Den norske Kirkes Historie under Katholicismen/26

Rudolf Keyser

Den norske Kirkes Historie under Katholicismen

Chr. Tønsbergs Forlag, 1856 (1, s. 270-281).

Sverrers og hans Birkebeners Optræden imod Magnus Erlingssøn havde, som ovenfor viist, fremkaldt i Norge en Spending mellem Kongedømme og Kirke. En Kamp mod Hierarchiet var ingenlunde fra først af Øiemedet for Sverrers Reisning. Han vilde blot tilkjæmpe sig det Kongedømme, hvortil han ifølge sin Fødsel, efter Landets gamle Kongearvefølge, var berettiget. Magnus’s Kongedømme var imidlertid paa en Maade Kirkens Verk og maatte forsvares af Kirken, hvis egen Magt og Høihed dertil knyttede sig. Saaledes kom Sverrer, vist nok ganske mod sin oprindelige Plan og Villie, til at blive anseet for Kirkens Fiende. Men alt eftersom Lykken meer og meer begunstigede hans dristige Foretagende, alt eftersom det blev ham klarere, at Kirken havde benyttet Magnus’s Stilling til at paalægge det norske Kongedømme et ufordrageligt Aag, havde ogsaa den Tanke udviklet sig hos ham, at dette Aag maatte brydes, og at det Kongedømme, han med saa meget Besvær havde tilkjæmpet sig, maatte forsvares mod Hierarchiets Anmasselser. Vi have tidligere omhandlet den Anskuelse af Kongedømmets umiddelbare guddommelige Ret, hvilken Sverrer havde tilegnet sig i Modsætning til den Paastand som Hierarchiets Forfegtere stræbte at gjøre gjældende, nemlig at Kongedømmets guddommelige Ret var middelbar, given gjennem Kirkens Forlening. Hiin Anskuelse kom vist nok kun efterhaanden til fuldkommen Modenhed hos ham, og udtaltes rimeligviis ikke endnu i sin fulde Skarphed, medens Kampen med Magnus Erlingssøn stod paa, og maaskee ikke heller strax efterat den mægtige Modstander var fældet, medens endnu den høit anseede Erkebiskop Eystein levede og ved sit eget kloge Maadehold ligesom tvang Sverrer til at udvise et lignende. Derfor kunde det lade sig gjøre, at de vigtigste Tvistepunkter, som stode Kongedømmet og Kirken imellem, kunde, som det synes, ved en stiltiende Overeenskomst mellem Sverrer og Eystein, lægges til Hvile, fordi Tiden ikke forekom nogen af Parterne skikket for deres Udkjæmpelse.. Sverrer havde desuden fremdeles verdslige Modstandere at bekjæmpe i Kuflungernes Parti (1185–1188), hvilket om end ikke saa farligt som Magnus Erlingssøns, dog voldte ham Uro. Men Erkebiskop Eysteins Død og siden Kuflungernes Tilintetgjørelse i samme Aar forandrede denne Sagernes Stilling. Nu troede Sverrer at kunne meer uforbeholdent lade sine Grundsætninger med Hensyn til de kirkelige Forholde træde i Lyset. Eysteins Efterfølger vilde han ei vise den samme Føielighed, som han havde vist Eystein, – derpaa var han udentvivl allerede forlængst bestemt.

Sverrers første Skridt med Hensyn til Kirkens Anliggender efter Erkebiskop Eysteins Død, da det nemlig gjaldt om at bestemme dennes Eftermand, bærer Præget af Maadehold. Nidaros’s Erkestol burde nu vel ifølge de canoniske Regler besættes ved frit Valg af de ved Metropolitankirken ansatte Chorsbrødre. Dette skede imidlertid ikke, og deres Kapitel synes ikke engang at have fremsat nogen bestemt Paastand i denne Henseende, – et Beviis paa hvor lidet anerkjendt endnu Kapitlernes Valgret i Virkeligheden var, og hvor lidet de endnu selv følte sin Stillings Vigtighed. Paa den anden Side synes heller ikke Kong Sverrer at have trøstet sig til ganske paa egen Haand og af egen Magtfuldkommenhed at beskikke en ny Erkebiskop. Han valgte imidlertid en Fremgangsmaade, som baade i sig selv var fornuftig og rimeligviis tildeels har stemmet med den gamle Sedvane ved Biskoppers Ansættelse i Norge. Han lod Landets Biskopper og andre Høvdinger samle sig til et Møde i Bergen om Sommeren 1188, altsaa samme Aar som Eystein var død i Januar, og paa dette Møde, ved hvilket han selv var nærværende, lod han Valget af en ny Erkebiskop komme under Overlægning.

Den som nærmest kom paa Tale var Erik Ivarssøn, Biskop af Stavanger. Denne havde Erkebiskop Eystein anbefalet til sin Eftermand, især vel fordi han i ham sporede Emnet til en djærv Hierarchiets Forsvarer. Kongen derimod var ikke for Eriks Valg. Grunden hertil kunde netop være den samme, som rimeligviis gav ham Eysteins Anbefaling, nemlig hans hierarchiske Sindelag; desuden havde Erik, hvilket vi allerede tidligere have berørt, som Biskop i Stavanger vist sig at være en ivrig Tilhænger af Kong Magnus Erlingssøn^[1]. Imidlertid findes ikke Sverrer at have paaberaabt sig nogen af disse Omstændigheder mod Eriks Valg; derimod anførte han Eriks Rundhaandethed eller Ødselhed, der gjorde ham, efter Kongens Mening, uskikket til at bestyre Kirkens Gods. Men hertil indvendtes af Mange, at man just trængte til en Erkebiskop, som vidste at bruge Erkestolens Gods, hvilket desuden var saa meget, at det neppe vilde komme til at skorte, – et mærkeligt Vidnesbyrd om Erkesædets glimrende Opsving under Eysteins Styrelse. Sverrer gav efter; Erik blev valgt til Erkebiskop og forlod endnu samme Sommer Landet for at søge sin Stadfæstelse i Rom^[2]. Han modtog den tilligemed Pallium af den daværende Pave Clemens III (1187–1191). Han vendte først tilbage til Norge den følgende Sommer 1189 og begav sig til Nidaros til sin Stol, hvor han – som der siges – blev vel modtagen af Chorsbrødrene^[3].

Erkebiskop Erik viser sig strax at have udviklet en ikke ringe geistlig Virksomhed, der dog i Begyndelsen neppe i nogen væsentlig Grad stødte an mod Kongedømmet, og heller ikke findes at have afstedkommet nogen Uvillie imellem ham og Kongen. Denne Virksomhed var nemlig især rettet paa Sedernes Forbedring ikke mindre hos Geistligheden end hos Lægfolket; og heri kunde Kong Sverrer neppe andet end samstemme med ham, da Kongen selv levende maatte have følt, hvor høieligen Folkets Seder vare komne i Forfald under de indvortes Krige.

Til det første Øiemed sigtede Erkebiskoppens Forbud mod at Geistlige bare Vaaben eller gik i Krig, – et Forbud, som støttedes ved en Pavebulle af 28de Januar 1189^[4], hvilken han udentvivl har modtaget under sit Ophold i Rom. Dette var ganske i Christendommens Aand og vist nok fuldkommen stemmende med Kongens Anskuelser. Forbudet var sikkerligen ogsaa paa Grund af Tid og Omstændigheder fornødent, da der er al Rimelighed for, at de forudgaaende indre Uroligheder altfor meget havde lokket mange norske Geistlige ind paa en for deres Stand upassende krigersk Leveviis, uagtet en saadan ingenlunde fandt Støtte i Landets Love, hvilke som forhen viist, fritoge Prester for Leding. Erkebiskoppen indskjærpede Forbudet ogsaa for Islands Vedkommende i en Skrivelse til Biskopperne Brand af Hole og Thorlak af Skaalholt^[5], – ligeledes med god Grund, da Island paa denne Tid var ligesaa plaget som Norge af indre voldsomme Uroligheder mellem de stridbare, ærgjerrige Høvdinger, og mange Prester ei undsaa sig for deri at tage Deel med væbnet Haand, om end Biskopperne selv udmærkede sig ved en fredelig og christelig Færd. Eriks Stræben gik i det Hele, ligesom hans Formands, ud paa at bortdrage Geistligheden fra en for deres Stand og Stilling upassende Indblanding i verdslige Anliggender. Derfor indskjærpede han i et andet Brev (af 1190 eller 1191) til Islands Biskopper, Høvdinger og Almue, hvad Erkebiskop Eystein allerede havde udtalt, at Prester ikke uden i enkelte høist nødvendige Tilfælde maatte paatage sig for Andre Udførelsen af verdslige Retssager; ja han forbød endogsaa udtrykkeligen det Forhold, som ligefra Christendommens Indførelse havde været ganske almindeligt paa Island, at Goderne eller Heredsforstanderne tillige vare Prester, og saaledes paa een Gang baade vare verdslige Retsbestyrere og besørgede Kirketjenesten. For Fremtiden – bød han – skulde Biskopperne paa Island ikke vie nogen til Prest, som besad Godord, med mindre han opgav dette til den nærmest berettigede^[6].

Med Hensyn til Lægfolkets Seder, da stræbte Erkebiskop Erik især at indkrænke den overhaandtagende Løsagtighed og de jævnlige Brud paa Egteskabets Hellighed endog ved Forbindelser inden forbudne Slegtskabsled. Dette viser sig af de flere endnu levnede Breve af ham til Island^[7], i hvilke han med Navns Nævnelse beskylder flere af de mægtigste blandt Øens Høvdinger for at give sine Landsmænd i denne Henseende det sletteste Exempel og opfordrer Biskopperne, i Medfør af deres Embede, til at gjøre Alt hvad der stod i deres Magt for at hemme saadant Uvæsen. Hvad han her paaanker hos Islændingerne, har han vist ikke forsømt at paaanke i selve Norge, hvor ligesaavel som paa Island Sedeligheden i dette Punkt synes paa den Tid at have været i hvi Grad slappet.

I alt dette viser sig intet andet end en høist rosværdig kirkelig Nidkjærhed fra Erkebiskop Eriks Side. At han derhos søgte at verne om Kirkernes og Presternes Uforkrænkelighed ved at opstille Brud paa de førstes Fredhellighed og Voldshandlinger mod de sidste som Bansgjerninger, var baade stemmende med den almindelige romerske Kirkelov og med Tidens Anskuelser; det var desuden stemmende med det, som allerede var udtalt af Erkebiskop Eystein. Kong Sverrer maa ogsaa have billiget dette sidste, da han rakte Haanden til at give det fuldkommen Lovskraft. Dette skede paa et Møde, rimeligviis i Bergen, i Aaret 1190, ved hvilket Kongen selv var tilstede, og hvor Erkebiskop Erik var samlet med alle sine daværende norske Lydbiskopper, nemlig: Paal af Bergen, Helge af Oslo, Niaal^[8] af Stavanger og Thorer af Hamar, samt flere Abbeder og en Mængde Prester, – altsaa et Slags Provinsial-Concilium. Her blev nemlig en Bestemmelse udfærdiget, ligesaavel i Kongens som i de forsamlede Geistliges Navn, til Advarsel mod visse Handlinger, som droge Bansættelse til Følge: Forstyrrelse af Kirkes Fred, Forgribelse paa Prests Person, Kvinders Voldtægt og utilladelig Vaabenbyrd i Kirkefærd eller Thingfærd^[9]. Bestemmelsen blev sat som Indledning i Spidsen for en paa samme Møde vedtagen, eller i det mindste udkastet Christenret, endnu bevaret under Navn af Kong Sverrers Christenret^[10]. Denne er i den Form, hvori vi nu besidde den, egentlig en Gulathings-Christenret, og har været indtagen i en Gulathings-Lovbog. Man skulde imidlertid tro at Hensigten med den har været at gjøre den til en almindelig Christenret for hele Norge, noget som den dog aldrig er bleven; – tvivlsomt er det om den engang er bleven virkelig indført som gjældende i Gulathingslagen. Sandsynligt er det, at Lovudkastet, fra hvem det nu nærmest skriver sig – det er egentlig kun en daarlig Sammenstøbning af de ældre Gulathings- og Frostathings-Christenretter, den sidste rimeligviis i Erkebiskop Eysteins Bearbeidelse i Guldfjæder, dog udentvivl noget mildnet til Kongedømmets Fordeel –, har været et Hastverksarbeide, som hverken har fundet Kongens eller Biskoppernes fuldkomne Bifald, og derfor ikke er bleven ophøiet til virkelig Lov^[11]. Hvad nu de her opstillede Bansgjerninger angaar, da maa man ikke betragte disse som de eneste Handlinger, der droge Kirkens Ban efter sig; thi allerede de ældste Christenretter, om de end ikke udtrykkelig nævne Bannet, opstille dog Forbrydelser, der medføre en Udelukkelse af Landskirken, en Henvisning til hedensk Land. Man maa derimod betragte dem som Forbrydelser, der tidligere belagdes med den verdslige Lovs almindelige Straffe eller Bøder, og derhos maaskee tildeels for Kirkens Vedkommende med en ringere Kirkebod, men som nu paa Grund af den om sig gribende Lovløshed og Usedelighed ansaas baade af Kongedømme og Kirke at burde straffes paa en, ogsaa i moralsk Henseende, mere afskrækkende Maade. Forresten var Bestemmelsen om Bansgjerninger udstedt for hele det norske Rige. Den sendtes af Erkebiskoppen ogsaa over til Island med Paalæg til Biskopperne der at see den efterkommet^[12].

I disse offentlige Forhandlinger spores ingen Misstemning mellem Kongen og Erkebiskoppen. En saadan ulmede imidlertid ligefuldt allerede dengang under det fredlige Ydre, og den brød ud i aabenbare Strid, før man skulde vente det, og med en Voldsomhed, hvortil man i Norge ikke for havde seet Mage. Vi skulle først fremstille dette Udbrud saaledes som Sverrers Saga fortæller det.

Strax da Erkebiskop Erik var kommen til sit Sæde i Nidaros, prædikede han i Christkirkens Chor og brugte mange haarde Ord mod Birkebenerne. Flere af disse fandt sig stødte herved og lagde Erkebiskoppen for Had. Snart reiste sig ogsaa Tvisteemner mellem ham og selve Kongen. Endnu stode de i Erkebiskop Eysteins Tid fattede Bestemmelser ved Magt om Bødernes Beregning i Christenretten inden Nidaros’s Biskopsdømme efter sølvvurderet Øre, hvorved de Erkebiskoppen tilfaldende Bøder fordobbledes, uden at de Kongen ifølge den verdslige Lov tilkommende Bøder i samme Mon vare forøgede. Sverrer forlangte nu af Erkebiskoppen, at han skulde vende tilbage igjen til den gamle Beregningsmaade, da den nye i Grunden var en Lovløshed, som Erling Skalke i sin Tid havde tilladt af blot egennyttige Grunde, for derved at kjøbe Erkebiskoppens Understøttelse for sin Søns Kongedømme, og som det var lykkets Erkebiskop Eystein ved sin Magt og Anseelse at drive igjennem hos Bønderne. Men vilde ikke Erkebiskoppen gaa ind herpaa, saa maatte han tillade Kongen at forøge sin Ret i samme Maal, og Erkebiskoppen maatte da paatage sig Ansvaret baade for Gud og Folket. Erkebiskoppen negtede reent ud at opfylde Kongens Forlangende baade i den ene og den anden Henseende. Guds Ret – sagde han – burde stedse voxe og aldrig minke. Men Kongen havde den Ret og den Lov, som han selv havde besvoret, med den deri for Kongen fastsatte Beregningsmaade af de ham tilkommende Bøder; og vilde han ikke overholde den, da fik han selv bære Ansvaret for sit Edbrud baade for Gud og Mennesker^[13].

Til dette vigtige Tvistepunkt kom snart et andet. Det var gammel Lov og Sedvane, at Kongen og Bønderne kunde lade bygge Kirker paa egen Kostning paa sine Gaarde, og at de i dette Tilfælde raadede for disse Kirker og satte Prester til dem (øvede fuld jus patronatus). Nu derimod tog Erkebiskoppen enhver Kirke, saasnart som den var indviet, under sin Raadighed, og gjorde dette med alle Kirker, i hvilke han tillod Gudstjeneste. Kongen fordrede, at Lovens Bestemmelser skulde heri overholdes, men Erkebiskoppen negtede det.

Endelig tillod Erkebiskoppen sig at have et langt større Følge paa sine Embedsreiser, end fastsat var i den gamle Frostathingslovs Christenret, og overhovedet at holde langt mere Folk, endog bevæbnet Folk, end Kongen vilde taale.

I disse Tvistigheder henskjød Kongen altid sin Sag til Landslovene, som den hellige Olaf havde fastsat dem, og til Thrøndernes Lovbog, den saakaldte Graagaas, hvilken Kong Magnus den Gode havde ladet skrive. Erkebiskoppen derimod fremlagde den Lovbog, som kaldtes Guldfjæder, og som Erkebiskop Eystein havde ladet skrive, og paaberaabte sig derhos den canoniske Ret (den romerske Gudslov) samt Pavens Buller.

Sverrer tog Sagen alvorligen fat under sit Ophold i Throndhjem 1191, rimeligviis paa Frostathinget, som holdtes ved Midsommerstid. Han heftede sig fortrinsviis ved Punktet angaaende Erkebiskoppens Følge, og lod paa Thinget Lovbogen oplæse, hvori det stod, at Erkebiskoppen paa sine Embedsreiser, skulde have med sig 30 Mænd og 12 Skjolde, alle hvide, hvilket vel vil sige: af de 30 Mænd kun 12 bevæbnede, og disse med hvide Skjolde (Fredsskjolde) for at antyde, at de trods deres Bevæbning dog ikke egentlig vare Krigsmænd, hvis Mærke, naar de vare i Kongens Tjeneste, var røde Skjolde. Kongen forlangte Loven opfyldt i dette Stykke. Erkebiskoppen – sagde han – behøvede ikke at holde Hird eller Hærmænd eller fuldrustet Krigsskib. Han gik nu saavidt udenfor Lovens Bydende, at han for med en tyvebænket Snekke besat med 90 eller flere fuldvæbnede Mænd, – det Kongen og Birkebenerne selv ved et Par Leiligheder havde faaet føle, da de havde havt med Erkebiskop Eysteins Skib og dets Besætning at gjøre. Det syntes ham meer kirkeligt, at Erkebiskoppen ikke holdt nogen Hird, da dog Ingen øvede Ufred paa ham eller hans Sæde, – men heller anvendte, hvad der paa det væbnede Følge bortødsledes, til Steenhugning og Steenarbeide for Domkirken, hvortil det i Grunden var bestemt. – Hertil svarede Erkebiskoppen, at Paven havde sat ham til Forstander for Nidaros’s Kirke og dens Gods; derfor maatte han vel raade for dette, der ene tilhørte Gud og Helgenerne. Det var Sandhed, at flere brave Mænd, nu da Faa fik sidde hjemme i Ro, syntes bedre om at være hos Erkebiskoppen i Fred, end hos Kongen i Ufred og Misgjerninger. Havde hans Mænd Vaaben og gode Klæder, da vare de komne til dette paa en ærlig Maade, og de fore frem med Fred hvor de kom. Det vilde synes underligt at høre i fremmede Lande, at Erkebiskoppen ikke skulde frit raade for, hvem han gav Mad eller Klæder, medens Kongens Sysselmænd, Folk, som Sverrer havde hævet fra Betlerstaven, skulde have saa stort Følge som de vilde, og lægge sig ind paa Bønderne og ulovligen aftvinge dem baade Mad og Øl – Tak til, at de ikke fraranede dem mere. – Kongen blev imidlertid staaende paa Sit, krævede Loven opfyldt og fordrede, at Bønderne skulde dømme efter Landsloven, hvor mange Huskarle Erkebiskoppen skulde have. Dette skeede; og nu bestemte Kongen fem Dages Frist for dem, der vare flere hos Erkebiskoppen end Lovbogen udsagde, – at de skulde fratræde hans Tjeneste, ellers skulde de være fredløse og have Gods og Liv forbrudt. Da Erkebiskoppen saa, at Kongen tog Sagen med slig Alvor, forlod han i Skynding Nidaros med alle sine Mænd og alt det Gods, de kunde faa med sig, drog først til Bergen og derfra til Danmark, hvor han fandt en venlig Modtagelse hos Erkebiskop Absalon af Lund^[14].

Denne Fremstilling af Sagen maa egentlig ansees for at være udgangen fra Kong Sverrer og hans Tilhængere. Noget forskjellig er den, som Erkebiskop Erik fra Danmark af lod tilstille Paven. Da Erkebiskoppen – heder det her – efterat have modtaget Pallium af Paven, var kommen tilbage til Norge^[15], lod Kong Sverrer, der havde anmasset sig Kongenavn og Rige, ham kalde til sig og forlangte, at han skulde krone ham. Dette Forlangende vilde Erkebiskoppen, af Agtelse før Paven samt for sin egen Sjæls Saligheds Skyld, ikke opfylde, førend han ved sine Udsendige havde indhentet det apostoliske Sædes Samtykke. Herover forbittredes Kongen og hele hans Hær; de paastode nemlig, at denne Sag ikke var afhængig af nogen det apostoliske Sædes Gunst, da andre Konger nøde den Frihed at modtage Salvelsen hvor og naar og af hvem de selv vilde. – Videre, da den Biskopsstol (Stavangers), som Erkebiskoppen selv havde beklædt, men som ved hans Valg til Erkebiskop var bleven ledig, paa ny skulde besættes, faldt baade Geistlighedens og Folkets enstemmige Ønske og Samtykke paa en Person, der baade ved sit Levnet og sine Kundskaber dertil var skikket. Men dette Valg forkastede Kongen, fordi han ei selv deri havde taget Deel, og dertil først givet sin Stemme; og det uagtet slig sedvanmæssig Ret af hans Forgjængere i Norges Rige var edeligen opgiven, og denne Opgivelse stadfæstet ved deres beseglede Breve og ved Pave Adrian IV’s og den nuværende Paves Privilegier^[16]. Da nu Kongen paastod, at Erkebiskoppen heri havde gaaet Kongedømmets Høihed for nær, saa valgte han, uden at raadføre sig med Erkebiskoppen og tvertimod dennes Indsigelser, en anden Person til at beklæde samme Biskopsstol, tvang Geistligheden og Folket til heri at samtykke, og bød nu Erkebiskoppen at indvie denne sidst valgte. Men da et saadant senere Valg af Pave Adrian, ifølge apostolisk Myndighed, var forbudet i den norske Kirke, saa vovede ikke Erkebiskoppen at foretage Indvielsen^[17]. – Endvidere forlangte Kongen tvertimod de hellige Fædres Decreter og al Kirkens Sedvane, at Geistligheden i sine Retssager skulde stille sig for de almindelige verdslige Domstole og dømmes af Kongens Tjenere. – Endelig paastod Kongen, at de Sognekirker (ecclcsiæ baptismales sive parochiales), der laa til hans Gaarde, vare kongelige Kapeller, som han kunde bortgive naar og til hvem han selv vilde, uden Erkebiskoppens Tilladelse, – noget som var ganske imod den i Kirken gjældende almindelige Sedvane. – Da nu Erkebiskoppen ikke i nogen af ovennævnte Stykker vilde lyde Kongens Bud, saa optændtes dennes Vrede mod ham i den Grad, at han lod alle Erkebiskoppens Indtægter optage lige til den sidste Skilling, og indstævnede ham derpaa for Paven, i den Tro, at Erkebiskoppen, berøvet Alt, skulde være ude af Stand til at foretage Reisen til Rom. Erkebiskoppen erklærer imidlertid, at han har sendt paa sine Vegne paalidelige Mænd til Paven, hvilke han beder denne modtage naadigen, for at han af dem kan erholde de Oplysninger, som kunde lade ham optræde til den norske Kirkes Forsvar. Selv har Erkebiskoppen forladt Norge og er dragen til Danmark, hvor han har fundet en ærefuld Modtagelse og en kjærlig Understøttelse i sin trængende Tilstand hos den lundske Erkebiskop^[18].

Sammenholder man denne Erkebiskop Eriks egen Beretning med den i Sverrers Saga, saa seer man let, at begge i Virkeligheden, saalangt fra at modsige hinanden, tvertimod bestyrke og fuldstændiggjøre hinanden, – kun at man lægger Mærke til, at hver af de stridende Parter, hvad der er ganske naturligt og almindeligt, fremstiller sin egen Sag fra den lyseste Side og tier med de Punkter, hvorimod mest kan indvendes. Erkebiskoppens Fremstilling er utvivlsomt den fuldstændigste, og mod de deri anførte Kjendsgjerningers Sandhed kan ikke med Grund noget indvendes. Man faar her et klart Begreb om de væsentligste Stridspunkter mellem Kongen og Erkebiskoppen, og man seer, at disse ikke vare Ubetydeligheder eller af blot personlig Natur – hvilket man let kunde fristes til at tro ved alene at bolde sig til Sverrers-Sagas Fremstilling –, men dreiede sig om Grundsætninger for Kongedømmets og Kirkens indbyrdes Forhold, hvilke for begge Parter vare af den allerhøieste Vigtighed, – Grundsætninger, som Kardinal Nikolaus (Pave Adrianus IV), og efter ham Erkebiskop Eystein, havde forfegtet og paa en Maade faaet gjorte gjældende i Norges Statsret, men som nu Kong Sverrer, ifølge sine Begreber om Kongedømmets Natur, vilde tilbagestøde og sætte ud af Kraft.

Hovedtvistepunkterne seer man saaledes have været: 1) Kongens Ret til at erholde Kroningen; en Ret, der efter Kongens Paastand tilkom ham som den af Folket anerkjendte lovlige og virkelige Konge, altsaa paa Grund af selve Kongedømmets Væsen, medens Erkebiskoppen paastod, at den blot kunde erhverves gjennem en Indrømmelse eller et Samtykke af Paven, som Kirkens Hoved, altsaa af Kirkens Naade. – 2) Biskoppernes Valg; hvori Kongen efter den ældre norske Sedvane fordrede den første og afgjørende Stemme, medens Erkebiskoppen, støttende sig til den canoniske Ret og nyere Privilegier for den norske Kirke, vilde have det gjort uafhængigt af Kongedømmet. – 3) Geistlighedens Stilling med Hensyn til Rettergangen; da Kongen vilde, at Geistlige, efter Landets gamle Christenret, skulde svare for de almindelige Domstole eller for den almindelige dømmende Myndighed, medens Erkebiskoppen, efter den canoniske Ret, fordrede dem unddragne den verdslige Dommermyndighed og henviste til den reen geistlige. – 4) Presters Beskikkelse til Landets Kirker eller Patronatsretten (jus patronatus) til disse; hvilken Erkebiskoppen ifølge den strenge canoniske Net fordrede at skulle tilhøre udelukkende vedkommende Biskop, medens Kongen ifølge gammel Sedvane paastod en Undtagelse heri til Gunst for sig selv og private Kirkeejere med Hensyn til Kirker, som vare byggede paa Kongens eller enkelte private Mænds Gaarde og paa deres Bekostning – 5) Erkebiskoppens Ret til ved Overeenskomst med Bønderne eensidigen, uden Kongens Medvirkning eller Samtykke, at forhøie de ham tilkommende Bøder i Christenretten; hvilken Kongen benegtede, men Erkebiskoppen paastod. – 6) Erkebiskoppens Ret til selv at bestemme Antallet af sit væbnede og uvæbnede Følge; hvilken Ret Kongen, i Henhold til den ældre Christenrets Bestemmelse, negtede.

Disse Tvistepunkter finder man først ved denne Leilighed ret tydeligen udsatte; de bleve senere – som vi skulle see – mange Gange gjenoptagne og gjorte til Gjenstand for varme Forhandlinger mellem Kongedømmet og Kirken.

Af Sagaens Fremstilling viser sig, at Kong Sverrer mest har gjort de tre sidstnævnte Tvistepunkter, nemlig: Patronatsretten til Kirkerne, de Erkebiskoppen tilkommende Bøder, og Erkebiskoppens Følge, til Gjenstand for Almeenhedens Bedømmelse, og det ganske naturligt af den Grund, at dette var Punkter, som kunde siges at røre ligesaa fuldt Landsfolket som Kongedømmet. De øvrige derimod forties i Sagaens Fremstilling, udentvivl fordi disse mere vare Kongedømmet alene og Kirken imellem, og vanskeligere kunde opfattes af Almeenheden i sin fulde Betydning. Erkebiskoppen derimod lægger i sin Fremstilling fortrinlig Vegt netop paa dem, som Sagaen forbigaar, fordi de vare Livsspørgsmaal for Hierarchiet, og af den Grund fortrinlig maatte opfordre Paven til en virksom Mellemkomst. Erkebiskoppen holder sig til de Punkter, hvori han aabenbare havde Hierarchiets Aand, den canoniske Ret og de pavelige Privilegier paa sin Side, men fortier de to Tvistepunkter om Bøderne og Folkeholdet, der vare den canoniske Ret og Hierarchiet i Almindelighed mindre vedkommende og i Grunden nærmest angik hans egen Biskopsstols verdslige Fordeel og Anseelse. Fra begge Sider sporer man saaledes her den største Klogskab og Omtanke; og paa Kong Sverrers Side fortrinlig deri, at han, da han endelig besluttede sig til at flaa et afgjørende Slag, netop fæstede sig ved det mest verdslige Tvistepunkt, nemlig Erkebiskoppens overdrevne Folkehold, i hvilket Punkt Landets gjældende Christenret aabenbare gav Kongen Medhold, og hvilket, efter Norges bestaaende Retsforfatning, ganske.egnede sig til Afgjørelse ved en Lagthingsdom, der igjen nødvendig maatte falde i Overeensstemmelse med Lovbogens tydelige Ord. Meer Maadehold fra begge Sider, og især, som det lader, fra Kongens, under dette Stridens første Udbrud kunde maaskee have forebygget mange paafølgende Ulykker. Men at det engang før eller senere, maatte komme til et aabenbart Brud mellem Kongedømmet og Kirken i Norge, det var vist alligevel uundgaaeligt, saameget Usamdrægtighedens Tønder som nu i meer end een Menneskealder havde sanket sig sammen ved en høitstræbende Kirkestyrelses hierarchiske Anmasselser og ved et, paa Grund af sin ulovlige Oprindelse, vaklende Kongedømmes tvungne Indrømmelser.

1. Sv. S. c. 58.
2. Sv. S. c. 108.
3. Sv. S. c. 112.
4. Norsk Diplomatarium II. 1; Dipl. Arn. M. II. 11.
5. Finn Joh. I. 244–248.
6. Finn J. I. 253–255.
7. Finn J. I. 244–255.
8. Saaledes i N. g. L. I. 409. Munch tror, at her bør læses: Nikolás. Forandringen forekommer mig ikke nødvendig; herom nedenfor.
9. N. g. L. I. 409, jfrt. m. Finn J. I. 254.
10. N. g. L. I. S. 409–434.
11. Hvordan det egentlige Forhold er med den saakaldte Sverrers Christenret, er ikke let at udfinde. At der i den findes enkelte Bestemmelser fælles med Frostathings-Christenretten, hvilke ere yngre end Sverrers Tid, forekommer mig indlysende, f. E. Bestemmelserne om Alterens Sakramente. Dette forhindrer imidlertid ikke, at Loven jo i sine Hovedbestanddele kan være sammensat i Sverrers Dage og som et Udkast fremlagt paa Mødet i 1190. Senere Tillæg kunne i den være gjorte ligesom i Frostathings-Christenretten, og i en saadan forøget Form er den bleven os levnet.
12. Jfr. Finn Joh. I. 254.
13. Sv. S. c. 112.
14. Sv. S. c. 117.
15. „Anno præterito, pallio a vestra sancitate suscepto, cum fuissemus in terram nostram regressi“ dette „anno præterito“ oversætter Munch: „ifjor“, og slutter, at Eriks Afreise fra Norge og Skri- Skrivelse til Paven ifølge heraf skulde falde i 1190, og Paven vare Clemens III, som døde den 27de Marts 1191 og ikke, som ellers har været antaget, Skrivelsen være af 1192 og den tilskrevne Pave, Cølestinus III. Eriks Brev er nemlig, som vi have det i Script. rer. Dan. VI., udateret, og Pavens Navn kun betegnet med Begyndelsesbogstaven C. (Munch III. 267. Not.). Men mon ikke „anno præterito“ her kan og bør oversættes: „forleden Aar“ eller „forgangen Aar“? da behøver man ikke at fravige Sverrers Sagas Tidsberegning, der tydelig sætter Eriks Flugt til 1191, hvilket ogsaa før har været det almindelig antagne.
16. „instrumentis – – – fel. mem. Adriani P. et vestræ sanctitatis privilegiis roboratis“. Munch tror, at ved disse Ord nødvendig maa sigtes til Clemens til og en Bulle af ham fra 1189, hvilken dog ikke nu kan paavises (III. 257. Not., 260. Not. 2.). Men skulde det ikke være muligt, at Cølestinus III, der valgtes den 30te Marts 1191, kunde, maaskee paa Grund af tidligere indkommet Forlangende fra Erkebiskop Erik, have udstedt en saadan Privilegie-Bulle strax i Begyndelsen af sit Pavedømme? og denne være kommen Erik til Hænde, endog maaskee før han forlod Norge? At Cølestinus i 1194 udstedte en omfattende Bulle angaaende Nidaros’s Kirkes Privilegier – om hvilken Bulle vi siden skulle tale – kan dog neppe være til Hinder for at antage, at han allerede tidligere kunde have givet en lignende mindre omfattende; og denne kan ligesaalet tænkes forkommen som den af Munch antagne Clemens IIIs.
17. Ordene i Brevet, hvori Erkebiskoppen nærmere forklarer den egentlige Grund, hvorfor han ikke vilde indvie den af Kongen tilnævnte Biskop, ere dunkle og have været forskjellig fortolkede. De lyde i Originalsproget saaledes: „Qvia vero clamabat, Regiæ Majestati nos snper hoc intulisse læsionem, nobis inconsultis, nobis reclamantibus, in personam aliam, qvæ bigamam in ipsa, si dici debeat, electione ducebat uxorem, clerum et populum coegit consentire, et nobis obtulit consecrandam. Qvia vero prædictus – – – Adrianus P. bigamam in clero in nostra regione apostolica auctoritate damnaverat. non præsumpsimus in factum procedere, ne videremur in irritum ducere, qvod Sanctus prædictus observandum in clero præceperat“. Suhm (D. H. VIII. 275) forklarer hiint Udtryk „bigamam – – uxorem“ billedligt, som om Stavangers Biskopsstol eller Kirke derved er meent: „en anden Person, der, om saa maa siges, havde i Valget selv taget en tvende Gange gift Kone“; og senere: „Adrianus havde fordømt en to Gange giftet Klerk“. Erik skulde altsaa ikke have vovet at indvie den af Kongen valgte Biskop, fordi denne modtog en Biskopsstol, der allerede ved lovligt Valg var besat med en anden (tog en allerede gift Brud), da Pave Hadrianus havde fordømt en saadan Fremfærd (at en modtog et allerede lovlig besat Embede) i Kirken. Munch derimod (III. 260) forklarer Udtrykket bogstaveligt: at den af Kongen Valgte „netop paa den Tid han blev valgt, havde taget en i Bigami skyldig Kone til Hustru“ og „da Pave Hadrian udtrykkelig har fordømt Tvegifte inden Geistligheden“. – Jeg kan for min Deel ikke andet end holde paa den første Fortolkning, skjønt jeg vistnok erkjender, at Grunde kunne anføres ogsaa til Forsvar for den sidste.
18. Brevet findes blandt Abbed Vilhelm af Ebelholts Breve (Vilhelm synes selv at have udfærdiget det paa Erkebiskoppens Vegne) Script. rer. Dan. VI. 19–21; jfr. Werlauffs Anecdoton XL–XLII og Suhm D. H. VIII. 271–276.