Den norske Kirkes Historie under Katholicismen/19

Rudolf Keyser

Den norske Kirkes Historie under Katholicismen

Chr. Tønsbergs Forlag, 1856 (1, s. 167-170).

Det gik efter Kong Sigurd Jorsalfarers Død som man kunde vente. Medens Magnus Sigurdssøn af et Parti blev tagen til Konge i Oslo, blev af et andet Harald, der kaldtes med sit irske Navn Gille som Tilnavn, tagen til Konge i Tunsberg, efterat den Ed, han havde svoret Kong Sigurd, var erklæret for nødtvungen og ugyldig. Krig blev for det første undgaaet, da nemlig begge Kongers Raadgivere mæglede mellem dem, saaledes at de skulde fore en Fællesstyrelse med lige Ret; men Freden mellem dem varede kun paa det fjerde Aar, da Magnus i 1134 fordrev Harald af Landet. Men denne kom snart igjen fangede Magnus i Bergen d. 7de Januar 1135 og lod ham paa en grum Maade blinde og lemlæste, hvorpaa Magnus gav sig i Holms Kloster ved Nidaros.

Dette var Begyndelsen til en Rekke af indre Krige i Norge, der i meer end hundrede Aar med faa og kortvarige Ophold forstyrrede Landets Ro, rimeligviis forsinkede dets Velstands Fremskridt, og ganske vist virkede hemmende paa den saameget lovende Udvikling af Folkets Sedelighed, hvortil Christendommens Indførelse havde givet Stødet. „Harald Gilles Komme – siger den danske Historieskriver Saxo – nedslog som et Lyn og Uveir Norges blomstrende Tilstand“^[1]; og den norske Historieskriver Munken Thiodrek, der skrev ved 1170, slutter sin paa Latin forfattede norske Historie ved Sigurd Jorsalfarers Død for ei, som han siger, at aabenbare for Efterverdenen sit eget Folks Forbrydelser^[2]. Dog vare disse indre Kampe i Førstningen mindre fordærvelige end man skulde tro, da de nemlig i Grunden vare Kampe mellem Kongerne og deres haandgangne Mænd, – Kampe, i hvilke Landets Almue tog liden eller ingen Deel, og i hvilke overhovedet den næringsdrivende Deel af Folket ikke blev særdeles forulempet. Men i Tidens Løb, da i et Par Menneskealdere Almuen havde seet sine Konger og Høvdinger rase mod hinanden i den vildeste Partistrid, da de Styrendes lovløse Adfærd mod hinanden indbyrdes havde gjort Almuens Agtelse for Lovens Bud og Rettergangens Former vaklende, – da droges ogsaa Folkets Mængde, baade Bønder og Bymænd, ind i Hvirvelen, og da greb Fordærvelsen om sig for Alvor.

Kampen mellem Magnus og Harald var dog allerede ledsaget af Grusomheder, hvilke om de end ei ligefrem rammede Landets Almue, dog viste denne det skadeligste Exempel; og skjønt man ansaa Magnus for at være af et haardt og grumt Sindelag, saa synes dog Harald Gille at have overtruffet ham i grusomme Gjerninger. Blandt disse maa vi udhæve een, der baade i sig selv var afskyelig, og som her bliver saa meget mærkeligere, som den rammede en af Kirkens Forstandere. Harald kunde ikke faa Magnus til at aabenbare, hvor han havde skjult sine Skatte, og ligeledes gjorde han sig forgjæves Umage for at faa dette udlokket eller udtvunget af Magnus’s fortroligste Venner. Blandt disse var Biskoppen i Stavanger, den for nævnte gjerrige Reinald; og ham havde Harald især mistænkt for at kjende Hemmeligheden. Reinald blev fort til Bergen og der adspurgt; men han negtede standhaftigen at vide noget om Magnus’s Skatte og tilbød at rense sig fra al Mistanke ved Jærnbyrd. Dette Bevis vilde Harald ikke modtage, derimod paalagde han vilkaarligen Biskoppen at betale 15 Mark Guld. Da Reinald negtede at betale denne i hiin Tid betydelige Pengesum og erklærede, at han heller vilde lade sit Liv end forarme sit Biskopssæde, saa lod Harald ham offentlig hænge. Denne uverdige og uretfærdige Behandling af en Biskop, noget der ikke har Sidestykke i Norges Historie, blev efter Sagaernes Vidnesbyrd almindelig lastet^[3]; dog finder man intet Spor til at nogen kirkelig Straf herfor har rammet Harald.

Harald Gille nød ikke fuldt to Aar Enekongedømmet i Norge. Det Exempel, han selv havde givet, hvorledes det kunde lykkes ved en tvivlsom men djærvt fremsat Paastand om kongelig Fødsel at trænge sig frem til Kongedømmet, fandt snart en Efterligner. En Sigurd, der havde fort et eventyrligt Ungdomsliv og engang været optagen i den geistlige Stand som Diaconus, hvorfor han kaldtes med Øgenavnet Slembidiakn, – som forklares: den ufortjente Degn, Slumpedegnen, – paastod i 1136 at han var Magnus Barfods Søn og forlangte af Harald at erkjendes for hans Broder. Harald vilde lade ham snigmyrde, men Sigurd undkom og hevnede sig ved at snigmyrde Harald den 13de Decbr. 1136.

Sigurd opnaaede dog ei at blive tagen til Konge efter sin virkelige eller foregivne Broder. Haralds tvende Sønner Sigurd og Inge, der begge endnu vare i Barnealderen bleve tagne til Norges Konger under de mægtigste Lendermænds Formynderskab. En Kamp begyndte nu igjen mellem dem paa den ene Side, og paa den anden Sigurd Slembidiakn, der for at styrke sit Parti tog den blinde Kong Magnus ud af Holms Kloster og erklærede sig at handle for dennes Sag. Men i Aaret 1139 bleve baade Magnus og Sigurd dræbte i et Slag ved Holmengraa.

Siden styrede Brødrene Sigurd og Inge Haraldssønner, eller rettere de Lendermænd, der vare deres nærmeste Raadgivere og Formyndere, Riget en Stund i Fællesskab. En ældre Broder Eystein kom i 1142 til Norge fra Skotland og fik sin Deel af Kongedømmet, saa at Norge nu havde tre Brødre til Landsstyrere. Mellem disse udviklede sig allerede tidlig en Uenighedsaand, der spaaede Riget ny indvortes Strid og nye Ulykker. Denne Brødretvist gik imidlertid først efter flere Aars Forløb, efter Aarhundredets Midte, over til aaben Krig; men da var et Vendepunkt indtraadt i den norske Kirkes Udvikling, der danner et nyt Tidsrum i dens Historie.

De to og tyve Aar, som ligge mellem Kong Sigurd Jorsalfarers Død og dette nye Tidsrums Begyndelse udmærke sig ikke ved nogen sterkt fremtrædende Begivenheder i den norske Kirke, naar maaskee undtages Biskop Reinalds før omtalte Død i 1135. – I Nidaros synes den fornævnte Biskop Simon at være død omkring 1140. Hans Eftermand var Ivar med Tilnavnet Skrauthanke eller Skrauthanske, en Søn af en vis Kalf Vrange, og maaskee en Islænding af Æt. Ivar Kalfssøn var endnu ikke Biskop i 1139, da han var med i Slaget ved Holmengraa, og det paa Magnus Blindes Side^[4]. Han kan ikke have været Biskop i mange Aar; thi Reidar, der nævnes som hans Eftermand, og om hvem senere skal tales noget mere, døde i 1151^[5]. – I Bergen efterfulgtes Biskop Magne, uvist i hvilket Aar men rimeligviis efter 1130, af Ottar, en Islænding^[6], om hvem forresten intet vides. Hans Eftermand var igjen Sigurd, der ovenfor er omtalt som Biskop Magnes Prest. Sigurd nævnes som nærværende ved Provincial-Conciliet i Lund i 1139, hvilket forhen er berørt. Han var ogsaa Stifteren af Lyse Cistercienser-Kloster i Nærheden af Bergen. Han levede til 1156 eller 1157^[7]. – I Oslo nævnes som Kol Thorkelssøns Eftermand en Peter, og som dennes Eftermand igjen en Vilialm, der døde i 1157^[8]. Om disse vides intet uden Navnet. – I Stavanger var Jon Birgerssøn den nysnævnte Reinalds Efterfølger. Om denne Jon, der udentvivl har været af fornem norsk Æt og en udmærket Geistlig, vil siden blive talt mere^[9]. Alle disse norske Biskopper maa antages at have været indviede af Erkebiskoppen i Lund, deels af Øssur, der døde 1137, deels af dennes Eftermand Askel eller Eskil (1137–1177). – Paa Island døde Biskop Thorlak af Skaalholt den 1ste Februar 1133, og samme Aar valgtes til hans Eftermand Magnus Einarssøn. Denne blev det følgende Aar indviet af Erkebiskop Øssur, og tog i 1135 sin Stol i Besiddelse. Efter en rosværdig Styrelse omkom Magnus ved en ulykkelig Hendelse, idet han med en Mængde Mennesker brændte inde i Hitardal den 30te September 1148. Til hans Eftermand valgtes i 1151 Kløng Thorsteinssøn, som i 1152 blev indviet af Erkebiskop Askel, og udentvivl var den sidste Biskop af den norske Kirke, der blev indviet af Erkebiskoppen i Lund^[10]. – Biskop Ketil Thorsteinssøn af Hole døde 1145. Hans Eftermand var Bjørn Gilssøn, der i 1147 blev indviet af Erkebiskop Askel og levede til 1162^[11]. Alle disse islandske Biskopper roses for Gudsfrygt og Nidkjærhed; men deres Indflydelse paa Fædrenelandets Anliggender var ikke saa stor som Isleifs og Gissurs havde været, og de vare ikke i Stand til at forhindre, at de gamle Familiefeider igjen begyndte at rase og det vildere end før. – Paa Færøerne levede den førnævnte Biskop Mathæus til 1157 eller 1158^[12]. – Paa Grønland holdt Biskop Arnald ud til henimod 1150; men ved den Tid maa han have nedlagt sit Biskopsdømme og være dragen til Norge. En vis Jon Knut eller Kut blev nemlig i 1150 indviet til Garde Biskopsstol^[13]. – Paa Orknøerne levede Biskop Vilialm den Gamle langt ind i det følgende Tidsrum. Han var en Mand af stor Indflydelse paa Øerne. Ved Grændsen mellem begge Tidsrum (1152–1155) deeltog han i et Korstog eller en Pilegrimsfærd, som Øernes daværende Jarl Røgnvald (eg. Kale) Kolssøn foretog i Forening med den bekjendte Erling Skakke og flere norske Høvdinger. – Paa Suderøerne synes ved denne Tid en Splittelse at have fundet Sted i Kirken mellem Biskopper, som holdt sig til Norge, og andre som holdt sig til Erkebiskopsstolen i York. Men paa disse Forholde har man ingen rigtig Rede.

1. Sax. Gram. l. XIII.
2. Theod. Mon. c. 34.
3. Sn. M. og H. S. c. 8.
4. Sn. S. I. og E. S. c. 10; N. Tdskr. V. 43.
5. Ivars Navn mangler i den ældste Biskopsfortegnelse, men findes i den yngre mellem Simon og Reidar. N. Tdskr. V. 41, 43.
6. N. Tdskr. V. 42.
7. Isl. Ann. 64.
8. N. Tdskr. V. 41, 44; Isl. Ann. 64.
9. N. Tdskr. 42, 44.
10. Hgrv. c. 12–17.
11. Fin. J. I. 329.
12. Isl. Ann. 64.
13. Isl. Ann. 62.