Den norske Kirkes Historie under Katholicismen/56
Den Strid mellem Stat og Kirke, som siden Kong Magnus’s Død i otte Aar havde raset i Norge, strakte sig ogsaa til Island, hvor Emne til den, som forhen er viist, ikke manglede, og hvor Biskop Arne af Skaalholt med Nidkjærhed og Klogskab vedblev at kjæmpe for Kirkens Sag uden at tabe Modet selv under de misligste Omstændigheder. Af alle Erkebiskop Jons Lydbiskopper synes overhovedet ingen saa inderligen som Arne at have tilegnet sig sin Metropolitans Aand, eller saa klart at have opfattet det hele Stridsemnes Grundlag, eller saa stadigen og sikkert at have forfulgt den engang udpegede og betraadte Vei.
Arne havde, som forhen fortalt, tilligemed Biskop Jørund af Hole været tilstede paa Provinsialconciliet i Bergen 1280 og deeltaget i de der forefaldende Forhandlinger. Han vendte strax efter dets Slutning tilbage til Island, vistnok med en Forudfølelse af den Storm, som vilde reise sig mod Erkebiskoppen, men neppe af den Voldsomhed, til hvilken denne Storm vilde stige, eller den for Kirkens Sag uheldige Vending, den vilde medføre. Kort efter hans Hjemkomst indtraf ogsaa til Island den norske Rigsstyrelses Udsendinge, Ridderen Hr. Lodin Lepp og den islandske Lagmand Jon Einarssøn, med et dobbelt Erinde. De skulde nemlig først og fremst modtage Islændingernes Troskabsed til Kong Erik og Hertug Haakon, og dernæst saa lovtaget heel og holden og i fuldt udarbeidet Stand den nye islandske Lovbog, af hvilken hidtil, saavidt skjønnes, kun enkelte Afdelinger efterhaanden paa Althinget vare vedtagne. Det sidste Erinde maatte udsættes til næste Aars Althing, da Sendemændene først kom ud, efterat Althinget for 1280 var sluttet; derimod gjennemreiste de Øen om Høsten og den følgende Vaar og modtoge Folkets Troskabsed. Heri mødte de ingen Vanskelighed, saameget mindre som Biskop Arne, sine gamle Grundsætninger tro, tog sig af den Sag med Varme. Indførelsen af den nye Lovbog gik derimod ikke let. Folket, som i Løbet af Vinteren havde Anledning til at gjøre sig bekjendt med den, fandt den ikke i alle Maader stemmende med sin Tarv, og Geistligheden, ledet af Biskop Arne, havde især meget at udsætte paa den, navnligen paa den Ret, den medgav Lagmændene, at dømme ogsaa i geistlige Sager. Den almindelige Mening var, at man ei skulde antage Lovbogen ganske uforandret, og man optegnede de Punkter man ei vilde samtykke.
Paa Althinget om Sommeren 1281 deelte Lovbogens Modstandere sig i tre Partier: Geistligheden med Biskop Arne som Ordfører, – Bønderne, der i Grunden ogsaa lededes af Biskoppen igjennem dennes Søstersøn, Lopt Helgessøn, – og endelig de haandgangne Mænd, der dog meer end de tvende andre Partier synes at have heldet til Kongens Side. Alle fremsatte de i Lagretten sine Indvendinger mod Lovbogen. Den stolte og heftige Lodin vilde først tilbagetrænge Modstanden med store og truende Ord. Men dette lykkedes ikke, især da Biskop Arne beraabte sig paa Erkebiskoppens Brev, udfærdiget paa Conciliet i Bergen, hvori det udtrykkelig forbødes at antage visse af Lovbogens Bestemmelser, – og Almuen gav Biskoppens Paastand lydeligt Bifald. Lodin greb da til et andet Middel. Han tog af Arnes Indvendinger Anledning til at bringe Tienden paa Bane og at skildre dennes Ubillighed, saaledes som den ydedes paa Island. Herved lykkedes det ham at drage største Parten af Lægfolket bort fra Biskoppen og i det Hele at splitte Modstandskraften. Udfaldet blev som han kunde ønske. Lovbogen blev antagen paa enkelte Kapitler nær, som de haandgangne Mænd vilde lade henstaa til Kongens og Erkebiskoppens nærmere Betænkning, og hele Almuen gav sit Samtykke ved Haandtag foruden ni Mænd med Biskoppens Søstersøn i Spidsen, hvilke vedbleve sin Negtelse. Saaledes blev da, trods Biskop Arnes Indsigelser, den nye Lovbog vedtagen, hvilken kaldtes Jonsbog (Jónsbók) efter Lagmanden Jon Einarssøn, som overbragte den fra Norge.
Dette var i sig selv et tungt Slag for Biskop Arne, og endnu tungere blev det ved den Heftighed og Bitterhed, hvormed Hr. Lodin forfulgte Lopt Helgessøn og de øvrige Bønder, som havde modsat sig Lovbogen til det Sidste, idet han kaldte dem Høiforrædere og stevnede dem til Norge. Biskoppen kunde med Nød skaffe dem uforkrænkede bort fra Thinget i sit eget Følge, og maatte finde sig i, at de for at blive tagne til Fred af Lodin, maatte give sin Sag under Kongens Dom, og Lopt love at drage til Norge. Enkelte af de islandske Stormænd saa med Glæde Uvenskabet mellem Biskoppen og Lodin; men flere vare dog de, og blandt dem Hr. Rafn Oddssøn, som ønskede at styre til Rette mellem dem. Dette lykkedes ogsaa nogenlunde, idet endelig hver gav noget efter fra sin Side, og de skiltes som Venner.
Ved Lodins Fremfærd var imidlertid de norske Magthaveres Stemning mod Geistligheden bleven bekjendt paa Island, og Biskop Arnes Fiender blandt de islandske Høvdinger, som nu troede sig at have en Rygstød i Kong Erik og hans Raad, betænkte sig ikke længer paa at give sit Had mod Biskoppen frit Løb. I Spidsen for dennes Modstandere traadte nu Hr. Asgrim Thorsteinssøn, Kongens Sysselmand over en Deel af Islands søndre Fjerding. Han fordrede Skat og Thingfarekjøb af Biskoppens Husfolk i Skaalholt og tvang dem til at betale trods deres Herres Forbud. Asgrim tvang ogsaa Lopt Helgessøn, der gjærne vilde unddrage sig fra Reisen til Norge, til at fare didhen, og beredte ham ved sine Skrivelser til Kongens Raad den uvenskabeligste Modtagelse, uagtet Biskop Arne havde anbefalet ham til Kongen selv. Dette Medhold, som Hr. Asgrim fik i Norge, gjorde ham naturligviis end mere overmodig i sin Opførsel mod Biskoppen. Bedre blev det ikke, da Hr. Rafn Oddssøn i 1283 kom tilbage til Island, efterat han det foregaaende Aar havde opholdt sig i Norge og der taget virksom Deel i Forfølgelsen mod Erkebiskop Jon. Med ham fulgte Hr. Erlend Olafssøn, kaldet hin Sterke, norsk af Fødsel, men paa mødrene Side af islandsk Æt, der ogsaa havde været blandt Erkebiskoppens Forfølgere, men nu var af Kongen udnævnt til Lagmand paa Island. Disse tvende Herrer, Rafn og Erlend, medbragte Kongebreve til Gunst før Lægfolket imod Biskopperne. Alt det Kirkegods, som uretfærdigen var frataget Lægmænd, skulde gjengives disse; og den Christenret skulde gjælde, som var i Kong Haakons og Erkebiskop Sigurds Dage. Kirken skulde altsaa paa Island, ligesaavel som i Norge, sættes tilbage i den Stilling, hvori den befandt sig for Kong Magnus Haakonssøns Regjeringstiltrædelse Den slu Biskop Jørund af Hole bøiede sig strax for Magten; men Arne besluttede efter nogen Vaklen at forsvare Kirkens Rettigheder til det Yderste, i hvor truende end Forholdene for Øieblikket viste sig[1].
Nu udspandt sig en Række af Tvistigheder mellem Biskop Arne paa den ene Side og Kongsmændene med Rafn Oddssøn i Spidsen paa den anden. Flere Gange kom det vel til Forlig mellem begge Parter, men Forliget brødes igjen, da det altid viste sig, at Biskop Arne udtydede Betingelserne før meget til Kirkens Fordeel og kom tilbage til sine gamle Fordringer paa Skattefrihed og den udelukkende Bestyrelse af Kirkegodset. Hvad der undertiden bragte ham til at give en Smule efter før sine Modstandere, var aabenbare kun Ønsket om at faa Tvistemnets Afgjørelse udtrukket, indtil den norske Kirke igjen havde faaet en Erkebiskop, i hvem han kunde finde en Støtte. Og herpaa lagde Arne i Grunden heller ikke Dølgsmaal; thi han fornegtede aldrig sit djærve, aabne Sindelag, der vandt ham selv hans Modstanderes Agtelse, medens disse langt fra ikke nærede en lignende for den underfundige Biskop Jørund af Hole, uagtet al dennes tilsyneladende Eftergivenhed og Føielighed. Rafn pleiede sammenligne Arne med en Bjørn, Jorund derimod med en slu Ræv. I 1285 og 1286 blev endelig Tvisten saa voldsom, at Kongsmændene gjentagende aabenlydt truede med at lade Arne vederfares samme Behandling, som var bleven Erkebiskop Jon til Deel i Norge: at man vilde overdrage Bestyrelsen af Biskopsstolens Gods til Lægmænd, forbyde hans Visitatsreiser og dømme dem utlæge, som han satte over Kirkegodset imod Kongens Brev. Hvad der for det første udhalede Opfyldelsen af denne Trudsel, var deels Rafn Oddssøns Betænkelighed ved at lade Sagen skride saa yderlig, og deels Biskop Arnes bestemte Erklæring, at han for sin Part vilde holde sig rolig indtil Kongens og den vordende Erkebiskops Dom kunde afgjøre Tvisten.
Imidlertid var, som allerede fortalt, en noget mildere Stemning mod Geistligheden indtraadt hos Rigsstyrelsen i Norge, og man gjorde sig her alvorlig Umage for at faa den ledige Erkestol igjen besat. Dette blev ikke Biskop Arne ubekjendt og vakte atter hans Forhaabninger. Hertil føiede sig andre for Biskoppen gunstige Omstændigheder. Norge var blevet indviklet i en meget besværlig Krig med de vendiske Stæder, eller som de senere kaldtes Hansestæderne; derhos stod Riget paa en spendt eller fiendtlig Fod med Danmark; det truedes tilmed for en Stund med et Angreb ogsaa fra Sverige. Jarlen Alf Erlingssøn, der paa denne Tid gjaldt mest i Kongens Raad, vilde, at Islændingerne skulde bære sin Deel af Krigens Byrder og fik af Kongen udvirket et Opbud til Øen: „at 40 Mænd af hver Fjerding samt alle haandgangne Mænd skulde indfinde sig i Norge“, naturligviis for at deeltage i Landets Forsvar. Dette Opbud bragte den islandske Prest, Gudmund Hallssøn, i Begyndelsen af Sommeren 1286 til Island og havde Anbefalingsbreve med fra Kongen baade til Rafn Oddssøn og til Biskop Arne. Hos den første mødte han Uvillie; Biskoppen derimod tog sig strax med den største Iver af Sagen og fik virkelig Bønderne i de Dele af Øen, hvor hans Indflydelse var størst, til at underkaste sig Opbudet, skjønt dette i Almindelighed blev ilde modtaget som en ganske ny Fordring, der syntes at stride mod Betingelserne for Islands Forening med Norge, og desuden mistænktes for at være unødvendigt og blot Paaskud for at aftvinge Folk Penge. Det faldt ogsaa virkelig hen; men den Nidkjærhed, Biskop Arne havde viist for Kongens Bud, blev høieligen rost af Gudmund Hallssøn ved dennes Tilbagekomst til Norge, og vandt ham Kongens Velvillie. Hertil kom, at Biskoppen nu ogsaa i Hirden havde en varm Talsmand i sin Søstersøn Lopt Helgessøn, der efter megen Modstand og mange Vanskeligheder endelig havde faaet Adgang til Kongen og vundet dennes Naade og Gunst. Alt dette hævede Biskoppens Mod, og da han derhos, ifølge de Efterretninger han fik fra Norge, havde Grund til at tro, at Erkestolen var bleven besat med en Mand, der ivrigen vilde tage sig af Kirkens Sag, nemlig Chorsbroderen Eindride, saa begyndte han atter at slaa sig løs, at fremsætte sine Fordringer paa Kirkegodset og excommunicere de Lægmænd, som havde taget det i Besiddelse.
Men nu satte ogsaa Lægfolket sig i Bevægelse med Rafn Oddssøn og Erlend Olafssøn i Spidsen, og den første lod paa Althinget om Sommeren 1287, med samtlige Thingmænds Samtykke, alle de Mænd dømme utlæge, der af Biskoppen lode sig overdrage Kirkegods, som efter gammel Ret tilhørte Lægfolk. Han erklærede ogsaa offentlig, at de, som Biskoppen havde bansat, fordi de – som denne udtrykte sig – havde ranet Kirken, vare sagløse; og for at hæve Almuens Fordom mod disse, omgikkes han dem selv uden al Sky. Biskoppen besvarede denne Adfærd ved at fortsætte sine Banlysninger og ved at erklære baade Rafn og Erlend for selv at være faldne i Bansstraf, skjønt han endnu udsatte den egentlige Banlysning for ikke alt for meget at ophidse dem.
Rafn lavede sig nu til paa næste Aars Althing 1288 at skride end videre i Opfyldelsen af sine Trudsler mod Biskoppen, da han fik vide, at Kongens Sendebud vare komne til Island. Rafn blev glad herved, da han nemlig sikkert ventede at finde hos de Ankomne det samme Sindelag, som længe havde raadet hos Kongens nærmeste Omgivelser, og saaledes saa i dem en Støtte for sig i det Skridt, han var beredt at gjøre mod Biskoppen. Heri tog han dog Feil. Sendemændene vare Stallaren Dr. Olaf Ragnheidssøn, en meget rig Nordmand, og Islændingen Hr. Sighvat Halfdanssøn. De fulgte Rafn til Althinget. Men da Rafn foreholdt dem Sagernes Stilling paa Øen og Nødvendigheden af at lægge Baand paa Geistligheden, fandt han til sin Forundring langt fra ikke det Medhold, han havde ventet; og da han lod sig forlyde med sit Forsæt, at forholde Biskoppen hans Tiender, erklærede Hr. Olaf sig ligesrem herimod og fik det afvendt. Da Biskop Arne kom paa Thinget, blev han venligt modtagen af Stallaren, der overrakte ham et naadigt Brev fra Kongen, hvori denne anbefalede ham sine Sendemænd. Senere da Sagen om Kirkegodset kom paa Bane, og Biskoppen og Rafn hver forfegtede sine Paastande med Stridighed, optraadte Hr. Olaf som Megler og formaaede, overeensstemmende med Kongens Forskrifter, begge Parter til at fæste deres Trætte til Kongens og Erkebiskoppens Dom. Indtil den faldt, skulde Kirkerne og Kirkegodset styres af de nuværende Besiddere, og Biskoppen skulde løse de i denne Sag bansatte. Biskoppen og Rafn bestemte sig begge til om Hoften at drage til Norge.
Før de gave sig paa Reisen ankom Breve til Arne fra den valgte Erkebiskop Jørund, i hvilke denne stadfæstede sin Formands, Jons, Dom angaaende Kirkegodset, og opfordrede alle Lægmænd under Bans Straf at opgive det til Biskopperne; ligesaa bød han at den Christenret, som Arne havde givet, skulde gjælde paa Island. Mange forestillede nu Arne, at han burde opgive Reisen til Norge, og derimod forblive paa Island for at paasee Erkebiskoppens Bud satte i Kraft. Men paa Hr. Olafs indtrængende Forestillinger blev dog Biskoppen ved sin Bestemmelse at underkaste sin Sag Kongens og Erkebiskoppens Dom og fulgte Olaf om Høsten til Norge, hvor han ankom saa tidlig, at han kunde overvære Erkebiskop Jørunds Iklædelse med Pallium, som før omtalt[2].