Den norske Kirkes Historie under Katholicismen/61

Rudolf Keyser

Den norske Kirkes Historie under Katholicismen

Chr. Tønsbergs Forlag, 1858 (2, s. 103-108).

I Løbet af Kong Haakons tidligere Regjeringsaar blev visse Bestemmelser fattede med Hensyn til Kirkevæsenet i Jamteland. Dette Landskab hørte, som tidligere bemærket, til Norges Rige og stod under Norges Konge, men laa i kirkelig Henseende til Upsals Biskopsdømme og erkjendte Erkebiskoppen der for sit geistlige Overhoved^[1]. Et saadant Forhold kunde neppe undlade oftere at fremkalde en og anden Forvikling, skjønt nærmere Underretning derom mangler. Jamterne løde i alt Verdsligt under den norske Frostathingslov, skjønt de havde sit eget Lagthing; men om de ogsaa lode under denne Lovs Christenret, eller de i kirkelig Henseende rettede sig efter den svensk-uplandske Lovs Kirkebolk, er ikke paa det Rene. Maaskee have de havt sine egne Vedtægter, ordnede mellem dem og Biskoppen af Upsal fra gammel Tid, og dette har ganske vist især været Tilfælde med Hensyn til de kirkelige Udredsler. Paa den Tid, hvorom her er Tale, havde Erkebiskoppen af Upsal en Provst i Jamteland, der besørgede de kirkelige Anliggender paa hans Vegne. Imidlertid, hvorledes det nu end med Christenretten forholdt sig, tilkom det naturligviis Norges Konge at paasee sine Undersaatters Tarv her som i enhver anden Deel af hans Rige, og dertil hørte da ogsaa at afverge alt ubilligt Tryk fra Geistlighedens Side i dens Krav paa Lægfolket, samt at iagttage, at den opfyldte sin Skyldighed. Haakon var i dette Stykke en nøieseende Landsstyrer, og han har rimeligviis fundet, at i de nævnte Punkter Forholdene i Jamteland ikke vare tilstrækkelig bestemt ordnede. Han sendte derfor i 1303, da Erkebiskop Nikolaus Allessøn af Upsal i Begyndelsen af Aaret besøgte Jamteland, den norske Prest Erlend Styrkarssøn paa sine Vegne til Mødes med ham; og en Overeenskomst blev nu mellem dem afsluttet, hvorved Tiendeudredelsen, Betalingen for de vigtigste prestelige Forretninger, Ydelserne til Biskoppen paa hans Visitatsreiser, Sognepresternes Skyldighed i forskjellige Retninger, Provstens Dommerpligter og mere lignende fastsattes. Denne Overeenskomst blev senere, 1305 den 31te Mai, stadfæstet af Kong Haakon ved et Brev udstedt i Tunsberg, dog kun midlertidigen, indtil Kongen kunde faa Tid til nøiagtigere at granske Jamternes Forestillinger og fatte Bestemmelser, der fyldestgjorde dem. Overeenskomsten blev dog, som det lader, saadan som den var, staaende ved Magt ikke alene i Kong Haakons Regjeringstid, men ogsaa længe efter hans Død^[2].

Strax ovenpaa de nys ovenfor omtalte Kirkestridigheders Udjævning fulgte et næsten almindeligt Biskopsskifte i den norske Kirke. – Den skaalholtske Biskopsstol paa Island, der havde staaet ledig lige siden Arne Thorlakssøns Død i 1298, blev endelig i 1303 igjen besat med den Afdødes Søstersøn, Presten Arne Helgessøn, en Islænding af Anseelse og Dygtighed^[3], samt derhos en fredeligsindet Mand, der ikke optog det gamle Stridsemne, for hvilket hans Forgjænger og Frænde længe saa haardnakket havde kjæmpet. At Skaalholts Biskopsstol saaledes i hele fem Aar stod ledig, var udentvivl for en stor Deel Følge af Striden i Nidaros mellem Erkebiskoppen og hans Kapitel, hvilke ved forenet Valg skulde besætte den.

Samme Aar 1303 døde den ovenfor ofte omtalte Biskop Arne af Stavanger^[4]. I hans Sted valgtes af Kapitelet Ketil, ganske vist den samme Chorsbroder, som under Sagen mellem Biskop Arne og Kapitelet havde været dettes Fuldmægtig, og derved paadraget sig Ubehageligheder af Biskoppens Tilhængere. Ketil blev den 1ste Mai 1304 ved tvende stavangerske Chorsbrødre fremstillet for Erkebiskop Jørund i Bergen som Elcetus^[5] og udentvivl strax efter indviet.

Ligeledes døde i 1303 Biskop Markus af Suderøerne og Biskop Eyvind af Oslo, den sidste i Slutningen af Aaret^[6]. I Markus’s Sted kom en Allan af Galloway; i Eyvinds Sted valgtes Helge, forud Chorsbroder i Oslo, der blev indviet samtidig med Ketil af Stavanger om Sommeren 1304^[7].

I 1304 døde Thorstein, Biskop af Hamar, til hvis Eftermand valgtes en vis Ingjald, Chorsbroder ved samme Kirke^[8], og udentvivl den samme, som i 1301 var i Nidaros blandt Erkebiskoppens Tilhængere og paa Grund af Voldshandlinger mod Kapitelet blev bansat af Abbeden af Holm^[9], men som senere maa være tagen til Naade af Kirken.

Endelig døde i 1304 den 16de October Biskop Narve af Bergen. I hans Sted valgtes den 14de December samme Aar den bergenske Chorsbroder Arne Sigurdssøn, der modtog sin Stadfæstelse den 14de September 1305, og indviedes tillige med den ovennævnte Ingjald af Hamar af Erkebiskop Jørund den 5te December næst efter i Jonskirken i Bergen. Biskopperne Erlend af Færøerne og Ketil af Stavanger ydede sin Bistand ved Indvielsen, og Kong Haakon, hans Dronning Eufemia af Rygen, samt Dronning Isabella, Kong Eriks Enke, vare nærværende ved Høitideligheden^[10].

I Anledning af Ingjalds Valg til Hamar oprippedes den gamle Tvist mellem Hamars og Oslos Biskopsstole, idet nemlig Biskop og Kapitel i Oslo paastode, at det ifølge gammel Ret tilkom dem at tage Deel med det hamarske Kapitel i Valget af Biskop til Hamar. Da nu tvende Fuldmægtige fra sidstnævnte Kapitel, Chorsbrødrene Botolf og Halvard, den 20de September 1305 havde fremstillet sig i Bergen for Erkebiskoppen og udbedet sig hans Stadfæstelse paa Ingjalds eenstemmige Valg, saa fremtraadte nogle Dage senere, den 24de September, Archipresbyter Simon og Thorkil Gunnarssøn, Chorsbroder af Oslo, med en Skrivelse, som udtalte den osloske Biskops og hans Kapitels Paastand. Denne blev dog den følgende 21de October af Erkebiskoppen paa det bestemteste forkastet. Biskopsvalget til Hamar – erklærede han – tilkom ifølge den almindelige Ret det hamarske Kapitel; og den osloske Biskop og hans Kapitel vare saa langt fra at kunne bevise Gyldigheden af sin Paastand, at det meget meer var vitterligt, at da den samme i 1278 var fremsat for Erkebiskop Jon, saa havde denne frifundet Hamars Kapitel for ethvert saadant Krav fra den osloske Biskopsstols Side, og paalagt denne i den omhandlede Sag evig Taushed. Og denne Dom havde i hele 27 Aar været upaaanket. Derfor afviste Erkebiskoppen nu den osloske Biskopsstols Paastand som intetsigende. Imidlertid opsatte han en Indberetning om den hele Sag til Paven, hvori han erklærede sig beredt til at overlade dens Undersøgelse og Afgjørelse til andre lovlige Dommere, saafremt Oslos Biskop og Kapitel skulde ville itide og med gyldige Grunde gjøre Indsigelse mod hans Berettigelse^[11]. Noget saadant findes ikke at være gjort fra den osloske Biskopsstols Side, og Erkebiskoppen indviede – som allerede fortalt – Ingjald den paafølgende 5te December.

I det næste Aar 1306 tilsagde Erkebiskop Jørund et Provinsialconcilium at samles om Sommeren i Oslo. Den fastsatte Tid synes at have været omkring St. Johannes Baptista (24de Juni). Man finder i Anledning af dette Concilium den første Antydning om, at til disse Kirkemøder flere Prælater end blot Biskopperne, og navnligen at Domkapitlerne have været kaldede, samt om at det ikke alene var Domkapitlerne – hvilket var naturligt – men ogsaa de tilkaldte Biskopper og andre Prælater tilladt at lade møde for sig ved Fuldmægtige. Man har nemlig Breve af den bergenske Biskop Arne, udstedte fra Grøningiasund strax syd for Bergen den 11te Juni 1306, til Erkebiskoppen og Conciliet i Oslo, hvori han fortæller, at han selv „med sit Kapitels og de øvrige med Rette tilkaldte Prælaters Fuldmægtige (procuratores)“ i betimelig Tid havde forladt Bergen, men var bleven liggende paa ovennævnte Sted for Modvind i otte Dage, hvorfor han beder sig undskyldt, om han skulde blive forhindret fra selv at komme, for hvilket Tilfælde „han giver sin Fuldmagt til Hr. Peter Haakonssøn, Chorsbroder af Bergen, og Hr. Botolf, Chorsbroder af Hamar, at møde og handle for sig paa Conciliet“^[12]. Hvad enten nu dette imidlertid er blevet udsat for Biskop Arnes Skyld, eller dennes Reise siden er gaaet hurtigere, saa kom dog Biskoppen personligen tilstede og nævnes som deeltagende i Conciliets Forhandlinger og Beslutninger.

Conciliets Bestemmelser (statuta) ere udfærdigede i Oslo den 6te Juli 1306 af Erkebiskop Jørund og Biskopperne Erlend af Færøerne, Ketil af Stavanger, Helge af Oslo, Arne af Bergen og Ingjald af Hamar.

Den første Artikel fornyer og stadfæster de ældre Statuter, navnligen Erkebiskop Jons, ligesom og Jørunds tidligere; og for at holde dem i Hevd paabydes, at de eengang om Aaret skulle offentlig forkyndes i enhver Kathedral- og Hovedkirke, samt at vedkommende Prælater skulle straffe deres Overtrædere saaledes som i selve Statuterne er foreskrevet.

De nærmest følgende Artikler omhandle Klosterne og Klostertugten: – I Betragtning af den Skade, som Klostrene i Nidaros’s Provins lide baade i aandelig og verdslig Henseende ved de deri levende Brødres Ukyndighed og Mangel paa lærd Dannelse, bydes, at vedkommende Biskop skal af ethvert Kloster udvælge skikkede Personer, hvilke paa dets Bekostning skulle sendes til Udlandet for at studere. – Da det er bragt i Erfaring, at Nonner, imod gode Seder og de hellige Fædres Dekreter, optage Mænd som Brødre, og omvendt, Munke Kvinder som Søstre i sine Klostre, saa forbydes dette strengeligen for Fremtiden, under hvilketsomhelst Paaskud det end skeer^[13]. – Da stor Skade afstedkommes derved, at en altfor stor Mængde Personer optages i Munke- og Nonne-Klostere, „hvilket i sig selv ingen Ære medfører, men derimod under Paaskud af Fattigdom, foranlediger Simoni og andre Uordener“, – saa bydes, at Klostrenes Ejendomme, faste og rørlige, skulle nøie beregnes af vedkommende Biskop, og i Forhold dertil et vist Antal Medlemmer bestemmes, hvilket Antal ikke maa udvides, med mindre Klostrenes Evner forøges, og dog ikke uden vedkommende Biskops særlige Tilladelse.

Den sidste Artikel byder endelig, at da det paaligger Biskopperne, „som Sjælens Læger at sørge for sine Undergivnes aandelige Helbred“, saa skal i enhver Kathedralkirke ansættes en kyndig, skikket og paalidelig Prest, hvilken paa bestemt Sted til passende Tider kan være til Tjeneste i Kirken for dem, der ønske at skrifte for ham.

Ligesom ikkun de tilstedeværende Biskopper nævnes i Begyndelsen som disse Conciliestatuters Udstedere, saaledes siges i Slutningen ikkun de samme at have vedhængt Dokumentet, der indeholder dem, sine Segl^[14]. Dette findes at have været i Norge paa denne Tid den sedvanlige Form for Concilie-Statuters Udstedelse, hvilken Form lader slutte, at om end, foruden Biskopperne, andre Prælater eller geistlige Corporationer vare tilstede paa Provinsialconcilierne, eller der ved Fuldmægtige repræsenterede, saa betragtedes dog endnu Biskopperne alene som Ihændehavere af den egentlige besluttende Myndighed. Man kan ikke andet end høieligen rose Aanden ogsaa i dette Provinsialconciliums Bestemmelser, hvilke, forsaavidt de ere nye, ikke i noget Punkt gaa ud over det reenkirkelige Omraades Grændser. Ikkun den første Artikel synes at have maattet vække nogen Betænkelighed hos den verdslige Statsmagt. Den stadfæster nemlig udtrykkeligen Erkebiskop Jons Statuter, hvorved ikke kan menes andre end de bekjendte af 1280, hvori de forskjellige Banstilfælde opstilles paa en for den verdslige Statsmyndighed nærgaaende Maade, hvilke derfor ogsaa – som paa sit Sted fortalt – bleve saa ilde optagne af den daværende Rigsstyrelse^[15], og hvilke ikke nævnes som stadfæstede af Provinsialconciliet i Nidaros i 1290^[16]. Man kan her med Rette spørge, hvorledes Kong Haakon nu optog deres Fornyelse og Stadfæstelse paa nærværende Concilium, og om han ikke heri har seet et Skridt fra Biskoppernes Side, sigtende til atter at bringe Norges Kongedømme under det hierarchiske Aag, som Erkebiskop Jon i sin Tid havde arbeidet paa at sammensmede, men som dengang Rigsstyrelsen ved en overordentlig Kraftanstrængelse havde brudt. Herom give de forhaandenværende Kilder ingen bestemt Oplysning. Imidlertid vise kort efter indtrufne Begivenheder, som nu ret snart skulle fortælles, at Kongen med mistænksomt Øie betragtede visse Foretagender af Erkebiskoppen og Geistligheden, at han tog Forholdsregler, der ikke vare den biskoppelige Myndighed ret gunstige, og at der i det Hele i de næstfølgende Aar indtraadte en Spending mellem Kongen og Erkebiskoppen, der dog heldigviis ikke blev af nogen lang Varighed. Men for at see disse Forhold i det rette Lys, maa vi kaste et Blik paa Haakons verdslige Styrelse og følge den indtil det Tidspunkt, vi nu have naaet.

1. S. o. f. I. 89.
2. Sv. Dipl. II. 694–696.
3. Bp. Arnes S. c. 80; Bp. Laur. S. c. 16; Isl. Ann. 184.
4. Isl. Ann. 182.
5. N. Dipl. II. 63.
6. Isl. Ann. 184; Sml. t. d. norske Hist. II. 180.
7. Isl. Ann. 180, Sml. t. d. norske Hist. II. 181.
8. N. Dipl. I. 94.
9. S. o. f. II. 98.
10. Bartholinske Mskr. Tom. IV (E). 383, 751.
11. N. Dipl. I. 94, jfr. o. f. II. 30.
12. Barthl. Mskr. E. 308, 309.
13. Herved maa sigtes til de saakaldte próventumenn og próventukonur, omtrent svarende til fratres conversi og sorores conversæ, nemlig Lægfolk, som for Betaling lagde sig ind i Klostrene, deels for der at nyde Ro og Pleie, og deels tillige for at nyde godt af Klosterlivets formeentlige Fortjenstfuldhed uden egentligen at underkaste sig noget Klosterløfte eller indtræde som Ordensmedlemmer. Den her anførte Bestemmelses Hensigt er da at afskaffe den hidtil herskende Sedvane, at Kvinder kunde indtages til Pleie i Munkeklostere og Mænd i Nonneklostere som Lægsøstre eller Lægbrødre paa ovennævnte Maade, – en Skik, som naturligviis let kunde bringe Livet i Klostrene i ondt Ord. Lægsøstre – vilde man have – skulde blot optages i Nonneklostrene og Lægbrødre i Munkeklostrene.
14. N. g. L. III. 243–245.
15. S. o. f. II. 37–40.
16. S. o. f. II. 66.