Den norske Kirkes Historie under Katholicismen/82

Rudolf Keyser

Den norske Kirkes Historie under Katholicismen

Chr. Tønsbergs Forlag, 1858 (2, s. 302-313).

Arne Einarssøn Vade sextende Erkebiskop. Uordener paa Island. Suderøernes Biskopsstol skilles fra den norske Kirkeprovinis. Kong Magnus kriger mod Russerne. Erkebiskop Arnes Hyrdebrev. Den store Mandedød raser i Norge 1349 og 1350. Erkebiskop Arnes Død.

Til Erkebiskop Paals Eftermand udvalgtes Arne Einarssøn med Tilnavnet Vade, en Søn af Erkebiskop Eilifs Søster Ingebjørg^[1]. Han havde i længere Tid været Chorsbroder af Nidaros, og stod, medens han var i den Stilling, i fortrolig Brevvexling med Biskop Haakon af Bergen. Han reiste efter sit Valg om Sommeren 1346 til Kurien^[2], og blev, som det lader, endnu samme Aar, i Slutningen af Aaret, der indviet og modtog sit Pallium^[3]. Han kom tilbage igjen til Norge henimod St. Hans Tid 1347^[4].

Kort efter sin Hjemkomst var Erkebiskop Arne tilstede i Lødøse i Vester-Gøtland, da Kong Magnus og Dronning Blanka der, den 15de Juli 1347, gjorde sit Testamente for Norges Vedkommende. Et større norskt Raadsmøde synes ved denne Leilighed at have været afholdt, uden at man kjender Anledningen til, at det samledes udenfor Norges Grændser, i en svensk By, der rigtignok laa Norge ganske nær^[5]. Med Erkebiskop Arne vare alle de norske Biskopper: Salomon af Oslo, Halvard af Hamar, Thorstein af Bergen og Guttorm af Stavanger tilstede, og beseglede tilligemed Kongen og Dronningen Testamentet. Det samme gjorde Hr. Arne (Aslakssøn, Kansler?), Chorsbroder ved Hamars og Oslos Kirker, samt 6 Riddere: Hr. Erling Vidkunssøn, Jon Hafthorssøn, Ivar Øgmundssøn, Øgmund Guttormssøn, Øgmund Finnssøn, Halstein Simonssøn, og 7 Svende: Bjarne Erlingssøn, Sigurd Hafthorssøn, Eilif Eilifssøn, Orm Eysteinssøn, Gunnar Hvit, Olaf Alfssøn, Thord Krakessøn. Til Testamentets Executorer udnævntes: Erkebiskoppen, Biskopperne af Oslo og Hamar, to Riddere, Ivar Øgmundssøn og Øgmund Guttormssøn, og to Svende Bjarne Erlingssøn og Orm Eysteinssøn^[6]. Den 14de August samme Aar var Erkebiskop Arne kommen til Nidaros^[7].

I 1348, i Februar Maaned holdt Kong Magnus atter et Raadsmøde i Oslo, ved hvilket Erkebiskop Arne, samt Biskopperne af Hamar og Oslo vare tilstede. En Dom blev ved denne Leilighed, paa Kong Magnus’s Opfordring, den 16de Februar fældet af de nævnte tre Biskopper, tolv Riddere, (hvoriblandt Kansleren nævnes) og tre Svende mellem Kongen og Almuen af Heidmarken og Raumarike angaaende Ydelsesmaaden af Visøre og Leding af de nævnte Landskaber^[8]. Flere vigtige Forordninger og Breve bleve desuden givne^[9]. Paa Island var der paa denne Tid uroligt som Følge af Folkets Misnøie med de tvende norske Biskopper der. Baade Jon Sigurdssøn i Skaalholt og Orm Aslakssøn i Hole viste sig strax ved sin Komme til Landet i 1343 haarde saavel mod Lærde som Læge. Biskop Jons Strenghed mod tre Munke i Tykkvabø Kloster, blandt hvilke den berømte Skald Eystein Asgrimssøn^[10], lader sig retfærdiggjøre, hvis det er sandt, at de havde banket sin Abbed, Thorlak, samt at de vare overbeviste om løsagtigt Levnet. Biskoppen lod dem, i 1343 tage til Fange og sætte i Jærn. Det samme gjorde Biskop Orm med tre Brødre i Mødruvolds Kloster i Hole Biskopsdømme, dog, som det lader, paa mindre grundede Beskyldninger. Denne Strenghed var det dog neppe, som vakte den største Uvillie mod Biskopperne; det var deres Pengebegjærlighed og Udpresninger man især dadlede. Klagerne over Biskop Orm af Hole vare især hæftige, idet man tillige beskyldte ham for at bortødsle sin Kirkes Gods^[11]. Biskoppernes Udpresninger vare saameget meer utaalelige, som der paa den Tid var Uaar og megen Elendighed paa Island. Biskop Orm synes at have staaet sig godt hos Kong Magnus, og han troede maaskee at kunne saameget tryggere udsuge sit Biskopsdømmes Bønder, da han i 1346 havde udvirket af Kongen et strengt Vernebrev for sig og sine Tjenere, givet i Oslo den 10de Marts 1346 og beseglet af Kansleren Arne Aslakssøn i Kongens Overvær^[12]. Men Nordlændingerne tabte omsider Taalmodigheden, og i 1347 gjorde de Opstand mod Biskoppen og indgave Klage over ham til Kongen. Orm nødsagedes til samme Aar at drage til Norge for der at tale sin Sag, og Biskop Jon af Skaalholt, der ikke var synderlig meer afholdt i sit Omraade, gjorde Følge med ham, saaledes at Landet Vinteren over var uden Biskop. Orm synes ikke for det første at have vovet sig tilbage til sit Sæde. Jon derimod kom igjen til Island den følgende Sommer 1348. Han forsøgte under Orms Fraværelse at megle for ham hos Nordlandets Bønder og drog i denne Hensigt til Hole. Men han maatte vende tilbage til Skaalholt med uforrettet Sag og døde kort efter, strax før Jul 1348. Island var nu atter for en Stund uden Biskop^[13]. Dette Aar døde ogsaa Biskop Haavard af Færøerne^[14].

Paa Suderøerne havde siden Biskop Markus’s Død i 1303^[15] været fire Biskopper: Alan af Galovay, der døde 1320, Gilbert Mac Lelan, ligeledes af Galovay, der styrede $\scriptstyle 2{\frac {1}{2}}$ Aar, Bernhard en Skotter, der styrede 4 Aar, og endelig Thomas, ogsaa en Skotter, der styrede i 18 Aar. I 1348, den 20de September, døde Biskop Thomas, og i hans Sted valgtes af Mans Geistlighed, i St. Germanus’s Kathedralkirke der paa Øen, Villiam Russel, Abbed af Cistercienserklosteret i Russin paa Man. Han drog til Avignon og blev her indviet af Pave Clemens VI^[16]. Forholdet mellem Suderøernes Biskopsdømme og Nidaros’s Erkestol synes altid at have været løst og noget ubestemt^[17]. At dette blev værre og ikke bedre, efterat den norske Overhøihed over Øerne afstodes til Skotland i 1266, var naturligt, uagtet rigtignok ved denne Leilighed Nidaros’s Erkestols Metropolitanrettigheder udtrykkelig forbeholdtes^[18], og uagtet man seer, at Nidaros’s Erkebiskop og Kapitel endnu i 1297 regnede Valget og Indvielsen af Suderøernes Biskop for en sig tilkommende Ret^[19]. Vi have seet, at i 1280 den suderøiske Biskop Markus var i Norge tilstede ved Kong Erik Magnussøns Kroning^[20]; men dette er ogsaa den sidste Gang, at nogen suderøisk Biskops Nærværelse i Norge findes omtalt i norske Kilder. Alligevel bemærker en gammel Biskopskrønike, at ovennævnte Villiam Russel var den første udvalgte suderøiske Biskop, der blev stadfæstet og indviet af det apostoliske Sæde (per sedem apostolicam); „thi alle hans Forgjængere vare vante til at stadfæstes og indvies af den nidarosiske Metropolitan“^[21]. Heraf synes man at maatte slutte, at de fire suderøiske Biskopper, som nævnes mellem Markus og Villiam, endnu ere blevne indviede i Nidaros. Men efter Villiams Indvielse ved Paven selv, antages Nidaros’s Kirke at have tabt sin Metropolitanhøihed over den suderøiske Biskopsstol. Thi ogsaa Villiams Eftermand, Jon Donkan, blev i 1375 indviet i Avignon af Pave Gregorius XI^[22], og sidenefter regnedes Suderøernes Biskopsdømme til Yorks Kirkeprovins, hvis Erkebiskop vi have seet allerede tidligere gjorde Erkebiskoppen af Nidaros hiin Høihed stridig^[23]. Nogen Pavebulle i Anledning af denne Formindskelse i den nidarosiske Erkebiskops Omraade kjendes ikke, ei heller vides nogen Indsigelse eller Forestilling fra hans Side derimod at være gjort. Den norske Kirke var, som vi snart skulle see, efter Midten af det fjortende Aarhundrede, i en stadig Tilbagegang, og den Afmagt og Uvirksomhed, i hvilken den snart hensank, forklarer vel rigtigst dens Mangel paa Iver i at forsvare sin Ret med Hensyn til Suderøerne.

Opkrævningen i Norge af den treaarige Pavetiende, der rimeligviis er bleven noget udsat paa Grund af den i 1345 besluttede Forestilling til den pavelige Kurie^[24], var nu kommen i Gang, men vakte nogen Spending mellem Kongen og Indsamlerne. Hvilke disse fra Begyndelsen have været vides ikke med fuldkommen Sikkerhed, men rimeligviis var det de samme Personer, der senere omtales som Indsamlere, nemlig Johannes Guilaberti^[25], Decanus af Dorpt eller Dorpat (decanus Tarbatensis), det apostoliske Sædes Nuntius i Danmark, Sverige og Norge, og hans Fuldmægtige for sidstnævnte Riges Vedkommende, Arnulf, Abbed af Hovedø, og Ingjald, Munk i samme Kloster. De fordrede Pavetienden, under Trudsel af kirkelig Straf, ligesaavel af Bestyrerne for de kongelige Kapeller, som af andre med Beneficier udstyrede Klerker. Kapelforstanderne besværede sig herover for Kongen og denne henvendte sig igjen først mundtlig til Erkebiskoppen samt Biskopperne af Oslo og Hamar med sin Anke, siden til Indsamlerne med en skriftlig Forestilling, udstædt paa Baahus Slot den 13de April 1349. Heri paastod han, at det pavelige Mandat kun angik Indtægterne af reenkirkelige Beneficier og ikke vedkom de kongelige Kapeller. Disse vare stiftede af Kongens Forfædre, og de Indtægter, som de ved dem ansatte Klerker nøde, vare kun at ansee som en Løn for deres Tjeneste, anviist af Kongen efter hans Godtbefindende, i det nemlig den egentlige Ejendomsret til Kapellernes Gods var Kongen og Norges Riges Krone forbeholdt, ligesom Valget af deres Prælater og Provster tilhørte Kongen. Derfor har han udtrykkeligen forbudt alle Provster og Klerker ved sine Kapeller, under Straf af Verdigheds og Indtægts Fortabelse, at betale den omhandlede Tiende og derved gjøre Kapellerne skatskyldige, da han ligesom hans Forfædre vil have dem frie for al saadan Skat. Han bad Indsamlerne at lade alt Krav i denne Henseende fare, og agte den norske Krones Rettigheder og Friheder; han ventede, at det apostoliske Sæde i saa Maade vilde imødekomme hans Ønske, hvortil han som en lydig Søn vilde gjøre sig fortjent^[26].

Man maa vel antage, at Kong Magnus i denne sin Indsigelse har fulgt ældre Exempler fra sin Morfaders, Kong Haakons, og fra Formynderstyrelsens Tid. Hvorvidt Forestillingen har frugtet, vides ikke; men til nogen større Uenighed med Kurien kom det sikkert ikke denne Gang. Man finder nemlig, at Paverne Sendebud omkring denne Tid eller lidt senere har tilstaaet Kong Magnus et betydeligt Laan af de i hans Riger faldende apostoliske Indtægter til Hjælp i Krigen mod Russerne^[27]; og det vidner om, at det venskabelige Forhold mellem Kongen og Kurien, trods hins Anker over Kapellernes uretmæssige Beskatning, er blevet uforstyrret for det første.

Kong Magnus var som sagt ved denne Tid kommen i en ny Krig med Russerne, hvilken saameget meer havde Krav paa det apostoliske Sædes Understøttelse, som Magnus skal have begyndt den tildeels i Haab om at „christne Folket i Rusland“, det vil sige: tvinge dem under Pavens kirkelige Overherredømme. Det var Magnus’s Plan at angribe det novgorodske Rige ifra Østersøens Kyster. Nordmændene skulle have gjort Vanskeligheder ved at følge ham „til Angreb paa en anden Konges Rige“. Men dog synes de at have ydet ham Understøttelse til Krigen, da denne fik udseendet af en hellig Krig^[28]. Magnus foretog Toget ved Midsommers Tid 1348 med en Hær af Svenske og af tydske Leietropper. At han benyttede de sidste var mod Svenskernes Ønske, og skal have givet Anledning til Uenighed inden Hæren selv, hvilket igjen virkede, at Kongen ingen synderlig Fremgang gjorde, uagtet Lykken i Førstningen var med ham. Efterat Magnus om Høsten havde forladt Rusland, tog Russerne alt det tabte tilbage og fore meget grumt afsted i de nærmeste Dele af Finnland. I det næste Aar 1349 fik ogsaa Norge sin Lod af Krigens Onder; thi da faldt Russerne ind i de nordlige Dele af Riget og herjede Haalogaland lige syd til Bjarkø^[29]. Krigen, som Magnus begyndte under store Forhaabninger, ledede ikke til andet, end at norske og svenske Landskaber bleve haardt hjemsøgte af Russerne, og Magnus selv blev meer forhadt i Sverige, end han for havde været^[30].

At Erkebiskop Arne under sin Metropolitanstyrelse har udfærdiget et Statut, eller en Samling af kirkelige Bestemmelser, hvori alle tidligere saadanne vare optagne i en forkortet Form, eller – som det heder – med Bortskjærelse af hvad der var overflødigt, dette vide vi af hans Eftermands Udsagn^[31]; men hverken er hiint Arnes Statut levnet, eller det er bekjendt, hvor det Provinsialconcilium har været holdet, paa hvilket Statutet har været udstædt. Derimod er os levnet af Erkebiskop Arne en Forordning eller et Hyrdebrev af samme Slags som det senest omtalte af Erkebiskop Paal, men hvis Udstædelsestid heller ikke kjendes.

Dette Skrift aabnes med et Slags Indledning, hvori læres, at der er tre Slags Folk i Christenheden, hvilke Gud har udvalgt sig til Tjeneste „under Kirkens Lydighed og under usvigeligt Haab om evig Salighed“. Den første Klasse er de Mænd og Kvinder, som ugifte alle sine Dage bevare sit Legeme og sit Hjerte reent fra al Besmittelse. „Denne Klasse er Gud den velbebageligste, saasom den ligner Englene i al Skjønhed“. Den anden er de som leve i Enkedom, „i Afholdenhed efter sin legemlige Besmittelse sig til Anger og Bod“. Til en af disse tvende Klasser hører Mængden af dem, som have bundet sig under Klosterlevnet, i Guds og Kirkens Tjeneste. Den tredie Klasse er Folk, „som leve i Egteskab med Kjærlighed til Gud og sine Medchristne, i Lydighed mod den hellige virke og sine lovlige Overmænd baade aandelige og verdslige, og navnligen overholde ubrødelig egteskabelig Troskab indbyrdes, idet de forresten tilbringe sit Liv med Almisseydelse og andre Mstkundhedsgjerninger“. Til disse er det Erkebiskoppen især henvender dette Brev, idet han minder dem paa Guds Vegne om at holde de ti Guds Bud og vogte sig for de syv Hovedsynder og alt det, som den hellige Kirke og dens Formænd forbyde og have forbudet. „Nu hvo, som lever udenfor noget af disse trende Slags Levnet, han er uden Guds Naade“.

Brevet handler nu først om Egteskabet og hvad dermed staar i Forbindelse: Frieri, Fæstemaal, Lysning, Egtevielse (púsan) i Kirken ved Presten og Bryllupsgjestebud. Ingen, som engang har været egteviet, maa vies oftere af Presten, men denne maa vel synge en Messe paa Bryllupsdagen. Vielsen gjør saa meget, at om senere nogen Hindring for Egtefolkenes Samliv kommer for Dagen, saaledes at de maa skilles, da ere dog deres Børn arveberettigede og de selv frie for Straf, naar ordentlig Lysning i Forveien har fundet Sted. Ingen Prest maa være ved et Bryllup, som holdes uden forudgaaende Lysning.

Dernæst handler Skriftet om Barnefødsel, Daab og Confirmation. Den frugtsommelige Kvinde skal ti eller tolv Dage før hun venter sin Nedkomst gaa til Skrifte og anbefale sig Guds Naade og Jomfru Marias Forbøn. Ved Fødselen skal sørges for, at Vand er tilstede, saa at Barnet strax kan blive døbt, hvis det fødes meget svagt. „Thi Ingen – heder det – kommer i denne Sørgedal uden Smerte, Graad og Elendighed, saaledes at mange dø baade til Liv og Sjæl, førend de naa Christendommen og den hellige Daab, uden hvilken ingen kan frelses fra Helvedes Pille formedelst vore første Forældres Synd og Ulydighed. Faderen maa døbe Barnet, hvis ingen anden er til, ja Moderen maa gjøre det, heller end at Barnet skal dø udøbt; og Egteskabet skal ikke hæves paa Grund af det aandelige Slegtskab, i hvilket Egtefolkene derved komme til hinanden^[32]. I ingen anden Vædske maa døbes end i Vand^[33]. Fødes Barnet saa sterkt, at man ei behøver at døbe det hjemme, da føre Fadderne det til Kirke, en Karl og en Kvinde i det mindste, og Presten skal døbe det, som hans Embede medfører.

Man skal lade Barnet confirmere (ferma), saasnart man kan komme til Biskoppen^[34]; „thi i denne hellige Forretning gives Styrke mod Djævelen og hans Svig; den er en Fuldbyrdelse og Stadfæstelse af Daaben, og den, som ei har modtaget den, kan ei hjælpes“. Derpaa udvikles det aandelige Slegtskab, som ved Daab og Confirmation stiftes, med Advarsel mod at krænke det. Afsnittet slutter med de Ord: „Dette er Kirkens Lov og de hellige Fædres Forordning, hvilket Alle skulle overholde som de ti Guds Budord“.

Næst efter følger Forskrifter før, hvorledes man retteligen skal søge Gudstjeneste. Ran skal ideligen besøge sine Sognekirker; „thi det er Ens Pilegrimsfærd“. Man skal berede sig til Kirkegangen i Hjemmet ved at bortlægge alt Had, al Ondskab og Avind. Naar man træffes ved Kirken, maa man vel tale med hinanden om fine Anliggender, men ei komme frem med noget Gjældskrav eller nogen Sagsøgning. Naar man kommer til Kirke, skal man først falde paa Knæ foran Kirkedøren og kysse den, siden gaa omkring Kirken og saa ind i den og besprenge sig med viet Vand. Derpaa knæle man for det hellige Kors, bede om Guds Naade og mindes hans Pine, hvorved han løste de fortabte Mennesker fra Djævelens Vold; fremsige sit Pater noster og hilse Jomfru Maria med Marie-Vers (Ave Maria), eller hvis man ei kan saa meget, da slaa man sig for Brystet og sige: „Gud den Almægtige være mig syndige Mand naadig og miskundelig“; dog, lægges der til, er hver Mand skyldig at kunne Credo, Pater noster og Marie Vers. Man skal derpaa signe sig med Korsets Tegn og sige: „jeg signer mig i Navnet Faderens og Sønnens og den hellige Aands“. Hvis Presten ei er kommen eller endnu ei ferdig til Messen, da er det smukt, at hver, idet han gaar omkring Kirken, besøger sine Frænders og Venners Grave og der fremsiger sit Pater noster, eller og gjør det samme efter Messen, før han forlader Kirkegaarden.

Nu begynder Presten den hellige Messe; da falde Alle paa Knæ. Siden maa de staa, indtil Gloria in excelsis begynder; da skulle Alle igjen falde paa Knæ og slaa sig for Brystet, saa ofte som de i Messen høre de Ord læste eller sjungne: Jesus, Christus, Maria. Siden kunne de siddende høre Messen, indtil Evangeliet begynder; da skulle Alle staa op, blotte sine Hoveder og blive barhovedede, medens det oplæses. Dernæst bringe man sit Offer til Alteret „og hædre dermed det hellige Messeembede“. Men naar Presten opløfter „Guds Legeme og dernæst hans Blod“, da falde hver christen Mand paa Knæ med blottet Hoved og oprakte Hænder, og slaa sig tre Gange for Brystet; „thi paa tre Maader synder man mod Gud: i Tanke, Ord og Gjerning“. Man skal erkjende, at det er den samme vældige Gud, der skabte Himmel og Jord og Alt hvad imellem er, baade over og under, og som løste alle sine Venner af Djævelens Vold, og som skal dømme hele Menneskeslegten paa den yderste Dag, enhver efter hans Gjerninger. „Det er og alle christne Menneskers usvigelige Tro, at medens Guds Legeme helliges, opløstes og nydes i den hellige Messe, at da, ved de guddommelige Ords Kraft og Prestens Forretning, Himlene oplukkes, og Guds Engle fare ned at bøie lig for sin høie Skaber, saaledes at da samles de himmelske og jordiske Skabninger i al Ydmyghed og Glæde for at tjene den sande Gud, skjønt vi syndige Mennesker formedelst vor mangfoldige Usselhed og Legemsskrøbelighed ei formaa at see det med legemlige Øine“.

Man skal med Ærefrygt gaa at tage Guds Legeme paa Paaskedag, og ved den Leilighed iagttage god Orden. Man skal staa i Kirken eller ligge paa Knæ, medens Paternoster synges. Naar „Pax“ er given fra Alteret, da skal Mændene kysse hinanden og ligesaa Kvinderne indbyrdes; „og dette Kys skal være af fuld Kjærlighed; hvo som giver det med Svig eller ond Villie er Judas’s Medskyldige“. Dernæst skal man med Knæfald tage Guds Velsignelse under Prestens Haand, og fare saa med Fred, hver til Sit.

Man skal af Agtelse for Gud selv være velvillig mod sine Sogneprester, især saalænge de ere retfærdige i Levnet og lydige mod Gud og Biskoppen; thi Presten er skyldig at give dem aandelig Hjælp, naar de komme i Verden, medens de ere her, og naar de fare herfra; det er og Presterne paalagt at være dem hjælpsomme og velvillige som fine aandelige Børn. De maa dog ikke modtage nogen Prest, der siger sig at være nybeskikket, med mindre han forud i Kirken har forkyndt og oplæst sit aabne Beskikkelsesbrev med Biskoppens hængende Segl.

Alle Fuldvoxne skulle komme fastende at høre den hellige Messe, være stille i Kirken og paa Kirkegaarden, og mindes hvilken Sjælefare det er at begaa Synder der, hvor man skal sine Synder bøde.

Man vogte sig for bansatte Mænd „som for de værste Edderorme“; ligesaa for Runer, Galder og Trolddom, for al Overtro og Tro, som den hellige Kirke eller dens Formænd og Tjenere ei lære. Hvo som anderledes gjør, han er som en Kjætter i Guds Ban.

Hver som er kommen til den Alder, at han kan synde, og ved sig at være falden i nogen, navnlig dødelig Synd, han skrifte med Anger. Især skal man gaa til Skrifte i Langefasten; „thi hver Fastedag, Bøn, Almisse og Godgjørenhedshandling er det retskriftede Menneske til Sjælehjælp“, men alle disse Ting komme ei dem til nogen Hjælp, som ikke med Anger og Bøn ville skrifte sine Synder og i Fremtiden vogte sig for dem. I Sygdom tilkalde man betimeligen Presten, skrifte og tage Guds Legeme og den hellige Salvelse, „for at man kan være forligt med Gud og Menneskene, og med god Samvittighed skilles fra dette Liv“. Man skal da og helst gjøre sit Testamente: give Gud sin Sjæl, den hellige Kirkegaard sit Legeme, mindes Sognepresten, sine Frænder og Venner med nogen Trøst efter Evne; „men ingen fattig Mand egges dertil, naar han ejer saa lidet, at det neppe er nok til Børnenes, navnligen de egtefødtes Underhold“.

Man skal for Guds Skyld vogte sig for Tyveri, Aager og ulovligt Erhverv, betale redeligen sin Tiende af alt ret Erhverv baade paa Sø og Land, saa og anden ret Skat og Told efter Lov og Landsskik.

Endelig opfordrer Skriftet til at vise de Døde Agtelse. Man skal vise christelig Kjærlighed mod de døde Menneskers Legemer og følge dem med Velvillie til deres hellige Leiested, ligesaavel de Fattiges som de Riges; „thi Alle ere da fattige“. Og man skal mindes det, „at skjønt Meenneskets Legeme nu i sin Død er noget frastødende at skue, da have dog Menneskenes Legemer det forud for andre Dyrs, at i dem skal Sjælen komme tilbage paa Dommedag til evig Oplivelse efter Guds Dom, og siden skulle de aldrig skilles“.

Brevet sluttes med det Ønske: „Give Gud den Alvældige, at I maatte agte paa dette Brev, saa at I derved kunne erhverve Eder Gods og Fred, gode Aaringer og Glæde, Lykke i denne Verden og evindelig Fryd med selve Gud i Himmerige. Amen“^[35].

Pave Clemens VI havde allerede i sit Pavedømmes første Aar, nemlig 1343 den 27de Januar, udstedt den bekjendte Bulle, som efter Begyndelsesordene kaldes: „Unigenitus det filius“, hvorved han forkortede den af Pave Bonifacius VIII fastsatte Tid mellem Jubelaarene fra 100 til 50 Aar, og følgelig paabød et saadant Jubelaar til 1350. Alle troende Christne, som i dette Aar bekjendende og angrende sine Synder indfandt sig i Rom ved Petri og Pauli Kirker og ved den lateranske Kirke, og søgte disse Kirker dagligen, i det mindste i 15 Dage, skulde erholde den fuldkomneste Tilgivelse for alle fine Synder. Da nu Jubelaaret nærmede sig, udstædte Clemens Skrivelser til alle Kanter, for at bringe i Erindring den store Fest, der var beregnet paa at drage Skarer af Pilegrimme og med dem en Masse af Penge til Rom og det pavelige Skatkammer. En saadan pavelig Skrivelse, given i Avignon den 18de August, blev ogsaa afsendt til Erkebiskop Arne og hans Lydbiskopper. Bullen Unigenitus var deri indtagen, og det paalagdes Erkebiskoppen og Biskopperne at offentliggjøre den og forklare den for Lærde og Læge, paa det at man med Guds Bistand skulde gjøre sig rede til at fortjene den store Indulgens^[36]. Pavens Brev maa man antage at være kommet til Norge henimod Slutningen af Aaret 1349. Hvad Virkning det her har øvet, vides ikke. Alles Opmærksomhed var ellers ved denne Tid fortrinsviis heftet paa den store Landeplage, som netop da rasede.

I 1349 kom nemlig „den store Mandedød“ til Norge, efterat den i et Par Aar forud havde herjet det sydligere Europas Lande. Et sterkt bemandet Handelsskib fra England, der lagde ind paa Bergens Vaag, førte Smitsotten med sig. For det fik udlosset sin Ladning, døde alt Mandskabet; og da Varerne bleve opførte i Byen, begyndte Dødeligheden ogsaa der med en rasende Hurtighed at gribe om sig. Siden gik Sotten over hele Norge, og udryddede efter de gamle Annalers Udsagn de to Trediedele af Landets Befolkning. I Bergen – heder det – rasede den saa frygtelig, at der paa een Dag ikke kom mindre end 80 Lig til een Kirke, og deriblandt 14 Prester og 6 Diakoner. Handelsskibene paa Havnen kunde ikke blive lossede, og mistede sit Mandskab; og flere af dem sank med Ladningen eller dreve om, uden at nogen skjøttede dem. Paa Agder skulle syv Kirkesogn paa en ganske kort Tid være blevne ødede, og de Geistlige, som Biskoppen af Stavanger sendte derhen, døde alle af Sotten. Den gik ogsaa over Hjaltland, Orknøerne, Suderøerne og Færøerne; men den kom ikke til Island. Den var af en saa voldsom Natur, at Folk, som angrebes af den, ikke levede meer end et halvt eller heelt Døgn; de havde først svært Sting, og derpaa fulgte en Blodbrækning, der medførte Døden. Geistlige synes imængdeviis at være blevne bortrykkede; – udentvivl et hæderligt Vidnesbyrd om, at de ei ved Smittens Fare lode sig afholde fra sin Skyldighed som Sjælesørgere. Erkebiskop Arne døde af Sotten, og som der siges alle hans Chorsbrødre paa een nær. Ligesaa døde ved denne Tid Biskopperne Thorstein af Bergen, Guttorm af Stavanger og Halvard af Hamar, saaledes at af Norges Biskopper ikkun den gamle Salomon i Oslo overlevede Plagen. For at standse Sygdommen, fortælles der, indførtes en ny Messe og en ny Bøn, hvilke Pave Clemens selv havde forordnet og sammensat; og fra den Stund aftog den^[37]. Hvor længe Sotten har raset, opgives ikke, men rimeligviis har den varet ind i det følgende Aar 1350, da den ogsaa gik over Sverige og Danmark med lignende Ødelæggelse.

Det er ikke alene de noget nær samtidige islandske Annaler, der have bevaret Mindet om denne skrækkelige Farsots Raseri i Norge; Sagnet rundt om i Landet ved endnu at fortælle, hvorledes i den store Mandedød hele Bygdelag bleve ødede for Mennesker, og veldyrket Land i Tidens Lod overgroet med Skov, hvorledes Kirker længe efter gjenopdagedes skjulte i Vildnis, og hvorledes endnu Hustomter og Agerrener sees i mange Afdale og Fjeldheider, som efter Mandedøden ei have været nyttede uden til Betesmark og Sætergang. Meget er nu vistnok heri, ligesaa vel som i de samtidige Optegnelser, overdrevet, og det i Annalerne angivne Forhold mellem de af Farsotten bortrevne og de Gjenlevende faar staa ved sit Verd, som noget Samtiden med sine ufuldkomne statistiske Kundskaber umuligen kunde beregne, og vor Tid end mindre udgrandske. Men iøinefaldende ere ligefuldt de fordærvelige Følger, som Landeplagen drog efter sig for Norge, ikke alene i en nær, men ogsaa i en fjærnere Fremtid. Den rammede nemlig her et Land, der af Naturen var sparsomt udstyret med Hjælpekilder, og desforuden, hvad der var meget værre, allerede befandt sig i en kjendelig Stillestaaen eller rettere Tilbagegang baade i aandelig og materiel Retning. Folkeaanden var begyndt at svækkes, Folkelivet at hensygne, Samfundsordenen at slappes, og Landsstyrelsen at forvirres. Folkets livlige Søfart og friske Handelsrørelse var begyndt at synke i Dvale, medens et udenlandsk Handelsaag sluttede sig tættere og tættere om dets Skuldre, og fremmed Kjøbmandsgridskhed begyndte at binde dets næringsdrivende Hænder og tære paa dets Marv. Dets Foretagelsesaand var svunden, og dets Selvtillid paa Veien til at følge den. Paa et Land og et Folk, der forud befandt sig i en saadan Forfatning maatte naturligviis en Plage som den store Mandedød virke høist fordærvelig.

Vist er det, at fra Midten af det fjortende Aarhundrede, eller man kan gjerne sige fra 1350 af, skyder Norges allerede for indtraadte sagte Dalen en ganske forunderlig Fart, der for menneskelige Øine skulde synes at varsle dets Selvstændigheds fuldkomne Undergang. Og med den norske Stat gaar den norske Kirke Haand i Haand i dens Dalen. Ogsaa for Kirken er Aaret 1350 et sørgeligt Vendepunkt.

1. N. Dipl. III. 164.
2. Isl. Ann. 268.
3. De fleste Annaler, og blandt dem Flatø-Annalerne, sætte hans Indvielse til 1347; kun een sætter den til 1346 (Isl. Ann. 272). At det sidste imidlertid er det rigtigste, synes at kunne sluttes deraf, at der tillægges Erkebiskop Arne en Embedstid af 3 Aar 1 Maaned og 1 Dag (Scr. r. D. VI. 616), og han døde i Slutningen af 1349.
4. Isl. Ann. 272.
5. I Begyndelsen af samme Aar, den 12te Januar, synes et Raadsmøde at have været afholdt i Oslo, hvorved Biskop Salomon, Kansleren Arne Aslakssøn, ni Herrer og tvende Lagmænd have været tilstede. Dom af 12te Januar 1347, N. Dipl I. 240, Sml. V. 588.
6. Sml. V. 579–583.
7. Kvittering af nævnte Dag og Sted for Romerskatten af Stavangers Biskopsdømme for Aarene 1345 og 1346. Orig. perg. A. M. Sml. fasc. 34 No. 13.
8. N. g. L. III. 171.
9. Nemlig: den 18de Januar Stadfæstelsesbrev paa Mariekirkens Friheder, beseglet i Kongens Overvær (N. Dipl. II. 170); af samme Dag en Forordning om Handelen i det nordlige Norge og Skatlandene, beseglet i Kongens Overvær (N. g. L. III. 170); af samme Dag en Forordning med Raadets Samtykke om Meened, Snigmord og Knivsting (N. g. L. III. 172): af 19de Febr. et Brev om Betaling af Skyld til Tunsbergs Provstedømme, beseglet i Kongens Overvær (N. Dipl. I. 246); af 20de Febr. et Brev for Marie Kirke i Oslo, beseglet i Kongens Overvær (N. Dipl. II. 240).
10. Forfatter af det bekjendte endnu tilværende Digt Lilia.
11. Isl. Ann. 262, 264.
12. Finn Joh. I. 431.
13. Isl. Ann. 272, 274, 276; jfr. Saml. Aarh. þ. I. c. 58–62: Finn Joh. II. 99–102, 196–198.
14. Isl. Ann. 276.
15. S. o. f. II. 104.
16. Johnstone: antiqvitates celto-normannicæ (Chronicon Manniæ) 46.
17. S. o. f. I. 414 f.
18. S. o. f. II. 5.
19. S. o. f. II. 79.
20. S. o. f. II. 35.
21. Johnst. 40.
22. Johnst. 47.
23. Jfr. om denne Forandring: Sc. r. D. III. 238. not. 1.; Usserii Britann. eccl. primordia 645; Pontoppidan II. 171; Suhm D. H. XIII. 201: Munter Kgsch. II. 99.
24. S. o. f. II. 298.
25. Saaledes læses Navnet overalt i Norsk Dipl., hvorimod Suhm og Lagerbring læse det: Giulaberti.
26. Orig. Perg. A. M. Sml. fasc. 53 No. 11.
27. Lagerbr. III. 393; Suhm D. H. XIII. 200.
28. Isl. Ann. 276, 284.
29. Isl. Ann. 280.
30. Om denne Krig se Suhm D. H. XIII. 200. 201, 218; Lagerb. III. 388–400. Her er imidlertid hos begge en Vildfarelse med Hensyn til Fredsslutningen. Den Fred som der omtales, tilhører den tidligere Russerkrig og Aaret 1326. Naar nærværende Krig endtes, vides neppe med Sikkerhed.
31. Erkebp. Olafs Statut, N. g. L. III. 303.
32. Jfr. o. f. I. 232.
33. S. o. f. I. 414.
34. Jfr. o. f. II. 301.
35. N. g. L. III. 295–301.
36. N. Dipl I. 251.
37. Isl. Ann. 278, 280.