Den norske Kirkes Historie under Katholicismen/28

Rudolf Keyser

Den norske Kirkes Historie under Katholicismen

Chr. Tønsbergs Forlag, 1856 (1, s. 289-297).

Med Øskjæggernes Tilintetgjørelse var ingenlunde Partistriden i Norge udkjæmpet; dette var noget som Sverrer selv bedst indsaa. Alligevel indtraadte efter den en midlertidig kort indre Rolighed, hvilken han vilde benytte til at see gjennemdrevet et længe næret Ønske, nemlig at vorde kronet. Sagen var ham af Vigtighed, udentvivl især for Folkets Omdømme. Kroningen nemlig havde paa en Maade tjent til at hellige hans Formands, Magnus Erlingssøns Ret; den havde ganske vist i en stor Deel af Almuens Øine givet Magnus et Fortrin for Sverrer, og kun ved at have opnaaet den troede den sidste i Almuens Omdømme at være stillet ganske lige med Magnus.

Det er ovenfor viist, hvorledes Sverrers første Underhandlinger om sin Kroning, nemlig med Erkebiskop Erik, ganske mislykkedes. Nu optog Kongen igjen Planen, og Udsigterne for ham vare efter Sagaens Beretning i Førstningen ganske lovende. Da han om Vaaren 1194, idet han forfulgte de sidste Levninger af Øskjæggernes Hær, kom til Konghella, indtraf sammesteds en pavelig Legat med Følge. Hverken hans Navn eller hans Erinde er i Sagaen opgivet^[1], men Norden blev allerede dengang hyppigen besøgt af saadanne pavelige Udsendinger, der under Skin af at tilsee Kirkens Forfatning, havde til Hovedformaal at skrabe Penge sammen baade for det pavelige Skatkammer og for sig selv. Dette var en Sag, som ikke længer var nogen Hemmelighed, og som Sverrer ogsaa vel kjendte. Han besluttede nu at henvende sig til Legaten angaaende sin Kroning. Kunde han bevæge Legaten til at udføre den, saa havde han vundet en uberegnelig Fordeel over sine baade verdslige og geistlige Modstandere. Han indbød Legaten til sig, bevertede ham i flere Dage, og havde under dette jævnlige Forhandlinger med ham, for at overtale ham til at forrette Salvelsen og Kroningen. Legaten – heder det – optog dette ret godt og viste sig villig til at opfylde Kongens Ønske. Men nu blandede andre Geistlige sig hemmeligen i Sagen og forestilte Legaten, hvilke Hindringer der stillede sig i Veien for det paatænkte Foretagende. De fremhævede Kongens endnu uafgjorte Strid med Erkebiskoppen, at Sverrer tidligere var viet til Prest, at han havde taget en Egtehustru, Dronning Margreta nemlig, skjønt han havde en anden lovlig giftet i Forveien (Astrid, Biskop Roes Datter?), og begge Hustruer vare i Live, samt andet Mere lignende, hvorfor de fraraadede Legaten at opfylde Kongens Forlangende. Legaten lod sig ogsaa herved omstemme. I en senere Samtale negtede han Kongen Kroningen, idet han paalagde ham at forlige sig med Erkebiskoppen, som da havde at forrette hiin Handling. Kongen blev yderst forbittret over dette Afslag, og bød Legaten strax at forlade Landet. Han saa – sagde han – hvad Legatens Erinde til Norge var, det samme som mange andre Bedrageres, der kom hid fra fremmede Lande for at frarane Folk Penge, og siden, naar de igjen vare dragne bort, drive Spot med hans Rige. Legaten fandt det ogsaa bedst at reise sin Vei med saa forrettet Sag^[2].

Det er rimeligt, at Kongen i disse Underhandlinger har sat sit fornemste Haab til Legatens Bestikkelighed; og dette var neppe saa ilde beregnet. Under Pave Colestinus III’s Styrelse var nemlig den romerske Kurie berygtet for de mange Underslæb og Bedragerier, som gik i Svang med Bestikkelser, falske Buller og lignende, rimeligviis især paa Grund af Pavens Alderdomssvækkelse. Sverrer har vistnok med sit Skarpsyn snart opdaget, at Manden, han her havde for sig, ikke var trykket af den ømmeste Samvittighed, og herefter indrettet sine Forslag og Løfter. Legaten har været paa Veie til at lade sig friste, skjønt Sverrers Forhold til Erkebiskoppen neppe kunde være ham ubekjendt, da han netop synes at være kommen nærmest fra Danmark. Imidlertid har han, paa hemmelige Forestillinger af norske Geistlige og ved nærmere Betragtning, fundet Sagen for farlig at indlade sig paa, og har derfor til Slutning meer af Frygt end af Samvittighedsfuldhed afslaaet Kongens Forlangende.

Da saaledes Kong Sverrers Forsøg paa at tilvende sig Kroningen ved Hjælp af den pavelige Legat slog Feil, greb han til et andet Middel, som bedre lykkedes. Han drog fra Konghella længer Nord i Viken og hentede her Biskop Nikolaus til sig. Han lod i en Samtale under fire Øine Biskoppen vide, at han vel kjendte dennes forræderske Forbindelser med Øskjæggernes Parti, og at det hele Oprør fra først af var reist efter Biskoppens underfundige Raad. Nikolaus vilde benegte; men Sverrer holdt ham Beviserne for Øine, kaldte ham en Høiforræder og truede ham paa det Haardeste. Nikolaus, som just ikke havde Ord for at være synderlig modig, blev yderst forfærdet, og bad Kongen om Naade i de ydmygeste Udtryk, lovede ham atter Troskab, tilbød sig at bekræfte dette med Ed, og erklærede sig beredt til at bøde alt hvad han havde forbrudt ganske efter Kongens Villie. Sverrer tog ham paa Ordet og førte ham med sig til Bergen.

Hid kaldte han nu ogsaa Biskopperne Thorer af Hamar og Niaal af Stavanger, som begge kom. Biskop Paal af Bergen var nemlig død om Vinteren forud den 2den April, og Bergens ledige Biskopsstol skulde besættes. Da Sverrer nu havde samlet om sig de Biskopper, som for Tiden vare i Norge, bragte han først under Overlægning Valget af en ny Biskop til Bergen. Udentvivl paa Kongens Anbefaling og ved hans Indflydelse valgtes hertil en vis Martin, hidtil Kongens Hirdprest, en Engelskmand af Fødsel, og en udmerket Klerk^[3]; og paa Sveirers Raad blev han indviet strax af de øvrige tilstedeværende Biskopper, som altsaa her udførte Erkebiskoppens Hverv. Derpaa lod Kongen berede et stort Gjestebud, og det blev afgjort, at de fire Biskopper skulde salve og krone Kongen. Dette gik ogsaa for sig paa Petri og Pauli Dag, den 29de Juni 1194. Ligesom Biskop Nikolaus i de forudgaaende Forhandlinger havde været den virksommeste i Kongens Raad, og ligesom han udentvivl havde efter Kongens Ønske, hvilket han nu ei vovede at modsætte sig, gjort sit for at besnakke de øvrige Biskopper, saaledes var han ogsaa Formanden ved selve Kroningens Udførelse. Da Sverrer havde drevet dette igjennem, skiltes han og Biskopperne som de bedste Venner^[4].

Dette er Sagaens Fremstilling af Omstændighederne ved Sverrers Kroning, og den synes at være fuldkommen nøiagtig. At Rygtet derom kom til Udlandet med Tilsætninger, som vare mindre gunstige for Kongen, kan ikke vække nogen Forundring. Den samtidige engelske Historieskriver Villiam af Newbury (Guilielmus Neubrigensis) fortæller, at Sverrer modtog Kronen af en Biskop, hvilken han tvang til at forrette denne Handling ved at true ham med Døden^[5]. Hvad dette Udsagn angaar, da er det ganske troligt, at Sverrer kan have ladet en saadan Trudsel falde til Nikolaus, da han forekastede denne hans Høiforræderi. Et bestemtere Præg af Udsmykkelse bærer derimod den noget yngre Roger af Hovedens Fortælling. Da Erkebiskoppen – siger han – havde forladt Norge for ikke at krone Sverrer imod Pavens Forbud, befalede Kongen, at alle Norges Biskopper skulde møde i Bergen til Petri og Pauli Dag for at krone ham. Iblandt Biskopperne var ogsaa Nikolaus, Biskop af Viken. Han erklærede, at han ikke vilde overvære Kroningen paa Grund af sin Erkebiskops Fraværelse. Sverrer lod da denne Biskop gribe og binde paa et Skjær i Havet, saaledes at Vandet næsten løb ham ind i Munden, og tvang ham paa denne Maade til at give efter, saa at han kronede Kongen i de øvrige Biskoppers Nærværelse og med deres Samtykke^[6]. Her have vi ganske vist for os et Rygte grundet paa den løgnagtige Nikolaus’s Opspind. Da han nemlig havde indladt sig paa at være Formand ved Kroningen, og dette, som snart vil sees, senere regnedes ham høieligen til Onde, har han ikke noksom kunnet udmale Sverrers tyranniske Adfærd for at tvinge ham. Jo frygteligere han skildrede den anvendte Tvang, des lettere vilde han finde Undskyldning for sin egen Eftergivenhed.

Sverrer havde nu opnaaet Kroningen. Men et stort Spørgsmaal er det, om han derved vandt nogen sand Fordeel, eller om han ikke snarere forværrede sin Sag. For hans Undersaatter kunde det neppe længe blive skjult, paa hvad Maade Kroningen var udvirket, nemlig – hvad aldrig kunde negtes – ved en vis Tvang; og var dette først bekjendt, havde Handlingen tabt væsentlig i sin Betydning. I Pavens, den landflygtige Erkebiskops og alle dennes Tilhængeres Øine, dyngede den kun en ny Brøde paa Kongens Hoved og gjorde en Udsoning vanskeligere end nogensinde for. At Sverrer alligevel endnu har tænkt sig et mindeligt Forlig med Erkebiskop Erik muligt, og at han derfor endnu har behandlet ham med en vis Agtelse og et vist Hensyn til hans erkebiskoppelige Ret, det viser Kongens Opførsel i Anledning af et Biskopsvalg paa Island.

Her døde i Slutningen af 1193, den 23de December, den gudfrygtige og nidkjære Biskop Thorlak Thorhallessøn i Skaalholt. Hans Anseelse paa Island var saa stor, at han strax efter sin Død af Folket blev betragtet som hellig, og allerede i 1198 den 20de Juli blev hans Lig høitideligen optaget, skrinlagt og henstillet i Skaalholts Kathedralkirke. Aaret efter blev det paa Althinget bestemt, at hans Optagelsesdag skulde høitideligholdes som stor Festdag med forudgaaende Faste; og fra den Tid af blev han under hele Katholicismen æret af Islændingerne som en Helgen, uagtet han ikke vides nogensinde at være bleven af Paven høitidelig anerkjendt som saadan. Baade hans Optagelsesdag (translatio), den 20de Juli, og hans Dødsdag, den 23de December, bleve helligholdte^[7].

Om Sommeren 1194 blev der, udentvivl paa Althinget, raadslaaet om Valget af en ny Biskop til Skaalholt. Sagen blev længe overveiet; og Enden blev, at man enedes om at overlade Afgjørelsen til Biskop Brand af Hole. Denne valgte nu Paal Jonssøn, en Søn af den mægtige Høvding Jon Loptssøn i Odde og af den afdøde Biskop Thorlaks Søster, altsaa en saare storættet Mand i sit Fædreneland, og derhos beslegtet med den norske Kongeæt, idet hans Farmoder var Magnus Barfods erkjendte om end uegte Datter; han var saaledes Sverrers Nærsødskendebarn. Paal havde i sin Ungdom reist udenlands, havde opholdt sig en Tid paa Orknøerne hos Harald Jarl Maddadssøn, og havde studeret i England. Han havde bragt det til at blive en af de lærdeste blandt sine Landsmænd og var dertilmed almindelig agtet. Han var 39 Aar gammel, men kun Diakonus af Vielse. Efter nogen Modstand modtog Paal Valget og skulde nu indvies. Han drog i den Anledning endnu samme Aar til Norge, rimeligviis fordi ingen Skibsleilighed gaves, hvormed han kunde komme lige til Erkebiskop Erik i Danmark, og vel ogsaa fordi han forud ønskede at kjende noget til de kirkelige Anliggenders Stilling i selve Norge. Han blev Julen over (1194–1195) i Nidaros, og drog derpaa til Oplandene, hvor han traf Kongen, og blev af denne modtagen med den største Opmærksomhed. Han blev, udentvivl paa Kongens Anbefaling, viet til Prest af Biskop Thorer i Hamar Kjøbstad. Kongen udrustede ham derpaa med alt hvad han kunde behøve paa sin Reise til Erkebiskoppen og udvirkede ham ovenikjøbet fra alle Biskopperne i Norge Anbefalingsbreve under deres Segl^[8].

I denne Sverrers Omhu for Biskop Paal kan man vel tildeels see Venskab for ham som en Frænde, og Agtelse for Mandens personlige Egenskaber, ligesom man jo ogsaa maa betænke, at han ikke var den norske Konges Undersaat og følgelig strengt taget ikke dennes Bud underkastet; alligevel synes ved Siden heraf andre Planer at skimte igjennem. Ved den udviste venskabelige Behandling nemlig af en Biskop, der søgte sin Vielse hos Erkebiskop Erik, og som han utvivlsomt havde i sin Magt at kunne forhindre heri, samt ved den deri for Dagen lagte Erkjendelse af og Agtelse for Erkebiskoppens Metropolitanret, har Kong Sverrer villet vække hos Erkebiskoppen en mildere Stemning mod sig selv; hvorhos man vel ogsaa tør formode, at han i Paal har ventet at finde en dygtig og ikke uvirksom Underhandler og Mægler hos sin Modstander. Paal kom tidlig om Vaaren 1195 til Danmark, til Lund, hvor han blev vel modtagen af Erkebiskop Absalon, og hans Indvielse blev endog paaskyndet af den danske Konge Knut Valdemarssøn. Da Erik paa Grund af sin Blindhed ikke kunde udføre Vielsen, blev den forrettet den 23de April af Absalon i Eriks Overvær og med hans Raad, og allerede i Begyndelsen af Sommeren kunde Biskop Paal vende tilbage til Norge, hvor han endnu traf Kong Sverrer i Viken og fulgte ham derfra til Bergen^[9].

Hvilke hemmelige Erinder nu end Biskop Paal kan have havt fra Kongen til Erkebiskop Erik, saa maa disse antages at være blevne uden Virkning. Erkebiskoppens personlige Ønsker kjender man ikke; men i ethvert Fald stod han paa Grund af sin Blindhed i en fuldkommen Afhængighed af de danske Prælater, under hvis Beskyttelse han engang havde givet sig, og disse vare nu mindre end nogensinde forsonlig stemte mod Sverrer. Hans Kroning havde bragt deres Forbittrelse til det Høieste. De havde strax den rygtedes i Danmark gjort Indberetning derom til Pave Cølestinus, og denne havde samme Aar, 1194 den 18de November, høitideligen i selve St. Peters-Kirken lyst Ban over de Biskopper, som havde vovet at foretage en Handling, hvilken – saa udtrykte Sverrers Modstandere sig – var uhørt i Christenheden, nemlig at salve en bansat Prest til Konge^[10]. Efterretningen herom havde rimeligviis allerede naaet Danmark, for Paal forlod dette Land, og han havde saaledes kun daarlige Tidender at bringe Kongen ved sin Tilbagekomst til denne. Erkebiskop Erik havde ogsaa sendt Breve til Norge, hvorved han stevnede alle Landets Biskopper til sig i Danmark. Under disse betænkelige Omstændigheder kaldte Kongen, hvem det naturligviis var høieligen om at gjøre, at Erkebiskoppens Stevning ikke skulde blive adlydt, alle Biskopperne til Møde med sig i Bergen endnu samme Sommer 1195. Mødet fandt Sted; alle de norske Biskopper indfandt sig, desuden Biskop Paal af Skaalholt og Biskop Bjarne Kolbeinssøn af Orknøerne, der havde efterfulgt den i 1188 afdøde yngre Vilhjalm^[11]. En Deel verdslige Høvdinger vare ogsaa tilstede, blandt hvilke Harald Jarl af Orknøerne, der var indstævnet for Kongen i Anledning af flere Klagepunkter mod ham. Mødet var altsaa i Grunden, en baade geistlig og verdslig Rigsforsamling, skjønt det i Sverrers Saga kaldes et Biskopsmøde (biskupafunðr) d. e. et Provinsial-Concilium. Udfaldet af Høvdingernes Overlægninger blev, at man skulde sende Mænd til Paven for at tale Kongens Sag og overbringe ham et Brev under Kongens og alle de tilstedeværende Biskoppers Segl. Til Sendemænd udvalgtes Biskop Thorer af Hamar og Rikard, kaldet Svartameistari d. e. den sorte Magister, rimeligviis fordi han har hørt til en af de sortklædte Munkeordener (Benedictinerne?)^[12].

For Sverrer efter Mødets Opløsning skiltes fra Biskopperne, foreholdt han dem med Alvor den Vei, som, efter hans Mening, baade Pligt og Klogskab bød dem at følge. Han opfordrede dem til at forestaa det Omraade, hvortil Gud havde beskikket dem, med Viisdom, idet de stedse havde for Øie, at det ikke var deres Arvelod. Han forestillede dem ogsaa, at hvis „Erik Blinde“ drog dem ud af Norge i Landflygtighed, saa havde han lidet Godt at byde dem i Stedet for hvad de i sit eget Hjem tabte, da Erkebiskoppen selv ikkun havde det knapt, blot ni eller ti Mænd om sig, og disse endog paa en Andens Bekostning. Vilde de derimod slutte sig fast til Kongen, da skulde han nok sørge for deres fælles Sag. Alle lovede – heder det – Godt, og at de ei vilde skilles fra Kongen^[13]. Det viste sig imidlertid snart, at Biskopperne deels manglede oprigtig Villie deels behørig Fasthed for at holde sit Løfte til Enden.

Biskop Nikolaus har man vist nok al Grund til at beskylde for begge Dele; thi i hans Karakter aabenbarer sig heel igjennem Ustadighed og Sluhed, Troløshed og Hevngjerrighed, Praleri og Løgnagtighed, parret med en fuldkommen Mangel paa Mod og Aandsnærværelse i Farens Stund. „Nikolaus er glattunget – sagde Sverrer senere om ham – men har et Hare-Hjerte og Troskab som Ræven“^[14]. Den uindskrænkede Føielighed, han i den senere Tid havde viist mod Kongen, var kun fremkaldt af Frygt; den var en paatagen Maske, under hvilken han søgte personlig Sikkerhed, medens han i Hemmelighed sammenspandt de mest forræderiske Planer. Kongen havde vistnok aldrig fattet nogen sand Tillid til ham, trods al hans Eftergivenhed, al hans Sledskhed og alle hans besvorne Troskabsløfter. Alligevel kunde det synes, som om Nikolaus nu havde indviklet sig saaledes i Kongens Sag, at hans egen Fordeel tilsagde ham at holde fast ved den; og derfor har maaskee Kongen holdt noget mindre skarpt Øie med ham efter Mødet i Bergen. Men om Høsten samme Aar 1193 fandt Nikolaus Leilighed til at slippe bort fra Norge, og for nu til Danmark, hvor han – som det lader uden synderlig Vanskelighed – blev tagen til Naade og Forlig af sin Erkebiskop og af Absalon. Han kastede nu Masken og optraadte fra denne Stund aabenbare som Sverrers hadskeste og uforsonligste Fiende.

Sverrer indsaa fuldtvel Betydningen af Biskop Nikolaus’s Optræden i Danmark blandt de fiendtligsindede Prælater, ved den landflygtige Erkebiskops Side, og som dennes indflydelsesrigeste Raadgiver. Han følte et Uveir nærme sig. En vis Reidar, kaldet Sendemand, en Vikværing, som havde været i Constantinopel, var om Sommeren 1195 kommen til Norge med den græske Keisers Skrivelse til Sverrer om at overlade Krigere i Keiserens Tjeneste; og Kongen havde, rimeligviis med Hensyn til den Rolighed, som for Øieblikket var indtraadt i Norge efter Øskjæggernes Tilintetgjørelse, lovet at skulle tænke paa den Sag. Men da Reidar om Vaaren efter (1196) æskede en Afgjørelse af Kongen, svarede denne, at det ikke saa ganske fredeligt ud i hans eget Land; han havde Nys om, at Danerne gjerne vilde skaffe ham Ulve paa Halsen, og indenlands fandtes der ogsaa Folk, som han ikke ret troede; under saadanne Omstændigheder vilde han ikke give Slip paa sine Stridsmænd. Han tillod imidlertid Reidar, paa dennes Forlangende, at hverve Frivillige blandt Bondesønner og Kjøbmænd. Reidar samlede sig virkelig ogsaa en Flok og for med den om Sommeren af Landet. Men hvad enten det nu var et længe forud anlagt Forræderi, eller en Virkning af Indskydelser fra Sverrers Fiender i Danmark efter Ankomsten did, – vist er det, at Reidars Hvervninger ikke kom den græske Keiser tilgode, men derimod blev en Forsterkning til den Fiendeflok, som var ved at danne sig i Danmark for at styrte Sverrer.

Da nemlig Reidar med Følge var kommen til Haaleyre (Helsingør?) i Danmark, hvor den Gang var Kjøbstad og Marked, saa indtraf der Biskop Nikolaus med mange Nordmænd, mest Vikværinger, i Følge. De havde med sig en Dreng ved Navn Inge, som de udgave for en Søn af Kong Magnus Erlingssøn, men som Birkebenerne paastode var dansk af Fødsel og hed Thorgils. Til dem slog sig nu Reidars Følge, og tilsammen dannede de en Krigerflok, der bestemte sig til at angribe Norge. Sjælen i det hele Foretagende var Biskop Nikolaus; derfor blev ogsaa Flokken kaldet Bagler af bagall, en Biskopsstav. Ved Siden af ham stod som Hærens Anfører den øvede Krigsmand Sigurd Jarlssøn, og senere optraadte ogsaa Reidar Sendemand blandt Flokkens Høvdinger. Flokken satte sig strax i Bevægelse allerede i Sommeren 1196, rimeligviis for at komme paa Sverrer saa uforvarende som muligt. Erkebiskop Erik billigede Foretagendet; ja en Bearbeidelse af Sverrers Saga udtrykker sig endogsaa, som om han fulgte med Flokken paa dens første Tog. Dette er dog neppe rimeligt, i alt Fald har han meget snart igjen vendt tilbage til sit sikkre,Tilflugtssted i Danmark^[15].

Dette var da Oprindelsen til Baglernes Parti, der siden i meer end 20 Aar dannede en Modsætning til Birkebenernes. Det var et Parti, som aldrig manglede Tilstød i Norge, især i Viken og paa Oplandene, medens det havde sin anden Fod i Danmark og der stedse fandt Tilflugt, naar Lykken i Norge var dem imod, – et Parti, som talte mange tappre Krigere og flere duelige Anførere i sine Rekker, og som derhos opretholdtes ved den samvittighedsløse Nikolaus’s uendelige Rænker. Det var det farligste af alle de Partier, mod hvilke Sverrer i sin Styrelsestid havde at kjæmpe, og det bragte ham meer end engang paa Afgrundens Rand. Skjønt det væsentlig skyldte en Biskop sin Oprindelse og var reist tildeels under Skinnet af at forfegte den undertrykte norske Kirkes Sag, faa viste det sig dog lige fra Begyndelsen af høist verdsligsindet i sin hele Fremfærd, ligesaa verdsligsindet som dets geistlige Leder selv var; og det for – især netop paa hans Tilskyndelse – frem med en Skaanselløshed mod Kirker og Prester samt mod Landets fredelige Befolkning, som aldrig den fordømte og bansatte Sverrer udviste, hvem endog hans Fiender maatte indrømme, at han viste Mildhed og Skaansel mod alle dem, der ikke førte Vaaben mod ham, ja selv ofte mod sine aabenbareste Fiender, naar de faldt til Føie og bade om Naade, – og som havde gjort Overholdelsen af Kirkefred og Kvindefred til en fast Regel blandt sine Birkebener.

I Kampen mellem Birkebener og Bagler, traadte, som sagt, Kirkens Sag meget snart ganske i Baggrunden. Biskop Nikolaus sparede vist nok ikke paa bittre Ord mod „Gudnidingen (Apostaten) Sverrer“, som han kaldte ham. Skjoldet – sagde han om sig selv – var nu hans prestelige Haandlin, Sverdet hans Krumstav og Hjelmen hans Biskopshue, hvilke Vaaben han bar paa Pavens Bud og skulde bære, indtil Sverrer var dræbt eller dreven af Riget. Ja han var endogsaa fræk nok til engang i sit Praleri at æske Sverrer til Enekamp med sig: da skulde man see, om Apostelen Peter og den hellige Halvard ikke vilde hjælpe ham bedre, end den Trolddom vilde hjælpe Sverrer, paa hvilken denne stolede. Til det første yttrede Birkebenerne, som rimeligt kunde være, at Nikolaus selv var en Niding, og de Vaaben, han nu bar, skulde han frembære paa Dommens Dag. Og Udæskningen besvarede kun Sverrer med Spot^[16]. Saadanne Mundhuggerier, i hvilke Nikolaus med forargelige Ord pralede af, at han fegtede for Kirkens Sag, bidrog naturligviis ikke i ringeste Maade til at gjøre hans Standpunkt i Sandhed mere kirkeligt. Nikolaus opførte sig fra først til sidst som en verdslig Partihøvding; og de store Fordele, som det meer end engang lykkedes Baglerne at vinde over Sverrer, kunde vel bringe denne i Forlegenhed og Fare, – men Kirkens Sag gavnede de ikke. Kampen mellem Birkebener og Bagler bliver saaledes i sine Enkeltheder den norske Kirke uvedkommende. Sine egentlige kirkelige Modstandere havde Sverrer i Danmark og i Rom.

1. Man har gjettet paa en Kardinal-Presbyter, Cinthius, der var Legat i Norden omkring denne Tid (Suhm D. H. VIII. 285). Men for det første er det meget tvivlsomt, om Cinthius’s Legation i Norden strakte sig ud over Aaret 1192, og dernæst, selv om dette skulde have været Tilfældet, saa er det vist, at Cinthius den 15de Juni 1194, var i Rom og medundertegnede den omtalte Bulle af denne Dag. Nu drog Sverrer fra Bergen kort efter Paaske (i 1194 den 10de April), og hans Sammentræf med Legaten i Konghella kan saaledes umulig have fundet Sted før allersidst i April eller Begyndelsen af Mai. Skulde nu Legaten have været Cinthius, maa denne have reist overordentlig hurtigt, efter de Tiders Maade, for at være i Rom inden Midten af Juni. Den Tid, som levnes for Reisen, bliver allerhøist taget 1½ Maaned. Umuligt er det ikke, men neppe rimeligt. Jfr. Munch III. 269, 275.
2. Sv. S. c. 122.
3. „forkunnar góðr klerkr“ Sv. S. c. 123.
4. Sv. S. c. 123.
5. Nor. kon. søgur. fol. IV. p. 431.
6. Nor. kon. søg. fol. IV. p. 432.
7. Finn Joh. I. 287–300.
8. Paal Biskops Saga c. 3 og 4, jfrt. m. Sv. S. c. 124.
9. P. B. S. l. c.; Sv. S. l. c.
10. Script. rer. Dan. VI. 34.
11. Se o. f. S. 264.
12. Sv. S. c. 124.
13. Sv. S. c. 126.
14. Sv. S. c. 133.
15. Sv. S. c. 129.
16. Sv. S. c. 131.