Den norske Kirkes Historie under Katholicismen/8
Vi have fulgt Olaf Tryggvessøn paa hans seierrige Omvendelsesfærd gjennem Norges vidtløftige Kystlande. Til det Indre af Landet, til Oplandene og de mere afsidesliggende Fjeldbygder, strakte hans Omvendelsesvirksomhed sig kun i ringe Maal. Her var han ei umiddelbar Styrer; de under hans Høihed raadende Fylkeskonger vare, paa Sigurd Syr nær, Christendommen fiendske, og Olaf fik hverken Leilighed eller Tid til at kue dem med sin kraftige Haand.
Olafs Bestræbelser for Christendommens Indførelse strakte sig imidlertid ogsaa udenfor det egentlige Norges Grændser, til de Nordmænd, som i Løbet af det 9de og 10de Aarhundrede vare udvandrede fra sit Fædreneland og havde bebygget flere forhen ubeboede Lande i Vesten. Her møder os først Island som det mærkeligste af de Lande, der vare blevne befolkede af norske Nybyggere.
Island var blevet bebygget uden noget forud oplagt Raad om der at stifte et Statssamfund. Ligesaa mange Familiekredse som fore derover, ligesaa mange smaa Statssamfund dannede der sig fra først af. Intet andet Baand knyttede dem sammen end det fælles Sprog, den fælles religiøse Tro, og Mindet om et tidligere fælles Fædreneland. Men meget snart samlede sig disse smaa Familiesamfund til videre Samfundskredse omkring de Høvdinger, som i hver Bygd vare de mægtigste, som kunde reise et Hof og som vel fordetmeste allerede i Norge havde forenet Herse- og Godemyndigheden eller i det mindste øvet den sidste. Der opstod de saakaldte Godord eller arvelige Heredsforstanderskaber ved frivillig Tilslutning af et større eller mindre Antal Familier om een Families Hoved, der optraadte som Gode; og han blev nu Tempelforstander og tillige Retsforstander i denne Kreds. Herpaa fulgte snart Indretningen af Hereds-Thing efter norsk Forbillede, idet flere, i Regelen tre, Godords Undergivne forenede sig til almindelige Sammenkomster paa visse Steder og visse Tider, for under samtlige sine Goders Ledning at overlægge sine fælles Anliggender og see sine indbyrdes Retstvistigheder afgjorte efter de fra Norge arvede Retssedvaner ved hele Menighedens Dom. Herfra var nu blot eet Skridt til Stiftelsen af en islandsk Stat; og dette blev gjort endnu for Bebyggelsestiden, den saakaldte Landnamstid, var ganske tilende. Henved 930 vedtoge nemlig samtlige Islændinger en fælles Lov (den saakaldte Ulfliots Lov) og et fælles Thing, Althinget, der skulde holdes hvert Aar ved Midsommers Tid paa Thingvoldene ved Øxaraa paa Øens Sydkant. Paa Althinget havde man i Lagretten sin lovgivende Forsamling, og i de fire Fierdingsdomme eller Fserdingsretter, sine Heredsthingene overordnede Domstole, een for hver af de fire Fierdinger, i hvilke Øen blev inddeelt. Til disse kom snart en Femtedom eller Femteret, en høieste Domstol. I Spidsen for den ved Althinget repræsenterede Retsorden stod en Lovsigemand (lögsögumaðr), der valgtes af Lagretten paa tre Aar. Han var imidlertid blot Althingets Formand og Bestyrer, og Lovens Bevarer og Forkynder uden hverken dømmende eller udøvende Myndighed. Den dømmende Myndighed hvilede, som antydet, i lavere Instants hos Menighederne paa Heredsthingene, i høiere hos Dommene eller Retterne paa Althinget, hvis Sammensætning var lagt i Godernes Hænder. Hos Goderne hvilede ogsaa den hele udøvende Statsmyndighed, og øvedes deels af hver enkelt i hans Godord, deels af samtlige til eet Heredsthing hørende i deres fælles Thingkreds eller Thinglag (þing). Dette er Grundtrækkene af den Statsforfatning, som de paa Island bosatte Nordmænd gave sig efter Forbillede af hvad der gjaldt i Norge, medens Fylkesforfatningen endnu var i fuld Kraft, upaavirket af Kongedømmet og især Enekongedømmet, som Harald Haarfager grundlagde det. Ligesom i Norge, under Fylkesforfatningen Herserne (senere kaldte Lendermænd) vare Samfundsordenens Grundstøtter, saaledes paa Island: Goderne; hist var det Navn, der antydede den verdslige Myndighed (Hærførerens) forherskende, her derimod det, der antydede den prestelige (Tempelforstanderens).
Da Nordmændene først kom til Island, fandt de efter Sagaernes Vidnesbyrd Spor af Christne, som der tidligere havde boet. Af andre Kilder hente vi den Oplysning, at disse vare Munke fra Irland, som, maaskee af Lyst til et ret afsondret Eneboerliv, eller uvilkaarligen drevne derhen paa Søreise, vare komne til den fjærne Ø imod Slutningen af det 8de Aarhundrede, men igjen efter et ganske kort Ophold havde forladt den[1]. Blandt de norske Nybyggere fandtes ogsaa enkelte, der nærmest forud havde havt Tilhold paa Suderøerne og der havde antaget Christendommen. Men ingen af disse Omstændigheder havde synlige Følger til Christendommens Fremme. Hvad de meget faa christne Nybyggere angaar, da levede de uforstyrrede af Asatroens Tilhængere, men ogsaa uden at vise nogen Virksomhed for Christendommens videre Udbredelse. Deres Efterkommere faldt for det meste tilbage til Hedendommen.
Den første som gjorde Forsøg paa at omvende sine Landsmænd var Thorvald Kodranssøn fra Vatsdalen i Islands nordre Fjerding. Som Yngling havde Thorvald faret paa Hærtog og havde vundet et Navn ved Tapperhed og Ædelmod. Han gjorde paa sine Tog Bekjendtskab med en ædelsindet og gudfrygtig saxisk Biskop, Fredrik, og blev af ham døbt. Derpaa overtalte han Fredrik til at følge ham til Island (981), for der at forkynde Christendommen. Thorvald og Fredrik gjennemreiste Landet og omvendte Mange. Paa enkelte Steder bleve endog Kirker byggede. Opmuntret ved denne Fremgang forkyndte endelig den djærve Thorvald Christendommen paa selve Althinget. Men nu reiste Hedningerne sig mod ham. Da man digtede Nidviser om ham, dræbte han i uoverlagt Heftighed to af sine Modstandere og blev dømt fredløs. Han og Fredrik forlode da igjen (986) Island, og Thorvald endte efter vidtløftige Vandringer, der gave ham Tilnavnet Vidførle (den vidtfarende) sit Liv fjærnt fra sit Fædreneland i et Kloster i Østen.
Snart traadte imidlertid en anden Islænding i Thorvalds Fodspor, og dette var Stefner Thorgilssøn fra Kjalarnes i den sydlige Fjerding. Ogsaa han drog i sin Ungdom til fremmede Lande, antog Christendommen i Danmark og fulgte en Stund Thorvald Vidførle i hans Landflygtighed. Siden blev han i England Olaf Tryggvessøns Mand og fulgte denne til Norge. Olaf udsaa Stefner til Christendommens Forkynder paa Island og sendte ham 996 derover med nogle Klerker. Stefner var en dristig men heftig Mand. Han forkyndte Troen uden Frygt; men da han fandt, at kun faa agtede hans Ord, vrededes han og begyndte nu at nedbryde Asernes Billeder og Altere. Men som Forfatningen paa Island var, kunde han uden verdslig Hjælp intet udrette ved slig Heftighed. Den fremkaldte kun en Althings-Beslutning, hvorved Landflygtighed fastsattes for hver den som haanede Aserne. Stefners egne Frænder vare de ivrigste i at sagsøge ham, og han nødtes til allerede den følgende Vaar 997 at forlade Øen.
Men medens Stefner ved sin utidige overdrevne Iver snarere hemmede end fremmede Christendommens Sag paa Island, havde Olaf i Norge fundet Anledning til at virke for den ved Mildhed. En Deel unge Islændinger af Øens bedste Ætter vare om Høsten forud komne til Throndhjem, blandt dem Kjartan Olafssøn, der var den første af alle sine jævnaldrende Landsmænd baade i Legemsfærdigheder og i Skjønhed, samt den stivsindige hvastungede Skald, Halfred Ottarssøn, der forhen havde været hos Haakon Jarl. Alle disse vare enige i at modstaa Christendommen, som Olaf just da var i fuld Gang med at paatvinge Thrønderne. Mange raadede Kongen til Strenghed mod de gjenstridige Islændinger, der vare i hans Magt; han anvendte dog ingen Tvang mod dem, men han vidste at vinde deres Venskab, især Kjartans, og Følgen blev, at de godvilligen lode sig christne og bleve Olafs haandgangne Mænd. Da nu Stefner Sommeren efter kom tilbage fra Island med uforrettet Sag, foreslog Olaf Kjartan at drage derover for at tvinge sine Landsmænd til Christendommen. Kjartan bad sig imidlertid fri for dette ubehagelige Hverv, der kun vilde volde Splid mellem ham og hans mægtige Frænder. Kongen trængte ei videre paa ham, men beholdt ham hos sig, vel vidende, at han i ham havde et Gidsel for hans indflydelsesrige Frænders Maadehold i deres Modstand mod Christendommen. Han valgte derimod til dennes Forkynder sin Hirdprest Thangbrand. Denne, som vi allerede for have havt Anledning til at nævne, var af Fødsel en Saxer og, som det heder, en Greves Søn. Han var bleven bekjendt med Olaf under dennes Hærtog paa Østersøens Kyster, var siden kommen til ham i England, da han selv var bleven landflygtig fra Salten formedelst et Drab, og havde fulgt Kongen til Norge. Thangbrand var en i mange Maader høist verdsligsindet Mand, sterk, vaabenfærdig, stridbar og heftig, men ivrig for Christendommen og veltalende. Kongen havde, som før sagt, sat ham til at forestaa den nyreiste Kirke paa Moster. Her bortødslede han dog snart Kirkens Gods og for frem med Haardhed mod sine Undergivne. Kongen kaldte ham derfor bort fra dette Hverv, irettesatte ham strengt for hans Fremfærd og bød ham nu til et Slags Udsoning at drage til Island for der at forkynde Christendommen. Olaf, som nu engang havde sat sig i Hovedet, hvis ei mildere Midler lode sig anvende, at tvinge Islændingerne til Omvendelse, tænkte sig vel, at den voldsomme og stridbare Thangbrand her kunde være Manden til at virke med Kraft; og han sendte ham om Sommeren 997 til Island med et anseligt Følge baade af Klerker og Lægmænd.
Thangbrand landede ved Islands Østkyst. Da Bønderne spurgte Hensigten med hans Komme, vilde ingen hjælpe ham eller vise ham nogen Gjestfrihed. Høvdingen Hall paa Thvaattaa paa Østlandet tog sig endelig af ham og gav ham og hans Mænd Vinterophold hos sig. Ved at see de christne Religionsskikke blev Hall saa indtagen i den Tro, som Thangbrand forkyndte, at han med sit Husfolk modtog Daaben. Om Sommeren 998 fulgte Hall Thangbrand til Althinget, hvor enkelte Høvdinger fra forskjellige Kanter af Landet antoge Christendommen, og blandt dem Gissur Hvite i Skaalholt og dennes Svigersøn Hjalte Skjeggessøn, hvilke begge regnede sig i Frændskab med Kong Olaf. Alt dette var vigtige Fremskridt. Men i det Hele var dog Thangbrands vilde Heftighed kun lidet skikket til at skaffe Christendommen ret Indgang hos Folket. Han dræbte to Skalde, som havde gjort Nidviser om ham; og Hedningerne paa sin Side ansaa det som Tegn paa Asernes hevnende Kraft, at Stormen knuste det Skib, paa hvilket Thangbrand om Høsten agtede sig tilbage til Norge. Han maatte nu mod sin Villie forlænge sit Ophold paa Island, hvor Forbittrelsen mellem det hedenske og det christne Parti imidlertid tiltog, da det sidste kun lidet Baand lagde paa sin Iver. Paa næste Aars Althing (999) var Hjalte saa dristig, at han i en Vise aabenlyst spottede Odin og Freya. Men herfor fik den ivrige Hedning, Goden Runolf Ulfssøn, ham ved Vaabenmagt dømt fredløs. Hjalte kunde nu ej blive paa Island men drog i Følge med Gissur Hvite om Sommeren til Norge, hvor de traf Kong Olaf i Throndhjem efter hans Tilbagekomst fra Haalogaland, og bleve af ham som Frænder og Christne vel modtagne. Strax efter kom ogsaa Thangbrand tilbage fra Island og klagede bittert for Kongen over Islændingernes Gjenstridighed. Hans Færd havde vistnok ikke været ganske frugtesløs, men den gjorte Fremgang svarede dog ingenlunde til Olafs Forventninger. Olaf ophidsedes ved Thangbrands Klager og vilde i sin Forbittrelse lade dræbe en Deel hedenske Islændinger, som just laa med sine Skibe i Nidelven. Men da gik Hjalte Skjeggessøn i Spidsen for sine tilstedeværende christne Landsmænd i Forbøn for dem, og det uagtet hans Fiende Runolf Godes Søn, Sverting, var blandt de til Døden bestemte. Hjalte forestilte Kongen, at en Grumhed som den han agtede at øve, kun vilde gjøre ham de dræbtes mange og mægtige Frænder til uforsonlige Fiender; derimod vilde de være føieligere mod Kongens Christendomsbud, naar de vidste sine Børn i hans Vold. Olaf fandt selv ved nøiere Eftertanke Rigtigheden heraf og lod sig formilde. De hedenske Islændinger som vare i Throndhjem maatte lade sig døbe og fik for det første ikke Tilladelse til at vende hjem til sit Fædreneland.
Tidlig om Vaaren det følgende Aar (1l)l)0) sendte Olaf Gissur og Hjalte til Island for at paabyde Christendommen; og for at give deres Ord mere Vegt og tillige sikkre dem i deres Optræden som Christendommens Forkyndere, holdt han fire Islændinger af de gjæveste Ætter tilbage som Gidsler, blandt disse Kjartan Olafssøn og Sverting Runolfssøn. Gissur og Hjalte med Følge landede paa Islands Sydkant paa den Tid af Sommeren, da man drog til Althinget. De stødte først paa den fiendtlige Runolf Godes Thingmænd, som ingen Hjælp eller Gjæstfrihed vilde yde dem; og de maatte fare en lang Vei tilfods. Siden skaffede dog deres Venner og Frænder dem Heste. De sendte nu Bud foran sig til Althinget, at deres og Christendommens Tilhængere der skulde holde sig rede til at understøtte dem. Det viste sig nu, at det christne Parti allerede var sterkt; thi saa mange stødte til Gissur og Hjalte, at de med væbnet og ordnet Hær kunde ride til Thinget. Hedningerne grebe ogsaa til Vaaben, men vovede ei en Kamp, da de saa det christne Partis Talrighed og Styrke. Dagen efter gik Hjalte, trods sin Fredløshed, i Spidsen for Klerkerne i deres fulde Skrud med Kors og Røgelse til Lovbjerget – det ophøiede Sted paa Thingvolden, hvorfra alle offentlige Forkyndelser skede – og talede der med Djærvhed Christendommens Sag. Følgen af dette dristige Skridt var, at Hedninger og Christne under Skrig og Tummel erklærede sig ei længer at staa under samme Lov, det vil sige, at hvert Religionsparti fra nu af dannede et særskilt Statssamfund. De skiltes som aabenbare Fiender og beredte sig fra begge Sider til Kamp. Før at seire i denne gjorde begge Partier høitidelige Løfter. Hedningerne lovede sine Guder et stort Menneskeoffer, for at de skulde omstyrte den nye Tro, og de udnævnte til Offere to Mænd af hver Lands-Fierding. De Christne paa sin Side valgte ligesaa mange af sin Midte, som offrede sig til den eneste Gud ved Løfte om et helligt Levnet. Det saa nu ud som Thingvolden snart skulde blive forvandlet til en blodig Kampplads. Men Lovsigemanden, den kloge og anseede Thorgeir, Liosvetningernes Gode, afvendte den truende Strid. Han skildrede for Almuen i en Tale fra Lovbjerget, hvor stor Ulykke det vilde volde, hvis Islændingerne vilde splitte sig i tvende Statssamfund og ei længer lyde een og samme Lov; derfor burde man fra begge Sider give noget efter for at enes. Thingfolket hørte ham med Opmærksomhed og fandt, at han talede Sandhed. Baade Hedninger og Christne erklærede eenstemmig, at de vilde følge hans Opfordring, og overlade det til ham at forkynde den nye Lov, som alle paa Forhaand forpligtede sig til at lyde. Thorgeir var endnu Hedning, og denne Omstændighed synes at have beroliget det hedenske Parti, som maatte vente sig, at den nye Lov vilde blive dem gunstig. Men deres Forventning blev skuffet. Thorgeir var hemmelig underkjøbt af Christenpartiets Høvdinger, og hans Egennytte havde vel været saameget lettere at paavirke, som hans Skarpsindighed alligevel af Christendommens raske Fremvext paa Island og dens Tilhængeres Mængde og Kraft maatte spaa Hedendommen et hastigt Fald. Han fremsagde strax som den nye Lovs første og fornemste Bestemmelse, hvad de Christne havde indgivet ham: at hver Mand paa Island skulde være Christen og lade sig døbe, men alle Hof og Afgudsbilleder skulde nedbrydes, og den mindre Fredløshed (fiorbaugsgarðr) være Straffen for hver den, som aabenbare blotede til Afguderne; paa den anden Side skulde det, for ogsaa at føie de ivrigste Hedninger i noget, være tilladt fremdeles at udsætte Børn og æde Hestekjød, ligesom heller ikke nogen skulde være strafskyldig for at blote i Løn, naar saadant ikke blev vidnesfast. Al den øvrige gamle Lov skulde staa ved Magt, forsaavidt som den ikke aabenbare stred mod Christendommen. Med denne besynderlige Forening af Christendom og Hedendom lode begge Partier sig nøie. De Christne havde dog opnaaet, at deres Tro blev den i Loven erkjendte Statsreligion, og kunde nære det sikkre Haab, at under dette Forhold de Hedendommen gjorte Indrømmelser snart maatte blive betydningsløse og af sig selv bortfalde. Hedningerne have derimod vist nok maattet føle sig utilfredsstillede og ilde farne; men de havde allerede paa Forhaand givet sit høitidelige Løfte til Lovens Antagelse, og de klogere af dem maa desuden, lige saa vel som Thorgeir, have mærket Christendommens Overlegenhed, og ved nærmere Eftertanke have følt det umuligt i Længden at stampe mod Brodden. Før Althinget skiltes, lode alle de tilstedeværende Hedninger sig uden videre Modstand deels døbe, deels primsigne, og ved Thingmændenes Hjemkomst i sine Hereder blev Daabshandlingen overalt fuldbyrdet, og den nye Lovs Bestemmelser satte i Kraft. Saaledes vandt Christendommen en uforventet og fredelig Seier paa Island, og endnu samme Sommer (1000) blev den glædelige Tidende herom bragt Kong Olaf, der nu ikke tøvede med at løsgive de Islændinger, han havde tilbageholdt som Gidsler.
Til samme Tid som Olaf Tryggvessøn ved sine kraftige Bestræbelser virkede til Islands Omvendelse, havde han ogsaa sin Opmærksomhed henvendt paa Færøerne; og det lykkedes ham ved at vinde disse Ølandes mægtigste og dygtigste Høvding for sin Sag, ogsaa at faa Christendommen indført der uden synderlig Vanskelighed. De Nordmænd, som nedsatte sig paa disse eensomt liggende Øer, havde for at vedligeholde den indbyrdes Forbindelse indrettet et fælles Thing i Thorshavn paa Straumsø. De erkjendte de norske Kongers Overhøihed og betalte dem Skat, men nøde forresten en fri Selvstyrelse under indfødte Høvdingers Ledning.
Af disse Høvdinger var paa Olaf Tryggvessøns Tid den mest anseede Sigmund Bresterssøn. Sigmunds tidligere Ungdomsliv havde været ublidt og eventyrligt. Hans Fader, Brester, og dennes Broder, Beiner, havde som Haakon Jarls Mænd styret en Deel af Øerne. De havde en Avindsmand i den onde men mægtige Thrond i Gata paa Austerø, og de bleve ved et uforvarende Overfald dræbte efter hans Anstiftelse. Sigmund Bresters og Thorer Beiners Søn vare som tolvaarsgamle Drenge Vidner til sine Fædres Drab. Thorer, som var den ældre, græd; „lad os ikke græde Frænde! – sagde Sigmund – men fæste denne Dag i Minde“. Thrond, som med sit skarpe Blik allerede saa Helten og Hevneren i Sigmund, vilde at man ogsaa skulde dræbe Drengene, men dette fandt ikke hans Medforbundnes Bifald; han overlod dem da som Trælle til ene norsk Kjøbmand, der imidlertid gav dem fri, saasnart han kom til Tunsberg, hvor han havde hjemme. De vilde nu gaa til Throndhjem at finde Haakon Jarl, men fore vild paa Dovrefjeld og kom til en fredløs Høvding fra Oplandene, som holdt til i en afsidesliggende, øde Dal. Han tog sig af dem, fostrede og oplærte dem, og de vare hos ham til de bleve voxne. Da gik de til Haakon Jarl, og den raske Sigmund vandt snart hans og hans Sønners Yndest. Efter flere Heltegjerninger drog Sigmund i sit 22de Aar til Øerne (988), tvang Thrond til at bøde for Bresters og Beiners Drab, og fik Øerne at styre af Jarlen.
Denne Sigmund Bresterssøn var det, som Olaf Tryggvessøn valgte til at forkynde Christendommen for Færøingerne. Han kaldte ham til Norge i 997 og bad ham antage Christendommen. Sigmund var af dem – heder det – som aldrig havde troet paa Aserne, men kun paa sin egen Kraft. Han gik strax ind paa Kongens Forlangende, modtog Daaben og blev nu stadfæstet i Styrelsen af Færøerne. Han drog did endnu samme Høst med nogle Prester i sit Følge, for at byde Troen blandt sine Landsmænd. Paa et almindeligt Thing frembar han sit Erinde for Almuen. Men den slu Thrond havde fundet Anledning til at stemme Bønderne mod ham. De grebe endog til Vaaben, og Sigmund maatte for dette Sinde lade Sagen fare. Men tidlig om Vaaren næste Aar (998) overfaldt han Thrond uforvarende og tvang ham med Øren over Hovedet til at lade sig døbe med sit Husfolk. Derpaa drog Sigmund fra Ø til Ø og hvilede ei, før alle Indbyggerne vare christnede. Om Vaaren 999 kunde han selv bringe Kong Olaf Tidenden om fine Landsmænds Omvendelse.
Ogsaa til det fjærne Grønland strakte sig Olafs Omvendelsesvirksomhed. Dette Lands Kyst var femten Aar forud bleven opdaget og bebygget af Nordmænd. Erik hiin Røde var dragen fra Jædern fredløs formedelst et Drab og havde nedsat sig paa Islands Vestkant. Men ogsaa herfra blev han landflygtig og opsøgte nu et Land, som tidligere var seet af Sømænd, hvem Storm havde drevet langt i Vest fra Island. Han fandt det, og kaldte det Grønland – som det heder – for ved dette Navn, der gav Forestilling om Frugtbarhed, at lokke flere Nybyggere did. Det lykkedes ham ogsaa. En Deel Islændinger havde senere nedsat sig der, og Nybyggerne dannede et lidet uafhængigt Statssamfund under Eriks Ledning. Denne Eriks Søn, Leif, kaldet den Lykkelige (hinn hepni) kom i 999 til Olaf, blev af ham vel behandlet og overtalt til Christendommen. Aaret efter (1000) tidlig om Vaaren blev han med en Prest og nogle andre Klerker sendt tilbage til sit Hjem, og det lykkedes ham ved sin Anseelse og sine Overtalelser at faa Christentroen indført.
Saaledes spredtes ved Olafs utrættelige Bestræbelser Christendommens Lys ikke alene saa vidt som Norges Grændser og Vælde strakte sig, men ogsaa til alle de Lande, som af Nordmænd vare bebyggede. Omstændighederne aabnede ham desforuden Adgang til at virke for Christendommens Sag i Sverige, en Adgang, hvilken han, som man let kan tænke sig, ikke lod ubenyttet.
I Sverige havde Christendommen i de henved 170 Aar, der vare ledne siden Ansgars første Optræden, kun gjort meget langsomme og ringe Fremskridt. En svensk-gotisk Kirke var, som vi have seet, forlængst grundlagt ved den hamborgsk-bremiske Kirkes Missioner; dens Lærere havde spredt sig i Landets forskjellige Dele, men nogen ret Indgang havde dog Christendommen ei vundet hverken hos de Styrende eller hos Folket. Olafs Bestræbelser bidrog utvivlsomt til at give den et ikke ganske ringe Fremstød.
Kong Erik Seiersæl var, som forhen berørt, død ved 994, og hans unge Søn, Olaf, Skautkonge kaldet, havde fulgt ham i Kongedømmet. Dennes Moder var den bekjendte Sigrid Storraade; hun var af høi Æt i Sverige, havde der store Besiddelser og stor Indflydelse, og var af et stolt, ærgjerrigt Sindelag. Med hende, som nu levede i Enkestand paa sine Gaarde, besluttede Olaf Tryggvessøn at indgaa Egteskab. Han beilede til hende ved sine Sendemænd, hans Tilbud fandt et gunstigt Øre, og et Mode mellem Kongen og hende blev aftalt. Det skulde holdes ved Gautelv ved Rigsgrændsen i Begyndelsen af Aaret 998. Olafs Hensigt med at egte denne mægtige Kvinde, der rigtignok var ældre end han, men dog langt fra ikke gammel, var ganske vist, foruden at bestyrke sin Magt, ogsaa at virke hendes Omvendelse, og ved hendes Indflydelse Fordele for Christendommen i Sverige. Dette hele Raad gik imidlertid uforventet overstyr. Allerede for det aftalte Mode, havde Sigrid fattet nogen Uvillie mod Olaf, som det heder, paa Grund af en forfalsket Guldring, hvilken Olaf, dog uden selv at kjende Forsalskningen, havde sendt hende i Gave. Hun indfandt sig vel til Mødet, men afslog bestemt Kongens Forlangende, at hun skulde lade sig døbe. I sin Hidsighed fornærmede Olaf hende paa det Føleligste, og Sigrid forlod Modet under Hevntrudsler og som hans bittreste Fiende. Denne Anledning til at virke for Christendommen i Sverige gik saaledes tabt; men en ny tilbød sig ei længe efter.
For Vester-Gautland raadede paa Sveakongens Vegne en Jarl ved Navn Røgnvald Ulfssøn. Denne søgte Olafs Venskab og sendte om Vinteren 999–1000 sine Mænd til Olaf for at beile til dennes Søster Ingebjørg, der endnu var ugift. Ingebjørg der var en høihjertet Kvinde, i Sind meget lig sin Broder, afslog Tilbudet med den Erklæring, at hun ei vilde egte nogen Hedning. Olaf lovede hende, at dette ei heller skulde skee. Han troede imidlertid, at Røgnvalds Omvendelse ved denne Leilighed kunde virkes; derfor behandlede han Sendemændene venskabeligen, og lod dem drage tilbage med en Indbydelse til Jarlen, at møde Kongen om Sommeren efter i den sydlige Deel af Landet, da de nærmere kunde aftale Sagen. Den paafølgende Sommer tiltraadte Olaf det berømte, skjebnesvangre Tog til Venden, og standsede paa Veien sydefter fra Throndhjem hos sin Svoger Erling Skjalgssøn paa Sole paa Jædern. Her mødte Røgnvald Jarl efter Aftale og friede nu selv til Ingebjørg. Olaf satte som Vilkaar, at Jarlen skulde modtage Christendommen, og Røgnvald gik uden Vanskelighed ind herpaa. Han blev døbt og holdt strax Bryllup med Ingebjørg. Ledsagede af christne Lærere droge de derpaa til Vester-Gautlaud, hvor Røgnvald siden udentvivl med Held har arbeidet for Christendommen, som i den Deel af Sverige først synes at have slaaet faste Rødder.
Olaf Tryggvessøn raadede for Norges Rige i fem Aar, og i den Tid havde Christendommens Udbredelse været Hovedmaalet for hans Virken som Landsstyrer; han havde ogsaa udstrøet fast i alle Landets Dele et Christendommens Frø, som det ei stod i menneskelig Magt at bortveire. Hans sidste Foretagende, der saa meget har bidraget til at sprede Glands over hans Navn i Sagaen, var Christendommen uvedkommende. Flere i hinanden gribende Forholde havde bragt Olaf i en fiendtlig Stilling til sine Nabokonger i Danmark og Sverige. Begge synes som Ragnar Lodbroks Ætlinge at have troet sig berettigede til et Slags Overhøihed, i det mindste over enkelte Dele af Norge, hvilken Olaf aabenbart viste, at han ikke vilde erkjende. Viken, der– endog, saa godt som umiddelbart, i længere Tid havde lydt under Danekongen, var ham af Olaf frarevet. Olaf havde desuden yderligere fornærmet Svein Tjugeskjæg ved uden hans Villie og Vidende at egte hans Søster Thyri, der var uenig med sin Broder, og som Flygtning kommen til Norge i 998, efterat Olafs paatænkte Egteskab med Sigrid Storraade var opgivet. De fra Norge fordrevne Jarler Erik og Svein, Haakon Jarls Sønner, havde fundet venskabeligt Tilhold i Danmark og Sverige; Erik havde egtet Svein Tjugeskjægs Datter, Gyda, og Svein Olaf Sveakonges Søster Holmfrid. Begge disse krigerske og dygtige Brødre vare, som man let kan tænke, Olaf Tryggvessøns Uvenner, paa hvem de troede sig at have sin Faders Død og Tabet af sin Fædrenearv at hevne. Alle disse Modstandere forenede endelig den hevngjerrige Sigrid Storraade, som imidlertid havde egtet Svein Tjngeskjæg, til et Forbund, der havde Olaf Tryggvessøns Undergang til Følge.
Paa sin Dronning Thyris Opfordring drog Olaf ud paa Sommeren Aar 1000 med en stor Flaade til Venden for her at skaffe Thyri en Deel Ejendomme, hvortil hun var berettiget. Denne Leilighed nyttede hans Fiender efter Sigrid Storraades Tilskyndelse. Den danske og svenske Konge samt Erik Jarl forenede alle sine Stridskræfter for at angribe Olaf paa Tilbagetoget fra Venden; og da han opholdtes der noget længe, opsøgte de ham under Pommerns Kyst. Olaf havde svækket sin Hærmagt ved at tillade alt det egentlige Ledingsfolk og desuden en stor Deel af sine Høvdinger at vende tilbage til Norge, da han bedragen ved falske Efterretninger ei frygtede noget hastigt Angreb. Men da han endelig selv med Resten af Hæren gav sig paa Hjemveien, traf han ganske uforventet den fiendtlige Flaade, der nu var hans mange Gange overlegen, ved Øen Svolder, nær det nuværende Greifswald. Her kom det til en hidsig Kamp, hvori Olaf længe med den mest glimrende Tapperhed forsvarede sig fra sit store og prægtige Skib, Ormen hiin Lange. Omsider blev han overmandet, styrtede sig i Havet og druknede den 9de September Aar 1000.
Saaledes endte Olaf Tryggvessøn sit korte men daadrige Liv. Hans mange herlige Egenskaber havde, trods den grusomme Strenghed, han ved mange Leiligheder viste, gjort ham til det norske Folks Yndling. Man vilde ugjerne tro sin udkaarne Helts tidlige Død, og Sagnet gik længe i Norge, at han ei var druknet, men at han var undkommen ved Svømning, var dragen som Pilegrim til det hellige Land, og havde i en høi Alder endt sine Dage i et Kloster i Syrien. Ganske vist var dette kun et tomt Rygte; men det vidnede, i Forening med mange andre Træk af Folkesagnet, som Sagaerne have bevaret os, om den høie Beundring og den dybe Kjærlighed, han havde formaaet at indgyde ei alene sine nærmeste Omgivelser, men ogsaa det hele Folk, som han havde styret.
- ↑ Munch. I. 1. 447.