Den norske Kirkes Historie under Katholicismen/81

Rudolf Keyser

Den norske Kirkes Historie under Katholicismen

Chr. Tønsbergs Forlag, 1858 (2, s. 294-302).

Den foretagne Forandrings Indflydelse paa Norges Statsstyrelses Gang. Uenighed mellem Erkebiskop Paal og Erkebiskoppen af Upsal. Ny Pavetiende paabydes. Erkebiskop Paals Død. Et mærkeligt Hyrdebrev af ham.

I 1344, da det norske Folk havde stadfæstet Haakons og det svenske Folk Eriks Udnævnelse til Konge, – var da endelig Rigernes Adskillelse en fuldkommen afgjort Sag. Spørger man nu om, hvilken Indflydelse den trufne Foranstaltning havde paa Rigsstyrelsens Gang i Norge, saa maa man, naar man seer hen til de forhaandenværende Kilder, vistnok ved et løseligt Øiekast svare, at denne Indflydelse for det første ikke synderlig mærkes. Alle Regjeringshandlinger vedblive at gaa i Kong Magnus’s Navn, og Haakon nævnes neppe engang som Konge. Men undersøger man Tingen lidt nøiere, vil man dog udentvivl finde Antydninger til, at en noget bedre Orden maa være kommen i Styrelsen.

Samme Dag, som Magnus’s Søn Erik blev valgt til Sveriges Konge i Upsal, nemlig den 6te December 1344, udstædte Magnus i samme Stad en Kundgjørelse, hvorved han, efter Overlæg med sit svenske og skaanske Raad, indsatte Erkebiskoppen af Upsal og tre verdslige svenske Herrer til at føre Landsstyrelsen i Sverige, medens Kongen opholdt sig i Norge, hvorhen han agtede at reise for at ordne dette Riges Anliggender^[1]. Dette tyder hen paa, at Magnus agtede at træffe Foranstaltninger i Norge, til hvilke et længere Ophold der muligen udfordredes. I Begyndelsen af 1345 findes han ogsaa virkeligen at være dragen til Norge, hvor han troligen endnu i Vintertiden har havt et Sammentræde med sine norske geistlige og verdslige Høvdinger, rimeligviis i Oslo. Der seer man nemlig, at Erkebiskop Paal har været tilstede den 25de Januar^[2]; og den 9de Marts gaves sammesteds et Kongebrev, der er beseglet af „Hr. Arne Aslakssøn, vor Kansler“^[3]. Her træffer man altsaa atter, efter meer end ti Aars Mellemrum, en Kongens Kansler, som Magnus’s norske Seglbevarer. Rimeligviis er Arne, som allerede i flere Aar sees at have forrettet en Slags Vicekanslers Tjeneste, under det ovennævnte Raadsmøde i Oslo bleven udnævnt til virkelig Kansler og Medlem af Raadet, i hvilket man herefter stadigen finder ham. Heraf maa vi igjen slutte, at det norske Raad ved samme Leilighed har modtaget en meer udvidet Bemyndigelse, og at Kongen har givet Kansleren sin Fuldmagt til at besegle Forordninger, udstedte af Raadet i Kongens Navn under hans Fraværelse, med Rigets store Segl.

Naar Styrelsen først saaledes var nogenlunde fast ordnet, naar Raadet med en Kansler i sin Midte kunde handle med fuld kongelig Myndighed, havde man lettere for i Norge at undvære Magnus’s stadige Ophold der; og han synes ogsaa, kort efter at dette var afgjort, igjen at have forladt Landet, idet han over Jamteland drog tilbage til Sverige. I Jamteland finder man, at Magnus bar udstedt Breve vedkommende dette Landskab den næstfølgende 15de og 10de Marts, hvilke ere beseglede i Kongens Overvær, og det ene skrevet af hans Klerk Helge Ivarssøn, der altsaa bar fulgt Kongen paa hans Reise^[4]. Lægger man Mærke til disse Dateringer, maa man formode, at de to sidstnævnte Breve ere forseglede med Kongens mindre norske Segl, hvilket Helge har forvaret, medens det førstnævnte Brev af 9de Marts har været beseglet efter Kongens Afreise fra Oslo med det store Segl, hvilket Kongen da har efterladt i Kanslerens Verge. Af senere endnu tilværende Kongebreve, beseglede ved Arne, maa man ogsaa tro, at enkelte ere udstædte i Kongens Fraværelse^[5]. – Saaledes sporer man virkelig paa denne Tid en bedre og fastere Ordning af Rigsstyrelsen i Norge, end i de sidste ti Aar havde fundet Sted. Foranstaltningerne af 1343 og 1344 vare følgeligen ikke ganske uden gode Virkninger for sidstnævnte Rige.

Der findes intet sikkert Spor til, at den norske Kirke i væsentlig Mon er bleven forstyrret eller har lidt ved de Rørelser i Norges Indre, som senest ere omhandlede. Thi hvad angaar Voldshandlingerne mod Biskopperne Halvard og Salomon i 1339, bliver det, som ovenfor berørt^[6], altid høist uvist, hvorvidt disse have staaet i nogen (Forbindelse med de større Anslag til Rigernes Adskillelse. Det er imidlertid, af hvad der nu om hine Rørelser er fortalt, tydeligt nok, at Geistligheden ikke ved den Leilighed har været ganske uvirksom, men at Biskopperne tvertimod have spillet en vigtig Rolle, og det udentvivl fortrinsviis som en meglende Magt mellem Kongen og de verdslige Store. Vi see jo Biskopperne forene sig med Kongen i dennes første Erklæring om Haakons Udnævnelse til Norges Konge, hvilken Erklæring lagdes til Grund for det verdslige Raads Kundgjørelse af 15de August 1343I som atter denne sidste for Almuens Hylding af 17de Juli 1344. Man kan vanskelig forklare sig dette anderledes, end paa den Maade, at Biskopperne, da de havde overtydet sig om Gjæringen i Landet og de verdslige Stores Ønske, samt havde fundet dette retmæssigt, – først have taget Bladet fra Munden og ved sine Forestillinger bevæget Kongen til at foregribe Høvdingerne i deres Hensigter, og til at gjøre det Skridt tilsyneladende frivillig og uopfordret, som han ellers meget snart vilde blive tvungen til at gjøre. Og forholder dette sig saa, da havde Folket og Kongen utvivlsomt Biskopperne at takke for, at Alt gik fredeligen af, og at Kongen skaanedes for større Krænkelser, som ellers neppe havde kunnet undgaas.

Der herskede paa denne Tid nogen Uenighed mellem Biskopsstolene i Nidaros og Upsal i Anledning af de Svenskes Gaver til Hellig Olaf. Sammenhængen hermed var, som det lader, følgende. I de nordlige Dele af Upsals Biskopsdømme, til hvilket, som forhen omtalt, ogsaa det norske Landskab Jamteland hørte, havde det fra ældgammel Tid været Skik, at Indbyggerne hyppigen gjorde Løfter til den hellige Olaf i Nidaros; og som Følge heraf kom jævnligen betydelige Gaver fra disse Kanter til Helgenens Grav. Dette var blevet saa almindeligt, at de nidarosiske Erkebiskopper i Tidens Løb synes, ligesom Tilfældet var mange Steder i selve Norge, at have faaet forvandlet disse oprindeligen aldeles frivillige Gaver til en aarlig Skat, kaldet Olafsskat. Denne udrededes, ifølge den nidarosiske Kirkes Paastand, i flere Egne af Sverige, og navnligen i Angermanland og Helsingeland, som begge laa under Upsals Biskopsstol, i Form af en personlig Skat deels i Penge deels i Varer, hvilken af Indbyggerne bragtes til Nidaros som en Skyldighed.

Da Sagen først havde taget denne Vending, var det ganske naturligt, at den vakte den upsalske Kirkes Uvillie, ja betragtedes som et Indgreb i denne Kirkes Indtægter. Upsals Erkebiskop og Kapitel fik da oprettet et eget Alter ved sin Kathedralkirke for St. Olaf og St. Erik, ansatte derved en tjenende Prest, og paastod, at Olafsskatten af de svenske Landskaber skulde henlægges til hans Underholdning. Som Følge heraf blev der lagt Hindringer i Veien for den omtalte Skats fremtidige Udredelse til Nidaros, og flere baade geistlige og verdslige Personer viste sig herved fra svensk Side virksomme.

Dette synes at have taget sin Begyndelse ved den Tid da Paal tiltraadte Nidaros’s Erkestol. Han biede ei længe med at indgive Klage herover til den pavelige Kurie, og Benedictus XII udstædte den 8de Januar 1336 fra Avignon en Bulle til den nidarosiske Kirkes Fordeel, idet han forbød, at lægge nogensomhelst Hindring i Veien for at denne Kirke kunde komme i Besiddelse af hiin Indtægt^[7]. Denne pavelige Bulle maa imidlertid ikke have øvet forønsket Virkning paa Upsals Erkebiskop og Kapitel; thi man finder, at Erkebiskop Paal ved Skrivelse fra Nidaros af 25de Marts 1344 har henvendt sig til den daværende Erkebiskop af Upsal, Heming (1342–1351), med Forestillinger om den samme Sag, ja endogsaa, skjønt i høflige Udtryk, truet med en Rettergang, hvis ikke hans Anke blev afhjulpen^[8]. Ogsaa Nidaros’s Kapitel satte sig i Bevægelse og tilskrev det upsalske Kapitel i dette Anliggende. Men baade Erkebiskop og Kapitel i Upsal gjensvarede med Modforestillinger, Kapitelet i Brev af 21de og Erkebiskop Heming i Brev af 22de April samme Aar. Kapitelet gjorde i sit Brev iblandt andet opmærksom paa, at det netop var til den hellige Olafs Ære, jo videre hans Dyrkelse strakte sig, og at det var i sin rette Orden, naar et Alter var oprettet for ham ved Upsals Kathedralkirke, at da den Skat, som betaltes til ham i Sverige, dertil henlagdes. Erkebiskoppen udhævede, at naar man gjorde Løfte om at hædre en eller anden Helgen ved Gave, da forpligtede man sig ei derved til at bringe denne just til det Sted, hvor Helgenen hvilede, hvis ikke saadant udtrykkelig i Løftet indeholdtes^[9].

Det er vanskeligt, af de Breve, som i denne Sag ere os levnede, nu at gjøre sig en fuldkommen klar Forestilling om, paa hvis Side den strenge Ret var. Fra Upsals Side paastodes dog ingenlunde, at Svenske jo nu som før maatte bringe sine frivillige Gaver til St. Olaf til Nidaros; det var kun den aarlige faste Skat til ham af Landskaber i Upsals Biskopsdømme, som paastodes henlagt til St. Olafs Alter i Upsals Kathedralkirke; og herfor kan vel ei negtes, at i det mindste Billigheden sterkt talte. Maaskee har ogsaa Nidaros’s Erkebiskop og Kapitel til Slutning selv følt dette og derfor opgivet Sagens videre Forfølgelse. Nidaros’s Kirke synes i alle Fald ikke at have faaet drevet sin Paastand paa Skatten igjennem.

Medens Pave Benedictus XII indtog det apostoliske Sæde, synes der at have været en Stands i Kuriens Udpresninger af den norske Kirke. Men Benedictus døde den 25de April 1342, og til hans Eftermand valgtes den næstpaafølgende 7de Mai Clemens VI, ogsaa en Franskmand, af mindre strenge Grundsætninger end Benedictus, men fiin og verdensklog. Han begyndte strax at sætte de gamle Drivhjul i Bevægelse for at skaffe Penge i det pavelige Skatkammer, og valgte til Paaskud et forehavende treaarigt Korstog mod Tyrkerne, hvilket skulde udføres af Paven i Forening med Kongen af Cypern, Johanitter-Ridderne, Venetianerne og flere. I den Anledning gik i 1343 Skrivelser om til Erkebiskopperne, hvorved Korstogsprædiken, forbunden med Løfte om Syndsforladelse for dem, der lode sig betegne med Korset, paabødes, og Indsamling af frivillige Bidrag aabnedes^[10].

I Forbindelse hermed sattes siden en treaarig Tiende af alle geistlige Indtægter. Et paveligt Mandat med Hensyn til denne for Nidaros’s Provinses Vedkommende indløb ogsaa til Erkebiskop Paal, og blev tagen under Overveielse paa et Provinsialconcilium i Bergen den 15de September 1345, ved hvilket nævnes som tilstedeværende foruden Erkebiskoppen: Biskop Thorstein af Bergen og Biskop Guttorm af Stavanger.}} Biskopperne Halvard af Hamar og Salomon af Oslo maa have ladet møde ved Fuldmægtige. Man fandt, at Mandatet i dets enkelte Punkter umuligen kunde bringes i Udførelse i den nidarosiske Provins, og besluttede derfor nærmere at raadføre sig med det apostoliske Sæde. Til Bestridelse af de hermed forbundne Omkostninger vedtoges en Udredelse af Biskopsstolene, Abbedierne og Domkapitlerne, saaledes at Nidaros’s Erkebiskop skulde udrede sex Pund Sterling, Biskoppen af Hamar tre Pd. St., Biskoppen af Oslo sex Pd. St., de øvrige Biskopper i Nidaros’s Provins (de af Garde paa Grønland og Færøerne undtagne) hver fire Pd. St., Abbeder, Abbedisser og Domkapitler hver ti Skilling St.^[11]. Man kan af denne Bestemmelse see, hvorledes de forskjellige norske Biskopsstole indbyrdes taxeredes med Hensyn til Rigdom.

Det følgende Aar 1346, den 1ste Februar, døde Erkebiskop Paal^[12], efterat have bestyret Metropolitanembedet i noget over tolv Aar^[13]. Han synes at have været en virksom Metropolitan, der jævnligen samledes med sine Lydbiskopper paa Provinsialconcilier og holdt god Orden i sin Kirkeprovins. Man har af Erkebiskop Paal, foruden de allerede omtalte Conciliebestemmelser, vedtagne under hans Forsæde, ogsaa en mærkelig Forordning, eller snarere et Slags Hyrdebrev for den hele Provins, uden Angivelse af Udstædelsesdagen.

Brevet aabnes med en kort og fattelig Trosbekjendelse, ved hvis Slutning det heder: „Hvo som anderledes tror, og ei holder denne Tro, som nu er fremsagt, foruden Tvivl, han farer til Helvedes Kvaler“. Der tilføies følgende Bemærkning: „De eenfoldige Mennesker, som ei kunne saa nøiagtigen opfatte og gjøre Rede for denne Tro, og som ei ere skyldige dertil paa Grund af sin Vielse eller af sine Kundskaber, have nok med at tro, hvad den hellige Kirke tror; og øm de end tro anderledes end de skulle tro, da ere de ei derfor Kjettere, hvis de tro det i den Formening, at Kirken tror det, og de have det faste Forsæt at ville tro, hvad den tror.“

Der advares mod de syv Hovedsynder: Hovmod, Gjerrighed, Legems Vellyst udenfor Egteskab, Had, Overnydelse af Mad og Drikke, Avind og Ulyst til Gudstjeneste; „hvo som lever i nogen af disse Synder uden at skriftbære eller bøde dem, skjønt han dertil har Frist og Kraft, og dør i dem, han farer til Helvedes evige Kvaler.“

Der advares videre mod Trolddom (lyf), Runer og Galdre; „thi det er ikke uden Djævelens Forvildelse.“

Ligesaa advares mod Aager, af hvilken Synd ingen kan løses, med mindre han fuldkommen erstatter hvad han har taget i Aager. Kan ikke Erstatning foregaa til den Skadelidte, da anvendes den til Almisser efter Biskoppens Bestemmelse; „thi ingen mindre Mand end Biskop har Magt til at gjøre Forandring heri, eller at løse fra denne Synd.“

Dernæst opregnes omstændeligen alle de Tilfælde af Overtrædelser, fra hvilke ingen Prest eller Broder magter at løse, med mindre Biskoppen meddeler ham dertil særlig Fuldmagt. Hvis saadanne Synder ikke skriftbæres for selve Biskoppen, men Skriftefaderen udvirker sig dennes Orlov til at afløse dem, da er det bedst, „at Skriftefaderen udbeder sig Tilladelse af Biskoppen uden at nævne Manden.“ Til Lettelse ved saadanne Skriftemaal skal ved hver Biskopsstol være beskikket en Pønitentiarius, som af Biskoppen er bemyndiget til at afløse i de fleste af saadanne Tilfælde.

Herpaa følger Advarsel mod at spilde det aandelige (det ved Daaben eller Confirmationen stiftede) Frændskab (guðsifiar); „thi dette er ligesaa farligt og farligere end at spilde det naturlige Frændskab.“ Alle saadanne aandelige Slegtsskabsforhold (tyve i Tallet) opregnes, og nærmere Bestemmelser tilføies vedkommende Daab og Confirmation. Saa faa som muligt burde (som Faddere) holde Barn til Daab eller Confirmation (under Biskops Haand) for det aandelige Slegtsskabs Skyld, som derved stiftedes; og der bemærkes, at der efter Kirkens Lov udfordres ikke flere til at holde Barnet end een Mand og een Kvinde. Det kunde til Nød taales, at den samme holdt Barnet baade til Daab og Confirmation. Det maatte iagttages, at skjønt Egteskab spildtes ved aandeligt Slegtskab, som var for det sluttedes, saa ophævedes dog ikke Egteskabet, fordi et aandeligt Slegtskab indtraadte efter dets Afsluttelse, hvad enten dette skeede mod eller med Vidende; dog skulde de underkastes Skrift, som gjorde det vidende, eller uvidende paa Skrømt. Dør Barn før det bliver confirmeret, da tage Forældrene Skrift, som om det var døet udøbt, hvis deres Forsømmelse er Grunden. Børn skulle ei døbes uden i Kirke, hvor der er Flint til Daaben; Kongebørn og andre Storhøvdingers Børn kunne dog faa Tilladelse til at døbes hjemme. Fire Slags Mennesker maa ei være Faddere, nemlig: Klosterfolk (alskyns reinlífis folk), Hedninger eller Udøbte, confirmerede eller som ei kunne Credo og Pateriioster, fordi Gudfaderen skal lære den han holder Credo og Paternoster og andre christelige gode Ting (góðindi), og det kan hverken Hedningen eller den confirmerede, hvilken sidste ikke kan kaldes fuldkommen Christen, – endelig to Egtefolk. Ingen Mand, som er 14 Aar eller ældre, og ingen Kvinde, som er 12 Aar eller ældre, modtage Confirmationen uden fastende og skriftet; thi intet Sakrament skal meddeles, uden at baade den som giver og modtager er fastende. Er Karl eller Kvinde tilstede, hvor stene pines i Barnefødsel, og det seer ud til, at hun ei skal blive forløst, men et eller andet Lem af Barnet kommer tilsyne og viser sig af menneskelig Skabning og levende, da skal den Tilstedeværende for Sikkerheds Skyld øse Vand paa det Lem og sige: „Jeg døber dig, Guds Skabning! i Navn Faders, Søns og Helligaands“. Kommer Barnet da levende til Verden, skal det døbes og gives Navn som andre Børn, om hvis Daab der er Tvivl.

Det paabydes videre, at hvert Menneske, som er kommet til Skjels Aar og Alder, skal skrifte sine Synder mindst een Gang om Aaret for sin Sogneprest, opfylde den Skrift, som bliver ham paalagt, og tage saa Herrens Legeme og dine hver Paaske, med mindre hans Sogneprest af en eller anden antagelig Grund raader ham til at holde sig fra urette Guds Embede“ nogen Tid; ellers skal han udelukkes af Kirken.

Ingen maa tage Guds Legeme, Salvelse eller Egtevielse af nogen anden end af sin Sogneprest, med mindre han har dennes særlige Tilladelse. Men hvis nogen Broder eller Klostermand meddeler Nogen disse Sakramenter uden Sogneprestens Orlov, da falder han i Ban af selve Verket, og Paven kan kun deraf løse ham. Den som modtager saadant af ham, er heller ikke uden Fare for at falde i samme Straf, især naar Forbudet forud er bekjendtgjort.

Paven forbyder under Trudsel af evig Forbandelse alle Brødre at tale ilde om Kirkens Formænd i sine Prædikener, eller forlede Lægmænd til at vanrøgte sine Sognekirker og derimod komme til dem, eller at bekjendtgjøre urimelig Aflad, eller, naar de ere tilstede ved Testamenters Afsluttelse, at overtale den Testamenterende til at gjøre Gaver til Brødrenes Kirke og Convent, Andre til Skade. De skulde ei heller anmasse sig at høre noget Skriftemaal videre end Sognepresten er tilladt; og selv dette kun paa den Maade, at Prædikebrødrenes Provinsialpriorer og Barfodbrødrenes (Minoritternes) Ministre, eller hines Vikarier og disses Custodes, henvende sig til Biskopperne med ydmyg Begjæring for sig selv eller for de Brødre, som de ansee dertil skikkede, at de, naar de blive dertil valgte i deres Biskopsdømmer, maa høre Skriftemaal og sætte Skrift.

Det forbydes baade Brødre og Prester at forlede Nogen ved Løfter eller Trudsler til at vælge Begravelse ved anden Kirke end sin Sognekirke. Gjør Nogen det, erklærer Paven Valget ugyldigt. Men hvis de samme Geistlige eller Klostermænd driste sig til at begrave dem, som kun ifølge deres Lokkelse valgte saaledes, i sine Kirker eller Kirkegaarde, da paalægger Paven dem at udlevere de begravede Legemer, hvis det forlanges, inden ti Dage fra Begravelsesdagen, ligesom og alt det, som de i Anledning af Begravelsen have modtaget. I andet Fald lægger Paven Interdikt paa Kirke og Kirkegaard, saaledes at der hverken maa synges eller begraves.

Formel gives til Lysning for Egteskab: „I Guds Navn, Amen. Det være alle Mænd vitterligt, at den Mand N. agter at søge sig lovligt Egteskab med den Mø (eller Kone) N. efter Guds og den hellige Kirkes Lov. Men hvis der er Nogen, som veed Hindring (einhveria meinbúgi) for, at dette Egteskab dem imellem lovligen maa sluttes, da have han aabenbaret det og lovligen viist det for Kirkens Dommere inden saa mange Dage. Give Jesus Christus disse gode Folk (sit Egteskab) saaledes at slutte, fuldkomme, fremholde og ende, at det vorder Gud til Hæder og Ære, dem selv til Gavn og Nytte, deres Venner og Frender til Glæde og Hygge“.

Endelig gives visse omstændelige Regler for Adfærden ved Confirmation (ferming): – Ingen maa holde eget Barn eller Stifbarn under Biskops Haand. Ingen skal holde til Confirmation, som ei selv er confirmeret. Ingen tage Confirmation meer end een Gang. De, som holde Børn eller Voxne til Confirmation skulle vel agte paa hvo disse ere paa Grund af det aandelige Slegtskab (guðsiviar), som derved stiftes ligesom i Daaben. De skulle nøie huske Vedkommendes Døbenavn, og nævne dem, naar de holdes under Biskoppens Haand, med det samme Navn, med mindre Nogen ved denne Leilighed vil skifte Navn; thi efter Confirmationen maa Navnet ei forandres. Alle som ere tolv Aar^[14] eller ældre skulle modtage Confirmationen fastende med stor Ærefrygt og Gudsfrygt; „thi dette er Christningens Stadfæstelse mod Djævelens Anfald“. Confirmationen maa ei meddeles uden af den, som retteligen har Biskops Vielse. Ingen skal fordriste sig til at fremgaa til Confirmation, som veed sig at være i Ban eller behæftet med nogen dødelig Synd. Først skulle Mænd fremgaa, siden Kvinden De som lede Børnene skulle have i sin høire Haand et reent, passelig langt Baand (dregill), og saasnart de komme frem for Biskoppens Knæ, skulle de give dette Baand til den, som skal binde det om Barnets Pande, hvor den hellige Chrisma er paalagt. Disse Baand skulle være om Børnenes Hoveder i tre Dage og tre Nætter. Siden skulle Mænd løse dem af Drengebørnene, Kvinder af Pigebørnene, to Panden i varmt Vand og derpaa kaste baade Baand og Vand i Ilden. Den ene maa ved Confirmationen ikke trænge sig frem foran den anden. Saasnart Barnet er confirmeret, skal det ledes ud gjennem Chordøren og ind igjen i Kirkens ydre Deel, hvor de alle skulle bie indtil de have modtaget Biskoppens Velsignelse^[15].

Dette er Hovedindholdet af Erkebiskop Paals Brev, der synes at have været en Omgangsskrivelse, som baade har gjældt Lærde og Læge, skjønt maaskee nærmest de første, og rimeligviis har været bestemt til at oplæses i Sognekirkerne.

1. Hadorffs Rimkrøn. II. 30 31, jfr. Suhm D. H. XIII. 121, Lagerbr. III. 371–373.
2. Erkebiskoppens Brev af denne Dag i N. Dipl. I. 232. Den 2den April var Erkebiskop Paal hjemkommen igjen til sit Sæde, da han ved Brev fra Nidaros af denne Dag kundgjør, at Biskop Guttorm af Stavanger, ved sin Chorsbroder Andres Aslessøn, har besøgt (visitasse) Nidaros Kirke og Erkebiskoppen. Orig. perg. A. M. S. fasc. 34 No. 9.
3. Transskr. paa Papir i d. N. Rigsarkiv.
4. Brev fra Berg af 15de Marts, og fra Bække af 16de Marts (begge Steder i Jamteland), det første i de Peringskøldske Samlinger VII. E. 10. i d. Sv. Rigsark. i Stokh. og det andet Orig. perg. Ssts.
5. Saaledes bestemt et at 10de April 1350 fra Oslo, om hvilket senere vil blive Tale.
6. S. o. f. II. 258.
7. N. Dipl I. 189.
8. N. Dipl. III. 192.
9. N. Dipl. III. 193–196; jfr. om denne Sag Suhm D. H. XIII. 115.
10. Clemens VI’s Brev af 30te September 1343 fra Villeneuve ved Avignon til Erkebiskoppen af Lund og hans Lydbiskopper. Suhm D. H. XII. 87.
11. Kundgjørelse af ovenn. Dag og Sted, Orig perg. A. M. S. fasc. 34 No. 8.
12. Isl. Ann. 268.
13. 12 Aar, 1 Maaned og 15 Dage, Scr. rer. Dan. VI. 616.
14. Jfr. hvad strax ovenfor (S. 300) er sagt herom.
15. N. g. L. III. 284 294.