Den norske Kirkes Historie under Katholicismen/70

Rudolf Keyser

Den norske Kirkes Historie under Katholicismen

Chr. Tønsbergs Forlag, 1858 (2, s. 180-192).

De vigtigste Begivenheder i den norske Kirke under Kong Haakon Magnussøns Rigsstyrelse ere nu fortalte, saavidt som de af de gamle Kilder lade sig uddrage. Det staar nu tilbage at give en kort Udsigt over Statsbegivenhederne i den sidste Halvdeel af Haakons Kongedømme. Ved Freden til Kjøbenhavn den 17de Juli 1309^[1] var der vendt op og ned paa de hidtil bestaaende politiske Forhold i Norden. Kongerne i Norge, Danmark og Sverige havde sluttet sig sammen og gjort fælles Sag mod de svenske Hertuger; Trolovelsen mellem Hertug Erik og Ingebjørg Haakonsdatter af Norge var hævet, og Kongedatteren derimod bortlovet til Junker Magnus, den svenske Konge Birgers Søn og den danske Konge Eriks Søstersøn; de svenske Hertuger vare saaledes prisgivne paa engang ikke alene for det kongelige Parti i selve sit Fædreland, men ogsaa for Norges og Danmarks fra tvende Kanter sig nærmende Stridskræfter. Men aldrig viste sig Hertug Eriks overlegne Aand, hans Mod og Klogskab, i et herligere Lys end netop i denne farefulde Stilling. Og Hertugerne gik ogsaa uskadte, ja man kan vel sige som Seierherrer, ud af den.

Med en frygtelig Hær faldt den danske Konge om Høsten 1309 ind i det sydlige Sverige og trængte gjennem de gotiske Landskaber frem lige til Nykjøping i Sødermanland. Men Angrebet løb frugtesløst af. Hertugerne undgik Overmagten ved kloge Bevægelser og et forsigtigt Tilbagetog, der omsider havde til Følge, at den danske Hær dybt inde i et fiendtligt Land, blev udsat for den største Mangel midt under en ganske usedvanlig kold Vinter. Hæren blev næsten ganske opreven uden Kamp, af Elendighed og Mytteri, og Kong Erik maatte prise sig lykkelig ved igjen at kunne undslippe med dens svage Levninger til Skaane, hvor han ankom i Aarets sidste Dage. Kong Haakon paa sin Side angreb Konghella Slot, som endnu var i Hertugernes Hænder, og vandt det ved Overgivelse. Men han tabte det igjen inden Aarets Udgang. Ved Begyndelsen af 1310 stode saaledes Hertugerne Erik og Valdemar som fuldkomne Mestere over Sveriges Rige.

Hertug Eriks overmodige Opførsel havde tidligere gjort det paa en Maade til en Æressag for Kong Haakon at bryde med ham, i hvormeget end Kongen vistnok i Hjertet maatte erkjende hans overlegne Dygtighed. Haakon har rimeligviis ikke selv gjort det uden med en vis indre Modstræben; og hans Dronning Eufemia skal have følt den største Sorg over et Brud, der berøvede hende en Svigersøn, i hvem hun var saa indtagen. Den skarpsynede, slu Hertug Erik gjennemskuede ganske vist disse hemmelige Følelser hos det norske Kongepar og vidste at benytte sig af dem med sin sedvanlige Behændighed. Strax efter at han havde gjenerobret Konghella indledede han i al Stilhed Underhandlinger med den norske Konge, havde en Sammenkomst med denne og synes endog foreløbigen at være kommen overeens med ham om en Fornyelse af det gamle Venskabs- og Svogerskabs Forhold. Kong Haakon var sikkerligen ingen Ven af Krig i det Hele; og han havde en afgjort Afsky for den Maade, paa hvilken den nu for Tiden baade i Sverige og Danmark førtes, nemlig ved Hjælp af leiede Krigsfolk, næsten udelukkende Udlændinger, især Tydskerne. Hertugerne havde et stort Antal af dem i sin Tjeneste; og hvad der meget afskrækkede Kongen fra paany at nærme sig Hertug Erik, var aabenbare Frygten for, at de fremmede Leiesvende ved ham skulde faa Indpas i Norge og tjene hans ærgjerrige Hensigter. Før Kongen derfor ved denne Leilighed vilde indlade sig med Hertugen, gjorde han det til Betingelse, at denne skulde skille sig af med de mange Udlændinger, af hvilke han var omgiven, og som Kongen ansaa for at være en stadig Fred i Veien. Heri indvilgede Erik, og det rimeligviis saameget lettere, som han neppe af det sterkt medtagne og udsugede Sverige stort længer kunde haabe at opdrive Midler til deres Underhold og Lønning. Først efterat Erik havde lovet at afskedige sine Leietropper blev hans Tilbud om en hemmelig Underhandling modtaget; og Hertugen holdt denne Gang sit Løfte, idet han virkelig ved Paasketid 1310 opløste sin Hær. Ved Underhandlingerne blev forresten, som det lader, ikke alene Fornyelsen af Hertug Eriks Trolovelse med Ingebjørg Kong Haakons Datter aftalt, men ogsaa Planen udkastet og Betingelserne fastsatte for et Egteskab mellem Eriks Broder, Hertug Valdemar, og Haakons Broderdatter, der ogsaa hed Ingebjørg, Kong Erik Magnussøns efterladte Datter^[2].

Da Hertug Erik aftakkede sine Leietropper, havde han allerede temmelig sikkre Udsigter til ogsaa at opnaa et Forlig med den danske Konge. Denne følte sig udentvivl sterkt svækket ved det sidste uheldige svenske Tog, og var desuden vel meer og meer kommen til den Overbevisning, at hans Svoger, den svenske Konge Birger, ved sin Udygtighed selv forspildte sin Sag og ikke fortjente de store Opoffrelser, som den danske Konge allerede længe havde gjort for ham. Kong Erik er hertilmed ganske vist selv bleven smittet af den almindelige Beundring for den glimrende svenske Hertug, og kan af mange Grunde have ønsket at drage ham til sig, naar dette kunde skee uden at Kong Birger og hans Søn derved ganske opgaves. Dette fordrede nu ikke Hertug Erik. Han har neppe fundet Tiden moden for at han selv kunde gribe efter Sveriges Krone; men sin Magt i sit Fædreneland havde han saaledes grundfæstet, at han for det første en Stund kunde taale en elendig Skyggekonge ved sin Side. Større Vanskeligheder afstedkom den i Kjøbenhavnerfreden bestemte Trolovelse mellem den norske Ingebjørg og Junker Magnus Birgerssøn. Hertug Erik vilde nu igjen gjerne selv have Kongedatteren, og Kong Haakon havde intet imod en Fornyelse af den gamle Trolovelse; men Hertugen maatte da – fordrede han – selv bevirke Ingebjørgs Trolovelse med Junker Magnus paa en ærefuld Maade hævet. Dette var derimod ikke efter den danske Konges Ønske. Deels fandt han sig nemlig forpligtet til at paasee sin Søstersøns Junker Magnus’s Tarv, deels havde han vel allerede opgjort hos sig en anden Egteskabsplan for Hertug Erik, hvorved denne ved nær Svogerskab kunde knyttes til ham selv.

Under disse Omstændigheder synes Hertug Erik, som oftere, at have spillet et høist tvetydigt for ikke at sige troløst Spil, om hvilket muligen Kong Haakon ikke har været ganske uvidende. Hertugen gav tilsyneladende efter for den danske Konges Ønsker med Hensyn til Egteskabssagen, og Fredsunderhandlinger aabnedes nu om Sommeren 1310. De dreves først i Kjøbenhavn, hvor Kong Haakon personlig var tilstede, og de fuldendtes i Helsingborg. Her sluttedes den 17de Juli en almindelig Fred mellem Nordens Riger og Fyrster, hvorved Kong Birger gjenindsattes i Sverige; og den 20de Juli næstefter opgjordes ligeledes i Helsingborg, under den danske Konges Megling, en bestemt Deling af Riget mellem Kongen og Hertugerne. En af Artiklerne i Freden var, at Hertug Erik frasagde sig alle Fordringer paa Kongedatteren Ingebjørgs Haand og paa Norges Rige; hvorimod han lovede at egte den danske Konges Søsterdatter, Jomfru Sofia af Werle (i Meklenborg). Til Gjengjæld forlenede Kong Erik de svenske Hertuger paa Livstid med Nørre-Halland, der var et dansk Len og for Tiden i Hertugernes Hænder, men dog egentlig den norske Konges Ejendom, da Haakon havde kjøbt det i 1305 af dets daværende Besidder, Greve Jakob. Kong Haakon havde imidlertid i Kjøbenhavn givet sit Samtykke til Forleningen^[3], og Hertugerne lovede nu i Freden til Gjengjæld at opgive ham Konghella Slot^[4].

Kong Haakon synes kun med en vis Modstræben at have samtykket i denne Fred, hvorved han maatte afstaa sin egen Ret til det danske Len Nørre-Halland til Fordeel for de svenske Hertuger, uden at derfor Hertug Erik blev hans Svigersøn. Men troligen har denne i al Hemmelighed beroliget ham med det Løfte, at Forbindelsen med Sofia af Werle ligefuldt ikke skulde komme til Fuldbyrdelse, men derimod Trolovelsen med Ingebjørg igjen blive fornyet, – og det uagtet Hertugerne i Freden udtrykkeligen havde forpligtet sig til at bidrage efter yderste Evne til, at Egteskabet mellem Ingebjørg og Junker Magnus Birgerssøn kunde komme i Stand. Imidlertid sporer man, trods hine ganske vist mellemkommende hemmelige Forsikkringer, en vis Mistænksomhed hos Haakon imod Hertugerne, som ogsaa kunde have sin gode Grund i deres tvetydige Fremfærd i det Hele, og som maatte bestyrkes ved deres Udsættelser med den lovede Opgivelse af Konghella Slot. Det er aabenbart, at den listige Hertug Erik vilde beholde dette vigtige Sted for ethvert Tilfælde, deels som et Baand paa Kong Haakon, hvis denne engang skulde vakle med Hensyn til Opfyldelsen af deres hemmelige Overeenskomst, deels som Udgangspunkt for et Angreb paa det sydlige Norge, ifald Omstændighedernes Gang skulde tvinge ham til at egte Sofia, og saaledes bringe ham i et afgjort fiendtligt Forhold til Norges Konge. Haakon kunde umuligt, med det Kjendskab han allerede havde til Hertug Eriks Ærgjerrighed og hemmelige Rænker, lukke Øinene for den farlige Stilling, hvori han ved sin Eftergivenhed for Hertugens underfundige Tilskyndelser havde indledet sig selv.

Hertug Eriks Plan var dog nu virkelig den, ikkun for Øieblikket at blende den danske Konge ved Løftet om Egteskab med hans Søsterdatter, medens den langt fordeelagtigere Forbindelse med Norges Arving fremdeles stod ham fast for Øie. Der var mellem ham og Sofia et Slegtskabsforhold, der ikke tillod deres Egteskab uden efter forudgaaende pavelig Dispensation; men denne havde han i Freden paataget sig at udvirke. Et lignende Forhold fandt Sted mellem Junker Magnus Birgerssøn og Ingebjørg af Norge, hvilket ogsaa en pavelig Dispensation maatte hæve, og denne tilkom det Magnus at udvirke. Endelig er det høist sandsynligt, at man desuden fra flere Sider har anseet Ophævelsen af den ældre Forlovelse mellem Hertug Erik og Ingebjørg for ligeledes at kræve en pavelig Tilladelse. Hertug Erik synes at have givet sig Mine af at ville ved sin personlige Underhandling jævne alle disse Anstød, og under dette Paaskud at have foretaget en Reise til Kurien i Slutningen af 1311. Rimeligviis har han truffet Pave Clemens i Vienne under det almindelige Concilium; men neppe har han for Alvor arbeidet paa at erholde de ovennævnte Dispensationer. Snarere har han arbeidet i lige modsat Retning, nemlig for at Dispensationerne maatte negtes, og saaledes hans seneste Egteskabsforpligtelse vorde hævet. Men i hvorledes end hermed er tilgaaet, saa maa Forhandlingerne og deres Udfald have været en dyb Hemmelighed for den danske Konge, der endnu i Begyndelsen af 1312 lader til at have fæstet fuldkommen Tro til den hjemvendende Hertug Erik^[5]. Jomfru Sofia var ogsaa allerede sendt til Sverige eller i det mindste til Nørre-Halland, et sikkert Tegn paa, at den danske Konge ingen Tvivl nærede om Egteskabets hastige Fuldbyrdelse^[6]. Men om Høsten samme Aar lod Hertug Erik pludselig Masken falde. Han og hans Broder Valdemar droge til Norge og holdt her i Oslo, den 29de September, med megen Pragt sit Bryllup med de tvende norske Kongedøttre, af hvilke Ingebjørg Haakoundatter dengang var elleve Aar gammel, og Ingebjørg Eriksdatter sytten. Først i det følgende Aars September afsendtes dog de tvende Brude til Sverige til sine Egteherrer.

Hvorvidt Kong Haakon i dette hele Rænkespind har været Hertug Eriks Medvider, ja vel hemmeligen spillet under Dække med ham, er af de forhaandenværende Kilder umuligt at udfinde med Sikkerhed. At han skulde være ganske uvidende om det Spil, der dreves af Hertugen, er efter hele Sagens Gang neppe tænkeligt; og utvivlsomt synes det at være, at Udfaldet af det Hele ganske stemmede med Kongens og endnu meer med Dronning Eufemias i mange Aar nærede Ønske, skjønt den sidste ikke oplevede det saameget attraaede Egteskabs Fuldbyrdelse, idet hun døde den 1ste Mai 1312. Usikkrere er det derimod, om Haakon selv har laant en virksom Hjælp, med Raad og Daad til Hertugens snedige Fremfærd. Skulde dette have været Tilfældet, da ligger den Gjetning ikke fjærn, at en eller anden af de paa Conciliet i Vienne tilstedeværende norske Geistlige kan have paa Haakons Vegne hemmeligen samvirket med Hertugen i hans Underhandlinger med Kurien. Dog dette bliver altid en løs Formodning. Ganske vist maa dog Kongen i længere Tid have været forberedt paa den endelige Udgang, Sagen tog, siden han med saa stor Skyndsomhed, som lader til at have fundet Sted, kan have afgjort sin Datters Bryllup. Ved dette har forresten efter al Sandsynlighed Erkebiskop Eilif været tilstede, eftersom han findes at have opholdt sig Oslo i Begyndelsen af October Maaned 1312^[7].

Man kunde nu vente, at en ny Krig skulde have udbrudt i Norden; thi baade Kong Erik af Danmark og Kong Birger i Sverige – ikke at tale om Nikolaus af Werle, den forladte Sofias Fader – maatte ansee sig som høieligen fornærmede og grovt bedragne ved de svenske Hertugers, og tildeels ogsaa den norske Konges Fremfærd. Men Omstændighederne vare Hertug Erik gunstige. Hans Broder Kong Birger og dennes Søn vare for Øieblikket altfor afmægtige til at vove en Kamp mod ham paa egen Haand. Den danske Konge var, efter et bekosteligt Tog mod Rostok, fra hvilket han vendte tilbage til Danmark i October Maaned 1312, kommen under Veir med en farlig Sammensværgelse i Jylland, hvilken det først lykkedes ham det følgende Aars Høst at underkue^[8]. Han var følgelig for Øieblikket ude af Stand til at begynde en Krig mod Hertugen og dennes Medforbundne. Hvad endelig Nikolaus af Werle angik, da var han en Ubetydelighed, der overladt til sig selv og sine egne Kræfter, Intet formaaede mod Hertug Erik. Alt dette havde Hertugen utvivlsomt for Øie, da han gjorde tit afgjørende Skridt; og Følgerne viste, at han ingenlunde havde forregnet sig i sit Valg af Tiden. Istedetfor at gribe til Sverdet, sloge hans Modstandere ind paa Underhandlingernes Vei, og den 19de Juni 1313 kom en ny og endelig Fred istand til Helsingborg mellem den danske og den svenske Konge samt Nikolaus af Werle, paa den ene Side, og Kong Haakon og de svenske Hertuger paa den anden. Herren af Werle affandtes med en Pengesum og en Æreserklæring^[9] for den hans Datter tilføiede Fornærmelse, og Hertugerne bleve stadfæstede af den danske Konge i Forleningen af Nørre-Halland.

Det falder let i Øinene, hvorledes Hertug Erik ved alle disse Forhandlinger dreiede baade Venner og Fiender efter sit Tykke, – hvorledes han udviste en glimrende Aandssmidighed, men ogsaa en samvittighedsløs Underfundighed, hvilket tilsammen stempler ham som en af Tidens verdigste Repræsentanter for den sig udviklende nyere Statskløgt. Man kan ikke betvivle, at han nu, efter at have med sit skarpe Blik til Bunds gjennemtrængt alle Nordens Statsforhold, nærede de mest høitstræbende Planer. Den korte Tid af Fred mellem Nordens Riger og Fyrster, hvilken indtraadte efter det sidstnævnte Forlig til Helsingborg, benyttede han til at befæste sin Indflydelse paa alle Sider. Over sin yngre Broder, Hertug Valdemar, synes han at have øvet en uindskrænket Magt; hans Villie var Valdemars, – de vare som een Sjæl; og det lykkedes dem nu meer end nogensinde før at fordunkle deres Broder Kong Birger. Hos den danske Konge søgte Hertug Erik at indsmigre sig paa alle Maader, og det med Held. Det var ham især – som det lader – om at gjøre at have en Støtte i Baghaand hos den danske Konge for det Tilfælde, at Kong Haakon i Norge skulde dø, førend han selv fik en Arving med dennes Datter. Thi Haakons Bestemmelse om Formynderstyrelsen i Norge maatte være ham bekjendt, og han indsaa, at hvis den strengt blev hevdet, vilde der blive ham, som Ingebjørgs Egtefælle alene, kun levnet liden Regjeringsmyndighed i Norge. Hensyn hertil maa antages at have ledet ham til en Overeenskomst med den danske Konge til Kolding af 19de Juli 1314, ved hvilken denne sidste lovede at hjælpe ham til Norges Rige efter Kong Haakons Død, imod at han siden til Gjengjæld skulde tjene den danske Konge imod hvemsomhelst med hele det norske Rige og dets Indbyggere^[10]. Denne Overeenskomst maa naturligviis være sluttet Kong Haakon ganske uafvidende og være holdet i dyb Hemmelighed for ham. Men saagodt som umiddelbart efter dens Afsluttelse, drog Hertug Erik til Norge, hvor man finder ham i Oslo den 11te August^[11], og hvor han med sin Hustru opholdt sig Vinteren over 1314–1315^[12], ganske vist for at betage Kong Haakon al Mistanke, og fæste sig i hans Yndest. Siden skal han i 1316 have fornyet hiin Overeenskomst med Kong Erik af Danmark^[13]. Det er saaledes klart, at Hertug Erik bedrog Kong Haakon paa hans Bag, medens han smigrede ham i hans aabne Øine, og at han i al Hemmelighed forberedte sig paa at omstyrte Haakons Rigsformynderskabslov, saasnart Kongen var død, for derpaa selv – ved fremmed Hjælp om udfordredes – at tilrive sig Styrelsen i Norge i sin Hustrues eller sit eget Navn.

At Kong Haakon under Alt dette, om han end ikke tilfulde kjendte Hertug Eriks hemmelige Rænker, dog med det Kjendskab han havde til hans Sluhed og Ærgjerrighed, maatte ængstes for Norges Fremtid, – er let begribeligt. Det vakte derfor en overordentlig Glæde ved det norske Hof, da Kongens Datter, den femtenaarige Hertuginde Ingebjørg, i 1316 fødte en Søn, der fik Navnet Magnus^[14]. Nu var der da en mandlig Arving til Norges Rige, og Arvefølgen var for Øieblikket sikkret. Ogsaa Hertug Erik følte ganske vist ved denne Begivenhed sin Stilling i Norge meer befæstet. Thi at han som Fader til en mindreaarig norsk Konge nok skulde formaa at bringe Rigets Styrelse i sine Hænder, derom har han neppe næret den ringeste Tvivl. Den danske Konges Venskab og Understøttelse blev ham nu mindre magtpaaliggende, ja forekom ham maaskee, efter de indgangne Forpligtelser, at være en Byrde, som han maatte søge at afkaste. De svenske Hertuger synes virkelig at have i 1317 indladt sig i hemmelig Forbindelse med Kong Eriks oprørske Undersaatter, i hvis Spidse dennes egen Broder, den nedrige og uduelige Hertug Christoffer, samt Erkebiskop Esger af Lund stode; og Forbundet var høist rimelig stilet ikke mod den danske Konge alene, men og mod Kong Birger, der berøvet den Støtte, han hidtil havde havt i Danmark, vilde være let at styrte^[15]. Alt tyder paa at Hertug Erik ved denne Tid nærede vidtudseende Planer, for hvilke en ny almindelig Røre i Norden skulde bane Veien. Hvorvidt Kong Haakon har været villig at laane ham Haanden hertil, eller tvertimod har stillet sig fiendtlig ligeover for hans Anslag, lader sig ikke afgjøre ved de gamle Annalers høist forvirrede Fremstilling^[16]. Men hvad nu end Maalet har været for Hertug Eriks ærgjerrige Stræben, saa var det ikke Forsynets Villie, at han skulde naa det. Alle hans Planer bleve pludselig afskaarne ved det uventede, skrækkelige Slag, som rammede ham og hans Broder i den sidste Maaned af Aaret 1317. Begge Hertugerne bleve nemlig af Kong Birger og hans Dronning under Venskabs og Forsonligheds Maske lumskeligen lokkede til det faste Nykjøpings Slot, der hørte til Kongens Besiddelser. De modtoges ved sin Ankomst den 10de December med tilsyneladende Gjestfrihed; men den paafølgende Nat bleve de grebne af Kongens Mænd og under haard Behandling kastede i et Fangetaarn. Her henlaa de en Stund, idetmindste over een Maaned, indtil de i det følgende Aar 1318 aflede^[17], ganske sikkert ved en voldsom Død. Et over hele Norden almindelig udbredt og troet Folkerygte sagde, at de bleve sultede ihjel paa sin Broders Kong Birgers Bud.

Ved denne Nidingsdaad tænkte Kong Birger at sikkre sig alene Sveriges Rige; men han bedrog sig høieligen. Saagodt som hele Sverige reiste sig imod ham, og sluttede sig til de dræbte Hertugers Parti, hvis Anførere vare dygtige Mænd og Hertuginderne samt deres Børn oprigtigt hengivne. Den danske Konge Erik lovede vel af yderste Evne at understøtte sin Svoger i hans Nød, og sendte ham ogsaa virkelig Hjælpetropper; men disse bleve slagne af de Hertugelige, og Birger flygtede i sin Forvirring til Gotland. Hertugindernes Tilhængere indgik aabenlyst Forbund med de danske Oprørere, Hertug Christoffer og Erkebiskop Esger, slog den danske Hær i Skaane den 26de October 1318 og oversvømmede derpaa hele dette danske Landskab. Allerede tidligere havde de faste Slotte, som endnu holdt Birgers Parti, maattet overgive sig, og Kongens Søn Magnus var falden i de Hertugeliges Hænder.

I hvordan end Kong Haakons Stemning mod de svenske Hertuger kan have været i den seneste Tid af deres Liv, saa kunde han naturligviis efter deres Fængsling og skrækkelige Død ikke andet end understøtte deres Parti med al sin Magt. Det gjaldt jo nu for ham om at opretholde sin egen Datters og Dattersøns Ret i Sverige. Et Tog af ham til Gautelven med en Flode omtales ved denne Tid i de gamle Annaler^[18], men paa en saa utydelig Maade, at man ikke ret kan see hvem det har gjældet. At han derimod har havt alle sit Riges Biskopper, og rimeligviis ogsaa dets fornemste verdslige Høvdinger, samlede om sig i Juli Maaned 1318, i Tunsberg, er sikkert. Man finder nemlig, at Kongen den 22de, 26de og 28de Juli har udfærdiget Breve fra Tunsberg, og i det første af disse nævnes Erkebiskop Eilif og Biskopperne, Helge af Oslo, Audfinn af Bergen og Botolf af Hamar som de der have medforseglet Brevet^[19]. Af et Brev udstedt et Par Dage tidligere, som strax skal omtales, seer man, at ogsaa Biskop Haakon af Stavanger har været sammesteds tilstede. Man maa da antage, at Overlægninger om Norges Optræden i de svenske Uroligheder have været Mødets Gjenstand. Formodningen bestyrkes derved, at netop ved denne Leilighed Opfordring skede fra svensk Side til Erkebiskop Eilif, om at tage Upsals Kirke under sit Vern mod mulig Overlast.

Den tidligere indre Strid i Sverige mellem Kongen og hans Brødre, havde, som let kan tænkes, frembragt megen Retsusikkerhed i Landet, og selv i den senere Fredens Tid var denne Usikkerhed ei ganske forvunden. Hertil kom, at alle de tre Fyrster trængte til Penge og derfor bebyrdede sine Undersaatter med haarde Paalæg. Kirken gik heller ikke fri for det almindelige Tryk, og der blev ikke altid saa nøie hegnet om dens Ret af de forskjellige Styrere, skjønt de tre Brødre vistnok i det Ydre alle gave sig Mine af Gudsfrygt og Ærbødighed for Geistligheden. Kirkens Personer, især dens Prælater, vare desuden selv for en stor Deel Partimænd, der enten holdt med Kongen eller med Hertugerne, og som paa sine Partimodstanderes Bekostning søgte at tilvende sig hvad Fordeel de kunde. Hensyn til denne den svenske Kirkes mislige Stilling maa have bevæget den udvalgte Erkebiskop af Upsal, Olaf Bjørnsson, til at paakalde Pavens Beskyttelse for sig og sit Kapitel; og Johannes XXII udstedte i denne Anledning den 3die Februar 1317 fra Avignon en Skrivelse, hvori han paalagde Erkebiskoppen af Nidaros, samt de svenske Biskopper af Skara og Vesteraas at verne om den upsalske Kirkes Tarv og Frihed^[20], – et Paalæg som forresten, for Erkebiskop Eilifs Vedkommende, vidner om den Anseelse og Tillid, han nød baade i Kurien og hos den svenske Geistlighed. Den 16de Juli 1318 finder man, at Mag. Nikolaus Sigfastssøn, Canonicus af Upsal og Pavens Sendebud i Sverige (summi poniificis .. ad partes regni Svceiæ nuncius deputatus), har i Præmonstratensernes Kloster i Tunsberg personligen foreviist Erkebiskop Eilif, i Overvær af Biskopperne Helge af Oslo, Audfinn af Bergen og Haakon af Stavanger, samt Eystein Klosterets Abbed, Finn Haldorssøn kongelig Kapelmagister, Ivar Olafssøn Kongens Kansler og flere troværdige Mænd, hiint pavelige Brev i Original, over hvilken Handling et Notarial-Dokument, indeholdende Afskrift af Brevet, blev optaget^[21]. Dette kan ikke forklares anderledes, end at den svenske og særligen Upsals Kirke herved har forlangt den norske Metropolitans Bistand og Beskyttelse, og det paa Grund af den Forvirring, som efter de svenske Hertugers Død og den almindelige Opstand mod Kong Birger var indtraadt i hele den svenske Rigsstyrelse. Det bliver saaledes saagodt som utvivlsomt, at baade Kirke og Stat i Sverige have henvendt sig til Norge om Bistand; og om ikke kraftigere og meer umiddelbar Hjælp fra norsk Side i Sommerens Løb er bleven ydet det hertugelige Parti, saa maa det dog altid antages, at Sikkerheden fra hiin Kant har bidraget ikke uvæsentligt til de Hertugeliges Held og Fremgang om Høsten i Skaane.

Deres Seier der var tilintetgjørende for den ulykkelige Kong Birgers Sag. Da de Hertugelige nemlig raskt benyttede den vundne Fordeel og strax rykkede løs paa Helsingborg, tabte den danske Konge Modet og hastede med at slutte en Vaabenstilstand for Helsingborg, hvilken allerede den 11te November næst efter afløstes ved en Fred til Roskilde. Den sluttedes mellem Kong Erik af Danmark og Kong Birger af Sverige paa den ene Side, og Kong Haakon og de svenske Hertugers Mænd og Tilhængere paa den anden, og skulde for det første vare i 3 Aar, men siden forlænges. Birger og hans Børn maatte i denne Tid ikke opholde sig inden Sverige undtagen paa Gotland, saafremt Indbyggerne der tillode ham det, og hans Søn Magnus skulde forblive i Fængsel, dog sikker paa Liv og Lemmer. Dette sidste Tilsagn blev imidlertid kun slet overholdt. Da nemlig Magnus, endog som Fange, vakte Frygt hos det i Sverige raadende Parti, lod dette ham i 1320 den 21de October offentlig henrette i Stockholm. Kong Birger, der fra Gotland var tyet til Danmark og der levede som Landflygtig, overlevede ham kun kort. Han døde paa Holbek Slot i Sjælland den 31te Mai 1321.

Da Kong Birger i 1318 i Virkeligheden var afsat, og de Hertugelige havde fuldkommen Overhaand i Sverige, laa den Mulighed ganske nær, at Hertug Eriks unge Søn, den norske Haakons Dattersøn og Arving, kunde blive valgt til Sveriges Konge i den forhadte og foragtede Birgers Sted, med Forbigaaelse af dennes Søn, der nu desuden var en Fange i det hertugelige Partis Hænder. Noget bestemt Skridt i saadan Retning blev dog neppe gjort fra de svenske Magthaveres Side i Haakons levende Live; og troligt er det, at denne Konge, om han anede en slig Begivenhed, ikke har seet den i Møde uden Ængstelse. Hertugernes skrækkelige Død har ganske vist gjort et smerteligt Indtryk paa ham, og ikke mindre den betænkelige Stilling, i hvilken hans Datter og Broderdatter befandt sig midt inde i en Borgerkrigs vilde Tummel. Skjønt nu vel deres Parti, hastigere end ventes kunde, fik Overmagten, saa stod dog meget tilbage at ordne i Sverige og mange Vanskeligheder der at udjævne. Under en slig Sagernes Stilling kunde vel neppe Haakon med Rolighed tænke sig Norges mulige Forening med Sverige under et Barn som begge Rigers Konge.

Usandsynligt er det ikke, at i disse for hans Æt og for Norge betænkelige Omstændigheder Sorg, Uro og Bekymringer kunne have fremskyndet Kong Haakons Død. Rimeligviis har han følt den sterkt nærme sig, da han den 20de April 1319 paa Tunsberghus havde samlet om sig Kansleren Ivar Olafssøn, Hafthorer Jonssøn sin Svigersøn, hvem han i 1302 havde trolovet^[22] og før 1312^[23] giftet med sin uegte Datter Agnes, sin Merkesmand Paal Erikssøn og fem andre norske Herrer, alle ganske vist høitfortroede Mænd. Disse tilsvore Kongen med de dyreste Eder paa Korset og andre Helligdomme, at ville holde hans Bestemmelser om Kongearven og Rigsstyrelsen, styrke Rigets Arving med forenet Kraft og ikke inddrage Udlændinger i Norge til Befalinger, Sysler, Raad eller Embeder, hverken i Rigets Arvings Umyndighed, eller efter at han var bleven myndig. Herpaa udstedte de sit Forpligtelsesbrev^[24]. Disse otte Mænd vare naturligviis af Haakon udseede til at danne Grundlaget for det Rigets Raad, som efter hans Bestemmelse skulde overtage Rigsstyrelsen i den vordende Konges Umyndighed^[25]; og man seer, hvorledes han, saagodt som allerede staaende paa Gravens Rand, har været omhyggelig for sit Lands Selvstændighed. Den næstfølgende 8de Mai 1319 døde han, ikke meer end 49 Aar gammel. Haakon endte Harald Haarfagers Mandsstamme, en værdig Ætling baade af Norges mange forudgaaende dygtige Konger, og af Kong Sverrer, Stamfader til den Ætgren, han nærmest tilhørte.

Det er tidligere paa flere Steder bemærket, at den Higen efter Kundskaber og Sands for Videnskabelighed, som sees at have besjælet Kong Sverrer, gik i Arv til den Ætlinie, som udsprang fra ham, ligetil dens sidste Mand. Om Haakon Magnussøn gjælder dette udentvivl ligesaameget som om nogen anden af Sverrers Ætlinger. Om hans videnskabelige Skoledannelse vidner allerede den Øvelse han besad i Latinen, saa at han endog kunde holde Tale i dette Sprog^[26], men endmere dog den Bearbeidelse paa Norsk af en stor Deel af det gamle Testamentes Bøger efter den latinske Vulgata, som han foranstaltede, og som han besørgede udstyret med Jævnførelser og Tillæg af flere den Tids berømteste historisk-theologiske Skrifter. Verket blev, som Fortalen viser, udført under hans eget Tilsyn og Tilsagn; og dets nærmeste Bestemmelse var – hvilket næsten er det mærkeligste – at tjene til Forelæsning for Kongen og hans Omgivelse over Borde paa Søndagene. Verket bærer Navnet: Stjorn d. e. Styrelse (neml. Guds Styrelse) og udmærker sig ved et i det Hele taget fortrinligt Sprog^[27]. Af Fortalen til dette Verk sees ogsaa, at Haakon allerede tidligere havde foranstaltet en Oversættelse eller Bearbeidelse af en latinsk Bog om Helgenernes Levnet, under Titel: Hellige Mænds Blomster, hvilken ligeledes var bestemt til Forelæsning i Hirden over Borde paa de forskjellige Helgeners Høitider og Messedage. Og medens Kongen selv saaledes tog sig af de historisk-theologiske Kundskabers Udbredelse i Norge, især ved sin Hird, var hans Dronning Eufemia ligesaa virksom for Udbredelsen af sin Tids anglonormanniske eller franske Roman-Literatur, ved at besørge norske Oversættelser af flere af dens Frembringelser. Ja hun gav endog, udentvivl ved sin Indflydelse paa og jævnlige Omgang med den aandrige svenske Hertug Erik, Stødet til mange af de samme Verkets Overførelse paa Svensk, som det lader mest i en rimet Form, der nærmede sig Originalernes. Alt dette kan ikke andet end give et efter Tidens Forhold saare fordeelagtigt Begreb om den religiøse Følelse og det aandelige Liv i det Hele, der raadede ved den norske Kongehird i Haakon Magnussøns Dage.

1. S. o. f. II. 126.
2. Suhm D. H. XI. 672, jfr. Ssts. 647.
3. Suhm D. H. XI. 694.
4. Sv. Dipl. II. 624–626, 627, jfr. Suhm D. H. XI. 648–651.
5. Suhm D. H. XI. 680 (Hertug Eriks Forpligtelsesbrev til den danske Konge, dateret Søborg paa Sjælland den 18de April 1312).
6. Suhm D. H. XI. 697, 698 (Fredsforedrag til Helsingborg af 19de Juni 1313).
7. S. o. f. II. 156.
8. Suhm D. H. XI. 679–684, 704–708.
9. Nemlig at han ikke for nogen Udyds Skyld havde forladt Jomfru Sofia, eller gjort det hendes Forlovere til Spot, men ikkun for den Sag, at han ikke efter Guds Lov maatte tage hende. Suhm D. H. XI. 697–699.
10. Sv. Dipl. III. 774, jfr. Suhm D. H. XI. 731–733.
11. Sv. Dipl. III. 175.
12. Isl. Ann. 208. Han nævnes først igjen som nærværende i Sverige i Brev af 26de Juni 1315, Sv. Dipl. III. 217.
13. Suhm D. H. XI. 777, 778.
14. Isl. Ann. 208.
15. Suhm D. H. XI. 815, 818.
16. Isl. Ann. 210 (Flatø Ann. Beretning under 1317).
17. Deres Testamente, som endnu er levnet, er udstedt i Fængselet den 18de Januar 1318 (Sv. Dipl. III. 345), da vare de bestemt endnu i Live. I et Brev af 20de April s. A. omtales de af sine Tilhængere som fængslede, men endnu levende (Sv. Dipl. III. 361), da var man altsaa i alt Fald ikke sikker om deres Trin Men af paafølgende 26de Mai skal der være et Brev, hvori Hertuginderne kalde sig deres Efterleversker (Suhm D. H. II 821; jeg har dog ikke fundet det i Sv. Dipl.); og er dette rigtigt, maa deres Død dengang have været almindelig bekjendt. Fra 1ste August og senere, har man en heel Deel Breve, hvori Hertuginderne nævnes: „relictæ dominorum Erici et Valdemari qvondam ducum Sveorum“ (Sv. Dipl. III. 370–373, o. f St.)
18. Isl. Ann. 210.
19. Thorkel. Anal. 112, 113; N. Dipl. II. 114, 115.
20. Sv. Dipl. III. 308–310.
21. Sv. Dipl III. 369 (eft. Barth. Mskr. E. 671), jfr. Suhm D. H. XI. 837.
22. Isl Ann. 182.
23. N. Dipl I. 118.
24. N. Dipl I. 138.
25. Jfr. o. f. II. 113.
26. S. o. f. II. 100.
27. En Udgave ved Rector Unger er under Arbeide, af hvilken tre Hefter allerede ere udkomne.