Den norske Kirkes Historie under Katholicismen/69

Rudolf Keyser

Den norske Kirkes Historie under Katholicismen

Chr. Tønsbergs Forlag, 1858 (2, s. 174-180).

Imellem den norske Kirke og Kongedømmet synes Alt i de senere Aar af Kong Haakons Styrelse at have været fredeligt, i det mindste i det Ydre. Man finder intet Spor til nogen større Tvist eller Spending. Alligevel mærker man tydeligen, at Kongen fremdeles har fulgt Geistlighedens Foretagender med den største Opmærksomhed, at han har troet det nødvendigt at have et skarpt Øie med hvert dens Skridt, der tydede hen paa Indgreb i Kongedømmets Ret, og at han stod fast paa de Grundsætninger med Hensyn til Kirkens statsretlige Forhold i Norge, hvilke under hans Broders og hans egen Landsstyrelse vare udtalte af den verdslige Statsmagt, men dog neppe i Eet og Alt havde vundet tilstrækkelig Fasthed.

Dette fremgaar af en Forordning udstedt i Bergen den 15de Mai 1311, vedkommende Ledingen. Kongen yttrer heri, at det er kommet til hans Kundskab, at haandgangne Mænd, Geistlige og Biskopsmænd unddrage sig denne Skyldighed for sine Jorders Vedkommende. Han vil ikke taale, at en saa vigtig Ret unddrages Kronen i hans Dage, men han vil paa den anden Side heller ikke paa nogen Maade indskrænke sin Hirds og Geistlighedens gamle Friheder. Han fastsætter derfor, at hver Ridder, Prest og Hirdmand skal selv tredie, og hver Gjest og Kjertesvend, selv anden, være fritagen for Leding paa de af dem beboede Gaarde (í ábœlum þeirra); hvad derimod de nævnte Personer forøvrigt skylde Kronen (af sine fæstet Ejendomme), paalægges det strengeligen Kongens Sysselmænd og disses Ombudsmænd at søge „med Thing og Indførsel (með þingum ok atferðum),“ forsaavidt Modvillighed udvises. Ligesaa paabydes Sysselmændene, hver i sin Embedskreds, at opgjøre nøiagtigen alt fra forløbne Aar tilbagestaaende og paa samme Maade indkræve dette^[1].

Man seer her, at Kongen slaar Verdslige og Geistlige sammen, deels vel for at gjøre Forordningen mindre anstødelig for de sidste, deels udentvivl fordi den omhandlede Frihed var bleven de nævnte Personer samtidigen indrømmet af Kongedømmet, nemlig i Anledning af den tunsbergske Forenings Afsluttelse i 1277. Det viser sig nemlig, at den Ledingsfrihed, her nævnes som tilkommende Presterne, netop er den samme, der indrømtes dem i hiin Forening^[2], og som altsaa maa antages at være bleven overholdt fra Kongedømmets Side – i Lighed med enkelte andre Punkter af Foreningen –, skjønt denne i sin Helhed agtedes for ophævet. Denne Ledingsfrihed, hvilken var reent personlig, vilde Kongen holde ved Magt; men han vilde ikke, at nogen saaledes personligen begunstiget heraf skulde tage Anledning til at frigjøre sin Jord (eller anden faste Eiendom) fra den samme efter den nyere Lovgivning paahvilende Skyldighed til Kongedømmet. Hans Mening har altsaa, saavidt skjønnes, været den: at Leding i Almindelighed skulde udredes, overeensstemmende med Loven, af Jordebrug paa Landet og af Kjøbskab samt Gaardeleie i Kjøbstæderne^[3], kun at for de nævnte Privilegeredes Vedkommende et Fradrag skede svarende til det opgivne Personstal, – et Fradrag, som da maatte beregnes efter den ældre Maalestok, der gjaldt medens den hele Leding var reen personlig, eller med andre Ord, udredtes efter Mandtallet.

En lignende Omsigt fra Kongens Side i en anden Retning, nemlig med Hensyn til Dommermyndighedens Udøvelse, fremlyser af en senere Forordning, udgiven i Bergen den 28de Juli 1316. Kongen har erfaret – heder det i denne – at hans Lagmænd ei ville „sige Lov“ (lög segia d. e. udsige Lovens Bestemmelse, eller afsige Kjendelse efter Loven) i de Sager, som angaa Kirken, og om hvilke Christenretten gjælder, af den Grund, at der ingen Christendomsbolk er i den Lovbog, som hans Fader, Kong Magnus, lod sammensætte, og heller ikke Kongen, Erkebiskoppen og Biskopperne siden have faaet Tid til at ordne Christenretten saaledes som dem synes. Kongen vil dog ingenlunde, at den hellige Kirke eller dens Formænd skulle miste mine Rettigheder. Derfor byder han sine Lagmænd, at de og alle Geistlige (lærðir menn) skulde følge den Christendomsret, som har gjældet hos dem fra gammel Tid, „dog hverken den som hans Fader, Kong Magnus, lod sammensætte, eller den som Erkebiskop Jon lod sammensætte, men den som tilforn var“; den vil han skal gjælde, og at Lagmændene efter den skulle dømme og afsige Kjendelser, – dog saaledes, at al der nævnet Bod (sekt) falder til en Trediedeel (ligesom Tilfældet var i den nyere verdslige Lov). Hvis noget i denne ældre Christenret maatte befindes mangelagtigt, eller at burde udgaa, da skulle Lagmændene, med Vidende og Samtykke af Biskopperne, de Geistlige samt Kongens haandgangne Mænd (Embedsmænd), hvilke vide hvad Landet er nyttigt, skrive til Kongen herom og derhos meddele ham sit Raad og sin Mening.

Man kan let tænke sig, at der, med Hensyn til Christenretten, har paa denne Tid raadet en stor Forvirring. Kong Magnus’s og Erkebiskop Jons særskilte Forsøg paa at skabe en ny tidssvarende Christenret, hvilken kunde egne sig til at optages i den nye, forbedrede Lovbog, eller i det mindste nogenlunde staa i Samklang med denne, vare, som ovenfor viist, mislykkede. Begge Udkast vare blevne underkjendte, og Folket var blevet henviist til de ældre bestaaende Christenretter, hvilke dog baade vare forskjellige for Landets fire Lagdømmer, og dertilmed i mange Maader forældede og usamstemmende med den nye Lovbog. Under en saadan Tingenes Tilstand var det ikke underligt, at Lagmændene, hos hvem efter den nye Retsorden den dømmende Myndighed i Virkeligheden væsentligst hvilede, ofte vare i Forlegenhed med sine Domme, hvor det gjaldt Kirken og dens Personer, og at de derfor gjerne, hvor det var muligt, unddroge sig for at afsige Dom i saadanne Sager. Men dette maatte paa den anden Side ikke være Geistligheden saa ganske uvelkommet, da den netop under en saadan Retsuvished kunde haabe at faa gjort sin egen uafhængige Dommermyndighed saa meget meer gjældende, ja muligen faa givet den en saadan Udstrækning, som den tunsbergske Forening havde tilsigtet, – hvilket var dens høieste Ønske. Kong Haakon har indseet det i mange Maader farlige i denne Tilstand; og han har ved den ovennævnte Forordning søgt at raade Bod paa den. Man seer, at han, med sin sædvanlige Klogskab, har indrettet Forordningens Ord saaledes, som om den nærmest gjaldt Kirkens og Geistlighedens eget Tarv, – hvilket da ogsaa fra en vis Side betragtet kunde være ganske sandt. Men med det samme afskar han dog ved selve den opstillede Bestemmelse Geistligheden al Adgang til eensidigen at benytte den raadende Retsuvished til sin egen Dommermydigheds Udvidelse og Selvstændiggjørelse.

udentvivl har Haakon kun næret ringe Haab om at faa, i eendrægtig Samvirken med Biskopperne, en ny Christenret, med hvilken Kongedømmet og Staten kunde være tjent, paa een Gang istandbragt. Han vilde da, i Mangel heraf, give den gamle fuld Kraft for det Første, men tillige aabne Adgang til Omændringer og Forbedringer i samme, hvilke efterhaanden kunde fremgaa ved Overlæg og Samvirken af baade den geistlige og verdslige Embedsmyndighed, og under Kongedømmets stadige Tilsyn og omhyggelige Meglen. Man sporer her Haakons sedvanlige Statskløgt; og høist sandsynligt er det, at mange – om ikke endog de sleste – Ændringer og Tillæg, der findes i de ældre Christenretter, saadanne som de nu ere tilstede, forbundne med den nyere Landslov, netop skrive sig fra Haakons Bestræbelser for, i denne Lovgivnings-Retning, at udjævne det Ældre med det Nyere, og efterhaanden fremkalde en kirkelig Retsorden for Norge, hvilken paa den ene Side kunde være frigjort for alt, hvad der bar Forældelsens Præg, og paa den anden Side ikke gav Hierarchiet og den geistlige Begjærlighed alt for fri Tøile, – en kirkelig Retsorden, som i det Hele var bygget paa en fast historisk Grundvold. Dog i dette Stykke, som i saa mange andre, skimte vi kun Haakons gode og kloge Hensigter, uden at kunne med Sikkerhed bedømme hans Foranstaltningers sande Verd af deres Følger. Thi disses rolige Udvikling blev desværre afskaaren ved senere Omstændigheders Magt, som det ikke stod til Haakon at forudsee, langt mindre at afverge.

Det er ovenfor omtalt, hvorledes Kong Haakon stræbte til Kongedømmets Tjeneste at skabe en egen Afdeling af den norske Geistlighed, nemlig en kongelig Kapelgeistlighed, under en særskilt Formand, en Kapelmagister, der skulde være Biskopperne saagodt som sideordnet. Det er ogsaa viist, at dette kun tildeels lykkedes ham, og ganske sikkert i en langt mere indskrænket Maalestok, end han havde ønsket. I den nærmeste Forbindelse med denne Stræben stod Haakons Foranstaltninger med Hensyn til Kanslerembedet, hvis hensigtsmæssige Indretning maatte ligge ham saa meget meer paa Hjertet, jo klarere han indsaa dets Vigtighed for Kronen, og jo mindre fuldstændigt han fandt sin Hensigt med Kapelmagisterens Embede opnaaet.

Som Hertug havde Haakon havt sin egen Kansler, nemlig den oftere omtalte lærde Magister Aake, der da var Chorsbroder til Apostelkirken i Bergen. Denne vedblev at være hans Kansler ogsaa efterat han var bleven Konge, og beskikkedes tillige – maaskee ved Haakons Kroning – til Præpositus eller Provst ved Marie Kirke i Oslo, en Kollegiat-Kirke og det blandt de kongelige Kapeller, som Kongen mest synes at have yndet, og hvilket han ved et Brev af 22de Juni 1300 rigeligen begavede med Gods og Rettigheder. Til disse sidste hørte ogsaa den, at Provsten skulde have Lendermands Ret, de der ansatte Prester, Ridderes Ret, Vikarierne og Diaconerne, Hirdmænds Ret, og de lavere Klerker Ret som Kjertesvende^[4]. Hermed gjorde Haakon sin Kansler til et høitstaaende Medlem af Kirken, idet han dog tillige holdt ham som kongelig Kapel-Provst, bunden til Kongedømmets Sag. For at ikke Aakes dobbelte Stilling, paa den ene Side som Provst og en stor Kirkes Bestyrer, og paa den anden som Kongens Kansler og Seglbevarer, skulde volde nogen Uleilighed, beskikkede Haakon ham senere, ved den føromtalte mærkelige Forordning af 17de Juni 1308^[5], til Medhjælp en Vicekansler, nemlig Ivar Olafssøn, Chorsbroder ved Apostelkirken i Bergen, en Mand, til hvem Kongen findes at have sat stort Fortroende, og hvem han benyttede i de vigtigste Statsanliggender. Vicekansleren skulde egentlig have Kongens mindre Segl (secretum) i Forvaring, men Ivar synes dog saagodt som lige fra sin Ansættelse at have udført alle en virkelig Kanslers Hovedforretninger.

I 1314, som det lader, døde Magister Aake, og nu fulgte Ivar Olafssøn ham i begge hans Embeder, baade som Kansler og Provst ved Marie Kirke, hvilken sidste Stilling imidlertid, ved den pavelige Forordning om de kongelige Kapeller af 5te Februar 1308^[6], var gjort end mere afhængig af Kongedømmet end forhen. Nu udstedte Haakon, rimeligviis netop i Anledning af Ivars Forfremmelse, den 31te August 1314 i Oslo et Brev, hvorved han bestemte: – At hver den, som Kongen beskikkede til Marie-Kirkens Forstander, tillige skulde være Kongens Kansler „med al den Hæder, som til Kanslerembedet har ligget fra gamle og nye Tider“. Men da han oftest bør sidde ved sin Kirke, med mindre Kongen kalder ham, da skal den af Kongens Hirdprester, være Vicekansler, som Kongen med Kanslerens Raad finder dertil bedst skikket. Dette tilsikkrede Haakon Marie Kirke for evindelige Tider, idet han kundgjorde, „at hver den, som herimod handler, falder i det haardeste Pave-Ban (pavabann), overeensstemmende med det Privilegium Kongen har for sine Gaver til hellige Steder“, ligesom og hver den, som bryder eller lader bryde denne Forordning, erklæres for fuldkommen Ubodemand, og dertilmed „visseligen vil møde Himmeriges Dronnings Vrede“^[7]. Kongen indleder sit Brev med den Yttring, at den efterfølgende Bestemmelse er gjort til Hæder for hans Kapel, den hellige Marias Kirke i Oslo, „til evig Afmindelse, sig og sin kjæreste (da afdøde) Hustru, Fru Eufemia, Dronning, samt alle sine Forfædre og Efterkommere til Sjælebod“. Han giver altsaa ogsaa her sin Bestemmelse den Vending, at den er til Kirkens, navnligen en enkelt Kirkes, Hæder og Forherligelse Man bor ikke betvivle, at et saadant gudfrygtigt Ønske kan have været en medvirkende Drivfjæder til Haakons Foranstaltning; men at det skulde have været den eneste, eller endog blot den fornemste, kan ikke den opmærksomme Iagttager af Haakons Karakter og Styrelsesgrundsætninger tillade sig at tro.

Vigtigheden af Kanslerembedet for den hele Rigsstyrelse, og især under en Formynderregjering, som den der ved Forordningen af 16de September 1302 var foreskreven, stod Haakon klart for Øie. Han indsaa, at en høitstaaende Kirkens Mand dertil udfordredes; men denne, som maatte blive Sjælen i en rimeligviis snart indtrædende Formynderstyrelse, vilde han gjøre saa uafhængig som muligt baade af det egentlige Hierarchi, der repræsenteredes af den biskoppelige Magt, og af Aristokratiet, der repræsenteredes af de endnu tilværende Lendermænd, men derimod knytte til Kongedømmet ved de sterkeste Baand, han formaaede at istandbringe. Og dette troede han at kunne opnaa ved uadskilleligt at forene hiint Embede, – som ellers let kunde falde i en af Standsfordomme opfyldt Biskops, eller i en ærgjerrig for Stormandsvældet indtagen verdslig Høvdings Hænder, – med en bestemt, udmærket og indbringende kirkelig Stilling, for hvis Besættelse dog Kongen ene raadede.

At forøvrigt Haakons Ytringer om sin Hengivenhed for Kirken og om sit Ønske at befordre dennes Hæder og Velvære, og navnligen hans sterke Forsikkringer om sin Ærefrygt og Velvillie for sine Kapeller, – at dette ikke var hykklerske Ord og tomt Mundsveir, hvorunder han alene skjulte politiske Hensigter, derom vidner noksom den Rundhaandethed, hvormed han begavede Kirker og kirkelige Stiftelser i Almindelighed og især sine Kapeller. Om hans Gavmildhed mod Nidaros’s Kirke er allerede talt^[8]; og af de kongelige Kapeller var det ikke Marie-Kirken i Oslo alene, som rigeligen blev fra hans Haand gjentagende udstyret^[9]. Til den hellige Michaels Kirke paa Tunsberghus skjænkede han ved Gavebrev af Oslo, den 3die December 1317, paa eengang i Jordegods ikke mindre end 110 Markebol (omtrent ligesaamange Skippund Tunge efter senere Beregningsmaade)^[10]; og af det Brudstykke, der er levnet af Haakons Testamente, sees, at han rigeligen havde betænkt flere, og rimeligviis alle, sine Kapelkirker efter sin Død^[11]. Mod Gavnligheden for Kirke og Stat af saadanne overflødige Gaver kan vistnok de mest grundede Indvendinger opkastes; men Haakons oprigtige Mening med dem, nemlig at han derved hædrede Kirken og befordrede sin og sines Sjælssalighed, kan ikke drages i Tvivl. Det var Tidens Aand, som her ogsaa hos ham gjorde sig gjældende.

1. N. gl. L. III. 90.
2. S. o. f. II. 21, 28.
3. Nyere Landsl. III. c. 7 (N. gl. L. II. 38).
4. N. Dipl. I. 84–86.
5. S. o. f. II. 117.
6. S. o. f. II. 122.
7. N. Dipl I. 127.
8. S. o. s. II. 120.
9. Saaledes ogsaa ved Brev af Tunsberg 28de Juli 1318, N. Dipl. II. 114, 115.
10. N. Dipl. III. 107.
11. Thorkel. Analecta 165–169.