Den norske Kirkes Historie under Katholicismen/55

Rudolf Keyser

Den norske Kirkes Historie under Katholicismen

Chr. Tønsbergs Forlag, 1858 (2, s. 46-53).

Det kongelige Parti synes at have vundet sin Seier lettere end det fra Begyndelsen selv havde troet; og meget har dertil udentvivl bidraget den Uvillie, som den nye Tiendeberegning havde vakt mod Geistligheden hos Lægfolket i Almindelighed. Den blottede paa den ene Side Standens Havesyge og rammede paa den anden alle Næringsdrivende udenfor Geistlighedens egen Kreds. Den kunde saaledes bekvemmest paaberaabes for at drage Almuen bort fra Erkebiskoppens Sag, ja ophidse den mod ham; imedens Menigmand mindre forstod at vurdere Farligheden af hans øvrige Anmasselser og Fordringer paa Kirkens Vegne. Men det var ikke alene den nye forhadte Tiendeberegning, som Kongens Raadgivere havde sat ud af Kraft; den hele tunsbergske Forening var rokket i sit Grundlag og i Virkeligheden omstyrtet. Herpaa agtede rimeligviis Almuen mindre; thi Foreningen var endnu kun en Sag mellem Kirkens Formænd paa den ene Side og Kongedømmet med dets raadgivende Høvdinger paa den anden, medens Folket i dets Heelhed paa en Maade stod udenfor samme, saalænge som den ei var ingaaet i Landsloven, og de i denne dertil nødvendige Tillempninger efter Foreningens Grundsætninger vare istandbragte og paa lovlig Viis vedtagne af Folket til Thinge. At dette, hvilket Erkebiskop Jon ved sine Fordringer paa Høvdingemødet i 1280 aabenbart tilsigtede, ikke var drevet igjennem, var en stor Fordeel for det kongelige Parti, som nu kunde fornegte Foreningen uden derved at støde an mod Landsloven eller Folkets lovgivende Myndighed. Man tør vist nok ogsaa antage, at de kongelige Raadgivere ikke have ladet denne Synsmaade uberørt, i hvilke andre Grunde, reelle eller formelle, de forøvrigt have vidst at anføre til Forsvar for sit Brud paa en fra begge Sider samtykket og besvoren Overeenskomst. Men i hvorledes nu end dette har forholdt sig, – Kongedømmets Seier over det hierarchiske Parti var for Øieblikket afgjort; det gjaldt nu at benytte den vundne Overmagt rigtigen.

Maalet for det kongelige Partis Reisning var aabenbare Omstyrtningen af alle de nye Bestemmelser, som til Hierarchiets Fordeel vare fattede i Kong Magnus’s Styrelsestid, og derhos Erkebiskop Jons fuldkomne Ydmygelse, hvilken man vel har anseet uundgaaelig nødvendig for hiint Øiemeds Opnaaelse. Begge Formaal vare opnaaede; men vistnok ikke uden store Rystelser og uden megen Forvirring i de kirkelige Forhold. At bringe Orden igjen tilbage i Kirkens Anliggender, maatte nu være Styrelsens første og fornemste Kald, hvilket den heller ikke lod upaaagtet, om det end hermed gik noget langsomt. Opbrusningen i Folkets Sind kunde nemlig ikke med Eet lægge sig, og de Angreb, som mange Lægmænd, under Skin af at forfegte Kongedømmets Sag, imod Ret og Billighed, vistnok og af egennyttige Hensyn, havde tilladt sig mod Kirkens Ejendomme og Personer, fortsattes udentvivl endnu en Stund, efter at Seieren havde erklæret sig for Kongepartiet.

Nidaros’s Erkestol maatte ganske naturligt i denne Henseende være mest udsat, deels paa Grund af Styrelsens Had mod Erkebiskoppen, og deels paa Grund af dens Forsvarsløshed efter hans Flugt og paafølgende Død. For at raade Bod herpaa blev et Beskyttelsesbrev af Kongen og Hertugen udstedt i Bergen 1283, hvorved begge Fyrster tog Nidaros’s Kirke, dens Chorsbrødre og al dens Ejendom, fast og løs, under sit Vern, idet de forbøde enhver uvedkommende at forgribe sig paa Kirkens Gods, for hvilket Chorsbrødrene havde at raade, saa længe indtil Gud gav en ny Erkebiskop Derhos paabøde de Alle, „at de skulde være skaansomme og velvillige mod de Geistlige og lade disse rigtig erholde sine Tiender og øvrige Rettigheder, eftersom gammel Christenret vidner“^[1]. Dette var allerede under de nærværende Omstændigheder en vigtig og betydningsfuld Meningsyttring fra Styrelsens Side. Den tilkjendegav herved, at den erkjendte og overtog sin Skyldighed, at verne om Kirken i verdslig Henseende, og at føre Landsfolket tilbage til Iagttagelse af Kirkens Ret; – men ogsaa ved Siden heraf, at denne Ret ikke skulde være den, som ved Tunsbergs-Foreningen og de i Kong Magnus’s Regjeringstid fattede Bestemmelser var opstillet, men den, som den ældre før Magnus’s Tid gjældende Christenret medgav. Styrelsen forkyndte altsaa tydeligen, at den vendte tilbage til den Kirkeorden, som bestod i Kong Haakon Haakonssøns Dage, og vilde have den baade fra Geistlighedens og fra Lægfolkets Side overholdt. Geistligheden var i sin overvundne Stilling ude af Stand til herimod at gjøre nogen Indsigelse, og dens Modstandere af Lægfolket fandt sig udentvivl ved hiin Erklæring tilfredsstillede. Rimeligt er det ogsaa, at mange af disse sidste, da deres første Ophidselse havde givet Rum for roligere Eftertanke, selv have følt sig ængstede i sin Samvittighed over den Haardhed, de havde udviist mod Landskirkens Hoved, og den Forvirring, de havde afstedkommet i Kirkens Stilling, og at denne Stemning har opfordret dem til kraftigen at arbeide imod videre Udskeielser fra Lægfolkets Side.

Hertil har det ganske vist og bidraget Sit, at forskjellige Ulykker paa denne Tid rammede baade Landet og Kongen, hvilke troligen mange flere end blot Erkebiskoppens Venner og Tilhængere have anseet og fremstillet som en guddommelig Straf for den Uskaansomhed, der var udviist mod Kirkens Formænd. Sygdomme baade blandt Mennesker og Kvæg udbrød saavel i Norge som paa Island; hermed forenede sig Uaar og Hungersnød; og disse Plager varede, som det lader, i flere Aar. Den unge Dronning Margreta døde den 9de Juni (el. 9de April) 1283, og flere af Norges mest anseede Høvdinger aflede ligeledes ved disse Tider. Kong Erik selv havde nær sat Livet til, da hans Hest løb ud med ham og kastede ham af; hans Fødder bleve hængende i Stigbøilerne og Hovedet slæbtes over Steen og Grus. Hans Følge fandt ham næsten død. Han kom sig vel igjen ved omhyggelig Pleie, men følte dog stedse noget Meen af de Stød han havde faaet. Ikke længe efter hendte det sig, at en Herbergesvend (Kammersvend) uforvarende løb ind paa Kongen med saadan Heftighed, at denne brød sit ene Been. Ogsaa denne Skade lægedes, men Uagtsomhed ved Forbindingen voldte, at det brudte Been for bestandig blev skjevt og kortere end det andet. Den der havde voldet Ulykken flygtede strax i sin Rædsel ind i en Kirke, men Kongen tilgav ham hans Forseelse. Saadanne Uheld vare i hine Tider betydningsfulde i den store Mængdes Øine, og de kunne vist nok ogsaa have vakt hos den unge Konge selv alvorlig Eftertanke med Hensyn til de Bestemmelser i Kirkens Sager, som hans Raadgivere hidtil i hans Navn og paa hans kongelige Ansvar havde fattet.

At den norske Geistlighed, især Biskopperne og Prælaterne, følte sig utilfreds med den Vending, Striden mellem Stat og Kirke havde taget, er let fatteligt; men Kongedømmets Overmagt var for Øieblikket saa stor, at Geistligheden maatte i Landet selv ty til dets Naade, istedet for at pukke paa sin egen Ret. Dens Forhaabninger maatte, under de forhaandenværende Omstændigheder, ganske naturlig vende sig mod Rom og den pavelige Kurie, som det eneste Sted hvorfra den kunde vente sig kraftig Hjælp. Paa den romerske Stol sad imidlertid ingen Gregorius VII eller Innocentius III. Med Gregorius X syntes for en Stund den gamle romerske biskoppelige Aand at være indslumret, og overhovedet vare Tegn allerede forhaanden, som klart antydede, at Pavedømmet havde naaet sit Høidepunkt, og at dets Dalen forestod. Efter Gregorius X’s Død den 10de Januar 1276 fandt hastige Pavevexlinger Sted, idet fire Paver, Innocentius V, Adrianus VI, Johannes XXI og Nikolaus III, i noget mere end eet Aar fulgte hinanden. Den sidste af disse, Nikolaus III, valgt den 25de November 1277, efter at Pavestolen havde staaet ledig i meer end sex Maaneder, regjerede rigtignok lidt længer end sine nærmeste Forgjængere, nemlig til 22de August 1280; men han var under sit Pavedømme mere ivrig for at fremhjælpe sine Slegtninge end for at paasee Kirkens Tarv. Efter ham valgtes den 22de Februar 1281 Franskmanden Martinus IV, som imidlertid synes at have havt altformeget at skaffe med de daværende sicilianske Uroligheder, der truede med at omstyrte hans Landsmænds, de Franskes Herredømme i Nedre-Italien, til at kunne alvorlig tage sig af den norske Kirkes Anliggender.

For Martinus var det, at de to landflygtige norske Biskopper Andreas af Oslo og Thorfinn af Hamar fremstillede sig for at søge Beskyttelse mod Kongedømmets Overgreb i Norge. Men hvad enten nu Paven har frygtet for at sætte sine egne Indtægter fra Norge paa Spil ved en streng Fremgangsmaade mod den norske Konge, eller det har lykkets dennes Udsendinge at fremstille Erkebiskop Jons Sag for Paven i et mindre gunstigt Lys, – nok er det, at de norske Biskopper udvirkede af ham, istedetfor hvad man skulde have ventet, en tordnende Banbulle, ikkun en saare lemfældig Formaningsskrivelse til den norske Konge^[2], – og det endog først efter et Par Aars Ophold i Rom. Udstedelsen af denne Formaningsskrivelse blev atter forsinket, da Pave Martinus døde pludseligen den 29de Marts 1285, før den var færdig fra det pavelige Kanselli, og en ny Paves Valg maatte opbies, før den kunde afgaa. Da Honorius IV var valgt den næst paafølgende 2den April, blev endelig Skrivelsen af ham vedtagen og afsendtes med Biskop Andreas. Biskop Thorfinn, som rimeligviis forlængst mistvivlede om nogen virksom Hjælp fra den pavelige Kurie, havde allerede det foregaaende Aar givet sig paa Hjemveien, udentvivl for at ty til sin Konges Naade; men han kom ikke længer end til Flandern, hvor han døde i Cistercienser-Klosteret Doest den 8de Januar 1285, efterat han sammesteds den 22de August i foregaaende Aar havde gjort sit Testamente^[3]. Biskop Andreas kom lykkelig til Norge med Pavens Formaningsskrivelse. Han synes uden Vanskelighed at være bleven tagen til Forlig af Kongen, hvorpaa han igjen overtog sin Biskopsstol og holdt sig siden rolig^[4].

Hvad Pave Honorius IV angaar, da synes det at have været ham, ligesom hans Formand Martinus, meer magtpaaliggende at faa sine tilbageholdte Indtægter af Norge, end at styre til Rette i Striden der mellem Kirke og Stat. De kongelige Raadgiveres Forbud i Aaret 1280 mod Opkjøb af Sølv og dets Udførsel fra Norge havde standset Forsendelsen af den indsamlede Tiende til det hellige Lands Undsætning, og Pave Martinus havde forgjæves i flere Skrivelser beklaget sig herover og forlangt Forbudets Ophævelse^[5]. Ved den befuldmægtigede Indsamlers, Erkebiskop Jons, Død var denne for Pavens Skatkammer ikke uvigtige Sag kommen i en endnu misligere Stilling. Nu gjentog Honorius IV sin Formands Begjæring om hiint Forbuds Ophævelse og udnævnte tillige under 1ste November 1285 sin Kapellan Huguitio til Overindsamler af Pavetienden i de tre nordiske Riger og meddeelte ham Fuldmagt til at bansætte alle dem, især Geistlige, som lagde ham Hindringer i Gorm i hans Hverv^[6]. Huguitios Sendelse var aabenbare fortrinsviis rettet paa Norge, og han kom did i 1286. For Kong Erik og dennes Raadgivere synes den hele Sag angaaende Pavetienden at have været af underordnet Betydning, da det ikke længer gjaldt om at benytte den som et Tvangsmiddel mod Geistligheden og den romerske Stol. Nu da den norske Geistlighed var ydmyget, og Paven viste en forsonlig Stemning, var der ikke meer nogen Grund til at forholde ham en Indtægt, som væsentlig og nærmest gik af den norske Kirkes egen Kasse. Huguitio og den norske Styrelse kom derfor, som det lader, let og hastig til Enighed. De allerede indsamlede Penge forsendtes til Florents, og Inddrivelsen af det Tilbagestaaende paaskyndedes. Den hele Sum, som i denne Tiende udgik fra Norge, skal have udgjort 2314 Mark reent Sølv. Huguitio opholdt sig i længere Tid i Norge, og maa udentvivl have staaet sig godt med Kongen, da man finder, at denne senere benyttede ham i sine Underhandlinger med fremmede Magter^[7].

Under den nu raadende Stemning, da den norske Geistlighed var forknyt over sit Nederlag, Kongedømmet maadeholdende i Benyttelsen af sin Seier, og Paven endelig ligegyldig for den norske Kirkes høiere Fordele, naar han blot fik sine Pengekrav opfyldte, – kunde en Ordning af Kirkens forstyrrede Anliggender, og denne Gang til Gunst for Kongedømmet, ikke længer synes saa vanskelig. Men dertil udfordredes nødvendig, at det norske Erkesæde atter blev besat, før at nemlig de Bestemmelser Kirken vedkommende, hvorom den verdslige og geistlige Magt enedes, kunde erholde et fuldkommen lovligt Præg. Heri viste sig imidlertid en Kunde, som ikke var saa let at løse. En Erkebiskop, der kunde finde Gunst før begge Partiers Øine, og hvem man fra begge Sider tiltroede Klogskab og Kraft nok til at skikke sig i de nærværende vanskelige Omstændigheder, og til at bringe Kirkens Tarv i Samklang med Kongedømmets og Lægfolkets Fordringer, – en saadan Erkebiskop var ikke strax at opdrive. Mange høiere Prælater fandtes der vel heller ikke i Norge, som med de nærmest forudgaaende Begivenheder for Øie kunde føle Lyst og Kald til at træde i den norske Kirkes Spidse.

Først valgte Nidaros’s Kapitel i 1284, efterat Erkestolen havde staaet ledig i henved to Aar, eenstemmigen Biskop Narve af Bergen. Men han kunde, som allerede bunden til en anden Biskopsstol, ikkun postuleres; og Postulationen oversendtes med Chorsbrødrene Sighvat (Lande) og Audun (Røde) til Pave Martinus IV’s Godkjendelse. Der maa imidlertid have været meddeelt Martiuus Omstændigheder, der have vakt Betænkelighed hos ham med Hensyn til Narve. Thi først lod han – hvad dog vel var almindelig Form – Postulationsdekretet undersøge af tre Kardinaler; men uagtet disse fandt Postulationen canonisk, saa udsatte dog Paven dens Stadfæstelse, som det heder „fordi han ønsker at forsørge den nidarosiske Kirke, der trænger til en klog Styrer, med en skikket Person, og han med Hensyn til den Postuleredes Personlighed i denne Henseende ikke har tilbørligt Kjendskab“, – og overdrog Undersøgelsen heraf ved Skrivelse af 18de Januar 1285 til Abbeden af Tautra, Prædikebrødrenes Prior i Nidaros og Minoriternes Guardian i Bergen, med Paalæg, at hvis de fandt Narve skikket og verdig til Erkebiskopsdømmet, de da skulde løse ham fra det Baand, som bandt ham til Bergens Kirke og beskikke ham, ifølge apostolisk Bemyndigelse, til Erkebiskop, samt modtage af ham paa Pavens og den romerske Kirkes Vegne den sedvanlige Troskabsed; – men hvis ikke, da skulde de kassere hans Postulation og lade den nidarosiske Kirke ved dens Kapitel blive forsørget med en skikket Person enten gjennem Election eller canonisk Postulation. Denne af Paven foranstaltede Undersøgelse skal have varet længe og endte med at Narves Postulation „af visse lovlige Grunde (hvilke siges ikke) retmæssigen blev kasseret,“ og Nidaros’s Kapitel befalet til at skride til et nyt Valg^[8].

Narve synes at have været Kongens personlige Ven^[9]; men som forhenværende Prædikebroder var han rimeligviis ikke Chorsbrødrene i Nidaros nogen synderlig velkommen Formand. Har nu Kongen, eller det kongelige Parti, ved den Indflydelse, som samme dengang var i Stand til at øve over det nidarosiske Kapitel, gjennemdrevet Narves Valg, tilsyneladende eenstemmigt, men i Grunden mod Kapitelets Ønske, saa have de Chorsbrødre, som overbragte Paven Kapitelets Postulationsbrev, havt god Anledning til underhaanden at stemme Kurien mod den Valgte, og foranledige den omtalte Undersøgelse. Dette har man idetmindste Grund til at gjætte. Derhos antydes, at Narve i Almindelighed ikke har været anseet for, og maaskee ei selv følte sig at være Manden til at beklæde den vanskelige og farlige Post, som det her gjaldt om at besætte^[10]. Erkestolen blev saaledes fremdeles staaende ledig. Dog synes nu alle geistlige Forretninger igjen at være komne i sin ordentlige Gang, og Biskop Andreas af Oslo, som den ældste i Embedet af Norges Biskopper, forrettede under Erkesædets Ledighed de Ordinationer, som af Erkebiskoppen ellers skulde udføres. Han indviede saaledes i 1286 Jørund til Biskop af Hamar efter Thorfinn og Dolgfinn til Biskop af Orknøerne, hvis Biskop Peter var død i 1284^[11]. Dette viser, at Andreas maa være tagen fuldkommen til Naade igjen af Kongen. Han døde ikke længe efter den 2den Mai 1287. Kort i Forveien, den 26de Marts samme Aar, døde Kongens Moder, Dronning Ingebjørg^[12], der under sin Søn havde taget saa virksom Deel i Rigsstyrelsen i det Hele og navnligen i Modstanden mod Erkebiskop Jon og hans Tilhængere. Det synes, som om hun af denne Grund en Tid har været belagt med Interdikt i Lighed med flere af Kongens fornemste Raadgivere^[13].

Et nyt Forsøg var imidlertid gjort paa at faa Erkestolen i Nidaros besat. Da Biskop Narves Valg, som nys fortalt, af de pavelige Befuldmægtigede var forkastet, og disse ifølge En Fuldmagt havde paalagt Nidaros’s Kapitel at skride til et nyt Valg, saa kaaredes i 1286 eenstemmigen en vis Eindride (Arnessøn?)^[14]. Denne var selv nidarosisk Chorsbroder; men var efter Stridens Udbrud mellem Kongens Raad og Erkebiskop Jon, som en ivrig Tilhænger af den sidste, flygtet fra Norge og havde siden opholdt sig i Bologna i Italien. Mod dette Valg satte sig, som man let kan tænke, Kongens Raadgivere alle som een, og de lode forstaa, at Eindride vilde komme til at fare samme Vei som Erkebiskop Jon. Alligevel sendte Chorsbrødrene fire af sin Midte, den føromtalte Sighvat (Lande) Vigfussøn^[15] og Audun (Røde) Thorbergssøn^[16] samt Jon (Elg?) og Thorer, for at frembære Valgdekretet og erholde dets Stadfæstelse af det apostoliske Sæde. Der meddeeltes derhos disse Udsendinge Myndighed til, saafremt Eindride ikke modtog Valget, eller dette af anden Grund blev forkastet, da at vælge eller postulere til Erkebiskop enten en af sin egen Midte eller en anden, som dem syntes mest skikket. De henvendte sig naturligviis først til Eindride. Men denne kjendte Stemningen hos de Raadende i Norge og afslog klogeligen Valget. Da droge Sendemændene til Rom, foreholdt Pave Honorius den farlige Stilling, hvori den norske Kirke befandt sig, bade ham forsørge den med en vel skikket Hyrde, og udpegede for ham som en saadan Jørund, der Aaret forud var bleven viet til Biskop af Hamar. Deres (og især – som man i Norge troede – Sighvats) Forestillinger havde til Følge, at Honorius af sin Magtfuldkommenhed (per provisionem) den 15de Februar 1287 udvalgte Jørund til Erkebiskop af Nidaros, idet han af apostolisk Myndighed løste ham fra det Baand, hvormed han var bunden til Hamars Kirke. Samme Dag udstedte ogsaa Paven de sedvanlige Anbefalingsskrivelser for den udvalgte til Norges Konge, Nidaros’s Kapitel, Stadens og Biskopsdømmets Geistlighed og til den nidarosiske Kirkes Lydbiskopper^[17].

I Norge ventede man intet andet, end at Eindride skulde blive Erkebiskop; men da Sighvat kom tilbage med Efterretningen om Jørunds Valg, synes dette ingen Indsigelse at have mødt fra Kongens og hans Raadgiveres Side. Jørund antog Bestyrelsen af Erkestolen som udvalgt (electus), og det overdroges den samme Sighvat at søge hans Pallium i Rom. Pave Honorius IV var imidlertid død den 3die April 1287, og ved Sighvats Komme til Kurien var endnu ikke nogen ny Pave udvalgt. Denne Omstændighed udtrak atter Sagen. Pavestolen stod ledig i meer end 10 Maaneder. Da valgtes endelig den 15de Februar 1288 Nikolaus IV, og han overdrog Jørunds Pallium til Sighvat for af ham at bringes til Norge. Den 10de October 1288 blev Jørund i Nidaros høitideligen iklædt – dette sit Metropolitanembedes Verdighedstegn ved Biskopperne Arne af Stavanger og Eyvind af Oslo, Andreas’s Eftermand, hvilke dertil af Paven vare befuldmægtigede, og Erkebiskoppen viede derpaa i den samme Messe Thord til Biskop af Grønland, ved hvilken Handling Biskopperne Arne af Skaalholt og Thorstein af Hamar vare ham behjælpelige^[18]. Saaledes blev da endelig Nidaros’s Erkestol igjen besat, efterat den i meer end sex Aar havde staaet ledig.

1. N. Dipl II. 20.
2. Skrivelsen findes paa Norsk hos Finn Joh. I. 404–410.
3. Suhm D. H. X. 1026–1028.
4. Isl. Ann. 160; Bp. Arnes S. c. 54; Suhm D. H. X. 908–910.
5. N. Dipl. I. 63–66.
6. N. Dipl I. 67–71.
7. Suhm D. H. X. 842–845, 903, 904, 916, 949; XI. 100, 129.
8. Bp. Arnes S. c. 47, 58, jfrt. m. Honorius IV’s Br. (indeholdende Martin IV’s) af 12te April 1285, og af 15de Febr. 1287, Afskrifter i norske R. Arch.
9. N. Dipl. III. 72 jfrt. Saml. t. d. n. Hist. V. 543.
10. Bp. Arnes S. c. 47.
11. Isl. Ann. 160.
12. Isl. Ann. 162; Bp. Arnes S. c. 61.
13. Bp. Arnes S. c. 36.
14. N. Dipl. III. 43.
15. Ssts.
16. Ssts. Finn Joh. II. 154.
17. Bp. Arnes S. c. 58, jfrt. m. Honorius III’s fem Breve af 15de Febr. 1287, Afskrifter i norske Rigsarch.
18. Bp. Arnes S. c. 58, 61, 67; 69, jfrt. m. Nikolaus IV’s udat. Skr. Afskr. i norske Rigsarch.: Isl. Ann. 104 Jørund maa tidligere som Biskop og Archielectus have indviet de tvende Biskopper. Eyvind af Oslo og Thorstein af Hamar, den sidste hans egen Eftermand paa Hamars Stol.