Den norske Kirkes Historie under Katholicismen/37

Rudolf Keyser

Den norske Kirkes Historie under Katholicismen

Chr. Tønsbergs Forlag, 1856 (1, s. 355-363).

Erkebiskop Thorer hin Thrøndiske døde Paaskedag, den 7de April 1230. Til hans Eftermand valgtes Sigurd Eindridessøn, der benævnes paa nogle Steder med Tilnavnet Sine eller Sim, paa andre: Tafse^[1], uden at Betydningen eller Anledningen til noget af Navnene opgives. Hans Fader Eindride, kaldet med Tilnavnet Peine, hørte til Birkebenernes Parti, og nævnes blandt de „gode og tappre Mænd“, der faldt for Sverrers Sag i Bergen, i Aaret 1198^[2]. Dennes Broder, Eystein Raadsmand, nævnes blandt de Kirkens Mænd fra Throndhjem, der vare tilstede paa Rigsmødet i Bergen 1223^[3]. Man har heraf Grund til at slutte, at Erkebiskop Sigurd har været en Thrønder af Æt, og i det mindste mellem 30 og 40 Aar gammel, da han valgtes. Han drog den samme Sommer til Rom^[4], og efter at være bleven indviet af Pave Gregorius IX, kom han tilbage til Norge om Høsten 1231 og tog Erkestolen i Besiddelse^[5].

Sigurd tiltraadte Erkestolen paa en Tid, da indvortes Rolighed nogle Aar havde hersket i Norge. Kong Haakon og Skule Jarl stode paa en venskabelig Fod med hinanden, og Junker Knut Haakonssøn havde sluttet sig til begge ved at egte i 1227 Jarlens yngre Datter Ingerid, Dronning Margretas Søster. Venskabet mellem Kongen og Jarlen hvilede imidlertid ikke paa nogen fast Grundvold. Den sidste begyndte snart igjen at vække Mistanke ved sin tvetydige Fremfærd, og saasnart først Spending mellem ham og Kongen var indtraadt, fattedes der aldrig blandt Lendermændene og Landets Høvdinger tjenstfærdige Aander, der af Had til den ene eller anden af Fyrsterne, forøgede Misforstaaelsen mellem dem ved sine aabenbare og hemmelige Indskydelser. Blandt disse var ogsaa Junker Knut, der havde været Skules Ven i Førstningen, efterat han havde egtet hans Datter, men efter hendes tidlige Død optraadte som hans bittre Fiende^[6]. Denne Omstændighed taler ikke til Skules Fordeel; thi Knut viste sig ellers som en tro og redelig Mand, og det er ikke usandsynligt, at han nu optraadte mod Jarlen, netop fordi han under deres tidligere venskabelige og fortrolige Forhold var kommen under Veir med ærgjerrige Planer, som mishagede ham.

Der var virkelig ogsaa i Jarlens Fremfærd baade før og paa denne Tid meget som let kunde udtydes til det Onde. Med Kong Valdemar II af Danmark stod han fremdeles i den venskabeligste Forbindelse; og i Aaret 1228 havde han i Følge med Junker Knut besøgt den danske Konge i Kjøbenhavn. Ved denne Leilighed havde han havt mange hemmelige Underhandlinger med Valdemar og havde ved Afskeden erholdt det halve Halland i Len. Dette Besøg var nu vist nok foretaget med Kongens Vidende og Minde; men mærkeligt er det dog, at Junker Knut netop efter Tilbagekomsten fra Kjøbenhavn drog til Kongen i Bergen, istedet for at følge sin Svigerfader til Throndhjem, og siden synes han meer og meer at have fjærnet sig fra Skule^[7]. I 1232 voldte det Opsigt og Omtale, at Jarlen lod bygge mange Skibe og foretog andre Ting, som vakte Mistanke om forræderske Hensigter mod Kongen^[8]. Dette staar ganske vist i Forbindelse med en paatænkt eller paaskudt Pilegrimsreise, som Jarlen skulde gjøre til England, til den hellige Thomas af Kanterburys Grav. Man finder, at han i denne Anledning havde udvirket den engelske Konges Henrik III’s Leidebrev af 25de Juni 1232, hvilket skulde gjælde til næste Paaske^[9]. Sligt kan let tænkes at have været sat i Gang for at give Rustningerne en antagelig Grund, og derved kaste Kongen Blaar i Øinene; og man fristes saa meget lettere til at formode dette, som intet Spor findes til at Jarlens Pilegrimsreise virkelig er gaaet for sig. I ethvert Fald var Jarlens Fremfærd mistænkelig, og skikket til at bringe onde Rygter i Omløb.

Udentvivl har det tildeels været med Hensyn til denne voxende Spending mellem Kongen og Jarlen, hvilken Erkebiskop Sigurd ønskede om muligt at bilægge, at han om Vinteren 1232–33 stevnede alle Norges Biskopper til et Møde med sig i Bergen den paafølgende Sommer^[10]. Da nu ogsaa Kongen kaldte Jarlen til at møde sig i Bergen til samme Tid, saa blev Mødet der i 1233 et baade geistligt og verdsligt, eller et Provincialconcilium forbundet med et almindeligt Rigs- eller Høvdingemøde. Kongen havde med sig alle de fornemste Lendermænd og Sysselmænd fra Viken og stevnede ogsaa til sig Lendermændene af Gulathingslagen. Skule lod længe vente paa sig, men indtraf dog til Mødet ledsaget af Lendermænd og Sysselmænd fra Throndhjem. Baade i forløbige Samtaler og paa selve Thinget, der holdtes paa Christ-Kirkegaard, vankede bittre Udladelser fra begge Sider, og det gik saavidt at baade Kongen og Jarlen forlode Thinget uforligte. Men nu gik Erkebiskop Sigurd og Biskopperne imellem og fik endelig et Forlig bragt istand, for hvis Betingelser Kongen synes at have raadet. I det Ydre blev nu atter Forholdet mellem Kongen og Jarlen venskabeligt; men den gjensidige Tillid var i Bund og Grund rokket og indtraadte aldrig mere efter denne Stund^[11].

Allerede Aaret efter opstod en ny Spending mellem begge, og denne Gang foranlediget af en Kirken vedkommende Sag. I 1231 døde Biskop Halvard af Hamar og til hans Eftermand valgtes Paal, som det følgende Aar 1232 blev indviet. Mellem ham og Kongen reiste sig under den sidstes Ophold paa Oplandene om Vaaren 1234 en Tvist om Besiddelsen af Helgeøen i Miøsen. Denne Ø havde i sin Tid Inge Baglerkonge givet til Hamars Biskopsstol. Men Birkebenerne havde altid paastaaet, at Inge var en Bedrager, og dette var ogsaa Kong Haakons Mening. Som Følge heraf troede Kongen, at Inge havde været uberettiget til at bortgive noget af Kongedømmets Gods, og fordrede nu Øen som sin Fædrenearv tilbage af Biskop Paal. Men denne negtede reent ud at oplade den. Da Kongen var dragen bort, skrev Paal til Nidaros til Erkebiskoppen og Skule Jarl for at indhente deres Raad, og ifølge dette indstevnede han sin Sag for Paven og drog selv over Sverige, Danmark og Tydskland til Rom^[12].

Pave Gregorius IX tog sig strax med Iver af Biskop Paals Sag og udfærdigede endnu samme Aar 1234 den 5te October fra Perugia en streng Skrivelse til Kongen. Af denne sees, at Biskoppens Klage har omfattet følgende Punkter: – Kongen havde mod Biskoppens Julie bygget en Befæstning (castrum) paa en Grund, som længe havde tilhørt Hamars Kirke; – han havde antaget sig Folk, som han vidste havde forurettet samme Kirke, og derfor vare excommunicerede; – han havde stræbt at bortdrage Folket i Hamars Biskopsdømme fra deres Hengivenhed for Kirken; – han unddrog sine Mænd fra den samme Kirke skyldige Tjeneste, forbød Bønderne at bygge dens Jorder, angreb dens Patronatsret, „uagtet han og hans Forfædre sagdes frivilligen at have opgivet denne“, og han yttrede offentlig, at de, som fortrædigede Biskoppen og hans Mænd, ikke derfor skulde frygte Kongens Unaade, hvilket havde havt til Følge, at Flere havde tilføiet Biskoppen og andre kirkelige Personer mange ufortjente og haarde Forurettelser ved at indtrænge sig paa Kirkens Jord, slaa Biskoppens Tjenere, gjøre Brud paa Kirkens Frihed, borttage hvad der var givet i dens Forvaring, rane dens Tiender, og drage Geistlige i Kirkesager for verdslig Ret; – han havde befalet at dræbe nogle af Biskoppens Mænd, og da dette ikke lykkedes, havde han ladet dem berøve alt deres Gods; – endelig da Biskoppen var bleven nødt til at forlade sit Fædreneland og havde appelleret til Paven, sagdes Kongen, med Foragt for denne Appel, at have tilrevet sig Helgeøen efter Biskoppens Afreise. – Paa Grund heraf formaner nu Paven Kongen, at give Biskop Paal den skyldige Opreisning. Men for det Tilfælde, at dette ikke skeer, da har Paven, „hvormeget han end elsker Kongen“ budet sin ærværdige Broder Erkebiskop Uffe af Lund og sine kjære Sønner Erkedegnen af Lund og Abbeden af Heresvad i Lunds Biskopsdømme, at tvinge Kongen, efter forudgaaende Paamindelse, ved Kirkens Straf, uden Appel, og derhos i fornødent Fald paakalde den verdslige Arms Hjælp^[13]. Et Brev af samme Dag angaaende denne Sag er udstedt til de ovennævnte danske Prælater; og ved et Brev af 10de October anbefaler Paven Sagen ogsaa til Skule Jarl, „eftersom han tror, at denne er Gud og det apostoliske Sæde hengiven og stræber efter Kirkens Ophøielse“. Paven underretter ham om, at han i denne Sag har tilskrevet de nævnte danske Prælater, og disse skal Skule paa Opfordring adlyde „paa det at hans Fortjenesters Masse kan forøges i Himmelen og Paven finde sig beføiet til kjær Gjengjældelse“^[14]. Jarlen var altsaa den, som Paven havde i Sigte, naar han opfordrer de danske Prælater til i fornødent Fald at paakalde verdslig Hjælp mod Kongen. Denne Omstændighed er mærkelig og tillige det, at den pavelige Bemyndigelse er overdragen tre udenlandske Prælater og ikke den, som maatte synes at være den rette Mand, nemlig Erkebiskoppen af Nidaros. Man maa heraf slutte, at Biskop Paal, fra hvem naturligviis Pavens Foranstaltninger nærmest udgik, ikke har stolet ganske paa Erkebiskop Sigurds ivrige Bistand i denne Sag, og heller ikke af ham egentlig er bleven ophidset mod Kongen; men at Skule Jarl har været den, som mest skyndede Biskoppen til at indanke sin Sag for Paven, og at Skule ogsaa under denne sin Fremfærd har skjult forræderske Planer, hvori Erkebiskoppen neppe har været indviet. Biskop Paal maa forøvrigt have fremstillet i sterke Farver den Fare, hvori han svævede; thi under 11te October udstedte Paven ikke alene et Beskyttelsesbrev for Hamars Kirke og Ejendomme, stilet til Biskoppen og Hamars Kapitel^[15], – men ogsaa et til Kong Valdemar af Danmark, hvori han beder denne om at tillade Biskoppen af Hamar at opholde sig i hans Land, da han af Frygt for sine Forfølgere ei vovede at opholde sig i sit Fædreneland, – og endelig et til Erkebiskop Sigurd og hans Lydbiskopper, hvori han opfordrer dem til at staa Paal bi, og betænke, at Forfølgelsen ogsaa kunde ramme dem^[16].

At Biskop Paal foruden sit eget Erinde ogsaa har havt hemmelige Erinder paa Skules Vegne at foredrage Paven, derom kan man heller ikke tvivle, da man finder, at Gregorius under samme 11te October 1234 ogsaa tilskrev Erkebiskop Sigurd, samt Biskopperne Arne i Bergen og Orm i Oslo et Beskyttelsesbrev for Skule. Paa Norges Jarls Skules Vegne – heder det her – er det blevet Paven forebragt, at da der havde været nogen Tvist mellem Kong Haakon og bemeldte Jarl om Norges Riges Deling, var denne Tvist bleven bilagt ved en venskabelig Overeenskomst. Nu har Jarlen ydmygeligen bedet Paven, at han vil sørge for denne Overeenskomsts strenge Iagttagelse. Derfor paalægger Paven de Tilskrevne, at de skulle paasee Overeenskomsten nøiagtigen overholdt fra begge Sider under kirkelig Straf uden Appel. Dog skulle de ikke forkynde Excommunication eller Interdikt over Norges Rige, uden dertil at have indhentet Pavens særlige Befaling^[17].

Man kan intet andet end i Alt dette see et konstigt Rænkespind, hvis Hovedtraade laa i Skule Jarls Haand, og som var anlagt paa at vække Splid mellem Kongen og den norske Kirke, for at Jarlen selv, under en opstaaende indre Forvirring i Norge og Kongens mulige Bansættelse, kunde fiske i rørt Vand, ja maaskee finde den længe forønskede Leilighed til at stode Haakon fra Kongedømmet. Sagen mellem Kongen og Biskoppen var nemlig fra kirkelig-statsretligt Standpunkt betragtet ingenlunde ubetydelig eller uvigtig, naar den først blev stevnet for Pavens Domstol. Den vedrørte jo – som af Pavebrevet sees – baade Biskoppernes Patronatsret og den geistlige Dommermyndighed, og vakte saaledes paa ny tvende af de Hovedstridsspørgsmaal mellem Kongedømmet og Kirken, der tidligere havde voldet saamegen Uro i Landet, men nu, ved stiltiende Samtykke, som det synes, fra begge Sider, i længere Tid havde hvilet, skjønt de ingenlunde vare afgjorte. Grebes de nu igjen an med Heftighed og Haardnakkethed af begge Parter, kunde der være god Udsigt til en Fornyelse af Optrinene fra Sverrers Tid.

Men det gik denne Gang som oftere: Skules underfundige Anslag strandede paa Kong Haakons Sindighed og svigløse Klogskab, der ogsaa synes at have fundet en Støtte i Erkebiskop Sigurds oprigtige Iver for Vedligeholdelsen baade af den indre Fred i Landet og af Freden mellem Kongedømmet og Kirken. Thi vist nok var Sigurd neppe meer fri for hierarchiske Fordomme, eller meer tilbøielig til at lægge Kirkestyrelsen under Kongedømmet, end de fleste af hans Forgjængere; men han var aabenbare en maadeholdende Mand, der skyede alle fremfusende og voldsomme Skridt, og som kun ad den fredelige Underhandlings og den kloge Tillempnings Vei stræbte mod det hierarchiske Maal, Kirken engang havde sat sig. Udsigterne vare imidlertid for Øieblikket truende, dog mere paa Grund af Skules tvetydige Fremfærd, end paa Grund af de Virkninger, Pave Gregors Straffebreve fremkaldte. Disses Virksomhed var naturligviis væsentligen betinget af den norske Erkebiskops og de øvrige norske Biskoppers kraftige Understøttelse. Men naar denne – som her ganske vist var Tilfældet – udeblev, saa kunde de udenlandske Prælater, i hvis Hænder Gjennemdrivelsen af Pavens Straffedom var lagt, intet udrette, om de end hos sig selv havde følt Opfordring til at blande sig i et fremmet Riges og en fremmet Metropolitan-Provinses Anliggender. Biskop Paal var for afmægtig til at slaa et Slag mod Kongen, naar han ikke alene ikke havde noget sikkert Rygstød i sin egen Metropolitan og fine norske Embedsbrødre, men endogsaa maaskee – hvad der er ganske sandsynligt – havde vakt deres Uvillie ved at bevæge Paven til at overdrage fremmede Prælater i en norsk Kirkesag en Straffemyndighed, hvilken aabenbar nærmest tilkom den norske Kirkes egne Forstandere. Man finder derfor heller ikke det ringeste Spor til, at nogen af de opfordrede Geistlige, eller engang Biskop Paal selv, har gjort noget yderligere Skridt til at see Pavens Bantrudsel udført. Under disse Omstændigheder maatte Skule Jarl mistvivle om sine ærgjerrige Planers Gjennemførelse ved Kirkens umiddelbare eller middelbare Hjælp. Han var henviist til sine egne Hjælpemidler af Sluhed samt verdslig Magt og Indflydelse; og dem lavede han sig til at benytte, dog vistnok ikke uden stor Betænkelighed og Ængstelse for Udfaldet af sine forræderske Anslag.

Om Sommeren 1234 vare Kongen og Jarlen sammen i Bergen, og denne Sammenkomst løb endda nogenlunde venskabeligt af, i det mindste i det Ydre. Men om Vinteren efter, da Kongen var i Viken og Jarlen i Throndhjem, udbrød Uenigheden aabenbart og det med stor Heftighed. Sagaen siger, at mange Tvistepunkter havde reist sig mellem dem, uden dog nærmere at forklare hvilke^[18]. Man finder imidlertid Tegn til, at Jarlen maa have foretaget mistænkelige Rustninger, og det udentvivl atter under Skin af at ville gjøre en Pilegrimsreise, denne Gang til det hellige Land. Man har nemlig et Brev af den engelske Konge Henrik III, givet den 22de Juni 1234 i Rostock, hvorved der meddeles Skule Leide at komme til England paa en Pilegrimsreise til det hellige Land og opholde sig i England paa Frem- og Tilbagereisen; og skulde denne Leide vare til Mikkelsdag, 29de Septbr., næste Aar^[19]. En saadan Reise, om den end blot maatte være en Pilegrimsreise og intet Korstog, kunde naturligviis ikke foretages af en fyrstelig Person uden store forudgaaende Rustninger baade af Skibe og væbnet Følge, og kunde saaledes bekvemt tjene til Paaskud for en Sammendragning af Stridskræfter, der engang samlede vel lode sig bruge i et ganske andet Øiemed end det opgivne. Desuden maa det antages, at under Løbet af Vinteren 1234–35, eller henimod Vaaren sidstnævnte Aar, Biskop Paals Virksomhed i Rom er bleven bekjendt for Kongen, og har forøget dennes Mistanke til Jarlens Hensigter. Kongen stevnede Skule til et nyt Møde med sig i Bergen om Sommeren 1235. Skule vaklede nu i fine Beslutninger. Han rustede sig vel til Mødet og gav sig endog paa Veien fra Thrøndhjem; men underveis blev han liggende ved Sunnmøre og lod Kongen forgjæves vente sig. Om Høsten samlede Haakon en Hær af Gulathingslagen og sendte Skule Bud, at han vilde komme til denne i Throndhjem, hvis Jarlen ei kom til ham. Atter vaklede Skule, men bestemte sig omsider til at vende tilbage til Throndhjem. Da Kongen nu virkelig fulgte efter ham didhen, faa forlod Jarlen Nidaros og drog med sin betydelige Hær over Dovrefjæld til Oplandene.

Dette var at ansee som et aabenbart Brud paa Freden fra Skules Side, idet han med væbnet Magt var dragen ind i en Deel af Riget, der tilhørte Kongen alene. Haakon havde ved nye Budsendinger, der traf Skule inden han gik over Dovrefjæld, søgt at afvende ham fra dette Skridt; men forgjæves. Krigen var nu saagodt som erklæret af Skule. Alligevel forsøgte Kongen, paa Erkebiskop Sigurds Bøn, endnu at hindre dens Udbrud. Ved Bjørn, Abbed af Holm, lod Kongen gjøre Jarlen det Tilbud, at han skulde have Tredieparten af alle Sysler paa Oplandene og i Viken mod at holde Fred indtil et endeligt Forlig kunde blive bragt istand. Skule antog dette Vilkaar, og alt blev roligt Vinteren over; dog benyttede Skule Stilstanden til at hverve sig Tilhængere i det sydlige Norge og danne et væbnet Parti, som man tillagde det allerede fra Sverrers Tid bekjendte Øgenavn: Varbelger (farlige Kroppe, Skjelmer, som man maa vare sig for?).

Man enedes vel om en Sammenkomst i Bergen den paafølgende Sommer 1236 men hvor overveiende Mistilliden nu var bleven mellem Kongen og Jarlen viste sig deri, at Gidsler i Forveien maatte stilles fra begge Sider. Og endda havde nær Mødet gaaet overstyr i den sidste Stund. Jarlen nemlig, der allerede var kommen Bergen ganske nær med sine Skibe, negtede at lægge ind til Byen, medmindre Kongen vilde tilsikkre ham, at hans eneste Søn Peter, der var uægtefødt, skulde arve hans Deel af Riget. Dette afslog Kongen paa det bestemteste. Da optraadte igjen Erkebiskop Sigurd, der ogsaa var kommen til Bergen, som Mægler, og formaaede Jarlen til ligefuldt at drage ind til Staden. Et Forlig kom nu atter i Stand ved Erkebiskoppens Mellemkomst. Ved dette blev bestemt en ny Landsdeling mellem Kongen og Jarlen, bygget paa en anden Grundvold end den tidligere. Jarlen havde nemlig hidtil havt en vis Deel af Riget at styre, hvilken regnedes for en Trediedeel af det Hele, og dette havde først været Oplandene og Viken, siden, og det den længste Tid, hele Frostathingslagen tillige med Sunnmøre, altsaa alle de Fylker, der udgjorde Nidaros Biskopsdømme. Nu derimod indrettedes Delingen saaledes, at Jarlen skulde have en Trediedeel af hver Syssel i hele Norge^[20]. Dette var vel i en vis Maade hensigtsmæssigere for Enighedens Opretholdelse; en Fælledsstyrelse i ældre Tiders Aand gjenvaktes derved, og det forebyggedes, at en heel Hovedlandsdeel skulde reise sig mod det øvrige Rige paa Grund af Uenighed mellem Styrerne. Men paa den anden Side, maatte Rivninger let opstaa og opstode virkelig mellem Kongens og Jarlens Sysselmænd, som nu i hver Syssel kom til at staa hinanden ved Siden, og naturligviis hver havde sin Herres Anliggender og Tarv at paasee. Som en Modvegt mod dette bestemtes imidlertid ogsaa, at Kongen og Jarlen for det Første skulde opholde sig paa samme Sted ja endog holde fælles Bord, paa det at Løgn og Bagtalelse vanskeligere kunde faa Indpas mellem dem, og Misforstaaelser, naar de opkom, lettere og snarere kunde afgjøres. Denne Ordning var ikke ilde udtænkt. Den virkede for Øieblikket et Slags Enighed mellem Fyrsterne og tilbageholdt Stridens aabne Udbrud endnu et Par Aar.

For disse vigtigere Anliggender synes Biskop Paals Sag ganske at være traadt i Skyggen; i det mindste finder man den hverken i Brevskaber eller i Sagaen omtalt i 1235 og 1236. Man veed ikke engang, hvor Biskoppen i disse Aar har opholdt sig, om i Danmark eller et Sted i Norge. Men da nu en midlertidig Rolighed igjen var indtraadt, synes Erkebiskop Sigurd at have fremtrukket Paals Sag for at faa den i Mindelighed bilagt. Da nemlig Kongen og Jarlen, efter at have overvintret tilsammen i Bergen, begge tidlig om Vaaren 1237 droge til Throndhjem og der toge sit Sæde, blev paa Erkebiskoppens Raad Bud sendt efter Biskop Paal, at han skulde komme did nord til et Forligsmøde med Kongen. Biskoppen maa da rimeligviis have været ved sin Stol; thi han indfandt sig endnu samme Vaar i Nidaros. Der blev holdt Møder i Anledning af Sagen mellem ham og Kongen; men det gik ikke saa ganske let med Forliget, og man mærkede, at Biskoppen altid var stivere paa de Møder, ved hvilke Jarlen var tilstede. Endelig kom det dog til en Forening, saaledes at Kongen beholdt Helgeøen, men gav Hamars Stol andre Ejendomme i Stedet^[21]. Dermed var den Sag afgjort uden at have havt videre ubehagelige Følger for Kongen end det truende Pavebrev og Gregorius IXs snart overgaaende Unaade. Et Par Aar senere finder man, at Kongen atter har nydt den romerske Stols fulde Yndest.

1. H. H. S. c. 165; Isl. Ann. 104.
2. Sv. S. c. 151.
3. Sv. S. l. c. jfrt. m. H. H. S. c. 86.
4. H. H. S. c. 105.
5. H. H. S. c. 168.
6. H. H. S. c. 174.
7. H. H. S. c. 161.
8. H. H. S. c. 174.
9. Rymer. I. I. 205.
10. H. H. S. c. 174.
11. H. H. S. c. 175–177.
12. H. H. S. c. 178.
13. Norsk Dipl. I. 11.
14. Suhm D. H. IX. S. 644.
15. Norsk Dipl. I. 12.
16. Suhm D. H. IX. 644.
17. Norsk Dipl. I. 13.
18. H. H. S. c. 181.
19. Rymer. I. I. 218.
20. H. H. S. c. 187 jfrt. m. 192.
21. H. H. S. c. 188.