Den norske Kirkes Historie under Katholicismen/9
Paa Olafs Død fulgte atter en Sønderlemmelse af Norges Rige, hvilket Seierherrerne ved Svolder deelte mellem sig. Erik Jarl, der ved sin Tapperhed og Stridskyndighed mest havde bidraget til Seieren, fik den største Lod, nemlig Haalogaland, Naumdal, fire Fylker af Throndhjem og alle Kystfylkerne mellem Stad og Lidandesnes. Olaf Sveakonge fik de øvrige fire Fylker af Throndhjem, begge Møre-Fylkerne og Raumsdalen, samt Ranrike (Landet mellem Svinesund og Gautelv). Svein Tjugeskjæg endelig Viken og Agder vest til Lidandesnes, samt Overhøiheden over de oplandske Fylkeskonger. Da imidlertid Olaf Sveakonge overdrog sin Deel med alle en Skattekonges Rettigheder til sin Svoger, Svein Jarl, og Svein Tjugeskjæg ligeledes overdrog noget af sine Besiddelser til Erik Jarl, saa bleve Brødrene Erik og Svein de egentlige Landsstyrere i Norge.
Begge Brødre roses eenstemmigen i vore Sagaer som udmærkede Mænd, der snart vidste at vinde Nordmændenes Agtelse og Kjærlighed. De vare milde, men holdt dog strengt over Lovene, og gjorde sig især fortjente ved omhyggeligen at værne om Landets indre Fred og Sikkerhed. De udryddede blandt andet de fordærvelige Holmgange eller Tvekampe, som hidtil havde fundet en Slotte i Loven, og været et frygteligt Undertrykkelsesmiddel i samvittighedsløse Voldsmænds Hænder[1].
Erik og Svein vare begge christne. Erik skal have antaget Christendommen i Følge et Løfte, han gjorde under Svolder-Slaget. Naar Svein blev christnet, siges ikke. Ingen af dem vare dog besjælede af Olaf Tryggvessøns Omvendelsesiver. De overlode hver at følge den Tro, som ham lystede, og Følgen af denne Overbærenhed var, at Hedendommen igjen vandt Overhaand ikke alene paa Oplandene, hvor Christendommen under Olaf Tryggvessøn kun havde gjort liden Fremgang, men ogsaa i det ved Tvang omvendte Throndhjem. I Landet langs Søkysten derimod holdt Christendommen sig[2].
Hvo der i den Tid Jarlerne styrede har været den norske Kirkes geistlige Formand, er ubekjendt. Den verdige Biskop Sigurd kan det ikke have været, hvis Sagaens Beretning er rigtig[3], at han efter Svolderslaget, under hvilket han havde været tilstede paa Ormen Sange og trøstet Dronning Thyri, drog til Sverige paa Olaf Skautkonges Indbydelse. Han skal her have døbt Kong Olaf og efter længe at have virket med Kraft og Fremgang for Christendommens Sag i forskjellige Dele af Sverige, taget sit Ophold i Verend i Smaaland og der i en høi Alder endt sine Dage. Er dette alt rigtigt, da er han aabenbart samme Person som den hellige Sigfrid, hvilken de gamle svenske Legendesagn regne blandt Christendommens fornemste Apostler i Sverige[4]. Den nystiftede norske Kirke har saaledes muligen i Jarlernes Tid været uden egentlig Formand; i ethvert Fald er det klart, at den kirkelige Overbestyrelse, om der end fandtes nogen saadan, har været slap og uden indgribende Virksomhed.
Det kunde saaledes synes som den norske Christendom under Jarlernes Styrelse gjorde et Tilbageskridt. Neppe var det dog saa i Virkeligheden. Olaf Tryggvessøns Omvendelsesverk havde, som allerede viist, været saa paaskyndet, var kommet saa uforberedt paa Folket, at dette fuldt vel trængte til en liden Hvile for ret at sandse sig om, for nærmere at overveie baade Olafs Færd og den nye Stilling, hvori det selv var kommet. Denne saa nødvendige Eftertankens Tid indtraadte under Jarlernes tolerante Styrelse.
At den roligere Eftertanke hos de forskjellige Personligheder maatte frembringe høist forskjellige Virkninger, var ganske naturligt. Om dem, der af fuld Overbevisning og med klar Erkjendelse havde antaget Christendommen, behøve vi ikke at tale; hos dem-kunde Troen uforstyrret befæstes og modnes. De derimod, som havde modtaget Daaben uforberedte og uden tilstrækkelig forudgaaende Underviisning, enten af Rædsel for Kong Olafs Strenghed, eller i blind Efterfølgelse af sine Høvdingers Exempel, – de havde nu Leilighed til efter nærmere Overveielse frit at gjøre sit Valg. Naar de da mindedes og levende stillede sig for Øie, paa den ene Side det synlige Held, som stadigen havde ledsaget Olaf i hans kraftige Optræden for Christi Sag, og paa den anden Side det mislykkede Udfald af Asadyrkernes afmægtige Modstand, hvilket kastede en Skygge paa Aserne selv; – naar de da desuden, hvor Leilighed dertil gaves, hos Presterne og de bedre Underrettede søgte og erholdt de Oplysninger om den nye Tro, den Underviisning i dens Hovedlærdomme, som de for manglede; – saa kunde Valget hos de forstandigere og mindre forhærdede ikke være saa vanskeligt, og det kunde ikke feile, at Mængden af de Vaklende maatte efterhaanden af indre Tilskyndelse om end ei altid med klar Erkjendelse tilegne sig den Tro, til hvilken de ved Daaben sig selv ubevidste vare kaldede. De som faldt tilbage til Hedendommen var da kun de mest forhærdede Asadyrkere og de Svage og Ukyndige af Mængden, som blindt hen fulgte deres Exempel. Hine Forhærdede kunde nu vist nok igjen frit reise sine Altere og øve sine Blot; men hvad skeet var kunde de ei igjen gjøre uskeet, og ei kunde de hverken hos sig selv eller hos sine Tilhængere udslette Mindet om det Nederlag, Aserne havde lidt i Kampen mod Olaf som Christi Forkynder. Deres Tro paa Aserne maatte nu være fuld af Tvivl, og deres Virken for den en magtesløs Famlen, der hverken var sig sit Øiemed eller sine Midler ret bevidst.
Saaledes frembragte den roligere Eftertanke overhovedet en Sondring af de i hinanden blandede christelige og hedenske Elementer, der efter Olaf Tryggvessøns Omvendelsesverk fandtes hos Nordmændene. Men dette var til Christendommens eget store Gavn; det var nødvendigt for dens Fremme. Nu, da intet ydre Tryk længer fremkaldt et hykklet Skin, viste sig først klart hos hvem de christelige Elementer havde vundet Overhaand, og hos hvem de hedenske herskede med Enevælde. Havde end denne frivillige Sondring kommet til at udvise, at Tallet og Magten endnu var paa Hedendommens Side, saa vilde dog den Fordeel være vunden, at de Christne kjendte, hvo der hørte til deres Samfund og hvo der vare deres Fiender. Kampen mellem begge Partier kunde blive aaben og ærlig, og under Toleransens Skjold maatte da ligefuldt Christendommen ved sin indre Kraft snart vinde Bugt med sin mandsterkere Modstander. Men nu er det høist tvivlsomt, om engang Forholdet var saa gunstigt for Hedendommen. Den senere Historie viser, at i de Dele af Landet, hvor Folket ved Olafs Bestræbelser havde modtaget Daaben, der var Frafaldet ikke paa noget Sted almindeligt, og kun paa faa Steder betydeligt; og om man end medregner de Landsdele, hvorhen Christendommen endnu slet ikke var fremtrængt, saa havde neppe endda Hedningerne i Tallet nogen afgjort Overvegt. Dertil maa man endvidere føie den ingenlunde uvigtige Omstændighed, at alle Landets høieste Styrere, baade de indenlandske og de udenlandske, vare Christne, – at de tilfølge heraf, om de end ikke vare ivrige Christendommens Udbredere eller for dens Sag tillode sig Vold mod Hedendommen, dog heller ikke kunde ligefrem befordre den sidstnævnte Tro, eller undlade at forsvare Christendommen saavidt muligt mod enhver Vold fra Hedendommens Side; thi Christendommen var dog ved deres Tiltrædelse paa en Maade hævet til Statsreligion. Endelig maa man ogsaa lægge Mærke til, at der i vore gamle Efterretninger vel er Tale om deelvise Tilbagefald til Hedendommen under Jarlernes Styrelse, men intet Sted om nogen virksom end sige voldsom tilbageskridende Reisning fra Hedendommens Side, – og at Olaf den Helliges paafølgende Virksomhed aabenbart skildres som fremtrædende mere deri, at han befæstede og gjennem Lovgivningen ordnede den allerede antagne Christendom, end deri at han indførte den fra Ny af.
Naar man vel overtænker disse Forholde, vil man vist finde, at Jarlernes Styrelsesgrundsætninger ingenlunde vare ugunstige, eller deres Styrelsestid uheldbringende for Christendommen, men tvertimod at den Tilstand, som under dem raadede i Norge, var et nødvendigt Overgangstrin til det Bedre, og det tilsyneladende Tilbagefald var i Grunden en let Standsning til Overveielse, hvilken man næsten kan regne lige med et Fremskridt.
Fuldkommen som i Norge selv var ogsaa Forholdet i de af Nordmænd beboede og fra Norge christnede Lande. Hverken paa Island eller paa Orknøerne eller paa Færøerne eller paa Grønland finder man talt om noget voldsomt eller engang aabenbart eller afgjort Tilbageskridt mod Hedendommen. Vel er det tydeligt, at en Gjæring fandt Sted i de forskjelligartede, pludselig sammenblandede Troselementer; men det var en indre Gjæring i selve de Nychristnedes Aand, og brød ingensteds frem i voldsom Tilbagetrængen af Christendommen; det var en Gjæring, som Tiden maatte dæmpe gjennem en langsom, formildende Virkning fra Christendommens Side paa den tidligere Hednings haarde Sind, og som først ganske kunde lægge sig ved den ældre Slegts Uddøen og en ny Slegts Fremvext, paa hvis Aand Christendommen ligefra den bøielige Barndomsalder havde øvet sine guddommelige Virkninger.
Jarlernes Styrelse i Norge varede i henved femten Aar. Den henled under indvortes og udvortes Fred for Landet, og maa ganske vist agtes som gunstig for Folkets ydre Velvære, ligesaavel som – efter hvad nys er fremhævet – for Christendommen. Men for den norske Stats Selvstændighed var Tilstanden høist farefuld. I den Sønderlemmelse, hvori Norges Rige befandt sig, maatte Baandet mellem dets forskjellige Dele meer og meer slappes, og Enheds-Bevidstheden hos Folket, der først nylig var vakt og kun i ringe Grad var udviklet, maatte atter meer og meer fordunkles. Erik og Svein synes at have været baade for retsindige og for lidet ærgjerrige til at prøve paa en Udvidelse af sit Herredømme. De havde ingen ved Fødsel arvet Ret f til at være Norges Enestyrere, og de vare desuden bundne ved Løfter, Slegtskabsforbindelser og modtagne Velgjerninger i sit Forhold til Danmarks og Sveriges Konger. De kunde saaledes ikke danne noget Sammenkytningspunkt for Nordmændenes Selvstændighedsfølelse. De Fylkeskonger af Harald Haarfagers Æt, som raadede for Oplandene under Danekongens Overhøihed, vare end mindre i Stand dertil med sin indskrænkende Magt; flere af dem fandt desuden, hvad de selv aabent udtalte, sin Stilling mere tryg under en fjærn og fremmed Overkonge, end under en indenlandsk af deres egen Æt[5]. Den danske og svenske Konge endelig maatte naturligviis see sin egen Fordeel i det norske Riges fuldkomne Opløsning, der ene kunde sætte dem i Stand til hver at knytte sin Deel af Norge fast og stadigen til sit eget Hovedrige. Udsigterne for Norges Stats-Selvstændighed vare saaledes paa denne Tid saa mørke og truende som muligt, og det saa meget mere som visselig kun ganske faa af Folket opfattede dem i deres hele Farefuldhed.