Den norske Kirkes Historie under Katholicismen/38

Rudolf Keyser

Den norske Kirkes Historie under Katholicismen

Chr. Tønsbergs Forlag, 1856 (1, s. 363-370).

Haakon har udentvivl troet at kunne muligen binde sin Svigerfader fastere til sig ved at imødekomme hans ærgjerrige Ønsker saavidt som det, Kongedømmets Ret ubeskaaren, lod sig gjøre. Samme Vaar 1237 gav han nemlig Skule paa Ørething Hertugsnavn, hvilket Ingen før ham i Norge havde baaret. Denne Ophøielse synes ogsaa virkelig for Øieblikket at have tilfredsstillet Skule, skjønt hans sande Magt og Omraade, som det lader, ikke derved blev forøget; og et venskabeligere Forhold indtraadte atter mellem ham og Kongen. Men det viste sig snart at være altfor meget afhængigt af deres stadige Samvær. Aldrig saasnart ophørte dette, før ogsaa Venskabet kjølnedes. I henved to Aar havde de altid opholdt sig paa samme Sted, da om Vaaren 1238 Hertugen drog til Throndhjem, medens Kongen tog sit Sæde i Viken. De skiltes som Venner, men da de først vare fjærnede fra hinanden, begyndte den gamle Misforstaaelse atter at indsnige sig mellem dem. Skule var herlig udrustet baade paa Sjæl og Legeme; han besad baade Aandsdannelse og Klogskab og Mod. Men med alt det manglede der han i sand Redelighed og en fast Villie. Hans Ærgjerrighed havde vundet for stort Raaderum i hans Hjerte; den havde engang forespeilet ham Kongedømmet som hans Stræbens Maal, og dette Billede kunde det aldrig lykkes ham at faa udslettet, skjønt han meer end een Gang synes at have været paa god Vei dertil. For at fyldestgjøre sin Ærgjerrighed lokkedes han af sin indre Drift letteligen hen paa uærlige Veie, og det saameget meer, som hans Øre altid var aabent for egennyttige, listige og sødtalende Smigreres Indskydelser. Han var da dristig, ja vel endog fremfusende i at udkaste underfundige, forræderske Planer; men naar det kom til deres Udførelse, da vaklede han, vistnok ikke af Mangel paa Mod til at imødegaa den ydre Fare, men fordi hans bedre Følelse i det Afgjørende Øieblik skræmte ham tilbage fra en vanærende Nidingsdaad. Naar Kongen havde hans Øre, bøiede han sig for dennes aabne, ærlige og kraftfulde Sindighed, idet han skammede sig for sin egen Underfundighed ligeover for Haakons uskrømtede Velvillie. Men naar han fjærnet fra Kongen var omringet af dennes hemmelige Arvefiender blandt Norges geistlige og verdslige Høvdinger, da lyttede han igjen altfor gjerne til disses Forestillinger, som smigrede hans Ærgjerrighed ofte meer af øieblikkelig Egennytte end af sand Hengivenhed. Paa den anden Side var der Høvdinger, som fandt sin Fordeel i at holde Splittelsen mellem ham og Kongen stadigen aaben, og som, naar Kongen ikke kunde lukke Øinene for Skules tvetydige Færd, dyngede Steen paa Byrden og fremstillede hvert af hans Skridt med de mørkeste Farver. Under saadanne Forhold maatte, med Skules Karakter, Venskabet mellem ham og Kongen stedse hvile paa en huul Grund; og med sterke Skridt nærmede sig nu det afgjørende Øieblik, da denne Grund skulde styrte sammen og Forræderiet knuses i Sammenstyrtningen.

Endnu engang samledes Kongen og Hertugen om Sommeren 1238 i Bergen, og deres gjensidige Forhold ved denne Leilighed, skjønt ingenlunde som i deres Venskabs bedste Dage, syntes dog at vække noget Haab^[1]. Men det var ogsaa det sidste Glimt. De skulde aldrig meer mødes i Fred. Da Hertugen i Begyndelsen af Vinteren var dragen tilbage til Throndhjem, medens Kongen forblev i Bergen, forværredes Tilstanden kjendelig, og Hertugen og hans Tilhængere brugte de bittreste og fiendtligste Yttringer mod Kongens Mænd og Raadgivere. Dette kunde ikke blive skjult for Haakon, og denne indbød om Vinteren Hertugen til et nyt Mode i Bergen den følgende Sommer 1239. For at Bønderne ei herved skulde betynges bestemte Kongen, at de begge kun skulde have nogle lette Skibe til Sammenkomsten. Desuagtet spurgtes det nordenfra om Vaaren til Viken, hvor Kongen da opholdt sig, at Hertugen udrustede sine største Skibe. Kongen udbød da ogsaa Folk og samlede til sig en betydelig Hærmagt. Om Sommeren kom Hertugen til Bergen med ikke mindre end tyve, for det meste meget store Skibe. Men da han nu hørte, at Kongen nærmede sig østenfra med en Flaade paa 40 Skibe, saa fattede han paa sine Mænds Raad den Beslutning ikke at afvente Kongens Komme, men drog tilbage til Throndhjem med hele sin Hær.

Kort efter at han havde forladt Bergen, indtraf Kongen der, og fandt Erkebiskop Sigurd, som ogsaa var kommen nordenfra for at overvære Forligsmødet. Erkebiskoppen syntes, at Udsigterne til Fredens Opretholdelse vare daarlige, men bad Kongen alligevel at gjøre for den hvad han kunde. Det blev nu bestemt, at Erkebiskoppen skulde paabyde Vaabenstilstand Vinteren over, og hertil modtog han Kongens Fuldmagt. Han skrev ogsaa strax til Hertugen med Bøn om, at denne ikke vilde bryde Freden, før Erkebiskoppen kunde træffe ham. Erkebiskop Sigurd drog derpaa for det første til Sunnmøre i sine Embedsforretninger, og Kongen gav sin Hær Hjemlov. Begge stolede paa, at Hertugen skulde agte Stilstanden, saa meget mere som Erkebiskoppen senere paa Høsten ved et nyt Møde med Kongen i Bergen, i Overvær af Hertugens Sendemænd, forkyndte Bans Straf for den som brød den. Kongen havde ogsaa skrevet til Hertugen om alt dette, og opfordret ham til at holde Freden eller og lade Kongen det vide, om han ei antog den^[2].

Men Skule gik en ganske anden Vei. Da han var kommen til Throndhjem forøgede han sin Hær og udpressede Skat af Thrønderne til dens Underhold tvertimod Kongens udtrykkelige Bud. Han erklærede nu i Nidaros for sine Mænd, at han var til Sinds at lade sig give Kongenavn. Enkelte gjorde svage Modforestillinger, medens de Fleste bestyrkede ham i hans Forsæt. Det sidste var ogsaa Tilfælde med en Deel af Chorsbrødrene, blandt hvilke han nu som tidligere havde ivrige Venner; disse forelæste ham endog Lovsteder, som skulde bevise hans Ret til Kongedømmet. Tilskyndet „af egen Ærgjerrighed og sine Raadgiveres Forestillinger“^[3], tog han nu en afgjørende Beslutning, og lod Ørething stevne.

Thinget holdtes den 6te November 1239, som var en Søndag. Medens det sammenblæstes kom Skule ind i Christkirken under Messen, gik op i Choret, lod der Chorsbrødrene kalde til sig og forlangte, at St. Olafs Skrin skulde udbæres paa Thinget. Dette blev ikke strax indrømmet; thi skjønt flere af Chorsbrødrene vare hans Venner og vilde føie ham, saa var dog Eystein Sure, hvem Erkebiskoppen havde beskikket til deres Formand i sin Fraværelse, herimod. Da Skule trængte sterkere ind paa dem og forlangte en Afgjørelse, svarede Eystein, at det var bedst, at hele denne Sag beroede til Erkebiskoppens Hjemkomst. Skule bebreidede Eystein, at han altid var ham imod, selv naar de øvrige Chorsbrødre vilde føie ham, – og forlod Kirken. Men Peter Skules Søn og flere af hans Mænd bleve tilbage, og disse nærmede sig nu Høialteret for at borttage Skrinet. Da Eystein saa dette, traadte han frem for Alteret og erklærede, at de skulde være i Ban, som vovede at udbære Skrinet uden Chorsbrødrenes Samtykke. Peter gjorde kun Spot af hans Ord. Han bød sine Mænd ligefuldt tage Skrinet, og da det var tungt, løb han selv op paa Alteret og skjød efter med sine Knæ for at faa det af Sted. Ogsaa det hellige Kors, „hvori var lignum domini“ (d. e. en Spaan af Christi virkelige Kors), blev udbaaret tilligemed St. Olafs Tre og Spyd. Imidlertid var Thinget samlet, og da Helligdommene vare bragte did, og Skule selv var kommen med sin væbnede Hird, blev hans Ret til Kongedømmet forklaret af et Par af hans Tilhængere, og Ivar Lagmand gav ham Kongenavn.

Da dette dristige Skridt var gjort, sendte Skule sin Hær ud til forskjellige Sider. En Deel Skibe lod han afgaa mod Bergen for at overrumple Kongen, der havde ganske faa Folk om sig; de øvrige Varbelger spredte sig til alle Sider og dræbte uden Skaansel Kongens Mænd hvor de kom over dem. Overfaldet paa Kongen selv mislykkedes imidlertid. Han fik i Tide Underretning om Skules Oprør ved en af sine Hirdmænd, der lige efter Ørethinget havde forladt Nidaros og havde reist i største Skynding. Strax lod Haakon Hærør udgaa og var omgiven af en Mængde væbnede Tilhængere, længe før Varbelgernes Skibe, der bleve noget sinkede ved Modbør, naaede frem. Disse opgave da Overfaldet paa Kongen og gave sig i Stedet til at plyndre og dræbe Kongens Tilhængere paa Møre og i Raumsdal.

Kongen sad Julen over i Helgen med en betydelig Stridsmagt og overdrog ved sine Breve Vikens Forsvar til Junker Knut. Skule havde strax henvendt sig til denne og søgt at drage ham over paa sin Side ved Løfte om Jarlsnavn; men Knut havde ikke villet indlade sig paa noget Forræderi mod Kongen. Nu lod denne ham give Jarlsnavn, og fandt ogsaa i ham en tro Tilhænger^[4]. Allerede før Jul havde Kongen sendt nogle af sine Mænd forud mod Norden for at iagttage Varbelgerne, og havde givet dem den Forskrift, som lige fra Sverrers Tid havde gjældet blandt Birkebenerne, at de skulde vel overholde Kirkefred og Kvindefred. I Begyndelsen af Februar 1240 seilede han selv med 40 Skibe efter til Throndhjem. Skule vovede ikke at oppebie ham, men for med sin Hær syd over Fjeldet til Oplandene. Da Kongen kom til Nidaros gik Erkebiskoppen og Chorsbrødrene ham i Procession imøde og modtoge ham med al Hæder; men han syntes dog mærke, at ikke Alle mente ham det oprigtigt. Der var ogsaa de, som under de paafølgende hyppige Raadslagninger fremkom med det Forslag, at Haakon og Skule skulde forliges paa det Vilkaar, at hver skulde have det halve Rige og begge Kongenavn; men det forkastede Kongen – som rimeligt var – med Misbilligelse. Erkebiskop Sigurd var imidlertid ikke blandt dem, som nu bar Kappen paa begge Skuldre. Han indskrænkede sig – saavidt skjønnes – til at bede om Fred for dem af Skules Frænder og Tilhængere, som havde søgt Fristed i Kirkerne; og dette var let udvirket, da Kongen idet Hele for frem med den største Mildhed og Skaansel, hvorved han ogsaa vandt den almindelige Mening paa sin Side. At Erkebiskoppen for sit Vedkommende mente det oprigtigt med Kongen, viser sig end meer deraf, at han allerede tidligere bansatte Bjørn, Abbed af Holm, der havde været i Ledtog med Skule og indviet i hans Planer, og som havde spillet et saare falskt Spil den foregaaende Høst i Egenskab af Skules Sendemand og Underhandler hos Kongen. Bjørn blev yderst forbittret herover og appellerede til Paven. Men da han nu efter oplagt Raad med Skule, skulde fare i dennes Erinder og med hans Breve til Danmark, Tydskland og den pavelige Kurie, blev han om Vinteren paa sin Reise over Oplandene fangen i Hamar af Kongens Sysselmand og ført til Bergen, hvor han blev sat i Forvaring paa Borgen indtil videre^[5]. Ikke stort bedre gik det en anden af Skules Sendemænd, Jatgeir Skald, som skulde fare med hans Breve og Erinder til Sverige; han blev eftersat af Kongens Mænd og paagreben i Helsingialand. Brevene bleve ham fratagne, men han selv undslap med Nød^[6].

Skules Underhandlinger, hvorved han tilsigtede at fremme sin Sag i Udlandet, gik saaledes overstyr. Men bedre syntes i Førstningen hans Krigsforetagender at ville lykkes. Efterat have samlet sin Magt paa Oplandene, rykkede han mod Syden. Knut Jarl vilde hindre hans Fremgang, men blev i Marts Maaned 1240 aldeles slagen ved Laka paa Raumarike. Skule bemægtigede sig Oslo, og Varbelgerne spillede Mester paa Oplandene og i Viken.

Dette Skules Vaabenheld var dog kun af kort Varighed. Vel udbredte hans Seier ved Laka, da den med store Overdrivelser rygtedes i Nidaros, nogen Forknyttelse blandt Birkebenerne, og Erkebiskop Sigurd tilbød endogsaa Kongen, før større Uheld indtraf, at ville ride syd over Fjeldet og forsøge Fredsunderhandlinger. Men Kongen afslog hans Tilbud med Tak for hans gode Villie, idet han henskjød sin Sag til Gud og den hellige Olaf. Kongen lod i Hast stevne Ørething, og paa dette lod han, i Overvær af Erkebiskoppen og de bedste Mænd i Thrøndelagen, sin otteaarige Søn Haakon give Kongenavn. Derpaa forlod han Nidaros i største Skynding med sin Flaade. I Bergen gjorde han en kort Stands og undersøgte da de Breve, med hvilke Bjørn Abbed havde faret, og til hvis Affattelse denne ganske vist selv havde gjort Udkastet. De befandtes at være af saa underfundigt og forrædersk Indhold, at Abbeden vel kunde have fortjent Døden; men Kongen gav ham dog Fred^[7]. Efterat Kongen ogsaa paa et Thing i Bergen havde ladet sin unge Søn give Kongenavn, skyndede han til Viken, i det han paa Veien stedse drog friske Stridskræfter til sig, og nærmede sig Oslo, før Skule, som her holdt til med Varbelgernes Hovedmagt, havde nogen Tanke derom.

Den 21de April naaede Kongen, efter en overordentlig hurtig Reise, Staden, og angreb den uforvarende fra tre Sider. Det kom til en blodig Strid i Gaderne. Skule blev slagen og flygtede nu med de svage Levninger af sin Hær over Oplandene til Throndhjem.

Her fandt imidlertid Skule Stemningen mod sig meget forandret til det Værre. Man havde under Kongens seneste Ophold der faaet et ganske andet Lys i Skules hele Sag, end det som dennes Tilhængere havde udspredt, da han paa Ørething blev tagen til Konge^[8], og man vilde nu aldeles ikke hjælpe ham i hans Oprør. Skule selv viste sig nedslagen og ubestemt, og traf ingen virksomme Foranstaltninger for at møde sine Fiender. Hans Venner advarede ham forgjæves; han vaktes ikke af sin Sløvhed før det allerede var for sildigt. Kongen havde strax efter Seieren i Oslo sendt Asulf af Austraat, Skules Frænde og tidligere hans Ven, men nu hans bittre Fiende, med en Deel Skibe nord til Nidaros; og Asulfs Færd gik saa rask, at han tidlig om Morgenen den 21de Mai ganske uventet løb ind til Nidaros og uden Ophold angreb Varbelgerne. Skule vaagnede først ved Stormklokkens Lyd; han søgte forgjæves at samle sine Mænd; disse søgte under Forvirringen sin Redning i Kirker og andre Fredesteder. Skule flygtede over Nidelven ud af Byen og skjulte sig med faa Mænd i to Dage i en nærliggende Skov. Didhen bragtes hemmeligen Chorkapper fra det nærliggende Elgesæters Kloster; og da Munkene Dagen før Christi Himmelfartsdag, eller Onsdagen i Gangdagene, foretog sin sedvanlige Procession, optoge de Hertugen og hans Mænd i sit Følge og førte dem ind i Klosteret. Her toge de Plads i Klosterkirkens Taarn. Birkebenerne, som imidlertid havde dræbt Skules Søn Peter, fik strax Nys om Hertugens Tilflugtssted og omringede Klosteret, hvor han og hans Mænd nu stræbte at forsvare sig.

Saasnart Erkebiskop Sigurd hørte hvad der var paa Færde, skyndte han sig med en Mængde Geistlige og Bymænd over til Klosteret. Han forbød først Birkebenerne at angribe dette; men de svarede, at de vare nødte hertil ved Omstændighederne, og maatte gjøre det, hvad enten det tyktes Erkebiskoppen vel eller ilde. Da bød Erkebiskoppen Gods for at Hertugen skulde faa fare i Fred til Kongen; men heller ikke herpaa blev agtet. Imidlertid havde Nogle i sin Heftighed sat Ild paa Klosteret, og den greb om sig, trods de Forsøg Andre gjorde paa at slukke den. Da gik Skule ud med sine Mænd og faldt med flere af disse for Birkebenernes Vaaben den 23de Mai 1240. Han var da 51 Aar gammel. Erkebiskop Sigurd, som forgjæves havde søgt at redde Skules Liv, gav kun med Vanskelighed Asulf og hans Mænd en midlertidig Afløsning for den Vold, de havde udøvet mod Klosteret, hvilket ganske nedbrændte. Erkebiskoppen var ogsaa tilstede ved Skules Ligfærd, da han med sømmelig Pragt blev jordet i Christkirken i Nærheden af sin Broders, Kong Inges Grav.

Dette var det sidste blodige Optrin i de voldsomme Partikampe, som nu i meer end 100 Aar havde sønderslidt Norges Indre. Skule efterlod ikke nogen Søn eller noget mandligt Afkom, og hans eneste gjenlevende Datter var Kong Haakons Dronning og den unge Kong Haakons Moder. Der var saaledes ingen Arving til Skules formeente Ret til Kongedømmet, uden ene Kong Haakons Afkom; de seneste tvende Partiers Fordringer vare sammensmeltede, og denne Kilde til indre Splid var derved stoppet Et Parti blandt den norske Geistlighed, og især af Chorsbrødrene i Nidaros, med hvilke Elgesæter Kloster, som en Bolig for Kanniker af St. Augustins Regel, stod i den nærmeste Forbindelse, understøttede – som vi have seet – lige til det Sidste Hertug Skule. Men dette Parti synes efterhaanden at være blevet svagere og svagere, og til Slutningen vovede det ikke engang at virke for hans Sag uden ganske i Smug. At Kong Haakon har kjendt vel til disse lønlige Rænker, er aabenbart; dog da de tilsidst alligevel bleve uvirksomme, og da Erkebiskoppen og Kapitelets af denne beskikkede Formand ikke alene holdt sig udenfor dem, men endogsaa efter Evne synes at have modarbeidet dem, saa maa man tro, at Kongen, efter Skules Fald har ladet al videre Forfølgelse af den Sag fare, og taget de Skyldige til Naade; i det mindste findes intet Spor til det Modsatte. En saadan Mildhed var ogsaa stemmende med Haakons Karakter og hans skaansomme Fremfærd mod flere Andre, som havde staaet paa hans Fiendes Side, men efter dennes Fald underkastede sig og søgte Tilgivelse. Endogsaa Abbed Bjørn af Holm, der dog saa dybt havde indviklet sig i Skules Sag, og – som det lader tildeels for hans Skyld – havde bragt sit Kloster nær Ødelæggelsen, endogsaa ham behandlede Kongen med Overbærenhed.

Denne Abbed Bjørn var udentvivl i sin Tid en af den norske Geistligheds fremragende Personligheder. Han synes at have besiddet ualmindelige Evner og dertilmed en ikke ringe videnskabelig Dannelse. Derfor var han Skule en saare brugbar Hjælper i hans Underhandlinger og Brevvexling, hvilken sidste han i de seneste Aar synes at have forestaaet, og derfor vel fik Navnet Rita-Bjørn d. e. Skriver-Bjørn. Han blev Abbed i Nidarholms Cluniacenser-Kloster 1232^[9], og kom snart ind i den politiske Røre. Først synes han at have heldet til Kongens Side, og at have været benyttet af denne som Underhandler i Tvistighederne med Skule. I det mindste optraadte han som saadan i 1235 og 1236^[10]. Men siden viste han sig som Skules afgjorte Tilhænger og som en af hans fornemste Raadgivere under hans sidste ulykkelige Opstand. Hans Indblanding i de forviklede Statssager var imidlertid hans Kloster til liden Baade. Dets Midler bleve forødede, og hans ovenomtalte Bansættelse ved Erkebiskoppen var, som det lader, ligesaavel fremkaldt ved hans daarlige Klosterstyrelse som ved hans høiforræderske Færd. Da han lavede sig til at fare til Rom i sin egen og Skules Sag, pantsatte han endogsaa Klosteret med alle dets Ejendomme for at skaffe sig de nødvendige Penge. Hans Reise blev imidlertid, som forhen fortalt, dengang forhindret ved hans Fangenskab. Af dette blev han dog løsladt ved Kongen, og maa endogsaa have faaet dennes Tilladelse til at drage til Rom for at føre sin Sag. Her synes han at have opholdt sig i et Par Aar og at være bleven løst af Bannet. I 1244 kom han tilbage til Norge med et naadigt Pavebrev til Kongen, hvilket senere skal omtales; og nu lader det til, at Haakon ganske har tilgivet ham og samtykket i, at han igjen skulde overtage Klosterstyrelsen i Nidarholm. Men da han i den Anledning reiste nordover fra Bergen, døde han samme Høst 1244 i Klosteret paa Selia^[11]. Holms Kloster var imidlertid ved hans uforsvarlige Fremfærd kommet i saadan Forvirring og var blevet saa udarmet, at det ikkun ved en fuldstændig Reformation i 1248 igjen kunde bringes paa Fode^[12].

1. H. H. S. c. 194.
2. H. H. S. c. 196, 205.
3. H. H. S. c. 198.
4. H. H. S. c. 204, 213.
5. H. H. S. c. 215, jfr. Langes Klosth. S. 322–328.
6. H. H. S. c. 216.
7. H. H. S. c. 225.
8. H. H. S. c. 238.
9. Isl. Ann. 106.
10. H. H. S. c. 184–186.
11. H. H. S. c. 246.
12. Scr. rer. Dan. IV. 415; Suhm D. H. X. 115, jfr. Langes Klh. 321–328.