Den norske Kirkes Historie under Katholicismen/18

Rudolf Keyser

Den norske Kirkes Historie under Katholicismen

Chr. Tønsbergs Forlag, 1856 (1, s. 148-166).

Olaf Kyrre døde i sin bedste Alder den 22de Septbr. 1093. Han efterlod en tyveaarig Søn Magnus, men denne blev ikke strax Norges Enekonge. Haakon, Kong Magnus Haraldssøns Søn, traadte nu ind i sin Ret, som havde hvilet i hans Farbroders Levetid, og blev i Throndhjem tagen til Konge over det halve Rige. En Fællesstyrelse af Kongedømmet indtraadte nu atter, der ikke lovede Folket lang Rolighed. De to Konger vare nemlig uvenskabelig sindede mod hinanden. Magnus, en ærgjerrig Yngling, der lignede sin Farfader i Sindelag meer end sin Fader, taalte ikke godt nogen Medstyrer. Han var derhos utilfreds med Haakon, fordi denne formindskede Kongedømmets Indtægter ved at eftergive Folket adskillige Tyngsler, som hvilede paa det fra Svein Knutssøns Dage, – og misundelig paa ham, fordi han herved og ved sit blide Væsen vandt Almuens Yndest i høiere Grad end den meer haarde Magnus. Det ulmende Uvenskab mellem begge Konger kom dog ikke til Udbrud i nogen virkelig Krig. Haakon døde nemlig uventet og hastig i 1095 uden at efterlade nogen Søn.

Magnus blev nu Norges Enekonge. Hans Mundheld var: „En Konges Maal er Hæder, ei et langt Liv“, og Hæderen søgte han i Seier over sine Fiender i og udenfor sit Rige. Da han havde bragt Fred til Veie i Norges Indre, begyndte han at feide i Vest og Øst og uro alle sine Naboer. Seieren fulgte ham vel oftest paa hans Tog; men Bønderne i Norge fandt sig dog besværede ved den idelige Ledingsudredsel og kaldte ham: Strids-Magnus (styrialdar Magnus). Han kaldtes ogsaa med Tilnavnet Barfod, fordi han paa sine Tog i Vestlandene optog Irernes korte Klædedragt med blottede Knæ. Han var Konge i ti Aar paa det nærmeste og faldt paa et Tog i Irland kun 30 Aar gammel den 24de Aug. 1103.

Om den norske Kirkes Tilstand i selve Norge under Magnus Barfods Rigsstyrelse vide vi intet; rimeligviis har den skredet sin jævne Gang fremad i Udvikling. Om Kirken paa Island haves derimod fra denne Tid nogle ikke uvigtige Oplysninger. Vi have seet, at efter Biskop Isleifs Død i 1080 blev hans Søn Gissur af Folket valgt til hans Eftermand. For han modtog Valget, tog han det Løste af alle Landets Høvdinger, at de skulde lyde ham i Alt hvad han som Biskop kunde paabyde dem med Hensyn til Religionen og kirkelige Forhold; og de holdt dette Løfte. Gissur styrede sin Kirke med en Anseelse, som ikke gav hans Faders det ringeste efter, og øvede ligesom han en stor Indflydelse paa alle sit Fædrenelands offentlige Anliggender, saaledes at man med Sandhed kunde sige, at han i sin Tid var baade Biskop og Konge paa Island. Den islandske Stat nød overhovedet i Isleifs og Gissurs Dage, og man kan næsten sige fra den Tid Christendommen der blev fuldkommen grundfæstet, en indre Fred og Rolighed, som den ikke havde kjendt siden Øens første Bebyggelse. Og man kan ikke andet end heri spore Christendommens kraftige Virkninger til Folkeaandens Formildelse og Sedernes Afslibning.

Et vigtigt Skridt af Gissur var det, at han skaffede Biskoppen paa Island et fast Biskopssæde, og det med betydelig Formues Opoffrelse fra sin egen Side. Han havde arvet Gaarden Skaalholt efter sin Fader; han byggede her en Kirke, og da hans Moder ogsaa var død (omkr. 1090?), gav han hele Skaalholt Gaard til Kirken med den Bestemmelse, at der for Fremtiden skulde være Biskopsstol^[1].

Et endnu vigtigere Foretagende af Gissur var Tiendens Indførelse paa Island. Heri understøttedes han af den daværende Lovsigemand, den lovkyndige Skald Markus Skjeggessøn, og af den lærde Prest Sæmund Sigfussøn i Odde, en af Landets rigeste og mest anseede Høvdinger. Tienden blev lovtagen paa Althinget 1097 med en Ydelsesmaade, der svarede til Islands Forhold^[2]. Dette vigtige Skridt toges saaledes paa Island for end i Norge. Vi ville senere igjen komme tilbage til Gissurs Biskopsstyrelse.

Ved Magnus Barfods Død (1103) indtraadte igjen en Deling af Kongedømmet i Norge. Han efterlod nemlig tre Sønner: Eystein, som ved Faderens Død var fjorten Aar gammel, Sigurd, der var eet Aar yngre og Olaf, som kun var fire Aar. Disse bleve alle tagne til Konger, og de tvende ældre optraadte strax som selvstyrende (de vare nemlig over 12 Aar) i Fællesskab, og tillige som Verger for sin tredie Broder. Deres Styrelsestid blev atter en Rolighedens og Lykkens Tid for Norge, vigtig baade ved Folke-Velstandens Fremblomstring og ved Kirkeforfatningens Udvikling.

Hvad der har gjort disse Brødres Fællesstyrelse mest bekjendt i Historien, er Sigurds Tog til Jerusalem, der erhvervede ham Tilnavnet Jorsalafari eller Jerusalemsfarer. Korstogene havde taget sin Begyndelse, og hele Europa var opfyldt af Begeistring for det hellige Lands Erobring fra de Vantroende. Til Norge forplantedes denne Begeistring ved nogle Nordmænd der i Aarhundredets Begyndelse havde besøgt Jerusalem. De havde ved sin Hjemkomst meget at fortælle om Sydens Herligheder; og disse lokkende Skildringer i Forbindelse med Tanken om det Fortjenstfulde i at besøge de Steder, hvor Christus havde lært og lidt, og i at kjæmpe for deres Udrivelse af de Vantroes Hænder, vakte en almindelig Rørelse i Norge. Mange følte Lyst til at besøge Jerusalem og deeltage i de hellige Krige, og de opfordrede en af Kongerne til at være deres Anfører. Brødrene besluttede ogsaa paa fælles Kostning at ruste en Flaade, og det blev afgjort, at Kong Sigurd skulde være Togets Anfører, og at Eystein under hans Fravær skulde styre Landet.

I Høsten 1107 forlod den syttenaarige Sigurd Norge med en Flaade paa 60 Skibe, bemandet med omtrent 10,000 Krigsmænd, alle Frivillige. Han overvintrede i England, kjæmpede i Aarene 1108 og 1109 mod Maurerne rundt om Spaniens Kyster og kom om Sommeren 1110 til Palæstina. Han blev med store Æresbevisninger modtagen af Kong Balduin af Jerusalem og af denne ledsaget til den hellige Stad, hvor han af Patriarchen og Kongen modtog som Gave en Spaan af Christi Kors, hvilken han lovede at bevare ved den hellige Olafs Hvilested. Efterat begge Konger havde forrettet sin Andagt paa de hellige Steder, besluttede de i Forening at angribe Sidon (Sætt), der endnu var i Tyrkernes Hænder. Sigurd, der havde sin Flaade ved Joppe, førte den herfra til Sidon, og indsluttede og angreb Staden fra Søsiden, medens Kong Balduin og Greve Bertrand af Tripolis angreb den fra Landsiden. Staden overgav sig til de Christne den 19de Decbr. 1110.

Da Sigurd nu ved Vaabendaad saavel som ved Andagtsøvelser havde opfyldt sin Reises Øiemed, gav han sig paa Hjemveien. Han besøgte Constantinopel, hvor en stor Deel af hans Ledsagere traadte i Keiser Alexius Comnenus’s Tjeneste. Sigurd skjænkede Keiseren sine Skibe, da han havde foresat sig at lægge Hjemveien over Land. Derpaa for han gjennem Bulgarien, Ungarn og Tydskland til Danmark, hvor han ankom ved Midsommer 1111, og saa fra det nordlige Jylland til Norge. Han blev her modtagen af Folket med stor Glæde, og hans Færd blev omtalt som den hæderligste, der nogen Tid var foretagen fra Norge. Toget har, som man af samtidige Korstogsskribenter og engelske Historieskrivere seer, vakt ikke saa ganske ringe Opmærksomhed i Udlandet. Det havde ogsaa sine Indvirkninger paa de norske Kirkeforhold, hvilke senere skulde omtales. Det giver et Vidnesbyrd om Norges daværende Kraft og Velstand, men da det nærmest vedkommer Norges verdslige Historie, er det her kun løseligen berørt.

Havde Sigurd ved sin Jorsalsfærd hævdet Norges Hæder i Udlændingens Øine, saa havde imidlertid hans Broder Eystein ved sin milde og kloge Styrelse bragt Landets indre Forfatning i en blomstrende Tilstand. Han havde ved Havneanlæg, Bygning af Fiskerleier og Oprettelse af Sælhuse paa de mest befarne Fjældveie sørget for Næringsdriftens Opkomst; ved Istandsættelse af Varerne og Bygning af Nøst for Krigsskibene havde han iagttaget Rigets Sikkerhed; han havde udvidet dets Grændser ved at formaa Jamtlændingerne, som ved Midten af foregaaende Aarhundrede vare blevne Christne^[3], til atter at forene sig med Norge; Nidaros og Bergen havde han endelig prydet med nye og pragtfulde Bygninger, baade til kirkeligt og verdsligt Brug. Saaledes kunde Kong Eystein visseligen med Rette rose sig af, at have ved sin fredelige Virksomhed sørget fuldt saa meget for Nordmændenes sande Velvære, som Sigurd ved sit Tog for deres Krigerhæder.

Til Norges store Held blev den indre Fred uforstyrret af Splid mellem de samstyrende Brødre, skjønt det ved enkelte Leiligheder ikke tegnede sig saa ganske venskabeligt mellem de høist uligesindede Eystein og Sigurd, – den første med hans Blidhed, Venlighed og Klogskab, der dog var forbunden med megen Fasthed og Udholdenhed i hvad han ansaa for Ret, – den anden med hans Alvor, Tungsind, Heftighed og Strenghed. Men begge havde i Grunden Lovens Overholdelse og Folkets Vel stadigen for Øie; og derfor spredte sig de Uveirsskyer, som undertiden trak op mellem dem, uden videre Følger. Den tredie Broder Olaf lignede Eystein mest i Sindelag og synes ogsaa mest at have holdt sig til ham. Men hans Kongedømme blev af kortest Varighed; han døde nemlig allerede i sit attende Aar (22de Decbr. 1116) uden at efterlade Afkom. Ser Aar efter (29de August 1122) døde ogsaa Eystein uden at efterlade flere Børn end een Datter; og nu blev Sigurd for Resten af sin Levetid Norges Enekonge.

Deels under disse Brødres Samstyrelse, og deels medens Sigurd raadede ene for Kongedømmet, indtraf mange Ting, som havde Indflydelse paa den norske Kirkes Udvikling. En for hele Norden vigtig Kirkebegivenhed strax i Begyndelsen af deres Samstyrelse var saaledes: Ophævelsen af det hamborgske Erkesædes Metropolitanhøihed over Nordens Kirker og Indstiftelsen af et særskilt Metropolitansæde for disse inden de nordiske Rigers egne Grændser.

Vi have allerede havt Anledning til oftere at bemærke, at den hamborgske Metropolitanhøihed ikke var synderlig vel anseet i noget af de tre nordiske Riger; men for Danmark var den byrdefuldest. Hamborg og Bremen laa nemlig saagodtsom lige ind paa dette Riges Grændser, og de hamborgske Erkebiskopper kunde saaledes ideligen blande sig ind i den danske Kirkes Anliggender og holde den strengt under sin Høihed, mangen Gang udentvivl til de danske Kongers store Fortrydelse. Svein Ulfssøn maatte ganske vist meer end een Gang føle den stolte Erkebiskop Adalberts Overmod; man veed, at det var Tilfælde, da han af Geistligheden blev tvungen til i 1055 at forskyde sin Hustru Gyda paa Grund af Slegtskabsforhold^[4]. Det kunde heller ikke undgaa denne kloge Konges Opmærksomhed, hvor farlig for Danmarks verdslige Uafhængighed, den geistlige Afhængighed af en tydsk Kirkefyrste maatte være. Tidlig synes derfor den Tanke at være opstaaet hos ham, at unddrage sit Rige dette fremmede Aag ved at skaffe Danmark en egen Erkebiskop. Dette vilde ikke have været Adalbert saameget imod, hvis han kunde have drevet sin Plan igjennem, selv at blive Nordens Patriarch; thi da vilde han alligevel beholde sin Overhøihed over Nordens Kirker, og een eller flere ham underordnede Erkebiskopper vilde kun bidrage til end meer at hæve hans Anseelse. Men da det ei vilde lykkes med det hamborgske Patriarchat, maatte han naturligviis være ugunstig stemt for et dansk Erkebiskopsdømme, der blev ham altfor meget sideordnet, selv om han med Hensyn til det kunde erholde Primatet. Kong Svein synes imidlertid at have drevet sine Underhandlinger med Paven i al Stilhed og ikke ganske uden Held. Pavernes skinsyge Politik var nemlig paa denne Tid en udstrakt Metropolitanmyndighed lidet gunstig, og det maa vistnok tilskrives personlig Indflydelse og personlige Forhold, at Adalbert desuagtet formaaede at udvirke af Pave Alexander 11 i 1062 en Bulle, hvorved hans Metropolitanmyndighed over Norden stadfæstedes, ja endog i visse Dele udvidedes. Men da Adalbert i 1072 døde, og Gregorius VII Aaret efter blev Pave, tog Sagen en gunstigere Vending for Danmark.

Gregorius var, som forhen omtalt, fiendtlig sindet mod Adalberts Eftermand, Erkebiskop Liemar; han saa gjerne det hamborgske Erkesædes Svækkelse, og han opfordrede selv i et Par Skrivelser til Kong Svein Ulfssøn denne til paany at knytte de Underhandlinger med det apostoliske Sæde, som han med Gregors Formænd havde indledet^[5]. Denne Gang kom imidlertid Svein Ulfssøns Død i Veien (1076) ligesom ogsaa de Uroligheder, i hvilke Gregorius VII strax efter blev indviklet; og Underhandlingerne kom i Langdrag under Svein Ulfssøns-l nærmeste Efterfølgere, hans Sønner Harald Hein (1076–1080), Knut den Hellige (1080–1086) og Olaf Hunger (1086–1095). Men da Erik den Gode var bleven Konge i Danmark, greb han atter Sagen an med Iver, tildeels egget af personlig Uvillie mod Erkebiskop Liemar.

Erik henvendte sig til Pave Urbanus II (1088–1099), der ogsaa var Liemar fiendsk, og fik udvirket Løfte om Oprettelsen af en Erkestol i Danmark. Urbanus’s Efterfølger Paschalis II (1099–1118) holdt fast ved sin Formands Løfte; og da nu derhos Erkebiskop Liemar døde (1101), og dennes Efterfølger, Hubert, ingen kraftige Indsigelser gjorde mod de Anslag, som vare i Gjære, kom det endelig dertil, at Pave Paschalis i 1103 sendte sin Kardinal-Legat Alberich til Danmark med Fuldmagt at udsee et passende Sted for den nye Erkestol. Hans Valg faldt paa Lund i Skaane, og den derværende Biskop Asser, i det norske Sprog Øssur, blev erklæret for Erkebiskop og modtog Pallium af Legatens Hænder 1104. Den nye Metropolitans Provins blev de tre nordiske Rigers Kirker, og disses Afhængighed af den hamborgske Metropolitan var dermed hævet. Vel gjorde senere hen de hamborgsk-bremiske Erkebiskopper Indsigelser mod den nye Foranstaltning og søgte i det mindste at erhverve Primatmyndigheden over Erkebiskoppen af Lund; men skjønt disse Tvistigheder varede længe, saa ledede de dog ikke til nogen Forandring i det engang fastsatte^[6].

Saavidt man af alle gamle Efterretninger kan skjønne var Lunds Biskopsstols Ophøielse til Metropolitansæde for hele Norden en udelukkende Virkning af de danske Kongers og rimeligviis ogsaa den danske Geistligheds Bestræbelser. Man sporer ingen Medvirkning dertil fra de to andre nordiske Rigers Side, ligesaa lidet som man finder omtalt nogen formelig Erkjendelse fra deres Side af den lundske Kirkes Metropolitanhøihed, og da Pave Paschalis’s Erections-Bulle ikke mere er til, saa kjender man ikke engang Udtrykkene, hvori Metropolitanhøiheden over den norske og svenske Kirke er den lundske Erkestol meddelt, eller hvilke Vilkaar dermed have været forbundne. Imidlertid er det ligefuldt sikkert, at den lundske Kirkes Metropolitanhøihed i Gjerningen har været erkjendt baade af den norske Kirke og af de norske Konger. Dette kan sluttes ikke alene deraf, at intet Spor findes til nogen Indsigelse imod den af Paven trufne Foranstaltning fra norsk Side, men ogsaa af følgende Grunde: 1) man har sikker Underretning om, at alle de sex islandske Biskopper, hvis Udnævnelse falder mellem den lundske Kirkes Ophøielse til Metropolitankirke (1104) og det Tidspunkt, da den norske Kirke fik sin egen Metropolitan (1152), ere blevne indviede af Erkebiskoppen i Lund^[7]; – 2) ligeledes at den første grønlandske Biskop i Garde, som beskikkedes i Sigurd Jorsalfarers Tid, og det ifølge Kongens egen Anbefaling, blev indviet af samme Erkebiskop^[8] –– og endelig 3) at det eneste store Provincial-Concilium, som man ved at være holdet medens Lunds Erkebiskop var hele Nordens Metropolitan, nemlig i 1139, var foruden af fem danske og een svensk Biskop ogsaa besøgt af Biskopperne af Bergen og Færøerne^[9]. Heraf viser sig uimodsigelig, at Lunds Erkebiskop i den her omhandlede Tid (1104–1152) har med Hensyn til den norske Kirke været i virkelig Besiddelse af Metropolitanhøihedens tvende Hovedrettigheder: Biskoppers Indvielse og Provincial-Conciliers Sammenkaldelse, og at saaledes hans Metropolitanhøihed i Norge har været anerkjendt paa en ganske anden Maade og langt fuldstændigere end tilforn havde været Tilfældet med den hamborgske Erkebiskops. Man finder vistnok i Sagaerne den Fortælling, at Sigurd Jarsalfarer under sit Ophold i Jerusalem lovede den derværende Patriarch at ville oprette en Erkestol i Norge, „hvis det stod i hans Magt“^[10]; men dette betingede Løfte, hvis Opfyldelse naturligviis afhang af Pavens Samtykke, behøver ikke at fortolkes som nogen Yttring af Uvillie mod Lunds Metropolitanhøihed. Man bor neppe deri see meer end et Ønske om, at Forholdene engang kunde føie sig saa, at den Ære, der nys var bleven Danmark til Deel, ogsaa kunde udstrækkes til Norge, – et Ønske, som ganske naturlig kunde opstaa hos Nordmændene og deres Konger, uden derfor just at medføre nogen Uvillie mod den pavelige Foranstaltning, hvorved Danmark fortrinsviis var bleven hædret blandt de nordiske Riger.

Det var virkelig et Gode, som den norske Kirke opnaaede derved, at den gamle Usikkerhed med Hensyn til Metropolitanhøiheden over den endelig blev hævet. Vel var Metropolitansædet fremdeles udenfor det norske Riges Grændser, men alligevel i et Land, hvis Indbyggere i Sprog og Seder vare langt nærmere beslegtede med Nordmændene, end Tydskerne vare. En bedre Orden kunde nu iagttages med Biskoppernes Indvielse, og de lange og i sine Følger uvisse Reiser for at opnaa denne kunde for Fremtiden undgaaes. Derhos maa det endelig erkjendes, at de lundske Erkebiskopper efter alle Kjendetegn øvede sin Metropolitanhøihed over den norske Kirke med meget Maadehold. Man finder intet Spor til nogensomhelst utidig Anmasselse fra deres Side eller til nogen Folkefølelsen krænkende eller skadelig Indblanding i den norske Kirkes indre Anliggender. Denne synes tvertimod i Tiden, medens den lundske Metropolitanhøihed varede, at have udviklet sig ved sin egen indre Kraft ligesaa selvstændigt som forhen, uden at Love eller Indretninger paatrængtes den af den fremmede Metropolitan, og uden at strengere hierarchiske Grundsætninger gjorde sig gjældende, end de som kunne siges at have raadet fast ligefra dens første Oprettelse. Det kan saaledes ansees for vist, at om end den lundske Metropolitanhøihed ikke øvede nogen sterkt iøinefaldende Indflydelse paa den norske Kirke, saa var den dog en gavnlig Forberedelse til dennes snart paafølgende fuldkomne Udsondring som et selvstændigt Led i det store romerske Kirkesamfunds Kjæde.

Af større Vigtighed for den norske Kirkes Udvikling var dog udentvivl den forfatte Ordning af dens Biskopsdømmer, som fandt Sted under Sigurd Jorsalfarers og hans Brødres Landsstyrelse; – hvad der nemlig i denne Henseende skal tilskrives Brødrene som samstyrende, eller Sigurd, efterat han var bleven Enekonge, lader sig ikke bestemme. Den samtidige anglonormaniske Kirkeskribent Ordericus Vitalis, der viser sig ret vel underrettet om den daværende Tilstand i Norge, siger om Kong Sigurd, at „han oprettede i det norske Rige Biskopsdømmer og Munkeklostere, hvilke hans Forgjængere ei havde kjendt“^[11]. Dette bør nu ikke forstaaes som om Forfatteren, har villet sige, at Biskopsdømmer ei kjendtes i Norge under Sigurds Forgjængere, at han altsaa var den første som oprettede dem; thi Tillægget „hvilke hans Forgjængere ei havde kjendt“ synes blot at sigte til Klostrene, og i ethvert Fald ere i det Foregaaende Grunde anførte for at Begyndelsen til Biskopsdømmers Oprettelse allerede var gjort under Kong Olaf Kyrre. Det antyder imidlertid med Bestemthed, at noget vigtigt for denne Sag ogsaa er udrettet under Sigurd Jorsalfarer; og dette bestod deri, at de Biskopsdømmer, som kunde henregnes til den norske Kirke, i og udenfor selve Norge, bleve ordnede noget nær til det Antal og med de Grændser, som siden efter bleve fast bestaaende lige til Reformationen.

Til de tre Biskopsdømmer, som allerede under Olaf Kyrre maa antages at være oprettede i selve Norge, nemlig: Throndhjems eller Nidaros’s, Selias eller Bergens, og Vikens eller Oslos, – kom nu et fjerde: Stavangers, hvortil de to sydligste Fylker af Gulathingslagen, Rygiafylke og Egdafylke, samt de under samme Lagdømme lydende Landskaber Valders og Haddingiadal henlagdes. At Stavangers Biskopsdømme er blevet oprettet under Sigurds Styrelse, kan sees deraf, at en Biskop af Stavanger omtales i hans senere Regjeringsaar^[12], og at den stavangerske Biskop, som i Biskopsrækkerne kaldes den første, nemlig Reinald, levede endnu under Sigurds Efterfølger^[13]. Oplandene vedbleve endnu en Stund, samlet med Viken, at ligge under Oslos Biskop.

Paa Island bleve Biskopsdømmerne tvende. Da nemlig den før omtalte Biskop Gissur Isleifssøn i Skaalholdt i tyve Aar havde været Enebiskop paa Island, fremkom Nordlændingerne i 1102 med det Ønske, at de maatte faa sin egen Biskop, hvis Omraade da skulde være Nordlændinge-Fjerdingen. Som Grund anførtes, at Landet, naar det fik to Biskopper, sjælden kunde antages at blive biskopsløst. Gissur, som allerede tidligere havde viist stor Opoffrelse for Kirkens Bedste, lagde ogsaa her sin Uegennyttighed for Dagen, idet han indrømmede Nordlændingernes Bøn. Efter et Par Aars Forløb, som rimeligviis ere hengangne med de nødvendige Forberedelser til den nye Biskopsstols Oprettelse, valgtes i 1105 til Biskop den gudfrygtige Prest Jon Øgmundssøn. Han var en Lærling af Biskop Isleif, og havde senere fortsat sine Studeringer i Udlandet. Da han var valgt til Nordlændingernes Biskop, gjorde han først en Reise til Rom, til Pave Paschalis II, og blev derpaa indviet af Erkebiskop Øssur i Lund 110li. Han tog efter Hjemkomsten til Island sit Sæde i Hole i Hjaltadal i Skagafjorden paa Nordlandet, og reiste der en Kathedralkirke. Saaledes kom da fra nu af Island til at udgjøre to Biskopsdømmer: Skaalholts Biskopsdømme og Hole Biskopsdømme^[14].

Paa Grønland var, som det synes, den tidligere omtalte Olaf^[15] den første Biskop, og det paa Kong Olaf den Helliges Tid. Han har dog ganske vist, om han virkelig er kommen til Grønland, kun været en Missionsbiskop, der igjen snart har forladt Landet. Han nævnes ikke i Biskopsfortegnelserne, hvilke derimod anføre en Erik som den første ved 1112 eller 1113; men han skal have forladt Landet omkring 1121^[16]. Man kjender ikke ret Sammenhængen med hans Virksomhed; rimeligviis var ogsaa han kun at betragte som en Missionsbiskop. Da han var borte, foreslog Høvdingen Sokke Thoressøn af Brattahlid paa et Thing, at Bønderne paa Grønland skulde bidrage til at faa en Biskopsstol oprettet hos sig, og derpaa gik man ind. Sokkes Søn Einar for nu til Norge og forelagde Kong Sigurd denne Sag. Kongen bifaldt Foretagendet og overtalte en dygtig og vellært Klerk ved Navn Arnald til at modtage Biskopsverdigheden. Denne Arnald sendte derpaa Kongen med en Anbefalingsskrivelse til Erkebiskop Øssur i Lund, som indviede ham i 1124. Da Arnald kom til Grønland tog han sit Sæde i Garde, som fra den Stund af blev Grønlands faste Biskopssæde^[17].

Ved denne Tid maa ogsaa Færøerne have faaet sin egen Biskop, skjønt vi med Hensyn til dette Biskopsdømmes Oprettelse ikke vide Tiden med Bestemthed. Som første færøiske Biskop nævnes i Biskopsrekkerne: Gudmund. Da hans Eftermand Matheus angives at være død 1157 eller 1158^[18], og der desuden mellem Gudmund og Matheus omtales en Biskop Orm af Færøerne, som var tilstede paa Provincial-Conciliet i Lund den 8de August 1139^[19], men som Biskopsrekkerne forbigaa, saa bliver det sikkert nok, at Gudmnnds Beskikkelse falder i Sigurd Jorsalfarers Tid, om ikke før. Den faste Biskopsstol i Kirkiubø paa Straumø skal være oprettet af Matheus, ligesom og Kathedralkirken der reist eller paabegyndt af ham^[20].

Orknøerne, hvortil som Jarledømme ogsaa regnedes Hjatland eller Hjaltland (Schetlandsøerne), skulle efter Adam af Bremens Vidnesbyrd allerede have havt en Biskop Thorolf, indviet af den hamborgske Erkebiskop Adalbert, ved Midten af det 11te Aarhundrede^[21]. Ved samme Tid troes den mægtige Thorfinn Sigurdssøn Jarl (1014–1064) at have oprettet eller i det mindste paatænkt en fast Biskopsstol i Birgsaa i Birgisherad paa Vestkanten af Hrossø (nuv. Mainland), hvor en Christkirke byggedes. Imidlertid synes ogsaa en Rodulf at være bleven indviet til Orknøernes Biskop af Erkebiskoppen af York, der paastod Primatet ikke alene over Skotland men ogsaa over de ved Skotland liggende Øer. Det usikkre med Hensyn til Retmæssigheden af disse to Biskoppers Indvielse har rimeligviis voldet, at de ei ere blevne opførte i de gamle Biskopsrekker. Disse ligesom og Orkneyingasaga nævne derimod som Øernes første Biskop: Villialm eller Villiam, kaldet den Gamle, der skal være bleven Biskop omkring 1102, og først tog sit Sæde i Birgsaa, men senere forflyttede Biskopsstolen til Kirkiuvaag paa samme Ø^[22].

Endelig maa ogsaa nævnes Suderøerne og Man, der, uvist fra hvilken Tid, havde sin egen Biskop, hvis Sæde var ved St. Germani Kirke paa Man^[23]. Skjønt disse Øer udgjorde fra gamle Tider en Lensstat under Norges Rige, saa er det dog uvist, hvorledes det paa Sigurd Jorsalsarers Tid forholdt sig med det derværende Kirkesamfund og Biskopsdømme, hvorvidt det regnede sig som henhørende til den norske Kirke, eller til den skotske, hvis Metropolitan dengang, som nylig omtalt, var den engelske Erkebiskop af York. Saameget er imidlertid vist, at det suderøiske Biskopsdømme fra 1152 af, da den norske Kirke fik sin særegne Metropolitan, regnedes af Paven til dennes Provins, hvilken Omstændighed altid giver en sterk Formodning om, at hiint Biskopsdømme ogsaa i den nærmeste Tid forud har været betragtet som norskt.

Den norske Kirke havde saaledes nu sin fuldstændige Dioecesan-Indretning under ti Biskopper, hver med sit bestemt begrændsede Biskopsdømme og sit faste Biskopssæde;. – alle (maaskee med Undtagelse af den sudrøiske?) indordnede under den lundske Erkebiskops Provins. En særskilt Metropolitan manglede nu kun den norske Kirke til dens fuldkomne Nationalselvstændighed, og denne Mangel blev afhjulpen inden 50 Aar vare henledne fra dens Indordning under Lunds Erkesæde.

Den anden Fortjeneste af Kirken, som Ordericus Vitalis paa ovenanførte Sted tillægger Sigurd Jorsalafarer, er: at han oprettede Klostere i Norge. Hvad dette angaar, da er det vist, at Kong Eystein deelte Fortjenesten med sin Broder, og rimeligvis var den af Kongerne, som herved var mest virksom. Om Orderiks Vidnesbyrd: at der under de tidligere norske Konger ei havde været Klostere, er fuldkommen paalideligt, har der været opkastet nogen Tvivl. Det heder nemlig hos andre engelske Historieskrivere, at allerede Knut den Mægtige oprettede et Benediktiner-Kloster paa Nidarholm ved Nidaros omkr. 1030. Men om og dette forholder sig rigtigt, saa er der dog al Rimelighed for, at Klosteret ikke ret har villet trives, at det er kommet i Forfald eller endog blevet forladt, og at det først noget efter 1100 igjen er kommet i Orden eller vel endog gjenoprettet fra ny^[24], og at saaledes dets Stiftelse gjerne kan henregnes til Sigurds og hans Brødres Styrelsestid. Om et andet Kloster, nemlig det i Selia, har ogsaa været fremsat den Formodning, at det var ældre end 1100; men dette er ganske usikkert^[25]. Derimod er det vist, at Klostervæsenet først efter 1100 med Bestemthed .viser sig i Norge, og at alle de Klostere, hvis Anlæggelsestid med Sikkerhed kjendes, ere yngre end hiint Aar. Orderiks Udsagn tør saaledes dog i Hovedsagen være rigtigt. Om det bekjendte Munklif eller St. Michaels Benediktiner-Kloster paa Nordnes ved Bergen veed man af paalidelige Kilder, at det blev oprettet af Kong Eystein Magnussøn omkr. 1110; og mellem 1100 og 1150 stiftedes i det mindste otte Klostere deels for Munke deels for Nonner i forskjellige Dele af Norge, deels af den ældre Benediktiner-Orden, deels af den nyere ved den berømte Bernhard af Clairvaux i stort Ry bragte Cistercienser-Orden. I Begyndelsen af det 12te Aarhundrede ved 1120 stiftedes ogsaa det første Kloster paa Island af Benediktiner-Ordenen paa Thingøre paa Nordlandet i Hole Biskopsdømme og ved Biskop Jon Øgmundssøn. At Stødet til Klosterlivets Indførelse inden den norske Kirkes Omraade egentlig blev givet under Sigurd Jorsalafarers og hans Brødres Styrelse, maa saaledes ansees for utvivlsomt. Det er ogsaa høistsandsynligt, at den engelske Kirke i dette Stykke som i saa meget andet havde en betydelig Indflydelse paa den norske. Man finder nemlig, at flere norske Klostere idet 12te Aarhundrede bleve fra England stiftede, at deres første Forstandere vare Engelsmænd og største Delen af deres tidligste Beboere udentvivl engelske Munke. Hvad Nordmændene selv angaar, da synes Klosterlivet aldrig at have vakt nogen særdeles Enthusiasme hos dem. Herom synes vidne deels den lange Tid, som henled efter Christendommens Indførelse i Norge, for Klostervæsenet der kom i Gang, – deels den Omstændighed, at mange af de første Klosterboere og Klosterforstandere vare fremmede, noget som imidlertid ogsaa tildeels kan forklares af det i flere Klosterordener gjældende System, at udsende Kloster-Kolonier til fremmede Lande fra Hovedklosterne, – endelig den ringe Indflydelse, som Klostergeistligheden i Norge sammenligningsviis med den i andre Lande sees at have havt paa Folket, og den ubetydelige Rolle, som dens Forstandere spille i Rigets offentlige Anliggender. Vel bleve flere norske Klostere i Tidens Løb, efter de norske Forholde at regne, heel rige; men hverken vare de sterkt befolkede, eller sees deres Forstandere, Abbeder eller Priorer, paa enkelte Undtagelser nær at indtage nogen iøinefaldende Stilling i Staten. De Klostergeistliges Indflydelse kan i Norge aldrig komme i Sammenligning med de Verdsliggeistliges.

I Sigurd Jorsalfarers Tid blev Tiende først paabuden i Norge. Sigurd gjorde under sit Ophold i Jerusalem det Løfte at skulle indføre Tiende og selv erlægge den; han opfyldte ogsaa, heder det, sit Løfte^[26]. For havde den norske Kirke været underholdt deels ved lovbestemte Ydelser efter Mandtallet, de saakaldte Reider (reiða), deels ved Ydelser efter Overeenskomst mellem Prest og Sognefolk, deels ved Betaling for de kirkelige Forretninger og deels endelig ved frivillige Gaver og Offer^[27]. Ved Tiendens Indførelse ophørte de ældre lovbefalede Ydelser til Biskop og Sogneprest, da disses Underhold nu skulde tages af Tienden. Denne deeltes nemlig i fire ligestore Dele: een tilfaldt Sognekirken, een Sognepresten, een Biskoppen og een Sognets Fattige, hvilken sidste Deel Bønderne selv bestyrede under Sogneprestens Tilsyn. Tiende udrededes oprindeligen kun af de tre Hovederhverv, hvoraf Nordmændene levede: Agerbrug, Fiskeri og Kvægavl. Korntienden, (ávaxtartíund) ydedes med Tiendedelen af Agerafgrøden, deelt paa Ageren ved Indhøstningen, og bjærget og bragt i Hus af Jordens Bruger. Fisketienden (fiskitíund) ydedes med hver tiende Fisk, hængt paa Hjæl til Tørkning, og bjærgedes af Fiskeren. Kvægtienden (viðreldistiund) ydedes af alt hvad som fødtes i Buskapen. Forskjellig fra denne almindelige Tiende var den saakaldte Hovedtiende (höfuðtíund), der lader til at have været tidligere i Brug end Erhvervstienden, men hvis Beskaffenhed og Oprindelse for Norges Vedkommende ikke vides med Sikkerhed. Den erlagdes een Gang for alle ved enkelt vigtig Leilighed, og rimeligviis med Tiendedelen af Yderens hele løse Formue. Oftest har den udentvivl været givet Kirken enten som et Slags Testament af den Døende selv paa hans Yderste, eller som Sjælegave af den Dødes Arvinger paa Begravelsesdagen. Om den end i sin første Oprindelse muligen var frivillig, faa synes den dog efterhaanden at være gangen over til at betragtes som en Skyldighed, i det rimeligviis Vedtægten blev, at hver Mand skulde give den een Gang i sit Liv. Dertil kan selve Navnet synes tyde. Den vedblev efter den anden Tiendes Indførelse, dog saavidt skjønnes da ikke længer som nogen Skyldighed paa de Steder hvor hiin vedtoges. Hovedtienden deltes forresten paa samme Maade som den almindelige Tiende.

At Tiendens Indførelse var af stor Vigtighed for Kirken, indsees let. Geistlighedens Indkomster sattes derved paa en fast Fod. Presten befriedes fra det Afhængighedsforhold til sin Menighed, hvori en Overeenskomst med denne om hans Underhold maatte sætte ham. Kirkerne fik til friere Raadighed for sine Forstandere Midler til Bøger og Inventarium. De Fattige sikkredes endelig et Underhold ved Siden af det, som efter gammel Lov og Ret enhvers nærmeste Frænder, som dertil havde Leilighed, vare skyldige at yde dem, hvilket i mange Tilfælde maatte blive høist tarveligt. Men i hvor nyttig Tienden i flere Henseender kunde være, saa optoges den dog neppe fra først af med synderlig Velvillie fra Folkets Side. Den var nemlig en Beskatning paa Næringen, og det en sterk Beskatning, hvortil Nordmændene forud vare aldeles uvante, da alle de offentlige Ydelser udredtes efter Mandtallet. Tienden blev ikke heller paa een Gang indført over hele Norge; der vare endog enkelte Dele af Landet, som længe ja lige til Reformationen, stod den imod og holdt fast ved den ældre Ydelsesmaade til Kirken, i hvilket Fald dog Hovedtienden vedblev som en Skyldighed.

Man seer af alt det ovenfor fremsatte, at Sigurd Jorsalfarers og hans Brødres Styrelse indtager en meget vigtig Plads i den norske Kirkes Udviklingshistorie. At formaaende høiere Geistlige have raadet og hjulpet Kongerne i deres Foretagender til Kirkens Fremme, følger af sig selv; men hvilke disse have været nævnes ingensteds. Man maa imidlertid antage de daværende Biskopper i Norge for nærmest selvskrevne til Kongernes Raadgivere i disse Anliggender, saa meget mere som flere af dem synes at have været dygtige Mænd. Her møder os først som Nidaros’s Biskop Simon, Adalberts Efterfølger^[28]. At han har levet paa Sigurd Jorsalfarers Tid og navnligen virket kraftigen til Tiendens Indførelse, er tydeligt af den Bemærkning, som den ældste norske Biskopsfortegnelse tilføier ved hans Navn: „han indførte først Tienden i Norge“^[29]. Naar Simon blev Biskop og naar han døde, vides forresten ikke. – I Bergen fulgtes Bernhard den Saxiske, rimeligviis omkring 1090, af Biskop Magne^[30], der synes at have overlevet Kong Sigurd og altsaa først at være død efter 1130. Hvad lidt nedenfor skal fortælles om Magne lader os i ham see en gudfrygtig og frimodig Mand, der strengt holdt over sin Kirkes Verdighed. – Den førnævnte Kol Thorkelsssøn, Biskop i Viken, hvis Styrelsestid synes at have faldet nogenlunde sammen med Kong Sigurds, maa ganske vist ogsaa have været en lærd og dygtig Mand, siden det paa en Maade anføres til Islændige-Biskoppen Isleifs Ære, at Kol tilligemed Jon Øgmundssøn begge havde været hans Lærlinge^[31]. – Endelig var rimeligviis ogsaa Stavangers første Biskop, Engelsmanden Reinald, en ret duelig Mand, da han skjønt Udlænding hævedes til hiin Verdighed, – om end hans Karakter forresten synes at have været mindre reen.

Samtidig med Sigurd og hans Brødre var den hellige Magnus, Jarl af Orknøerne, der forøgede de norske Helgenes Tal. Magnus var en Søn af Erlend Jarl, der igjen var en Søn af den berømte Thorfinn Sigurdssøn. Han var i sin Ungdom bleven udelukket fra sin Deel i Jarledømmet af sin Brødrung (Farbroders Søn) Haakon Paalssøn; men i 1108 (el. 1109) kom han til sin Ret, da han i Norge af Kong Eystein fik Jarlsnavn og det halve Jarldømme over Øerne med Haakon. Mellem de tvende Jarler raadede imidlertid intet oprigtigt Venskab, vistnok for en stor Deel paa Gru udaf deres saare ulige Sindelag. Den haarde, statskloge og ærgjerrige Haakon kunde ikke taale at dele Magten med den blide, gudfrygtige og svermeriske Magnus, der var mere skikket til at vinde Folkets Kjærlighed. For at bilægge nogle Uenigheder mellem dem blev en Sammenkomst aftalt at holdes paa Egilsø. Men paa Mødet sveg Haakon sin Frende. Han kom med større Følge end aftalt var, fangede Magnus og lod ham dræbe den 16de April 1115 (el. 1116). Men Magnus havde ved sin Retskaffenhed, Uskyldighed og sit strenge Levnet erhvervet sig saadan Agtelse, at man, da hans voldsomme Død kom til, ansaa ham for en Helgen. Tyve Aar efter hans Død blev han høitidelig erklæret herfor, i det Biskop Villialm skrinlagde hans Been den 13de December 1135 og strax efter sorte dem fra Birgsaa, hvor de hidtil havde hvilet, til Kirkiuvaag, hvor den prægtige Kathedralkirke siden blev indviet til ham som St. Magnus’s Kirke. Hans Festdage vare den 16 April og den 13de December^[32]. Paa Island døde den høit fortjente Biskop Gissur af Skaalholt 76 Aar gammel, den 28de Mai 1118. Han havde et Aars Tid iforveien været stadig syg og sengeliggende og havde derfor allerede det foregaaende Aar udpeget Presten Thorlak Runolsssøn til sin Eftermand og opfordret sine Landsmænd til strax at vælge ham. Thorlak undskyldte sig vel først med sin Ungdom, da han kun var 32 Aar gammel, men modtog dog omsider Valget og drog strax med Gissurs Anbefalingsbrev til Erkebiskop Øssur af Lund for af ham at indvies. Øssur gjorde vel først nogle Vanskeligheder paa Grund af at Gissur endnu var i Live, men indviede ham dog omsider den 28de April 11l8, altsaa 30 Dage for Gissurs Død. Den samme Sommer for Biskop Thorlak til Island og tiltraadte sin Stol^[33].

Biskop Jon Øgmundssøn af Hole var en lærd Mand og holdt Skole ved sin Biskopsstol. Han var meget ivrig i at udrydde al Overtro, som stod i Forbindelse med Hedenskabet, og han var derhos meget streng i Opfyldelsen af sine gudstjenstlige Pligter og i sin hele Leveviis. Dette bragte ham i Ry for Hellighed. Han døde 69 Aar gammel den 23de April 1121O I 1198 den 3die Marts bleve hans Been optagne og skrinlagte, idet han blev erklæret for Helgen. Hans Dødsdag blev siden helligholdt ligesom ogsaa hans Skrinlægningsdag. Til Jons Eftermand valgtes Ketil Thorsteinssøn, der baade var Gode og Prest. Han drog endnu samme Aar 1121 udenlands, blev indviet af Erkebiskop Øssur i Lund, og kom 1122tilbage og indtog sit Sæde^[34].

Paa denne Tid var det, at Islændingerne i 1117 paa Althinget toge den Bestemmelse, at deres Lov skulde skriftlig optegnes, hvilket ogsaa blev udført. I Forbindelse hermed stod udentvivl ogsaa en Ordning og Opregning af Christenretten. Denne istandbragtes ved begge Biskopperne Thorlak og Ketil efter forudgaaende Opfordring af Erkebiskop Øssur. Deres Christenret blev lovtagen paa Althinget 1123 og var siden den ene gjældende paa Island i meer end halvandet hundrede Aar^[35].

Sigurd Jorsalfarer var efter sin Broder Eysteins Død i henved otte Aar Norges Enekonge. Som saadan foretog han i 1123 sit andet Krigstog, der ligesom det første kan betragtes som et Slags Korstog, skjønt det ikke denne Gang gik til det hellige Land. Den daværende danske Konge Nikolaus Sveinssøn opfordrede Sigurd til i Forening med sig at gjøre et Tog til det svenske Landskab Smaaland for at christne dettes endnu for en stor Deel hedenske Indbyggere. Sigurd gik ind herpaa og drog til Øresund med en Flaade paa 300 Skibe, Leding af hele Norge. Nikolaus havde ventet paa ham en Stund, men havde derpaa hævet sin Leding paa Grund af Folkets Knurren. Sigurd gjorde nu Toget alene, under hvilket han ogsaa herjede i de paa Veien liggende danske Lande. Det heder, at han tvang Smaalændingerne til Christendommen; men hans Tog bar dog, ifølge de Efterretninger vi derom have, meer Præget af et Herjetog end af et Foretagende til Christendommens Udbredelse. Han vendte endnu samme Aar tilbage til sit Rige.

I Sigurds seneste Styrelsestid indtraf en Hendelse, der havde meget fordærvelige Følger for Norges fremtidige Tilstand. Fra Vesterlandene ankom nemlig i Aaret 1126 til Norge en Mand ved Navn Gillechrist, der paastod, at hans egentlige Navn var Harald, og at han var Kong Magnus Barfods uegtefødte Søn med en irsk Kvinde, som fulgte med ham og bekræftede hans Udsagn. Medførte dette Sandhed, hvilket flere af Landets anseeligste Høvdinger antoge, saa havde efter Norges Statsret Harald Krav paa Deel i Kongedømmet med Sigurd; og Harald tilbød sig at bevise Rigtigheden af sit Udsagn ved Jærnbyrd, en Gudsdom, som Landsloven godkjendte i enkelte Tilfælde og blandt andet ved tvivlsomt Fæderne. Sigurd vilde ikke dele Kongedømmet med Harald, men troede paa den anden Side, at han ikke vel kunde negte ham det tilbudne Bevis. Han stedede derfor Harald til Jærnbyrd, dog først efterat denne havde svoret, at om end Beviset lykkedes, skulde han dog ikke kræve Deel i Norges Kongedømme, saalænge som Sigurd eller hans Søn Magnus levede. Harald traadte i Kongens og hans Søns Paasyn ni gloende Plogjærn, og Sigurd erkjendte ham for sin Broder. Det var første Gang dette Bevismiddel anvendtes paa tvivlsom Kongebyrd; men det blev ikke den eneste. Det blev, med Norges Kongearvefølge, et for Landet yderst farligt Middel i dumdristige Eventyreres og listige Partiføreres Hænder, hvilket senere hen meer end eengang forstyrrede den indre Fred og bragte Kongedømmets Kraft og Anseelse til at vakkle; og om det end i visse Maader bidrog til at hæve Geistlighedens hierarchiske Indflydelse, saa var dette dog ganske vist i Virkeligheden til dens egen og Kirkens store Skade.

Fra Sigurd Jorsalfarers sidste Dage opvise vore Sagaer det første Exempel paa en norsk Biskops dristige Modstand mod Kongens Villie i en Sag, hvori denne overtraadte Kirkens Lov. Sigurd vilde nemlig skille sig fra sin Dronning Malmfrid, en russisk Kongedatter, for at gifte sig med en anden Kvinde ved Navn Cecilia, og gjorde Forberedelser til at holde Bryllup med denne i Bergen. Den daværende Biskop, den ovennævnte Magne, en nidkjær og uforsagt Mand, fandt Kongens Handling stridende mod Kirkens Love, gik i Følge med en af sine Prester, en Sigurd, som senere blev Bergens Biskop, til Kongens Hal og bad Kongen gaa ud til sig. Kongen gik ud, modtog Biskoppen blidt og bød ham ind at drikke. „Jeg har et andet Erinde“ – svarede Magne, og spurgte Kongen om det var sandt, at han vilde forlade sin Dronning og tage en anden Kone. Kongen svarede, at saa var. „Hvi – sagde da Biskoppen ivrig – vil Du gjøre sligt i mit Biskopsdømme-s forhaane saa Guds Bud og Ret og den hellige Kirke, mit biskoppelige Embede og din egen kongelige Verdighed? Nu vil jeg gjøre hvad jeg er pligtig til: forbyde Dig dette Uraad paa Guds, den hellige Olafs, Apostelen Peters og alle Helgenes Vegne“. Kongen saa under denne Tale frygtelig ud, heder det, og stod med draget Sverd i Haanden for Biskoppen; men Magne udstrakte Halsen, som om han stod rede til at modtage Dødshugget. Kongen vendte tilbage til Hallen uden at svare, og Biskoppen gik hjem glad ved at have opfyldt sin Skyldighed. Biskop Magnes djærve Adfærd havde den Virkning, at Kongen ikke holdt sit Bryllup dengang og paa det Sted. Han forlod hastig Bergen og drog til Stavanger for der at fuldbyrde Brylluppet. Den derværende Biskop, den foromtalte Engelsmand Reinald, der havde Ord for at være en saare gjerrig Mand, gjorde vist nok ogsaa Indvendinger mod Kongens Forehavende, men lod dog med det samme forstaa, at Sagen nok kunde lade sig drive, hvis en passende Opreisning gaves Kirken i Boder til Gud og Biskoppen. Kongen svarede hertil, at Biskoppen kunde tage af hans Gods, saameget ham syntes passende, idet han derhos lod den tvetydige Yttring falde, at der var stor Forskjel mellem denne Biskop og Biskop Magne. Sigurd egtede Cecilia, men viste ikke siden den stavangerske Biskop større Yndest end Biskop Magne^[36].

Norge nød ifølge Sagaernes Vidnesbyrd en uforstyrret Lykke under hele Sigurds Styrelsestid; der var gode Aaringer og Fred i Landet^[37]. Om dets blomstrende Tilstand under Sigurd vidner ogsaa den foromtalte Ordericus Vitalis: „Fem Stæder – siger han – ligge rundt om Norge ved Havets Kyst: Berga (Bergen), Cunghella (Konghelle), Copenga (Kaupangr i Þrándheimi d. e. Nidaros), Burgus (Borg el. Sarpsborg) og Alsa (Oslo). Tunsberga (Tunsberg) er den sjette Stad, som ligger ligeoverfor Danerne mod Østen (Stavanger er altsaa forbigaaet). I det Indre af Landet ere fiskerige og store Vande, og Gaarde (villœ campestres) ligge rundt om Vandenes Bred. Landsfolket har Overflod af Fisk, Fugl og alslags Vildt. De iagttage den christne Lov, Fred og Kydskhed overholdes af dem, og Forbrydelser straffes ved strenge Love og haarde Revselser. Orknøerne, Finland (Finmarken), Island tilmed og Grønland, det yderste Land mod Norden, og flere andre Øer ere underkastede Nordmændenes Konge; og fra hele Verden tilføres didhen Rigdomme ved Skibsfart^[38]“. At denne Folkets Lykke var Maalet for Sigurds oprigtige Bestræbelser, derom vidner den Kvædling, som en gammel Saga tillægger ham:

„Bønder mig tykkes det bedste
bygget Land og Fred stande“^[39].

Alligevel var Sigurd selv i sine senere Livsaar mindre end lykkelig. Det Tungsind, den Indesluttethed og den lidenskabelige Heftighed, som ogsaa i yngre Dage synes at have raadet hos ham, tiltog med Aarene og udartede ikke sjælden til fuldkomment Vanvid. Saadanne Anfald varede vistnok ikke længe ad Gangen, men gave dog Anledning til Optrin, som i høi Grad smertede Kongen, naar han igjen kom til sin fulde Samling. Han følte dybt denne sin Svaghed, og Bevidstheden om den nedstemte endmere hans Sind. Af nogle Yttringer af den bekjendte Petrus Mauricius med Tilnavnet Venerabilis, Abbed i Cluny i Bourgogne (1122–1157), i et Brev til Kong Sigurd, med hvem han stod i Brevvexling, skulde man endog maaskee slutte, at det eengang har været Sigurds Hensigt at nedlægge Kongedømmet og gaa i Kloster^[40]. Herom vide imidlertid vore Sagaer intet at fortælle.

Hvad der ogsaa forstyrrede Sigurds Ro i hans seneste Leveaar var Tanken paa Norges Fremtidsskjebne, der stillede sig med mørke Farver for hans Blik. Hans eneste Søn Magnus, der var uegtefødt, var vel en skjøn Yngling, øvet i alle Vaaben- og Legemsfærdigheder, men yttrede derhos tidlig et stolt og grumt Sindelag, viste sig ublid, gjerrig, uforligelig og var tillige en stor Dranker. Sigurds Broder Harald var derimod gavmild og munter, men ogsaa svag, letsindig og uforstandig. Sigurd vidste, at Magnus ikke var vensæl, og at mange af Landets Lendermænd havde sine Øine heftede paa Harald, i hvem de haabede at faa en Konge, som de kunde lede efter eget Tykke, og i hvis Navn de selv kunde fore Landsstyrelsen. Sigurd maatte saaledes med Grund frygte, at der ved hans Død ikke vilde blive agtet paa den Ed, Harald havde svoret ham, men at denne vilde blive tagen til Konge med Magnus; og da var alt Ondt at vente af disses Karakterfeil, ulige Sindelag, og indbyrdes Had, der fra Magnus’s Side gjentagende havde yttret sig. Sigurd gjennemskuede disse ildelovende Forholde og hvilke Ulykker de vilde bringe over Norge. Derfor yttrede han ogsaa engang efter et Optrin mellem Harald og Magnus, hvori den sidstes hadefulde og haarde Sind klart traadte for Dagen, følgende Ord, der vise hvilke sørgelige Tanker formørkede hans Sjæl: „Ilde ere I farne Nordmænd – sagde han – i det I have en vanvittig Konge; og dog forudseer jeg, at den Stund snart vil komme, da I gjerne gave det rode Guld for at have mig til Styrer istedetfor Magnus og Harald: den ene er grum, den anden taabelig“. Og det viste sig altfor snart, at han spaaede sandt. Sigurd Jorsalfarer døde i Oslo den 26de Marts 1130, ikke meer end 40 Aar gammel.

1. Hgrv c. 5.
2. Hgrv. c. 6.
3. Se ovenfor S. 89.
4. Suhm. D. H. IV. 236 ff. 244.
5. Suhm. D. H. IV. 451–456.
6. Münter II. 76–91.
7. Hgrv. c. 6, 10, 11, 13, 14, 17.
8. Grønl. hist. Mindesm. II. 682.
9. Suhm. D. H. V. 559–561.
10. Sn. S. E. O. S. c. 11.
11. Ordericus Vitalis var sødt 1075, paabegyndte sin historia ecclesiastica mellem 1099 og 1120, og fortsatte den til 1041. Stedet lyder i Orig. saaledes: „episcopatus et coenobia monachorum, qvæ antecessores eius non noverant, in regno Nordico constituit“. Lib, XIII, ed. Duschene p. 767.
12. Sn. S. C. og O. S. c. 39.
13. Norsk Tidskr. V. S. 42, 44.
14. Hgrv. c. 6. jfr. Finn Joh. I. 323.
15. Se ovenfor S. 89.
16. Grønl. hist. Mindesm. III. 6, jfrt. Norsk Tdskr. V. 43, 45.
17. Grønl. hist. Mindesm. II. 680–684 jfr. III. 6.
18. Isl. Ann. 64.
19. Suhm. D. H. V. 560.
20. Munch II. 617 f.
21. Ad. Brem. III. c. 142, jfrt. m. IV. c. 206.
22. Orkn. S. 136, jfr. Norsk Tdskr. V. 3, og Munch II. 216 f. 621–623.
23. Munch Norg. gl. Geogr. S. 213, jfr. Scr. r. Dan. III. p. 242.
24. Langes Kl. H. 316–318.
25. Lange 539 f.
26. Sn. S. E. O. S. c. 11, 23.
27. N. g. L. I. 7–9, 14, 15.
28. Se ovenfor S. 144.
29. Norsk Tdskr. V. 43.
30. Se ovenfor S. 148.
31. Se ovenfor S. 143.
32. Orkn. S. 118–134; jfr. Munch II. 673–680, 693, 745.
33. Hgrv. c. 7–9.
34. Finn J. I. 320–329.
35. Finn J. I. 275.
36. Sn. S. E. O. S. c. 39.
37. Sn. S. C. O. S. c. 41.
38. Ord. Vit. l. x. ed. Duch. p. 767.
39. Ágrip c. 49 i Fornm. s. X. 418.
40. Maxima Bibliotheca veterum patrum T. XXII p. 869 (Sti. Venerabelis Petri epistolarum lib. II, ep. VII.)