Den norske Kirkes Historie under Katholicismen/41

Rudolf Keyser

Den norske Kirkes Historie under Katholicismen

Chr. Tønsbergs Forlag, 1856 (1, s. 386-393).

Jævnsides med de nu omtalte langvarige Underhandlinger angaaende Kong Haakons Kroning, hvilke, som vi have seet, omsider førte til det forønskede Maal, – blev der ogsaa underhandlet mellem Paven og Kongen om et Korstog, som denne sidste havde lovet. Det er tidligere fortalt om Skule Jarls Korstogsløfte, hvorledes dette blev uopfyldt, uagtet det gjentagne Gange bragtes paa Bane. Stort mere kom der ikke heller ud af Kong Haakons, og man kan vist om hans, som før er yttret om Skules, nære Tvivl, hvorvidt det var saa ganske oprigtig meent, og om det ikke snarere var aflagt for at holde Paven i en gunstig Stemning, end for at tilfredsstille en dybere Andagts levende Opfordring. Korstogsiveren var i det mindste paa denne Tid hos Europas fleste Fyrster betydelig kjølnet, og hvor ikke Kamp mod hedenske Nabofolk tjente Fyrsternes og Folkenes egen Fordeel, der var Korstogsløftet oftest at betragte som et lidetsigende Andagtstegn eller endog som et Middel til Opnaaelsen af visse verdslige Øiemed. En sand, opoffrende Iver for det hellige Lands Gjenerobring rørte sig kun hos Faa. At et eller andet Statshensyn ogsaa har bevæget Haakon til at tage Korset, er høist sandsynligt, skjønt ingen nærmere Underretning derom gives.

Det skal efter de gamle Annalers Udsagn have været i 1237 at Haakon lod sig korse^[1], altsaa samme Aar som han gav Skule Hertugsnavn og forligede sig med Biskop Paal af Hamar. Dette Sammentræf kan vække den Formodning, at Kongen ved at tage Korset deels har villet hæve den Spending, som Biskop Paals Sag havde frembragt mellem ham og Paven, deels sætte sig paa samme Fod hos den sidstnævnte som den allerede langt tidligere korstegnede Skule. Ved Antagelsen af Korset stillede man sig nemlig under den romerske Stols særlige Beskyttelse. Hvad den første formodede Bevæggrund angaar, da bliver det altid mærkeligt, at da der ti Aar senere blev alvorligen handlet om et Korstog, som Kongen skulde gjøre, da omtales netop Biskop Paal af Hamar som den der beredte sig til et lignende.

Men hvilken nu end den sande Bevæggrund til Haakons Korstagen har været, saa kunde der ikke blive Tale om noget virkeligt Korstog i de nærmest paafølgende Aar under Spendingen og siden Krigen mellem ham og Skule. Aldrig saasnart var dog Haakon kommen i rolig Besiddelse af Norges Rige, før han, paamindet eller upaamindet af den romerske Stol, virkelig tænkte paa at gjøre nogen Fyldest for sit Løfte, om end ikke ved virkelig at drage det hellige Laud til Undsætning. Han indsaa nemlig at han paa een Gang baade kunde befordre Christendommens Tarv og udvide sit eget Herredømme ved at tage sig af Nordmændenes hedenske Naboers Omvendelse, og at et Foretagende i den Retning vel kunde træde i Stedet for et langt bekosteligere og hans Rige lidet gavnligt Tog til Palæstina. Han henvendte sig herom til Pave Gregorius IX, udentvivl samtidig med sin Ansøgning om Kroningen, og opnaaede hvad han ønskede. Under 6te Juli 1241 udstedte nemlig Gregorius et Brev, hvori han tillader Kongen at forandre sit Løfte om at drage det hellige Land til Undsætning til et Løfte om at krige mod de Hedninger, der vare hans Lands Naboer. „Da Kongen – siger Paven – ved at tage Korset har lovet at drage det hellige Land til Undsætning, men han, som han forsikkrer, paa Grund af den lange Frastand, sine Undersaatters Fattigdom og deres Ubekjendtskab med de mellemliggende Folks Sprog, ikke vel kan opfylde dette Løfte, saa indrømmer han paa Kongens Bøn denne Tilladelse til at forandre hiint Løfte til et Løfte om at ville kjæmpe mod de Hedninger, der ere hans Lands Naboer. Derfor beder Paven og opmuntrer ham til at opfylde sit Løfte mod disse Hedninger saaledes, at han derved kan fortjene Belønning af Gud og et godt Navn blandt Menneskene. I Tillid til den almægtige Guds Miskundhed og Apostlerne Petri og Pauli Fuldmagt tilstaar han Kongen, naar han udfører dette Løfte, den samme Syndsforladelse, som han vilde erholde ved at undsætte det hellige Land“. Gregorius lod med dette Brev følge et andet af 8de Juli, hvori han tog Kongen, hans Familie og Gods under St. Peters og sin særdeles Beskyttelse, medens han foretog sit Tog mod Hedningerne, „saaledes at det alt skal blive urørt og sikkert, indtil vis Efterretning indløber om hans Tilbagekomst eller Død“; og ved et Brev af samme Dag underrettede Paven Erkebiskop Sigurd og Biskop Arne af Bergen om sin Bestemmelse og sin tilsagte Beskyttelse, hvilken sidste han paalægger dem at see overholdt^[2].

Det er aabenbart, at Haakon ved de her omtalte hedenske Naboer af hans Rige nærmest har sigtet til de dengang endnu hedenske Finner i Finmarken. At han imidlertid, ifølge sit Løfte, foretog noget Krigstog mod dem, findes ikke nogensteds fortalt. Derimod gjorde han andre Foranstaltninger til Christendommens Udbredelse blandt dem, som senere skulle omtales; og derved har han vist nok – og det med Rette – troet at have gjort Fyldest for sit Løfte.

Ogsaa Knut Jarl maa ved denne Tid have lovet et Korstog til det hellige Land, men ligesom Kongen fundet Vanskeligheder ved at udføre det. Man har nemlig et Brev af Pave Innocentius IV under 3die August 1243 til Erkebiskop Sigurd, hvori der siges, at hans elskede Søn, den korstegnede Knut, Norges Jarl (dux), har ansøgt om, at Paven, da der for Nærværende intet almindeligt Korstog forestaar, vil forandre hans Løfte til en Hjælp for Ungarn mod Tartarernes Raseri. Paven forordner i denne Anledning Erkebiskoppen, at han, saafremt Tartarerne, inden et Aar efter Modtagelsen af Brevet, atter angribe Ungarn, paa Pavens Vegne skal tilstede Jarlen hvad han har ansøgt om. I andet Fald skal Erkebiskoppen opbære af Jarlen hvad denne skulde have kostet paa sit Tog til det hellige Land, sit Ophold der og sit Tilbagetog, og derhos en Godtgjørelse for Reisens Besværlighed, – og derpaa løse ham fra hans Løfte med Indrømmelse af den Syndsforladelse, der tilstaas Korsfarere. Erkebiskoppen skal nøie paasee, at Jarlen betaler den bestemte Løsesum, og deponere denne paa et sikkert Sted for at oversendes Paven til det hellige Lands Undsætning^[3]. – Knut Jarl kom ikke til at gjøre noget Tog mod Tartarerne, og maa altsaa antages at have løskjøbt sig fra Korstogsløftet paa den af Paven betegnede Maade.

Under Kong Haakons Forhandlinger med Pave Innocentius IV om Kroningen finder man, at hans Korstog atter er blevet bragt paa Bane, hvad enten nu Kongen for at vinde Pavens Gunst har gjort et nyt Løfte, eller Innocentius har opfrisket det ældre, som endnu ikke tilbørligen opfyldt. Ved denne Leilighed er der paa een Gang Tale fra Pavens Side baade om et Tog af Kongen til det hellige Lands Undsætning og om hans forehavende Bestræbelser for Christendommens Udbredelse blandt hedenske Nabofolk. I Anledning af det første tog Paven ham ved sit Brev af 6te November 1246 under den hellige Peters og sin Beskyttelse^[4], – og i Anledning af de sidste, skjænkede Paven ham ved Brev af 7de November s. A., paa hans Begjæring, for ham selv og Efterkommere, Patronatsret til alle af ham byggede og udstyrede Kirker i de fra Hedningerne vundne Lande^[5].

Hvad Korstoget angaar til det hellige Land, da var upaatvivlelig Meningen, at dette først skulde gaa for sig efter Kongens Kroning. Paven har ganske vist troet, at der denne Gang skulde blive Alvor af Sagen; thi han tilstod Kongen en Tyvendedeel af alle kirkelige Indkomster i hans Rige for tre Aar, naar han havde tiltraadt Toget. Under 19de November 1247 var det at Innocentius gjorde Kongen denne Indrømmelse, som dengang dog undtog Hamars Biskopsdømme^[6]. Thi af dette indrømmede han under samme Dag Biskop Paal af Hamar, der ogsaa havde taget Korset til det hellige Lands Undsætning, den samme Hjælp for fem Aar^[7]. Den sidste Bestemmelse blev dog ved et senere Brev af 8de Decbr. f. A. forandret derhen, at ogsaa af Hamars Biskopsdømme Tyvendedelen af de kirkelige Indkomster skulde udredes til Kongen for tre Aar, naar han havde tiltraadt sit Tog^[8]; Biskop Paal, maa man altsaa formode, er paa en eller anden Maade bleven forhindret fra selv at deeltage i Toget.

Der gik et Slags Ry i Europa af Haakons forestaaende Hærfærd. Det var paa denne Tid at Kong Ludvig IX af Frankrige rustede sig til sit Korstog. Han opfordrede Haakon til at forene sig med ham og tilbød endogsaa den norske Konge, som en erfaren Sømand, Anførselen over de forenede Flaader. Men Haakon undskyldte sig for at modtage dette Tilbud, da der let under en saadan Forening kunde opstaa Splid mellem de Franske og Nordmændene til Skade for det hele Foretagende; det var efter hans Mening tjenligere, at Kongerne droge hver for sig. Ludvig var saa langt fra at føle sig stødt ved dette Afslag, at han tvertimod udstedte Befaling til alle sine Embedsmænd at yde den norske Konge al mulig Hjælp, naar han paa sit Tog til Palæstina anløb Frankrige^[9]. Ludvig tiltraadte i August 1248 sit Korstog, der, som bekjendt, havde et saare uheldigt Udfald og endte med Kongens Fangenskab i Ægypten. Af Haakons Tog blev derimod Intet hverken nu eller senere; skjønt man af Innocentius IVs Breve seer, at der endnu i 1252 har været Tale deels om et Omvendelsestog af Haakon mod de hedenske Sambiter, deels om et Korstog til det hellige Land. Ved Sambiterne, hvis Navnet ellers er rigtigt, forstaaes maaskee kun Finnerne, (i deres eget Sprog Same); og med Hensyn til dem lovede Paven ved Brev af 18de November 1252, at de, hvis de omvendtes til Christendommen, skulde underlægges Haakon ifølge dennes Ønske, saafremt Ingen anden havde erhvervet sig Ret over dem^[10]. Med Hensyn til Haakons forestaaende Korsfærd tog Paven ham ved Breve af 12te Decbr. s. A. under den romerske Stols Beskyttelse^[11]. Endog Innocentius’s Eftermand, Alexander IV (1254–61) bragte i 1255 igjen Haakons Korstog paa Bane, og vilde have det forandret til et Korstog, i Forening med Kong Henrik III af England, imod Fyrst Manfred af Tarent, Keiser Fredriks Søn. Men ogsaa denne Opfordring blev uden Virkning^[12].

At Haakons Løfte om Korstog saaledes den ene Gang efter den anden gik uopfyldt hen, og at den forresten saa myndige og stolte Pave Innocentius IV lod sligt upaatalt, ja desuagtet ved enhver given Leilighed viste Haakon den mest smigrende Velvillie, dette lader sig ganske vel forklare af Tidsforholdene, af Pavens Stilling til Keiser Fredrik II, dennes Søn Konrad IV, og det hohenstaufiske Hus og dets Parti i det Hele. Da Innocentius i 1245 bansatte Fredrik og erklærede ham afsat fra Keiserverdigheden, var det Paven om at gjøre at ophidse alle Europas Fyrster mod ham, og at faa en Keiser udvalgt og opretholdt i hans Sted. Dette faldt ikke let, da Fredrik var mægtig, havde et stort Tilhang og derhos i Statskløgt og Mod vel kunde maale sig med Innocentius. Paven fik i 1246 udvalgt Landgreve Henrik af Türingen til Modkeiser; men denne blev slagen af Fredriks Parti og døde det følgende Aar. I hans Sted valgtes i 1247 Vilhelm af Holland. Men ogsaa han laa under for Hohenstauferne, og maatte ty til sine Arvelande. Under disse vanskelige Forhold kastede Innocentius sit Blik paa Kong Haakon af Norge, om hvis Magt og Dygtighed han, som for sagt, synes at have næret store Tanker. Ifølge den samtidige og vel underrettede Mathæus Paris havde Paven allerede ved Forhandlingerne om Kongens Kroning gjort denne Tilbud øm Keiserkronen; og Haabet om at faa ham opstillet som Fredriks Modstander bidrog sit til den Føielighed og Forekommenhed, Paven ved hiin Leilighed udviste. Haakons Korstog til det hellige Land havde han vistnok da med Fornøielse forandret til et Korstog mod Keiser Fredrik som Pavens Fiende. Men han bedrog sig i sit Haab. Da Haakon havde opnaaet Kroningen, og, som forhen er viist, havde betalt den med drøie Pengesummer, saa erklærede han, efter Mathæus’s Udsagn, ligefrem, at „han altid var villig til at stride mod Kirkens Fiender, men derfor ikke mod alle Pavens Fiender“; og dette, siger Mathæus, havde Kongen under en drøi Ed erklæret for ham selv^[13]. Dette har ganske vist fundet Sted i 1248, da Mathæus opholdt sig i Norge, hvorhen han som Benediktiner- eller Cluniacenser-Munk af St. Alban i England var kaldet for at reformere det forfaldne Kloster paa Nidarholm. Han var yndet af Haakon, hvem han paa sin Side ogsaa roser og kalder en „veltalende, maadeholdende og meget videnskabelig dannet Mand“ (vir disertus et modestus atque bene literatus)^[14]. Han havde saaledes god Anledning til at kjende Kongens Sindelag, især da Haakon synes temmelig uforbeholdent at have udtalt sine Meninger for Mathæus, der ingenlunde var nogen ubetinget Tilhænger af Innocentius eller af den da raadende pavelige Statskunst i det Hele. Haakon vedligeholdt sin venskabelige Forbindelse med Keiser Fredrik, saalænge denne levede; og skjønt efter hans Død 1250, Venskabsforbindelsen med hans Søn, Konrad IV, var mindre varm^[15], saa var dog Haakon alt for klog til at ville indlade sig paa det farlige Skridt at gribe efter Keiserkronen. Innocentius har imidlertid, som det synes, ikke ganske opgivet Haabet herom. Han søgte derfor fra sin Side ved smigrende Forekommenhed at holde Haakon i en gunstig Stemning mod sig, medens Kongen, der engang havde gjennemskuet Pavens egennyttige Øiemed, vistnok mindst af alt fandt sig opfordret til noget Korstog, hvilket Paven udentvivl vilde have rettet mod sine egne Fiender, om han end nævnte det hellige Lands Undsætning som dets Maal. Haakon modtog derfor Pavens smigrende Opfordringer med Høflighed, men uden at lade sig bestikke af dem, og Paven taug til Haakons Udflugter og Forhalinger, fordi han indsaa, at han her intet kunde udrette ved Trudsler og Tvang, og nødig vilde skaffe sig flere Fiender paa Halsen, end han allerede havde. Naar man betragter Forholdene fra dette Standpunkt, indseer man let, hvorledes Haakon kunde vove, og ustraffet vove, at lade sine Korstogsplaner dø ganske hen, efterat derom i meer end 10 Aar Underhandlinger vare drevne med den romerske Stol.

For sin egen Samvittighed kunde Haakon saameget hellere forsvare denne sin Fremfærd, som hans Løfte om Korstog til det hellige Lands Undsætning, efter hvad allerede er fortalt, engang af Pave Gregorius IX (i 1241) var blevet forandret til et Løfte om at kjæmpe mod de Hedninger, der vare hans Lands Naboer. Dette sidste Løfte lod Haakon heller ikke upaaagtet, om man end ikke finder, at det har ledet til noget egentligt Korstog. Det er allerede yttret, at Haakon ved hine Hedninger nærmest har sigtet til Finnerne i den norske Finmark, ligesom ogsaa at disse rimeligviis have været meent ved de hedenske Sambiter, som Pave Innocentius i 1252 bød at skulle underlægges Haakon, hvis de af ham christnedes. Finnerne lige hen til Gandviken eller det hvide Hav betragtedes vistnok fra ældgammel Tid som skatskyldige under Norges Kongedømme; men Forholdet mellem disse halvvilde Nomader og Norges Rige var ganske løst og ubestemt. Ingen Forsøg synes hidindtil at have været gjorte til Christendommens Udbredelse blandt dem. Med Malanger-Fjorden regnedes Finmarken at tage sin Begyndelse, og nord for den fandtes endnu ikke nogen Kirke. Den lidt sydligere liggende Kirke i Lengiovik (Lenvik) var da den nordligste i Norge, og ansaas for den nordligste i Verden^[16]. Kong Haakon udstrakte først Christendommen længer mod Nord. Han lod nemlig bygge en Kirke i Trums (Tromsø), christnede Folket deromkring og dannede saaledes det første Kirkesogn af Finner paa disse Kanter^[17]. Denne St. Mariæ Kirke i Trums regnedes siden blandt de kongelige Kapeller, til hvilke Kongerne havde Patronatsret, og den kan paa en Maade betragtes som Moderkirke i Finmarken.

Det var paa denne Tid, at Mongolerne eller, som de ogsaa kaldtes, Tartarerne begyndte sine Herjetoge i Gardarike eller Rusland, hvilke endte med de russiske Fyrstendømmers Underkastelse. Mange tschudiske Bjarmer – et med Finnerne nær beslegtet Folk – flygtede ved den Leilighed til det norske Finmarken, og bleve modtagne af Haakon, der lod dem christne og gav dem Bopæle i Malanger^[18]. Den Kirke, som det heder at han byggede i Ofote^[19], har rimeligviis ogsaa været reist med Hensyn til de i det Indre af Fjorden bosatte eller omvandrende Finner. Tiden da Haakon foretog dette, angives ikke med Bestemthed, men af de for nævnte Pavebreve maa man slutte, at det har været omkring 1250. Det egentlige Norges Grændser udvidedes saaledes mod Norden til Kvænangerfjord.

At Erkebiskoppen af Nidaros herved har staaet Kongen kraftigen bi, kan ikke betvivles. Det nychristnede Landstrøg lagdes ogsaa – som naturligt var efter dets Beliggenhed – under Nidaros’s Biskopsdømme, og Finmarkens Indordning under dettes Omraade fik først fra nu af nogen egentlig Betydning. Om Fremgangsmaaden ved denne Christendomsudbredelse er forresten ingen Oplysninger levnede. At hovedsageligen Tvang har været anvendt, og at Omvendelsen har været høist overfladisk, er der al Grund til at antage. De benyttede Christendomslærere have naturligviis været norske, der lidet eller intet have forstaaet af Finnernes Sprog. Hedningernes Daab har udentvivl været Hovedsagen i Omvendelsesverket, og de Døbtes Nærværelse ved den af de norske Prester forrettede Gudstjeneste Tegnet paa, at de vedligeholdt sin Christendom. Grundvolden var imidlertid lagt til Evangeliets Udbredelse blandt Finnerne, og med det samme til en fastere Sammenknytning mellem dem og Nordmændene. Haakons Foretagender i denne Retning ere saaledes mærkelige, om end mange Aarhundreder siden maatte hengaa, før nogen sand Christendomskundskab blev Finnerne til Deel, eller deres Sammenknytning med Nordmændene kom til at øve nogen kjendelig Indflydelse paa deres Dannelsesstand.

Kong Haakon Haakonssøns Forhandlinger med Kirken i Anledning baade af hans Kroning og hans Korsløfte vise, at han var gjennemtrængt af sin Farfaders, Kong Sverrers, Aand og Anskuelser. Han stod strengt paa Kongedømmets Selvstændighed ligeoverfor Kirken. Han udledede dets Høihed og Ret umiddelbart fra Gud og skyede ethvert Skridt, der kunde tydes hen til en Erkjendelse af Kirkens eller Pavens Overhøihed. Han lagde Vegt paa Kongens Indvielse til sit ophøiede Kald ved Kirkens Velsignelse, ligesom og paa det, at Kongearvefølgen ikke skulde stride mod Kirkens Lov og krænke dens berettigede og fornuftige Anskuelser med Hensyn til Egtefødselens Forret der som i anden Arvegang. Men han vilde ikke, at hiin Indvielse i Almindelighed, eller, for hans egen Person, hans Fødselsmangels Udslettelse ved Kirkens eller Pavens Magtfylde skulde kjøbes ved nogensomhelst Kongedømmets Fornedrelse. Han viste Kirken som Paven al tilbørlig Agtelse og Ærbødighed samt var rundhaandet i sine Gaver til begge. Men han stred til samme Tid mod enhver hierarchisk Anmasselse, der vilde gjøre Indgreb eller Skaar i den Myndighed, som han ansaa for at være Kongedømmet ved Guds og Landets Lov hjemlet til Befordring af Undersaatternes Bedste. Han vidste endelig paa en fornuftig Maade at skjelne mellem Pavens personlige og Kirkens almindelige Gavn, at befordre dette uden at lade sig blende ved hint, og overhovedet at sætte en beskeden men hæderlig Virksomhed for sit Folks sande Tarv og sine hedenske Naboers Omvendelse over en meer glimrende Optræden i en tvivlsom Kamp enten for det fjærne hellige Lands Befrielse, hvilken Europa ikke længer med nogen sand Iver omfattede, eller for en Keiserkrone, hvilken Paven i sin Hevntørst frembød til hver den Fyrste, som maatte ville laane ham sin Arm mod de forhadte Hohenstausere. Og i hele denne sin Modstand mod Hierarchiets Overgreb og Pavens Egennytte udviste Haakon en Klogskab, et Maadehold og en sin Følelse for Ret og Sømmelighed, der gav ham Seiren uden at paabyrde ham Kirkens Vrede og Forfølgelse.

1. Isl. Ann. 110.
2. Norsk Dipl. I. 19, 20.
3. Norsk. Dipl. I. 21.
4. Norsk Dipl. I. 27.
5. Norsk Dipl. I. 29.
6. Norsk Dipl. I. 31.
7. Norsk Dipl. I. 31.
8. Afskr. i det norske Rigsarchiv.
9. Torfæi hist. Norv. IV. 253, 254. (Mathæus Paris’s Fortælling Mathæus overbragte selv i 1248 Haakon Kong Ludvigs Brev).
10. Norsk Dipl. I. 35.
11. Norsk Dipl. I. 35, 36.
12. Rymer V. I. P. I. 320, jfrt. 316–318.
13. Torfæi hist. Norv. IV. 265. hvor Stedet af Mathæus anføres.
14. Torf. IV. 254.
15. H. H. S. c. 275.
16. Rimbegla 330.
17. H. H. S. c. 333.
18. H. H. S. c. 333.
19. H. H. S. c. 333.