Den norske Kirkes Historie under Katholicismen/40

Rudolf Keyser

Den norske Kirkes Historie under Katholicismen

Chr. Tønsbergs Forlag, 1856 (1, s. 379-386).

Da Kongen ud paa Vinteren fik Budskab om Kardinal-Legatens Komme, gjorde han strax Forberedelser til hans Modtagelse og indbød alle Rigets Biskopper og Prælater, Lendermænd, Lagmænd, Sysselmænd og de bedste Bønder til at møde i Bergen næste Sommer 1247 for at overvære Kroningen. Denne skulde altsaa sættes i Forbindelse med et almindeligt Rigs- eller Høvdingemøde^[1]. Kardinalen lagde sin Vei over England, ankom til Norge den 17de Juni og blev modtagen af Kongen i Bergen. Paa et Thing paa Christ-Kirkegaard talede han for det forsamlede Folk og forkyndte den Fuldmagt, som var ham given af Paven. I de derpaa følgende Samtaler mellem ham og Kongen gik alt paa det Venskabeligste. Imidlertid samledes Biskopperne, og tilsidst kom ogsaa Erkebiskoppen. Nu bleve særskilte Forhandlinger holdte mellem Kardinalen og Biskopperne. Men efter disse Forhandlinger mærkede Kongen, at Kardinalen ikke var ganske saaledes stemt mod ham som i Førstningen, og snart kom han ogsaa under Veir med hvad det var, Biskopperne havde indblæst ham.

En Dag da Kongen og Kardinalen havde en Samtale i Christkirken, yttrede den sidste, at efterdi Kongen nu skulde modtage en større Hæder af Kirken, end nogen norsk Konge før ham havde nydt, da var det at vente, at Kongen ogsaa fra sin Side vilde gjøre Kirken de Indrømmelser, som andre Konger havde gjort før ham, og at han vilde sværge en saadan Ed, som Kong Magnus havde svoret, der først blev kronet i Norge. Hertil svarede Kongen, at han vel mærkede, at disse Ord meer kom fra Andre end fra Kardinalen selv. Han vilde gjerne indrømme Kirken og dens Tjenere den Frihed, som den besad i andre Lande, hvor Forholdet mellem den og Kongedømmet var ordnet paa en før begge hæderlig Maade. Men om nogen Konge havde indrømmet for bestandig, hvad han ikkun kunde indrømme for sin egen Person, da vilde ikke Kongen nu ved en lignende Fremfærd skade baade sin egen og sine Efterkommeres Sag. „Vil I – sluttede han – gjøre Kroningen til Gjenstand for nogensomhelst Handel, da være det i Korthed sagt, at før vil jeg ingen Krone bære, end derved paabyrde mig nogen Ufrihed; og I behøver ei oftere at tale herom“. Dette Kongens bestemte Svar havde sin gode Virkning. Kardinalen gav strax efter. For Kongen erklærede han, at han vilde rette sig efter dennes Ønske, og til Biskopperne yttrede han endogsaa, at Kongen havde Retten paa sin Side, og derfor vilde han ikke oftere bringe denne Sag paa Bane^[2].

Herved blev det. Haakons Kroning foregik paa St. Olafs Dag den 29de Juli 1247 i Christkirken, Bergens Kathedralkirke, med megen Pragt. De tilstedeværende og med Kardinalen forrettende Biskopper vare: Erkebiskop Sigurd, Arne af Bergen, Askel af Stavanger, Paal af Hamar, Thorkel af Oslo (der havde fulgt den i 1244 afdøde Orm)^[3] og Henrik af Hole. I den udførlige Beretning om Høitideligheden, som Haakon Haakonssøns Saga meddeler, er ikke Tale om nogen Kroningsed, skjønt vel en saadan, men i almindelige Udtryk, maa antages at være aflagt^[4].

Da Kroningshøitidelighederne og de dermed forbundne Festligheder vare tilendebragte, og Kardinalen begyndte sine Forhandlinger med Biskopperne om de kirkelige Forholde, kom Biskopperne frem med den Begjæring, at Kardinalen skulde udvirke af Kongen, at han skjænkede noget af sin Leding til Kirken. Men hertil svarede kun Kardinalen, at hvis de vilde have, at Kongen skulde indrømme dem noget af de kongelige Indtægter, saa maatte de til Gjengjæld ogsaa byde ham noget af Geistlighedens; og siden blev der ei meer talt herom. Kardinalen har ganske vist indseet, at en Overdragelse til Geistligheden af Andeel i Ledingen eller Krigsstyret ikkun vilde bringe den ind i et nyt verdsligt Afhængighedsforhold til Kongedømmet og i en ny verdslig Virkekreds; og Skadeligheden heraf havde andre Landes Exempel i lang Tid altfor tydelig godtgjort. Desuden maa han ved nærmere Undersøgelse have fundet, at den norske Geistlighed allerede var ret godt udstyret med Indtægter, og at dens Overhoveder meget vel vidste at udstrække sin Andeel ak disse ikke alene saa vidt som Ret og Billighed paa nogen Maade kunde medføre, men endogsaa lidt videre. Dette viser flere Bestemmelser, som han under sit Ophold i Bergen fattede.

Her blev nemlig hver Dag Overlægninger holdte mellem Kongen, Kardinalen og de tilstedeværende geistlige og verdslige Høvdinger om Landets og Kirkens Tarv, og ved disse Overlægninger bragtes paa Bane flere Ankeposter mod Geistlighedens Hoveder, deels fra Bøndernes deels fra de lavere Geistliges Side, hvilke Kardinalen fandt sig beføiet at afgjøre til Ugunst for sine Standsbrødre. – Saaledes klagedes der over, at Biskopperne, naar Kirkerne stode ledige, tilegnede sig selv Sogneprestens Indkomster. Dette forbød Kardinalen. Biskoppen skulde i saadant Tilfælde beskikke en Ombudsmand ved den ledige Kirke, der havde at opbære de faldende Indtægter til de følgende Presters eller til Kirkens Nytte. Særligen forbød han i nogen Maade at gjøre Skaar i den Fjerdepart af Tienden, som tilkom Sognekirken. – Videre paaankedes, at enkelte Biskopper tilegnede sig Kirkernes Ejendomme, og dermed forøgede sine egne Indtægter. Dette forbød han for Fremtiden, og hvor det var skeet, skulde det borttagne tilbagegives med den imidlertid deraf faldne Rente. – Blev en Kirke ganske inddragen, da skulde dens Ejendom deles mellem de fattigere Nabokirker efter Biskoppens Skjøn. – Presterne klagede over, at Biskopperne toge Gjesteri af dem, uagtet de ikke selv kom paa Visitats i Fylket. Dette forbød Kardinalen, undtagen naar Sygdomsforfald, eller Reiser paa Grund af Kongens eller Erkebiskoppens Kaldelse hindrede dem. – Endelig klagede ogsaa Bønderne over de Bøder, som paalagdes dem, naar de bjergede sit Hø eller Korn paa Helligdage eller fiskede Sild, naar den paa saadanne Dage søgte til Land. Angaaende dette bestemte Kardinalen, der selv havde overbeviist sig om Veirligets Ustadighed i Norge, med Prælaternes Samtykke, at det skulde være tilladt at tage Sild naarsomhelst Leilighed dertil gaves, samt at bjerge Jordens Afgrøde ogsaa paa Helligdage, naar Veiret var ugunstigt paa Sognedagene; dog skulde, hvor Tvivl om Nødvendigheden af saadan Bjergning reistes, dette afgjøres ved Biskoppens Dom^[5].

Blandt de Bestemmelser, som Kardinal Vilhelm gjorde under sit Ophold i Bergen, nævnes ogsaa Ophævelsen af Jærnbyrd eller overhovedet af Gudsdomme anvendte som Beviismidler for Retten, om hvilke han skal have erklæret, „at det ei sømmede Christne at besværge Gud til noget Vidnesbyrd om menneskelige Anliggender“^[6]. Disse Gudsdomme vare udentvivl allerede komne i Ringeagt blandt Nordmændene, da Mistanke var opstaaet om, at naturlige Midler havde Indflydelse paa deres Udfald. Deres Afskaffelse maa betragtes som et stort Gode ikke alene med Hensyn til den private Ret, men ogsaa til den offentlige. Omtvistet eller tvivlsom kongelig Byrd var nemlig, som vi have seet, hyppigen i Norge ved Jærnbyrden beviist, og det til den allerstørste Skade for Landets indre Ro. For Fremtiden afskares da denne Udvei for dristige Bedragere og Lykkesøgere til at gjøre sine opdigtede Fordringer paa Kongedømmet gjældende.

Af Vigtighed for Vedligeholdelsen af den indre Fred var det ogsaa, at Kardinalen erklærede alle dem i Ban, som forsøgte at gjøre Oprør mod Norges Konge eller Rige, eller at forstyrre dets Rolighed; – og for Opretholdelsen af Klostertugten, at han belagde hver den med Ban, som forførte en Nonne^[7].

Med Hensyn til alle de Bansstraffe, som han fastsatte i Norge, da overdrog han Biskopperne for bestandig sin og følgelig ogsaa Pavens Fuldmagt, at afløse dem, der vare faldne i nogen saadan Bansstraf, naar de omvendte sig og gjorde Fyldest for sin Synd^[8].

Men fremfor alt mærkelig er en Erklæring, som Kardinal Vilhelm afgav i sit Brev af 16de August 1247. Da han – heder det her – opfyldte sin Legation i Norge til Guds Ords Fremme og for Kongens Kroning, holdt han for de sammenkaldte Biskopper og øvrige Prælater og Geistlige, samt for Rigets Baroner (Lendermænd) mange offentlige Prædikener, ligesom han med Kongen og alle de ovennævte afhandlede ja endog disputerede om mange Punkter (capitulis). Men alle Ting overveiede, fandt han den norske Kirke „i fuld rolig og fredelig fri Besiddelse af Dommermyndighed i alle aandelige (geistlige) Sager, imellem hvilkesomhelst saadanne verserede, og over alle Geistlige, hvad enten Sag reistes mod dem i geistlig eller verdslig Henseende (spiritualiter sive temporaliter), i Anledning af Forbrydelse eller i Anledning af Kontrakt (ex delicto vel qvasi, ex contractu vel qvasi)“. – Ligeledes fandt han den norske Kirke „frit, ubeskaaret og fredeligen at besidde Patronatsret til alle Kirker og Kapeller,“ med Undtagelse af trende Kapeller, om hvilke der var Spørgsmaal mellem Norges Dronning og Biskoppen af Stavanger, hvilket Spørgsmaal af Kardinalen var afgjort saaledes, at Dronningen i sin Levetid og hendes Sønner efter hende skulde have Patronatsretten til dem, hvorpaa den skulde falde tilbage til Stavangers Biskop og Kirke. – Endelig fandt han, at „Biskoppers og alle Prælaters Valg foregik frit, uden Lægfolks Tilkaldelse (nullis reqvisitis laicis), ved de Geistlige alene, hvem Valgretten efter den canoniske Ret tilkom“. – Derfor paamindede han i en offentlig Prædiken, i Overvær af Kongen, Erkebiskoppen, Biskopperne og Rigets øvrige Prælater, det hele Folk om, „at hvis nogen havde Sag at føre mod Erkebiskoppen, da skulde han henvende sig til Paven eller hans Legat, – mod en Biskop, da skulde han klage for Erkebiskoppen, – mod en ringere Geistlig, da skulde han indanke Sagen for hans Biskop. Hvis der mod en Lægmand reistes Klage angaaende en geistlig Sag (de spirituali causa), skulde der klages for hans Biskop. Men forøvrigt, hvis der angaaende en verdslig Sag reistes Søgsmaal mod en Lægmand, saa hvad enten Klageren var Lægmand eller Geistlig, skulde den forfølges for Kongen eller de af ham beskikkede Dommere“. Hvis nogen, med Tilsidesættelse af nævnte Dommer og Domstol, voldeligen gjorde Indgreb i Andres Ejendom eller Ret, skulde han være bansat^[9].

Kardinalen erklærer altsaa her, at han har fundet den norske Kirke i fri og fuld Besiddelse af de trende Hovedrettigheder, hvorom hidtil saa megen Tvist have været mellem den og Kongedømmet, nemlig: selvstændig Dommermyndighed, ubeskaaren Patronatsret og fri Valgret; og han udtrykker sig herom som om en vitterlig Kjendsgjerning. At dette virkelig var saa, har man imidlertid al mulig Grund til at omtvivle; eller rettere man veed med Vished, at Kardinalen ei havde nogen saadan fuldendt Kjendsgjerning for sig. Thi de gjældende norske Christenretter erkjendte endnu ikke særegne geistlige Domstole; – Patronatsretten viser sig ogsaa efter denne Tid at have været en omtvistet Sag, om end kanskee ikke saameget i selve Norge, saa idetmindste paa Island, som dog hørte til den norske Kirke; – og endelig var Kongens Ret til at yttre et Ord med i Biskopsvalgene ingenlunde saa ubetinget opgiven, som man af Brevets Udladelse skulde tro. Har Kongen været fuldkommen bekjendt med, og har han billiget Brevets Indhold, da maa man antage, at det hele støtter sig til et Løfte fra Kongens Side, at han med Tiden skulde bevirke ad Lovens Vei, og især gjennem en Omarbeidelse af de gjældende Christenretter, en saadan Tingenes Orden, som Kardinalens Brev omtaler som allerede tilværende. Men muligt er det ogsaa, ja maaskee rimeligere, at Erklæringen ligesom det hele Brev har været et hemmeligt Dokument, nedlagt af Kardinalen i Biskoppernes Hænder til Brug for kommende Tider, for dertil at støtte senere Fordringer paa en mere gjennemført hierarchisk Orden i Kirkestyrelsen. Med et saadant Dokument i Haanden kunde nemlig Geistligheden efter et Par Menneskealderes Forløb paastaa at alt hvad der i Kirkeordningen stred mod Legatens Erklæring, var senere indkomne eller ikkun ved Uopmærksomhed taalte Misbrug, hvilke man paa Grund af hiin Erklæring med fuld Ret maatte fordre afskaffede. Kardinalens Fremgangsmaade var da et Træk af romersk Statskunst, til hvilket man neppe vil have vanskeligt for at finde Sidestykker.

Betragter man Kardinal Vilhelms Optræden i Norge overhovedet, da maa man indrømme, at han med Finhed og Kløgt røgtede sit dobbelte Hverv: paa den ene Side at gjøre Kong Haakon alle de Indrømmelser, der kunde vække hos ham en gunstig Stemning mod den romerske Stol og Pavens Person, samt aabne hans Kasse for dennes Pengetrang, – og paa den anden styrke og ophjælpe den hierarchiske Kirkeorden. Hans Eftergivenhed mod Kongen er i vor Sagakildes Skildring sterkt udhævet, medens der ikke nævnes noget om Lønnen for den. Men en samtidig udenlandsk Historieskriver, Mathæus Paris (Parisius), Cluniacenser-Munk af St. Alban i England^[10], en Mand, som baade var vel kjendt i Norge ved personligt Ophold der, og som desuden besad Haakons Yndest og Fortrolighed, – han veed at fortælle, at Pave Innocentius for sin Føielighed mod Kongen lod sig betale den for hine Tider og Norges Hjælpekilder fast utrolig store Sum 15000 Mark Sterling (over 120000 Spd.); hvorhos hans Legat, foruden de uvurderlige Gaver han modtog, udpressede af den norske Kirke 500 Mark Sterling^[11]. Er der end i Mathæus’s Opgave nogen Overdrivelse, hvilket man maaskee kan formode af hans sterke Uvillie mod de gjængse pavelige Pengeudpresninger i Almindelighed, saa lader den dog med Sikkerhed slutte, at Pavens Føielighed mod Haakon er bleven rundeligen godtgjort i klingende Mynt, og at den norske Kirke ligeledes har maattet betale sin Skjerp til Legaten for hans mod den udviste Tjenester, hvilke dog neppe svarede til Biskoppernes hierarchiske Forventninger.

At imidlertid Kardinal Vilhelms Legation i Norge var en baade for Kirke og Stat vigtig og følgerig Begivenhed, kan ikke omtvivles. Den hierarchiske Kirkeorden, som Kardinal Nikolaus under sin Legation henved hundrede Aar i Forveien havde grundlagt, blev unegtelig ved Kardinal Vilhelm, under hans Legation, befæstet. Og ved Siden heraf blev Kongedømmet i Norge, ved Pavens Gunstbevisninger mod Haakon, i høi Grad styrket, idet nemlig baade fornyede Udbrud af de fordærvelige indre Uroligheder, gjennem Jærnbyrdens Afskaffelse og Pavens Bantrudsel mod Oprørere, hindredes, – og derhos gjennem Haakons kirkelige Legitimation Veien aabnedes for en bedre, Rigets Enhed og Selvstændighed mere betryggende Ordning af Kongearvefølgen. Man maa hos Kardinal Vilhelm, som hos Kardinal Nikolaus, erkjende et vist Maadehold i hans hierarchiske Fordringer, hvilket dog hos begge meer synes at have havt sin Kilde i en rigtig Opfattelse af Nordmændenes Folkekarakter og Norges Samfundsforholde, end i nogen Fornegtelse af den romerske Stols hierarchiske Grundsætninger. Hertil kom, hvad Kardinal Vilhelm angaar, at han i Haakon Haakonssøn fandt for sig en Konge, der baade var klog og villiefast, og som vel ikke sparede sine Skatte, naar det gjaldt at kjøbe den romerske Stols Bistand til et vigtigt Øiemeds Opnaaelse, men som heller ikke for den Sag bortgav et Haarsbred af sit Kongedømmes velbegrundede Ret. Haakon handlede som den der vel vidste, at der mellem Paven og ham fandt gjensidig Forbindtlighed Sted, og at den pavelige Legat havde sin Herres Forskrift til ikke fra hans Side at krænke denne Forbindtlighed ved overilede og haardnakkede Paastande, men tvertimod befæste den fra Kongens Side ved Eftergivenhed og velvillig Imødekommen af dennes rimelige Ønsker.

Kardinal Vilhelm opholdt sig i Bergen fulde to Maaneder, og forlod først Staden efter den 17de August, for søveis at drage øster i Norge og derfra til Sverige. Han og Kongen skiltes som de bedste Venner. Kardinalens Reise østerefter gik ikke hurtig paa Grund af Modbør, og han opholdt sig en Stund i Stavanger. Derfra for han til Tunsberg, og saa ind til Oslo^[12]. Der udstedte han den 29de Septbr. et Brev til Beskyttelse for Hovedøens Kloster^[13]. Siden tog han Veien til Konghella, hvor han stevnede et Thing, paa hvilket han tog Afsked med Nordmændene, idet han takkede Gud – heder det – fordi han var kommen til Norge. Han synes, ligesom fordum Kardinal Nikolaus, at have vundet Nordmændenes Velvillie og selv fattet Godhed for Folket. I Konghella vare mange Mænd fra Gautland komne ham imøde, og med dem drog han nu over Rigsgrændsen ind i Sverige^[14], hvor man finder ham at have været tilstede i Linkjøping i Øster-Gautland den 19de November samme Aar^[15].

Et mærkeligt Modstykke til Kardinal Vilhelms gunstige Erklæring i hans ovenomtalte Brev af 16de August 1247 om den tilfredsstillende Forfatning, hvori han fandt den norske Kirke, – er hans Yttringer om Tilstanden i Sverige ved hans Komme did. „Han fandt – siger han – dette Rige baade i verdslig og geistlig Henseende i en ganske forunderlig og ynkværdig Forvirring“^[16]. For at raade Bod herpaa holdt han i Slutningen af Februar og Begyndelsen af Marts 1248 det i den svenske Kirkes Historie saa bekjendte Kirkemøde eller Provincialconcilium i Skenninge i Øster-Gautland, hvor han den 1ste Marts udstedte den saakaldte Skenninge Mødes Beslutning, der af de Svenske regnes for en af deres Kirkes vigtigste Grundlove under det katholske Tidsrum^[17]. Ved denne Beslutning paalagdes blandt andet Cølibatet den svenske Prestestand. En tilsvarende Bestemmelse af Kardinal Vilhelm for Norges Vedkommende findes ingensteds omtalt. Dette maa vistnok forklares deraf, at et Cølibats-Paabud for de norske Prester allerede ti Aar forud var blevet udstedt af Pave Gregor IX ved Brev af 16de Mai 1237^[18], hvorom senere skal tales. Vilhelm har maaskee paa Grund heraf ikke fundet det fornødent at gjøre nogen ny Bestemmelse om denne Sag i Norge. Kardinal Vilhelm findes at have opholdt sig i Sverige paa forskjellige Steder over den 5te Juli 1248, ja han er maaskee forbleven der endnu længere. Den 27de Juli 1249 var han i Lund, rimeligviis paa sin Hjemrejse til den pavelige Kurie. Den 3die Marts 1251 finder man ham i Lyon hos Paven, og samme Aar døde denne for Norge mærkelige Kardinal-Biskop i Ry for Hellighed^[19].

1. H. H. S. c. 248.
2. H. H. S. c. 251.
3. Isl. Ann. 116.
4. H. H. S. c. 252–254.
5. H. H. S. c. 255, jfrt. med Kard. Vilhelms Br. af 17 Aug. 1247, N. g. L. I. 453, og Pave Innocentius IV’s Bekræftelse af 7 Septbr. 1248, sst. 457.
6. H. H. S. c. 255.
7. Kard. Vilh. Br. af 16de Aug. 1247 i N. g. L. I. 451, 452.
8. Kard. V. Br. l. c.
9. Kard. Vilh. Br. af 16 Aug. 1247 i N. g. L. I. 450.
10. Død 1259. Hans Hovedverk: Historia major.
11. Mathæus Paris. p. 741, hos Torfæus IV. 253; Suhm D. H. X. 94.
12. H. H. S. c. 258.
13. N. Dipl. I. 30.
14. H. H. S. c. 258.
15. Svenskt Dipl. I. 243.
16. Sv. Dipl. I. 330, Br. af 1 Marts 1248, indeholdende Skennings Mødets Beslutning, i Indledningen.
17. Sv. Dipl. I. 330–333; Reuterdahl: Svenska kyrkans historia II. 1. S. 273–278.
18. Norsk Dipl. I. 15 f.
19. Reuterd. II. 1. S. 273; Suhm D. H. X. 197, 198.