Den norske Kirkes Historie under Katholicismen/62
Paa den Tid Haakon modtog Norges Kongedømme, paa Grændsen mellem Aarhundrederne, mærkedes en Gjæring i hele Norden, der spaaede store Omveltninger i Statsforholdene.
I Danmark var Erik Erikssøn (Menved) Konge, en ung, virksom, men ærgjerrig og glimrelysten Fyrste. Han havde i sit Riges Indre et Parti at bekjæmpe af Landets mægtigste geistlige og verdslige Stormænd, der i Egenskab af Kongens Vælgere og Kongedømmets Raad allerede dannede en selvstændig Magt i Staten, – der trodsede Kongedømmet og undertrykte Almuen, – og af hvilket flere indflydelsesrige Medlemmer endog laa i aabenbar Feide med Kongen, hvis Faders Død de havde voldet, og med hvis Fiende, Norges Konge, de havde ligefrem forbundet sig. Og alligevel stod hele den unge Konges Hu til at grunde en dansk Lenshøihed over sine sydlige Naboer, de smaa nordtydske Fyrster, uanseet disses gamle Lensforhold til det tydske Rige og Lydskyldighed under den tydske Konge og romerske Keiser, – en forfængelig Stræben, der ganske naturlig maatte svække hans Riges sande Kraft og bringe det i Forviklinger med Tydskland, hvis Farlighed for Danmarks Nationalitet og Selvstændighed kun altfor snart viste sig.
Sverige havde tre unge, saagodt som sideordnede Styrere: Kong Birger Magnussøn og hans Brødre, Hertugerne Erik og Valdemar. Den svage Konge lededes ganske af sine Raadgivere blandt Sveriges Stormænd og af sin Dronning, den danske Konges Søster. Hans tvende ærgjerrige Brødre stræbte i Forening efter at gjøre hans kongelige Myndighed til en Skygge, eller vel endog fortrænge ham ganske fra den. Og under denne sig meer og meer udviklende Spending inden Kongeætten arbeidede de svenske Stormænd til samme Maal som de danske: Kongedømmets fuldkomne Ydmygelse under et Stormandsvælde, der paa een Gang i Kongens og Folkets Navn, men i Virkeligheden med Undertrykkelsen af begges lovlige Ret, kunde styre Riget og med det samme befordre sine Medlemmers personlige, egennyttige Hensigter. Nogle af dem troede at opnaa sit Maal ved at holde fast ved den svage Konges Sag, – Andre ved at understøtte de ærgjerrige Hertuger i deres oprørske Stræben. Et kongeligt og et hertugeligt Parti blandt Landets Store begyndte allerede at fremtræde, og en voldsom indre Splittelse truede Sveriges Fred.
Imidlertid havde de frodigt opblomstrende nordtydske frie Handelsstæder sit lurende, vindesyge Blik skarpt heftet paa hele Norden. De vogtede ufravendt paa de nordiske Rigers indre Splittelse og gjensidige Avindsyge, og paa deres Styresmænds Lidenskabelighed, Egennytte og Kortsynthed, for først umærkbart at trænge sig ind i de nordiske Handelsforhold, siden grundlægge et Kjøbmandsherredømme, og endelig, naar de havde befæstet sit Handelsaag paa de nordiske Landes Nakke, vel ogsaa, om Lykken var dem god, forandre dette til et Statsaag.
Og hvorledes var nu Norges ejendommelige Stilling under disse det øvrige Nordens Forholde? – Kong Haakon havde arvet efter sin Broder en Krig med Danmark. Denne fortsatte han nogenlunde heldigt, i det mindste uden Tab. Den afløstes snart ved Vaabenstilstande og Underhandlinger og Forlig, hvori Sverige stedse indblandedes, – Overeenskomster, som brødes ligesaasnart som de vare sluttede, og hvis hele Historie kun efterlader det Indtryk, at man fra alle Sider hyldede en underfundig, men derhos vaklende og kortsynet Statskunst. – Haakon havde videre arvet et spendt, næsten fiendtligt, Forhold til de nordtydske Handelsstæder. Dem betragtede han under sin hele Regjeringstid med mistænksomme Øine, og ved kloge Underhandlinger, i hvilke han stedse førte et bestemt og kraftigt Sprog, søgte han at hindre deres videre Overgreb i Norge, ja vel endogsaa at indskrænke det de allerede havde vundet, – noget som vel tildeels lykkedes ham, dog ikke stort længer end for hans egen Levetid. – Fra Norden begyndte Norge meer og meer at foruroliges af Russerne, og de med dem forbundne eller dem underliggende Kareler. Det lykkedes vel Haakon at tilbagevise deres gjentagne Angreb, dog først efterat ikke alene Norges Skatland Finnmarken, men ogsaa det nordlige Haalogaland havde lidt betydelig ved deres Herjninger. – Endelig vare ogsaa Forviklinger med England tilstede, der deels reiste sig fra Norges Indblanding under Kong Erik i de skotske Uroligheder, deels fra uvenskabelige Sammenstød mellem begge Rigers Undersaatter i Handelsanliggender.
Norges Stilling til Udlandet var saaledes, om end ikke i nogen høi Grad truet, saa dog ingenlunde fredelig. Men hvad der var værre, – Rigets indre Tilstand synes ikke at have været ganske beroligende. Det maa ansees utvivlsomt, at der ved Haakons Regjeringstiltrædelse fandtes et Parti af norske Stormænd, hvilke med de ovenbeskrevne danske og svenske, ja vel og de daværende eller nylig forudgaaende engelske og skotske Forhold for Øie, stræbte at grundlægge ogsaa i Norge en selvstændig aristokratisk Statsmagt. Denne skjelnede sig fra den gamle, nu forfaldne patriarchalske Lendermandsmagt deri, at den, meer uafhængig baade af Folket og Kongedømmet, skulde væsentligen hvile paa et Forbund mellem hine Stormænd selv, deels til gjensidig Opretholdelse mod Indgreb baade fra oven og fra neden i den Styrelsesmyndighed, de som sluttet Samfund i Staten kunde tilvende sig paa Kongedømmets Bekostning, – deels ogsaa udentvivl til yderligere Indskrænkning af den Rest af gammel Folkefrihed, som endnu var Nordmændene levnet. Man kjender vistnok, paa Grund af de historiske Kilders Utilstrækkelighed, ikke de nærmere Omstændigheder ved hiint Partis Dannelse og Hensigter; men saameget sees, at Lendermændene have af Kongen været mistænkte for at udgjøre dets Kjerne, og at de Stormænd fortrinsviis have været anseede for dets Ledere, som i Kongens og hans afdøde Broders Mindreaarighed havde ført Rigsstyrelsen i deres Navn, og som under hele Kong Eriks Regjering havde vidst at vedligeholde den engang vundne Indflydelse. Spor til oprørske Bevægelser eller voldsomme Hensigter kunne ikke bestemt paavises; – og dog synes Hr. Audun Hugleikssøns Henrettelse ligesom Hr. Bjarne Lodinssøns og enkelte andre Stormænds Fængsling eller Flugt af Landet i de første Aar af Haakons Regjering at tyde paa Skridt fra deres Side, hvilke af Kongen ere tolkede og straffede som høiforræderske. Maaskee gik det omtalte Partis Stræben for Øieblikket nærmest ud paa at holde den Magt fast, som tidligere heldige Forhold havde lagt i dets Hænder; – men selv dette maa have forekommet Kongen formeget, og han har været skarpsynet nok til derunder at skimte meer høitflyvende Planer, hvilke kun ventede en gunstig Leilighed for at fremtræde i Handling. Vist er det, at Haakon frygtede og hadede hiint Parti med al dets ærgjerrige Virksomhed, og at han opbød sin hele Aands og Villies Kraft for at tilbagetrænge dets Hensigter, – hvilket og i Hovedsagen kan siges at have lykkets ham.
Hvad der under disse Forhold især maatte ængste Kong Haakon var den Omstændighed, at han stod som det eneste tilbageværende Skud af Harald Haarfagers mandlige Stamme. Hans Broder havde kun efterladt en Datter. Han selv havde kun tvende Døttre: den ene, Ingebjørg, egtefødt af hans Dronning Eufemia, Hertug Vitzlafs Datter af Rygen, den anden, Agnes, uegtefødt. Skjønt Haakon selv endnu var ung af Alder – han var ved sin Regjeringstiltrædelse 29 Aar gammel – synes han tidlig at have opgivet Haabet om at faa nogen mandlig Arving. Ingen af hine Kvinder kunde ifølge Kong Magnus Haakonssøns Rigsarvefølgelov arve Kongedømmet. Thi den udelukkede udtrykkeligen enhver Kvinde fra Arven, skjønt den inden visse Led stedede Mand af Kvinde til den; men alle de nævnte Kvinder vare endnu Børn af Alder, og der var lange Udsigter til at nogen af dem kunde blive gift og i sit Giftermaal maaskee føde en arveberettiget Søn. Især var dette Tilfælde med hans egtefødte Datter, der først var født i 1301. Imidlertid kunde Haakon dø, og da vilde efter Loven – da ingen lovbestemt Arving var forhaanden – et Kongevalg indtræde med alle dets Misligheder.
De norske Konger havde stedse frygtet et saadant. Magnus Erlingssøns Valg i sin Tid, og dets fordærvelige Følger, synes stedse at have foresvævet Kong Sverrers Ætmænd som et advarende Exempel, og Kong Haakon Haakonssøns ligesom Magnus Lagabøters Bestræbelser havde ved deres Arvefølgelove netop gaaet ud paa at fjærne saameget som muligt et saadant Tilfælde. Nu stod det alligevel, efter ikke stort meer end een Menneskealders Forløb efter Haakon Haakonssøns Død, truende forhaanden; og Kong Haakon Magnussøn havde for sit Folks Skyld ei mindre Grund til at frygte det end nogen af hans Forfædre. Han havde nemlig for Øinene den Fordærvelse for Folk og Rige, hvortil Kongedømmets Valgbarhed baade i Danmark og Sverige havde ledet. Hvis det kom til et Kongevalg i Norge, maatte han forudsee ikke alene at Kongedømmet for Øieblikket kunde gaa ud af hans Linie, ja vel af hans Æt, men ogsaa at det ham forhadte aristokratisksindede Parti af Rigets Stormænd vilde nytte Leiligheden til at gjøre Kongedømmets Valgbarhed stadig, og derved tillige begrunde sin egen Selvstændighed som en Kongedømmet sideordnet Statsmagt, – som et Rigsraad. Og det var meer end sandsynligt, at den høie Geistlighed hertil vilde laane Haanden i den sikkre Fortrøstning, at den selv vilde komme til at indtage en udmærket Plads, ja maaskee blive den ledende Kraft i et aristokratisk Valgrige. Den Indflydelse, der ved Kong Magnus’s Lov hjemledes Erkebiskop og Lydbiskopper paa Kongevalget, saafremt et saadant indtraadte, maatte allerede være Geistligheden en Borgen for, at en heldig Anledning derved vilde aabne sig for den til at varetage egne Standsfordele.
Under disse Omstændigheder greb Haakon den Udvei atter at forandre Rigsarvefølgen, og i Forbindelse hermed at udstede en Forordning om Rigsformynderskabet i Tilfælde af Mindreaarighed, – begge Forordninger bestemt beregnede paa de forhaandenværende Forhold. Dette kom i Stand den 16de September 1302 paa et Høvdingemøde i Oslo, ved hvilket vare tilstede, foruden mange Lendermænd og andre verdslige Høvdinger, ogsaa alle Norges daværende Biskopper: Erkebiskop Jørund og Biskopperne Arne af Stavanger, Narve af Bergen, Eyvind af Oslo og Thorstein af Hamar.
Hovedforandringen i Rigsarvefølgen gik ud paa, først at give Mand af Kvinde nærmere Arveret end før var Tilfælde, ved nemlig at stille egtefødt Søn af egtefødt Datter nærmest efter egtefødt Sønnesøn og forud for egtefødt Broder, – dernæst, hvad der var det vigtigste, at stæde Kvinde selv, inden visse Slegtskabsgrader, til Arv af Kongedømmet, nemlig: Datter, Sønnedatter og Datterdatter, alle egtefødte, i 7de og 8de Arv, næst efter Farbroders Søn, og videre: Søster, Faster og Broderdatter, alle egtefødte, i tolvte Arv, – og endelig at indføre i Arvetallet ogsaa Frilledatters egtefødte Søn, nemlig i 9de Arv, næst efter Frillesøns egtefødte Søn og Frillesøn selv. Herved var Adgang til Kongearvefølgen sikkret Kong Haakons egtefødte Datter, baade for hendes egen Person og for hendes kvindelige saavel som mandlige Afkom, – hans Broderdatter for egen Person, – og hans uegte Datter for hendes egtefødte mandlige Afkom. Udsigterne til et Kongevalg vare saaledes betydelig fjærnede, saamegetmere som den Slutningsbestemmelse i Magnus’s Kongearvefølgelov optoges, at naar ingen af de udtrykkelig nævnte Arvinger fandtes, skulde man følge den private Arvelov, dog ogsaa her med den Udvidelse, at Kvinde, som hiin Lov altid udelukkede fra Kongearven, kunde, inden de i den private Arvelov nævnte Grader, træde til, naar ingen Mand fandtes, forudsat at Arvingen, hvad enten det var Mand eller Kvinde, kunde regnes paa en eller anden Maade som stammende fra den norske Kongeæt.
Rigsformynderloven bestemte Rigets Arvings Myndighedsalder til det fyldte tyvende Aar, istedet for at før det tolvte Aar synes at have været Kongens ved gammel Vedtægt hevdede Myndighedsalder, eller i alt Fald, hvis man vilde henholde sig til den private Lov, da det femtende. Men idet Mindreaarighedstiden saaledes forlængedes, saa ophævedes paa den anden Side den gamle selvskrevne Formynderstyrelse ved Rigets Lendermænd. Der bestemtes nemlig en Formynderstyrelse ved et saakaldet Rigets Raad, nemlig tolv Mænd, blandt hvilke altid Kansleren og Merkesmanden skulde være, men som forøvrigt udentvivl tænktes tilnævnte af den sidste Konge, ligesom de ved senere muligen indtrædende Afgang selv udfyldte sit Tal. Af disse tolv skulde igjen fire, hvoriblandt Kansleren og Merkesmanden, stadigen være om den Umyndiges Person, og nærmest føre Rigsstyrelsen, dog saaledes at tvende Biskopper udenfor de tolv, skulde staa dem ved Siden i Tilsynet med Kronens Skat. De øvrige otte skulde være fordeelte omkring i Landet, men i forefaldende vigtigere Rigsanliggender, og i ethvert Fald eengang aarligen, samles med de fire og de tvende tilforordnede Biskopper til fælles Overlægning. Visse Indskrænkninger vare fastsatte i dette Formynderraads Styrelsesmyndighed, idet nemlig enkelte Regjeringssagers Afgjørelse forbeholdtes at henstaa til Regenten selv blev myndig Endelig vare Bestemmelser opstillede for det særlige Tilfælde, at Rigets Arving var en Kvinde og endnu ugift, nemlig angaaende hendes Giftermaal, hendes Mands Forhold til Formynderraadet og saadant mere[1].
Begge de nævnte Forordninger vidne om en for den Tid sjælden Omtanke og Statsklogskab hos Haakon; – og det at han fik dem vedtagne af sit Riges verdslige og geistlige Høvdinger, aabenbare imod disses egne, engere Standsfordele, tyder paa hans Evner og Kraft som Styrer. Men et Misgreb var det dog, hvis Haakon – hvilket mange Omstændigheder synes vise – forsømte, eller ansaa det for overflødigt, eller endogsaa kanskee ikke fandt det passende, at forelægge Folket de ovenanførte Bestemmelser til Samtykke og Vedtagelse paa Lagthingene. Derved unddrog han dem nemlig den Støtte og Bestyrkelse, de vilde have erholdt ved formeligen at indtages i Landsloven i den ældre Kongearvefolgelovs Sted, – noget som ikke findes at være skeet. Angaaende hans Bevæggrunde og Hensyn i denne Fremfærd kan vist nok Eet og Andet gjettes; men ligesom hiin Forsømmelse neppe kom til at have de særdeles indgribende Følger, den muligen kunde have havt, saaledes ligger formeentlig en nærmere Undersøgelse heraf ganske udenfor Kirkens Historie. De omtalte Foranstaltninger ere kun her berørte til Oplysning af Haakons Stilling som Konge i det Hele, – en Stilling, hvoraf naturligviis hans særlige Forhold til Kirken i mange Henseender blev paavirket.
Uagtet nu Haakon ved den omtalte Rigsarvefølge- og Rigsformyderskabs-Lov kunde synes at have sikkret sin Datter og hendes Afkom Kongedømmet, og Norge for, i det mindste i den nærmeste Fremtid, at blive et Valgrige, saa maatte det alligevel være ham magtpaaliggende ogsaa itide at udsee sin Datter et passende Giftermaal. Dette blev nu det næste Maal for hans politiske Virksomhed.
Blandt Nordens daværende Fyrster stod udentvivl Hertug Erik Magnussøn af Sverige høiest med Hensyn til glimrende Egenskaber. Med Skjønhed, det mest indtagende Væsen og ridderlig Færd forenede han tidlig en Statsmands skarpe Blik. Men Ridderligheden, maa man vel mærke sig, var i Ridderskabets Forfaldstid (og den var allerede indtraadt) en huul Glands, og det fjortende Aarhundredes Statskunst var renkefuld og samvittighedsløs. I begge Henseender var Hertug Erik en egte Søn af sin Tid. For at tilfredsstille sin Lyst til at glimre ved ridderlig Pragt blandt Sveriges Store tog han ikke i Betænkning at udsue Landets Almue ved de tungeste Byrder, og for at gjennemdrive sine ærgjerrige Planer brød han gjerne baade Tro og Love, og dækkede siden sit Brud med pralende og listige Ord. En saadan Karakter var ikke let at gjennemskue for den Tids Nordmænd, hos hvem Ridderskabet i sin egte anglonormanniske og tydske Betydning aldrig ret var indtrængt, og som meer kjendte det af overdrevne Ridderromaner, end fra det virkelige Liv. Dens glimrende Ydre blendede baade Norges Konge og Folk; og det var derfor intet Under, at Haakon, efterat have lært Hertug Erik personligen at kjende, fortrinsviis ønskede ham til vordende Svigersøn. Hertug Erik paa sin Side greb med Begjærlighed en Forbindelse, der lovede ham et Rygstød for sine ærgjerrige Planer med Hensyn til Sverige, aabnede ham Udsigter til en indflydelsesrig Indblanding i Norges Anliggender og overhovedet forespeilede ham Opfyldelsen af hans mest levende Ønske, at komme til at spille en glimrende Hovedrolle i hele Nordens Statsrørelser. Paa et Møde ved Solberg i Gautelvens Munding omkring Michaelsmesse den (29de September) 1302 fæstede den tyveaarige Hertug Erik den ikke stort meer end aarsgamle norske Kongedatter Ingebjørg til sin Brud. Sin uegte men ældre Datter Agnes trolovede Haakon samme Aar til en af Norges indfødte Stormænd, Hafthor Jonssøn, som ogsaa egtede hende nogle Aar senere.
Hertug Erik havde ikke bedraget sig i sine Forhaabninger. Fra den Stund af at Kong Haakon havde kaaret ham til sin Svigersøn optraadte han i hele Nordens Anliggender med forøget Kraft og Virksomhed, og meget snart blev han, hvad han ønskede: det Drivhjul hvorom de nordiske Rigers politiske Bevægelser væsentlig drejede sig. Hvad Norge angaar, da vidste han strax ved sin Nærværelse der at indsmigre sig ikke alene hos Kongen og end mere hos den smukke og dannede Dronning Eufemia, men ogsaa hos Folket, baade Stormænd og Almue; og i flere Aar lykkedes det ham paa den ene Side at finde en Støtte i Norge under den Opstand, som han i Forening med sin yngre Broder Valdemar reiste mod Kong Birger, – og paa den anden Side at holde Uenigheden mellem Norge og Danmark aaben for saaledes at hindre den danske Kong Erik fra at komme sin Svoger Kong Birger med fuld Kraft til Undsætning. Hans Bevægelse mellem Nordens Fyrster var et uophørligt djervt Spil med List og Renker, hvilket neppe stod tilbage for noget andet lignende paa samme Tid i Europa.
Hertug Eriks mange Statskneb og især den Troløshed, hvormed han overrumplede og fangede sin Broder, Kong Birger, den 29de September 1306, synes dog endelig at have vakt hos Kong Haakon nogen Mistillid til ham og at have kjølnet Kongens Iver for hans Sag. Men Hertugen, som nu meer end nogensinde trængte til Norges Understøttelse for at kunne afvende eller svække den med Birger forbundne Danske Konges Angreb, var ikke raadvild. Han henvendte sig fra Vadstena ved Brev af 25de November 1306 til Norges geistlige og verdslige Stormænd, „Jørund Erkebiskop af Nidaros, Biskopperne Erlend af Færøerne, Ketil af Stavanger, Helge af Oslo, Arne af Bergen og Ingjald af Hamar, Abbeder og Baroner, hans kjæreste Faders Kong Haakons Raadgivere, til Riddere, Væbnere og øvrige Lærde og Læge i Norge“, med den Opfordring, at de skulde raade og bevæge deres Herre, Kong Haakon, til at beskytte Hertugens Venner – nemlig de for Deeltagelse i Kong Erik Glippings Mord fredløse danske Herrer –, om end derved gjordes Brud paa den nylig mellem Norge og Danmark sluttede Vaabenstilstand[2]. Siden da Hertugen under en personlig Sammenkomst med Kongen i Oslo havde overvundet dennes Betænkeligheder, henvendte han sig atter ved Brev af 14de Februar 1307 til de samme Rigets Stormænd med Opfordring til dem, at de vilde tro Alt hvad Kongen, paa hans Vegne, forebragte, og kraftigen understøtte Kongen i hvad han bestemte til Forsvar for Norges og de svenske Hertugers Ret[3]. Hertug Erik opnaaede ved denne Fremgangsmaade virkelig for Øieblikket hvad han ønskede. Kong Haakon drog til Throndhjem, og efterat have raadslaaet, som det lader, med Erkebiskoppen og maaskee flere der forsamlede Stormænd, udstedte han den 2den Mai 1307 en Erklæring, hvorved han, som det heder, „ifølge Hertug Eriks, sine Biskoppers og øvrige Raadgiveres Raad“, tog de danske Fredløse under sin Beskyttelse, og derved med det samme erklærede Stilstanden med Danmark hævet[4].
Disse mærkelige Forhandlinger hentyde uden al Tvivl paa en tidligere aabnet umiddelbar Forbindelse mellem Hertug Erik og Norges Store, – en Forbindelse, som neppe har været uden egennyttige Hensyn fra begge Sider, og i saa Fald rettet mod Kong Haakon selv og mod Kongedømmet i Norge. Hertug Eriks Karakter og hans Adfærd ved saa mange andre Leiligheder giver god Grund til at slutte, at han for at skaffe sig et Tilhang i Norge uafhængigt af Kongen, har hemmeligen pustet til det aristokratisksindede Partis Planer og derhos tillige smigret den høie Geistligheds hierarchiske Forhaabninger. Lykkedes det ham at svække Kongedømmet ved at faa stillet det en selvstændig aristokratisk geistlig-verdslig Statsmagt ved Siden, saa havde han i Norge skabt sig et Feldt for fine Renker lig det, han allerede havde at virke paa i Sverige og Danmark; og han kunde da, selv under Kong Haakons Modstræben, ved hiin Magts Hjælp drive mangt og meget igjennem til fine egne ærgjerrige Planers Fremme. Af de her fremstillede Forhold kan man maaskee ogsaa forklare sig, at Provinsialconciliet i Oslo i 1306, stolende paa den i Norge allerede saa indflydelsesrige Hertug Eriks hemmelige Bistand, har vovet, hvad Provinsialconciliet i 1290 ikke vovede, – at fornye og stadfæste Erkebiskop Jons Bestemmelser af 1280, et Skridt, som umulig kunde være Kongedømmet kjært, eller stemme med Kongens personlige Anskuelser.