Den norske Kirkes Historie under Katholicismen/39

Rudolf Keyser

Den norske Kirkes Historie under Katholicismen

Chr. Tønsbergs Forlag, 1856 (1, s. 371-379).

Da Hertug Skule faldt og de indre Partistridigheder i Norge standsede, vare 38 Aar henledne, efterat den norske titte ved Kong Sverrers Død var traadt ud af den største Forvirringstilstand, hvori den nogensinde havde været lige siden sin Grundlæggelse. Tiden var ikke lang, ikke stort længer end een Menneskealder. Men alligevel havde Kirken nu, saavidt skjønnes, allerede gjenvundet sine fulde Kræfter, og stod, om end ikke i den samme hierarchiske Herskerglands som i Erkebiskop Eysteins Dage, saa dog ganske vist paa en langt sikkrere Grundvold af sand kirkelig Myndighed. Dens Formænd vare vaagnede af hine forfængelige Drømme om en hierarchisk Rigsstyrelse, øvet i St. Olafs Navn ved en Konge, som offentlig erkjendte sig for hans Vassal og derved forpligtede sig til at gaa i den nidarosiske Kirkes Ledebaand, – om et norsk Kongedømme, der kunde bortskjænkes og tilbagetages af Nidaros’s Erkebiskop paa St. Olafs Vegne, – om en saa udstrakt Myndighed baade i det Geistlige og Verdslige, at den følgerigtigt gjennemført, neppe engang havde kunnet billiges af selve Pavedømmet. Thi dette modsatte sig med opmærksom Skinsyge Metropolitanernes altfor store Selvstændighed. Derimod havde den norske Kirkes Forstandere nu vundet en langt klarere Indsigt i sin sande Stilling til det norske Kongedømme og det norske Folk; de havde opfattet baade hvad der lod sig gjennemføre af deres hierarchiske Planer, og den rette Maade at søge det gjennemført; de havde fattet, at Maadehold, i det mindste tilsyneladende Maadehold, og klog Tillempning forenet med Taalmodighed var langt at foretrække før stivsindet Trods og fremfusende Kraftyttringer; de havde lært ikke at overvurdere sine egne Kræfter, ikke at maale disse alene efter Biskoppernes og de høie Prælaters fremragende Stilling i Samfundet, men meget mere efter den Aand, som gjennemtrængte Presteskabet og Geistligheden i dens Heelhed; de vare endelig ved sin senere hyppige Samfærdsel med Rom og ved sine Erkebiskoppers længere Ophold der, naar de modtoge Pallium, blevne indviede i den egte hierarchiske Statskunst og havde faaet udpeget, hvorledes denne lod sig med Fordeel anvende paa de norske Forholde. Saaledes var den norske Kirke nu utvivlsomt langt sterkere end da den traadte i Kampen mod Sverrer, og derhos langt forsigtigere. Den indsaa, at den ligeoverfor en Konge af Haakon Haakonssøns Karakter intet kunde udrette med Paastaaelighed og Trods; men at den kun ved en klog og lempelig Benyttelse af indtrædende gunstige Omstændigheder, kunde nærme sig sin Stræbens Maal, idet den snarere i Stilhed rustede sig til en mulig Kamp i Fremtiden, end aabenbare udæskede til en saadan. At den imidlertid aldrig tabte sit hierarchiske Maal af Sigte, viste noksom de Forhandlinger, som i Haakons senere Regjeringsaar førtes mellem Kirken og Kongedømmet i Anledning af Kongens stifte om at blive kronet.

De Vanskeligheder, Haakon fra først af havde mødt i at faa sin Ret til Kongedømmet erkjendt, – Skule Jarls senere uafladelige Rænker for at styrte ham derfra eller i det mindste opkaste sig til hans Medkonge, – endelig den Vaklen i Begreberne om Kongearvefølgen, som fra Magnus Erlingssøns Valg havde indsneget sig, og som vedligeholdtes ved Kirkens Anskuelse om den egte Fødsels høie Betydning, – Alt dette havde tidlig maattet vække hos Haakon Ønsket om at see sit Kongedømme fuldkommen befæstet ved den efter Tidsalderens Mening saa betydningsfulde Kroning. Især synes Haakon selv at have følt visse Skrupler med Hensyn til sin uegte Fødsel. Vistnok var denne i Følge gjældende Lov og ved gammel Vedtægt ikke til Hinder for hans Kongearvefølge; dette var ogsaa tydelig nok udtalt af rette Vedkommende baade ved hans Antagelse til Konge paa Ørething i 1217, og senere end yderligere paa Rigsmødet i Bergen 1223, ved hvilken sidste Leilighed endogsaa hans Arveret kunde siges at have faaet den norske Kirkes Stadfæstelse ved Erkebiskoppens Erklæring. Alligevel kunde det ikke undgaa Haakons Opmærksomhed, at den gamle Vedtægt, som i Kongearvefølgen satte egtefødte og uegtefødte Kongesønner i lige Ret, ikke var i sin fuldkomne Orden. Den stred baade mod Kirkens Lov og mod den private Arvegang; og den havde derhos unegtelig bidraget sit, og det ikke mindst, til de indre Uroligheder, som i lang Tid havde voldet Norges Ulykke. Men heldede han nu til Kirkens Anskuelse, at den egte Fødsel i Kongearven burde for Fremtiden have en Forret, og at der ved hans egen Fødsel virkelig klæbede en Mangel, – saa laa den Tanke nær, først at faa denne Mangel hævet gjennem Kirkens antagne Magtsuldkommenhed, hvilket da kunde bedst skee i Forbindelse med hans kirkelige Indvielse til Kongedømmet ved Salvingen og Kroningen, og siden, naar han selv paa denne Vei var bleven indsat i den Egtefødtes fulde Ret, da at faa den egtefødte Kongesøns Forret for den uegtefødte erkjendt i Landets Lov.

Haakon havde ogsaa gjort et betydningsfuldt, man kan næsten sige afgjørende, Skridt mod dette Maal, idet han i 1240, da Skules Opstand tog en truende Vending, havde ladet sin ældste, egtefødte, otteaarige Søn Haakon, give Kongenavn først paa Ørething og derpaa i Bergen, uagtet han havde en ældre, uegte Søn, Sigurd, født før 1225, altsaa før hans Egteskab med Margreta Skulesdatter, og saaledes dengang mindst 15 Aar gammel^[1]. Derved havde han tydelig nok udtalt sin Hensigt: at gjøre den egte Fødsels Forret gjældende i Kongearvefølgen efter sin Død; og da der ei er Tale om nogensomhelst Indsigelse fra Thingmændenes Side mod den unge Haakons Antagelse, maa man slutte, at de ere gangne ind paa Kongens Anskuelse, der vistnok ogsaa er bleven kraftig understøttet af den tilstedeværende Erkebiskop Sigurd.

Man kan saaledes neppe være i Tvivl om Haakons Bevæggrunde i sin Stræben efter at opnaa Kroningen. Man kan det saa meget mindre, som man finder, at Spørgsmaalet om hans Fødsel i vedkommende Underhandlinger er indblandet som noget ganske væsentligt, og derhos at disse Underhandlinger ere blevne førte umiddelbart mellem Kongen og den romerske Stol, som den eneste Magt, der efter Tidens Begreber med fuld Gyldighed kunde udfylde den uegte Fødsels Mangler.

Man veed ikke, naar Haakon har gjort det første Skridt for at opnaa Kroningen, ei heller om han først derom har henvendt sig til den norske Erkebiskop. Dette er dog i sig selv ganske rimeligt, og det er da vel skeet strax eller kort efter Rigsmødet i Bergen 1223. Men Erkebiskop Guttorms snart paafølgende Død har rimeligviis i saa Fald bevirket en Stands i Sagen. Med hans Eftermand Peter stod Kongen, som forhen viist, efter hans Tiltrædelse til Erkestolen, i et spendt Forhold; og hvis Kongens Ønske da har været fremsat, har det rimeligviis mødt Vanskeligheder. Hvis imidlertid disse have været hentede fra Kongens uegte Fødsel, da har vistnok Haakon, efter hvad før er sagt, lettelig gaaet ind paa at søge dem hævede ved Pavens Magtfuldkommenhed; og dette har da givet Anledningen til at Kongen nu bestemte sig til derom at handle umiddelbart med den romerske Kurie. Fra nu af ere Oplysninger om Sagens Gang at hente af de den vedkommende Pavebreve.

Saavidt man af disse kan slutte, har Haakon først henvendt sig med sin Begjæring om Kroningen til Pave Gregorius IX, og det i 1227 (samme Aar som Gregorius blev Pave) eller i Begyndelsen af 1228. Begjæringen havde til Følge, at Paven ved Skrivelse til Erkebiskoppen af Lund i Danmark og Biskoppen af Skara i Sverige overdrog disse at anstille de nødvendige foreløbige Undersøgelser om „Kongens Udvælgelse og personlige Stilling, hans Riges Tilstand, og alle de øvrige Omstændigheder, som kunne være nødvendige at kjende med Hensyn til hans Forfremmelse til Kroningen og hans Sags Fortgang“, og derom gjøre Indberetning til Paven, for at denne med større Sikkerhed kunde tage sine Bestemmelser. Med dette Skridt af Paven fandt imidlertid ikke Kongen sig tilfredsstillet af den Grund, at han havde Erkebiskoppen af Lund mistænkt for at være sig imod. Han sendte derfor en Befuldmægtiget (procurator) til Rom, der foredrog Paven Kongens Ønske om, at det paalagte Hverv maatte blive Erkebiskoppen frataget og overladt en Anden. Kongens yttrede Mistanke synes at have været understøttet ved Oplysninger, hvilke Paven har fundet fyldestgjørende^[2]; og den maa udentvivl have staaet i en eller anden Forbindelse med Skule Jarls Besøg i Danmark og Underhandlinger med den danske Konge i 1228. Det kom dog ikke til noget Skridt fra Pavens Side mod Erkebiskoppen af Lund, da den norske Befuldmægtigede kort efter kunde meddele Paven, at baade Erkebiskoppen af Lund^[3] og Biskoppen af Skara i Aarets Løb vare afgangne ved Døden.

Nu overdrog Paven ved Brev af 13de Febr. 1229 Undersøgelsen til Erkebiskop Thorer af Nidaros og Biskop Arne af Bergen^[4]. Men heller ikke dette ledede til Maalet, da Erkebiskop Thorer døde i Begyndelsen af det følgende Aar, vist ikke meget længe efter Modtagelsen af Pavens Brev, og Biskoppen af Bergen ikke ansaas bemyndiget til at foretage Sagen alene. Da Kongen nu herom underrettede Paven, udnævnte denne ved Skrivelse af 9de Septbr. 1231 Biskop Askel af Stavanger og Cistercienser-Abbeden af Stanley i England til i Forening med Biskop Arne af Bergen at undersøge Kongens Sag^[5]. Hvad disse nye Befuldmægtigede have foretaget vides ikke. Sagen kom nu i Langdrag, og i næsten 10 Aar findes den ei omtalt. Aarsagen hertil har uden Tvivl været deels den mellem Kongen og Paven indtraadte Spending i Anledning af Biskop Paal af Hamars Sag (1234–1237), deels Urolighederne mellem Kongen og Skule.

Først efterat disse ved Skules Død vare stillede, synes Sagen igjen at være sat i Gang, og det ved Erkebiskop Sigurd og de norske Biskopper, naturligviis efter Overlæg med Kongen og paa dennes Begjæring. Kongen var nu nemlig igjen optagen i Pave Gregorius IX’s fulde Naade, saameget mere som han havde modtaget Korset. Erkebiskoppen og Biskopperne skreve til Paven, at Haakon overeensstemmede med Norges Lov og Sedvane havde efterfulgt sin Fader, skjønt han var hans uegte Søn, i Kongedømmet, efterdi ingen egtefødte Sønner gaves og heller ikke andre nære Slegtninger, der med Rette kunde følge; derfor anholdt de nu om Pavens Samtykke til at Kong Haakon, uanseet Mangelen ved hans Fødsel, maatte salves og krones, især da han ingensomhelst verdslig Fyrste var underkastet. Denne Forestilling bevirkede, at Paven igjen under 8de Juli 1241 overdrog Benedictiner-Abbeden af St. Michaels Kloster i Bergen samt Prædikebrødrenes (Dominicanernes) Provincialprior i Norge at undersøge Kongens Sag og gjøre Indberetning om den. Thi uagtet han – som han yttrede – særdeles elskede Kongen som en katholsk Fyrste og det apostoliske Sæde hengiven, og han gjerne vilde fremme Kongens Ære, saameget han med Gud formaaede, saa kunde han dog ikke i nærværende Anliggende gaa letsindigen frem^[6].

Kroningssagen var rigtignok saaledes nu igjen kommen i et Slags Gang, men Udsigterne til en endelig Afgjørelse fjærnede sig atter, da Pave Gregorius IX samme Aar 1241 den 21de August døde. Hans Eftermand Cølestinus IV regjerede kun ganske kort, og derpaa stod Pavestolen ledig næsten i to Aar, indtil endelig den kraftfulde Innocentius IV udvalgtes den 25de Juni 1243. Nu varede det ikke længe, før Underhandlingerne om Kroningen tog en for Kongen heldigere og raskere Vending.

Den oftere forhen omtalte Abbed Bjørn af Holms Kloster opholdt sig ved denne Tid i Rom for der at føre sin Sag angaaende Klosterets mislige Bestyrelse. Han synes at være kommen i Yndest hos Innocentius, og da han i Aaret 1244 vendte tilbage til Norge, medbragte han et Pavebrev til Kongen affattet i de naadigste og venskabeligste Udtryk, „saaledes at neppe sligt Brev fra nogen Pave var kommet til Norge“^[7]. Haakon lod ikke denne Pavens gunstige Stemning hengaa ubenyttet. Det følgende Aar 1245 indbød han Erkebiskop Sigurd og Norges Biskopper til et Møde, som det lader i Bergen, og bad dem nu skrive med sig til Paven og søge om Tilladelse til at krone Kongen.

Forhandlingerne paa dette Møde vise tydeligen, at den hierarchiske Aand endnu var ved fuldt og friskt Liv hos den norske Kirkes Formænd, og den sande Grund skimter maaskee her igjennem, hvorfor Kroningssagen hidtil havde gaaet saa trægt, hvilket neppe kunde have været, hvis Biskopperne strax havde laant den sin oprigtige og kraftige Bistand. Men Tingen var just, at denne vilde de ikke yde omsonst. Her frembød sig en Leilighed, hvor Geistligheden muligen kunde aftvinge eller afliste Kongedømmet vigtige Fordele; og en slig Leilighed maatte ikke lades unyttet til Hierarchiets Bedste. At en saadan Tanke har gjort sig gjældende hos Biskopperne ligefra den Tid Haakons Kroning først kom paa Bane, er høist rimeligt, ligesom og at deres hierarchiske Ønsker ikke have været uden Indflydelse paa Sagens tidligere langsomme og besværlige Gang. Nu traadte den frem i klare Ord. Da Kongen nemlig fremkom med sit Forlangende, svarede Biskopperne strax, at de gjerne vilde opfylde det; men da ventede de ogsaa, at Kongen vilde forøge Kirkens Ret. Ja de erklærede derhos, at Haakon skulde sværge den samme Kroningsed, som Kong Magnus Erlingssøn havde aflagt, da han blev kronet. Denne Fordring afviste imidlertid Kongen med Uvillie. „Kongerne – sagde han – have allerede indrømmet Eder saa store Rettigheder, at jeg vanskeligen formaar at lægge noget til; og ovenikjøbet have I udstrakt dem videre end de i sig selv medføre. Men sværger jeg en saadan Ed, som Kong Magnus svor, da forekommer det mig, at min Hæder ved Kroningen mindskes istedetfor at øges; thi han agtede ikke hvad han gjorde, naar han kun fik det, hvortil han ingen Ret havde. Med Guds Hjælp haaber jeg ikke at skulle behøve at modtage eller kjøbe af Eder, hvad Gud retteligen har kaaret mig til efter min Fader og mine Forfædre; og det skulle I sandeligen vide, at med Guds Naade skal jeg frit erhverve min Krone, og bære den uden alle byrdefulde Baand, eller ogsaa skal den aldrig komme paa mit Hoved.“ Hermed afbrød Haakon Forhandlingerne om sin Kroning med Biskopperne. Men kort efter aabnede han dem igjen umiddelbart med Paven. Han sendte nemlig til denne sine Befuldmægtigede Cistercienser-Abbeden Laurentius af Hovedø og Bjarne Chorsbroder af Nidaros, hvilke havde at frembære Kongens Brev med Bøn om, at Paven vilde sende en af sine Kardinaler til Norge for at salve og krone ham^[8].

Pave Innocentius IV laa paa denne Tid i aabenbar Feide med Keiser Fredrik II, og havde i 1244 maattet flygte for ham fra Rom til Lyon, hvor han i flere Aar tog sit Sæde. Her holdt han i 1243, i Juli Maaned, et almindeligt Concilium, paa hvilket han høitidelig bansatte Fredrik og erklærede ham afsat fra Keiserverdigheden. Det var nu Innocentius om at gjøre at ophidse mod Fredrik alle Europas Fyrster, ja at bringe et Slags Korstog istand mod ham som Christendommens Fiende, og derhos at faa samlet saa mange Penge som muligt for at understøtte dette sit Øiemed. Kong Haakon havde allerede dengang vundet et Navn i Europa. Han havde ved Sendemænd sat sig i Forbindelse med flere af dets Fyrster, og blandt disse ogsaa for længe siden med Keiser Fredrik, der havde gjengjældt hans Venskabsyttringer og Gaver med lignende, saaledes at et meget fortroligt Forhold var opstaaet mellem dem^[9]. Paven havde desuden gjennem Abbed Bjørn og andre norske Geistlige, der i egne eller Kirkens Anliggender opholdt sig i den romerske Kurie, havt Anledning til at erfare, at Haakon var en kraftfuld og klog Konge, der raadede over vidtløftige Lande og et stridbart Folk, at han utvivlsomt, efter den danske Valdemar Sejers Død 1241, var den dygtigste som den mægtigste af Nordens Fyrster, samt endelig, at han, hvilket senere nærmere skal omtales, havde modtaget Korset til det hellige Lands og Christendommens Undsætning. Det maatte saaledes forekomme Innocentius at være en Vinding, hvis han kunde faa Haakon dragen over fra Keiserens Side paa sin, eller i ethvert Fald ved Tjenester faa gjort ham den romerske Stol forbunden og saaledes udvirke af ham hans Neutralitet i den store Strid, og maaskee derhos velkomne Pengegaver. Paven optog derfor Haakons Ansøgning med udmærket Velvillie. Han skrev ham tilbage fra Lyon under 30te October 1246, at han til Opfyldelse af Kongens Ønske vilde sende Kardinal-Biskoppen, Vilhelm af Sabina, til Norge som sin fuldmyndige Legat^[10], og – hvad der udentvivl var Haakon allermest magtpaaliggende – han hævede ved Brev til ham af næstfølgende 8de November Mangelen ved hans Fødsel, saaledes at den hverken skulde gjøre noget Skaar i hans egen kongelige Verdighed, eller i hans egtefødte Arvingers Ret til at følge ham i Kongedømmet.

Brevets Indhold er i det Hele mærkeligt og omtrent følgende: – „Den evige Guds forunderlige Godhed har paa mangfoldige Maader hædret sin Dronning-Brud Kirken, men deri har han især gjort dens Stilling lykkelig, at han har tildeelt den en saadan Magtfylde, at den kan hjælpe ikke alene de Ringe men endog de Høitstaaende til et berømt Navn og en forøget Magt. At betragte de Fortjenester af reen Gudsfrygt og Tro, hvorved Norges Konger, af berømmelig Ihukommelse, have glimret blandt Verdens katholske Fyrster, forskaffer Paven og Kirken en stor Glæde. Derfor opstaar i hans Sjæl et levende Ønske, at Kongen, der er det apostoliske Sæde saa kjær, maa for sine udmærkede Fortjenester saaledes beriges med samme Sædes Naade, at, med Guds Bistand, for ham og hans Arvinger en stor Ære deraf udspringer og hans Lykke derved forøges. Da nu Kongens Fader, Haakon Norges Konge, berømmelig Erindring, efter hvad erfares, har avlet ham, selv ugift med en ugift Kvinde, saa viser Paven hans Høihed den særdeles Velvillie, med sine Brødres Raad, af apostolisk Myndighed, at dispensere ham i denne Henseende, saaledes at han uden Hinder af hiin Mangel stedes til den kongelige Stols Verdighed og til alle Kongedømmets lovlige Handlinger, samt at hans legitime Arvinger succedere ham i hans Herredømme og Ære. Paven haaber, at Kongen og hans Arvinger fæste denne saa store Naade saaledes i sin Erindring, at han og de finde sin Glæde i at behage Alles Skaber ved et dydigt Levnet, og hans hellige Kirke ved en stedse voxende oprigtig Hengivenhed“^[11].

Pavens Øiemed med Biskop Vilhelms Sendelse var dog ikke alene Kong Haakons Kroning. Som det apostoliske Sædes Legat skulde han desuden undersøge den norske Kirkes Tilstand, og hans Legation strakte sig ogsaa til Sverige. Dette tilkjendegav Paven ikke alene ved ovennævnte Brev til Kongen af 30te October, hvori han anbefaler denne „med Ærbødighed at modtage Legaten“ og „see hans fromme Raad satte i Kraft,“ – men ogsaa ved sin Anbefalings Skrivelse af 3die Novbr. s. A. „til Erkebiskopper, Biskopper, Abbeder, Priorer, Decaner, Archidiaconer, Provster og andre Kirkens Prælater samt den hele Geistlighed, Jarler, Lendermænd og Almue i Norge og Sverige.“ I denne sidste opfordres de Tilskrevne til at modtage Legaten, naar han kommer, „som en Frelsens Engel med Glæde og Ærefrygt,“ og „i ham efter yderste Evne hædre Pavens egen Person,“ i det de saaledes adlyde hans gavnlige Befalinger og Paamindelser, at han maa glæde sig ved at have fundet i dem ærefrygtsfulde Sønner. I modsat Fald vil Paven stadfæste hans Dom over de Opsætsige, og lade den ubrødelig iagttage indtil passende Opreisning gives^[12]. –

I Fuldmagtsbrevet til Legaten af samme Dag yttrer Paven, at han ifølge sine Brødres Raad meddeler ham Myndighed til at sammenkalde den norske og svenske Provinses Prælater samt de verdslige Høvdinger, som han finder passende, – at han efterat have indhentet deres Raad (i Norge) skal paa Pavens Vegne krone hans „kjære Søn i Christo Norges berømmelige Konge,“ – og endelig at han har at udføre det ham overdragne Hverv klogeligen og rosverdigen, saaledes at Guds Ære og Kirkens og Kongens Hæder derved kan befordres og ved Guds Bistand en gavnlig Forfatning for hine Provinser kan fremspire^[13].

Man seer, at Legatens kirkelige Myndighed i Norge og Sverige var meget udstrakt, og at ved hans Sendelse Forbedringer i begge Landes Kirkeforfatning tilsigtedes. Men ved Siden af sit offentlige Hverv skal han ogsaa have havt det hemmelige, overalt paa sin Reise at vække Keiseren Fiender og at skrabe Penge sammen for det pavelige Skatkammer^[14]. Legaten var forresten en Mand, der om han end ikke før havde besøgt Norge, dog maatte ansees for at have meer end almindeligt Kjendskab til de nordiske Landes Forholde. Thi ligefra 1225 havde han næsten uafbrudt, først som Biskop af Modena og siden som Kardinal-Biskop af Sabina, opfyldt en Legats Forretninger ved Livernes og Preussernes Omvendelse og ved Ordningen af Kirkevæsenet hos dem; og under denne Virksomhed var han kommen i jævnlig Berørelse baade med de Danske og Svenske, ja han havde endog i geistligt Erinde besøgt den svenske Ø Gotland.

1. H. H. S. c. 109, jfrt. m. c. 223, 225.
2. „cum idem rex haberet prefatum archiepiscopum ex rationabili causa suspectum.“ N. Dipl. I. 9.
3. I Norsk Diplom. I. 9 og 10, udfyldes det aabne Rum for Erkebiskoppens Navn med: Andree; det antages altsaa at have været Andreas Sunessøn. Men denne frasagde sig Erkebiskopsverdigheden allerede 1224 paa Grund af Sygelighed, og havde til Eftermand Peter Saxessøn forhen Domprovst ved Lunds Kirke. Andreas døde rigtignok først 4de Juni 1228, men det er dog ikke rimeligt, at den her omhandlede Undersøgelse overdroges ham efter hans Resignation. Rimeligere er det, at her menes Peter Saxessøn, hvilken døde 1228, 10de Juli. Suhm D. H. IX. 475, 565, 571.
4. N. Dipl I. 9.
5. N. Dipl. I. 10.
6. N. Dipl I. 20.
7. H. H. S. c. 246.
8. H. H. S. c. 247; N. Dipl. I. 25.
9. H. H. S. c. 191.
10. N. Dipl. I. 25.
11. N. Dipl I. 29.
12. N. Dipl I. 26.
13. N. Dipl I. 26.
14. Suhm D. H. X. 89 (efter Mathæus Westmonasteriensis 335).