Den norske Kirkes Historie under Katholicismen/42
Medens Erkebiskop Sigurd stod i Spidsen for den norske Kirke blev ved hans og Kong Haakons Samvirken visse vigtige Bestemmelser gjorte med Hensyn til den norske Christenret. Dette kan sluttes deraf, at det i en Retterbod (Forordning), udstedt den 14de September 1327 af Kong Magnus Erikssøn, eller rettere paa den umyndige Konges Vegne af hans Drotsete Erling Vidkunssøn, heder: „at den Christenret, som den verdelige Herre Kong Haakon den Gamle, vor Forfader, og Her Sigurd, Erkebiskop i Nidaros, med de bedste Mænds Raad og Samtykke, som dengang vare i Riget, forordnede at skulle gjælde, – den skal nu holdes alle Mænd imellem“[1]. Det er tydeligt, at med denne Christenret forstaaes den samme, som i en ældre Retterbod af Kong Erik og Hertug Haakon, Magnus Lagabøters Sønner, af 14de Mai 1290 kaldes: „den gamle Christendomsbolk“, og om hvilken der siges, at den var gjældende for Overeenskomsten i Tunsberg (9de Aug. 1277) mellem deres Fader Kong Magnus og Erkebiskop Jon[2], – og den samme, som i Kong Haakon Magnussøns Retterbod af 28de Juli 1316 nævnes: „den Christendomsret, som fra gammel Tid har gjældet, dog hverken den, som Kong Magnus vor Fader lod sammensætte, eller den, som Erkebiskop Jon lød sammensætte, men den som før var“[3]. Men hermed kan da ingen anden Christenret menes end den, der udgjør anden og tredie Part i Kong Haakon Haakonssøns Bearbeidelse af den ældre Frostathingslov[4], og som ligeledes findes tilføiet flere gamle Haandskrifter fra det 14de Aarhundredes Begyndelse af Kong Magnus Lagabøters Landslov. Det er altsaa denne Christenret, som Kong Haakon og Erkebiskop Sigurd med de bedste Mænds Raad og Samtykke forordnede som den gjældende. Man bør dog ikke forstaa dette, som om Haakon og Sigurd have forfattet den fra ny af. Næsten alle dens vigtigere Bestemmelser findes allerede i den saakaldte Sverrers Christenret[5], et Udkast, som det lader, istandbragt, hvad det væsentligste Indhold angaar, i 1190 og da forelagt Kong Sverrer, Erkebiskop Erik og de øvrige daværende norske Biskopper[6]. Men dette Udkast er atter intet andet end en løs Sammenflikning af tvende ældre Christenretter, nemlig: den Gulathings Christenret, der udgjør Christendomsbolken i den ældre Gulathings-Lov[7], og en Frostathings-Christenret, hvilken sidste man igjen har al Grund til at antage for at være i Hovedsagen Erkebiskop Eysteins Guldfjæder, det vil sige: den nye Christenret, Eystein fik vedtagen i Thrøndelagen istedetfor den gamle, Olaf den Helliges, der fandtes indført i den Frostathings-Lovbog, som Kong Magnus den Gode lod skrive, og som kaldtes Graagaas[8]. Man maa udentvivl forklare sig dette indviklede Forhold paa følgende Maade. Kong Sverrer har i sin Tid været saa langt fra at finde Erkebiskop Eysteins Christenret fuldkommen forkastelig, at han tvertimod i mange Stykker, i Alt hvorved der intet utilbørligt Indgreb gjordes i Kongedømmets Ret, har billiget den, ja endogsaa ønsket den med visse Afændringer gjort gjældende i alle Norges Lagdømmer, hvilket sidste vel ogsaa allerede forud har været Erkebiskop Eysteins Hensigt. Hermed er man imidlertid ikke kommen paa det Rene i Eysteins Dage, rimeligviis fordi Kongen har villet have bortskaaret af den, som uforeenligt med Kongedømmets Ret, mere end Erkebiskoppen har villet tillade. Neppe er man heller kommen til noget afgjørende Skridt paa Mødet i 1190; og den saakaldte Sverrers Christenret blev – i hvo der end nærmest har istandbragt den: Kongen eller Biskopperne – aldrig, som det synes, nogen ordentlig vedtagen Lov. Den blev, høiest taget, en Antydning til, hvorledes den ældre Christenret muligen kunde forenes med Erkebiskop Eysteins yngre Guldfjæder, til en fuldstændigere, mere tidssvarende og for hele Norge gjældende Christenret. Som dette Udkast fremstillede et Slags ufuldkommen Sammenlempning af Eysteins og den gamle Gulathingslovs Christenretter for Gulathingslagens Vedkommende, saaledes har man maaskee tænkt sig, at lignende skulde istandbringes for de øvrige Lagdømmer, og paa en Maade en omfattende Forbedring af alle Landets Christenretter ad Lovgivningens almindelige Vei forberedes. Muligt kan man ogsaa tænke sig, at Kong Sverrer virkelig gjennem det fremlagte Udkast havde antydet, hvad han af Eysteins Christenret var villig til at stadfæste, og hvad han fordrede bortskaaret. En saadan Fremgangsmaade i det Hele maatte ansees for stemmende med Norges Statsforfatning, og vilde have kunnet lede til et baade for Stat og Kirke gavnligt Endemaal. Men om nu end et saadant Forsæt kan have været i Gjære, –– vist er det, at det strax efter indtrædende voldsomme Brud mellem Kongen og Erkebiskoppen standsede den hele Mans Udførelse, og under den kirkelige Forvirring, som raadede i Sverrers følgende Regjeringsaar, gaves ingen Leilighed til paa ny at bringe den i Gang.
Da den norske Kirke efter Sverrers Død igjen kom i Rolighed og Orden, har ganske vist en stor Ubestemthed raadet i dens Lovgivning. De gamle Christenretter maatte forekomme Geistligheden kun lidet at fyldestgjøre den canoniske Rets Fordringer; og Erkebiskop Eysteins Christenret, som nogenlunde kunde agtes at gjøre det, blev sikkerligen ikke nu meer end før i alle Stykker godkjendt af Kongedømmet. Imidlertid havde den sidste vundet et Slags fortrinlig Anseelse deels som den i Frostathingslagen, og i Erkebiskoppens eget Biskopsdømme ved Brugen – om end med nogle Afændringer – hevdede, deels som den, Kong Sverrer havde erkjendt for den fuldkomneste og villet i Hovedsagen lægge til Grund ved den paatænkte Forbedring af det hele Riges Kirkelovgivning. Dette har vel gjort, at den ogsaa i de øvrige Lagdømmer tidlig har været benyttet som en Hjælperet, naar de ældre Christenretter ved indtrædende Tilfælde fandtes ufyldestgjørende; og der bliver saaledes stor Sandsynlighed for, at en Frostathings Christenret, i Hovedsagen stemmende med den, som endnu i den ældre Frostathingslov er os bevaret, ikke alene har været til, men ogsaa nydt en meget udbredt Anvendelse i Norge, med Kongedømmets udtrykkelige eller stiltiende Samtykke, dengang da Haakon, efter at være bleven Norges Enestyrer, begyndte sin kraftigste Styrelsesvirksomhed.
I denne indtog Forberedelsen af en gjennemgribende Forbedring i Norges Love en vigtig Plads[9]. Meget i Lovene var blevet forældet, stemmede ikke meer med Tidens Aand og passede ikke meer paa de bestaaende Forhold, saaledes især som disse under de indre Uroligheder havde udviklet sig. Betydelige Forandringer maatte foretages; men det laa i Haakons sindige Karakter, at han kun vilde lade dem langsomt og paa en forfatningsmæssig Maade indtræde. Først og fremst heftede han sin Opmærksomhed paa Frostathingsloven, der udentvivl har udmærket sig fremfor de øvrige Landslove ved Fuldstændighed. Han fik vedtaget vigtige Forandringer i og Tillæg til denne, og ordnede desuden hele Lovbogen paa en ny Maade. I Forbindelse hermed maatte naturligviis fastsættes, hvorledes den Christenret skulde formes, som i den nye Lovbog blev at optage. Dette var ikke alene Kongens, men ogsaa Erkebiskoppens Sag. Nærmest laa dem Erkebiskop Eysteins Christenret, saadan som den i Sverrers Tid udentvivl var bleven tillempet, og som den ved længere Tids udbredte Anvendelse allerede havde vundet et Slags Hevd. Den maa de have enets om at indføre i den nye Frostathingsbog, og det efter al Rimelighed saa godt som uforandret, kun med enkelte nødvendige Tillæg. Vedtagen tilligemed den nye Lovbog af Frostathingsmændene efter Kongens og Erkebiskoppens Forslag, fik den nu fuldkommen Lovgyldighed for Frostathingslagens Vedkommende.
Men derved er man rimeligviis ikke bleven staaende. Kongen og Erkebiskoppen have ad lovlig Vei faaet dens Anvendelse udvidet til alle Norges Lagdømmer, saaledes at den der blev sideordnet eller endogsaa paa en Maade stillet over de ældre Christenretter. Det er nemlig ifølge senere stedfindende Forhold rimeligt, at de ældre Christenretter, udenfor Frostathingslagen, vel ikke ganske sattes ud af Kraft ved den nye, men at en Tillempning og Fuldstændiggjørelse af dem efter denne vedtoges. Mange af de ældres særegne Bestemmelser kunde saaledes blive staaende ved Magt, navnligen i Punkter af mindre kirkelig Vigtighed, naar de kun ikke paafaldende strede mod de i Frostathings-Christenretten opstillede væsentligere kirkelige Grundsætninger. Denne Christenret, der i det Hele maa kaldes maadeholdende hierarchisk, blev saaledes paa Kongens og Erkebiskoppens Foranstaltning gjort til et Slags Normal-Kirkelov for hele Norge.
Paa denne Maade bør man udentvivl i det Hele forklare sig Kong Haakons og Erkebiskop Sigurds Virken for Kirkelovgivningen. Kongen har da i Kirkeloven stræbt at forberede og tilveiebringe den Eenhed, der vistnok allerede foresvævede ham som ønskelig og udførbar med Hensyn til Landsloven i Almindelighed, og for hvis Gjennemførelse i denne Udstrækning han maaskee har tænkt sig den forbedrede Frostathingslov som den, der skulde danne Grundlaget. At vigtige Forarbeider til en saadan gjennemgribende Lovreform har været i Gang allerede under Haakons Styrelse, er sikkert; dens fuldkomne Istandbringelse var imidlertid forbeholden hans Søn og Eftermand.
Med Hensyn til Tiden, da Kong Haakon og Erkebiskop Sigurd gjorde hiin Anordning om Christenretten, synes een Omstændighed veiledende. I Frostathingslovens Christenret, saadan som den findes i Haakons forbedrede Frostathingsbog, omtales Jærnbyrd som endnu staaende ved Magt[10]. Men dette Beviismiddel blev, som før sagt, afskaffet af Kardinal Vilhelm i 1247. Hiin Bearbeidelse af Christenretten ligesom den hele Haakons Frostathingsbog maa følgelig være ældre end 1247, og dens Affattelse falder da sandsynligviis mellem 1240 og 1247; thi at den skulde have gaaet forud for Hertug Skules Død, er lidet rimeligt. I 1244 var Kongen hele Sommeren i Throndhjem[11] og da er muligen den forbedrede Frostathingsbog og med den Christenretten lovtagen paa Ørething eller Frostathing[12].