Den norske Kirkes Historie under Katholicismen/57

Rudolf Keyser

Den norske Kirkes Historie under Katholicismen

Chr. Tønsbergs Forlag, 1858 (2, s. 59-68).

Allerede som udvalgt havde Erkebiskop Jørund ved sine nysnævnte Befalinger til Biskop Arne viist hvad han førte i sit Skjold: at han ikke agtede at lade Hierarchiets Sag falde, men at han var bestemt paa igjen at optage Striden mod den verdslige Statsmagt. Jørund var, ifølge en saagodt som samtidig Sagas Udsagn, „en stor Høvding, god Klerk, fast i sit Venskab, meget gavmild mod sine Mænd og anseelig i sit Ydre“^[1]. Han synes ellers at have været en stolt Mand, der følte sig i sin nye Verdighed og gjærne vilde lægge sin Magt til Skue; men hans Aandskraft og Evner svarede, som senere Begivenheder antyde, visseligen ikke til hans Ærgjerrighed og Herskelyst. Ved sit Sammentræf med Biskop Arne yttrede han i Førstningen Misnøie med, at denne ikke strax havde bansat Rafn Oddssøn og de øvrige Kirkeranere – som han kaldte dem – paa Island. Men Arne vidste at overtyde ham om Nødvendigheden af den Eftergivenhed, der var udviist; og siden lader det til at Jørund fuldkommen har forstaaet at skatte i Arne den kloge og ivrige Forfegter af Kirkens Sag. Begges Tragten faldt desuden for Øieblikket sammen i et særligt Punkt. Erkebiskoppen vilde gjærne sin Formands værste Forfølgere til Livs, om ikke for andet saa for Erkestolens og sin egen Æres Skyld, der fordrede, at de i det mindste erkjendte det Brødefulde i sin Fremfærd og underkastede sig Bod. Men blandt disse Forfølgere var netop Rafn Oddssøn, som ogsaa Biskop Arne vilde have dragen til Ansvar for hans Fremfærd i Kirkens Anliggender paa Island. Mod ham, som nu var i Norge, forenede begge Biskopperne sig; paa ham vilde de lade det første Slag af Kirkens Straf falde og til en Begyndelse prøve sine Vaaben, før Erkebiskoppen skred videre i sine Opreisningskrav.

Rafn havde begivet sig til Bergen, hvor han blev vel modtagen af Kongen, og opholdt sig om Vinteren 1288–1289. Her traf den dobbelte Stevning ham: Erkebiskoppens, som lød paa, at han skulde indfinde sig i Nidaros, at svare og bøde for sin Deeltagelse i Forfølgelsen mod Erkebiskop Jon; – og Biskop Arnes: at han sammesteds skulde stande til Rette før sin Fremfærd mod Kirken og dens Tjenere paa Island. Da Rafn ikke adlød disse Stevninger, tilskrev begge hans Modstandere tidlig øm Vaaren 1289 Biskop Narve af Bergen, at han skulde banlyse Rafn; og dette skeede, uden at Kongen lagde Hindringer i Veien eller for det Første tog ham i Forsvar. Kort efter gik Erkebiskoppen endnu et Skridt videre, idet han selv i Nidaros, den 3die Mai, banlyste den tidligere omtalte Hr. Jon Brynjulfssøn, ligeledes fordi han havde medvirket til Erkebiskop Jons Fordrivelse^[2].

Til en anden Tid vilde rimeligviis disse Bansættelser have vakt en ikke ringe Bevægelse blandt Norges verdslige Stormænd. Men nu vare deels disse vante til at betragte dem med Ligegyldighed, deels vare alles Tanker optagne med og alles Øine henvendte paa det Tog, Kongen stod færdig til at foretage mod Danmark, og for hvis Skyld han havde samlet en stor Flaade i Bergen. Paa dette Tog skulde Kongen ledsages af Erkebiskoppen og flere af Norges Biskopper. Biskop Arne af Skaalholt drog ogsaa i Begyndelsen af Sommeren til Bergen, men for at udvirke Kongens Tilladelse til at vende hjem til Island. Kong Erik modtog ham venskabelig og meddeelte ham det forlangte Orlov. Men aldrig for fik Rafn dette at vide, for han henvendte sig til Hr. Audun Hugleikssøn og bad denne indstændigen at faa Arnes Orlov tilbagekaldt, da nemlig Rafn, der selv maatte følge Kongen, frygtede for at Arne i hans Fraværelse fra Island skulde faa en afgjort Overvegt der. Audun, der ligesom de øvrige norske Stormænd ikke havde noget godt Øie til Arne, benyttede sin Indflydelse til at faa Kongen omstemt, og Biskoppen fik nu ganske uventet Befaling til at følge efter Kongen øster i Landet og ei vende tilbage til Island, før Sagen mellem ham og Rafn var afgjort. Denne sidste blev i Tunsberg midlertidigen løst af Erkebiskoppen fra Bannet, og da Biskop Arne indhentede Flaaden ved Gautelvens Munding, blev rigtignok Rafns Sag tagen fore, men uden dog at komme til nogen endelig Afgjørelse. Biskoppen bad atter om Tilladelse til at vende hjem til Island, men fik den ikke. Han maatte følge Kongen til Danmark og forblive hos ham paa hans Skib, endogsaa efterat Erkebiskoppen og de øvrige Biskopper i Øresund havde faaet Hjemlov og havde forladt Flaaden med sine Skibe. Arne maatte mod sit Ønske blive med paa det hele Tog, og behandledes ikke altid just med den største Opmærksomhed af de norske Høvdinger, hvorimod Rafn viste ham Agtelse; og ligesaa gjorde Kongen, der endogsaa benyttede ham i sine Underhandlinger med de Danske^[3].

Efter Tilbagekomsten til Tunsberg fra dette Tog maatte Biskop Arne følge Kongen og Hertug Haakon paa en Pilegrimsfærd, som de om Høsten foretoge over Oplandene til Nidaros til St. Olaf. Biskoppen forlangte, at Rafn skulde følge med, for at Sagen mellem dem ved denne Leilighed kunde blive endelig afgjort; men Rafn var paa Toget bleven saaret, og tog heraf Anledning til at blive tilbage i Tunsberg Biskoppen ansaa det for en Udflugt, men Rafns Saar, skjønt i Førstningen ubetydeligt, var virkelig blevet farligt, og en Stund efter Kongens Afreise til Nidaros, døde han den 22de November 1289^[4].

Det ufrivillige Ophold i Kongens nærmeste Omgivelse havde imidlertid skaffet Biskop Arne en ikke ringe Indflydelse hos Kongen. Dette viste sig under Pilegrimsfærden til Nidaros. Paa Ringsaker paa Hedemarken befandt sig den bansatte Lendermand Jon Brynjulfssøn og havde beredt et Gjestebud for Kongen og hans Følge. Om Kvelden, da man skulde sætte sig til Bords, var der paa den ene Side af Kongen bestemt Plads for Biskop Arne, paa den anden for Jon. Men da Biskoppen saa dette, bad han Kongen lade Jon gaa ud og spise et andet Sted, ellers vilde Biskoppen fjærne sig. Kongen, heder det, rødmede og bad, til Kongsmændenes store Forundring, Jon forlade Bordet, hvilket og denne gjorde. Under hele Opholdet i Nidaros havde Arne Værelse i Kongsgaarden.

Hr. Erlend Olafssøn havde paa Biskoppens forudgaaende Stevning begivet sig til Norge for at staa til Rette i Kirkegodssagen; han var nu i Nidaros, var bleven løst af Erkebiskoppen fra det Ban, hvori han havde været sat, og hans Sag blev foretagen i Kongens, Hertugens og Erkebiskoppens Overvær. Biskop Arne var Sagsøger, og af ham lod Erkebiskoppen sig ganske lede, da han selv kun lidet Kjendskab havde til de islandske Forhold. Arne vidste nu saaledes at fremstille den hele Sag, at alle Dommerne heldede til hans Side, og Erlend saa ingen anden Udvei end at tage Rafn Oddssøns Fraværelse til Paaskud for at faa Sagen udsat. Rafns Død var endnu ikke bekjendt i Nidaros, og Sagen blev virkelig udsat til næste Aar, da Erlend forpligtede sig til atter at møde for Erkebiskoppens Domstol^[5]. Denne Forpligtelse opfyldte han dog ikke, og blev derfor atter belagt med Forbud, indtil han endelig forligte sig med Abbed Runolf af Ver eller Thykkvabø, der var Biskop Arnes Ombudsmand under hans Fraværelse i Norge. Arne forblev her hele Aaret 1290 og kom ikke før end i 1291 tilbage igjen til sin Stol, uden at dog endnu Sagen angaaende det islandske Kirkegods (af Islændingerne almindelig kaldet: staðamál) var bleven fuldkommen afgjort^[6].

Meget af hvad her er sagt om Biskop Arnes Færd paa Island og i Norge kan maaskee synes ubetydeligt; men det tjener dog alt til at kaste Lys over Forholdet mellem de stridende Parter, mellem Stat og Kirke. Det viser sig klart, at Kong Erik fra den Stund af at han kom til en modnere Alder, og især, som det lader, efter sin Moders Død 1287, da han var nitten Aar gammel, aldeles ikke har været ugunstig stemt mod Kirken og dens Forstandere, men tvertom heldet til Eftergivenhed og stræbt at bringe Orden tilbage i de forvirrede Forhold. „Han raadede nu – heder det ved denne Tid om ham – meer end før, og hvad han bestemte, syntes alt at være Folk til Lindring“^[7]. Men hvorledes end Kongens personlige Stemning kunde være, saa fik denne ikke altid gjort sig gjældende for de raadende Stormænd. Disse havde som hans Raadgivere og Landsstyrelsens Ihændehavere i hans yngre Aar erhvervet et Herredømme over ham, som han gjennem sit hele Liv aldrig synes ret at have kunnet afkaste, deels maaskee fordi han følte sig at skylde dem Taknemmelighed for udviist Troskab under farlige Omstændigheder, deels maaskee ogsaa, og det mest, paa Grund af en vis godmodig Svaghed i Karakteren, der lod ham meer end tilbørligt paavirkes af enhver kraftig Personlighed, som optraadte i hans nærmeste Omgivelse. Herom vidner netop hans Forhold til Biskop Arne under dennes Ophold i Norge 1288–1291, ligesom ogsaa hans Yttring til Erkebiskop Jørund, da denne engang ved given Leilighed spurgte ham, om han virkelig havde bildet Rafn Oddssøn at handle i den islandske Kirkesag som han gjorde. Kongen svarede nemlig, som for at undskylde sig selv, „at man (de verdslige Stormænd) vendte hans Breve efter egen Villie“^[8]. Kong Erik viser sig overhovedet i Kampen mellem Stat og Kirke ingenlunde som den kraftige Styrer, hvortil nyere Historikere i Almindelighed have villet gjøre ham, som den urokkelige Forsvarer af Kongedømmets Ret imod det anmassende Hierarchies Overgreb; – han viser sig heller som en vakklende Aand, der maaskee endog kunde have været i Stand til at indrømme alle Biskoppernes Fordringer, hvis det havde lykkets disse at fortrænge en Bjarne Erlingssøn, en Audun Hugleikssøn, en Alf Erlingssøn og lignende Mænd af hans Raad og nærmeste Omgivelse og selv indtage deres Plads Det var utvivlsomt de mægtige Lendermænd, der i Virkeligheden styrede Norge i Kong Eriks Tid, og det var dem, som væsentlig opretholdt Kongedømmets Verdighed imod det paatrængende Hierarchi og tilbageviste dette inden rimelige Skranker; medens man neppe kan tilregne Kongen selv meer end maaskee en forsonende Meglers Virksomhed mellem de ophidsede Yderligheder – en Fortjeneste, som imidlertid ogsaa tilfulde bor paaskjønnes.

Ligesom Erkebiskop Jon og Biskop Arne, saaledes indsaa ogsaa Erkebiskop Jørund fuldt vel denne Sagernes sande Stilling, og det var, som allerede viist, mod Magthaverne blandt Norges Lendermænd og verdslige Høvdinger, ikke mod Kongen selv, han rettede sine Revselser. Men medens han ved at forfølge hine med Kirkens Straffe stræbte at opretholde i det mindste Skinnet af den kirkelige Myndighed, hans Forgjænger en Tid havde øvet, og Erkestolens ydre Verdighed, maatte han opgive Kirkens Fordringer i et langt vigtigere Punkt; og, hvad der maatte være mest ydmygende, han maatte derved med det samme paa en Maade godkjende Bestemmelser, fattede til Ugunst for Hierarchiet i Kongedømmets Navn netop af de Mænd, han forfulgte.

Det er allerede fortalt, at der i 1283 blev af Rigsstyrelsen i Kongens og Hertugens Navn udstedt et Beskyttelsesbrev for Nidaros’s Kirke og dens Chorsbrødre, hvori Lægfolket, med Hensyn til sine Skyldigheder mod denne Kirke, henvistes til den ældre Christenret; – ligeledes at Kongebreve i Anledning af Striden om Kirkegodsets Bestyrelse paa Island erklærede den Christenret, som gjaldt i Kong Haakons og Erkebiskop Sigurds Dage, for at være den, efter hvilken man havde at rette sig. Dette var dog altsammen kun at betragte som eensidige Bestemmelser af den verdslige Statsmagt, hvilke først da fik fuld Gyldighed, naar de tiltraadtes af den norske Kirke gjennem dennes lovlig valgte Formand, Erkebiskoppen af Nidaros. Den stolte Erkebiskop Jorund har ganske vist kun saare nødigen kunnet bekvemme sig til et saadant Skridt; – men det beviser, hvor mislig han nu maa have anseet Hierarchiets Stilling for at være ligeoverfor Kongedømmet, da han dog fandt sig deri. Under 14de Mai 1290 udstedte Kong Erik og Hertug Haakon et Brev fra Bergen, hvori de, efter en Indledning, der omtaler, at lige siden deres Regjeringstiltrædelse Almuen ideligen har klaget over de Tyngsler i Tiender og andre nye Bestemmelser, som Provster og andre lærde Mænd (Geistlige) havde paabyrdet dem mod gammel Sedvane, – kundgjøre, at de ere komne overeens med Erkebiskop Jørund og de øvrige Biskopper i Landet om, at den gamle Christendomsbolk, som gjaldt for Foreningen i Tunsberg, skal staa ved Magt med Hensyn til Tiendeydelse og Bøder og alt andet Geistligheden tilkommende. Herhos opfordres alt Folket, af hvad Stand og Verdighed hver er, til at gjøre den hellige Kirke og Geistligheden Ret; men det bydes ogsaa de haandgangne Mænd nøie at paasee, at intet yderligere paalægges Almuen, end Kongen og Biskopperne nu have samtykket^[9].

Vist nok erklæres ikke i dette Brev, ligesaalidt somt det ovenomtalte ældre af 1283, den tunsbergske Forening udtrykkeligen for ophævet; men naar man betænker, at den i Gjerningen allerede tidligere var tilsidesat i flere af sine Hovedpunkter, og at der her intet Forbehold er gjort med Hensyn til dens eller den derpaa byggede nye Christenrets Lovgyldighed i nogetsomhelst Stykke, – saa tør man vist nok ansee den her omhandlede Overeenskomst for at indeholde en stiltiende Henlæggelse af begge Dele. Thi skulde der, efter det nærmest forudgaaende Aartis Tildragelser, endnu have været indrømmet den tunsbergske Forening nogen Lovskraft, da synes den, enten i sin Heelhed eller i enkelte Artikler, nødvendig at maatte være bleven paa ny stadfæstet fra Kongedømmets Side ved en Leilighed som denne. Men hverken blev den det nu, eller den blev det nogensinde senere i dette eller i det paafølgende 14de Aarhundrede, medens tvertimod i samme Tidsløb flere Bestemmelser gjordes, der ligefrem strede mod dens Indhold og det uimodsagt fra Kirkens Side. Og hvad Erkebiskop Jons Christenret angaar, hvilken er os fuldstændig bevaret, da blev heller ikke den, trods sit ubestridelige Fortrin i flere Henseender før de ældre Christenretter, nogensinde lovligen erkjendt som fuldgyldig norsk Kirkeret, men, høist taget, betragtet som en Hjælperet, til hvilken man ikke sjælden nødtes at henty paa Grund af de virkelig gjældende Christenretters Ufuldstændighed og Utidsmæssighed. Disse sidste findes derfor tilføiede Magnus’s Landslov i mange gamle Haandskrifter, saaledes, at man tydelig seer, at hvert Lagdømme fremdeles har beholdt sin særskilte, og det den ældre kun noget tillempede, Christenret, ligesom i det forbigangne Lovgivningstidsrum, da hvert endnu havde sin særegne Lov i det Hele.

Man feiler neppe meget, naar man forestiller sig Sagens Sammenhæng omtrent paa følgende Maade: Erkebiskoppen har ikke villet see sin Formands Verk ved en aabenbar og udtrykkelig Erklæring fra sin Kirkes saavel som fra Kongedømmets Side tilintetgjort; dette har han fundet altfor nedverdigende og ydmygende. Han har foretrukket at lade det hendø i Stilhed, da han ikke længer saa sig i Stand til at opretholde det. Herpaa er Kongedømmet gaaet ind, da det nu alligevel i Gjerningen havde løsrevet sig fra de mest trykkende af de Baand, som Erkebiskop Jon havde paaført det, og desuden ikke kunde ønske ved unødvendigt Overmod at drive Geistligheden til det Yderste og derved vanskeliggjøre en heldbringende Forsoning. Desuden har man maaskee for Øieblikket fra begge Sider tænkt sig en ny Overeenskomst mellem Stat og Kirke som ønskelig og mulig, ja vel endog som snart forestaaende, hvilken da uden Anstod kunde formeligen afløse den tunsbergske Forening, efter at have optaget i sig af denne, hvad der kunde synes begge Parten efter de senest vundne Erfaringer, hensigtsmæssigt.

Have saadanne Bevæggrunde fra begge Sider ved nærværende Leilighed gjort sig gjældende, da vidner det baade om Maadehold og om Klogskab Men en ny Forening af samme Omfang som den tunsbergske kom aldrig i Stand; den er maaskee ikke heller nogensinde forsøgt, da rimeligviis en modnere Overveielse har hos begge Parter vakt Frygt for, at de nødvendige forudgaaende Forhandlinger skulde oprive de gamle kun slet lægede Saar og lede tilbage til en Forvirring, som den, hvoraf man lykkeligen var undsluppen. Man gik frem paa samme Maade, som man havde gjort ved Aarhundredets Begyndelse, strax efter Kong Sverrers Død; og Følgen var, at en Forfatning, hvilken man oprindeligen tænkte sig som blot midlertidig, blev vedvarende for lange Tider. Men derfor var den ogsaa behæftet med alle en saadan ubestemt Tilstands Mangler, med al dens Spire til Lovtrækkerier, Trætter ja endogsaa gjensidige Overgreb, alt eftersom Omstændighederne begunstigede den ene eller den anden Magt. Imidlertid kan man ansee den anden Hovedkamp mellem Stat og Kirke, hvilken Erkebiskop Jon ved sine anmassende Fordringer maa siges at have vakt, for endt i 1290; og en lignende reiste sig ikke oftere i Norge før ved den store Kirkereformation.

Erkebiskop Jørund vedblev vistnok endnu en Stund at anstille kirkelig Forfølgelse mod enkelte af de Mænd, som havde staaet i Spidsen for Reisningen mod hans Forgjænger. Vi have allerede seet, hvorledes dette var Tilfælde med Herrerne Jon Brynjulfssøn, Rafn Oddssøn og Erlend Olafssøn. I 1290 kom Raden ogsaa til den mægtige Hr. Bjarne Erlingssøn, hvem Erkebiskoppen den 5te November formeligen indstevnede for sin Domstol, at stande til Rette for sin Opførsel mod Kirken, medens han var i den unge Konges Raad. Bjarne adlød imidlertid ikke Stevningen. Da lod Erkebiskoppen den 9de Marts 1291 optage et Vidnesbyrd om Bjarnes Fremfærd, hvori der fortrinlig lagdes Vegt paa, at han havde bevirket Nidaros’s Kirkes Myntret hævet, og at han havde forbudt Folk at erlægge Tiende efter Bestemmelsen af 1277^[10]. Om det sidste var der imidlertid nu lidet eller intet at sige, da Erkebiskoppen selv, ved sin nys forud indgangne Overeenskomst med Kongedømmet havde opgivet den nævnte Tiendebestemmelse og var vendt tilbage til den ældre; og hvad Myntretten angik, da kom denne ind under den magtesløse tunsbergske Forening, og blev fremdeles, saavidt man kan skjønne, for meer end eet Aarhundrede Nidaros’s Erkestol berøvet. Den hele Sagsøgning mod Bjarne synes saaledes i Grunden at have været betydningsløs og har neppe ledet til nogensomhelst klekkelig Opreisning for Kirken. Ligesaalidet finder man Spor til at dette har været Tilfælde med den tidligere kirkelige Forfølgelse mod Jon Brynjulfssøn. Begge Herrer have rimeligviis i det Høieste underkastet sig en let Skrift eller Bod, hvorved Kirkens Ære for Verdens Øine kunde synes nogenlunde fyldestgjort, og ere dermed blevne løste og tagne til Naade. Man finder idetmindste Bjarne Erlingssøn efter denne Tid som før i Kongens Raad og Fortroende og deeltagende i Statens vigtigste Anliggender.

En verdigere og gavnligere Virksomhed udviste Erkebiskop Jørund ved at holde et Provinsialconcilium i Nidaros samme Aar som hans Overeenskomst med Kongedømmet blev offentliggjort, nemlig i 1290. Paa dette Concilium vare tilstede foruden Erkebiskoppen selv Biskopperne Erlend af Færøerne, Arne af Skaalholt, Arne af Stavanger, Eyvind af Oslo og Thorstein af Hamar; og her bleve flere vigtige, reenkirkelige Bestemmelser fattede, hvilke den 29de August bleve vedtagne, skriftlig opsatte og paabudne til Efterlevelse. De ere følgende:

1) Alle Prester, som have curum animarum (d. e. ere virkelige Sjælesørgere eller Sogneprester) skulle prædike for sit Sognefolk hver Søndag om Troen og dens Artikler, om Daaben og om Confirmationen, samt lære baade Unge og Gamle Credo, Paternoster og Ave Maria, jævnligen prøve dem heri, især i deres Skriftegang, og straffe dem, som ei ville lære det.

2) Prester, Provster og andre Kirkens Forstandere skulle flittigen undervise Læge og Lærde om at tro paa og hædre Christi Legeme og Blod. Naar det opløftes i Messen, eller bæres til Syge, skal man falde paa Knæ med blottet Hoved og oprakte Hænder. Presterne, som bære det til Syge, skulle være iførte Messeserk og bære det under en reen Dug, og have foran sig Kors, Klokke og brændende Kjerte, med mindre Veiens Længde forhindrer saadant, i hvilket Fald de skulle bære det i en reen Pung om Halsen.

3) Presterne skulle af sine Overmænd undervises om sine Pligter, om Kirkesang, Daab, Salvelse og Ligsang, og heri ofte prøves.

4) Presten skal kun læse een Messe om Dagen, undtagen i de Tilfælde, som i Loven ere bestemte, nemlig paa Juledag, Paaskedag, Pintsedag, Søndag, og paa de største Fester (in festo dupplici), eller naar Lig kommer til Kirke, eller naar Biskoppen har givet ham Bestyrelsen af to Kirker; da maa han nemlig med Biskoppens Orlov synge to Messer paa een Dag. Ingen skal forresten synge Messe, uden at en Klerk er tilstede, der tjener med brændende Kjerte og andre Ting som tilhøre.

5) Chrisma og Eucharistia (det viede Brød) skulle Presterne gjemme under Laas og paasee, at Kalk, Sacrarium (det Gjemme i Alteret, hvor Eucharistia opbevaredes), Vandfad, Døbefad, Messeklæder og Corporale (Klædet, hvormed Nadveren dækkedes) ere rene.

6) Ingen Prest skal meddele anden Prests Sognemænd Sakramenterne, uden fuld Nødvendighed er forhaanden.

7) For at Sakramenternes Meddelelse kan skee med fuld Reenhed, forbydes enhver Prest at forlange Penge, eller indlede nogen Kontrakt, eller forevende nogen usand Forhindring, førend han forretter Salvelse, Ligsang, Brudevielse eller andet presteligt Embede. Men hvis nogen efter modtaget Sakrament ikke vil fyldestgjøre Presten efter Stedets Vedtegt, da skal han tvinges hertil af Biskoppen eller dennes Ombudsmand (officialis).

8) Da Herredskirkerne vide omkring lide Tab paa sit Gods og sine Tiender, saaledes at de ikke alene maa undvære drager og Inventarium, men ogsaa forfalde, saa forbydes den, der er sat til at selge Kirketienden, at gjøre dette uden Kirkens Hovedprests og tvende andre skjellige Mænd af Kirkesognet, deres Vidende, og skal Selgeren ikke selv tage sig nogen Fordeel.

9) Hovedpresten ved Begravelseskirke skal saavidt muligt have sig en Vikarius, for at, naar den ene er borte i nødvendige Erinder, den anden da kan forrette for ham; saadanne Kirker have nemlig som oftest et vidløftigt Sogn.

10) Ethvert Collegium af Klerker, og især af Chorsbrødre ved Biskopsstolen, skulle bestandig have Læsning af hellige Skrifter ved deres Bord, for at deres Øren mindre skulle lytte til Sladder og Forfængelighed.

11) Hver Prest er skyldig i sit Sogn at lyse aabenbare i Kirken paa tre Helligdage til Egteskab, for at de, som have nogen lovlig Indsigelse at fremføre, kunne komme med denne, og Presten overveie om det forholder sig rigtigt, i hvilket Fald Egteskabet skal udsættes, indtil Sagen er afgjort for Kirkens Dommere. De som slutte lønligt Fæstemaal skulle straffes efter Fortjeneste, og Børn avlede i saadan Forbindelse være udelukkede fra alle geistlige Grader. Men de Prester, som ei forbyde Forbindelsen, eller ikke lyse den paa rette Maade, eller ei afholde sig fra at overvære saadanne Bryllupper, skulle miste sit Embede i tre Aar og kunne derhos yderligere straffes efter Omstændighederne^[11].

Disse for Religionsunderviisningen, Kirkeordenen og Kirketugten vigtige Bestemmelser, maa vist nok for en stor Deel ansees som Indskjærpelse af allerede tidligere i den norske Kirke bestaaende Regler; men i nærværende Erkebiskop Jørunds Statuter ere de, saavidt vides, først sammenfattede til et Heelt og fremsatte som kirkeligt Paabud for hele den nidarosiske Provins under et Provinsialconciliums Autoritet. Man maa erkjende, at Kirkens Foresatte her ikke i noget Punkt skride udenfor sit kirkelige Omraade, men vise sig fuldkommen at have opfattet og iagttaget Grændserne for et Provinsialconciliums lovgivende Myndighed. Dette Concilium spores ei heller at have været sat i Forbindelse med noget verdsligt Høvdingemøde, men synes at bære et reent geistligt Præg, – noget man ikke kan sige om det af Erkebiskop Jon i 1280 afholdte. Vel kan det samme muligen have været Tilfælde med enkelte ældre, men de paa dem fattede Bestemmelser ere os ikke levnede, og have maaskee ikke heller været skriftlig affattede i Statutform. Fra 1280 af derimod har man bevaret en, som det lader, fuldstændig Række af kirkelige Statuter for Nidaros’s Kirke-Provins, affattede og udstedte paa dennes Provinsialconcilier i Tidsløbet af de næstpaafølgende 70 Aar, – Statuter, som kaste et fortrinligt Lys over den norske Kirkes daværende indre Forfatning. De vise hvilken vigtig Indflydelse hiin kirkelige Indretning under det nævnte Tidsrum har øvet til Kirkeordenens Opretholdelse og Udvikling, og hvorledes Kirkens lovgivende Myndighed i dem fandt sit rette Organ med Hensyn til alle reenkirkelige Anliggender. Provinsialconciliet i 1290 danner paa en Maade et Forbillede for de senere norske Provinsialconciliers Virksomhed.

1. Biskop Laurentius’s Saga. (Mskr.) c. 8.
2. Bp. Arnes S. c. 70.
3. Bp. Arnes S. c. 70, 73, 74.
4. Bp. Arnes S. c. 75, 78.
5. Bp. Arnes S. c. 75, 77.
6. Bp. Arnes S. c. 79, 80. Ordet staðr, eg. Stad eller Sted, brugtes i del gamle norske Sprog til at betegne Kirke med tilliggende Hovedjord og Prestesæde.
7. Bp. Arnes S. c. 61 Slut.
8. Bp. Arnes S. c. 71.
9. N. g. L. III. 17 f.
10. N. Dipl. III. 29 ff.
11. N. g. L. III. 241–243.