Den norske Kirkes Historie under Katholicismen/13

Rudolf Keyser

Den norske Kirkes Historie under Katholicismen

Chr. Tønsbergs Forlag, 1856 (1, s. 102-116).

Vi have nu fuldendt Fremstillingen af Kong Olaf Haraldssøns Birken for Christendommens fuldkomne Indførelse blandt Nordmændene og for den norske Kirkes Grundfæstelse og Bygning. Denne Virken falder, som vi have seet, hovedsageligen inden de ti første Aar af hans Styrelsestid. Hans senere Styrelse vedkommer i langt ringere Grad den norske Kirkes Historie. Da imidlertid hans senere Regjeringshistorie oplyser Aarsagerne til hans Fald i Kampen mod oprørske Undersaatter, da Omstændighederne ved hans Død igjen gave Anledning til, at han kort efter blev erklæret for en Helgen, og da hans Helgenry endelig baade strax virkede til den norske Kirkes fuldkomne Befæstelse, og i Tidens Løb kom til at øve en ikke uvigtig Indflydelse paa Ordningen af dens indre og ydre Forholde i meer end een Retning, – saa kunne vi heller ikke lade denne senere Deel af Olafs Historie ganske ud af Syne. Vi ville dog stræbe med Hensyn til den at fatte os i saa stor Korthed, som lader sig forene med en klar Oversigt over Begivenhedernes Gang.

Det havde for Christendommens Sag været en heldig Omstændighed, at Olaf i al den Tid, han var mest sysselsat med dens Indførelse, havde været aldeles uanfegtet fra dansk Side. Knut den Mægtige havde hidtil havt saa meget at tage Vare i England for at sikkre sit Herredømme over dette Rige, at han forholdsviis lidet havde kunnet tage sig af Danmark, og slet ikke kunde tænke paa at sætte sine Fordringer gjennem med Hensyn til Norge. Men fra 1025 af forandrede sig Sagernes Stilling. Knuts Herredømme i England var nu grundfæstet, og hans Magt større end nogen dansk Konges for ham havde været. At nu Norge, til hvilket, i det mindste for en Deel, han selv kunde siges at have en gammel Arveret, og hvor han desuden kunde paaskyde Omsorgen for sin Søstersøns, Jarlen Haakon Erikssøns Rettigheder, – at det blev det nærmeste Maal for hans herskesyge Udvidelseslyst, var ganske naturligt, og noget som Olaf ei heller kunde være uforberedt paa^[1]. Knuts første Fordring, som han fremsatte for Olaf i 1025 ved sine Sendemænd, gik ud paa, at Olaf skulde komme til Knut og tage sit Rige til Len af denne, i hvilket Tilfælde han skulde vedblive at styre Norge under Knuts Overhøihed. Denne Fordring afviste Olaf med Foragt, og nu indtraadte et aabenbare fiendtligt Forhold mellem begge Konger^[2].

Olaf, der nu kunde vente hvert Øieblik et Angreb fra England eller Danmark, satte sig i Forsvarsstand, og søgte derhos Forbund med den svenske Konge Ønund Jakob, hvis Søster Astrid han havde til Egte. Ogsaa Knut havde ved Sendemænd henvendt sig til Ønund og med store Gaver søgt at lokke ham paa sin Side; men Ønund foretrak Venskabet med Olaf og forbandt sig med ham til Forsvar mod Knuts omsiggribende Magt^[3]. Krigen kom til Udbrud i 1027, da den forenede norske og svenske Hær begyndte Herjninger i Danmark, for Knut endnu med sin samlede store Krigsmagt var kommen did fra England. Men da Knut kom i Følge med Haakon Erikssøn Jarl, trak de forenede Konger sig med sin Flaade paa Østsiden af Skaane. Her lykkedes det dem i et Slag udenfor Helgeaaens Munding, ved Krigslist at bringe Knuts overlegne Magt i nogen Forvirring; men de fandt sig dog ikke i Stand til at forfølge den i Slagets Begyndelse vundne Fordeel. De droge sig længer mod Øst langs den svenske Kyst, Knut derimod til Øresund, hvor han imod Forventning holdt sin Flaade samlet i længere Tid. Imidlertid opløste den svenske Ledingshær sig, og Olaf, der saa Tilbageveien til Søs gjennem de danske Farvande spærret for sig, maatte efterlade sine Skibe i Sverige og fare landveis gjennem Gautland hjem til Viken^[4].

Knut stolede dog i sine Planer mod Norge mere paa sine snedige Kunster og paa Nordmændenes Stemning mod Olaf, end paa sine Vaabens Magt. Olaf var nemlig paa den Tid ikke almindelig elsket i Norge, og især havde han i flere af Landets mægtigste Høvdinger deels aabenbare, deels hemmelige Fiender. Den Strenghed, ja Grumhed, hvormed han havde faret frem ved Christendommens Indførelse, havde gjort sit hertil, især da han aldrig tog Hensyn til Personerne, men behandlede den Mægtige og den Ringe lige haardt. Den Uvillie, som man mangesteds under Omvendelsen nærede mod Christendommen, havde han saaledes vendt mod sin egen Person, og Uvillien mod Personen havde holdt sig frisk, efterat Uvillien mod Verket allerede var dæmpet eller udslukket. Uagtet saaledes den paafølgende Reisning mod Olaf ingenlunde maa ansees som en Reisning mod Christendommen, hvad den slet ikke var, saa kan dog Christendommens Indførelse siges middelbart at have havt Deel i den. Men nærmest tilskrive dog Sagaerne, og det vist med fuld Ret, Olafs verdslige Landsstyrelse Folkets og især Høvdingernes Uvillie mod ham. „Det havde – sige Sagaerne – været meget almindeligt i Norge, at Lendermænds eller mægtige Bønders Sønner, fore paa Hærskibe og erhvervede sig Gods ved at herje baade udenlands og indenlands. Fra den Tid Olaf tog Kongedømmet, fredede han sit Land saaledes, at han gjorde Ende paa alt Ran indenlands; og om det end var mægtige Mænds Sønner, som brød Freden, eller øvede hvad Kongen tyktes ulovligt, saa alligevel, naar han formaaede at naa dem med sin Revselse, hjalp ingen hverken Bøn eller Bod for, at de jo bleve straffede paa Liv eller Lemmer, og det lige strengt den Mægtige som den Ringe. Men dette syntes Landsfolket at være overdreven Haardhed, og de som saa sine Frænder dræbte, opfyldtes af Had mod Kongen, om end Straffen var vel fortjent. Det var saaledes den første og fornemste Grund til Landsfolkets Reisning mod Kong Olaf, at man ei taalte hans Retfærdighed; men han vilde heller opgive sin Høihed end vige fra hvad der var Ret^[5]. Og denne Stemning var det Knut listigen benyttede, idet han deels vandt de Misnøiede for sig selv ved herlige Løfter, deels fremstillede for Almuen den i sin Tid vensæle Haakon Jarl som Norges vordende Styrer. „Medens Olaf – heder det syntes Folket haard og tilbøielig til at straffe, lovede Kong Knut Guld og grønne Skove; og Høvdingerne bleve blendede derved, at han lovede enhver af dem større Verdighed og Magt, end de tilforn havde. Og dertil kom endelig, at Folket i Norge var tilbøieligt til at faa Haakon Jarl tilbage, eftersom han, da han før raadede for Landet, havde været saare elsket af Landsfolket“^[6]. Her seer man udhævet med Skjønsomhed og Upartiskhed Aarsagen til den Uvillie mod Olaf, som paavirket af Knuts Kunster udbrød i en næsten almindelig Reisning af det norske Folk mod dets Konge; og den Anskuelse af Forholdene, som Sagaerne her udtale, er ingen anden end hele Folkets, efterat det var kommet til ret Besindelse fra sin første Opbrusning, og havde faaet smage Opstandens bittre Frugter. Allerede under Olafs Ophold ved den skaanske og svenske Kyst havde Knut havt sine Speidere i hans Hær, hvilke ved Løfter om Guld og Venskab lokkede mange Høvdinger til lønligen at give Knut sin Tro, og love ham Hjælp, naar han kom til Norge. Denne Paavirkning sporedes strax i en Vakklen og Uenighed i alle den norske Hærs Raadslagninger, der hindrede Olaf i ethvert raskt og afgjørende Skridt^[7]. Men da han var kommen hjem til Norge, aabenbarede snart Frafaldet sig i hele sin Hadskhed og i sin fulde Udstrækning. Erling Skjalgssøn af Sole var den mægtigste af Norges daværende Høvdinger, hvis Indflydelse strakte sig over hele Rogaland og Hørdaland, og som var anseet baade ved egen Dygtighed og ved sine Slægtforbindelser, da han selv var gift med Kong Olaf Tryggvessøns Søster, og en af hans Sønner med en Datter af Svein Jarl. Men Erling var allerede under det danske Tog med sine Sønner i Knuts Hær som Olafs erklærede Fiende; og om Høsten efter drog han til Norge med Knuts Sendemænd i sit Følge, hvilke om Vinteren gjennemfore Landet uden Sky, under Erlings Beskyttelse, og uddelte aabenbare og hemmeligen Knuts Guld blandt de Misnøiede og Vakklende. Ogsaa Haaleyingen Thorer Hund i Bjarkø havde tidligere forladt Norge og var traadt i Knuts Tjeneste^[8]. Den gamle, listige Haarek af Thjotta havde vel fulgt Olaf paa hans danske Tog, men var aldrig saasnart kommen hjem til Haalogaland, før han optraadte som Kongens aabenbare Fiende^[9]. Einar Thambarskjælver, den indflydelsesrigeste Høvding i Throndhjem, gift med Jarlerne Eriks og Sveins Søster og fordum deres hengivne Ven, var aldrig kommen til noget ret oprigtigt Forlig med Olaf, og stod nu rede til at modtage sin Frænde Haakon Jarl med aabne Arme^[10]. Disse vare paa den Tid at ansee som Norges første Høvdinger, der paa Grund af udstrakte Ætforbindelser og nedarvet Anseelse kunde lede Bønderne i det nordlige og vestlige Norge næsten som de selv vilde. Mange mindre navnkundige fulgte hine Storhøvdingers Exempel og sluttede sig aabenbare eller hemmelig til Knuts og Haakon Jarls Sag; og overalt droge Høvdingerne Almuen efter sig. Da Olaf i Vinteren 1027–1028 og den paafølgende Vaar for over Viken og Oplandene sporede han ogsaa her overalt Virkningerne af Knuts Løfter og Bestikkelser^[11], og han kunde ikke dølge for sig selv, ligesom han ei heller dulgte det for de faa af sine Mænd, paa hvem han endnu stolede, at den Stridsmagt, han raadede for, var altfor ringe til at modstaa Knut, naar denne, hvorom ei kunde tvivles, snart angreb Norge, – og at han ingen Hjælp kunde vente af Landsfolket, paa hvis Troskab han ei længer kunde lide^[12].

Knut lod ikke længe vente paa sig. Ved Limfjorden samlede han om Sommeren 1028 en Flaade paa 1200 Skibe, brød sig ikke om Olaf, der med sin ubetydelige Flaade laa ved Tunsberg, men satte lige over til Agder, hvor han mødte en god Modtagelse af Bønderne. Udenfor Rogaland stødte Erling Skjalgssøn til ham med meget Folk, og nu fortsatte han sin Færd nordefter langs Kysten lige til Throndhjem, hvor han paa otte Fylkers Thing blev tagen til Konge over hele Norge. Knut indsatte Haakon Jarl til Norges Styrer paa sine Vegne, og vendte derpaa igjen sydefter, drog denne Gang øst over Folden til Borg og holdt her Thing, paa hvilket som andensteds Landet blev ham tilsvoret. Overalt havde han taget Gidsler for Folkets Troskab af alle Lendermænd og Storbønder, nemlig deres Sønner eller nære Frænder, og nu drog han tilbage til Danmark, „efter at han – som Sagaerne sige – havde vundet Norge uden Sverdslag“^[13].

Medens Knut saaledes med sin store og pragtfulde Flaade i et sandt Seiersoptog, under vel lønnede islandske Skaldes glimrende Lovprisning^[14], drog frem og tilbage langs Norges Kyst, havde Olaf holdt til med sine tretten Skibe inderst i Folden, i Drøfn (Dramselven), hvor Knut ikke forsøgte paa at angribe ham. Seent om Høsten, da han hørte, at Knut var vendt tilbage til Danmark, drog han længer ud i. Viken, og derpaa i Begyndelsen af Vinteren langs Landet vester over. Meget lidet Folk stødte til ham, og han mærkede alt for vel, „at Landet var ham frasveget“. Hans Færd var langsom, da han idelig maatte kjæmpe med Modbør, og ved Jædern laa Erling Skjalgssøn med en betydelig Flaade for at hindre hans Forbifart. Her viste sig imidlertid endnu engang Lykken Olaf gunstig. Da Erling med uvarsom Fremfusenhed forfulgte ham, blev han ved en Krigslist af Olaf skilt fra sin øvrige Flaade, omringet af Olafs Skibe og efter en tapper Modstand tagen til Fange. Dette uventede Held kunde maaskee igjen have rettet paa Olafs faldne Sag, hvis han havde faaet beholde denne mægtige Høvding som et Gidsel i sine Hænder. Men ulykkeligviis udtydede en af Olafs Mænd, Aslak Fitiaskalle, Erlings Frænde men bittreste Fiende, en overilet Handling af Kongen som et Tegn til, at denne vilde Erlings Død; og Aslak kløvede hans Hoved ved et Øxehug, idet han just var ifærd med at gaa Kongen til Haande. „Ulykkelige! – udbrød Olaf – der hug Du Norge af min Haand!“^[15] Og han havde Ret. Med Erlings Drab var Olafs sidste Haab tilintetgjort. Thi paa Rygtet herom, hvilket som en Løbeild for baade mod Nord og Syd, reiste alt Folket sig mod Olaf. Fra Syden skyndede Erlings forbittrede Sønner efter ham med en stor Magt; fra Norden nærmede sig Haakon Jarl med en ikke ringere; og midt i denne Nød forlodes Olaf af flere Høvdinger, som hidtil havde været ham troe, men som nu deels gave sit Misnøie med Erlings Drab Luft, deels ansaa Kongens Sag for uoprettelig tabt. Det fandt ogsaa Olaf selv. Han var kommen til Sunnmøre, da han saa, at han fra Havsiden var indespærret af sine Fiender. Han drog da ind i Valdal, efterlod her sine Skibe, og for med de Faa, som endnu sluttede sig til hans Sag, midt i Vinteren, ad en besværlig Vei over Fjældet til Einabu øverst i Gudbrandsdalene, og saa videre sydover til Hedemarken. Men overalt mærkede han, at Folkets Sind havde vendt sig fra ham, og hans Følge formindskedes meer og meer, da den ene efter den anden deels fik Hjemlov af ham, deels tog sig det selv.

Olaf bestemte sig nu til at forlade Norge. I Begyndelsen af 1029, medens Vinteren endnu stod paa, drog han over Eidaskov til Sverige, fulgt af sin Dronning Astrid, begge sine Børn Magnus og Ulfhild, og nogle faa tro Lendermænd, der ikke vilde skille sin Sag fra Kongens; ogsaa Biskop Grimkel fulgte ham og var beredt til at dele hans Landflygtighed, men blev dog senere af Kongen sendt tilbage til Norge^[16]. Olaf opholdt sig Vinteren over i Nærike hos en svensk Høvding, Sigtryg. Da Sommeren kom, efterlod han sin Dronning og sin Datter i Sverige, men drog selv med sin Søn og sine Mænd søveis til Gardarike. Her raadede dengang i Holmgaard (Novgorod) Kong Jarisleif (Jaroslav), der var gift med Olav Sveakonges Datter Ingegerd, Dronning Astrids Halvsøster; og af dem blev Olaf modtagen paa det Venskabeligste, og fik alt hvad han behøvede til sit og sine Mænds Underhold^[17].

Olaf var saaledes fjærnet fra Norge, og Ingen reiste sig her imod Knut. Denne var nu tre Rigers Konge, og med Rette bar han Tilnavnet: den Mægtige (hinn ríki). Dog var det ikke Knuts Magt alene, som Nordmændene hyldede; han havde klogeligen sat Haakon Jarl til deres nærmeste Styrer, en.Mand, paa hvis Troskab han selv kunde lide, og hvem Æt, tidligere Minder og Sindelag bandt til Norge og gjorde Nordmændene kjær. Men Haakons Styrelse var af kort Varighed. Om Sommeren 1029, da alt saa fredeligt ud i Norge, for han over til England, for der at hente sin Brud. Seenhøstes gav han sig paa Tilbageveien, men blev borte paa Havet med Skib og Følge, uden at der nogensinde spurgtes til de nærmere Omstændigheder ved hans Død^[18]. Han var dengang henved 30 Aar gammel, og med ham uddøde den mandlige Green af Hlade-Jarlernes ældgamle berømte Stamme. Saa vensæl han end havde været i Norge, og saa store Forventninger end Nordmændene havde gjort sig om hans Styrelse, saa synes det dog ikke at have været frit for, at man jo satte hans uventede Død i Forbindelse med hans Edbrud mod Kong Olaf, og ansaa den for en Guds Straf for dette^[19]. En saadan Tanke maatte ligge hiin Tids Mennesker nær og var maaskee det første Stød til at give Folkemeningen om Olaf en ny Retning, der efterhaanden vendte sig til hans Fordeel.

Vinteren efter Haakon Jarls Død (1029–1030) var Norge uden styrende Overhoved, og Landsstyrelsen i Rigets forskjellige Dele hvilede midlertidig hos de mest anseede Lendermænd. Af disse var efter Erling Skjalgssøns Død ingen mægtigere end Einar Thambarsksælver, som raadede for hele det ydre Throndhjem, og hvis Hustru og Søn ansaa sig for Haakon Jarls nærmeste Arvinger^[20]. Kong Knut havde ogsaa tidligere, da det var ham mest om at gjøre at drage Norges Høvdinger til sig, forespeilet Einar Muligheden af, at han eller hans Søn Eindride, i Tilfælde af Haakon Jarls Død, selv kunde blive Norges Styrer med Jarlsnavn^[21]. Alt dette rørte sig nu i den ærgjerrige Einars Hoved og foregjøglede ham lysende Forhaabninger. Han gjettede ikke, at Knuts Løfter kun vare lokkende Mundsveir, som han desuden ogsaa havde blæst en Anden i Øret. Denne var Kalf Arnessøn af Egg, den mægtigste Høvding i det indre Throndhjem, en Mand, som egentlig skyldte Kong Olaf sin Magt, og som længe havde holdt fast ved dennes Sag, men som dog i Nødens yderste Stund havde forladt ham, medens hans brave Brødre, Finn, Thorberg og Arne, fulgte Kongen i hans Landflygtighed. Da Kalf nemlig efter Olafs Bortfærd søgte Knuts Venskab, lod denne ham forstaa, at han behøvede en Mand som Kalf til at stille sig i Spidsen for Nordmændene mod Olaf, hvis denne skulde vende tilbage til Norge; thi i saadant Tilfælde kunde han ei stole paa sin Frænde Haakon Jarl, der – som han udtrykte sig – var saa ærlig, at han ei vilde skyde et Spyd mod Olaf. Han vilde derfor da lade Haakon fare til sig og holde ham i sin Nærhed, men gjøre Kalf til Jarl og lade ham raade for Norge. Kalf havde ogsaa laant Øre hertil og forpligtet sig til at lede Reisningen mod Olaf, hvis han igjen viste sig i Norge^[22]. Et saadant underfundigt Spil drev Knut ligesaavel med sin Søstersøn, den ærlige Haakon Jarl, hvem han selv havde fremskudt for sig til en Lokkemad for Norges Almue, – som med Norges øvrige Høvdinger, der blendede af Had og Ærgjerrighed ikke mærkede, at de kun som foragtelige Redskaber arbeidede for Knuts Herskesyge, medens han i Grunden holdt dem alle for Nar.

Einar Thambarskjælver var den, som først fik Øinene op for det hele Blendverk, idet han uventet blev vækket af sine glimrende Drømme. Han for nemlig i 1030, saasnart han havde faaet Vished om Haakons Død, over til England til Knut for at see sit Haab om Jarldømmet opfyldt. Men han maatte nu høre af Knuts Mund, at denne vel vilde holde Einar i al Agt og Ære som den første af Norges Lendermænd, en Verdighed, der svarede til hans Byrd, – men af hans Jarldømme kunde der intet blive, da Knut allerede havde sendt sine Mænd til Danmark, for derfra at hente sin Søn Svein, hvem han havde givet Kongedømmet over Norge. Einar saa sin Lod; og han forhastede sig nu ikke heller med at vende tilbage til Norge, hvor vigtige Tidender stode nær for Haanden^[23].

Olaf havde imidlertid opholdt sig i Holmgaard. Han havde altid været gudfrygtig; men under hans voxende Modgang, og især nu, da den verdslige Styrelses mangehaande Byrder ei længer hvilede paa hans Skuldre, vendte hans Sind og Tanke sig meer og meer hen imod Religionen, i hvilken han søgte og fandt sin bedste Trøst^[24]. I hans Sind tumlede sig dog forskjellige Planer. Kong Jarisleif og Dronning Ingegerd, der gjerne vilde beholde ham hos sig, og kjendte hans Iver for Christendommen, tilbøde ham Styrelsen af et Landskab, der endnu var hedensk, for at han der kunde indføre Christendommen; – dette var ikke lidet lokkende for ham. Det foresvævede ham ogsaa, at opgive for stedse Kongedømmet, og drage til Jerusalem eller et andet helligt Sted for der at give sig i Kloster. Men paa den anden Side dvælede dog hans Tanke oftest ved Norge og ved Muligheden at komme did tilbage, hvor Lykken i de ti første Aar af hans Styrelse, saa stadigen havde fulgt ham, men hvor han senere havde prøvet en Modgang, som bragte ham til at tvivle, om det ogsaa var Guds Villie, at han skulde gjenvinde det. Tanken om Norge blev stedse meer og meer levende deels ved hans norske Ledsageres Forestillinger, og deels ved de Tidender, han efterhaanden fik fra sit Fædreneland om den Forandring, der var indtraadt i dets Stilling og vel ogsaa i Nordmændenes Stemning. En Drøm skal endelig have gjort Udslaget. Det syntes ham, at Olaf Tryggvessøn aabenbarede sig for ham og opfordrede ham til at gjensøge sin Ret, om hvilken han aldrig maatte tvivle, og om hvilken Gud vilde bære Vidne for ham^[25].

Da Forsættet først var afgjørende fattet, lagdes rask Haand paa Verket. Strax i Begyndelsen af 1030, midt i Vintertiden, drog Olaf med sine 200 Mænd fra Holmgaard, hvor han efterlod sin unge Søn Magnus, ud til Kysten, og seilede herfra, saasnart Isen løsnede, over til Sverige. Her fik han Bekræftelse paa de Tidender, han allerede tidligere havde havt fra Norge: at Haakon Jarl var død, og Landet høvdingeløst. Dette styrkede hans og hans Mænds Haab^[26]. Her forenede sig desuden med ham, de Mænd, som vare blevne tilbage hos Dronning Astrid, og hans Svoger Kong Ønund overlod ham ikke alene 400 Mand af sine egne Hirdsvende, men tilstedede ham ogsaa, under hans Færd gjennem Sverige at forsterke sin Hær med alle de Svenske, som frivilligen vilde følge ham. Vel spurgte nu Olaf fra det nordlige Norge, at man der var forberedt paa hans Komme, og at han vilde møde en kraftig Modstand; hvorfor ogsaa de, som kom fra disse Kanter, fraraadede Toget. Men Kongen var nu engang fast bestemt paa at gjenvinde sit Rige eller dø.

Da Sommeren var kommen, brød han op med den Hær han havde faaet samlet og tog Veien gjennem Sveriges indre Fjæld- og Skovbygder netop mod Throndhjem. Færden var besværlig og langsom, da Folket maatte bære Baade med sig for at komme over de mange Vande; men under Toget forøgedes Olafs Hær stadigen. Først stødte hans Halvbroder Harald Sigurdssøn til ham med 600 Mand, hvilke han paa Rygtet om Olafs Nærmelse havde samlet paa Oplandene; derpaa hans Frænde Dag Ringssøn med 1200 Mand; og endelig en heel Deel Svenske, blandt hvilke dog mange Røvere og Ugjerningsmænd. Da Olaf kom over Kjølen ned i Veradal, mønstrede han sin Hær og fandt, at den talte meer end 3000 Mand. Men af disse vare 900 Hedninger. Olaf havde foresat sig kun at have Christne med sig i Kampen, og han gav derfor Hedningerne Valget: enten at lade sig døbe eller og forlade Hæren. Da lode 400 sig døbe, men 500 droge igjen tilbage til sit Hjem^[27].

Olafs Tog kom ingenlunde hans Fiender i Norge uventet, og skjønt de manglede en øverste Styrer, handlede de dog baade med Kraft og Eendrægtighed. I Spidsen for Reisningen stode: paa Haalogaland Thorer Hund af Bjarkø og Haarek af Thiotta, i Throndhjem Kalf Arnessøn og paa Vestlandet Erling Skjalgssøns Sønner og flere Lendermænd, hvilke alle havde tilsvoret Kong Knut, at de skulde tage Olaf af Dage, hvis Leilighed dertil gaves. Da de ved sine Speidere fik Kundskab om Olafs Komme til Sverige, lode de strax Hærbud udgaa; og da man var uvis om, paa hvilken Kant Olaf vilde angribe Norge, deelte Stridsmagten fra Vestlandet sig saaledes, at Hæren fra de sydligere Fylker under Erlings Sønner droge øster i Landet, medens den øvrige under de andre vestlandske Lendermænd droge mod Nord for at støde til den Magt, som samlede sig i Throndhjem^[28].

Snart fik man Vished om, at Olafs Tog rettede sig mod denne sidstnævnte Deel af Landet, og at han med sin Hær var kommen til Jamteland. Ved denne Tidende satte strax de i Throndhjem samlede Høvdinger sig i Bevægelse med Thorer, Haarek og Kalf i Spidsen, samlede til sin Hær alt det Folk, de kunde opdrive og fore ind til Veradal for der at møde Olaf. Den ivrigste til at opegge Stridsfolket mod denne var en Biskop, Sigurd, en dansk Mand, der længe havde været hos Kong Knut, og som af ham var given Haakon Jarl til Hirdbiskop. Det var en heftig Mand, haard og uforsigtig i sine Ord. Han fulgte nu Bondehæren, og fremstillede altid i sine Taler Olaf som den grummeste Voldsmand, og hans Stridsmagt som en Samling af Røvere og Udaadsmænd. Man skulde hugge dem ned uden Skaansel og lade deres Lig ligge som Bytte for Ulv og Ørn, men ingenlunde begrave dem i christen Jord. Den ophidsede Bondehær gav hans Tale Bifald og lovede at følge hans Anvisning^[29].

Ganske anderledes var Olafs Færd og Tale. Da han kom ned i Veradal, vilde de mest heftige af hans Tilhængere, at man skulde ødelægge Bygderne med Ild og Sverd: saaledes skulde man gjengjælde Bønderne deres Forræderi og maaskee tillige virke en Opløsning af deres Hær. Men Olaf, der i fine tidligere Dage ikke havde forsmaaet slige grusomme Midler for at vinde sin Sag, erklærede sig nu afgjørende derimod og bød sine Mænd at fare fredeligen ned gjennem Dalen, indtil de mødte Fiendehæren^[30].

Mødet mellem Hærene fandt Sted paa Stikklastad. Olaf havde vel 3000 Mand; hans Fiender omkring 12000O Olafs Mænd havde til Hærtegn Kors paa Hjælme og Skjold, og gik frem under Hærraabet: „frem Christmænd, Korsmænd, Kongsmænd!“ I Spidsen for hans Fiender stod Kalf Arnessøn, der efter de øvrige Høvdingers Raad havde paataget sig Overanførselen over Hæren, og dennes Hærraab var: „frem, frem Bondemænd!“ Der blev en haard Strid, og Olaf gik selv frem i Spidsen for sit Folk. Men medens det endnu var tvivlsomt, hvorhen Seieren vilde vende sig, fik Kongen et Øxehug over Knæet. Ved dette Saar heldede han sig op til en Steen, kastede Sverdet og bad Gud hjælpe sig. I samme Stund fik han tvende andre Saar, der voldte hans Død; det ene gaves ham af Thorer Hund, og det andet, som det almindelig hed sig, af Kalf Arnessøn, der dog senere negtede for dette Rygtes Sandhed. Efter Olafs Død opholdtes Striden endnu en Stund af Dag Ringssøn, der med sin Flok var kommen paa Kamppladsen noget senere end den øvrige Hær. Men Dag blev overmandet og maatte flygte. Hermed var Slaget afgjort, og Seieren paa Bøndernes Side^[31].

Saaledes faldt Kong Olaf Haraldssøn 35 Aar gammel, efterat han i næsten 16 Aar havde været Norges Konge. Hans Dødsdag angives i Sagaerne eenstemmigen at have været den 29de Juli, som i dette Aar, 1030, faldt paa en Onsdag; og denne Dag har ogsaa bestandig været den, som i Kalenderen har baaret St. Olafs Navn, og paa hvilken hans fornemste Fest høitideligholdtes^[32]. Alligevel er der den største Sandsynlighed for, at hans rette Dødsdag har været den 31te August. Paa denne Dag 1030, indtraf nemlig en stor Solformørkelse strax efter Middag, netop paa den Tid af Dagen da Slaget holdtes; og denne Omstændighed passer til Sagaernes eenstemmige Udsagn, at der under Slaget indtraf et stort Mørke, og at Solen ikke saaes, uagtet Himmelen var aldeles skyfri, – et Udsagn som støtter sig til en samtidig, vel ikke i Slaget nærværende, men dog med Olaf og hans Søn Magnus nøie bekjendt Skalds, Sighvat Thordssøns, udtrykkelige Ord i et Vers, som endnu er bevaret^[33].

Sagaerne have med Omhyggelighed og med et umiskjendeligt Præg af Sanddruhed skildret os Olaf Haraldssøns Landsstyrelse og med det samme hans Karakter. Ejede han end ikke i Eet og Alt de glimrende Aands- og Legems-Egenskaber, hvormed Olaf Tryggvessøn uimodstaaelig henrev Nordmændene, saa havde han derimod paa sin Side et skarpere og klarere Blik baade med Hensyn til Christendommen og Norges Samfundsforholde, en meer ordnende Aand, en bestemtere Opfatning og tydelige Bevidsthed af sin kongelige Virksomheds Formaal, der ikke skulde begrændses af hans egen Tid alene, men ogsaa udstrække sig til en fjærn Eftertid. Modgangen øvede en forædlende Indflydelse paa hans Sind, og hans sidste Optræden, fuld af christelig Kjærlighed og Gudhengivenhed, maa kaste et mildnende Slør over hans tidligere Haardhed, der desuden meer maa tilregnes hans Tidsalders Tænkemaade end hans eget Hjertelag. Hans Ulykke og voldsomme Død blev ogsaa, som senere vil vise sig, et kraftigt Middel i Guds Haand, ei alene til at udsone Nordmændene med hans Minde og sprede Glands over hans i Livet ofte miskjendte Virksomhed, men ogsaa til at befæste hans Indstiftelser, baade de, der angik Christendommen, og de der sigtede til Opretholdelsen af Landets Lov og det norske Riges Selvstændighed, – et kraftigere Middel udentvivl end hans Kongedømmes længere Varighed vilde have været.

Reisningen mod Olaf havde fra Almuens Side været en uoverlagt, blind Opbrusning, – fra Høvdingernes Side en vistnok beregnet, men kortsynet Plan til egennyttige og ærgjerrige Hensigters Opnaaelse. Reisningen støttede sig ikke til nogen fuldgyldig og reen Grund; den udsprang kun af Selvskuffelse og af underfundig Indvirkning udenfra. For begge Dele fik man med Eet Øinene aabnede, og et hastigt men let forklarligt Omsving i Folkestemningen indtraadte. Haakon Jarls uventede Død og de dermed forbundne Omstændigheder havde vist nok allerede hos Mange vakt Eftertanke. Dernæst kom Knuts svigfulde Færd og ærgjerrige Hensigter meer og meer for Dagen. Endelig viste Olaf sig i sin sidste Optræden i en, saa at sige, forklaret Skikkelse, hvorom det forskjønnende Rygte som en Løbeild forplantede sig fra hans Venner til hans Modstandere; hvorhos Omstændighederne ved hans Død, og især Solformørkelsen, som ledsagede den, virkede paa selve hans Modstanderes Følelse og Overtro. Alt dette tilsammen maatte nødvendig give Folkestemningen en ny Retning. Allerede under Slaget havde Bondehærens Førere havt ondt ved at faa Mængden til at holde Stand, da den saa Olaf Ansigt til Ansigt, idet han fremtraadte af Skjoldborgen i Spidsen for sine Mænd^[34]. Da Slaget var til Ende og Kongens Fald kundbart, sloges Seierherrerne af en underlig Rædsel, der afholdt dem fra at plyndre Valpladsen; og skjønt de endnu ikke aabenbart vilde erkjende sine faldne Fiender for andet end fredløse Ransmænd, der havde forbrudt christen Begravelse, saa raadede dog i Stilhed en anden Mening, og mange af Kongsmændenes Lig bleve trods hiin haarde Dom førte til Kirkerne og begravne i viet Jord^[35]. Bondehæren opløste sig ogsaa langt hastigere end man skulde have ventet, og selve Høvdingerne spredte sig hver til Sit, saasnart de havde forvisset sig om, at de splittede Levninger af Olafs Hær havde forladt Veradal og vare dragne øster over Kjølen^[36].

Imidlertid sneg sig allerede et Rygte om den faldne Konges Hellighed sagte omkring. Bonden Thorgils paa Stikklastad havde strax efter Slaget skjult Olafs Lig, at det ikke skulde falde i hans Fienders Hænder og af dem blive mishandlet. Men om Natten – hed det sig – saa man Lys skinne over Stedet, hvor det laa, og en blind Mand skulde have faaet sit Syn igjen ved at gnide sine Øine med sin Haand, som var bleven vædet af det Vand, hvori Liget var vasket^[37]. Slige og lignende Rygter fandt villigt Øre hos Nogles Venskab, hos Andres Ængstlighed og hos Alles Overtro, og de bleve snart almindelig Folketale i Throndhjem.

Under dette for det danske Herredømme ikke synderlig heldvarslende Omslag i Folkestemningen tiltraadte Svein Knutssøn Norges Kongedømme. Han var ikke grum eller ildesindet – heder det – men en uerfaren Yngling, der lod sig ganske lede, og det til det Verre, af sin Moder Alfifa (Ælfgifu) og af de danske Høvdinger, som hans Fader havde medgivet ham 3). Han var kommen til Viken, da Stikklastad-Slaget stod, og drog derpaa uden Ophold langs Kysten til Throndhjem, hvor han indtraf om Hoften, og blev der som andensteds tagen til Konge uden Modstand. Men hans Styrelse vakte snart Nordmændenes Uvillie. I flere strenge, ubillige og for Norge uvante Lovbestemmelser, tildeels hentede fra danske Sedvaner og Forhold, troede man, og det vist med Grund, at spore Ringeagt fra de danske Styreres Side for Nordmændene og Folkets gamle Ret. Der reiste sig en Knurren vide om i Landet, og de, som ikke havde taget nogen virksom Deel i Reisningen mod Kong Olaf, begyndte at bebreide hans Modstandere og især Indthrønderne, hvad disse i deres Kortsynthed og Lettroenhed havde gjort^[38]. Einar Thambarskjælver, der først var kommen tilbage til Norge, efterat Stikklastad-Slaget var holdet, roste sig aabenlydt af ikke at have deeltaget i Opstanden mod Olaf, og han blev snart de Misnøiedes Ordfører mod Sveins Styrelse og den virksomste Talsmand for Olafs Hellighed^[39]. Selve Anførerne for Opstanden maatte nu ligesaavel som Einar føle sig skuffede i sine ærgjerrige Forhaabninger; Landsstyrelsen var ikke kommen i deres, men i Fremmedes Hænder, og deres egne Landsmænds Uvillie yttrede sig meer og meer aabenbart mod dem^[40]. Især var dette Tilfælde med Kalf Arnessøn, der maatte høre de bittreste Bebreidelser af selve sine Brødre, skjønt han skaffede disse, som havde været Olafs ivrige Tilhængere lige til det sidste, Fred af Kong Svein^[41]. Det ulmende Misnøie brød ikke strax ud i aabenbar Opstand mod det danske Herredømme, fordi man frygtede Kong Knut, der havde de meest anseede Mænds Sønner og Frænder i sine Hænder som Gidsler, og fordi man desuden ikke endnu fandt Nogen, der vilden sætte sig i Spidsen for en Opstand^[42]. Bebreidelserne mod Lederne af den sidste Reisning bleve alligevel meer og meer truende, og da de for Øieblikket nærmest rettede sig mod den føromtalte danske Biskop Sigurd, fandt denne det raadeligst at forlade Norge og drage til England til Kong Knut^[43].

Haand i Haand med det voxende Had mod Danernes Herredømme gik Erkjendelsen af Olafs Fortjenester og Troen paa hans Helligdom. Hvorledes denne Tro vandt Styrke sees bedst deraf, at den mægtigen greb endog en af Olafs Banemænd, nemlig Thorer Hund. Denne troede, at et Saar, han havde faaet i Haanden under Stikklastad-Slaget, var blevet læget ved at vædes af den faldne Konges Blod. Han kundgjorde selv dette, da Rygtet om Olafs Helligdom kom i Folkemunde; og strax efter forlod han, som det synes med angerfuldt Sind, Norge, drog lige til Jerusalem, og skal ikke være vendt tilbage til sit Fædreneland^[44]. Sligt Sindsskifte hos En, der forhen havde været Olafs bittreste Fiende, maatte naturligviis virke dybt paa Folkemeningen, som nu udtalte sig meer og meer afgjørende for Olafs Helligdom, og snart ogsaa i en høit agtet Geistlig fik sin bedste Talsmand.

Ikke saasnart havde nemlig den danske Biskop Sigurd forladt Landet, før Thrønderne sendte Bud efter Olafs Ven, Biskop Grimkel, der imidlertid havde holdt sig paa Oplandene, og hentede ham til Throndhjem. Grimkel henvendte sig strax til Einar Thambarskjælver, og begge begyndte i kraftig Samvirken at udbrede og vel ogsaa forherlige Rygtet om de Undere, som troedes at bevise Olafs Helgenkraft. Thorgils paa Stikklastad havde lønligen begravet Olafs Lig i en Sandmæl ved Nidelven, strax ovenfor Kjøbstaden Nidaros^[45]. Man fik nu Stedet at vide, og med Kong Sveins Tilladelse lod Einar og Grimkel det, under Tilløb af en stor Menneskemængde, opgrave og jorde ved den af Olaf selv byggede Klemens Kirke i Nidaros. Men det blev ikke herved. Den 3die August 1031 blev Olafs Ligkiste atter optagen og aabnet af Biskop Grimkel i Kong Sveins, hans Moders og alle hans Høvdingers Nærværelse. Liget fandtes da – heder det – aldeles friskt, og dets Haar, Skjæg og Negle vare voxede. Dette ansaas som et Undertegn. Den eneste som yttrede nogen Tvivl var Alfifa, der lod sig forlyde med, at Lig som laa i Sand raadnede seent, og at hun havde seet Haaret uforandret paa Døde, som havde ligget længer i Jorden; men hun vilde tro, at det var helligt, hvis Haaret ei brændte i Ild. Biskoppen lod da lægge Gløder paa et Fyrfad, lyste Velsignelse derover, strøde Røgelse paa Gløderne og lagde Olafs afklippede Haar derovenpaa; da Røgelset var fortæret tog han Haaret uskadt op. Den vantro Alfifa fandt sig imidlertid ikke hermed tilfredsstillet; hun bad Biskoppen lægge Haaret i uviet Ild. Men da bragte Einar hende til Taushed med mange haarde Ord. Biskop Grimkel erklærede nu, med Kong Sveins Samtykke, Olaf for en sand Helgen, og det forsamlede Folk stadfæstede hans Erklæring ved sin Dom. Ligkisten blev derpaa høitideligen baaren ind i Klemenskirken og stillet over Høialteret^[46].

Saaledes var nu Olaf ophøiet til en Helgen. Landets saavelsom Kirkens Lov var derved iagttagen: Landsloven, idet Folket med sin lovgivende og dømmende Myndighed havde vedtaget det, og Kongen dertil givet sit Samtykke, – Kirkens Lov, idet Handlingen var grundet paa en Biskops forudgaaende, ifølge Undersøgelser afsagte Kjendelse. Paa den Tid nemlig laa endnu Helgenophøielsen eller Kanonisationen til den biskoppelige Myndighed; først meer end hundrede Aar senere blev den af Pave Alexander III (1159–1181) forbeholdt Paven selv som en udelukkende Ret^[47]. Olafs Optagelse til Helgen blev ogsaa uden Modsigelse kjendt gyldig af hele den romersk-katholske Kirke. Hans Martyrfest blev høitideligholdt den 29de Juli, hans antagne Dødsdag, og Optagelsen af hans Helligdom erindret den 3die August; deraf i den gamle norske Kalender de to Olafsmesser: den tidligere, Ólafsmessa fyrri, og den senere, Ólafsmessa siðari. Hans Helgenry spredte sig snart ud over Norges Grændser, og det ei alene til de øvrige nordiske Riger, men ogsaa til England, Tydskland, ja endog med Væringerne lige til Constantinopel; og paa mangfoldige Steder udenfor Norge indviedes Kirker til hans Ære. Paa de Hædersbevisninger, der bleve Olaf Haraldssøn til Deel som Helgen, kunne vi ikke lægge nogen Vegt, ligesaalidt som paa de mange Undergjerninger, der af en overtroisk Tidsalder tilskreves hans Helgenmagt; men hans Virken for Norges Kirke og Stat vil ligefuldt stedse leve i Nordmændenes taknemmelige Minde.

1. Hvorledes Knut begrundede sit Krav paa Norges Rige eller idet mindste paa Overhøiheden derover, findes klart udviklet i de større Sagaer om Olaf den Hellige s. Sn. O. H. S. c. 139, Frnm. s. IV. S. 288.
2. Sn. O. H. S. c. 140.
3. Sn. O. H. S. c. 141, 142.
4. Sn. Ol. H. S. c. 243, 244.
5. Sn. Ol. H. S. c. 154–169.
6. Sn. Ol. H. S. c. 192.
7. Sn. Ol. H. S. c. 166.
8. Sn. Ol. H. S. c. 171.
9. Sn. Ol. H. S. c. 168, 179.
10. Sn. Ol. H. S. c. 121, 130, 154, 181.
11. Sn. Ol. H. S. c. 172–176.
12. Sn.Ol. H. S. c. 177, 178.
13. Sn. Ol. H. S. c. 180–183.
14. Jfr. Thorarin Loftungas Togdrapa Sn. Ol. H. S. c. 182.
15. Sn. Ol. H. S. c. 184–186.
16. Sn. Ol. H. S. c. 187–190, 257.
17. Sn. Ol. H. S. c. 191.
18. Sn. Ol. H. S. c. 195.
19. Hvor den mindre Olaf den Helliges Saga fortæller Haakons Død, lægger den til: „ok var þat eptir vánum, det gik som man kunde vente“. Mind. Ol. H. S. c. 77.
20. Sn. Ol. H. S. c. 205.
21. Sn. Ol. H. S. c. 181.
22. Sn. Ol. H. S. c. 194.
23. Sn. Ol. H. S. c. 205.
24. Sn. Ol. H. S. c. 191.
25. Sn. Ol. H. S. c. 198, 199.
26. Sn. Ol. H. S. c. 203.
27. Sn. Ol. H. S. c. 207–215.
28. Sn. O. H. S. c. 204, 206.
29. Sn. Ol. H. S. c. 228–230.
30. Sn. Ol. H. S. c. 216, 217.
31. Sn. Ol. H. S. c. 217–242.
32. Sn. Ol. H. S. c. 248.
33. Sn. Ol. H. S. c. 239; jfr. Prof. Hansteens Afh. Saml. t. det norske Folks Spr. og Hist. I. 452–478, II. 157.
34. Sn. Ol. H. S. c. 238.
35. Sn. Ol. H. S. c. 248.
36. Sn. Ol. H. S. c. 249–251.
37. Fgrsk. 91.
38. Sn. Ol. H. S. c. 252, 253.
39. Sn. Ol. H. S. c. 255.
40. Sn. Ol. H. S. c. 257.
41. Sn. Ol. H. S. c. 256.
42. Sn. Ol. H. S. c. 253.
43. Sn. Ol. H. S. c. 257.
44. Sn. Ol. H. S. c. 242, Magn. G. S. c. 12.
45. Sn. Ol. H. S. c. 251.
46. Sn. Ol. H. S. c. 217, 218.
47. L’art de verifier les dates p. 384.