Den norske Kirkes Historie under Katholicismen/27

Rudolf Keyser

Den norske Kirkes Historie under Katholicismen

Chr. Tønsbergs Forlag, 1856 (1, s. 281-288).

Skjønt Striden mellem Kong Sverrer og den norske Geistlighed allerede i sit Udbrud viste sig voldsom, saa bar den dog ikke endnu det Hadskhedens, Skadefrydens og Uforsonlighedens Præg, som senere yttrede sig i den, og det især, maa man tilstaa, fra Geistlighedens, eller rettere fra enkelte Geistliges Side, og mest mod Kong Sverrers Person. Erkebiskop Eriks Fremstilling af Sagen for Paven er overhovedet meer maadeholden, end man næsten skulde vente sig, og med Undtagelse af Hentydningen paa Sverrers ulovlige Anmasselse af Kongedømmet, og hans Hensigt at berøve Erkebiskoppen Midlerne til at kunne svare paa hans Indankning af Sagen for Paven, indeholder den ingen i høi Grad bittre og saarende Udfald mod hans Person. Det er egentlig meer en Forespørgsel til Paven, om hvad Erkebiskoppen med Hensyn til de vakte Tvistepunkter har at gjøre^[1], og en Begjæring om Pavens Beskyttelse, – end en afgjørende Fordømmelse af Sverrers Fremfærd, før denne af Paven var undersøgt. Sagen var overhovedet i den Gang, som begge Parter ansaa for den lovlige; den var nemlig af begge stevnet for Pavens Domstol. Men snart blandede sig lavere Lidenskaber i Striden, der gav den et uverdigere Præg; og dette skyldtes udentvivl for en stor Deel en ny Hovedperson, som optraadte i den. Dette var Biskop Nikolaus Arnessøn, hvis Valg til Biskop netop stod i Forbindelse med et af Tvistepunkterne mellem Kongen og Erkebiskoppen, og derfor findes i Erkebiskoppens Fremstilling til Paven berørt, uden dog at Personens Navn nævnes.

Nikolaus var en Søn af Høvdingen Arne af Stodrheim eller Stofrheim i Fyrdafylke (nuv. Staarum i Eids Prestegjeld i Nordfjord) og af Dronning Ingerid Røgnvaldsdatter, af den svenske Kongeæt, Kong Harald Gilles Enke og Kong Inge Haraldssøns Moder, der i fjerde Egteskab havde egtet Arne. Nikolaus var saaledes paa Fæderne af en mægtig Høvdingeæt i Fyrdafylke og paa Møderne af svensk Kongeæt samt dertilmed Halvbroder til Kong Inge Haraldssøn. Han stod følgelig ved sin Byrd i den nærmeste Forbindelse med de ypperste Ætter baade i Norge og i Sverige, og var saa at sige født til at indtage en iøinefaldende Plads blandt Norges raadende Stormænd. Hans Aandsgaver maa ganske vist have været udmærkede; derom vidner mangfoldige Træk i hans Levnetsløb. Men han brugte dem samvittighedsløst som Redskaber for en æresyg, hevngjerrig, falsk og underfundig Aands Indskydelser, og han blev en Forbandelse for sit Fædreneland, hvis Hæder han kunde være bleven. Fødsel og vel ogsaa senerehen Tilbøielighed stillede Nikolaus paa Erling Skakkes og Magnus Erlingssøns Side, hvilke opretholdt Kong Inges Parti i Kampene om Kongedømmet efter denne sidstes Død; og paa Magnus’s Side optraadte han ogsaa i dennes Kamp mod Sverrer. Hans Virksomhed omtales først i Sagaen i 1180, da han, rimeligviis født omkring 1150, var en tredive Aar gammel. Han var da i Slaget paa Ilevold ved Nidaros Anfører for en Afdeling af Kong Magnus’s Hær. Slaget fik et for Magnus saare uheldigt Udfald, og blandt de Faldne paa hans Side var Nikolaus’s yngre, eneste Broder, Filippus af Herdla^[2]. I det følgende Aar findes han som Underhandler fra Magnus’s Side ved et unyttigt Forligsstevne^[3]. Siden nævnes han i flere Aar ikke. Allerede før denne Tid maa det vel antages, at han er indtraadt i den geistlige Stand, om han end ikke har modtaget Prestvielsen, ligesom han rimeligviis fra Ungdommen af har faaet en geistlig Opdragelse, – Alt noget som i hine urolige Tider ikke forhindrede, at han jo kunde optræde med Vaaben i Haand som Deeltager i Partikampen. Næste Gang man finder ham omtalt, er som udvalgt Biskop.

Sammenhængen med hans Valg fremstilles i Sverrers Saga paa følgende Maade. Da Erkebiskop Erik var kommen tilbage fra Rom, og en ny Biskop til Stavanger skulde vælges, saa faldt Alles Valg paa Nikolaus Arnessøn af Stodrheim. Men Kong Sverrer gjorde Indsigelser herimod. Da Nikolaus mærkede dette, skrev han et Brev til Sverrers Dronning, Margreta, den svenske Konge Erik den Helliges Datter, og den daværende svenske Konges Knut Erikssøns Søster, hvori han overøste baade Kongen og hende med Smiger og derhos berørte sit Frændskab til hende; Nikolaus og hun vare nemlig Nærsødskendebørn^[4]. Dronningen talte nu hans Sag hos Kongen og forebragte denne Nikolaus’s gode Løfter. Kongen erklærede, at han ingen Lyst havde til at gjøre Nikolaus til større Mand end han allerede var; fik han nogen Magt i Norge, vilde ikke hans Sindelag til Sverrer derved forandres, eller hans Troskab voxe. Dronningen trængte imidlertid stærkere ind paa Kongen, forestilte ham, hvormeget Nikolaus havde tabt i Kampen mellem Kongerne, og at Sverrer nu kunde bøde ham herfor ved at gjøre ham til Biskop^[5]; Nikolaus vilde ingen Utroskab vise, naar han først havde nedlagt sine Vaaben og var bleven en til Kirken viet Mand. Kongen gav da endelig efter for hendes Bønner og sagde, at han vilde føie hende: „men det venter jeg – yttrede han – at ikke langt vil henlide, førend baade du og mange andre angre dette“. Kongen udstedte da sit Brev, hvorved han forordnede, at Nikolaus skulde vies til Biskop, og Erkebiskoppen udførte Vielsen. Ved denne Tid døde Biskop Helge af Oslo, og Nikolaus udvirkede nu af Erkebiskoppen, at han fik denne Biskopsstol; til Biskop i Stavanger blev da Niaal indviet^[6].

Denne Sverrers-Sagas Fremstilling er imidlertid neppe fuldkommen nøiagtig og trænger til at belyses noget nærmere af andre Kilder. I Indledningen til den ovenomtalte saakaldte Sverrers Christenret, der maa antages at være given paa et geistligt Møde 1190, opregnes de deeltagende norske Biskopper saaledes: Erkebiskop Erik, Biskop Paal, Biskop Helge, Biskop Niaal, Biskop Thorer. Nu er det vist, at Paal dengang var Biskop i Bergen, Helge i Oslo og Thorer i Hamar. Niaal maa altsaa have været Biskop i Stavanger, da han deeltog i dette Møde, og dermed ere de daværende Indehavere af alle norske Biskopsstole opregnede, uden at Nikolaus blandt dem forekommer. Niaal var følgelig Biskop af Stavanger allerede før Biskop Helge af Oslo døde, medens man af Sagaens Udtryk skulde slutte, at Niaal blev først valgt til Biskop af Stavanger, efter at denne Stol atter var bleven ledig ved Nikolaus’s Forflyttelse til Oslo efter Helges Død. At Sagaen her er den unøiagtige synes ogsaa fremgaa af Erkebiskoppens tidligere omtalte Fremstilling til Paven. Den Biskopsstol, om hvis Besættelse han siger, at Tvist havde været ham og Kongen imellem, og hvor Kongen indtrængte en anden Biskop i Stedet for den, Erkebiskoppen med Geistlighedens og Folkets eenstemmige Samtykke havde udkaaret, er utvivlsomt Stavangers, den nemlig, som Erik for han blev Erkebiskop selv havde beklædt, og de tvende Biskopper maa da antages at have været Nikolaus og Niaal. Nu seer man af Sagaen, at Nikolaus først valgtes og havde alle Vedkommendes Stemmer for sig undtagen Kongens, som gjorde Indsigelser mod hans Valg. Følgelig var Nikolaus den, som Erkebiskoppen i sin Fremstilling nævner som sin Udvalgte, og Niaal derimod den, som Kongens indtrængte og tvang Geistligheden og Folket til at samtykke, men som Erkebiskoppen paa Grund af det ucanoniske Valg ikke vovede at indvie. Imidlertid maa Kongens Magt og Indflydelse, da ovennævnte geistlige Møde holdtes i 1190, have været saa overveiende, at Nikolaus ikke der har været erkjendt som Stavangers Biskop, men Niaal, rimeligviis dog kun som Udvalgt, er optraadt paa denne Biskopsstols Vegne. Men senere samme Aar døde Biskop Helge af Oslo, hvilket ogsaa bevidnes af de gamle Annaler^[7]; og nu fik Nikolaus med Kongens Samtykke denne Biskopsstol. Sagens rette historiske Gang har altsaa formeentlig været følgende: – Erkebiskop Erik valgte med Stavangers Biskopsdømmes Geistligheds og Bønders eenstemmige Samtykke, dog Kongen uadspurgt, Nikolaus Arnessøn til sin Efterfølger paa Stavangers Stol, maaskee allerede i 1189. Men Kongen gjorde Indsigelse mod dette Valg – især af Mistro til Nikolaus’s Sindelag – og valgte paa sin Side, Erkebiskoppen igjen uadspurgt, Niaal, hvem han vidste at forskaffe Geistlighedens og Folkets Samtykke ved sin verdslige Indflydelse. Erkebiskoppen vovede rimeligviis ikke ligefrem at ugyldiggjøre dette Kongens Valg, og fandt sig derfor i, at Niaal optraadte paa Mødet i 1190 som Stavangers Biskop, men vilde dog ikke uden videre indvie ham. Baade Nikolaus og Niaal vare saaledes udentvivl kun Udvalgte (Electi) til Stavanger, da den osloske Biskop Helges Død aabnede en Adgang til at faa Tvisten afgjort. Imidlertid var Kongen ved sin Dronnings Forbøn bleven bevæget til at give sit Samtykke til Nikolaus’s Valg, og Erkebiskoppen føiede sig nu efter Kongens Ønske med Hensyn til Niaal. Erkebiskoppen indviede derpaa baade Niaal og Nikolaus, den første, overeensstemmende med Kongens Valg, til Stavanger, og den anden, til Oslo, efter selv at have tilladt hans Forflyttelse herhen fra den Stol, til hvilken han først af Erkebiskoppen var bleven valgt. Sandsynligt er det da, at ogsaa Thorer til Hamar kun har været Electus, valgt efter Biskop Ragnars Død, da han var tilstede paa Mødet i 1190, eftersom han nævnes efter Niaal^[8]. De følgende Begivenheder viste forresten altfor snart, at Kong Sverrer ikke havde feilet i sin Dom om Nikolaus Arnessøn.

Er dette den sande Sammenhæng i den omhandlende Valgsag, saa finder man deri et nyt Bevis for, at Erkebiskop Erik ikke i Eet og Alt var skyldig i det Stivsind og det Overmod, som man almindelig vil tillægge ham, skjønt Sverrers Fremgangsmaade vist ikke heller ubetinget bør fordømmes. Begge Parter handlede efter modstridende Grundsætninger, men som de dog hver for sig ansaa for rigtige, og Erkebiskoppen var maaskee ikke den, som udviste mindst Maadehold. Thi naar man fæster sig for Øie den Stilling, i hvilken Kongedømmets og Kirkens gjensidige Forhold nu engang var kommet i Norge, og Alt hvad der ligesiden Kardinal Nikolaus’s Legation herhen var gjennemdrevet og stadfæstet til den hierarchiske Kirkeordnings Fremme, saa kan man neppe andet end finde Kong Sverrers Tilbagestræben mod det ældre Standpunkt noget voldsom og overilet, om den end var fuldkommen velmeent og sigtede til Landets Gavn, ja endog i visse Maader berettiget. At Erkebiskoppen i sin Fremstilling til Paven oprippede hiin Valgsag, hvilken maa ansees for at have været bilagt før han forlod Norge, kan ikke saa meget dadles, da den angik et Princip-Spørgsmaal, som vel for Tilfældet var løst i Mindelighed, men som ved enhver Ledighed af en Biskopsstol kunde vækkes paa ny, og altsaa trængte til en formelig Afgjørelse.

Erkebiskop Erik forlod, som allerede fortalt, i Aaret 1191, rimeligviis strax efter Midsommer, sit Sæde og drog efter et kort Ophold i Bergen til Danmark, til Erkebiskop Absalon. Den 26de October samme Aar, finder man, at han var tilstede ved Indvielsen af Gumløse Kirke i Skaane^[9]. Kort efter sin Ankomst til Danmark rammedes han af en Øiensvaghed, der ganske berøvede ham Synet^[10]. Desuagtet var han og hans Beskyttere, Absalon og den indflydelsesrige Abbed Vilhelm af Ebelholt, ikke uvirksomme, og den før omtalte Fremstilling af Erkebiskop Eriks Sag for Paven var Frugten af deres Samvirken. Naar den er afsendt vides ikke, dog er det vel skeet ikke meget længe efter Erkebiskoppens Komme til Danmark og rimeligst i 1192^[11].

Den daværende Pave var Cølestinus III (1191–1198), en Olding, der ved sit Valg allerede var 83 Aar gammel. Man har af ham en Bulle, udstedt den 15de Juni 1194 til Erkebiskoppen, hvori han tager denne og den nidarosiske Kirke i St. Peters og sin Beskyttelse, bekræfter alle dens ældre Privilegier og tilføier nye Bestemmelser. De Friheder og Rettigheder, som heri deels stadfæstes deels gives, ere følgende: 1) Kirkens lovlig erhvervede Gods skal forblive for Erkebiskoppen og hans Efterfølgere uangrebet og ubeskaaret. – 2) Alle Friheder skjænkede Kirken af Norges Konger, især af Kong Magnus (Erlingssøn), stadfæstes. – 3) Erkebiskoppen og hans Efterfølgere skulle have Ret til at beskikke Prester uden Kongens Samtykke eller Forslag til alle kongelige Kapeller og alle andre Kirker og Kapeller i sin Provins, ifølge de tidligere Kongers Opgivelse af deres Patronatsret. – 4) I Valget af Biskopper og Abbeder i hans Provins, skal hverken Kongen eller nogen verdslig Høvding blande sig, eller deres Samtykke udfordres – 5) Ingen Geistlige skulle være forpligtede til at drage i Leding eller udrede Leding, undtagen de have kongelige Forleninger. – 6) Erkestolens Ret til en vis aarlig Korn-Udførsel til Island stadfæstes – 7) Pilegrimer til St. Olaf skulle til enhver Tid nyde sikker Fred. – 8) Geistlige maa ikke i Sager, hvor den canoniske Ret forbyder saadant, underkaste sig verdslig Domstol. – 9) Ingen indviet Kirke maa nedlægges eller flyttes uden vedkommende Biskops Tilladelse. – 10) Ingen Konge eller Fyrste maa, uden Biskoppernes Samtykke og de viseste Mænds Raad, forandre Landets vedtagne og skrevne Love, eller de deri bestemte Bøder til Kirkernes og Geistlighedens Skade, ikke heller maa han af nogen Biskop eller Abbed, som ikke har kongelige Forleninger (regalia), fordre, enten før eller efter deres Indvielse, nogen Troskabsed. – 11) I Tiendens Udredelse skulle Kongerne med Hensyn til sine Jorder og Gaarde følge de almindelige canoniske Bestemmelser. – 12) Erkebiskoppen skal have Ret til at kjøbe Falke. – 13) Ingen maa paa nogen Maade forurette Nidaros’s Kirke, eller borttage, forholde, indskrænke eller betynge dens Ejendomme, men Alt skal bevares dem til Brug og Nytte, til hvis Bestyrelse og Underhold det er skjænket. – Hvis – heder det derpaa til Slutning – for Fremtiden nogen Geistlig eller Verdslig, der kjender denne pavelige Bestemmelse, vover at handle mod den, og gjentagende paamindet ikke opretter sin Vrede ved en passende Fyldestgjørelse, saa skal han være berøvet sin Magt og sin Verdighed, vide sig skyldig for Guds Domstol, berøves Gjenløserens hellige Legeme og Blod og være underkastet den guddommelige Straf i den yderste Dom^[12].

Idet denne Bulle samlet fremstiller den norske Metropolitankirkes og Erkebiskops Friheder og Rettigheder, saaledes som Paven godkjendte og stadfæstede dem, afgjør den med det samme i pavelig Magtfuldkommenhed de forhaandenværende Tvistepunkter mellem Kongen og Erkebiskoppen til den sidstes Fordeel, samt fælder Bans Straf paa den Overhørige. Bullen maatte for Øieblikket være af den høieste Vigtighed, da den indeholdt en Dom af en kirkelig Myndighed, som Sverrer ikke vovede at benegte eller unddrage sig; – og den blev ogsaa for den følgende Tid et vigtigt Aktstykke, idet den afgav et sikkert Grundlag for den norske Kirkes fremtidige Fordringer ligeoverfor Kongedømmet, – Fordringer, hvis Opnaaelse nu blev dens Stræbens bestemte og fuldtbevidste Maal og Meed.

Uagtet denne Bulle saaledes maa ansees som Hoveddokumentet fra Pave Cølestinus’s Side i den her omhandlede Tvist, saa var dens Udfærdigelse dog neppe det første Skridt, Paven gjorde for at komme Erkebiskop Erik til Hjælp i hans betrængte Stilling. Man maa af Sverrers Saga slutte, at Cølestinus allerede tidligere (1193?) har udfærdiget en Skrivelse til Erkebiskoppen, hvori han har givet denne Ret mod Sverrer, og belagt Kongen med Ban, hvis han ikke gav Erkebiskoppen fuld Opreisning. Nævnte Saga fortæller nemlig vedkommende denne Sag følgende:

Erkebiskopperne Erik og Absalon lode Sendemænd fare til Rom med Breve til Paven, hvori det hele Forhold mellem Kong Sverrer og Erik for denne sidstes Bortfærd fra Norge var fremstillet efter Erkebiskoppens eget og hans Mænds Vidnesbyrd (altsaa den Fremstilling, som allerede oftere er omtalt). Fra Paven blev svaret ganske efter Erkebiskoppens Forventning, nemlig at Paven lyste Ban over Kong Sverrer, hvis han ikke indrømmede Erkebiskoppen dennes fremsatte Fordringer. Pavebrevet, som indeholdt dette Svar, lod Erkebiskoppen oplæse i Danmark og lyste hver Søndag i Choret Ban over Sverrer. Da Kongen spurgte dette til Norge, bragte han ofte den Sag paa Bane paa Thingene og fremstillede det Hele som et Opspind alene af Danerne og ingenlunde Pavens Ord. Det skulde ikke lykkes Erik Blinde – sagde han – at fralyve ham hans Kongedømme. Den Forbandelse, han lyste over Kongen, havde slaaet sig paa hans egne Øine. „De monne være i Ban – tilføiede han – som øve Bansverk, men jeg er Kongesøn og ret kommen til dette Land og Rige, og jeg har taalt saa meget Ondt, før jeg vandt det, at jeg ikke vil opgive det for denne Sags Skyld. Erik kan endnu fare til sin Stol, skjønt han er blind, naar han kun vil holde Landets Lov. Men om han end havde begge sine Øine i Behold, som han nu er blind paa begge, og paa Forstanden med, at han ei kan see hvad der er ret, saa vil jeg dog ikke bryde den hellige Kong Olafs Lov for hans Skyld, hvor megen Forbandelse.han end lyser“^[13].

Denne Bansættelse, som her omtales, maa være lyst før Sverrers Kroning, som foregik i Slutningen af Juni Maaned 1194 (hvad senere skal fortælles), efterdi Anklagen mod de Biskopper, der kronede ham, netop støttedes dertil, at de havde kronet en, som var i Kirkens Ban. Altsaa kan Bansættelsen ikke have været udvirket ved den ovenomtalte Bulle af 15de Juni 1194, da denne umulig kunde være saa tidlig bekjendt i Danmark end sige i Norge, at den kunde staa i Veien for Kroningen. Der maa følgelig i den anførte Sagaberetning være Tale om en tidligere Paveskrivelse, ved hvilken Erkebiskop Erik fandt sig bemyndiget til at lyse Ban over Sverrer, rimeligviis allerede i 1193, eller i alt Fald en god Stund for Midtsommer 1194.

Man seer af Sagaens Fortælling, hvorledes Sverrer søgte at møde Bansættelsen og gjøre den uvirksom i det mindste for fine Undersaatters Vedkommende, nemlig ved at fremstille den af Paven givne Bemyndigelse som et Opspind, – Erkebiskoppens Banlysning følgelig som uberettiget, og endelig den sidstes Blindhed som en Guds Straf over ham for hans, efter Sverrers Fortolkning, ulovlige Fremfærd. Kongen støttede sig, som man seer, fremdeles til Landsloven, St. Olafs Lov, og paastod, at intet var i Veien for at Erkebiskoppen kunde vende tilbage til sin Stol, naar han kun vilde holde sig hiin Lov efterrettelig. At en saadan Fremstilling ikke var i alle Dele strengt sandru, og at Kongen fremdeles holdt de væsentligste Stridspunkter udenfor det norske Lægfolks Kundskab, er klart. En saadan Fremgangsmaade kunde visselig ogsaa have den forønskede Virkning, ganske at lamme Bansættelsens Kraft, saalænge Kongen kunde holde den lavere Geistlighed, ikke at tale om Landets Lydbiskopper, paa sin Side, eller i en nogenlunde gunstig Stemning; og dette var, som det lader, hidtil fuldkommen lykkets ham, skjønt det ikke saaledes skulde vare til Enden.

Sverrers Stilling var virkelig paa denne Tid saadan, at han tiltrængte al sin Klogskab og Kraft for at kunde holde sig oppe. Allerede 1192 havde nemlig Øskjæggernes Parti dannet sig mod ham. Det havde til egentlige Førere tvende af Magnus Erlingssøns fordums klogeste og dristigste Partihøvdinger, hans Svoger Lendermanden Halkel Jonssøn, og hans uegte Halvbroder Sigurd Erlingssøn, almindelig kaldet Jarlssøn, hvilke begge efter Magnus’s Død vare tagne til Naade og Forlig af Sverrer, men desuagtet nu spandt Rænker mod denne; og i Partiets Spidse stilledes en ung Søn af Kong Magnus, ved Navn Sigurd. Den som hemmelig pustede til Oprørsflammen var Biskop Nikolaus Arnessøn, der vist aldrig havde meent noget alvorligt med sine sledske Løfter, og nu begyndte det troløse Spil, som han siden fortsatte gjennem sit hele Liv. Øskjæggernes Parti optraadte med Kraft, og det var kun med megen Anstrængelse, at Sverrer endelig i Vaaren 1194 fik det underkuet, da han vandt et afgjørende Slag over det i Florevaag ved Bergen, i hvilket den unge Sigurd Magnussøn faldt tilligemed sin fornemste Leder Halkel Jonssøn.

1. „super his omnibus, qvid nobis sit agendum, rogamus humiliter Sanctitatem vestram literis proseqvendum“.
2. Sv. S. c. 46, 48.
3. Sv. S. c. 60.
4. Knytl. S. c. 82; jfr. Munch III. 260.
5. „gera hann tignarmann innanlands“, er egentlig Sagaens Ord. Biskopperne regnes allerede den Gang i Norge blandt tignarmenn eller fyrstelige Personer, blandt hvilke af Verdslige Ingen henregnedes, der var mindre Mand end Jarl.
6. Sv. S. c. 111.
7. Isl. Ann. ved 1190 (S. 78.)
8. Munch tror, at Gangen i denne hele Valgsag har været noget anderledes end her fremstillet, hvilket staar i Forbindelse med hans Mening, at Erkebiskop Erik allerede forlod Norge mod Slutningen af 1190. See hans Norg. Hist. III. 259–262, 267, 268.
9. Scr. rer. Dan. V. p. 377.
10. Sv. S. c. 117.
11. Suhm D. H. VIII. 274; Werl. Anecdoton XL.
12. Norsk Diplomat. II. 2–4.
13. Sv. S. c. 121.