] Spor til, at en stor Deel af Presterne i Norge længe, og vist nok en god Stund ud over Olafs Dage, have været Udlændinger, der ikke stode i ganske lige Ret med de norske Bønder. Man maa gjette, at Olaf især har forstærket sit Lands Presteskab fra England, hvorfra han havde sine Biskopper. Men der findes dog ogsaa Vink om, at han har søgt Lærere hos Bremens daværende Erkebiskop Unvan (1013–1029), til hvem han udentvivl især for den Sags Skyld affærdigede Sendemænd, blandt hvilke Biskop Grimkel, udtrykkelig nævnes. Det er rimeligt, at Olaf erholdt hvad han begjerede, og disse Lærere have da naturligviis været Tydskere; men om deres Antal og Indflydelse savnes enhver Underretning ^[2].

Næst det at skaffe Folket Christenlærere maatte det være Olaf vigtigt at faa Kirker byggede rundt om i Landet. „Han lod Kirker reise – sige Sagaerne – i hvert Fylke og lagde Underholdning til dem“^[3]. Disse første Kirker vare vist nok næsten alle Trækirker, hvilke i Norge let og i Hast kunde bygges. Nogle kostede vist nok Kongen selv, eller rettere lod dem opføre for Kongedømmets Gods; men flere maa man tro, at Almuen heredsviis paatoge sig at bygge. Man seer nemlig af de gamle Christenretter, at Almuen overalt i Landet var skyldig til at bygge og vedligeholde sine Sognekirker, og denne Skyldighed maa skrive sig fra Olafs Dage. Naar det heder, at Olaf lagde Underholdning (profendur, Præbender) til de Kirker, han reiste, saa maa udentvivl dette nærmest forstaaes om Hovedkirkerne eller Fylkeskirkerne. En enkelt Saga tilkjendegiver dette udtrykkeligen, idet den siger: „Olaf Haraldssøn gav efter Biskop Grimkels Raad Gods til de Kirker, som Olaf Tryggvessøn havde ladet reise, saaledes at een veiet Mark Sølv skulde udredes aarligen til hver Fylkeskirke i Leie af de Jorder, som laa til den“^[4]. Han lagde altsaa til hver Fylkeskirke Jordegods af een veiet Mark Sølv aarlig Landskyld, eller efter senere Udtryksmaade eet Markebol Jord (d. e. omtrent eet Skippund Tunge). Stedet er saameget mærkeligere som det antyder, at de senere saakaldte Fylkeskirker – i det mindste for en Deel – skreve sig allerede fra Olaf Tryggvessøns Tid^[5]. Vist er det, at disse Kirker gjennem hele den ældre Tid nøde et vist Fortrin for de øvrige Landskirker som de ældste og som et Slags Moderkirker, og opholdtes af hele Fylkes-Almuen. Det er saaledes højst sandsynligt, at Olaf Haraldssøn fortrinsviis har sørget for Fylkeskirkerne, og til fast Underholdning for dem har udlagt noget af Kongedømmets betydelige Jordegods. Da nu disse Kirker for største Delen kunne antages at være reiste paa Steder, hvor i Hedendommen større Hof, maaskee Fylkeshof, fandtes, kan man maaskee gjette, at det især har været det Jordegods, der forhen tilhørte Hofene, men som ved Christendommens Indførelse inddroges under Kongedømmet, hvilket Olaf har henlagt til dem. At ogsaa enkelte Høvdinger strax ved sin Overgang til Christendommen have reist Kirker paa sine Gaarde og paa egen Kostning, seer man af Fortællingen om Dale-Gudbrand. Om Island fortælles, at man der paa Øen lige ved Christendommens Indførelse meget skyndedes til at bygge Kirker ved det Løfte af de christne Lærere: „at hver der reiste en Kirke skulde kunne give saa Mange Rum med sig i Himmerige, som kunde staa i den Kirke, han byggede“, og at der som Følge heraf snart reistes flere Kirker, end man i den første Tid havde Prester til at forrette Tjeneste ved^[6]. Det kan neppe omtvivles, at den samme Tilskyndelse til Kirkebygning er bleven gjort gjældende i Norge, og at saaledes Folketroen er kommen Kongens Iver imøde for meget snart at skaffe de fornødne Kirker tilveie.

Vi komme nu til Olafs Virken som christelig Lovgiver. I denne Retning af sin Landsstyrelse har han udentvivl indlagt sig størst Fortjeneste, skjønt man her savner Kilder til at kunne fremstille hans Virken i det Enkelte. At han var den christne Lovs første Ordner i Norge, og saa at sige den christne Lovgivnings Fader, – det er noget som til alle Tider har været erkjendt. Derfor nævnte gjennem hele Middelalderen Nordmændene sin Lov: den hellige Olafs Lov (lög hins helga Ólafs konungs), og i den Ed, som var vedtagen for Norges Konger, naar de tiltraadte Kongedømmet, svore de: „at holde den christne Lov, som den hellige Kong Olaf fra først af satte (hóf eg. begyndte), og hans rette Efterkommere havde samtykt mellem Kongen og Bønderne, med gjensidig Overeenskomst“^[7]. Om denne Olafs Lovgivningsvirksomhed siges i Sagaerne, at den tog sin Begyndelse i Throndhjem, og det allerede i Vinteren 1015–1016. „Han stevnede til sig – heder det – alle de Mænd, som vare de viseste, baade mægtige og ringe. Han lod ofte fremsige (telia) for sig den Lov, som Haakon Adalsteinsfostre havde sat i Throndhjem. Han ordnede Lovene med de viseste Mænds Raad, tog fra eller lagde til der hvor det syntes ham fornødent. Men Christenretten satte han med Biskop Grimkels og andre Læreres Raad og lod sig det være i høieste Maade magtpaaliggende, at borttage Hedendom og alle de gamle Sedvaner, hvori ham syntes Christendommen blev gaaet for nær. Det kom ogsaa dertil, at Bønderne samtykte disse Love, som Kongen gav“^[8]. Dette Udsagn gjælder vel nærmest Thrøndernes Lov eller Frostathingsloven; men det er tydeligt af Sagaerne, at han har gaaet frem paa samme Viis ogsaa i de øvrige Landets Hoveddele eller Lagdømmer. Naar det heder, at han i det vestlige Norge, i Gulathingslagen, paa Thingene „lod oplæse (d. e. foredrage) Christendomsloven“^[9], – at han i Viken „lod paabyde den christne Lov ligedan som nord i Landet“^[10] – at han paa Oplandene „satte det i Loven, at Oplændingerne skulde søge Eidsivathing, og Eidsivalov skulde gjælde over alle Fylker paa Oplandene og saa vidt andensteds, som den siden har gjældet“^[11], og at han der senere „ordnede Christendommen, som det syntes ham nødvendigt“^[12], – og endelig at han „da han var bleven Norges Enekonge, lod ordne Lovene med de viseste Mænds Raad, saaledes som de siden have gjældet“^[13]; – saa vise disse Udsagn tydeligen, at Olafs Lovgivningsvirksomhed har strakt sig over hele Norge, været af indgribende Vigtighed og især gaaet ud paa Lovens Rensning fra alt Hedenskab og paa Christendommens Befæstelse i den. Man seer ogsaa, at Olaf i sin Lovgivningsvirksomhed er gaaen frem paa den Maade, som ældgammel Samfundsorden og Sedvane tilsagde. Han har først raadslaaet med de viseste Mænd (det er med de Lovkyndige) i hvert af Landets Lagdømmer, derpaa fremsat sine paa disse Overlægninger grundede Lovforslag for Almuen paa hvert af Hoved-Lagthingene, og der erholdt Bøndernes Samtykke, hvorved de bleve virkelige Love; thi den lovgivende Myndighed hvilede hos Folket, hos Bønderne.

Paa denne Maade fremgik da Norges første christne Love ved Olafs Virksomhed og under hans Ledning. Vi see, at han ved dette sit Arbeide havde et dobbelt Maal for Øie: det ene, at rense den gamle verdslige Lov for Alt hvad der smagte af Hedendommen, hvad der var bygget paa Asatroen og stod i umiddelbar Forbindelse med Asernes Dyrkelse, deels ved ganske at bortskjære det, deels ved at omforme det efter Christendommens Krav, – og det andet, at give fra Ny af en Christenret, eller en efter Landssolkets Tarv afpasset Lov for den norske Kirke og dens Forhold til Staten, hvilken Christenret, som en egen Hovedafdeling eller Bolk, Christendomsbolk, kunde blive forbunden med den øvrige Lov. Begge Dele istandbragte han.

Hvilke Forandringer han for det førstnævnte Øiemed gjorde i den ældre verdslige Lov, kan nu ikke mere paavises i det Enkelte. Man kjender nemlig ikke de af Haakon Adalsteinsfostre for Frostathings og Gulathings Lagdømmer, og af Halfdan Svarte for Eidsivathings Lagdømme og tildeels for Viken ordnede Love i deres hedenske Form, og man kan saaledes ikke sammenligne denne med deres senere christelige. Desuden kjender man dem ikke engang i denne sidste Form saaledes som de udgik fra Olaf Haraldssøn, eller er i Stand til at udsondre hans Verk fra senere Tiders og senere Kongers Forbedringer og Tillæg. Man kan alene, og det dog blot gjetningsviis, fremstille visse Punkter, hvori en Forandring nødvendig synes at maatte have fundet Sted, f. Ex. Beviisførelse, Ed, enkelte Retsskikke og Retsformularer, der stode i Forbindelse med Religionen, tildeels ogsaa Egteskabet, Arveretten, Mandhelgen eller den personlige Ret, Trælenes Kaar og andet lignende; men selv i disse Punkter, især de fire sidstnævnte, seer man tydeligen, at Forandringerne have været meget lempelige og ikke strakt sig videre, end Christendommen uundgaaelig krævede. Retten Mand og Mand imellem, ligesom og den saakaldte Landsret, det vil sige: Retten mellem Folket og Kongedømmet, synes i Alt væsentligt at være forbleven urokket, saaledes som det i Haakon Adalsteinsfostres Tid var vedtaget og fastsat ved gjensidig Overeenskomst. Ligeledes blev hvert Lagdømmes selvstændige Lovgivnings- og Dommer-Myndighed aldeles uforandret.

Den Christenret, „som Olaf satte med Biskop Grimkels og andre Læreres Raad“ kjender man heller ikke i dens oprindelige Form. Her kan man dog maaskee nogenlunde sikkert slutte sig til dens væsentligste Indhold ved opmærksomt at sammenligne de ældste norske Christenretter, som endnu ere levnede. Disse ere: den ældre Gulathingslovs Christendomsbolk og den ældre vikske Christenret, med hvilke ogsaa kan jævnføres den ældre islandske Christenret.

Den ældre Gulathingslovs Christenret er vistnok i den Form vi nu have den ikke ældre end Kong Magnus Erlingssøns Tid, omtrent fra Tiden mellem 1164 og 1170; men den er alligevel til Kundskaben om den ældste norske Kirkelovgivning af størst Vigtighed, fordi den udtrykkelig betegner alle de nyere Bestemmelser, som skrive sig fra den nævnte Kong Magnus’s Tid, og ved Siden af dem anfører de ældre, endog om de ved de nyere ere ophævede, og tillægger dem i Almindelighed en Olaf, hvorved rimeligviis forstaaes Kong Olaf Kyrre (1066–1093), men paaberaaber sig ogsaa ved flere udtrykkeligen Kong Olaf den Hellige og Biskop Grimkel samt deres Overeenskomst med Bønderne paa Moster-Thing (Mostrarþing) paa Sunnhørdaland^[14]. Den ældre vikske Christenreter, som det synes heel og holden, fra Tiden strax efter 1100. Den ældre islandske Christenret endelig er paa et ældre Grundlag sammensat af de islandske Biskopper Thorlak Runolfssøn i Skaalholt og Ketil Thorsteinssøn i Hole og lovtagen 1123^[15].

Af Sammenligningen mellem disse, især de to førstnævnte, synes vise sig, at Olaf Haraldssøns Christenret i Hovedsagen ligger for os i de Bestemmelser i Gulathings-Christenretten, som tillægges Olaf (Kyrre?). Man seer, at den har været kortfattet og kun behandlet hvad man dengang ansaa for Kirkeforfatningens Hovedpunkter, hvilke ere tillempede efter Norges Samfundsforholde. Den korte Erklæring, som egentlig danner Indgangen til hele den ældre Gulathingslov, saadan som vi nu have den, maa nærmest henføres til Christenretten og skrive sig fra Olafs Dage. Den lyder saaledes: „Det er vor Lovs Ophav (Begyndelse, første Bestemmelse), at vi skulle bøie os i Øst og bede til den hellige Christ om Aar (gode Aaringer) og Fred, og om at maatte beholde vort Land bygget, og vor Herre (lánardróttni, her Kongen; eg. Herre, i hvis Tjeneste man ved fri Overeenskomst er traadt) lykkelig (heilum); være han vor Ven, og vi hans; men Gud være Alles vor Ven“^[16]. Denne christelige Indledning maa man vist nok tænke sig traadt i Stedet for en tilsvarende i den ældre hedenske Lov, hvori Folket lovede at dyrke Aserne, og nedbade deres Velsignelse over Land og Landsstyrer. I den vikske Christenret findes en lignende Indledning, men rettet paa Kirken alene: „Det er vor Lovs Ophav, at vi skulle bøie os i Øst, og give os til Christ, agte Kirker og Lærere (Prester)“^[17]. Den islandske Christenret er her noget bestemtere i sine Udtryk, idet den begynder saaledes: „I vore Fædres Dage blev den Lov sat, at alle Mænd her paa Landet skulle være christne og tro paa een Gud, Fader og Søn og den hellige Aand“^[18]. Om den islandske Lov i Hedendommens Tid har man ellers den Oplysning, at den begyndte med et Forbud mod at seile til Landet med Skibe, som havde gabende Hoveder og opsperrede Tryner paa fine Forstavne, at ikke derved Landvætterne (de Landet beskyttende Aander) skulde skræmmes^[19]. Herved bestyrkes den ovenanførte Gjetning med Hensyn til de hedenske Loves Indledningsbestemmelse i Norge. Man skjønner overhovedet af de anførte Steder, at Olaf har sørget for, at den christne Lov i dens Helhed og navnligen Christenretten blev indledet ved en Erklæring fra Folkets Side: at det var christent og vilde overholde Christendommen. Dette vedligeholdtes ogsaa i de senere Love. Frostathingslovens Christenret, i den Form vi kjende den, fra Midten af det 13de Aarhundrede, begynder med de Ord: „Det er vor Lovs Ophav, at vi skulle lyde Christendommen“^[20]. Eidsivathingslovens Christenret, der maaskee er noget ældre, begynder saaledes: „Det er hernæst, at man skal være christen og fornegte Hedendommen“^[21]. Endogsaa den nyere af Kong Magnus Lagabøter ordnede Landslov (lovtagen paa Gulathing 1274) retter sig i denne Henseende efter den gamle Skik, idet den begynder med de Ord: „Vor Herre Jesu Christi Fred og Velsignelse, vor Frue den hellige Marias, den hellige Kong Olafs og alle Helgenes Forbøn være med os alle Gulathingsmænd“^[22], og indleder Christendomsbolken saaledes: „Det er vor Lovs Ophav, som er Ophavet til alt Godt, at vi skulle holde og have den christelige Tro“, hvorpaa Trosartiklerne følge^[23]. Vi see hvorledes Olafs varme Christentro vakkert, skjønt i enfoldige Ord, udtalte sig gjennem Folkets Mund i den første norske christne Lov, og hvorledes den gjenklang i Norges senere Lovgivning, saalænge som Rigets gamle, ved ham befæstede, Selvstændighed stod ved Magt.

Hvad nu forresten Indholdet af Olafs Christenret angaar, da maa man af de ovennævnte ældste Kilder, og fortrinsviis den ældre Gulathingslov, slutte, at det i sine Hovedpunkter har holdt sig ved følgende Gjenstande: – Frigivelse af et vist Antal Trælle ved Menighederne, hvilket skulde ske aarlig paa hvert Lagthing; – religiøse Gjestebuder (ölgerðir) paa bestemte Aarets Tider (navnligen ved Allehelgensmesse, Jul og udentvivl ogsaa Jonsmesse); – Kirkens Forstandere og Tjenere, deres Skyldighed og Underholdning; – Kirkerne, deres Bygning, Opretholdelse og Styrelse; – Søndage og Messedage og deres Helligholdelse; – Faste og forbuden Spise; – Daab og Forbud mod Børns Udsættelse; – Begravelse; – Egteskab, og inden hvilke Led i legemligt og aandeligt Slegtskab det er tilladt; – Forbud mod Hedendom og Trolddom og hvad dermed staar i Forbindelse; – Forbud mod visse Forbrydelser, der ansaas som de største Christendomsbrud og derfor vare Ubodeverk^[24]. – De her anførte Gjenstande for Christenrettens Bestemmelser ere opstillede i den Orden, hvori de i Gulathings-Christenretten findes. I Vikens Christenret er Ordningen noget anderledes; der findes heller ikke Bestemmelserne om Trælles Frigivelse og om religiøse Gjestebuder. Men forresten ere de omhandlede Gjenstande i Hovedsagen de samme, skjønt Bestemmelserne i det Enkelte f. Ex. med Hensyn til de fastsatte Bøder og Straffe, kunne være noget afvigende^[25]. Det samme gjælder om den ældre islandske Christenret, der, skjønt den dreier sig om samme Hovedgjenstande, udmærker sig ved en langt større Udførlighed i Enkelthederne end de to norske – en Egenhed som overhovedet findes ved hele den ældre islandske Lovgivning, sammenlignet med den norske. Denne Samstemmighed mellem de tre ældste Christenretter med Hensyn til Hovedindhold, forenet med den Omstændighed, at alle de yngre norske Christenretter tydelig vise sig som udvidede og fuldstændiggjørende Bearbeidelser af hine ældre, godtgjør noksom, at de alle ere udsprungne af een og samme Kilde, nemlig Olafs Christenret, hvilken vi som allerede yttret nærmest kjende af de Bestemmelser i den gamle Gulathingslovs Christenret, hvilke i denne selv angives som de ældre.

At den af Olaf givne Christenret, skjønt i Hovedsagen een for hele Norge, alligevel maatte komme til at fremtræde noget forskjellig formet i de forskjellige Landsdele, var en nødvendig Følge af Norges dagjældende Samfundsorden og Statsforfatning Norge var nemlig deelt i fire Hoveddele: den nordlige, hvis Kjerne var Throndhjem, hvis Foreningspunkt var Frostathinget, hvis fælles Lov var Frostathingsloven, og hvilken under Eet som Lagdømme benævntes Frostathingslagen; – den vestlige, hvis Kjerne var Hørdafylke, hvis Foreningspunkt var Gulathinget, hvis fælles Lov var Gulathingsloven, og hvilken under Eet som Lagdømme benævntes Gulathingslagen; – Oplandene, eller Indlandet, hvis Kjerne egentlig var de tre Fylker, Raumafylke, Heinafylke og Hadafylke, hvis Foreningspunkt var Eidsivathinget, hvis fælles Lov var Eidsivathingsloven, og hvilken under Eet som Lagdømme benævntes Eidsivathingslagen; – og endelig Viken, eller den sydøstlige Landsdeel, der vistnok endnu ikke havde noget fast Foreningspunkt i et fælles Lagthing og neppe heller nogen fælles, fra Eidsivathingsloven skarpt adskilt Lov, men som dog i statsretlig Henseende udgjorde en selvstændig Eenhed ligeover for de andre tre Landsdele, og senere fik et Slags Foreningspunkt i Borgarthinget, en fælles Lov i Borgarthingsloven, og fra den Tid som Lagdømme benævntes Borgarthingslagen. – Hver af disse fire Landsdele, eller, som man paa Olafs Tid i det mindste kan benævne de tre, Lagdømmer, vare med Hensyn til Lovgivning indbyrdes uafhængige. Naar nu altsaa deres ældre Lov skulde forandres efter Christendommens Tarv, og en Christenret deri indskydes, da maatte dette skee ifølge Overeenskomst mellem Kongedømmet eller Kongen paa den ene Side og den egentlige lovgivende Magt, de paa Lagthinget samlede Bønder, paa den anden. Kongen kunde have opgjort med sig selv og med sine nærmeste verdslige og geistlige Raadgivere Grundsætningerne for de Forandringer, der i den verdslige Lov til Christendommens Tarv skulde gjøres; han kunde ligeledes med sine geistlige Raadgivere have sammensat i Grundtrækkene den Christenret, som han vilde have indført i hele Landet; – men den egentlige Anvendelse heraf paa de enkelte Landslove afhang af hans Underhandlinger og Overeenskomst med Bønderne i hvert af de fire Lagdømmer, og maatte naturligviis lempes efter enhver Lovs ældre Indhold og Form. Saaledes kan man med Sikkerhed slutte, at Norges Christenret allerede fra Olaf udgik under fire forskjellige Former eller i fire forskjellige Bearbeidelser, een for hver Landsdeel, eller hvert Lagdømme, om end Hovedindholdet i Grunden var eet og det samme i alle fire; og paa dette firdeelte Grundlag udvikklede de sig senere under den firdeelte Lovgivning efterhaanden til en større indbyrdes Forskjellighed, end oprindelig fandtes mellem dem. Paa denne Maade maa man tænke sig de norske Christenretters Oprindelse og Udvikling, og fra dette Standpunkt maa man bedømme deres indbyrdes Forhold.

Hvad den islandske Christenret angaar, da fremgik den naturligviis af lignende Underhandling og Overeenskomst mellem Olafs Udsendinger og det islandske Althings Lagrette eller lovgivende Forsamling. – Hvorledes Forholdet i denne Henseende har været i de under Norges Høihed staaende Lande, eller, som de i det mindste senere kaldtes, Norges Skatlande, derom savnes ganske Underretning, ligesaavel angaaende den verdslige Lov som angaaende Christenretten.

Spørger man nu om Kilden for den af Olaf i Norge indførte Christenret, saa bliver Svaret, at man naturligviis først og fremst finder denne i den dagjældende romersk-katholske canoniske Ret. Denne var imidlertid ikke endnu saa omhyggelig samlet og systematisk fremstillet, som den blev et Aarhundrede senere, og tillod derfor flere Tillempninger efter de forskjellige Landes fra ældre Tid af bestaaende Forhold, end i en sildigere Tid vel havde kunnet indrømmes. Heraf reiste sig for en stor Deel den Spending mellem Kirke og Stat, som i Norge indtraadte et Par Aarhundreder senere, da den norske Geistlighed, støttende sig til Pavens Paabud og den canoniske Rets større Bestemthed og almindelige Antagelse, gjerne vilde have denne i eet og alt gjennemført i den norske Kirkelovgivning, – men i sine Bestræbelser herfor fandt Modstand baade hos Folket og Kongedømmet, der støttede sig til gammel Landsret og holdt fast ved den engang antagne og gjennem Landslovens Former udviklede fædrelandske Christenret. Men om denne Spending og dens Natur komme vi senere til at handle. Har, foruden den bestaaende almindelige canoniske Ret, noget enkelt Lands Kirkeret ved den første Sammensætning af Norges Christenret været benyttet, maa man vel nærmest tænke paa den engelske; thi fra den engelske Kirke udgik, som ovenfor viist, utvivlsomt den norske. Men til Begrundelse af nogen bestemt Mening i denne Henseende mangle endnu de fornødne foreløbige Undersøgelser og Sammenligninger. I ethvert Fald er det sikkert, at hverken den engelske eller nogetsomhelst andet Lands Kirkeret slavisk er bleven fulgt i Sammensætningen af den norske, der netop udmærker sig fremfor de fleste andre ved sin omhyggelige Afpasning efter selve Landets Forholde og Landsfolkets Krav.

En Sag vedkommende den norske Kirkes første Oprettelse staar endnu tilbage at berøre, og det er dens Stilling med Hensyn til Metropolitanmyndigheden. Det var en, allerede for lang Tid tilbage, almindelig anerkjendt Lov i den romersk-katholske Kirke, at der mellem dens synlige Hoved, Roms Biskop eller Paven, og dens Opsynsmænd, Biskopperne, skulde være et Mellemled, dannet af Biskopperne i visse af Paven udseede Biskopsdømmer, der skulde indtage en overordnet Stilling inden en bestemt Kreds af sine Broderbiskopper. De benævntes: Erkebiskopper, eller fordi deres Sæde oprindelig var i Hovedstæderne: Metropolitanbiskopper; og den Kreds af Biskopsdømmer, i hvis Spidse en saadan Erkebiskop stod, kaldtes hans Provins. Til den ham overdragne Myndighed hørte tvende Hovedrettigheder: nemlig 1) at stadfæste de ham underordnede Biskoppers Valg samt indvie dem, – og 2) at sammenkalde dem til raadslaaende Møder i Provinsens almindelige kirkelige Anliggender, til de saakaldte Provincial-Concilier. Det er tidligere fortalt, at ved Oprettelsen af Hamborgs Erkebiskopsstol (omkr. 834) Metropolitanmyndigheden over alle de bekjendte Lande i det endnu dengang hedenske Norden af Paven overdroges hiint Erkesæde, der noget senere (ved 850) forenedes med Bremens. Det er ogsaa udviklet, hvorledes de hamborgsk-bremiske Erkebiskopper, ved sin Virksomhed for Christendommens Indførelse baade i Danmark og Sverige, i Sandhed gjorde sig fortjente til og derhos fik anerkjendt sin Metropolitanmyndighed i disse Lande; medens derimod deres Virksomhed kun i saare ringe Grad berørte Norge, der modtog Christendommen fra England, og det, saavidt skjønnes, fra først af ganske uden Medvirkning eller Indblanding fra det bremiske Erkesædes Side. Herved kom, som man let seer, den nye norske Kirke i en eiendommelig, noget forviklet Stilling. Den var i Virkeligheden og i strengeste Betydning en Datter af den engelske Kirke; men Metropolitanmyndigheden over den var forud, allerede halvandet hundrede Aar for den blev til, af Paven given til det tydske, hamborgsk-bremiske Erkesæde. Denne Omstændighed viser sig tydeligen at have vakt hos det sidstnævnte en ikke ringe Iversyge mod den engelske Kirke med Hensyn til Norge.

Man har vist al Grund til at gjette, at den bremiske Erkebiskop, da han først fik noget Nys om de antydede Forhold i Norge, har tænkt paa at faa en tydsk Mission i Gang til dette Land; men deels var under den virksomme Adaldags Eftermand, Libentius (988–1013) Tilstanden i det mellemliggende Danmark ikke synderlig gunstig for et saadant Foretagende, deels laa Norge for fjærnt fra Erkesædet, og deels endelig har man her neppe havt nogen rigtig Forestilling om Maaden, hvorpaa Omvendelsesverket, da det først kom i Gang, dreves i Norge. Man har tænkt sig det i Norge at gaa nogenlunde som i Danmark og Sverige, hvor det endnu efter næsten to Aarhundreders Forløb langtfra var fuldendt; og man har ikke havt nogen Forestilling om den rastløse Iver, hvormed det af begge Olaferne dreves. Udentvivl har det derfor gaaet saaledes til, at for man i Bremen ret fik overlagt Midlerne til Nordmændenes Omvendelse, var denne allerede istandbragt foruden tydsk Medvirkning. Erkebiskoppen havde saaledes al Grund til at beklage, at hans Metropolitanvirksomhed her kom for seent; men Metropolitanretten havde han forud, og paa den vilde han ingenlunde give Slip.

I Norge selv kjendte man vistnok i Omvendelsestiden lidet eller intet til denne den bremiske Biskopsstols Metropolitanret. Kongerne havde sikkerligen fra først af ingen Rede paa dens Betydning; de holdt sig til England, hvor de selv havde faaet sin Christendomskundskab, og hvorfra de havde sine Christenlærere. For Landets engelske, i England indviede Biskopper kunde det ikke være magtpaaliggende at hylde som sit Overhoved en Metropolitan, hvem de intet skyldte. For det nychristnede Folk var naturligviis Metropolitanforholdet uforstaaeligt eller ligegyldigt; Nordmændene maatte efter Omvendelsesforholdene tænke sig Kongen som den norske Kirkes nærmeste almindelige Overhoved. Over ham tænkte man sig kun, men i en dunkel Baggrund, Paven, hvem man ansaa for et overmenneskeligt Væsen og sammenblandede med Christus selv; som den omvendte Skald Eilif Gudrunarssøn, naar han i halv hedenske Udtryk priser Christus, kalder ham Roms Konge, Fjeldgudernes Undertvinger, der sidder i Syden ved Urds Brønd:

I Syden sidder han (Christus) –
man siger – ved Urdes Brønd (i Nornernes Sæde som Skjebnens Styrer);
saa Roms den sterke Konge (Christus, Paven) har styrket sig
ved steile Fjældes Guders (Asernes?) Rige^[26].

Men i hvor lidet end Norges Konge, Geistlighed og Almue maatte føle sig Bremens Erkebiskop forpligtet eller takskyldig, saa maa dog udentvivl et Sagn eller en Paamindelse om den Metropolitanret over Norges Kirke, hvilken var hiin Erkebiskop af Paven lovligen overdragen, have naaet Olaf Haraldssøns Øre og bragt ham til at sætte sig i Forbindelse med Bremens Kirke, idet han lod Sendemænd med Biskop Grimkel i Spidsen afgaa til Erkebiskop Unvan, den ovennævnte Libentius’s Eftermand. Vore egne Sagaer vide intet om denne Sendefærd; det er kun den bremiske Kirkes Historieskriver, Magister Adam^[27], som omtaler den, men efter sin sedvanlige Viis paa en ufuldstændig Maade og uden at nævne Aaret, hvori den indtraf. Da nu Unvans Styrelsestid som Biskop (1013–1029) næsten ganske falder sammen med Olafs som Konge (1014–1030), saa kan man ei komme Tiden for hiin Sendefærd nærmere, end at den er foregaaet efter 1015, da Olaf kom i sikker Besiddelse af Norges Kongedømme og begyndte sit Omvendelsesverk, og før 1028, da han forlod Norge.

Om Gjenstanden for denne Olafs Budsendelse kan mangt og meget gjettes, men man gjør rettest i at holde sig til Adams egne Ord. Paa det ene Sted, hvor han omtaler den, siger han: „Kongen (Olaf) sendte ogsaa Sendemænd (nuncios) til vor Erkebiskop (Unvan), indstændigen (suppliciter) bedende, at han velvilligen (benigne) vilde modtage hans Biskopper, og sende sine (Biskopper eller Lærere?) til ham, for at de kunde styrke Nordmændenes raa Folk (rudem Nordmannorum populum) i Christendommen“. Og paa et andet Sted, hvor han nævner Biskop Grimkel som Sigurds Eftermand, tilføier han om hiin: „som i sin Tid (tunc) var Kong Olafs Sendemand (legatus) til Erkebiskop Unvan“. Alt hvad man af disse Adams Ord med Sikkerhed kan slutte om Sendefærdens Øiemed er blot, hvad allerede forhen er berørt, at det fortrinsviis var, at forsterke Tallet af Christendomslærere i Norge; medens man derimod lades i Uvished om, hvorvidt hermed var forbunden nogen formelig Vedtagelse fra den norske Konges og Geistligheds Side af det bremiske Erkesædes Metropolitanret over den norske Kirke. Ikke stort mere kan man herom slutte af et tredie Sted hos Adam, hvor han, efter at have omtalt Poppe i Slesvig og Odinkar i Ribe som de eneste Biskopper i Jylland for Knut den Mægtiges Regjeringstiltrædelse, tilføier: „Odinkar alene af vore (d. e. af de i Bremen indviede Biskopper) visiterede nogensinde Kirkerne hiinsides Havet (transmarinas ecclesias); Esico (Poppes Eftermand) sad hjemme, og de øvrige forhindredes ved Forfølgelsen. Erkebiskoppen (Unvan) indviede ogsaa andre meget lærde Mænd til Norge og Sverige; andre, som vare indviede i England, afsendte han med sin Tilladelse (dimisit) for at bygge Kirken (ad ædificandam ecclesiam), af Venskab for Kongerne, da de gjorde ham Fyldest (cum satisfacerent). Mange af dem (de i England indviede) tilbageholdt han nemlig hos sig, men alle overøste han ved deres Bortreise med Gaver, og bragte dem til godvilligen at underkaste sig den hamborgske (bremiske) Kirke“^[28]. Udtrykkene ere her efter Adams sedvanlige Viis saa svævende, at man har saare ondt for at udfinde deres bestemte Mening. Ved Kirkerne hiinsides Havet, som den fra den hamborgsk-bremiske Kirke udgangne Biskop Odinkar af Ribe visiterede, og som altsaa erkjendtes at være stiftede af og undergivne den bremiske Kirke, kan meget vel forstaaes, og forstaaes uden al Tvivl rettest, kun Kirkerne paa de danske Øer, i Skaane, og høist taget i de nærmeste Dele af Gautland. Hvad der siges om lærde Mænds Indvielse ved Unvan til Norge og Sverige, bliver, forsaavidt ved de lærde Mænd skal forstaaes Biskopper, altid for Norges Vedkommende usikkert, da Adam ingen bestemt Person nævner, og da vore gamle Sagaer ingen i Norge eller blandt Nordmændene i Olafs Tid virkende Biskopper kjende undtagen de tidligere nævnte fire^[29], hvilke Adam selv paa andre Steder udtrykkeligen betegner som komne fra England. Hvad det endelig angaar, at Unvan af Venskab for Kongerne, der gjorde ham Fyldest, tillod nogle Biskopper, skjønt indviede i England, at virke for Kirken, efterat de godvilligen havde underkastet sig Hamborgs Erkesæde, da gjælder dette aabenbare alle de tre nordiske Riger, og man lades saaledes i Uvished om, for hvor stor Deel det skal anvendes paa Norge. Det Eneste som af det hele bliver klart er det, at Erkebiskop Unvan har nyttet enhver Leilighed til at faa sin Metropolitanhøihed erkjendt i alle de Lande, over hvilke den ifølge Pavens Bud strakte sig, og at dette ogsaa tildeels er lykkets ham. Men at Erkjendelsen af og Underkastelsen under Bremens Metropolitanhøihed for Norges Vedkommende ingenlunde har været af Kong Olaf bestemt og afgjørende udtalt, det fremlyser af de Tvistigheder, som i denne Anledning senere reiste sig, og hvilke paa sit Sted skulle omhandles.

Man tør saaledes af det Anførte slutte: at den hamborgsk-bremiske Kirkes Metropolitanhøihed over den norske i Kong Olaf Haraldssøns Tid endnu ikke var fra norsk Side udtrykkelig anerkjendt, og at overhovedet Metropolitanforholdet med deraf flydende Rettigheder endnu i Norge kun saare uklart opfattedes.

1. Nor. gl. L. I. S. 9 (gl. Gulathings L. c. 15).
2. Ad. Brem. II. c. 87, 94, jfr. de sit. Dan. c. 241.
3. Fgrsk S. 79; Mind. Olaf H. S. c. 31, 47; Frnm. s. V. S. 238.
4. Mind. O. H. S. c. 31.
5. Norges Fylker vare høiest taget 31, dog var senere i visse Fylker flere end een Fylkeskirke eller Hovedkirke (i Viken to i hvert, til sammen 6; paa Oplandene i visse Fylker tre i hvert); men det hele Antal af Fylkeskirker i Landet har dog neppe stort overskredet 50, af hvilke vel igjen ikke flere end Halvdelen omtrent kunne regnes fra Olaf Tryggvessøns Dage.
6. Eyrb. S. c. 49.
7. N. gl. L. I. S. 264.
8. Sn. Ol. H. S. c. 56; Frnm. s. IV. S. 108.
9. Sn. Ol. H. S. c. 58, Frnm. s. IV. S. 116.
10. Sn. Ol. H. S. c. 62.
11. Sn. Ol. H. S. c. 120; Frnm. s. IV. S. 250.
12. Sn. Ol. H. S. c. 137.
13. Fgrsk. S. 79.
14. N. gl. L. I. 7, 9, 10.
15. Finn Jonssøns hist. eccl. Isl. I. p. 106.
16. N. g. L. I. 3.
17. N. g. L. I. 339.
18. Isl. gl. Christenr. c. 1.
19. Islend. S. (Udg. 1843) I. S. 334.
20. N. g. L. I. 130.
21. N. g. L. I. 375.
22. N. g. L. II. 10.
23. N. g. L. II. 22.
24. N. g. L. I. 5–20.
25. N. g. L. I. 339–372.
26. Yngre Edda (Arn. Magn. Udg.) I. 446.
27. Ad. Brem. II. c. 94, jfr. de sit. Dan. c. 241.
28. Ad. Brem. II. 87.
29. Se ovenfor Side 70, 71.