Den norske Kirkes Historie under Katholicismen/20

Rudolf Keyser

Den norske Kirkes Historie under Katholicismen

Chr. Tønsbergs Forlag, 1856 (1, s. 170-216).

Vi have nu fulgt den norske Kirkes Udvikling indtil Midten af det tolfte Aarhundrede, i dens Fremskriden under Kongedømmets og overhovedet den verdslige Statsmagts Ledning. Ved denne Tid indtræder, som allerede yttret, et Hovedvendepunkt i dens Historie, og det er Hierarchiets Grundlæggelse i Forening med Nidaros’s Ophøielse til den norske Kirkes Metropolitansæde, som betegner dette. Men inden vi gaa over til det nye Tidsrum, i hvilket Hierarchiet, efter først at have flaaet Rødder i den norske Kirkes Grund, hastigen og kraftigen udviklede sig, medførende efterhaanden væsentlige Forandringer i flere kirkelige Forholde, – ville vi stræbe at give en kort Oversigt over den norske Kirkeforfatning, saadan som den maa antages at have fæstet sig i det Tidsrum, vi nu have gjennemgaaet. Meget, som tilhører den romersk-katholske Kirkesorfatning i Almindelighed, ville vi komme til at berøre; men vi ville dog fortrinsviis hefte Opmærksomheden paa det, der forekommer os paa en eller anden Maade eiendommeligt for den norske Kirke.

Vi ville da betragte denne fra tre Hovedsider og omhandle: I. Kirkens Embedsmænd d. e. Geistligheden, Klerus; – II. Kirkens religiøse Skikke; – og III. Kirkens Styrelse og statsretlige Forhold.

I. Kirken havde sin egen Embedsstand (clerus), hvori ethvert Medlem (clericus mods. laicus; klerkr, lærðr maðr, mods. leikmaðr) optoges ved en Indvielse (ordinatio, vigsla). I denne Embedsstand vare igjen forskjellige Grader (ordines), hver især med sin eiendommelige Indvielse. Deres Antal regnedes almindelig for otte, af hvilke de fire ringere (ordines minores), regnede nedenfra opad, vare: Ostiarius (Dørvogter, Klokker, klukkari), Lector, Exorcista, Acolothus; de fire høiere (ordines maiores) regnede paa samme Maade: Subdiaconus (subdiákn), Diaconus (diákn), Presbyter eller Sacerdos (prestr), Episcopus (biskup). For alle de høiere Grader var Tonsuren eller den ragede Isse et Særkjende. Indvielsen til en ringere Grad maatte gaa forud for Indvielsen til en høiere. Den biskoppelige Grad udfordredes til at foretage hvilkensomhelst geistlig Indvielse; men Biskopsvielsen udførtes af en overordnet Biskop (Erkebiskop, Metropolitan). Paven var egentlig blot Roms Biskop, men derved, som St. Peters formeente Efterfølger, den hele romersk-katholske Kirkes Overbiskop. Hver Grad havde sit Forretningsomraade, som ikke maatte overskrides, i det mindste ikke fra den lavere til den høiere. De sex første Grader omfattede egentlig Standens tjenende Medlemmer; Prestens Grad: dens lærende Medlemmer, hvorfor ogsaa Presten af Nordmændene udtryksfuldt benævntes: kennimaðr d. e. Lærer; Biskoppens endelig: dens styrende Medlemmer, hvorfor ogsaa Biskoppen ofte benævntes: forstióri kirkiunnar d. e. Kirkens Forstander, Bestyrer. Denne hele Indretning var fælles for den norske Kirke med den romersk-katholske i Almindelighed.

Vi ville ikke opholde os ved de lavere geistlige Grader, hvis Indflydelse i Kirken vare af en meget underordnet Betydenhed, men begynde med Presten og hans Embedsstilling

Prestens Hovedpligt var Folkets Undervisning i Christendommen og Udførelsen af Gudstjenesten og de med den i Forbindelse staaende Handlinger. For at ordne Prestens Virksomhed i denne Henseende bestemtes overalt, hvor Christendommen nogenlunde var grundfæstet, en Inddeling af Landet i faste geistlige Embedskredse, hver med sin Prest som geistlig Forstander; og disse Embedskredse sluttede sig igjen hver til en Kirke, eller indviet Bygning, hvor Gudstjenesten afholdtes for den tilliggende Kredses Beboere. En saadan geistlig Inddeling af Landet kom ogsaa ved Christendommens Indførelse hastig i Stand i Norge, vist nok paa en Maade allerede i Olaf Tryggvessøns Tid, men nogenlunde fuldstændig, som det lader, i Olaf den Helliges; og den har maaskee tildeels havt sit Forbillede i en lignende, som allerede fandt Sted i hedenske Tider med Hensyn til Hofene eller Templerne. En saadan Kreds benævntes i Norge Kirkesogn (kirkiusókn), d. e. Indbegrebet af dem, der søgte en vis Kirke, i Lighed med Thingsogn (þingsókn), Indbegrebet af dem der søgte et vist Thing; og Sognets geistlige Forstander: Sogneprest (sóknarprestr).

Kirkerne i Norge vare imidlertid af forskjellig Rang, og derved opstod tillige en Rangforskjel mellem de styrende Prester. De forskjellige Klasser af de norske Kirker vare fra gammel Tid tre: Fylkeskirke (fylkiskirkia), Heredskirke (heraðskirkia) og Høgendeskirke (hœgendiskirkia).

Fylkeskirkerne vare de høieste i Rangen og udentvivl tillige de ældste i Landet. De havde, som det lader, sit Navn deraf, at der ved Christendommens første Indførelse i Norge kun var een Kirke i hvert Fylke, i de Dele af Norge, hvor Fylkes-Inddelingen vedligeholdtes i sin oprindelige skarpe Begrændsning. Fylkeskirkerne havde derfor egentlig hjemme i Frostathings- og Gulathingslagen^[1], hvor der virkelig ogsaa i Regelen kun fandtes een Kirke med dette Navn i hvert Fylke, hvilken Kirke opretholdtes af alle Fylkesmændene, og oftest synes at have staaet paa samme Sted, hvor Fylkeshofet stod i Hedendommens Tider. Benævnelsen fandtes ogsaa i Viken, hvor der dog var ser Kirker af denne Rang og dette Navn, skjønt Fylkerne i det egentlige Viken kun regnedes for tre^[2]. Paa Oplandene eller i Eidsivathingslagen derimod brugtes ikke Benævnelsen Fylkeskirke, men til Fylkeskirkerne i de øvrige Landsdele svarede her Hovedkirkerne (höfuðkirkiur), af hvilke der i de Fylker, hvor en Tredjings-Inddeling fandt Sted, var een i hver Tredjing (þriðiungr), altsaa tre i hvert Fylke^[3], – en Indretning som muligen skriver sig derfra, at Oplandene noget senere blev christnet end det øvrige Norge og strax ved Christendommens Indførelse blev forsynet med flere Kirker, end Tilfældet havde været i de øvrige Hovedlandsdele. Fylkeskirkerne, hvor de fandtes, vare i Regelen fra Olaf Tryggvessøns Tid, Hovedkirkerne eller som man kunde kalde dem Tredjingskirkerne paa Oplandene derimod fra Olaf den Helliges. Fylkeskirkerne benævntes ellers ogsaa med Navnet: Hovedkirker.

Heredskirkerne vare de næste i Rang. Benævelsen har sin Oprindelse derfra, at der i Regelen fandtes een saadan Kirke i hvert Hered (herað) eller Underafdeling af Fylket, hvilken Kirke var dette Hereds Hovedsognekirke. Men Navnet var ikke almindelig anvendt over hele Norge; det havde egentlig hjemme i Viken, Gulathingslagen^[4] og vel ogsaa i de Fylker, som hørte til Frostathingslagen udenfor det egentlige Throndhjem (Þrándheimr) eller de otte thrøndiske Fylker. I Throndhjem selv fandtes nemlig egentligen slet ikke dette Slags Kirker, da Fylkeskirkerne, i det mindste i det her omhandlede Tidsrum, tillige vare Hovedsognekirker hver i sit Fylke (eller maaskee, hvor Fylket var deelt i to Halvfylker, hvert med Fylkes-Rettigheder, – hver i sit Halvfylke), hvorimod alle andre Kirker i Fylket betragtedes som Høgendeskirker eller Annexkirker til Fylkeskirken^[5]; og i Eidsivathingslagen fandt udentvivl et lignende Forhold Sted, idet heller ikke der Heredskirker nævnes, men blot Hovedkirker, som modsættes Høgendeskirker; dog kan det maaskee hende, at her Benævnelsen Hovedkirke undertiden har været udstrakt til enhver Hovedsognekirke og saaledes indbefattet foruden Hovedkirken i hver Tredjing tillige de Kirker som andensteds benævntes Heredskirker^[6]. I de Landsdele, hvor Benævnelsen Heredskirker fandt Sted, der ombyttedes denne ofte med Benævnelserne: Fjerdingskirker (fiórðungskirkiur) og Ottingskirker (áttungskirkiur)^[7], alt eftersom Fylket var deelt i Fjerdinger eller Ottinger, hvilken Inddeling oprindelig faldt sammen med Heredsinddelingen. Dette gjælder dog i Grunden kun om visse af de vestlige Kystfylker, derimod ikke om Viken, hvor Benævnelsen Heredskirker udelukkende bruges om denne Klasse. Heredskirkerne maa overhovedet betragtes som yngre end Fylkeskirkerne, fremkaldte efterhaanden ved Christendommens videre Udbredelse og Grundfæstelse i Landet, da Behovet af flere Gudshuse ved den sterkere Sogning af Almuen blev mere paatrængende nødvendig. De skrive sig dog vist for en meget stor Deel allerede fra Olaf den Helliges Tid. Heredskirkerne byggedes og vedligeholdtes af vedkommende Hereds Almue.

Høgendeskirkerne vare de sidste i Rang. Navnet betegner ligefrem: Lettelseskirker, Bekvemmelighedskirker, og antyder deres Oprindelse. Det var Kirker, som enten Almuen i mere afsondrede Dele af vidtløftige Kirkesogn opførte for sin Lettelses Skyld, for at kunne have Gudstjeneste til enkelte Tider hjemme i sin Bygd, saaledes at de ikke behøvede stedse at søge til den fjærne Sognekirke, – eller som enkelt formuende Mand opførte for sit eget huslige Brug i samme Hensigt. De svarede altsaa til hvad man i vore Tider kalder Annexkirker og Kapeller og betjentes enten af Hovedsognets Prest selv, eller af en anden Prest, der forrettede som hans Vikarius eller Kapellan. Af denne Klasses Oprindelse sees let, at den overhovedet maa betragtes som den yngste af de tre nævnte Klasser. Imidlertid nævnes den i alle de ældste Christenretter, og som hørende hjemme i alle Landsdele. Indretningen af dette Slags Kirker maa følgelig antages at have fulgt meget snart efter Indretningen af Heredskirkerne, skjønt den forudsætter en allerede almindelig og bestemt begrændset Sogne-Inddeling.

Af hvad allerede er sagt om disse tre Klasser af Kirker i Norge vil let kunne sluttes, at ikkun Fylkeskirkerne, og de tilsvarende Hovedkirker paa Oplandene, samt Heredskirkerne vare fuldstændige Sognekirker, hvorimod dette ikke kunde siges om Høgendeskirkerne. Ved de tvende første Klasser fandtes ogsaa altid Kirkegaard (kirkiugarðr) eller tilhørende, Kirken omgivende Begravelsesplads, hvorfor de tillige vare og kaldtes Begravelseskirker (greftrarkirkiur)^[8], medens dette neppe stedse var Tilfældet med Høgendeskirkerne.

Kirkerne i de opblomstrende Kjøbsteder synes overhovedet at have været regnede i Klasse med Heredskirkerne. Da Kathedralkirker byggedes ved Biskopsstolene bleve disse naturligviis betragtede som de ypperste i Rangen af alle Landets Kirker, over selve Fylkeskirkerne.

Med Hensyn til Sogne-Inddelingen i Norge har vist nok fra først af Kongerne Olaf Tryggvessøn og Olaf den Hellige øvet megen Indflydelse. Men senere maa man antage, at denne Sags Ordning saagodtsom udelukkende har været Biskopperne overladt og udført efter Overeenskomst mellem dem og Bønderne, især efterat Landet var blevet inddeelt i Biskopsdømmer, og hver Biskop havde faaet sin bestemte Landsdeel til Omraade. Tiendens Indførelse forudsætter en allerede fuldkommen gjennemført Sogne-Inddeling Men denne er dog vist nok i Norge betydelig ældre end hiin og rimeligviis omtrent jævngammel med Christendommens fuldstændige Indførelse, fra Olaf den Helliges seneste Dage eller den nærmeste Tid efter hans Fald. De ældste Bestemmelser i den gamle Gulathingslovs Christenret forudsætte allerede en Sogne-Inddeling som bestaaende^[9]; men disse Bestemmelser skrive sig om end ikke alle fra Olaf den Hellige, saa dog i det mindste fra Olaf Kyrre (1066–1093), og give saaledes al Anledning til at tro, at Sogne-Inddelingen var fuldkommen ordnet ved Midten af det 11te Aarhundrede, ved 1050. At Kirkesognene i Begyndelsen have været saare vidløftige, men efterhaanden ved flere Kirkers Opbyggelse og en lettere Adgang til at erholde tjenstgjørende Prester, ere blevne deelte og saaledes mere indskrænkede, er der al Grund til at antage.

Den Forskjellighed i Rang, som raadede mellem de norske Kirker gik ganske naturlig over paa Presterne, der forestod dem. Ligesom der var tre Klasser af Kirker, var der ogsaa tre Klasser af Prester: Fylkesprester (fylkisprestar) eller tilsvarende Hovedprester (höfuðprestar), Heredsprester (heraðsprestar) og Høgendesprester (hœgendisprestar). I Throndhjem, hvor Fylkeskirken i Regelen var den eneste Hovedsognekirke i hvert Fylke, medens de øvrige Kirker blot vare at betragte som Høgendeskirker eller Annexkirker til denne, der var Fylkespresten den eneste egentlige Sogneprest i Fylket, medens de øvrige Prester vare at ansee som hans Høgendesprester d. e. Vikarier eller Kapellaner. Dette Forhold er, saavidt skjønnes, ogsaa tydelig udtrykt i den ældre Frostathingslovs Christenret, hvor Benævnelsen prestlingr d. e. liden Prest, Underprest, synes at være eenstydende med hœgendisprestr og betegne dennes ganske underordnede Stilling^[10]. Noget lignende kan maaske Forholdet have været paa Oplandene, hvor heller ikke Heredskirker eller Heredsprester nævnes, med Hovedpresterne, at nemlig Hovedpresten har været den eneste egentlige Sogneprest i Fylkes-Tredjingen. Den gamle Eidsivathingslovs Christenret lader os i Uvished i denne Henseende. I de øvrige Landsdele derimod, hvor selvstændige Heredskirker fandtes, der vare Heredspresterne ved disse selvstændige Sogneprester; og Fylkespresten havde, saavidt skjønnes, ingen egentlig overordnet Myndighed over Fylkets Heredsprester. Fylkespresten var blot Sogneprest i det Sogn, som laa til Fylkeskirken, men var over Heredspresterne i Rang. Om han maaskee oprindeligen har havt et Slags Tilsyn med Fylkets Heredsprester i Lighed med vor Tids Provster, er noget som ikke lader sig afgjøre ved Christenretterne. I sig selv er det ikke ganske usandsynligt. Høgendespresterne, efter Navnet: Lettelsesprester, Hjælpeprester, vare derimod aldrig selvstændige Sogneprester, men vare deels disses Kapellaner eller Vikarier, deels fornemme Folks Huskapellaner. I begge Tilfælde vare de i et Afhængighedsforhold, som Sognepresten ikke kjendte. I Høgendespresternes Tal kunde man paa en vis Maade regne Kongens Hirdprester (hirðprestar), hvilke imidlertid paa Grund af deres Stilling til Kongen nøde en fortrinlig Anseelse, skjønt de i Grunden ikke vare andet end hans Huskapellaner. Til hvilken som helst af de nævnte tre prestelige Stillinger udfordredes een og samme prestelige Vielse, ligesom Embedsdragten ved kirkelige Forretninger var den samme, nemlig: hvid, fodsid Messeskjorte (alba, messuserkr), derovenpaa den saakaldte Stola (stola), et hvidt med Kors betegnet Baand hængende om Halsen ned til Knæerne, og endelig under selve Messeembedetyderst: Messehagel (casula, hökull).

De norske Sognepresters Underhold synes i Christendommens første Tider, ja vel i den større Deel af det her omhandlede Tidsrum, at have været temmelig ubestemt og usikkert. I denne Henseende var der vistnok fra først af bedre sørget for Fylkespresterne og de dem sideordnede Hovedprester end for de øvrige Sogneprester. Fylkespresterne synes nemlig at have havt sin Andeel af det til Fylkeskirkerne lige ved deres Oprettelse henlagte Jordegods, ligesom ogsaa den bestemte Afgift fra Bøndernes Side efter Mandtallet, hvilken benævntes: Prestreide (prestreiða), nærmest synes at vedkomme dem. Desuden havde de lovbestemt Betaling for de fleste geistlige Forretninger udenfor den egentlige Gudstjeneste, samt frivilligt Offer. Heredspresternes Indtægter synes derimod, med Undtagelse af den lovbestemte Betaling for geistlige Forretninger, oprindeligen at have været meget uvis og for største Delen beroet paa en Overeenskomst mellem den tiltrædende Prest og hans Sognemenighed, – noget som maatte bringe ham i et besværligt Afhængighedsforhold til denne^[11]. Vi kjende imidlertid disse oprindelige Forholde ikkun tildeels for Gulathingslagens Vedkommende; thi kun den gamle Gulathingslovs Christenret naar i sine ældre Bestemmelser op til en saa fjærn Tid, da derimod alle de andre gamle Christenretter ere yngre end Tiendens Indførelse. Tiendens Vedtagelse medførte nemlig en gjennemgribende Forandring i Sognepresternes Underhold og frembragte saavidt skjønnes i dettes Ydelsesmaade en fuldkommen Lighed mellem Fylkesprester og Heredsprester. En Fjerdepart af Tienden i hvert Kirkesogn henlagdes nemlig nu til Sognepresten; hvorimod den tidligere Prestreide bortfaldt, dog saaledes at Betaling for visse geistlige Forretninger vedligeholdtes^[12]. Hvor gammel egentlig Udlægningen i Almindelighed af Prestegaarde (prestaból) til Sognepresternes Underhold er, vides ikke, skjønt den vist nok stiger langt op i Tiden. Høgendespresternes Underhold blev naturligviis, ifølge deres Stilling, altid afhængig af en Overeenskomst enten med Sognepresterne, for hvilke de vikarierede, eller med de Lægmænd, hvis Huskapellaner de vare.

Med Hensyn til de norske Sognepresters Ansættelse synes i forskjellige Forhold og til forskjellige Tider temmelig forskjellige Regler at have gjældet. – I Gulathingslagen bleve ifølge den gamle Christenret Fylkespresterne, som det synes, beskikkede af Biskoppen uden at Sognemenigheden derved havde nogen Stemme. Ansættelsen af Heredspresterne derimod, hvis Underhold tildeels afhang af en Overeenskomst mellem dem og Sognemenighederne, blev for en stor Deel afhængig af vedkommende Menigheders Ønske. Fremgangsmaaden synes ifølge den gamle Christenret at have været den, at naar en Prest ved en Heredskirke skulde ansættes, da ansattes han af Biskoppen, men kun paa eet Aar. Kunde han nu i Løbet af dette Aar faa ordnet sit Forhold til Menigheden tilfredsstillende for begge Parter, ansaas han efter Aarets Forløb for fast ansat, og da kunde Biskoppen mod hans egen og Bøndernes Villie ikke flytte ham fra hans Kald, med mindre han gjentagne Gange forsømte de ham paahvilende Pligter. Derimod maa det antages, at hvis han ikke i Aarets Løb kunde faa sluttet nogen fast Overeenskomst med Menigheden, og følgelig han og Menigheden ved Aarets Udgang ikke vare gjensidig fornøiede med hinanden, da paalaa det Biskoppen at ansætte en anden paa samme Vilkaar^[13]. Hvor længe denne Beskikkelsesmaade med Hensyn til Heredspresterne har staaet ved Magt, vide vi ikke; dog har den rimeligviis været anvendt gjennem hele det her omhandlede Tidsrum, eller i det mindste indtil Tiendens Indførelse. – Hvad Viken angaar, da kan ikke af den gamle vikske Christenret sees, om nogen særegen Fremgangsmaade har fundet Sted ved Presters Ansættelse til Fylkeskirkerne; men om Heredskirkerne heder det, at Bønderne (Sognemenigheden) skulde vælge Prest til sin Heredskirke og have den, som de vilde. Biskoppen kunde da ikke lovligen afsætte ham fra denne Kirke, med mindre der skaffedes Vidnesbyrd af de tvende nærmeste Sogneprester for, at han paa Grund af Vankundighed var udygtig til at forestaa Kirken^[14]. I Viken var altsaa Menighedernes Ret til at kalde sine Sogneprester, forsaavidt i det mindste disse forestode Heredskirker, en ved Loven afgjort Sag. – Frostathingslagens Christenret have vi ikke mere i dens gamle, oprindelige Form; men selv dens nyere Bearbeidelse, der er yngre end det her omhandlede Tidsrum, synes henpege paa en gammel Menighedernes Ret ogsaa i Frostathingslagen til at have en Stemme med i Ansættelsen af sine Sogneprester. Det heder nemlig: „Biskoppen skal raade for Kirker og al Christendom og ansætte de Prester, som han vil; og han har lovet os det, at vi skulle have de Prester som behage os og som ret forstaa sin Tjeneste. Det er gammel Ret“^[15]. Her antydes udentvivl, at efter gammel Ret i Frostathingslagen Sognepresternes Ansættelse mest beroede paa Menighedernes Ønske, men at Kaldsretten siden var overdragen Biskoppen, dog imod det Løfte, at han ikke skulde paatrænge nogen Menighed en Sogneprest, som den ikke kunde lide. – Eidsivathingslagens Christenret siger, at Biskoppen skal beskikke Prester, saadanne som han ved besidde de nødvendige Kundskaber for tilbørligen at kunne røgte deres Embede^[16]. Denne Christenret er imidlertid ogsaa kun levnet i en Bearbeidelse, der er yngre end det her omhandlede Tidsrum, og saaledes kan muligen Bestemmelsen om Presternes Ansættelse ved Biskoppen være kommen ind ved en Lovforandring fra en senere Tid, da man i Hierarchiets Aand vilde have Sognepresternes Ansættelse udelukkende overladt Biskopperne. – Men ved Siden af den Ret ved Sognepresternes Ansættelse, som de ældste Christenretter udtrykkelig indrømme deels Biskopperne deels Sognemenighederne, maa ogsaa en lignende Ret, som Christenretterne ikke omtale, have været Kongedømmet forbeholdt. Det vil nemlig under det næste Tidsrum blive omtalt, at Kongerne i 1152 skulle have frivilligen opgivet sin Patronatsret (jus patronatus) til Norges Kirker^[17], hvilket naturligviis forudsætter, at en saadan Ret tidligere tillaa Kongedømmet. Nærmest har den udentvivl vedrørt Fylkeskirkerne eller Hovedkirkerne, hvilke, som det lader, fra først af ere blevne byggede og udstyrede af Kongedømmets Gods og altsaa paa en Maade kunde siges at tilhøre Kongen. Neppe har dog denne Kongedømmets Patronatsret over Norges Kirker i det Hele villet sige stort andet, end at Kongedømmet tænktes at fore et øverste, Biskoppernes endog overordnet, Tilsyn med Landets Sognekirker og med Presternes Ansættelse ved dem, – noget som ingenlunde medfører, at Kongen selv beskikkede vedkommende Prester, eller at endog blot hans Samtykke nødvendigen udfordredes ved enhver Sogneprests Valg. – Af alt det Anførte synes det saaledes tydeligt, at i den norske Kirkes første Udviklingstid de norske Sognemenigheder have havt en vegtig Skemme ved Ansættelsen af sine Sogneprester, medens dog vedkommende Biskop, som den der skulde prøve og indvie enhver Prest, havde Leilighed til at hindre aldeles uværdige og ukyndige Personer Indtrædelsen i den prestelige Stand, og medens Kongedømmet, som baade Statens og Statskirkens øverste styrende Magt, førte Tilsynet med det Hele. – Hvad endelig Høgendespresternes Beskikkelse angaar, da, hvis en saadan Prest skulde være Annerprest og en Sogneprestes Vikarius, kom udentvivl baade denne sidstes og Sognefolkets Ønske i Betragtning, ligesaavel som Biskoppens Samtykke til Beskikkelsen udkrævedes; hvor Høgendespresten derimod var enkelt Mands Huskapellan, eller ansat ved hans Ejendomskirke, der havde denne Mand Kaldsretten, og var da den Kaldede allerede prestviet, blev Biskoppens Samtykte, om det ogsaa indhentedes, vistnok i Almindelighed en blot og bar Form.

Af hvad nu er sagt om de norske Presters Underhold og Ansættelse vil let sees, at deres Stilling i Samfundet langt fra ikke endnu kunde kaldes gunstig for Udviklingen af nogen kraftig Standsaand hos dem. Naar man derhos betænker, at Cølibatet endnu ikke var indtrængt i den norske Prestestand, men at Presterne for det meste vare Familiefædre, og ikke alene ved Fødsel men ogsaa ved Egteskab knyttede til Landets Bønder, hvis Levemaade de, som for største Delen Jordbrugere, i sit huslige Liv ganske maatte efterligne, – saa kan man ei undres paa, at Baandet mellem dem og det øvrige Landsfolk endnu var for sterkt til at kunne med Eet løses i den Grad som en ret hierarchisk Kirkeordning fordrede; og saaledes blev Presternes Stilling i Norge for det første en Modvegt mod Hierarchiet, som det kun langsomt lykkedes dette at overvinde.

Vi maa særskilt med nogle Ord omtale de islandske Prester, da deres Stilling havde noget vist eiendommeligt ved sig, som ikke ganske svarede til hvad der var gjældende i Norge. Det er forhen berørt, at paa Island den egentlige Landsstyrelse hvilede hos Goderne, hvis Myndighed i Hedendommens Tid var baade verdslig og prestelig. Ved Christendommens Indførelse søgte de saavidt muligt at opretholde den ikke alene i første men og i sidste Henseende. For dette Øiemed byggede Goderne selv Sognekirker paa sin Grund og forbeholdt sig og sin Æt Eiendomsretten til disse Kirker. Andre formuende og mægtige Mænd fulgte Godernes Exempel og reiste ligeledes Kirker paa sine Gaarde. Saaledes skede det, at alle Øens Sognekirker vare enkelte Mænds, deels Goders, deels rige Bønders private Eiendom. Allerede herved fik Goderne og de øvrige verdslige Kirkeejere stor Indflydelse i Kirkens Anliggender. Men denne Indflydelse forøgedes derved, at Kirkeeierne ofte lode sig selv prestvie til at forestaa sine Eiendomskirker, og saaledes forenede virkelig ofte Goderne, efter Christendommens Indførelse ligesaavel som i Hedendommen, den prestelige Embedsmyndighed med den verdslige. Og antog end ikke Kirkeejeren selv Prestekaldet, saa havde han ifølge Islands Christenret Lov til at lade paa egen Bekostning En oplære og indvie til Prest ved sin Kirke, hvilken Prest da ikke maatte igjen forlade denne Kirke uden Ejerens Tilladelse eller uden at have oplært en anden til at træde i sit Sted^[18]. Paa denne Maade kom naturligviis Sognepresten i det strengeste Afhængighedsforhold til Kirkeejeren. Endelig, hvis Kaldet ikke besattes paa en af disse tvende Maader, saa stod endnu en tredie Besættelsesmaade aaben. Kirkeejeren sluttede nemlig en ordentlig Leiekontrakt men en prestviet Mand om at forestaa Kirken som Leieprest (leiguprestr). I dette Fald sluttedes Leien kun paa eet Aar ad Gangen, hvilket da gav Anledning til idelige Omskiftninger og Slutningen I hvilketsomhelst Fald af disse blev Prestekaldet en Indtægtskilde for Kirkeejeren, der selv tog hvad Overskud der blev af Kaldsindkomsterne, naar der var sørget for Kirkens Vedligeholdelse og Prestens betingede Lønning. Dette Forhold blev staaende ved Magt gjennem hele det Tidsrum, vi nu have gjennemgaaet, ja strakte sig, som senere skal sees, endog langt ud over dette. At under saadanne Omstændigheder de islandske Prester oftest maatte erholde et saare verdsligt Præg er let at begribe, hvorimod det er at forundres over, at saa mange af dem desuagtet kunde vedligeholde et Ry for theologiske Kundskaber, som de virkeligen synes efter Tidens Forholde at have fortjent. – Af det anførte sees, at Forskjellen mellem Presternes Stilling i Norge og paa Island væsentligen laa deri, at Kirkerne i Norge for den allerstørste Deel vare vedkommende Sognemenigheders Ejendom, medens de paa Island alle vare enkelte Mænds Ejendom, hvilke til dem havde Kaldsret.

De Kundskaber, der fordredes for at kunne opnaa Prestvielse og siden blive Sogneprest, vare ligesaalidt i Norge, som andensteds paa den Tid betydelige eller dybtgaaende. Færdighed i at læse, en Smule Latin for de kirkelige Formularers og Bønners Fremsigelse i dette Sprog, Kjendskab til Kirkens Hovedlærdomme i den Skikkelse, hvori de vare af Paven stadfæstede, for deri at kunne undervise Lægfolket, Sikkerhed i Udførelsen af Gudstjenestens Skikke og Sakramenternes Meddelelse, og endelig saamegen kalendarisk Kundskab, som behøvedes for rigtigen at tilsige Festdage eller Messedage og Faster, hvilket hørte med til Sogneprestens Embedsskyldighed, – dette var det Hele, som strengt taget udfordredes for at indtræde i det prestelige Kald, og som vist nok ovenikjøbet, især i Christendommens første Tider, fordredes og maatte fordres med megen Skaansel. Disse Kundskaber erholdtes ved Underviisning deels – og det især i de ældste Tider – af Biskopperne selv, deels af de dygtigere blandt Presterne, i hvis Hus da Lærlingerne opholdt sig, og under hvem de i sin Læretid gjorde Tjeneste i Kirkens lavere Grader. Om faste Skoler til Presternes Dannelse allerede i dette Tidsrum have været oprettede ved Norges Biskopsstole, er uvist, om end langtfra ikke usandsynligt. De vordende Presters Oplærelse for deres Kald var dog vistnok overhovedet endnu at betragte som en privat Sag; men Biskopperne havde, som forhen omtalt, at prøve enhver Prestlærlings Kundskaber, og først naar han fandt disse tilstrækkelige, at meddele ham Prestvielse. Den Prest, som havde modtaget et Kirkesogn var i Regelen strengt bunden til dette, ikke alene saaledes, at han ei undtagen i Nødstilfælde eller paa Opfordring fra Biskoppen maatte udføre prestelige Forretninger i en anden Prests Sogn, men ogsaa saaledes, at han, naar undtages paa Biskoppens Kaldelse, ei maatte reise udenfor sit Kirkesogns Grændser uden at have erholdt sin Menigheds Tilladelse. Dette sidste foreskrives i det mindste udtrykkelig i den gamle vikske Christenret^[19]. Var Presten forsømmelig i sine Embedsforretninger, kunde han, som forhen berørt, af Biskoppen afsættes fra Kaldet.

Det biskoppelige Embede var, som allerede omtalt, Kirkens høieste Grad (ordo), Biskopperne: Kirkens Styrere. Vi have i det Foregaaende oftere havt Leilighed til at omhandle Udviklingen af det biskoppelige Embede i den norske Kirke og de norske Biskoppers Stilling til Kongedømmet og Menigheden i det gjennemgangne Tidsrum. Efter Biskopsdømmernes Ordning i Slutningen af det 11te og Begyndelsen af det 12te Aarhundrede omfattede den norske Kirke i Norge og de fra Norge bebyggede Lande, som vi have seet, 10 Biskopsdømmer, af hvilke 4 i selve Norge. Biskoppernes Embedspligter vare i den norske Kirke de i hele den romersk-katholske Kirke almindelig vedtagne. Hver Biskop skulde i sit Biskopsdømme (biskupsdœmi) have nøie Tilsyn med Christendommen, og at Presterne rigtig besørgede sit Embede; han skulde derhos indvie eller ordinere Presterne og alle andre Kirkens Tjenere, konfirmere Ungdommen og vie Kirker, Altere, Kirkekar og Chrisma eller den hellige Olie. Til Opfyldelsen af disse Pligter paalaa det ham, naar ikke meget vigtige Forfald indtraf, aarligen eller til visse Tider at overfare eller visitere hele sit Biskopsdømme og indfinde sig ved enhver af dets Sognekirker. Forsømte han dette i noget Kirkesogn, da havde han forbrudt sine Indtægter af Kirkesognet for det Aar. Paa disse Visitatsreiser og ligeledes paa andre Reiser, som han foretog i Embedsforretninger, vare Bønderne paa Tilsigelse skyldige at skydse ham og hans Følge, hvis Antal i Christenretterne fastsættes efter Forretningernes Beskaffenhed og andre Omstændigheder til 10, 15 eller 30 Mand. Tiden for hans Ophold ved hver Sognekirke var ogsaa lovbestemt: efter Omstændighederne 3 eller 5 Nætter. For hans og hans Følges Underhold i denne Tid havde deels Sognemenigheden, deels Sognepresten at sørge^[20].

En Biskops Verdighedstegn var: Biskopsstaven (baculus, bugall), Ringen (annulus) og Biskopshuen (infula, mitra, mitr). Ved kirkelige Forretninger bar han over Messeskjorten og Stolaen en til Knæerne naaende pragtfuld Kjortel, kaldet Dalmatica, og derudenpaa, naar han forrettede Messen, Messehagelen (casula), eller ved andre Leiligheder en kostbar Chorkaabe (cappa, kantarakápa). Biskoppens faste Indtægt før Tiendens Indførelse omtales kun i den gamle Gulathingslovs Christenret, men maa antages at have været den samme i alle Landsdele; den kaldtes Biskopsreide (biskupsreiða) d. e. Udredsel til Biskoppen, og var fastsat efter Mandtallet til een Ørtug (omtr. $\scriptstyle {\frac {1}{3}}$ Sølvspecie) for hver 40 Personer i hans Biskopsdømme^[21]. Ved Tiendens Indførelse bortfaldt denne Biskopsreide, og Biskoppen erholdt i Stedet en Fjerdedeel af Tienden i hvert Kirkesogn^[22]. Til faste Indtægter kan ganske vist ogsaa allerede nu regnes Landskyld af det Biskopsstolen tilhørende Jordegods. En uvis, men sikkert ganske betydelig Indtægt var Boder for Overtrædelse af Christenrettens Bud, hvilke Boder, naar de ei overskred tre Mark, tilfaldt Biskoppen alene, medens de høiere deeltes med Kongen.

At de norske Biskoppers Valg og Ansættelse i dette Tidsrum nærmest laa i Kongedømmets Hænder, medens de islandske Biskoppers Valg udførtes af Islands verdslige Høvdinger og Presteskab i Forening, – og at samtlige den norske Kirkes Biskopper modtoge sin biskoppelige Indvielse af udenlandske Metropolitanbiskopper, deels af saadanne, som ingen af Paven meddeelt Metropolitanret over den norske Kirke besad, deels af den virkelige Metropolitan, nemlig først Erkebiskoppen af Hamborg eller Bremen, siden Erkebiskoppen af Lund, – dette er allerede forhen tilstrækkelig oplyst, ligesom ogsaa, at disse lovlige Metrepolitaners kirkelige Indflydelse i Norge og tilliggende Lande ikkun synes at have været ringe, ja næsten blot i Navnet. Baandet mellem de norske Biskopper indbyrdes var udentvivl i dette Tidsrum endnu kun meget slapt. Hver af dem virkede, som det lader, ganske selvstændig i sit Omraade. Sit statsretlige Samholdspunkt havde de for selve Norges Vedkommende i Kongedømmet og i Kongen, der betragtedes om end ikke ganske som den norske Kirkes Overhoved, saa dog som dens mægtige Beskytter og som den indflydelsesrigeste Megler i alle dens vigtigste Anliggender. Paven erkjendtes som den almindelige romerske Kirkes høieste synlige Overhoved; men for at han i denne Egenskab kraftigen kunde indvirke paa den norske Kirke, manglede endnu det nødvendige Mellemled, nemlig en særegen Metropolitan. Nogen lovbestemt Afgift af Norge til den romerske Kirkes Hoved, som synligt Tegn paa Underdanighed, findes endnu ikke i dette Tidsrum at have været indført.

Vi have nu betragtet den geistlige Embedsstands Stilling i Norge indtil Midten af det 12te Aarhundrede. Men ved Siden af dette Klerus i strengere Betydning, havde ogsaa Norge, som ovenfor viist, allerede fra Begyndelsen af det 12te Aarhundrede erholdt en Klostergeistlighed eller Ordensgeistlighed. Dennes oprindelige Kald var, som bekjendt, ikke egentlig at indtræde i noget bestemt kirkeligt Embedsforhold, eller i de almindelige kirkelige Grader; men den skulde ved et afsondret, strengt Liv, under idelig Andagtsøvelse og Selvbetragtning, ved rene Seder og Selvopoffrelse stræbe at vinde Guds særdeles Velbehag og tjene sine Medchristne til et lysende Exempel i alle christelige Dyder. Den dannede intet i sig afsluttet Heelt, men bestod af forskjellige, indbyrdes uafhængige Samfund, der hvert for sig var underkastet visse Regler (regulæ), der altid indeholdt en Skjærpelse af de almindelige Kirkelove og en forøget Strenghed. Derfor benævntes Medlemmerne overhovedet: regulares, Regelbundne; og da deres oprindelige Maal meer var egen Fuldkommengjørelse ved Afsondring fra den øvrige Verden, end kraftig umiddelbar Indvirkning paa denne, saa benævntes i Modsætning til dem de Geistlige, hvis Virksomhed i Egenskab af Kirkens Tjenere meer var rettet mod det Ydre: sæculares eller Verdsliggeistlige. Denne Adskillelse og de dermed forbundne Benævnelser vedbleve, skjønt i Tidens Løb Regular-Geistlighedens Aand og Stilling betydelig forandrede sig, og i visse Henseender nærmede sig Sæcular-Geistlighedens, medens paa den anden Side ogsaa denne laante adskilligt af hiins Indretninger.

Klosterlivet var paa en Maade udsprunget af Eneboerlivet; men dette var allerede traadt i Baggrunden, da Christendommen naaede Norge, og kommer her saagodt som slet ikke til Syne. Klostervæsenet derimod vandt ogsaa for Norge sin Betydning, skjønt maaskee sammenligningsviis mindre end for de fleste andre Europas Lande. Det laa forøvrigt i Indretningens Natur og den Afsondring fra alt Verdsligt, som var saa nær forbunden med dens Grundidee, at det enkelte Folks Ejendommelighed her kun svagt kunde fremtræde. Den for en vis Klosterorden bestemte Regel maatte strengt følges af Ordenens Medlemmer, i hvilket Land eller blandt hvilket Folk de end befandt sig. Her fandt ei de Tillempninger Sted, som med Sæcular-Geistligheden ofte vare nødvendige med Hensyn til den verdslige Samfundsorden og de ældre verdslige Love, og som gave Anledning til særegne Christenretter for de enkelte Lande, ja i Norge for de enkelte Landsdele. De ældre norske Christenretter, der hvilede paa en Overeenskomst mellem Biskop og Landsfolk, berøre derfor slet ikke Klostervæsænet, og af dem er saaledes ingen Oplysning at hente om dets Standpunkt i Norge. Derimod vil en kort Oversigt over Klostervæsenet i Almindelighed i det romersk-katholske Europa paa den Tid, hvorom her handles, tillige give os en Forestilling om hvorledes det var beskaffet i Norge.

Klostere fremstode først ved flere Eneboeres Sammenflytning i et fra den øvrige Verden strengt afsluttet religiøst Broderskab. Saadanne Foreninger dannedes i Førstningen blot af Mænd; men senere fremstod ogsaa lignende af Kvinder. Indtrædelsen i dem medførte Forpligtelse til den strengeste Kydskhed, hvortil fordredes ugift Stand, og til Afkald paa Livets verdslige Glæder. Siden udviklede sig de bestemte, mere i det Smaalige gaaende Regler for de enkelte Foreninger, og ved disse Reglers Forskjellighed igjen flere Klosterordener. Klosterlivets Hjem var egentlig Østerlandene. I det vestlige Europa var det, som bekjendt, Benedict af Nursia i Italien, der i Begyndelsen af det 6te Aarhundrede bragte et paa visse Regler grundet Klosterliv for begge Kjøn ret i Gang, og fra den Tid udbredte det sig ogsaa i Vesten med uhyre Hurtighed.

Klosterløftet, eller det Løfte man aflagde ved Indtrædelsen i et Kloster, udtrykte overalt en tredobbelt Forpligtelse: til Armod, Kydskhed og Lydighed. En Klosterboer maatte ingen særegen Formue eje. Han skulde i ugift Stand føre et reent Levnet, hvorfor han ogsaa af Nordmændene benævntes: hreinlifismaðr. Han var endelig skyldig ubetinget at følge sit Klosters Regel. Den ældste Klosterregel i Vest-Europa var Benedict af Nursias, hvoraf Navnet Benedictinere. Men siden, da enkelte ivrige Klostervenner deels vilde opretholde den forfaldende Klostertugt, deels ved forøget Strenghed bringe Klosterlivet det dem foresvævende Helligheds-Ideal nærmere, foretoges Afændringer i den hellige Benedicts oprindelige Regel; og nu opstod efterhaanden en Mængde deels Congregationer eller afændrede Underafdelinger af Benedictinernes Orden, deels aldeles nye Ordener. Disse stræbte i Almindelighed ved deres Stiftelse at overtræffe hinanden i Strenghed. Men jo strengere en Ordensregel var, desto kortere overholdtes den som oftest i sin Reenhed, og Reformationer i de enkelte Klostere, hvorved disse med Tvang skulde bringes tilbage til Regelens nøiagtige Overholdelse, kom snart til at høre til Dagens Orden. Paverne vare overhovedet ivrige Befordrere af Klosterlivets Udbredelse, da Indretningen ved sin Uafhængighed af al verdslig Magt var fortrinlig skikket til at danne en Hovedstøtte og et kraftigt Befordringsmiddel for Pavedømmet og for Hierarchiet i det Hele.

Den indre Indretning i ethvert Kloster (monasterium, claustrum, coenobium, conventus, paa Norsk: klaustr, múnklíf, nunnusetr) var grundet paa Lighed og Broderskab mellem Medlemmerne (monachi og moniales, paa Norsk: múnkar og nunnur), hvilke derfor kaldte hinanden indbyrdes Brødre eller Søstre. De bare eens Dragt, spiste ved eet Bord og sov i Regelen i eet Værelse. Dragten var simpel for begge Kjøn: en fodsid Kjortel med Hætte, og en Kappe at bære udenover, naar de vare ude; derhos for Nonnerne en tætsluttende Hue og Slør. Munkene havde raget Isse, Nonnerne kort afklippet Haar. Ethvert Klosters Forstander eller Forstanderske valgtes almindelig af og blandt Medlemmerne, bestyrede Klosterets Ejendomme, optog nye Medlemmer, paasaa Regelens Overholdelse, undersøgte sine Underordnedes Forhold og bestemte Straffen for deres Forseelser overeensstemmende med Regelens Bydende. Paa visse Dage i Ugen samledes alle Medlemmerne til et saakaldet Kapitel (capitulum) for at høre Forstanderens Bestemmelser og Domme. Sin Forstander skyldte de ubetinget Lydighed ligesaavel som Klosterregelen, for hvis Overholdelse han nærmest var ansvarlig. Forsaavidt dannede ethvert Kloster saa at sige en liden monarchisk Stat. Men paa den anden Side skulde det egentlig staa under et Slags Overopsyn af den Biskop, i hvis Biskopsdømme det var beliggende. Enhver Klosterforstander eller Klosterforstanderske skulde høitideligen og med Velsignelse indsættes af vedkommende Biskop og kunde ogsaa i nogle Ordener under visse Omstændigheder afsættes af ham. Imidlertid var denne Afhængighed ofte kun til i Navnet. Saare hyppig var det Tilfælde, at Paven af sin Magtfuldkommenhed fritog, eller som det kaldtes eximerede visse Klostere fra den biskoppelige Overmyndighed, saaledes at Biskoppen af denne i Grunden kun beholdt den ceremonielle Indsættelsesret, hvorimod saadanne Klostere for øvrigt paa en Maade stode umiddelbart under Kirkens øverste Hoved, og deres Forstandere saa at sige vare Biskopperne sideordnede i Rang. Flere Klosterordener vare desuden ved selve sin indre Organisation i Virkelighed eximerede. I nogle Ordener havde nemlig alle didhen hørende Klostere en styrende Centralmagt i et almindeligt Ordenskapitel (capitulum generale), som igjen kunde være forskjellig dannet, men oftest bestod af samtlige eller de vigtigste til Ordenen hørende Klosteres Forstandere. I andre Ordener erkjendtes alle Klosteres Afhængighed af eet eller flere Moderklostere. I begge Tilfælde var den biskoppelige Overmyndighed ikkun en Skygge. Disse Omstændigheder frembragte meget ofte et spændt Forhold mellem Klosterordenerne og Biskopperne. Ikke heller var det sjældent, at der mellem Klosterordenerne indbyrdes fandt et Korporationsnid Sted, der kunde fremkalde høist forargelige Optrin.

Forstanderen for et Munkekloster benævntes forskjellig i de forskjellige Ordener: Abbed (abbas, ábóti), Prior, eller sjældnere Præpositus. Abbednavnet var i dette Tidsrum det almindeligste og det som medførte den høieste Rang; Abbeden gik nemlig i Rang næst efter Biskopperne. En Abbed havde gjerne som underordnede Embedsmænd i sit Kloster en Prior, en Subprior og en Sacristan, hvilken sidste var Klosterets Seglbevarer og Skatmester. Naar i Ordener, som ellers havde Abbeder, et Kloster bestyredes af en Prior som Forstander, da tilkjendegav dette som oftest, at Klosteret kun betragtedes som en Filialafdeling af et Abbedi. Men der var forresten ogsaa Ordener, hvori Abbeder ikke fandtes, og der indtoge Priorerne disses Plads. Forstandersken for et Nonnekloster benævntes: Abbedisse (abbatissa, paa Norsk: abbadís) eller Priorinde (priorissa). Til Medhjælper i Bestyrelsen af Klosterets økonomiske Anliggender havde hun en Geistlig, der af Klosteret udvalgtes med vedkommende Biskops Samtykke, og som benævntes: Prior eller Provisor, Raadsmand (ræðismaðr). Det var ellers en Følge af Sagens Natur, at Nonneklostrene iAlmindelighed vare den biskoppelige Myndighed strengere underordnede end Munkeklostrene.

Ethvert Kloster havde sin særegne Kirke, og til at besørge Gudstjenesten i denne var ansat en Prest med underornede kirkelige Tjenere. Presten valgtes i Almindelighed ved hvert enkelt Munkekloster, ligesom og de underordnede Kirketjenere, af og blandt Klosterets egne Munke. Da imidlertid blot i ganske faa Ordener prestelig eller i det hele kirkelig Ordination fordredes for dens Medlemmer, og følgelig selve Kloster-Forstanderen kunde være en Mand, der ikke var viet til nogen af Kirkens Grader, saa bleve i Almindelighed i ethvert Kloster nogle af Munkene udseede til at modtage den for Gudstjenestens og de egentlige kirkelige Forretningers Udførelse nødvendige Ordination af vedkommende Biskop. Nonneklostrene havde ogsaa hver for sig sin særegne Prest, der var Nonnernes Sjælesørger. Ogsaa han kaldtes af Conventet d. e. Klosterforstandersken og Klosterets Nonner; men Biskoppens Indflydelse gjorde sig dog vist nok her i Almindelighed meer gjældende ved Ansættelsen, end Tilfælde var med Munkeklostrene.

I Klostrene var der ellers foruden de egentlige Munke og Nonner en Deel Lægbrødre og Lægsøstre (fratres conversi, sorores conversæ), hvilke ei havde aflagt Klosterløfte. Dette var Lægfolk, som enten havde taget Tjeneste ved Klosteret, eller som for Penge gave sig derind for at nyde en anstændig Pleie og derhos erhverve sig en Delagtighed i den guddommelige Naade, som særligen tænktes at hvile over det hellige Sted.

Hvad her er sagt om Klostrene i Almindelighed gjælder da ogsaa de norske Klostere. Den Skik som i Udlandet fordetmeste var raadende, at ethvert Kloster valgte sig en verdslig Høvding til Beskytter (advocatus), synes i Norge at have været ubekjendt. Her ansaas, som det lader, Kongen som den naturlige verdslige Beskytter for alle Klostere inden hans Rige.

De Ordener, som vides at have havt Klostere inden den norske Kirkes Omraade allerede i det her omhandlede Tidsrum d. e. for Midten af det 12te Aarhundrede, indskrænke sig til Benedictinernes Orden med dens Congregationer Cluniacensere og Cisterciensere.

Beuedictinernes Orden i dens uafændrede Skikkelse udmærkede sig ved Ordensregler, der ei vare til Overdrivelse strenge, men opfordrede baade til legemlig og aandelig Arbeidsomhed; den regnedes derfor i senere Tider blandt de mildeste Ordener. Dens Klostere havde intet ydre Forenigspunkt. Klosterforstanderne benævntes Abbeder og Abbedisser og vare i Almindelighed temmelig uindskrænkede. Ordensdragten var sort; deraf deres norske Navn Svartmúnkar. Af denne Orden vare i heromhandlede Tidsrum i Norge: St. Michaels Kloster i Bergen og St. Albani Kloster paa Selia, begge for Munke, Gimsø Kloster ved Skien, St. Marie Kloster ved Oslo, og Bakke Kloster ved Nidaros, alle tre for Nonner; af denne Orden var ogsaa det eneste paa den Tid paa Island, nemlig Thingøre Munke-Kloster.

Cluniacensernes Orden var den ældste Congregation af Benedictinerne, stiftet 910 og benævnt efter Stamklosteret Cluny i Bourgogne. Ordensreglerne vare meget strengere end de oprindelige Benedictineres, og Ordensdragten som disses sort. Klosterforstanderne benævntes Abbeder og skyldte alle Abbeden af Cluny, som Congregationens Hoved, Lydighed. Til denne Orden hørte af Norges Klostere i dette Tidsrum Holms Munke-Kloster ved Nidaros, der dog ogsaa undertiden nævnes som Benedictiner Kloster.

Cistereiensernes Orden endelig stiftedes 1098 og benævntes efter Citeaux (Cistercium) i Bourgogne. Den fulgte i det væsentlige den hellige Benedicts Regel, der dog ogsaa hos dem var gjort noget strengere. Ordensdragten var hvid eller hvidgraa med sort Kappe. Klosterforstanderne benævntes Abbeder. De enkelte Klostere erkjendte Stamklosteret i Citeaux for Ordenens Foreningspunkt, og dettes Abbed var dens superior generalis. Under hans Forsæde skulde i Regelen alle Ordenens Abbeder samles paa visse Tider til et Capitulum generale, som afgjorde alle Ordensanliggender og besørgede de enkelte Klostere visiterede ved Befuldmægtigede af sin egen Midte. Af denne Orden var i Norge i dette Tidsrum: St. Marie Kloster i Lyse under Bergens Biskopsdømme og St. Marie Kloster paa Hovedøen under Oslos Biskopsdømme, begge Munke-Klostre og stiftede ved Munkekolonier fra England imod Tidsrummets Slutning, nemlig det første 1146 og det andet 1147.

Klostervæsenet var saaledes endnu kun i sin Barndom inden den norske Kirke; Klostrene i selve Norge vare kun 8 i Tallet, og ingen af dem, saavidt man kan skjønne, sterkt befolkede. Sit Underhold havde de væsentligst af det Jordegods, som ved deres Stiftelse tillagdes dem, vel især af Kongerne og vedkommende Biskopper^[23].

II. Kirkens religiøse Skikke havde allerede i det her omhandlede Tidsrum fra en oprindelig Enfoldighed udviklet sig til et kunstigt System, paa hvilket for den hele vestlige Kirkes Vedkommende dens synlige Overhoved, den romerske Biskop, havde trykket sit Segl. Derved vare alle yderligere Forandringer gjorte afhængige af hans Bestemmelse eller Stadfæstelse, i det de enten paabødes ved umiddelbare pavelige Decreter, eller vedtoges paa almindelige, under Pavens Forsæde og Indflydelse afholdte Concilier eller Kirkemøder. Hvor en vis Folkekirke kunde gjennem en ældre, uafhængig Tradition have vedligeholdt enkelte afvigende Skikke, der var det Gjenstand for Pavens ivrigste Bestræbelser at faa disse udryddede eller omformede i det egte romerske System. Forsigtig Statskløgt kunde undertiden i et eller andet Land fremkalde en Opsættelse af Systemets strenge Gjennemførelse; men dette var fra Pavens Side kun en midlertidig Eftergivenhed, der snarest muligt igjen maatte vige til Fordeel for den kirkelige Eenhed, saadan som den af Paven opfattedes og paatvanges den ham underordnede Christenhed. Tiden for det pavelige Enevældes Gjennemførelse i hele den romersk-katholske Kirke nærmede sig allerede med sterke Skridt, og Kirke-Læren saavel som Kirke-Skikken var allerede saagodt som underkastet Pavens vilkaarlige Censur. Under saadanne Omstændigheder kunne vi ikke vente i det forliggende Emne at finde væsentlige eller endog blot sterkt iøinefaldende Særegenheder for den norske Kirke; det allermeste, som vi her komme til at afhandle, tilhører den romerske Kirke i dens Almindelighed paa det Standpunkt, den indtog ved det 12te Aarhundredes Begyndelse, ved Aar 1100.

Den norske Kirke antog de samme Sakramenter, som paa den Tid vare antagne i den almindelige romerske Kirke. Endskjønt hverken Navnet Sacramentum eller noget tilsvarende norskt Navn findes i de ældste norske Christenretter, saa betegnes de dog enkeltviis som anerkjendte. De vare, som vides, under Katholicismen syv, nemlig: Daab (baptismus), Confirmation (confirmatio), Nadvere (eucharistia), Kirkebod (poenitentia), Ordination (ordo, ordinatio), Egteskab (matrimonium conjugium), og den sidste Salvelse (unctio extrema). Men i det her omhandlede Tidsrum var neppe endnu hiint Tal fuldkommen lovbestemt i Kirken, ligesom i det Hele Begrebet: Sakrament endnu var noget svævende.

Daaben (Norsk: Skírn eg. Renselse) omfattede to Handlinger: Betegnelse med Korsets Tegn (prima signatio, Norsk: primsigning), og den egentlige Daab. Korsbetegnelsen gik forud og foretoges med Chrisma eller Olie indviet af Biskoppen. Daaben foregik ved tregange gjentagen Neddypning i Vand, der var indviet med Korsets Tegn, og idet den sædvanlige Daabsformular blev fremsagt: „Jeg døber dig N. i Navn Faders og Søns og Helligaands.“ Overøsning kunde til Nød træde i Stedet for Neddypning, ligesom Spyt for Chrisma. Ethvert Barn skulde være døbt inden en vis, i Christenretten opgiven Tid; døde det uden Daab, maatte det som hedensk ikke begraves paa Kirkegaarden, eller i viet Jord. Daaben betegnedes derfor i Christenretterne som „Hævning fra Hedendommen“ (hafning or heiðnum dómi) I Regelen skulde Daaben forrettes af vedkommende Sogneprest og i Kirken. I Nødstilfælde, hvis Barnets Liv svævede i Fare, kunde den dog foregaa hjemme eller andensteds og udføres af hvilkensomhelst, der var kommen til nogenlunde Skjels Aar og Alder, dog af Mand heller end af Kvinde, og kun i høieste Nød af selve Faderen eller Moderen paa Grund af det aandelige Slægtskab (guðsiviar), i hvilket disse derved kom til hinanden, et Forhold, der efter den almindelige Regel gjorde deres egteskabelige Samliv for Fremtiden utilladeligt. Derfor paalaa det Enhver, som var tolv Aar gammel, at kunne Daabsformularen. Saadan Hjemmedaab skulde imidlertid, hvis Barnet levede, stadfæstes af Presten, dog uden gjentagen Neddypning i Vand. En Mand og en Kvinde skulde holde Barnet til Daaben, hvilke derved indtraadte i et aandeligt Slægtskab (cognatio spiritualis, Norsk: guðsiviar) ikke alene til Barnet, men ogsaa til den, som forrettede Daaben, og til hinanden indbyrdes. Det holdtes udentvivl allerede fra Christendommens første Indgang i Norge for Faddernes Skyldighed at sørge for, at Barnet snarest mueligt lærte Troesartiklerne (Credo) og Fadervor (Pater noster), hvilket ligesom ogsaa Daabsformularen Enhver døbt i Regelen skulde kunne, naar han var tolv Aar gammel. Den hedenske Udsættelse af Børn med Forældrenes Raad blev naturligviis i den christne norske Lov forbuden, dog i den første Tid, som det lader, ja muligen gjennem hele dette Tidsrum, kun under en Bod af 3 Mark, senere under Fredløsheds Straf. Et Slags Udsættelse af rene Vanskalminger tillades dog endnu i de ældste norske Christenretter. Hvis saaledes efter den gamle Gulathings Christenret et Barn fødtes saa vanskabt at „ Ansigtet vendte did, hvor Nakken skulde være, eller Hælene i Tæernes Sted,“ da skulde man fore det Barn til Kirke og „hæve det fra Hedendommen,“ lægge det derpaa ned i Kirken og lade det dø. I Vikens gamle Christenret heder det: „Man skal opføde hvert Barn, som baaret bliver til Verden, christne det og føre det til Kirke; med mindre det er født med Vanskabning. Men den maa være stor paa det Menneske, som Moder ei maa give Mad: Hælene vende i Tæernes Sted og Tæerne i Hælenes, Hagen mellem Skuldrene og Nakken fremme paa Brystet, Leggene foran paa Benene, Øinene i Nakken, Sæls Labber og Hunds Hoved; det skal føres did, hvor hverken Mennesker eller Fæ færdes og bindes der; det er den Ondes Sted. Er et Barn belgbaaret, det er: har det en Belg i Stedet for Ansigt, saaledes at hver Mand kan see, at det ei kan tage Næring, da skal man bære det til Kirke, lade det primsigne og lægge det for Kirkedøren. Den nærmeste Frænde vogte det, indtil det er dødt. Man skal begrave det i Kirkegaarden, og bede for dets Sjæl det bedste man kan, og haabe paa Gud“. Ogsaa i den gamle Eidsivathings Christenret findes en tilsvarende, dog mildere Bestemmelse. I den gamle islandske Christenret heder det blot: „man skal fore hvert Barn, som fødes, til Kirke snarest muligt, af hvad Skabning det end er“^[24].

Confirmationen (norsk: ferming, biskupan) omtales i alle de ældste norske Christenretter, dog kun i Forbigaaende og uden at Skikkene derved nærmere beskrives^[25]. Men disse have, saavidt skjønnes, været de almindelige i den romerske Kirke paabudne. Confirmationen kunde ikke forrettes uden af Biskoppen alene, og meddeeltes Børnene nogle Aar efter at de vare døbte. Biskoppen gjorde, under Fremsigelsen af en vis Formular^[26] og visse Bønner, alt paa Latin, Korsets Tegn i Confirmandens Pande med Chrisma. Derpaa gav han ham et sagte Slag paa Kinden med de Ord: Pax tecum! og anbefalende ham til de Faddere, som ved denne Handling ligesaavel som ved Daaben maatte være tilstede (hallda undir biskups hönd). Den Confirmeredes Pande blev nu omvunden med et bredt hvidt Baand (fermadregill), at ikke Salven skulde bortrinde, og dette Baand blev først løst paa den syvende Dag efter.

Nadveren benævntes af Nordmændene deels med det Latinske corpus domini, deels med Navnet husl, der nærmest synes hentet fra det Angelsaxiske, hvor husl eller husel egentlig betegner Offer, og dernæst bruges om Alterens Sacrament; det tilsvarende gotiske Navn er hunsl. Dette Sakrament var forbundet med Messen, i hvilken Brødet og Vinen indviedes af den forrettende Prest og derpaa uddeltes enten ved Presten selv eller ved den for Alteret tjenende Diaconus. Saadan var Kirkens almindelige Brug, hvilken man ogsaa maa antage at have gjældet i Norge. Nadverens Sakrament omtales ellers slet ikke hverken i de tvende ældste norske Christenretter, Gulathings og Vikens, eller i den gamle Islands Christenret. I Eidsivathings Christenret derimod nævnes paa eet Sted: „at lade sig meddele Nadveren“ (láta husla sik)^[27]. De nærmere Bestemmelser om dette Sakrament, som findes i den ældre Frostathingslovs Christenret^[28], er ganske vist fra en Tid senere end det her omhandlede Tidsrum, eftersom Forskrifter givne paa det fjerde lateranske Concilium i 1215 synes for dem at ligge til Grund.

Kirkeboden eller Pønitensen berøres oftere i de ældste norske Christenretter under Navnet skrift eller i Flt. skriftir^[29], et Navn som ogsaa maa antages overført fra det Angeilsaxiske (scrift). Pønitensen omfattede efter den katholske Kirkes Lære tre Dele: Anger, Syndsbekjendelse og Erstatning (contritio cordis, confessio oris, satisfactio operis). At den har været saaledes opfattet ogsaa i den norske Kirke lige fra dennes Ophav viser sig deraf, at allerede i de ældste Christenretter Udtrykket: ganga til skrifta, gaa til Skrifte, hvilket nærmest betegner Angeren og Syndsbekjendelsen, idelig sættes i Forbindelse med Udtrykket: „ok bœta við Krist eller bœta við Guð, d. e. og bøde til Christ eller Gud.“ Syndsbekjendelsen, det egentlige Skriftemaal, skulde i Regelen aflægges for Sognepresten eller for en Person med prestelig Vielse. Presten som modtog Syndsbekjendelsen paalagde ogsaa Erstatningen og meddelte Afløsningen i mindre vigtige Tilfælde; i vigtigere derimod var dette forbeholdt Biskoppen, for hvem da Bekjendelsen maatte gjentages. Den i de ældste Christenretter udtrykkelig omtalte Erstatning bestod i lovvedtagne Pengebøder, der i Regelen tilfaldt Biskoppen. Men ved Siden af disse seer man tydeligen, at der ogsaa har gaaet andre Straffe, ja der omtales Tilfælde, hvor saadanne Straffe ikke have været forbundne med nogen lovbestemt Pengebod. Disse egentlige Kirkestraffe bestode da i Norge som andensteds i overordentlige Faster, i Oplæsning af Bønner, i Valfarter til hellige Steder, og i Afhold fra visse Livets Bekvemmeligheder, sjældnere i denne Tid i anden legemlig Refselse (Pidsken), og de vare afmaalte efter de for Presten bekjendte Synders antagne Storhed. Dette Slags Pønitense var det, som oftere afkjøbtes ved Pengeydelser til Kirken, der vel maa skjelnes fra de i Christenretterne lovbestemte Bøder. Disse vare nemlig i Grunden mere en verdslig end en geistlig Straf, og maatte i her omhandlede Tidsrum i Regelen søges ved den almindelige Rettergang til Thinge; hiin Frikjøbelse derimod fra de egentlige Kirkestraffe var en reen Kirkesag, hvori den verdslige Ret ikke havde at blande sig. Den høieste reenkirkelige Straf var i hine Tider, som bekjendt, Excommunicationen eller Interdiktet d. e. Udelukkelse af Kirken, hvilken Straf paalagdes af Biskoppen. Den deelte sig igjen i to Slags: den mindre Excommunication (excommunicati0 minor, paa Norsk: forboð), en midlertidig Udelukkelse fra Kirken og dens Sakramenter; og den større Excommunication (excommunicatio major, anathema, paa Norsk: bann, bannsöngr, bann ok bölbonir), Udelukkelse af Kirken med Forbandelse. En offentlig Advarsel til den Skyldige skulde altid gaa forud; agtedes ikke denne, indtraadte og forkyndtes den ringere Excommunication, hvilken igjen var en ny Advarsel om at gjøre Kirken Fyldest, hvis man ei vilde falde i det store Ban. Dette sidste var en formelig Fredløshedserklæring fra Kirkens Side, hvormed den Skyldige under de mest udsøgte og skrækkelige Forbandelser udelukkedes ikke alene fra Kirken, men fra alle Christnes Samfund. En Løsning ogsaa fra denne store Bansættelse var alligevel mulig, naar den Skyldige gik i sig selv, gjorde Bod og gav Kirken Opreisning; dog var naturligviis større Vanskeligheder og større Opoffrelser forbundne med Løsningen fra den. Excommunicationen i begge Skikkelser var imidlertid endnu i dette Tidsrum, saavidt skjønnes, et Særsyn i Norge. Den berøres ikke ligefrem i de ældste Christenretter og kom vistnok ganske sjælden til Udøvelse førend efter Hierarchiets Befæstelse. Dog maa man mærke sig, at den Udvisning af Kongens Land (fari or landeign konungs várs), som i den gamle Gulathings Christenret omtales, og den Henvisning til hedensk Land, fordi man ei vil være Christen (fari á land heiðit, þó vill hann eigi kristinn vera), der forekommer i den gamle vikske Christenret, begge Steder som Straf for meget store Brud mod Christendommen, hvilke Synderen ikke vil udsone^[30], – at den dog i Grunden er en Bansætning, om end udtalt i meer verdslige Udtryk.

Ordinationen, paa Norsk: vígsla, Vielse til geistligt Embede, forrettedes af Biskoppen alene. Skikkene dermed vare forskjellige for de forskjellige geistlige Grader, som Indvielsen gjaldt; væsentlig henhørende til Prestevielsen (prestvígsla) var: Salvelse, Haandspaalæggelse og den saakaldte inflatio eller Beaandelse, der ledsagedes af de Ord: accipe spiritum sanctum! Dette gjaldt i hele den romerske Kirke, følgelig ogsaa i den norske, skjønt Christenretterne ikke derom indeholde særlige Bestemmelser.

Egteskabet, paa Norsk: hiúskapr, opfattedes endnu, i Egenskab af Sakrament, høist ufuldkomment af Nordmændene. De vare fra Hedendommen af vante til at betragte Egteskabet ganske som en retslig Overeenskomst, og denne Anskuelsesmaade overførtes væsentligen i den christelige Lovgivning. Vel bragtes ved denne Egteskabet ind under Kirkens Omraade, forsaavidt som allerede i de ældste Christenretter strengt Forbud indførtes imod egteskabelig Forbindelse mellem Personer inden visse Frændskabs- eller Svogerskabs-Led, – i dette Tidsrum: det syvende Led for Frændskab, det femte for Svogerskab^[31], – eller i et vist aandeligt Slegtskab ved Daab eller Confirmation, – hvilket Forbud det tilkom Geistligheden at see overholdt. Men ikke i nogen af de ældre Christenretter, ligesaalidt som i den verdslige Lov, omtales Kirkens Velsignelse eller en ordentlig Vielse som Betingelse for Egteskabets Gyldighed. . Ikke heller findes her nogen udtrykkelig Bestemmelse, der gjør Egteskabets Ophævelse afhængig af nogen Kirkens Dom, uden forsaavidt Spørgsmaalet var om Slegtskab mellem Egtefolkene i forbudne Led. Fleerkoneri er vistnok forbudet allerede i de ældste Christenretter^[32]; men aabenbare meer af verdslige Grunde, navnlig af Hensyn til Arveretten, end af Grunde hentede fra Egteskabets religiøse Hellighed.

Den sidste Salvelse, paa Norsk benævnt ólean, omtales oftere i de ældste norske Christenretter^[33]. Den skulde, efter den romerske Kirkes almeengjældende Vedtægt, kun meddeles Døende ved en Prest. Denne salvede med Chrisma alle de Lemmer paa den Syge, hvilke ansaas for Sandsernes ydre Organer, under den Bøn, at Gud ved denne Salvelse og for sin Barmhjertigheds Skyld vilde tilgive den Døende de Synder, han i sin Sandselighed havde begaaet.

Hvorledes der for Gudstjenestens Afholdelse ligefra Christendommens første Indførelse var sørget ved Kirkers Opbygning, er allerede ovenfor paa flere Steder omtalt, ligesom ogsaa disse Kirkers forskjellige Stilling og Rang er udviklet. Angaaende deres Vedligeholdelse eller Gjenopbyggelse i Tilfælde af fuldkomment Forfald findes i de ældste Christenretter omhyggelige Bestemmelser.

Ved Fylkeskirkerne eller Hovedkirkerne paalaa Vedligeholdelsen og Gjenopbyggelsen, som allerede forhen berørt, samtlige Fylkesmænd; og tiltrængtes en Gjenopbyggelse, da skulde denne paa Stevning være udført inden eet Aars Forløb, under Straf af 15 Marks Bod for alle Fylkesmændene, hvilken Bod – i Gulathingslagen i det mindste – halv tilfaldt Kongen, halv Biskoppen, og Arbeidet skulde ligefuldt senere udføres^[34]. Vikens gamle Christenret afviger noget fra de øvrige med Hensyn til denne Bestemmelse, og har desuden et mærkeligt Tillæg hvilket muligen i den ældre Tid ogsaa har gjældet for de øvrige Landsdele. Den fastsætter Stevnetiden for Fylkeskirkens Opbyggelse til to Aar. Forsømmelsen bødes med 15 Mark. Stevningen skulde da atter gjentages med samme Bod for Overhørighed, og saaledes ogsaa den tredie Gang. Men da skulde gjøres Fylkesmændene den fjerde Stevne, og den skulde være paa blot fire Maaneder; og vare de endda ulydige, „da – heder det – indtræder det eneste Tilfælde, i hvilket det er Kongen tilladt at herje i selve Landet, naar det nemlig gjælder om at tvinge Folket ved Vaabenmagt til Christendommen. Han skal ikke dræbe Mænd og ikke brænde Hus, men deres Gods og deres Kvæg skal han tage og beholde som Krigsbytte. Men saasnart som de æde nyt Korn, da skulle Stevningerne gjentages paa samme Maade som før“^[35]. Bestemmelsen bærer Præget af at skrive sig fra Christendommens aller første Tider Forsømmelse af Bidrag til Fylkeskirkens Bygning fra en enkelt Fylkesdeels, eller enkelt Bondes Side straffedes med forholdsviis mindre Bøder.

Skulde en Heredskirke opbygges, havde samtlige Heredets Bønder at udføre dette inden eet Aar, under Straf af 3 Marks Bod til Biskoppen, og vare dog ligefuldt skyldige til at opføre den^[36]. Ogsaa her er Vikens gamle Christenret strengere. Den fastsætter vel Stevnetiden til to Aar, under samme Bod af 3 Mark for Forsømmelse; men naar Stevningen derpaa endnu tvende Gange frugtesløst var gjentagen, da skulde gjøres Heredsmændene een Maaneds Stevne, og hvis da ikke Kirken var opbygget, skulde hver Bonde i Heredet bøde 3 Mark^[37].

Hvad Høgendeskirkerne angaar, saa, hvis de vare fra først af oprettede af et heelt Bygdelag, og vare dettes Ejendom, gjaldt for deres Gjenopbyggelse samme Regel som for Heredskirkernes; men var en Høgendeskirke oprettet af enkelt Mand, og var den enkelt Mands Ejendom, da blev Forholdet noget anderledes. Laa Kirken paa Kirkeejerens egen Odelsjord, og han paa Stevning ikke opbyggede den inden eet Aar, skulde han bøde 3 Mark, og ligesaa det andet og tredie Aar. Men lod han Tomten staa øde i hele tre Aar, da havde han forbrudt den Jord, paa hvilken Kirken var bygget, til Kongen. Kongen skulde nu have Kirken opført inden eet Aar; skede dette ikke, kunde Bonden tage sin Jord tilbage. Men den gamle Skyldighed paalaa ham da atter, og opfyldte han den heller ikke nu inden eet Aar, da var Jorden Kongens for stedse. Denne Bestemmelse findes vel egentlig kun saadan i den gamle Gulathingslovs Christenret; men meget nær tilsvarende Bestemmelser findes ogsaa i den gamle vikske og i Eidsivathingslovens Christenretter, saa at man har fuld Grund til at antage den Regel for almindelig, at langvarig Forsømmelse af en Kapelkirkes Gjenopbygning medførte for Kirkeejeren Forbrydelse af den Jord, paa hvilken Kirken stod, hvis den var hans Odel. Ejedes derimod Kirken af een Mand, men Jorden, paa hvilken den stod, af en anden, da paalaa Opbygningsforpligtelsen Kirkeejeren, og i Tilfælde han ikke var istand til at opfylde den, skulde han være landflygtig saalænge indtil han fandt Midler dertil^[38].

Overhovedet seer man af de ældste Christenretter, at der var en erkjendt Grundsætning, at hvor en Kirke først var bygget, der maatte Tomten aldrig lægges øde. Derfor var med Hensyn til Kapelkirkerne hine strenge Bestemmelser tagne, hvorved man saavidt muligt søgte at binde Opholdelsesforpligtelsen til den Jord, paa hvilken de vare byggede.

Vedligeholdelsen af den enhver Sognekirke tilliggende Kirkegaard (kirkiugarðr) eller Begravelsesplads paalaa de samme Personer, hvem selve Kirkens Vedligeholdelse paalaa.

Enhver Kirke skulde indvies af vedkommende Biskop, hvilket foregik med mangfoldige Ceremonier. Ogsaa Klokker og Altere, af hvilke der oftest vare flere i hver Kirke, bleve særskilt indviede af Biskoppen. Om Kirken siden ved Ildsvaade eller paa anden Vis led nogen Skade, behøvede den efter sin Istandsættelse ingen ny Indvielse, med mindre Ødelæggelsen, som var overgaaet den, havde været saa voldsom, at selve Hovedalteret eller Høialteret havde været nedbrudt og forstyrret.

Kirke og Kirkegaard vare fredhellige Steder, hvor ingen Voldsgjerning maatte øves eller Blod udgydes med fiendtlig Hu. Skeede saadant, da var den Skyldige falden i stor Straf, der kunde stige til Fredløshed, og Stedet var besmittet, indtil Biskoppen havde ved Bønner og Bestænkning af viet Vand renset det^[39]. Kirkerne betragtedes ogsaa som Fristeder, hvor Forfulgte og Forbrydere kunde være sikkre, indtil Loven havde dømt dem. Man sporer ellers ikke i Christenretterne fra dette Tidsrum med Hensyn til Kirkernes Fredhellighed den Forskjel i Rang, som senere gjorde sig gjældende.

Vi see saaledes, at der paa mangehaande Maader i de gamle Christenretter var sørget for, at Folket i Norge ikke skulde mangle indviede Kirker, i hvilke Gudstjenesten regelmæssigen kunde foregaa.

Kirketjenesten, hvilken man i hine Tider stræbte at omgive med al den Glands og Pragt, som Forholdene gjorde mulig, bestod væsentlig i Psalmesang, Forelæsning og Messe.

Hvad der i Kirkerne blev sjunget var deels Oversættelser af Davids Psalmer, deels Hymner til Christi, Marias og Helgenernes Pris, Alt i det latinske Sprog. – Hvad der oplæstes var Stykker af den hellige Skrift, baade af det gamle og nye Testamente, af Kirkefædrene og af Helgeners Levnet. Oplæsningen foregik i det latinske Sprog; men her synes det og at have været brugeligt overalt i den norske Kirke, at Presten tilføiede et Slags Forklaring af det Oplæste paa Norsk. Ogsaa Prædiken holdtes ved særdeles Anledninger paa Norsk. Sjældnere var dog, som det lader, disse Prædikener originale Foredrag; oftest vare de Oversættelser eller Efterligninger af latinske Homilier. Man har endnu en saadan norsk Homiliesamling, hvis Alder udentvivl maa antages at stige op til det her omhandlede Tidsrum. – Messen (missa, messa) i Navnets strængeste Betydning var den Deel af Kirketjenesten, i hvilken den hellige Nadvere indviedes, og Christi Legeme og Blod fremstilledes for Menigheden (Messeofferet). Den var at ansee som Kirketjenestens høieste Glandspunkt. Navnet Messe brugtes imidlertid ogsaa ofte om Gudstjeneste i Almindelighed. Vi have ikke fra dette Tidsrum levnet nogen Forskrift for Ordenen i Kirketjenestens Afholdelse i Norge, men maa antage, at her Kirkens almindelige Vedtægter have gjældet, nemlig, at der ved enhver Sognekirke skulde paa hver Søn- og Helligdag samt paa hver Dag i Langefasten, i Julefasten (før Juul) og i Kvatemberfasterne holdes tre Gange Gudstjeneste: Ottesang (óttusöngr) i den tidligste Morgenstund, Høimesse (hámessa) henimod Middagen og Aftensang (aptansöngr) om Eftermiddagen^[40]. Ved Klostrene og vel ogsaa ved Kathedralkirkerne iagttoges dagligen de saakaldte horæ canonicæ, eller Gudstjeneste med Sang paa visse Dagens Tider. De vare sommesteds 7, sommesteds 8 i Døgnet. En Oversættelfe af det Latinske horæ er det gammelnorske tiðir, Tider, hvilken Benævnelse almindelig brugtes om Kirketjenesten udenfor den egentlige Messe, altsaa Kirketjeneste, som ikke var forbunden med Nadverens Indvielse. Til Veiledning ved Messen og Kirkesangen var der ved hver Kirke Messebøger (messubók, missale, breviarium), hvori indeholdtes hvad der skulde oplæses og afsynges; og at disse Bøger fandtes og vare i Orden, var en af de Ting, som det paalaa Biskopperne at paasee.

De gamle norske Christenretter ere meget strenge med Hensyn til Helligholdelsen af Søndage og Helligdage ved Ophør af alt Arbeide. Søndagshelgen tog sin Begyndelse Løverdags Eftermiddag ved Non d. e. omtrent Klokken 3, og varede til Mandags Morgen i Otten d. e. ogsaa omtrent Klokken 3. Hvo som foretog sig noget Arbeide i denne Tid skulde i Regelen straffes med Boder til Biskoppen. Helligdagene udenfor Søndag opregnes ogsaa i Christenretterne, og de ere allerede i dette Tidsrum mange, skjønt der siden blev flere. De vare af forskjellig Betydenhed, idet Helgen ved nogle af dem begyndte den foregaaende Dag, ligesom Tilfældet var med Søndagen, ved andre derimod ikke strakte sig udenfor selve Dagen. Arbeide paa hine straffedes ogsaa med større Boder end Arbeide paa disse. Foran de allerstørste gik en kortere eller længere Faste^[41]. Forresten ansaas Helligdagene selv som Glædesdage, paa hvilke, udenfor Gudstjenesten, Glæde og Lystighed intet Anstødeligt medførte. De ældste Christenretter gjorde det endog til Pligt – som allerede forhen er berørt – at feire de største christelige Høitider f. Ex. Julen med Gilder, der fik Offentlighed og en forøget Høitidelighed derved, at flere Bønder forenede sig til deres Afholdelse, ligesom forhen ved de hedenske Offergilder, og under dem mindedes Christus og Helgenerne i sine Skaaler. Saadanne Gilder ved Jul og Allehelgensmesse omtales i den gamle Gulathingslovs Christenret under Navnet ölgerð d. e. Anstilling af Drikkelag, og Øllet, heder det, „skal signes Christ og St. Maria til Tak, til gode Aaringer og Fred“^[42]. I Frostathingslovens Christenret omtales et lignende Gilde ved Jonsmesse under Navn af Jonsmesse-Øl^[43]. Undladelse straffedes med Boder til Biskoppen.

I den nærmeste Forbindelse med Kirketjenesten stod Processioner eller geistlige Optog. Af disse lægger allerede de ældste norske Christenretter megen Vegt paa een, nemlig den som skulde finde Sted aarligen paa Christi Himmelfarts Dag, eller som den ogsaa kaldes: den hellige Thorsdag (helgi þörsdagr), og de tre næst foregaaende Dage. Da skulde efter almindelig Kirkeskik hver Prest gaa med Kors og brændende Kjerter foran sig, under Bønner og Udstænkning af Vievand, omkring sin Kirke og dens Kirkegaard, ledsaget af hele den forsamlede Menighed; ligesaa vandrede enhver Husbonde, fulgt af Familie og Tyende med Korset omkring sit Hus, og over sin Ager og Eng, nedbedende Guds Velsignelse over sin Ejendom. Af denne Skik fik disse Dage af vore Forfædre Navnet: Gangdagar d. e. Processionsdage.

De lovbestemte Faster ere i de gamle norske Christenretter de almindelige: 1, Langefasten (lánga fasta), der varede i syv Uger nemlig fra Askeonsdag indtil første Paaskedags Morgen. 2, Kvatemberfasterne (ymbrudagar), der vare fire om Aaret, hver paa tre Dage. 3, Julefasten (jólafasta), der var de sex nærmeste Dage før Jul. 4, Hver Fredag, som derfor almindelig benævntes: Fastedag (föstudagr)^[44].

Faste bestod overhovedet i Afhold fra Kjødspiser. Men der gaves ogsaa strengere Grader af den, som Fasten ved Brød, Salt og Vand, ja endog ved blot Vand, hvilket var den egentlige saakaldte Vandfaste (vatnfasta). Christenretterne ere meget omhyggelige i at bestemme Bøder og Straf for alle Faste-Overtrædelser, noget som viser hvor stor Vegt Kirken i hine Tider lagde paa Fastens Iagttagelse. De forbinde hermed Forbud mod at nyde visse Dyrs Kjød til hvilkensomhelst Tid. Hestekjød er naturligviis herved ikke forglemt, saa meget mindre da Spisen deraf betragtedes som en Levning fra Hedendommen.

Det paalaa, som allerede forhen yttret, Sognepresterne at underrette sin Sognemenighed om Tiden, paa hvilken Helligdage og Faster indtraf. Underretningen skede ved Kors, som Presten opskar og udsendte, og hvilket Bønderne vare forpligtede til sikkert at befordre fra Gaard til Gaard gjennem hele Kirkesognet efter samme Regler, som gjaldt for Thingbud^[45].

Den romerske Kirke udhævede, som bekjendt, i hine Tider visse fromme Handlinger, hvorved man skulde vinde Guds Velbehag og befordre sin Sjæls Salighed. Paa disse sporer man, at Nordmændene ogsaa have lagt megen Vegt. Maaskee de Handlinger, som medførte en stor Selvplage, som overordentlige Faster, Pidskninger og lignende, ikke endnu og især ikke i Christendommens allerførste Tider, havde vundet stor Indgang hos dem, navnligen forsaavidt de efter deres Begreber medførte en utilbørlig Selvfornedrelse. Det er nemlig rimeligt, at Folkekarakteren her frembragte en vis Modstræben, som kun gradviis kunde betvinges af den almindelige Tidsaands Magt. Men der var andre fromme Handlinger, som meer passede med Nordmændenes Anskuelser. Saaledes begyndte Valfarter til hellige Steder tidlig – man kan gjerne sige strax efter Christendommens Indførelse – at komme i Brug. Allerede Einar Thambarskjælver og Thorer Hund omtales i Sagaerne som foretagende Pilegrimsreiser til Rom og Jerusalem. Dette sidste Sted var naturligviis det fornemste Maal for Pilegrimernes Vandringer. At forrette sin Bøn ved Christi Grav og bade sig i Jordans Flod ansaas for kraftige Midler til Sjælens Renselse. Nærmest Jerusalem stod naturligviis Rom, som Sæde for St. Peters Efterfølger, Kirkens synlige Overhoved. I Norge selv blev snart St. Olafs Helligdom i Nidaros et berømt Valfartssted. Almisser, deels til hellige Steder, deels og især til de Fattige i Almindelighed, kom ogsaa hastigen i Anseelse. Saadanne og lignende fromme Handlinger foretoges deels som paalagt Bod deels ifølge Løfter, som man i Farens Stund havde gjort, for at erholde Guds eller Helgeners Hjælp, deels endelig ifølge den Tanke, at de kom Sjælen tilgode efter Døden og forkortede Skjærsildens Plager. Dette sidste Øiemed havde ellers fortrinligen de saakaldte Sjælemesser (sálumessa), der bleve holdne for de Afdøde, enten paa deres egen foreløbige Foranstaltning i levende Live, eller paa Foranstaltning af deres nærmeste Efter-levende Naar de vare saaledes indstiftede, at de skulde aarligen gjentages paa den Afdødes Dødsdag, benævntes de: Aartider (ártiðir, anniversaria).

Om Begravelsesskikkene i Norge i dette Tidsrum indeholde de ældste Christenretter mange Oplysninger. I viet Jord, d. e. paa Kirkegaarden, skulde alle Christne begraves, med Undtagelse af de groveste Forbrydere, Bansatte og Selvmordere; alle disse skulde begraves i Stranden, i Flodmaalet, der hvor Sø og grøn Torv mødtes. At begrave nogen Christen i Hang eller Steenrøs d. e. paa hedenske Viis straffedes med Bøder til Biskoppen; Liget skulde igjen opgraves og føres i viet Jord. Intet Lig maatte uden høieste Nødvendighed staa ujordet længer end i 5 Dage. Naar Liget kom til Kirke, skulde Presten gaa det imøde og synge over det de vedtagne Bønner imod en i Loven fastsat Betaling. Var Presten ikke hjemme, skulde Liget alligevel begraves; naar han da kom hjem, skulde man støde en Stor igjennem Jorden ned paa Ligkisten, Presten skulde gyde Vievand i Hullet og synge Ligsang over Graven. At grave Lig i ældre Gravsted, hvorved den før begravnes Levninger forstyrredes, var forbudet, ligesom at kaste død Mands opgravede Been udenfor Kirkegaarden. Fundne Lig og Betleres skulde føres til nærmeste Kirke, og Presten maatte ikke negte dem Begravelse. Havde nogen i sit eget Hus ei Folkehjælp nok til at bringe Lig til Kirke, da skulde han tilkalde sine Naboer, og disse vare skyldige at hjælpe ham. Hver skulde i Regelen begraves ved sin Sognekirke. Begravelse inde i selve Kirken var endnu en Sjældenhed, hvortil endog i langt sildigere Tid Biskoppens særdeles Tilladelse udfordredes. I det her omhandlede Tidsrum, da man endnu i den verdslige Lov strengt skjelnede mellem visse Klasser i Statssamfundet, fremtraadte denne Adskillelse i al sin Skarphed ogsaa med Hensyn ti Begravelsespladsen paa Kirkegaarden. En vis Deel af den var bestemt for Lendermænd, en anden for fribaarne Bønder og deres Børn, en tredie for Frigivne og deres Børn, en fjerde endelig for Trælle og ubekjendte af Søen opdrevne Lig, som man paa Haarskurden kjendte for at være af Nordmænd. Den fornemste Plads var nærmest Kirken – efter Vikens gamle Christenret: under Tagdryppen fra Kirketaget; den ringeste narmest Kirkegaardshegnet. Med Begravelsen var almindelig forbunden et Gjestebud eller Arveøl (erfiöl, erfðaöl), hvorved den Afdødes Arving tog Arven efter ham i Besiddelse. Dette holdtes almindelig enten paa den syvende eller paa den tredivte Dag (paa Uge- eller Maanedsdagen) efter hans Død. Skikken var nedarvet fra Hedendommen. Den gjordes christelig derved, at Arveøllet tillige betragtedes som, eller forbandtes med et Sjæleøl (sáluöl), et Gjestebud for den Afdødes Sjæl, der altsaa var forenet med kirkelige Forbønner for denne. Naar Gjestebudet var af sidste Beskaffenhed, da var det Sogneprestens Embedspligt at være tilstede derved, og da skulde „Presten og hans Kone sidde i Høisædet“^[46]. Saa lovligt ansaa man endnu dengang i Norge Presternes Egteskab for at være.

I den nærmeste Forbindelse med Kirkens religiøse Skikke stod ifølge den Tids Love tvende Retshandlinger, nemlig Eden (eiðr) især Renselses Eden, og Gudsdommen (guðskirslir ɔ: Gudsrenselse, Renselse fra Beskyldning ved Guds Hjælp); begge vare nemlig byggede paa en religiøs Anskuelse og foretoges ved Kirkens og dens Embedsmænds Bistand, og den sidstnævnte derhos under Kirkens umiddelbare Opsyn og Ansvar.

Eden aflagdes, forsaavidt den var Renselsesed, i Kirken, og i ethvert Tilfælde med Haanden paa en Bog, indeholdende Guds Ord, hvad enten det nu var Bibelen, eller Evangeliet, eller Messebogen, eller paa Korset, eller paa en eller anden Helligdom (f. Ex. Skrin med Helgenlevninger). Det første var det almindeligste, og en saadan Ed kaldtes Bog-Ed, bókareiðr^[47]. Den ældste christelige Edsformular synes at have været den: „Hjælpe mig Gud i dette som i hiint Lys!“^[48]. Senere var den følgende: „Dertil lægger jeg Haand paa den hellige Bog (eller paa Helligdommen), og det skyder jeg til Gud at o. s. v. – – Gud være mig huld om jeg siger sandt, vred om jeg lyver“^[49]. For Meened var i den ældre Christenret en stor Bod fastsat^[50].

Af Gudsdomme omtales kun tvende i de gamle norske Christenretter som gjældende ifølge Loven, nemlig: Jærnbyrd (járnburðr) og Kjedeltag (ketilfáng, ketiltak)^[51].

Jærnbyrd, eller rettere Prøven med det gloende Jærn, foregik paa to Maader. – Den almindeligste, som Lovene egentlig forudsætter, og som nærmest svarer til Navnet Jærnbyrd, var, at den, som skulde rense sig fra en Beskyldning, bar i sin Haand et gloende Jærn et vist Antal Skridt, hyppigst ni. Naar han ved Maalet havde bortkastet Jærnet, blev Haanden strax forbunden, og Baandet forseglet. Efter tre Dages Forløb aabnedes Forbindingen, og fandtes da Haanden uskadt, ansaas den Beskyldte frifunden, i modsat Fald Beskyldningen mod ham bevist, begge Dele ved Guds egen Kjendelse. – Den anden Maade var, at den, som skulde rense sig, gik med bare Fødder, over et vist Antal, almindelig ni, gloende Plogjærn. Naar han var kommen til Enden, kastede han sig i en opredt Seng, og efter tre Dages Forløb undersøgtes hans Fødder. – Prøven skulde paa Landet foregaa i vedkommende Fylkeskirke eller Hovedkirke, og i Byerne ved en bestemt dertil udseet Kirke. Den ved Kirken ansatte Prest forrettede den nødvendige Tjeneste ved Prøvens Udførelse, og under hans nøie Tilsyn forberedte den Beskyldte sig flere Dage forud til Prøven ved Faste og Bønner. Den samme Prest havde at løse Bindet og med andre tilstedeværende geistlige Vidner bedømme, hvorvidt Haanden eller Fødderne vare uskadte.

Kjedeltaget bestod deri, at den Beskyldte optog med blottet Arm en Steen af en sydende Kjedel; var Haanden uskadt, var han frifunden. Denne Prøve synes efter Christenretterne at have været især for Kvinder, og mest i Tilfælde af Beskyldning for Trolddom.

Begge Slags Gudsdomme ere upaatvivlelig indførte til Norge med Christendommen, og nærmest fra England, i hvis Retssystem de fra ældgammel Tid vare vedtagne.

III. Den norske Kirkes Styrelse og statsretlige Forhold var endnu ikke bygget paa faste, af Ideen om en almindelig ydre Kirke udsprungne Grundsætninger. Dette er noget, som i den forudgaaende historiske Fremstilling oftere er antydet. At dette skulde være anderledes, var heller ikke at vente. Hiin Idee levede vistnok allerede i den ældste christelige Kirke, og den var Aarhundreder før den Tid, hvorom her handles, fremtraadt som kraftig virkende til Pavedømmets Udvikling og til Sammentrængningen af den høieste kirkelige Myndighed over hele Vesten i den romerske Biskops Person. Alligevel stillede Ideens statsretlige Gjennemførelse sig neppe ret klart for Pavernes Øie, før Gregorius VII i Slutningen af det 11te Aarhundrede (1073–1085) udtænkte og udtalte en bestemt og konsekvent Theori for den almindelige Kirkestyrelse, hvorved Kirken baade skulde erholde den forønskede ydre Eenhed, og tillige blive ikke alene uafhængig af al verdslig Magt, men endog Staten overordnet istedetfor underordnet. En klart udviklet Theori for Kirkestyrelsen i Almindelighed var altsaa ikke til, da den norske Kirke grundlagdes; og efterat den var fremsat, behøvedes naturligviis Tid, for den kunde blive bekjendt i det fjærne Norge, og end længere Tid, før den der kunde rigtigen opfattes. Dette faldt saameget vanskeligere, som Gregors hierarchiske Theori strax fandt en almindelig Modstand, og det ikke blot hos alle verdslige Magthavere, men ogsaa hos en Mængde af Kirkens baade høiere og lavere Embedsmænd, – en Modstand, som gjorde, at den kun langsomt og deelviis blev sat i Udøvelse. I sin Heelhed blev den som bekjendt, aldrig gjennemført, maaskee fordi den i sig selv var en praktisk Umulighed. – Til dette Savn af en inden den romerske Kirkes Omraade almindelig Theori for Kirkestyrelsen kom ogsaa, at ikke engang en fuldstændig, systematisk ordnet Samling af den romerske Kirkes ældre og yngre Love endnu fandtes, til hvilken de enkelte Statskirker kunde støtte sig med Hensyn til sin Ordning som til en ufeilbar og ufravigelig Rettesnor. En saadan Samling kom først i Stand netop ved Udgangen af dette Tidsrum, da den italienske Munk Gratian (1151) fuldbragte sin Samling af Decretaler (decretum Gratiani), der kom til at danne Grundlaget for den senere af Paven stadfæstede og af den romerske Kirke anerkjendte kirkelige Retssamling (corpus juris canonici). Den norske Kirke savnede altsaa endnu de væsentligste ydre Betingelser før klart at kunne opfatte baade sin egen statsretlige Stilling som et Lem af den almindelige romerske Kirke, og dennes statsretlige Stilling overhovedet stemmende med Pavedømmets Idee; – men begge Dele vare uomgjængelig fornødne for at den norske Kirkestyrelse kunde blive skarpt formet efter almindelig-kirkelige Grundsætninger.

Hertil kom, at Nordmændene i Hedendommens Tid ikke ansaa Asatroens Prester for en egen Stand i Statssamfundet. Som en saadan vilde de ogsaa nødigen betragte den christelige Kirkes Tjenere. Men at man betragtede dem som en egen Stand var dog i Grunden nødvendigt, hvis man skulde indrømme Kirken en fuldkommen selvstændig Styrelse, hvilende paa almindelig-kirkelige, uden for Folkets ejendommelige Statsret liggende, Grundsætninger. Kongedømmet var efter Norges gjældende Statsret den hele Landsstyrelses Middelpunkt, i hvilket Folkets Selvstyrelse fandt en sammenknyttende og ledende Kraft. Kongedømmet i Norge havde ogsaa ved Christendommens Indførelse der øvet en gjennemgribende Virksomhed, hvilken baade i Folkets og dets egen Mening nødvendig maatte stadfæste dets Overhøihed ligesaavel med Hensyn til Kirkens som til Statens Styrelse. Men en saadan Overhøihed maatte det for Kirkens Vedkommende give Slip paa og overlade den til en udenfor Norge staaende Magt, hvis Kirkestyrelsen efter Tidens Begreb skulde være fuldkommen selvstændig og indpasset i den almindelige Kirkes Idee, som den udtalte sig i Pavedømmet. Saaledes laa der ogsaa i baade det norske Folks og det norske Kongedømmes Anskuelse af Fædrenelandets Statsret en mægtig Hindring for at indrømme den norske Kirke den statsretlige Stilling, som stemmede med Pavedømmets Grundsætninger, forudsat ogsaa at disse, indklædte i et ordnet og klart System, havde været bekjendte i Norge.

Kirken skulde ifølge Pavedømmets Grundsætninger i hvert enkelt Statssamfund være begavet med saadanne Friheder og Rettigheder, der gjorde det muligt og let for den, at holde Baandet, som bandt den til de øvrige rettroende Statskirker og fremfor alt til den almindelige romerske Kirkes Hoved, sterkt og strammet, saaledes at ikke eiendommelige statsretslige Hensyn skulde hemme dens lokale Virksomhed, eller gjøre denne betinget af nogensomhelst Magt uden den kirkelige, der var sammentrængt i Pavedømmet. Dette var Kirkens saameget paaberaabte Immuniteter og Privilegier.

Den norske Kirke besad vistnok allerede i dette Tidsrum, saagodt som fra sin første Oprindelse, enkelte Særrettigheder; men disse vare saa ringe, saa faa og saa lidet iøinefaldende, at de knap kunne nævnes i Sammenligning med dem, som den romerske Kirke nu aabenlydt fordrede for sig og sin Geistlighed som Stand. De saaledes fordrede Særrettigheder vare: 1. Kirkens Uafhængighed med Hensyn til Beskikkelsen af sine Embedsmænd og Geistlighedens Afsondring som en egen Stand i Staten. 2. Kirkens uafhængige Bestyrelse af sit Gods. – 3. Den kirkelige Lovgivningsmyndigheds Afsondring fra den verdslige og Henlæggelse til Geistligheden og Kirkens Hoved, Paven. – 4. Kirkens selvstændige Dommermyndighed. – 5. Kirkens og dens Personers Fritagelse fra Statens Byrder. Vi ville lidt nærmere betragte hver enkelt af disse Særrettigheder med Hensyn paa Norge, og vi ville da snart see, i hvor ufuldkommen en Grad den norske Kirke endnu var i Besiddelse af dem.

1. Kirkens Embedsmænd skulde beskikkes ved Kirkens egen Myndighed: – Biskopperne skulde vælges af Geistligheden, eller dens Repræsentanter, – Presterne igjen beskikkes af Biskopperne inden hvers Omraade, – Geistligheden i det Hele danne en Kirken alene opoffret Stand, ved Cølibatet udreven af de almindelige Familieforholde og verdslige Forbindelser. Men vi have allerede seet, at i Norge var det Kongerne, der udvalgte Biskopperne, og at paa det under den norske Kirke hørende Island, deelte Lægfolket, især de verdslige Høvdinger-, Valgretten med Geistligheden. Og hvad Presterne angaar, da er det viist, at deres Beskikkelse inden den norske Kirke ingenlunde var en udelukkende Ret for vedkommende Biskop, men meget meer i de fleste Tilfælde afhang af Sogne-Menighedernes eller de private Kirkeejeres Valg og Overeenskomst med de Valgte, medens der i det Høieste levnedes Biskoppen en Forkastelsesret, et Veto. Geistligheden i det Hele erkjendtes ikke som nogen egen Stand i Staten; den var hverken ved Cølibat eller nogen anden særegen Leveviis adskilt fra det øvrige Folk, men tvertimod knyttet til dette med Familielivets og det huslige Livs sterkeste Baand; og de Geistlige havde ikke som saadanne nogen særskilt Ret paa sin Person, med mindre en høiere Embedstilling i Kirken satte dem i Rang med Statens verdslige Høvdinger og gav dem i Lighed med disse en høiere personlig Ret, end den som ifølge deres Fødsel tilkom dem. I det her omhandlede Punkt svarede altsaa ingenlunde den norske Kirkes statsretlige Stilling til det romerske System og Pavedømmets Fordringer.

2. Kirkens Formue skulde ene bestyres af vedkommende Kirkens Embedsmænd under Biskoppernes Tilsyn og udelukkende anvendes til Bedste for Kirken og dens Personer, eller til Øiemed som vedkom Kirken, f. Ex. Fattiges Understøttelse, eller som Kirkens Forstandere bestemte. Dette var en ældgammel christelig Vedtægt, hvilken dog i Aarhundredernes Løb havde undergaaet mangfoldige Afændringer, for en stor Deel paa Grund af det indviklede Forhold, som paa de fleste Steder i Europa var indtraadt ved Lensvæsenet, ikke alene mellem Kirkens og Statens, men ogsaa mellem Kirkens og Privates Ejendom. Den gamle Grundsætning var neppe nogensteds længer overholdt med Strenghed; og skjønt enkelte Paver, især Gregorius VII, forfegtede den med Iver, saa lod den sig dog vanskelig under de da bestaaende europæiske Forholde gjennemføre, især fordi en Mængde af Kirkens Prælater nøde rige verdslige Forleninger, der mangefold overveiede deres kirkelige Indkomster, og som de maatte give Slip paa, hvis Staten eller de Verdslige skulde slippe den Indblanding i Bestyrelsen og Anvendelsen af Kirkens Formue, hvilken gammel Sedvane eller Misbrug hjemlede dem. Her maatte nemlig gjensidig Opoffrelse til, ligesaavel fra Geistlighedens som fra Lægfolkets Side, hvis Sagen skulde komme i den rette Gang. Denne Sagernes Stilling fast overalt i Europa gjorde, at der ved den norske Kirkes første Grundlæggelse ikke for denne blev indrettet eller udtrykkelig betinget nogen selvstændig Økonomi. Dens ydre Opretholdelse hvilede fortrinsviis, som vi ovenfor have seet, i det her omhandlede Tidsrum deels paa lovlig vedtaget Bidrag fra Folkets Side, deels paa aldeles frivillig privat Godgjørenhed; den hvilede i forholdsviis ringe Grad paa selvstændig Formue, især Grundejendom. Hvor Biskopperne, Presterne og Kirkerne havde hver for sig sit nødvendige tarvelige Underhold, og det for største Delen ved Menighedernes Bidrag, der kunde ikke blive Tale om en oplagt Kirkeformue, om en de nødvendigste Udgifter overskydende Indtægt, om en Ejendomsbestyrelse i det Hele saa vidtløftig og indviklet, at der kunde næres nogen Frygt for, at den laa over Kirkens Forstanderes Evner, saaledes at den verdslige Statsmagt deri skulde behøve at indblande sig, eller see nogen Fordeel ved en saadan Indblanding. Ikke engang Tiendens Indførelse kunde siges heri at gjøre nogen væsentlig Forandring. Dens Fordeling var nemlig lovbestemt^[52]. Biskop og Sogneprest havde naturligviis hver for sig fri Raadighed over sin Andeel. Da videre Biskopperne skulde have Indseende med Kirkebygningernes Opretholdelse, saa laa den Andeel af Tienden, som for dette Øiemed var bestemt, selvskreven under vedkommende Biskops Bestyrelse. Hvad nu endelig angaar den Deel af Tienden, som tilfaldt Sognets Fattige, saa tilfaldt denne dem i Egenskab af Kirkens Almisselemmer, og Sognepresten var saaledes selvkaldet til Uddeler, i hvilken Forretning han imidlertid understøttedes og kontrolleredes af Sognets Bønder. Saaledes synes Sagen med Kirkeøkonomien overhovedet at være dreven i Norge; og dette lettedes derved, at Sognekirkerne der sjælden ejedes af enkelte private Lægmænd, men hver af sin Sognemenighed, forsaavidt denne var pligtig til dens Opretholdelse, og for øvrigt saa at sige ejede sig selv. I saa Maade nød altsaa Kirken i Norge i sin Formues Bestyrelse sin fulde Ret. – Anderledes stillede Sagen sig dog i det Tilfælde at Kirkerne vare enkelte private Lægmænds Ejendom, der opretholdtes paa deres Bekostning og Ansvar imod at Ejerne oppebar de dertil flydende Indtægter, som Tilfældet var med flere Høgendeskirker i selve Norge, og med alle Kirker paa Island, –eller naar faste Eiendomme vare henlagte til Kirkernes Opretholdelse af Lægmænd under den Forudsætning, at Giverne eller deres Efterkommere skulde vedblive at styre Ejendommene til Kirkernes Bedste. Her blev Forholdet mere indviklet; thi her blev Bestyrelsen af Kirkens Ejendom afhængig af Personer udenfor Kirkens Embedsstand, altsaa uovereensstemmende med Kirkens Grundsætninger. Men Kirkens egen Fordeel gjorde her, at den maatte see igjennem Fingre med det ukirkelige i Bestyrelsesformen; thi streng Gjennemførelse af den kirkelige Grundsætning vilde i saadanne Tilfælde have grebet paa en saa stødende Maade ind i de gjældende Begreber om privat Ejendomsret, at Kirkers Opførelse ved private Lægmænd, og private Gaver til Kirker i faste Ejendomme, strax vilde have standset. Da imidlertid, som allerede omtalt, det sidste Forhold endnu var mindre almindeligt i selve Norge, saa kunde Bestyrelsen af Kirkens Formue der overhovedet siges at være stemmende med, eller i alle Fald ikke i mærkelig Mon stridende mod Pavedømmets Grundsætninger. Paa Island derimod maa man kalde den daværende Bestyrelse af Sognekirkernes Gods efter Tidens Anskuelse ukirkelig, da den faa at sige udelukkende laa i Lægfolks Hænder.

3. Kirkens selvstændige, uafhængige Lovgivningsmyndighed skulde ifølge Pavedømmets Grundsætninger fremtræde deri, at ingen verdslig Statsmagt skulde have Ret til at foreskrive Kirken Love; hvorimod al almindelig Kirkeret skulde udgaa alene fra Kirkens geistlige Forstandere under Pavens Samthkke, eller fra Paven som Kirkens jordiske Hoved; medens den enkelte Statskirkes geistlige Ret skulde lempes efter den almindelige Kirkeret ved samme Statskirkes geistligeFormænd, uden Indblanding af nogen verdslig Statsmagt, hverken Kongedømme eller Folk. Dette skulde ikke alene gjælde med Hensyn til den reenreligiøse eller rituelle Deel af Kirkeretten, men ogsaa med Hensyn til den Deel deraf, som bestemte Kirkens og dens Personers Stilling i Statssamfundet, eller deres verdslige Stilling. Thi ogsaa denne skulde fastsættes, ikke ifølge Overeenskomst mellem begge angjældende Parter, Kirke og Stat, men eensidigen ifølge Bestemmelser, som fra ældre Tid af Kirken eller rettere Paven vare vedtagne. Dette var i streng Slutningsfølge Pavedømmets Paastand i dette vigtige Punkt, der imidlertid var og blev et stadigt Stridspunkt mellem Kirke og Stat over hele Europa. Man var fast overalt villig til at indrømme Kirken den forlangte Lovgivningsmyndighed i reen-kirkelige Sager, vedkommende Tro og Kirkeskikke; men man benegtede den i dens forlangte uindskrænkede Form i Sager, som angik Kirkens og dens Personers verdslige Stilling. Her vilde de verdslige Statsmagter, om ikke vilkaarlig raade, saa dog have en vegtig Stemme med i Ordningen. Og om der end fra Kirkens Side stundom viste sig en Tilbøielighed til i det sidste Stykke at komme den verdslige Statsmagt noget imøde, saa blev dog Grændsen mellem det Reenkirkelige og det Kirkeligverdslige altid vanskelig at opdrage med Skarphed, – hvoraf Overgreb snart fra den ene snart fra den anden Side blev en uundgaaelig Følge. Da enhver enkelt Statskirke ved sin første Begrundelse meer eller mindre trængte til den verdslige Statsmagts Bistand, var den ogsaa nødsaget til i Førstningen at gjøre denne Indrømmelser; men naar den havde vundet Fasthed, vilde den gjerne tage disse tilbage og under Pavedømmets Ledning nærme sig dettes Grundsætninger saavidt muligt.

Hvorledes i Norge den ældste Kirkelovgivning, den ældste Christenret, fremgik, have vi allerede seet. Den fremgik af en Samvirken mellem Kirkens Forstandere, Kongedømmet og det lovgivende Folk, i hvilken Samvirken det sidste, i det mindste i Formen, gjorde Udslaget. Dette var nu ikke aldeles stemmende med Pavedømmets Grundsætninger, men det maatte paa Grund af de forhaandenværende Forhold taales. De første norske Biskopper synes heller ikke at have været saa gjennemtrængte af Pavedømmets Fordomme, at de fandt hiin Samvirken i nogen særdeles Grad stridende mod deres egen eller Kirkens Verdighed; de synes tvertimod at have indseet, at en saadan Fremgangsmaade baade var christelig og Kirken gavnlig, og derved at have handlet i god Tro, uden noget listigt Forbehold for kommende Tider. Veien var saaledes afstukken, som i den kirkelige Lovgivning gjennem hele dette Tidsrum strengt synes at have været fulgt. Alle Bestemmelser i de norske Christenretter udgik fra Folkets lovgivende Forsamlinger, ved en Samvirken mellem Biskop og Bønder, og som det synes under Kongedømmets stadige Ledning og Megling. Hvad som angik Kirkens Lære og religiøse Skikke synes man, med tilbørlig Følelse af det Rette, meer og meer at have overladt til Biskoppernes egen Raadighed; men hvad som berørte Staten, hvad som greb ind i den verdslige Ret og blev Gjenstand for verdslig Dommermyndigheds Afgjørelse, som verdslige Straffe og Boder for Overtrædelser af Christenrettens Bestemmelser, det fastsattes efter Overeenskomst mellem Biskop og Bønder. Christenretterne vare, som forhen er viist, lige fra først af forskjellige for de forskjellige Lagdømmer, hvori Norge den Tid var inddeelt – en Følge af Maaden, hvorpaa de fra først af bleve givne. Fra de forskjellige Lagthing udgik ogsaa de senere Tillæg eller Forandringer i dem, og Folket eller Bønderne ere næsten altid de talende. Væsentlig for Christenrettens Skyld indfandt vedkommende Biskop og saamange af Lagdømmets Prester, som han tilnævnte, eller oprindelig endog alle Sogneprester, sig paa det aarlige Lagthing, og her savnedes saaledes aldrig sagkyndige Geistlige, hvis Mening kunde høres, naar Kirkesager kom under Forhandling. Ogsaa omtales Prestemøder (prestamót) eller Diøcesan-Synoder, hvilke Biskopperne aarligen afholdt, hver i sit Biskopsdømme, i Regelen udentvivl samtidigen med Lagthinget, og paa samme Sted som dette^[53]. I disse Moder kunde da reenkirkelige Sager afhandles, medens tillige de geistlige Sager, der siden maatte forebringes Lagthinget til Afgjørelse, kunde foreløbigen særskilt overlægges af Biskop og Presteskab. Med en saadan Indretning seer man let, at Biskop og Presteskab havde fuld Anledning ei alene til at faa gjort sine Raad og sin Stemme gjældende i al kirkelig Lovgivning, men ogsaa til i denne at øve en overveiende moralsk Indskydelse, om nu end de paa Lagthinget samlede Bønder i Formen gjorde det endelige Udslag.

Vist nok var denne Lovgivningsorden for Kirkens Vedkommende ikke som den burde være efter Pavedømmets Anskuelse og ikke gunstig for Hierarchiets Opsving; men den hvilede paa frisindede Grundsætninger, stemmede med Folkets almindelige Retsorden og passede godt til Norges daværende Forhold. Man finder heller ikke i dette Tidsrum noget bestemt Spor til, at Biskopperne have stræbt efter at forskaffe den norske Kirke en meer selvstændig Lovgivningsmyndighed, end den, som ved den beskrevne Orden var den indrømmet. Det eneste som maaskee kunde tyde herhen er den Sætning, hvormed den gamle vikske Christenret slutter: „Nu er Christenretten fremsat, saadan som vi kunne erindre den; skorter noget deri, da bøde Biskopperne derpaa ifølge sin Net (með sinum réttyndum; el. með sinum boðorðum ok réttyndum ɔ: med sine Bud og Rettigheder)“^[54]. Men hermed kan dog neppe forstaaes andet, end, at man, for det Tilfælde at den lovtagne Christenret ved en enkelt forefaldende Leilighed skulde vise sig ufuldstændig, indrømmede Biskoppen en provisorisk Myndighed til midlertidig at fuldstændiggjøre den, indtil dette ad den almindelige Lovgivningsvei kunde skee. – Paa samme Maade som det gik til med Kirkelovgivningen i Norge, gik det ogsaa til i den islandske Fristat. Den islandske Christenret udgik fra Islands Althing ganske som de norske fra Norges Lagthing. Paa det aarlige Althing var foruden Landets Biskop, eller senere tvende Biskopper, ogsaa et betydeligt Antal Prester tilstede, og af disse Geistlige forberedtes og foresloges alle kirkelige Lovarbeider, hvilke siden forhandledes og vedtoges i den lovgivende Forsamling, Lagretten, hvor Biskopperne havde Sæde.

Den mest iøinefaldende Mangel ved den her skildrede Kirkelovgivningsorden i den norske Kirke er den, at fuldkommen Eenhed i Kirkelovgivningen vanskelig kunde tilveiebringes og heller ikke tilveiebragtes. Den norske Kirkes Biskopper virkede nemlig, som allerede før bemærket, uafhængige af hinanden indbyrdes hver i sit Omraade paa den Maade som ham syntes bedst, og som han bedst kunde enes med Lagthinget i det Lagdømme, til hvilket hans Biskopsdømme hørte. Ingen national Metropolitanverdighed dannede Sammenknytningspunktet for deres Virksomhed; og den fremmede Metropolitan, under hvem de hørte, stod ikke i et saa bestemt udpræget statsretligt Forhold til det norske Rige, at han med Kraft kunde gjøre sin Myndighed gjældende. Men hiin Mangel paa Eenhed var dog i Virkeligheden ikke saa væsentlig, som man ved første Øiekast let kunde ledes til at antage. Thi skjønt de i den norske Kirke gjældende Christenretter, den islandske iberegnet, vare fem i Tallet, saa vare de dog alle byggede paa samme Grundlag, nemlig paa det af den hellige Olaf og Biskop Grimkel udarbeidede, og stemmede derfor med hinanden i alle de vigtigste og selve Religionen og dens Udøvelse mest rørende Punkter. Desuden var Mangelen paa Eenhed i den norske Kirkelovgivning en Mangel, som den delte med den verdslige Lovgivning, og som derfor Nordmændene hverken fandt paafaldende eller følte som et Onde.

4. Kirkens selvstændige Dommermyndighed skulde yttre sig deri, at enhver Retssag, der paa nogen Maade angik Kirken, ikke alene dens Lære og Ritus, men ogsaa dens Ejendom og dens Personer, kort enhver Retssag, der i det pavelige System var betegnet som hørende under Kirkens Omraade, den skulde paakjendes og dommes af geistlige Dommere, nemlig i første Instans af vedkommende Biskop, og i Appellationsinstans af Metropolitanen, fra hvem den endelig i sidste Instans kunde føres ind for Paven. Angik Sagen en Biskop, skulde den umiddelbart paadømmes af hans Metropolitan; angik den selve Metropolitanen, skulde den umiddelbar paadømmes af Paven eller dennes Tilforordnede (judices delegati). Denne Retsorden var endnu ganske ukjendt i den norske Kirkeforfatning De gjældende Christenretter kjende ikke nogen anden selvstændig Dommermyndighed hos Kirken, end den som stod i Forbindelse med Retten til at paalægge Pønitens, hvorunder man maa tænke sig indbefattet Retten til at paalægge Interdikt, skjønt dette ikke udtrykkelig nævnes, – altsaa kun den Dommermyndighed, som angik Samvittighedssager, især de der aabenbaredes i Skriftemaalet, og hvilke den verdslige Dommermyndighed egentligen ikke kunde naa. Udenfor disse Sager gjorde hverken en Sags Beskaffenhed som henhørende under Christenrettens Bestemmelser, eller en Persons Stilling som Geistlig eller Kirkens Embedsmand, eller en Ejendoms Beskaffenhed som Kirkegods, nogen Undtagelse med Hensyn til Rettergangen. Dommermyndigheden var i alle Tilfælde hos Folket, hvad enten Sagen efter gjældende Retsorden skulde paakjendes ved Voldgiftsdommere, eller paa Heredsthing eller paa Lagthing. Rettergangsordenen var den, at hvor Sagen laa under Christenretten, der var Biskoppen eller hans Ombudsmand, og i enkelte Tilfælde Sognepresten, Sagsøgeren, ligesom den idømte Bod enten heel eller for en Deel tilkom Biskoppen, kun i enkelte faa Tilfælde Sognepresten. Anklageretten hvilede saaledes i alle de Sager, hvilke Christenretten betegnede som geistlige, hos Kirkens Forstandere, men Dommermyndigheden hos de almindelige Domstole. Maaskee var dog ikke herved Geistligheden ganske udelukket fra al Indflydelse paa Dommen i geistlige Sager. Paa Heredsthingene var vistnok i Almindelighed geistlige Personer tilstede, især naar Kirkesager der skulde søges; og paa Lagthingene vare, som ovenfor bemærket, baade vedkommende Biskopper og enten alle Sogneprester, eller visse af Biskopperne tilnævnte, skyldige forfaldsløst at indfinde sig. Der var saaledes ved begge Leiligheder fuld Anledning til at høre Geistliges Mening, før den endelige Dom faldt i en Kirkesag. Da det synes at have været almindelig Vedtægt, at meer vanskelige Sager paa Heredsthingene foreløbig undersøgtes og paakjendtes af et mindre Udvalg af Thingmændene, før den endelige Dom fældtes af samtlige, saa er det rimeligt, at i Kirkesager tilstedeværende Geistlige fortrinsviis ere nævnte eller i det mindste hørte i dette Udvalg. Paa Lagthinget var Lagretten den egentlige Domstol, til hvis Dom de øvrige Thingmænd gave sit Samtykke. Men i Lagretten var intet til Hinder for at ogsaa Geistlige kunde nævnes; og i ethvert Fald var, som for sagt, rimeligviis i Regelen Prestemødet samtidigt med Lagthinget, og hiin geistlige Forsamlings Mening om en geistlig Retssag var da neppe uden Indflydelse paa den dømmende Lagrettes Afgjørelse. Paa det islandske Althing gaves foruden de almindelige Retter (dómar) ogsaa en Presteret (prestadómr), bestaaende af tolv Prester, udnævnte af vedkommende Biskop, hvilken Ret havde at dømme i de Christenretssager, hvor Biskoppen optraadte som Sagsøger mod en af sine underordnede Prester^[55]. Presteretten synes dog at have været en overordentlig Domstol sat for det enkelte Retstilfælde. Om en lignende Domstol paa de norske Lagthing, tie vore gamle Love, og den norske Rettergangsorden paa Lagthingene synes ogsaa vanskeligen at have kunnet tilstede nogen saadan overordentlig Ret. – Af det her anførte vil overhovedet sees, at der ved den norske Rettergangsorden vel var sørget for, at de under Christenretten hørende og Kirken eller dens Personer vedkommende Sager kunde blive retfærdigen paadømte; men dette skulde skee ved de almindelige Domstole og uden Indrømmelse af nogensomhelst lovbestemte Særrettigheder.

5. Kirkens Fritagelse fra verdslige Statsbyrder, hvad enten nu disse bestode i Skattebidrag eller i personlig Tjeneste, ydet Staten i verdsligt Øiemed, – var en Fordring, der naturligviis grundedes paa Kirkens aandelige Væsen, og som skulde sigte til at gjøre dens aandelige Virksomhed saameget kraftigere, naar den befriedes fra verdslige Sorger og verdslige Sysler. Gjennemdrivelsen af denne Fordring skulde sætte Kronen paa Kirkens Selvstændighed, og gjøre dens Uafhængighed af Staten til en haandgribelig Kjendsgjerning Men for at dette kunde skee, maatte ogsaa Kirken strengt overholde sin Karakter som reen aandelig, og undgaa al Indblanding i verdslige Anliggender-, der paa den ene Side bortdrog den fra dens egentlige Maal, og paa den anden Side bragte den ind under den verdslige Statsmagts lovlige Omraade. Her maatte en saa skarp Grændse optrækkes mellem det Aandelige og Timelige, som vel neppe nogensinde vil blive mulig, saalænge det Aandelige fremtræder i det Timelige, saalænge Kirken omfatter Mennesker. Allermindst kunde en saadan Grændse optrækkes under det her omhandlede Tidsrums forviklede Forholde, da ved en lang Række af Misgreb, og det især i Vest-Europa, Kirke og Stat havde i Aarhundreder gaaet ind paa hinandens Omraade, og derved en Forvirring i Begreberne om begges Ret var opstaaet, der vanskelig ved nogensomhelst Theori lod sig løse, i al Fald ikke uden de voldsommeste Omveltninger. Over den allerstørste Deel af det vestlige Europa var det blevet almindeligt, at baade de enkelte Statskirker og de enkelte Geistlige for timelig Fordeels Skyld vare indtraadte i Lensforhold til den verdslige Statsmagt, hvilke pligtede dem baade til Skatteydelse og personlig Tjeneste for Statens verdslige Øiemed. At træde ud igjen af disse Forhold vilde være forbundet med økonomiske Opoffrelser baade før Kirken i dens Heelhed og for dens indflydelsesrigeste Forstandere, Opoffrelser som disse sidste vare høist uvillige til at indrømme. Gregorius VII fordrede af sine Standsbrødre dette Offer til Kirkens Forherligelse og til Begrundelse af dens afgjorte Herredømme; men hans Fordring blev ikke paaagtet af den alt for verdsligsindede, egennyttige og kortsynede Mængde af Geistligheden. Kirkens Rettigheder i det her omhandlede Punkt vedblev saaledes at være en bestandig aaben Kilde til de voldsommeste Tvistigheder i alle Europas Stater, der løde under den romerske Stol. Thi saalænge Kirken for sin timelige Fordeels Skyld overtog – Styrelsen og Benyttelsen af Statens Ejendomme og indtraadte i dens verdslige Sysler, kunde den ikke med noget Skin af Ret unddrage sig for de Forpligtelser til Staten, som deraf fløde, hvad enten disse bestode i personlig Tjeneste eller i Skatteydelse. Og naar den alligevel prøvede herpaa, saa kunde ikke Misnøie og Gjengjæld fra de verdslige Statsmagters Sider udeblive. Desuden syntes det under en saadan Sammenblanding af det Kirkelige og Verdslige, af Kirkens økonomiske Anliggender og Statens, ikke at være stemmende med almindelig Billigheds Grundsætninger, at Kirken ei skulde bidrage noget til Statens Formaal, da den dog i saa mange verdslige Forhold nød Godt af Statens Beskyttelse. Udveien, man under disse Omstændigheder i mange Stater fandt, var den, at man vel ikke ligefrem indrømmede Kirken Frihed fra Deeltagelse i Statens Byrder, men at man indrømmede Geistligheden som Stand, paa Kirkens Vegne, en særegen Selvbeskatningsret med Hensyn til Staten, hvilket vist nok var en stor Imødekommen fra Statens Side, men som dog ikke fornegtede den Retsgrundsætning, at Geistligheden var skyldig til at yde sit Bidrag med til det Statssamfunds Opretholdelse, til hvilket den hørte. Forresten var denne Sag i nogle Stater bedre og fastere ordnet end i andre, dog overalt ved et Slags Overeenskomst mellem Stat og Kirke, der ikke udestengte Misforstaaelser og Overgreb og deraf følgende idelig Spending.

Den norske Kirkes Stilling i det her omhandlede Punkt var, sammenlignet med mange andres, ganske fordeelagtig. Den maatte nemlig endnu regnes for fattig, – i det mindste for saavidt at den ingen overskydende Formue ejede, om den end havde sit nødvendige tarvelige Underhold, – og kunde saaledes ikke give den verdslige Statsmagt nogen særegen Opfordring til en Beskatning. Desuden vare Grundsætningerne for Statsbyrdernes Fordeling i Norge saare simple, og i Formen, hvori de fremtraadte, Kirken ganske gunstige. Lenssystemet i sin sydgermaniske Skikkelse var ukjendt i Norge; der var saaledes ingen Anledning til de Forviklinger, som opstode derved at Kirken eller Geistligheden modtog verdsligt Len og dermed tillige verdslige Lensforpligtelser. Istedet herfor gjaldt i Norge Odelssystemet, ifølge hvilket Jorden var Hauldernes eller Odelsbøndernes fri Ejendom, til hvilken Staten eller Kongedømmet ingen Overejendomsret havde, og hvilken den derfor heller ikke kunde beskatte; derimod var enhver Nordmand skyldig til ved personlig Tjeneste at bidrage til Opnaaelse af Statens Øiemed og dertil at understøtte Kongedømmet. Alle Ydelser til Staten gik derfor i Norge ud fra Person, ikke fra Jordbesiddelse eller anden Formue. Den væsentligste og man kan sige eneste egentlige Statsbyrde var Bidrag til Landevernet, hvilket igjen efter Norges Beliggenhed og daværende Forhold i Grunden blev Bidrag til Søforsvaret. Dette Bidrag ydedes i alle Kystfylkerne ved den saakaldte Leding (leiðangr), hvilken deels bestod i personlig Krigstjeneste, deels i Udrustning af Krigsskibe, og deels endelig i Ydelser af Penge eller Penges Verd, naar egentlig Krigsrustning ikke behøvedes. I de indre Landsdele, som ei laa under Ledingsloven, der traadte en fast Afgift af hver Husholdning, den saakaldte Visøre (visseyrir) istedet. Men i begge Tilfælde var dette Bidrag til Staten personligt, ydet enten strengt efter Mandtal, eller efter Husholdningernes Størrelse, ikke efter Formue eller Jordejendom. Forsaavidt altsaa Kirken ejede Jord, hvilede paa denne ingen Statsbyrde; den kunde selv bruge den eller leie den bort og deraf tage Landskyld, ganske paa samme Maade som Kongedømmet gjorde med sin vidtløftige Jordejendom; Kirken bidrog i Egenskab af Jordejer ligesaalidt til Staten som enhver anden Bonde. Dens Formue i Løsøre var ligeledes efter den almindelige Samfundsorden ubetynget. Indtraadte den i Leilændingsforholde enten til Kongedømmet eller til privat Mand, var den underkastet den almindelige Leilændingslovgivning, og dette var en aldeles privat Sag. Der kunde altsaa ikke efter Norges Statsret blive Spørgsmaal om nogen Kirkens Beskatning efter Jordejendom og Formue, da en saadan Beskatningsmaade overhovedet ikke i Loven erkjendtes. Spørgsmaalet kunde da blot blive om Kirkens Personer. Men her opstillede sig ganske naturligt den Betragtning, at forsaavidt personlig Krigstjeneste angik, da var denne baade upassende for og uforeenlig med Prestens Embedsstilling; og hvad de øvrige Ledingsydelser vedrørte, da var disses Øiemed oprindeligen et krigersk, og med Krig og Feide burde Presten intet have at skaffe. Derfor indrømmedes – og det rimeligviis ligefra Christendommens Indførelse – Geistligheden i denne Henseende en efter Forholdene høist billig og hensigtsmæssig Frihed. Enhver Biskop var ledingsfri for sig selv, sin Prest og sin Degn, og enhver Sogneprest for sig, sin Kone og een Klerk^[56]. Men videre end til disse Personer strakte heller ikke Ledingsfriheden sig, saaledes at Biskoppen og Sognepresten, hvis han ellers havde Familie eller Tyende, maatte for disse yde Leding efter Mandtallet. At en tilsvarende Lettelse har været Geistligheden indrømmet i de Dele af Landet hvor Visøre ydedes, maa antages, skjønt vi ei vide saa nøie hvorledes den har været ordnet. Hvad Klosterfolket angaar, da er ingen udtrykkelig Oplysning at hente fra vore gamle Love. Klostervæsenet laa, som for bemærket, egentlig udenfor dem. Men just derfor har man al Grund til at antage, at det egentlige Klosterfolk, som havde aflagt Kloster-løftet, og derved var udtraadt af alle verdslige Forhold, var for deres Person fri for alle Bidrag til Staten. En anden offentlig Byrde, men som i hine Tider snarere maatte kaldes en Menighedsbyrde end en Statsbyrde, var Bidrag til Lagthingenes Opretholdelse, det saakaldte Thingfarefæ (þingfarafé) eller Thingfarekjøb (þingfarakaup), nemlig Bidrag (efter Mandtallet?) til de Mænds Underhold, som paa de aarlige Lagthing nævntes til Fortrædere for hvert enkelt Lagdømmes Bønder, de saakaldte Nævndermænd (nefndarmenn). Men med Hensyn til dette Bidrag gjaldt den Retsregel, at de som enten selv vare nævnte til Lagthinget, eller var selvskyldige til der at indfinde sig, ikke deeltoge deri. Nu vare Biskopperne og Sognepresterne efter Loven selvskrevne at møde paa vedkommende Lagthing, og saaledes vare de ifølge hiin Regel for sine egne Personer befriede fra Tilskud til Thingfareydelsen, hvilken forøvrigt ogsaa udelukkende synes at have hvilet paa Bønderne. Paa Island, hvor ingen Ydelser til Landevernet udfordredes, og hvor forøvrigt de faa verdslige Statsbyrder vare ordnede efter samme Grundsætninger som i Norge, nemlig efter Person og ikke efter Formue, og hvor desuden Presternes huslige Selvstændighed ifølge deres Forhold til Kirkeejerne var langt mindre end i Norge, – der kunde ligesaa lidet blive Spørgsmaal om nogen Kirkens Beskatning ved den verdslige Statsmagt. Vi see saaledes, at selve Beskaffenheden af Statsydelserne i de Lande, som hørte til den norske Kirke, og Maaden hvorpaa disse Ydelser udrededes var saadan, at de vanskelig kunde falde Kirken til nogen Byrde, helst med den ovennævnte Lettelse for de geistlige Personers Vedkommende. Der kunde ikke med ringeste Skin af Billighed inden den norske Kirke reises Klager over Tryk fra den verdslige Statsmagts Side med Hensyn til Statsydelser; og Spor til saadanne Klager findes heller ikke i nærværende Tidsrum, – de fremkom først i en senere Tid under forandrede Stats- og Kirkeforholde.

Sammenfatte vi nu i Korthed hvad ovenfor er udviklet om den norske Kirkes Styrelse og statsretlige Stilling, saa bliver Slutningen, som deraf kan uddrages, følgende: – Den norske Kirke stod til den norske Stat i et naturligt, efter Tidsaand og ydre Omstændigheder ganske vel afpasset Forhold. Den nød ingen store og sterkt iøinefaldende Særrettigheder, men Norges simple Samfundsorden paakaldte ei heller saadanne. Der var sørget for dens ydre Opretholdelse under Statens Vern, og den øvede fuld Raadighed i sin Formues Bestyrelse for Statens Vedkommende, og for Privates, al den som kunde bestaa med den gjældende private Ret; – den besad den nødvendige Indflydelse paa Lovgivningen for frit at kunne udvikle sig i reen-kirkelig Retning og for ikke i sin verdslige Stilling at undertrykkes af Staten eller nogen verdslig Magt; – den nød med Hensyn til Domstolene al den Retssikkerhed, som den bestaaende Retsorden formaaede at afgive; – den var endelig fritagen for enhver Statsbyrde, der kunde siges at hemme dens rette Virksomhed. I alle disse Stykker maa man sige, at den norske Kirkes Stilling var upaaklagelig, ja vel endog, efter Tidens almindelige Forholde, god. Den var rigtignok med Hensyn til sine Forstanderes og Embedsmænds Beskikkelse i en vis Afhængighed af Kongedømmet, af Menighederne og af private Kirkeejere, der neppe strengt taget var nødvendig og i flere Henseender heller ikke var gavnlig; – men den synes ikke selv endnu at have følt sig synderlig besværet ved denne Afhængighed, og end mindre at have beklaget sig over den som en Uretfærdighed. Man kan saaledes sige, at Forholdet mellem Kirke og Stat, for den norske Kirkes Vedkommende særskilt betragtet, endnu ikke indeholdt i sig nogen virksom Spire til indbyrdes Spending og Tvist. Men paa den anden Side var den norske Kirke, baade ifølge Oprindelse og egen Erkjendelse, et Lem af den almindelige romerske Kirke, lydende under dennes Hoved, Paven. Som et saadant Lem maatte den indpasses i det romerske Kirkelegemes Heelhed under Iagttagelse af de Love, dettes Organisme efter dets Hoveds Skjøn paakaldte. Til en saadan Indpasning var den norske Kirke med sin daværende Forfatning ikke endnu ret skikket; dertil maatte den først bearbeides baade fra uden og fra inden. Den maatte i sin Embedsstand egges til at efterstræbe en Løsning fra Staten og Afslutning i sig selv, der kunde forberede det fuldkomne Afhængigheds-Forhold til den romerske Stol, som Pavedømmet fordrede. Dens Styrelse, Lovgivning og Rettergangsorden maatte for den kirkelige Eenheds Skyld omstøbes i den romerske Form. Den maatte endelig gjøres rig, for ved Hjælp af en uafhængig og derhos overflødig Formue at kunne forsvare sin ydre Selvstændighed over for Staten, og desuden kunne afgive noget af sit Overskud til den almindelige romerske Kirkestyrelses, eller rettere Pavedømmets Bedste. Alt dette skulde drives igjennem trods de Hindringer, dens allerede naturlig udviklede statsretlige Stilling maatte lægge i Veien. Her aabnede sig da en fast uudtømmelig Kilde til Spending og Splid mellem den og Staten. Den norske Kirke, som hidtil roligen og jævnt havde udviklet sig i Eendrægtighed med de verdslige Statsmagter, og under disses kraftige Vern havde indtaget en ordnet, hædret og virksom Stilling i Statssamfundet, blev snart, paa Roms Vink, fordringsfuld, stridig, underfundig, herskesyg, stræbende efter Afsondring fra Staten, drømmende endogsaa for en Stund om Statens Underkastelse. Men dens Forstandere, opmuntrede ved gunstige ydre Omstændigheder, og stolende paa Notits mægtige Bistand begyndte Kampen mod den verdslige Statsmagt, førend de endnu ret havde indøvet sine egne underordnede Kræfter, førend de endnu tilfulde havde sikkret sig det lavere Presteskabs levende Medvirkning, førend de havde indblæst sin Geistlighed den hierarchiske Standsaand, der udfordredes, for at den med ubetinget Lydighed og fast Eendrægtighed kunde slutte sig nær til sine Anførere for Tilkjæmpningen af disses dristige Formaal. Da de nu desuden snart stødte paa en baade kraftig og klog Modstand fra Statens Side, saa gik de vel Glip af den afgjørende Seier, og maatte afslaa meget i sine første overmodige Fordringer; men den begyndte Kamp fortsatte de med vexlende Held, dog rinder stadig skjønt langsom Fremskriden, og den Brand, som fra Rom af var kastet ind i det norske Statssamfund, udslukkedes ikke ganske, før ved Paveaagets fuldkomne Afkastelse. Det er denne Kamp mellem Kirke og Stat inden den norske Kirkes Omraade, som vil blive den vigtigfte Gjenstand for den nærmest følgende Skildring, – en Kamp, der noget nær kan siges at begynde ved det norske Metropolitansædes Oprettelse.

1. N. g. L. I. 7, 133.
2. N. g. L. I. 343, 358.
3. N. g. L. I. 386, 387, 388.
4. N. g. L. I. 8, 9, 344, 345.
5. N. g. L. I. 135.
6. N. g. L. I. 388, 389, jfr. Munch I. 2. S. 635.
7. N. g. L. I. 8.
8. N. g. L. I. 8, 133, 344, 345, 388.
9. N. g. L. I. 11, 14.
10. N. g. L. I. 136.
11. N. g. L. I. 9.
12. Om Tienden jfr. ovenfor S. 160.
13. N. g. L. I. 9.
14. N. g. L. I. 346.
15. N. g. L. I. 435.
16. N. g. L. I. 385.
17. Norsk Dipl. I. 11, 33.
18. Æld. isl. Chr. c. 13.
19. N. g. L. I. 347.
20. N. g. L. I. 6, 7, 20, 145, 345, 385, 386, 387.
21. N. g. L. I. 7 jfr. m. 6.
22. Jfr. o. f. S. 160.
23. Om Klostergeistligheden og Klosterne s. Lange: De norske Klosteres Hist. i Middelalderen.
24. N. g. L. I. 12, 13, 339–341, 375–377; æld. isl. Chr. c. 1–3, jfrt. m. N. g. L. I. 131–133, 342.
25. N. g. L. I. 16, 350; æld. isl. Chr. c. 14.
26. Signo te signo crucis, et confirmo te chrismate salutis, in nomine patris et filii et spiritus sancti.
27. N. g. L. I. 390 jf. 404.
28. N. g. L. I. S. 144.
29. N. g. L. I. 6. 11, 13, 15, 16, 340, 342; ældr. isl. Chr. c. 7. o. fl. S.
30. N. g. L. I. 6, 12, 13, 341, 350, 351 o. fl. St.
31. N. g. L. I. 15 (jfr. 147.), 355.
32. N. g. L. I. 16.
33. N. g. L. I. 14, 347 o. fl. St.
34. N. g. L. I. 7.
35. N. g. L. I. 344.
36. N. g. L. I. 8.
37. N. g. L. I. 344.
38. N. g. L. I. 8, 344, 388.
39. N. g. L. I. 352.
40. Ældr. isl. Chr. c. 13; Finn J. I. 161.
41. N. g. L. I. 9–11, 138–143, 348–350, 377, 379.
42. N. g. L. I. 6.
43. N. g. L. I. 137.
44. N. g. L. I. 11, 144, 341–343, 383.
45. N. g. L. I. 11, 137, 348, 378.
46. Om Begravelse: N. g. L. I. 13–15, 135, 136, 345, 390–392.
47. N. g. L. I. 18.
48. Islands Graagaas.
49. N. g. L. I. 264, II. 30.
50. N. g. L. I. 17.
51. N. g. L. I. 20, 152, 318, 376 o. fl. St.
52. Se ovenfor S. 160.
53. N. g. L. I. 378.
54. N. g. L. I. 352.
55. Æld. Isl. Chr.r. c. 15.
56. N. g. L. I. 97.