Den norske Kirkes Historie under Katholicismen/83

Rudolf Keyser

Den norske Kirkes Historie under Katholicismen

Chr. Tønsbergs Forlag, 1858 (2, s. 313-338).

Oversigt over den norske Kirkeforfatning i det tredie Tidsrum.

Den norske Kirkeforfatning havde allerede inden Udgangen af næst foregaaende Tidsrum – det vi her have betegnet som det andet – i de fleste Stykker, navnligen i indre Styrelse og Embedsvæsen, vundet en Fasthed, der gjorde videre gjeimemgribende Forandringer overflødige. Det Nye, som kan siges under det tredie Tidsrum at være indført, er bygget deels paa de Anskuelser, som Erkebiskop Jon gjennem sin ofte nævnte Christenret søgte at gjøre giældende, og som fra den tildeels, dog under flere Afændringer, gik ind i de, egentlig ældre, Christenretter, der sattes i Forbindelse med den af Magnus Lagabøter omarbeidede almindelige Landslov, – deels paa Bestemmelser af Provinsialconcilierne, hvilke Forsamlinger i det her omhandlede Tidsrum spillede en saa vigtig Rolle, og ved hvilke vi derfor i den forudgaaende historiske Fremstilling have dvælet med Udførlighed.

I. En af de vigtigste Nyheder med Hensyn til den norske Kirkes Embedsmænds Stilling er Cølibatets lovlige Vedtagelse. Vi have seet det indført ved Pavebud allerede i foregaaende Tidsrum^[1]. Men først i det her omhandlede finde vi det udtrykkeligen foreskrevet i de norske Christenretter, og det i Overeensstemmelse med den canoniske Ret, for alle Geistlige inden Kirkens høiere eller saakaldte hellige Vielsesgrader (ordines majores v. sacri), nemlig til og med Subdiaconus^[2]. Hermed var Geistlighedens Standsafslutning fuldendt.

At Presternes Beskikkelse til Norges Kirker skulde skee ved Biskoppen alene, var nu at ansee som en afgjort Sag. Ikkun med de kongelige Kapeller fandt en Undtagelse Sted, som forhen udførligen er berørt^[3]. Jons Christenret byder: „Biskop skal raade før Kirker og Christendom og tilsætte de Prester, han vil; og som han seer kan udføre Tjenesten“^[4]; og hermed stemmer i det Væsentlige alle øvrige den Tids Christenretter^[5]. Thi naar disse udtrykke sig lidt vidløftigere: „Vor Biskop skal raade for Kirkerne, eftersom den hellige Kong Olaf indrømte Biskop Grimkel paa Moster Thing, og som vi siden bleve forligte om. Vor Biskop skal sætte til alle Kirker saadanne Prester, som han ved kunne forrette Gudstjeneste og anden Tjeneste rigtig for Gud og Menneskene“, – saa ere Tillæggene egentlig kun Talemaader fra en ældre Tid, hvilke ingen Hindring lagde i Veien for en Udtydning ganske i Erkebiskop Jons Aand. Endogsaa paa Island blev nu ved Biskop Arne Thorlaksson den samme Grundsætning gjort gjældende, idet hans Christenret siger: „Prester og Geistlige skal Biskoppen beskikke til Kirkerne overeensstemmende med disses Kontraktsforhold (svá sem máldagar standa til)“^[6]. Thi det sidste Tillæg sigter ganske vist ikkun til de Indtægter, som ifølge gammelt Kontraktsforhold laa til de enkelte Kirker, og af hvilke Presten ifølge den nye Beskikkelsesmaade for en Deel skulde tage sit Underhold. Ogsaa paa Island ophørte saaledes fra nu af Prestens Beskikkelse og Underhold ved Kirkeejeren, idet den første gik over i Biskoppens Haand, og det andet udrededes af Kirkens Ejendom og Indtægter.

Hvad der i dette Tidsrum fordredes af Sognepresten som Sjælesørger: baade som Almuens Lærer og udfører af de gudstjenstlige Handlinger, var udentvivl noget mere end tidligere. Derom synes forskjellige Conciliebestemmelser, og navnligen de af 1320^[7], tydeligen at vidne. Der var ganske vist ogsaa nu aabnet fuld Adgang for de unge Klerker til at lære ved Kathedralkirkernes Skoler alt hvad man fordrede, at en Prest skulde vide til sit Embede.

Det viser sig ogsaa af samme Conciliebestemmelser, at Sognepresterne i Norge nu havde Prestegaarde (prestaból), og at der var sørget for, at disse ikke skulde misbruges eller den dertil hørende Ejendom forødes“^[8]. Der blev ogsaa ved flere og gjentagne Bestemmelser paa Provinsialconcilierne indskjærpet, at hver Sogneprest strengt skulde holde sig til sit Sogn og ikke ukaldet forrette i nogen Andens og derved gjøre Indgreb i dennes Myndighed eller Indtægter^[9]. Ligeledes stræbte man saameget som muligt at hindre de med Prædikeret udstyrede Munkeordener fra at falde Sognepresterne til Besvær og utilbørligt indtrænge sig i deres Rettigheder^[10].

En saare gavnlig Indflydelse paa den hele norske Prestestands Embedsfærd og Dannelse maatte nødvendig Prestemøderne eller Diøcesansynoderne (prestamót) have, helst naar disse afholdtes med den Orden og paa den Maade, som i Conciliebestemmelserne af 1320 foreskrives^[11]. Man seer af disse, at Prestemøderne have været holdte aarligen, enten paa en vis Tid eller maaskee saaledes at vedkommende Biskop nærmere bestemte Tiden; – at de have været holdte, istedetfor tidligere, som det synes, i Forening med Lagthingene^[12], nu ved Kathedralkirkerne i disses Chor og i Regelen under selve Biskoppens Forsæde; – at Hovedpresterne (d. e. Fylkespresterne, hvor saadanne fandtes, eller de Prester, som indtoge en lignende Stilling)^[13] have havt mest at sige paa Mødet, og at de have været paa en Maade selvskrevne til at indfinde sig der, medens af de ringere Prester (Høgendespresterne og udentvivl ogsaa Heredspresterne) kun de mødte, som dertil af Hovedpresterne udnævntes, og da paa Mødet havde Plads hver hos sin Hovedprest; – at hvilken Hovedprest, som var hindret fra at møde personligen, skulde nævne en Høgendesprest til Mødet i sit Sted; – at de Prester, som ifølge Hovedpresternes Bestemmelse bleve hjemme, skulde besørge de Mødendes Forretninger under disses Fraværelse uden særegen Bekostning for Sognefolket; – at Hovedpresten havde at modtage af sine underordnede Prester og medbringe til Mødet Romerskatten af hele sit Omraade; – at der paa Prestemødet undersøgtes, hvorledes Sognepresterne i Aarets Løb havde bestyret sine Embeder, og forordnedes hvad der for dem var nødvendigt at vide for det kommende Aar; – at Kirken eller Geistligheden vedkommende Sager der kæredes og rimeligviis ogsaa paakjendtes; – endelig at de paa Mødet tilstedeværende Hovedprester, naar de kom hjem igjen, skulde inden syv Dage efter Hjemkomsten underrette alle de hjemmesiddende Prester om hvad der paa Mødet var forhandlet og besluttet; og var dette noget, som ogsaa vedkom Lægfolket, da skulde hver Prest lyse det i Kirkedoren for sit Sognefolk inden en halv Maaned. – Af Forhandlingerne i Striden mellem Erkebiskop Jørund og hans Kapitel sees, at naar Biskoppen ikke var tilstede, forestod Kapitelet Prestemødet^[14]; og at Kapitelets Chorsbrødre altid have været selvskrevne Medlemmer af dette og paa sammes Forhandlinger øvet en stor Indflydelse, viser sig af hvad før er fortalt om Striden i Bergen mellem den verdslige Geistlighed og Prædikebrødrene under Narves Biskopsdømme^[15], ligesom det forøvrigt af Forholdene maa sluttes.

Biskoppernes tidligere Anseelse og Indflydelse, baade som Kirkens Forstandere og som Kongedømmets selvskrevne Raadgivere, blev i dette Tidsrum ikke alene befæstet, men ogsaa udvidet. Erkebiskop Jons høitstræbende Planer strandede vistnok paa den verdslige Styrelses kraftige Modstand; men den hierarchiske Kirkeorden skred ligefuldt frem i Udvikling og Fasthed, og med den Biskoppernes Magt. Biskopsvalgenes Uafhængighed af den verdslige Styrelse var nu en ubestridt Kjendsgjerning, og man sporer ikke, at Kongedømmet under Tidsrummets Løb har øvet eller fordret at øve nogen umiddelbar Indflydelse heri. Paa den anden Side var vedkommende Domkapitlers Ret til at vælge Biskopperne fuldkommen erkjendt fra alle Sider, og den Tid var endnu ikke kommen, da Pavedømmet selv undergrov denne Ret. Vi have seet, at Kapitlerne vidste at benytte sin Stilling som Valgkollegier til at udvide sin egen Magt og Selvstændighed, og at deres Indblanding i den biskoppelige Embedsmyndigheds Udøvelse til en Tid afstedkom Spending og Uenighed inden Kirkens egne Enemærker mellem enkelte af dem og deres Biskopper. Men dette var dog ikkun forbigaaende; og ved en nærmere Bestemmelse af Kapitlernes Rettigheder ligeover for Biskopperne bragtes Ro og Orden i denne Henseende igjen tilveie. Tidsrummets senere Halvdeel frembyder ingen iøinefaldende Exempler paa en saadan forargelig Tvist som den, der ved Overgangen fra det 13de til det 14de Aarhundrede opblussede ved Nidaros’s og Stavangers Kathedralkirker.

Domkapitlerne indesluttede utvivlsomt paa denne Tid i sig den norske Kirkes bedste aandelige Kræfter, og før deres Medlemmers videnskabelige Uddannelse til Kirkens høieste Embeder var sørget derved, at der gaves dem Understøttelse til at fortsætte sine Studier ved udenlandske Høiskoler^[16]. Biskopperne, som paa ganske faa Undtagelser nær, selv udgik fra dem, maatte indsee, at Enighed og oprigtig Samvirken fra begge Sider til Kirkens almindelige Bedste og navnligen til den hierarchiske Ordens Opretholdelse var begges naturlige Opgave. Derfor sluttede de sig vistnok i Almindelighed til hinanden. Biskoppen søgte sin fornemste Støtte i sit Raad, ligesom dette igjen hentede Glands og Magt fra sin Formands høie Verdighed. Det var kun en Jørunds og en Arnes Egenraadighed og Havesyge, der gjorde dem blinde for deres eget og deres Biskopsstoles sande Tarv, og skilte dem fra deres Chorsbrødre. Ved deres Afgang indtraadte igjen Ligevegt og Enighed ved Biskopsstolene. Den biskoppelige Magt straalede atter i sin fulde Glands, og den Fare for Hierarchiet var bortfjernet, som med Grund maatte frygtes, saafremt lignende Stridigheder mellem Biskopperne og deres Domkapitler havde oftere gjentaget sig og vare komne til at blive Dagens Orden.

Et Vidnesbyrd om ikke alene den norske Kirkes men og den biskoppelige Magts fremskridende Udvikling i dette Tidsrum afgive de temmelig jævnt holdte Provinsialconcilier eller Biskopsmøder (biskupamót) under den nidarosiske Erkebiskops Forsæde. Disse Forsamlinger dannede nemlig et Middelpunkt for Landskirkens Styrelse og et Organ for den kirkelige Lovgivningsmyndighed; begge Dele vandt herved Eenhed. Men det var de tilstedeværende Biskopper, som her egentlig vare de besluttende, og i hvis Navn Conciliebestemmelserne udstædtes, medens de øvrige tilstedeværende Geistlige, hvoriblandt maa udhæves Domkapitlernes Fuldmægtige, paa en Maade kun vare at betragte som Forsamlingens raadgivende Medlemmer, der tillige skulde stadfæste og bevidne de fattede Beslutninger. Ikke engang de Fuldmægtige, som en Biskop kunde sende i sit Sted, naar han selv var lovligen forhindret fra at møde paa Provinsialconciliet, og som almindelig vare Chorsbrødre af hans Kapitel, synes strengt taget at have havt nogen besluttende Stemme. Thi kun de Biskopper, som personligen mødte, nævnes i Conciliebestemmelserne eller Statuterne som disses Medudstædere^[17]. Statuterne tillægges forøvrigt fortrinsviis den paa Conciliet ordførende Erkebiskop og benævnes efter ham. Rimeligviis har ogsaa Erkebiskoppen havt Forslagsretten med Hensyn til de kirkelige Bestemmelser, som kom under Overveielse paa Provinsialconciliet; men fuldgyldige for den norske Kirkeprovins bleve de sikkert ikke uden de tilstedeværende Biskoppers udtrykkelige Samtykke og Vedtagelse, – men da ogsaa, saavidt skjønnes, i alle Provinsens Biskopsdømmer, ligefuldt om disse havde været repræsenterede paa Conciliet eller ikke. Hvad Islands Biskopsdømmer angaar, synes dette aldeles klart, da næsten alle de norske Provinsialconciliers Statuter, – og deriblandt visse, om hvilke man med Sikkerhed ved, at ingen islandsk Biskop personlig var derved tilstede, – findes optagne i de udførligere Haandskrifter af den islandske Lovbog. Om Suderøernes Biskopsdømme kunde Tvivl i denne Henseende med størst Grund reises; men dette Biskopsdømmes nærmere Forhold til Nidaros’s Metropolitansæde er i mange Stykker dunkelt. Mod Tidsrummets Slutning udgik det, som tidligere fortalt, af den norske Kirkeprovins^[18]. Hvorvidt Provinsialconciliernes lovlig affattede Statuter ogsaa trængte til Kongedømmets Stadfæstelse for at blive fuldgyldige i den norske Kirke, er ikke ganske klart. At saadant har været paastaaet fra Kongedømmets Side, aabenbarer sig i de kongelige Raadgiveres Færd i Anledning af Conciliet i 1280. Men her var der ogsaa Tale om Gjenstande, der paa det føleligste berørte Kongedømmet og derhos dybt grebe ind i den almindelige Lov og Landsret. Naar derimod Provinsialconcilierne i sine Forhandlinger og Bestemmelser holdt sig inden sit reenkirkelige Omraade, naar de holdt sig ved Ordningen af det kirkelige Embedsvæsen og Politi samt af Troslæren og Kirkeskikkene, – da synes ikke Kongedømmet at have fordret nogen Stadfæstelsesret; eller maaskee rigtigere udtrykt: da betragtedes dets Stadfæstelse som forud stiltiende given, og dets Hjælp til Bestemmelsernes Opretholdelse, for saavidt en saadan Hjælp behøvedes, som noget, der simpelt hen fulgte af dets Stilling og Skyldighed som øverste styrende Statsmagt og Landskirkens naturlige Verge. Saaledes indseer man, hvorledes en selvstændig lovgivende Myndighed i kirkelige Sager kunde, i en ikke ringe Udstrækning, af Kongedømmet indrømmes Provinsialconcilierne, uden at derfor disses Myndighed til eensidig at bestemme Landets Christenret i dens Heelhed erkjendtes.

Om de norske Biskoppers store verdslige Magt og deres virksomme Indflydelse paa Norges hele Statsudvikling, derom vidner klart nok det hele Tidsrums Historie. Det var inden Tidsrummets Slutning kommet dertil, at Biskopperne noget nær vare at ansee som de mest formaaende Medlemmer af Kongens Raad, i hvilket fra Kong Haakon Magnussens Tid de verdslige Stormænds Stilling var langt mindre fast og selvstændig end Biskoppernes. Den afgjørende Stemme, som Magnus Lagabøters Landslov indrømmede disse i Tilfælde af et indtrædende Kongevalg^[19], var en vigtig Udmærkelse, der nødvendig maatte brede Glands over deres Forhold til Staten i Almindelighed. Høist betegnende var det ogsaa, at Kongevalget, hvis et saadant maatte udkræves, ved samme Lov stilledes under Landets første Biskops, Erkebiskoppens, St. Olafs Repræsentants, umiddelbare Bestyrelse^[20]. Endnu vigtigere var den Følgeslutning, som heraf let maatte kunne uddrages og virkelig uddroges: at Nidaros’s Erkebiskop, naar Kongedømmet var ledigt, efter Loven var dets selvskrevne Vikarius og Rigets øverste midlertidige Forstander, indtil Kongedømmet var atter besat^[21]. Biskopperne vare altsaa paa en Maade, baade ifølge Lovens Ord og ifølge dens virkelige Anvendelse, erkjendte for en Magt i Staten, og det den Magt, som kom Kongedømmet nærmest. Hvad dette havde at sige, sees let. Norges Ve og Vel hvilede meer end eengang, næst i Guds, i de norske Biskoppers Haand. Det fuldendte Tidsrum har allerede antydet dette; i det følgende vil det klarere vise sig.

I Forhold til den verdslige Magt og Indflydelse, som Norges Erkebiskop og Biskopper nu vare sig bevidste at øve, udviklede de ogsaa en stedse stigende verdslig Pragt i al sin Optræden. Deres Levemaade og Folkehold var som Fyrster egnede. Man seer af den tunsbergske Overeenskomst, at Erkebiskoppens Tjenere vare mindst hundrede, og at de fornemste af disse, i Lighed med hvad Tilfældet var ved Kongens Hird, benævntes Skutilsvende^[22]. Hver Biskop havde i Regelen mindst fireti Svende^[23]. Og ved disse Erkebiskoppens og Biskoppernes Mænd forstodes egentlig Vaabenføre og Væbnede, saaledes at deres talrige geistlige Betjening ikke deri var medregnet, ligesaalidet som ringere Arbeidsfolk i deres Tjeneste. Deres mange Forretninger og deres store Husholdning krævede Hjælp i Bestyrelsen af begge Dele. I dette Tidsrum er ogsaa hyppig Tale om tvende overordnede Embedsmænd ved Biskopsstolene, som skulde være Biskoppen til Lettelse, nemlig Officialen (officialis) og Raadsmanden i Biskoppens Gaard (ræðismaðr i biskupsgarði). Officialen gik Biskoppen til Haande i Udøvelsen af hans kirkelige Dommermyndighed; Raadsmanden var hans Hushovmester og Bestyrer af Biskopsgaardens økonomiske Anliggender. Hertil kom endnu den saakaldte Pønitentiarius, der udførte Biskoppens Forretninger i Skriftemaalssager, og havde Opsyn med de deraf flydende Indtægter. Disse Embedsmænd vare Prester eller Geistlige. Biskopperne vare dog ikke eneraadende ved deres Beskikkelse, men maatte heri høre sine Kapitler^[24]. Officialen synes ogsaa oftest at have været en af Kapitelets Chorsbrødre. En Officials og en Pønitentiarius’s Ansættelse ved hver Biskopsstol findes foreskreven ved Provinsialconciliers Bestemmelser^[25].

Det var Tidsaanden i Forening med tiltrædende gunstige ydre Omstændigheder, der væsentlig bævede den biskoppelige Magt i Norge til hiin Høide. Kongedømmet rakte imidlertid ogsaa Haanden til dens Forherligelse, om end, som vi have seet, oftest kun henrevet af Strømmen, eller endog sterkt modstræbende og med kjendelig Følelse af den Fare for dets egen Myndighed, der laa truende i Baggrunden. Kongedømmets Modstand paa en Kant var gjerne ledsaget af Eftergivenhed paa en anden. Havde det stridt imod, ja endog maaskee vundet Seier over en farlig Grundsætning, saa vilde det igjen gjerne ved en eller anden Opoffrelse forsone eller vinde en agtet og dygtig Personlighed, der havde lidt under Kampen. Havde det viist sig paaholdende paa sin egen lovhjemlede Net ligeover for Biskopsdømmets anmassende Fordringer, vilde det siden gjerne lægge for Dagen, at det ikke var karrig i sine Pengegaver og sin ydre Ærbødighed mod Kirkens Forstandere. Kongerne frygtede overhovedet hvert Skin af Ulydighed mod Christendommen og den christelige Kirke, hvis sande Væsen dog kun dunkelt foresvævede dem, idet de sammenblandede Christi Bud med Pavens, og den sande Kirke med den Indstiftelse, som udgik fra Roms Biskop. Og denne Frygtsomhed vidste de i den romerske Statskløgt oplærte Biskopper mesterlig at benytte for at lamme selv de dristigste og bedst beregnede Skridt af Kongerne til den geistlige Magts Indskrænkning Paa den anden Side følte Kongerne hvert Øieblik, at de trængte til Raad og Hjælp af Biskoppernes høiere videnskabelige Dannelse baade i den indre og i den ydre Rigsstyrelse, og bøiede sig her for deres aandelige Overlegenhed. Lægger man nu til alle disse Omstændigheder endnu den, at Tidsrummets norske Biskopper for største Delen vare, baade som Kirkestyrere og som Kongedømmets Raadgivere, nidkjære, virksomme og dygtige Mænd, der nøde Almeenhedens Agtelse, og at de, opdragne i den romerske Kuries Grundsætninger, ikke vare bange for at benytte sin egen anseede Stilling og den store Mængdes religiøse Overtro til at befordre hvad de ansaa for Kirkens Tarv, – saa begriber man let, at Kongedømmet i sine Kampe mod den biskoppelige Magt, trods al Kraft og Forsigtighed, dog endnu til Slutning oftest maatte drage det kortere Straa. Hvad der imidlertid i denne betænkelige Stilling støttede det norske Kongedømme, og frelste det fra ganske at bukke under, ja endog, sammenligningsviis med hvad der fandt Sted i mange andre af Europas Riger, lod det endnu vedligeholde en vis ikke ganske ringe Selvstændighed, endog i visse kirkelige Anliggender, ligeover for Biskopperne, – var deels Kongernes og deres verdslige Raadgiveres Agtelse for og Vedhængen ved Sverrers Grundsætninger, deels den dermed i Forbindelse staaende Sammentrængen af al verdslig Statsmagt i Kongedømmet, hvilket saaledes blev sterkere til at møde Kirkehøvdingernes aabenbare og hemmelige Angreb.

Blandt Kongedømmets Planer til den biskoppelige Magts Indskrænkning er der ingen, som tildrager sig større Opmærksomhed, end den af Haakon Magnussøn istandbragte Dannelse af en kongelig Kapelgeistlighed, hvilken under en egen af Biskopperne uafhængig og dem paa en Maade sideordnet Formand, Kapelmagister (magister capellarum regis), skulde gaa Kongedømmet til Haande med sine geistlige Kundskaber, – af hvis Midte det vigtige Kanslerembede skulde besættes, – og som skulde gjøre Biskoppernes Indblanding i Rigsstyrelsens Anliggender mindre nødvendig, ja vel endog med Tiden overflødig. Vi have seet, hvorledes den Sag dreves, hvorledes Planen til en vis Grad lykkedes, idet Kapelgeistligheden og Kapelmagisteren virkelig fik Pavens Stadfæstelse; – men vi have ogsaa seet, hvorledes Bergens Biskop modarbeidede den hele Indstiftelse, og hvorledes det lykkedes den biskoppelige Magt at afstumpe dens Brod og gjøre Indretningen i det Væsentligste uskadelig for sig^[26]. Men skjønt den kongelige Kapelgeistlighed ingenlunde tilfulde blev hvad Kong Haakon havde tilsigtet, saa er det dog klart, at den i meer end een Henseende støttede Kongedømmet og ikke var et ganske uvigtigt Led i det norske Statsverk og i den norske Kirke.

Hvad de norske Lydbiskoppers Forhold til sin Metropolitan, Erkebiskoppen af Nidaros, og til Paven angaar, da blev dette i nærværende Tidsrum i alt Væsentligt uforandret. Pavernes Indflydelse paa den norske Kirke maa ansees for at have været i Stigende gjennem hele Tidsrummet, og Geistligheden fik den at føle i de Pengeudpresninger til det pavelige Skatkammers Fordeel, der nu begyndte at høre til Dagens Orden, og som dreves under forskjellige Paaskud og paa forskjellige Maader^[27].

I dette Tidsrum omtales ofte Provsterne som Embedsmænd i Kirken. Om Betydningen i Norge af Navnet Provst have vi tidligere talt^[28], og viist, at tvende forskjellige Slags kirkelige Embedsmænd derved forstaaes, nemlig deels Forstandere for Kollegiatkirker, saadanne Provster vare i dette Tidsrum Forstanderne for flere af de kongelige Kapeller^[29], – deels Biskoppernes Ombudsmænd. Dette sidste Slags Embedsstilling synes, som tidligere yttret, egentlig først ved denne Tid at have antaget sin bestemte Karakter som geistlig eller kirkelig, idet Biskopperne nemlig i Hierarchiets Aand søgte at fjærne Lægfolk fra Bestillinger vedkommende Kirkens Retsomraade, Ejendomsbestyrelse og Opbørsler, hvilke Bestillinger alle stode under deres Overtilsyn, og derimod besatte samme med sine underordnede Geistlige^[30]. En saadan af Biskoppen beskikket geistlig Ombudsmand fik sin Embedskreds, omfattende flere Kirkesogne, i hvilken han, foruden at besørge de nævnte meer verdslige Forretninger, ogsaa udentvivl paa Biskoppens Vegne førte et Slags Tilsyn med Sognepresternes Embedsførelse. Som foresat denne Kreds af Biskoppen førte han Embedsnavnet: præpositus, hvoraf prófastr, Provst, er dannet. Hans Embede og Omraade benævntes Provstedømme (prófastdœmi, Provsti). En bestemt Inddeling af hvert Biskopsdømme i visse Provstier maatte synes med Tiden at skulle følge af denne Indretning. Man veed ogsaa med Bestemthed at en saadan Inddeling ved det 14de Aarhundredes Udgang fandt Sted for Oslos Biskopsdømmes Vedkommende, da dette var deelt i ti Provstedømmer. Men man veed ikke hvorvidt den har været gjennemført i hele Norges Land^[31]. Da Provsten i flere Henseender skulde være Sognepresterne overordnet, var det i sig selv ganske rimeligt, at Biskoppen udvalgte ham blandt disse; han var da egentlig kun den første blandt sine Lige og kunde ved Siden af sit Provsteembede tillige bestyre og nyde Indtægterne af sit Prestekald, saaledes at ingen særegen betydelig Løn udfordredes. Men som det geistlige Provsteembede i det Hele var ilde anseet af den norske Statsstyrelse, der endog til en Tid talte Mænd i sin Midte, hvilke ligefrem vilde have det afskaffet, – saa var det især dets Besættelse med Sogneprester, der vakte Paatale. Man seer nemlig, at det i Kong Erik Magnussøns Tid var en af Raadets Fordringer, at ingen Prest, der var Sogneprest og som saadan Sjælesørger, maatte tillige have Provstedømme^[32]; et Forbud herimod kom ogsaa ind i Kong Erik Magnussøns store Retterbod, og det samme fastsatte ligeledes senere Kong Haakon Magnussøn for det nordligste Norges Vedkommende^[33]. Man veed dog ikke om Forbildet i Tidens Løb blev agtet. Det var Sogneprestens Stilling som Skriftefader, der især vakte Betænkelighed ved at forene hans Embede med Provstedømmet. Da der nemlig var Anledning til i Skriftemaalet at øve Indflydelse paa den Skriftendes Samvittighed, forsaavidt Tvivl kunde raade om Lovligheden af visse Fordringer, som det netop tillaa Provsten paa Biskoppens Vegne at inddrive, – og da desuden den i Skriftemaalet paalagte Pønitens kunde bestemmes afgjort ved Pengebøder til Kirken eller dens høiere Foresatte, – saa har man udentvivl frygtet, at hiin dobbelte Stilling kunde give Biskoppernes, og vel ogsaa Provsternes egen, Begjærlighed for stort Spillerum. At det overhovedet var Provsternes Strenghed og Nærgaaenhed i Egenskab af biskoppelige Sagsøgere og Opbørselsbetjente, der gjorde dem saa ilde anskrevne hos Rigsstyrelsen og udentvivl hos Lægfolket i det Hele, er tydeligt^[34]. Men herved paatrænger sig med det Samme uvilkaarligen den Tanke, at muligen Kirkens og Biskoppens tidligere Bestillingsmænd, medens disse vare Lægfolk, igjen paa sin Side have været alt for ligegyldige i Henseende til Kirkens Tarv, og derhos ikke heller frie for Egennytte, samt for at begunstige til Kirkens Skade de verdslige Stormænd, der over dem kunde have noget at sige.

Klostergeistlighedens Stilling i Norge undergik i dette Tidsrum ingen mærkelig Forandring – Af de ældre i Landet værende Klosterordener, oprettedes i dette Tidsrum kun faa nye Klostere, og disse næsten alle i dets Begyndelse. Augustiner-Klosteret paa Utstein i Stavangers Biskopsdømme er muligen stiftet efter 1263^[35]. Minoriternes Kloster i Oslo blev oprettet omkring 1290^[36]; og sandsynligvis bleve den samme Ordens Klostere i Nidaros og Marstrand heller ikke stiftede førend i Begyndelsen af det her omhandlede Tidsrum^[37]. Oprettelsestiden for Prædikebrødrenes Kloster i Hamar kjendes aldeles ikke; det kan være ældre end dette Tidsrum, men maaskee ogsaa først blevet til i det næste^[38]. Paa Island oprettedes omkring 1295 i Hole Biskopsdømme ved Biskop Jørund Thorsteinssøn et Kloster for Augustinermunke paa Mødruvold^[39], og et Nonnekloster af St. Benedictus’s Regel paa Reynisnes^[40].

Den eneste nye Klosterorden, der synes i dette Tidsrum, og det i dets første Begyndelse, at have fundet Indgang i Norge var Johanniternes. Denne Orden, oprindelig Hospitalbrodrenes Munkeorden i Jerusalem, var stiftet allerede i 1048; men den omdannedes under Korstogene 1113 til en geistlig Ridderorden, der dog ogsaa overtog Pilegrimes og Syges Pleie, og forresten iagttog St. Augustinus’s Regel, af hvilken Orden den altsaa egentlig var en Congregation. Johanniterordenens Medlemmer vare deelte i tre Klasser: Riddere, hvis Skyldighed egentlig var Kamp mod de Vantro, Prestmunke, der forestode Religionstjenesten samt Hospitalerne, og tjenende Brødre, der gik de tvende høiere Klasser tilhaande. Ordenens Overhoved var en Stormester, der først havde sit Sæde i Jerusalem, siden paa Cypern og fra 1309 af paa Rhodus. Ordenen udbredte sig snart vide om i Europa, og inddeeltes efter Nationaliteterne i otte Tunger (lingvæ). En af disse var den tydske Tunge (lingva allemannica), der igjen deeltes i fire Priorater (prioratus, ogsaa kaldte Provinser, provinciæ) hvert under Forstanderskab af en Prior eller rettere Generalprior. De enkelte Klosteres Munke havde til Forestander en Prior (prior domus hospitalis). Blandt den tydske Tunges 4 Priorater var Dacia (prioratus Daciæ), der omfattede Danmark, Sverige og Norge. Ethvert Johanniterkloster behøvede imidlertid ikke at have Medlemmer af alle de tre ovennævnte Klasser. I mange Klostere synes ingen Riddere at have været, men kun Munke og tjenende Brødre; og af dette Slags var udentvivl det eneste Kloster af denne Orden, som fandtes i Norge.

Det var Klosteret eller Hospitalet paa Varna (Værne) i Borgarsysla under Oslos Biskopsdømme. Det blev sandsynligviis oprettet af Kong Magnus Haakonssøn ved Tidsrummets Indgang, og, som det lader, fortrinsviis til et Hospital eller Tilflugtssted for udtjente, fattige og svagelige Medlemmer af Kongens Hird^[41].

De norske Klostere gik forresten ogsaa i dette Tidsrum fremad i Rigdom. Det er imidlertid nu ligesom tidligere yderst sjælden, at vore gamle historiske Efterretninger nævne Klosterforstandere, der spillede nogen ret fremtrædende Rolle i Kirken eller Staten. Man seer ligeledes, at Biskopsstolene, i det mindste i Norge selv, kun undtagelsesviis bleve besatte med Klostergeistlige, uagtet der dog paa Provinsialconciliet i 1306 fattedes Bestemmelse for at deelagtiggjøre disse i den høiere videnskabelige Dannelse, som maatte søges ved Udlandets Høiskoler^[42]. Verdsliggeistligheden var fremdeles den indflydelsesrigeste i den norske Kirke, og selv de andensteds saa virksomme og mægtige Tiggerordener synes i Norge ikke at have kunnet maale sig med Prestestanden, der havde sit stadige Vern i Biskopperne og Domkapitlerne, – noget som den forudgaaende Historie paa mange Steder viser. Om Klostertugtens og Ordenens Forfald i flere af den Tids Klostere vidner hvad der er fortalt om Tvistighederne mellem Forstanderne for Halsnø og Utstein Klostere paa den ene Side og vedkommende Biskopper paa den anden^[43], ligesom og enkelte Bestemmelser af Provinsialconcilierne^[44].

II. Saa fast som den norske Kirke nu var indlemmet i den almindelige romerske, saa levende som Samfærselen var bleven mellem den norske Kirkeprovinses Erkebiskop og Biskopper paa den ene Side og deres anerkjendte Hoved, Paven, paa den anden, og saa ivrigen endelig som den romerske Stol fremdeles vedblev at virke for den hele Kirkes ydre Eenhed, – begribes let at der næsten ikke meer kan blive Tale om Eiendommeligheder i nogen enkelt under Rom lydende Kirke, – ikke at nævne med Hensyn til Troslære, hvilken man uden Indsigelser modtog saadan som den romerske Kirke havde stemplet den; men ikke engang med Hensyn til religiøse Skikke, endog saadanne, som maatte agtes for mindre væsentlige. Kirkelære og Kirkeskikke – Alt viser sig nu i Norge at være støbt i den egte romerske Form, der ingen Afvigelser tillod.

Der findes i de Udkast til norske Christenretter, som i dette Tidsrum udgik under Kong Magnus Lagabøters og Erkebiskop Jons Ledning, flere Bidrag til at lære den norske Kirkes Opfatning af Sakramenterne noget nærmere at kjende.

Om Daaben udtrykke hine Christenretter, især Erkebiskop Jons, sig i flere Dele bestemtere end de ældre. De forbyde al Daab undtagen i Vand, „hvad enten det er Sø eller andet Vand“. Der tilføies: „Spyt gjør ingen Daab, heller ikke Is eller Sne, med mindre det optøes, saa at deraf bliver Vand“. Det paalægges udtrykkelig Barnets Faddere som en Pligt at lære det „Credo og Pater noster;“ og Jons Christenret byder, at Enhver syv Aar gammel eller ældre skal kunne „Credo, Pater noster og Ave Maria“. Bliver Nogen femten Aar gammel uden at kunne det, og Aarsagen er Skjødesløshed og ikke Mangel paa Forstand, da er han skyldig Bod til Biskoppen^[45]). Det er denne samme Børnelærdom, som vi have seet, at Provinsialconcilierne efter Erkebiskop Jons Dage idelig omtale, idet de indskjærpe Sognepresterne nøie at prøve sit Sognefolk deri ved Skriftemaalet^[46]. Om Daab af Barnet, før det endnu er kommet heelt af Moders Liv, hvilken i Nødsfald kunde tillades, indeholdes Bestemmelse i Erkebiskop Paals Hyrdebrev, som ovenfor er omtalt^[47].

Om Confirmationen udtaler Jons Christenret sig med følgende Ord: „Næst Daaben er det Sakrament (helgan, eg. Helligelse, hellig eller helligende Handling), som heder Ferming, og nogle kalde: Biskupan (d. e. Confirmation). Det er Stadfæstelse i den modtagne Tro. Alle Christne skulle efter Daaben i denne Stadfæstelse modtage den hellige Aand ved Biskoppens Haandspaalæggelse med Chrisma. Disse Sakramenter (helganar): Daab og Confirmation, ere saaledes sammenbundne, at det ene ei kan undvære det andet, uden Døden kommer imellem. Thi som den hellige Aand, der falder fra Himmerige ned over Mennesket med heldbringende Tilkomst, giver fuld Renselse fra Synderne i Funten (Døbefadet), – saa er for Alle i denne Troens Stadfæstelse en fortfarende Styrkning til Naaden. Og skjønt Christningen (kristnin d. e. Daaben) er tilstrækkelig for den, der dør uden at have syndet (nœgezt meinlausum framfarande), til den evige Salighed, saa er dog dette Sakramentes Hjælp nødvendig for de levende Mennesker til Bestyrkelse og Kamp mod Djævelen, da det væbner os med den syvfoldige Dyds^[48] Naade. Skulle alle Christne, som dertil have Skjønsomhed og Alder, fastende og skriftede modtage dette Sakrament med stor Ærefrygt, og ikke oftere end een Gang Det kan ikke meddeles af Nogen uden af Biskoppen“^[49].

Med Hensyn til Nadveren og Skriftemaalet blive dette Tidsrums Christenretter i Hovedsagen staaende ved det, som allerede i foregaaende Tidsrum var vedtaget, og som i den ældre Frostathingslovs Christenret var indført^[50]. Begge Sakramenter sættes fremdeles i den nærmeste Forbindelse, saaledes at det sidstnævnte altid maa gaa forud for det første, og med Skriftemaalet skal desuden Betalingen af Romerskatten eller Peterspengen følge, saaledes at hver, der gaar til Skrifte, med det samme erlægger denne til sin Sogneprest^[51]. At Nadverens Meddelelse til Lægfolk blot i een Skikkelse, nemlig i Brødets, nu har været gjældende i den norske Kirke, derom findes vel, saavidt vides, hverken i norske Christenretter eller norske Conciliebestemmelser noget udtrykkeligt Paabud; men det lader sig dog middelbart slutte af flere enkelte Forskrifter i de sidste angaaende den Ærefrygt, man skal vise Nadverens Sakrament og den Omhu hvormed det skal behandles^[52]. Om Bannet og dets Anvendelse i nærværende Tidsrum have vi under selve Fremstillingen af Begivenhederne og ved at omhandle de forskjellige Provinsialecnciliers Beslutninger hyppigen havt Anledning til at tale^[53]. Paa Grund af Misbrug i dets Anvendelse begyndte ganske vist dets Kraft allerede nu meget at tabe sig.

Ordinationens Sakrament er ligesaalidet i dette Tidsrums Christenretter som i de ældre omhandlet. Heller ikke finder man derom Forskrifter i Provinsialconciliernes Statuter. Aarsagen er vel, at dette Sakrament agtedes for at være faa udelukkende Geistligheden vedkommende, at ingen af de derom gjældende Forskrifter behøvede at komme til Almenhedens Kundskab gjennem nogensomhelst Lov.

Egteskabet er endnu i Magnus Lagabøters Landslov betragtet fra den blotte borgerlige Side, idet ikke kirkelig Indvielse opstilles som nogen Fordring med Hensyn til dets Lovlighed. I alle dette Tidsrums Christenretter derimod sporer man en bestemt Stræben efter at faa det opfattet af Almeenheden i dets religiøse Betydning, at faa det betegnet som Sakrament og indbragt under Kirkens Omraade. Egteskabet, – heder det – er, hvis det ret overholdes, Iagttagelse af en hellig Regel (heilagt regluhald eg. helligt Regelhold); thi Gud selv forordnede det i Paradis mellem Mand og Kvinde, før end de faldt i Synden. Derfor synder den saare, der ikke farer rettelig med det og overholder det omhyggeligen“. Egteskabet skulde forberedes ved et ordentligt Frieri og derpaa følgende Fæstemaal, hvorved Kvinden selv i Vidners Overvær skulde give sit lydelige Samtykke til Forbindelsen, „efterdi det af Gud er forbudet, at nogen Mand fæster en Mø eller Kone mod hendes Villie“. Derpaa skulde Presten tre Søndage lyse Fæstemaalet i Sognekirken, for at de, der maatte vide nogen Hindring for Egteskabet kunde anmelde dette. Først herefter skulde Brylluppet holdes^[54]. Et Egteskab, ved hvis Afsluttelse ikke de anførte Formaliteter og fremfor alt Lysningen var iagttaget, betegnedes i Christenretten som et lønligt Egteskab (leynilegr hiúskapr) og som ulovligt^[55]. Den egentlige Vielse paabydes kun i Erkebiskop Jons Christenret og i Biskop Arnes islandske, hvilken sidste næsten i Eet og Alt stemmer med den første. Det heder nemlig: „Før Brylluppet skulle de (Brudefolkene) fare til Kirke og lade sig vie (púsa, af det Latinske sponsare gjennem det (Franske épouser) og tage med god Villie og Ydmyghed høitidelig Velsignelse (blessan) af Presten“. Dette gjaldt dog kun det Egtepar, af hvilket hverken den ene eller anden før havde været viet og velsignet^[56]. Et andet Egteskab var det Presterne forbudet at velsigne, skjønt det vel var dem tilladt at synge en Messe paa Bryllupsdagen^[57]. Var Egteskabet overeensstemmende med Kirkens Lov i alle Henseender fuldbyrdet, da erklæredes det for uopløseligt, undtagen i det Tilfælde, at en af Egtefællerne, forinden de havde havt legemlig Omgang, gik i Kloster, da det var den anden tilladt at indgaa et nyt Giftermaal; – eller og paa Grund af Hor, da vel den Part, som var uskyldig, havde Ret til at fordre Skilsmisse, men ikke til at gifte sig igjen. Biskoppen skulde i alle saadanne Sager være Dommer, og alene ifølge hans Dom kunde Skilsmissen efter Kirkens Anskuelse lovligen foregaa^[58]. Dispensationer kunde imidlertid i enkelte saadanne Tilfælde erholdes enten hos Biskoppen eller hos Paven. Med Hensyn til legemligt og aandeligt Slegtskab som Hindring for Egteskab bleve fremdeles de gamle Neg- ler staaende ved Magt, kun at det femte Slegtskabs- og Svogerskabsled nu i alle Christenretterne opstilles som det første, i hvilket Egteskab var tilladt, i Overeensstemmelse med det fjerde lateranske Conciliums Bestemmelse^[59]. Christenretterne nævne nu udtrykkelig de Mænd, som efter Kirkens Lov ikke maatte indgaa Egteskab, nemlig: Klostermænd, Prester, Diakoner, Subdiakoner, Vanvittige, Gildinger, Forgjorte og Saadanne, som ere udygtige til legemlig Omgang med Kvinder; heller ikke maatte Hedninger faa christne Koner^[60].

Angaaende den sidste Salvelse findes ingen nye Bestemmelser fra dette Tidsrum.

Kirkernes og Kirkegaardenes Fredhellighed indskjærpes i dette Tidsrums Christenretter end yderligere end i de tidligere, idet deres Asylret som Tilflugtssteder, der beskyttede Forfulgte, udhæves. „Efter hellige Fædres Forordning og de guddommelige og menneskelige Loves Bud – heder det i Erkebiskop Jons Christenret – skulle vi skaane Kirker og Kirkegaarde, saaledes at, hvad end En har gjort, naar han for sin Redning flygter til Kirke eller Kirkegaard, skal han fredhellig være for hver Mand, medens han er der; dog ere de herfra undtagne, som dræbe Folk for at vinde Gods, eller begaa Drab, eller tilføie Saar i Kirke eller Kirkegaard ..... Men den Prest, som forretter ved Kirken, skal hjælpe den, der søger Fristed, saa at han ikke dør af Frost eller Hunger, hvis Frender eller Venner ei formaa at hjælpe ham. Men hvo som hindrer Presten eller Andre at yde ham denne Hjælp, eller drage ham ud af Kirke eller Kirkegaard med List eller Magt eller nogensomhelst Svig, skal være skyldig som om han havde dræbt ham i Kirken, og være i Ban, indtil han bliver løst efter Biskoppens Raad. Biskoppen eller andre den hellige Kirkes Styrere skulle erholde for den, som flyr til en Kirke, Fred paa Liv og Lemmer, medens han iøvrigt skal bøde for sine Misgjerninger efter Loven“^[61].

Efter Jons Christenret udfordres Biskoppens Tilladelse til Opførelsen af nye Kirker, og den som agter at opføre en saadan, skulde forud bestemme den et saadant Udstyr, som Biskoppen fandt tilstrækkeligt for dens og dens Tjeneres Underhold. Biskoppen skulde derpaa mærke Tomten og reise Kors paa den og lægge den første Steen til Bygningen. „Til Gud – tilføies der – og hans Helgene skal man bygge enhver Kirke ei sig selv til Fordeel eller nogensomhelst Raadighed“^[62]. Der skulde saaledes afskjæres Enhver, som byggede en Kirke, Adgang til at indblande sig i dens og dens Indtægters Bestyrelse. Til visse Kirkers Opkomst anvendtes ellers i dette Tidsrum hyppigen de saakaldte Indulgenser (indulgenliæ) eller Benaadninger, nemlig et Slags Aflad, som tillagdes dem af Biskopperne eller Paven. Disse bestode i Befrielse for et vist Antal Dages (f. Ex. hundrede Dages) paalagt Faste eller anden Kirkebod for dem, der paa visse Fester besøgte den begunstigede Kirke, hørte Gudstjeneste i den, og i Forbindelse hermed offrede til den. Dette gav vedkommende Kirke Anseelse, og var derhos i Regelen en god Indtægtskilde for den.

Kirketjenestens Pragt maa antages at have været fremdeles i Tilvext, i samme Forhold som de enkelte Kirker gik fremad i Rigdom, og Antallet af de ved dem tjenende Geistlige i det Hele forøgedes. At Biskopperne viste Omhu for Gudstjenestens verdige Udførelse og de Kirkesøgendes sømmelige Forhold, – derom vidne flere Forskrifter baade i Conciliestatuterne af 1320 og i Erkebiskop Arnes Hyrdebrev^[63]. Forøvrigt blev Kirketjenestens Skikke, saavidt vides, aldeles indrettede efter de Forskrifter, som fra gammel Tid vare udgangne og senere Tid efter anden udgik fra den romerske Biskop, og som vare temmelig eenstemmig vedtagne i den hele vestlige Kirke.

Nu som før lagde den romerske Kirke særdeles Vegt paa saakaldte gode Gjerninger, som virkende til Lykke her i Verden og evig Salighed hisset^[64]. Løfter om slige Gjerninger bleve hyppig aflagte ved vanskelige Foretagender og i farlige Tilfælde. „Løfter (heit) – siger Jons Christenret – ere af tvende Slags. De som Alle love i Daaben: at forsage Djævelen og holde den Christelige Tro, iagttagende Guds Bud; – og de som man lover af fri Villie: at give eller gjøre de Ting, som man ikke forud var skyldig til, f. Ex. Indtrædelse i Kloster, eller Pilegrimsfærd, eller andre Gjerninger for Guds Skyld, som Almisser. Skjønt det staar til Alles fri Villie at gjøre disse Løfter, saa er det dog nødvendigt at holde hvad der er lovet, og det er Ingen tilladt selv at bryde eller forandre det. Thi derved sætter han sin Sjæls Salighed paa Spil; med mindre det skeer med Orlov af Biskoppen, hvem det tilkommer at overveie Nødvendigheden og Aarsagen, om han nemlig maatte finde, at Løsningen er bedre og Gud behageligere end selve Løftet“^[65].

Almisseydelse (Ölmosogerð) anbefaler samme Christenret i sterke Udtryk. „Almisseydelse – siger den – er den største Miskundhedsgjerning (miskunnarverk). Skeer den retteligen og med god Villie, da nedbeder og nedbetler den af Gud Naade over Giveren, og slukker hans Synder, som Vand slukker Ild“^[66]. Almisserne kunde gives deels til Fattige, deels til Kirken eller kirkelige Stiftelser.

I den nærmeste Forbindelse med Almisseydelsen sattes Testamenter, til hvilke ogsaa Erkebiskop Jons Christenret høieligen opmuntrer. „Den Anordning – heder det – som man gjør i sine sidste Levedage, kaldes Testamente. Det er Aabenbarelse af og Vidnesbyrd om hvad der skydes En i Hu (hugskotsens); og det er befalet af de hellige Fædre i Guds Lov, ligesom af Keiseren og Kongerne i den verdslige Lov, saa vide som Christendommen strækker sig, at Ens sidste Villie skal være fri og i alle Henseender overholdes. Og efterdi Sjælen er verdifuldere og herligere end alle verdslige Ting, bør den ikke berøves sit Gods, – og efterdi intet er Mennesket meer magtpaaliggende, end at han frit faar sørget vel for sin Sjæl med Gavmildheds Verker, – saa er det fastsat, at den Bestemmelse, som man i sine sidste Dage gjør for sig lovligen, i Overvær af to eller tre skjønsomme Mænd, for Presten, hvis han kan være tilstede, det skal fra nu af staa ved Magt og ubrødeligen holdes ligesom et Lovbud“^[67]. Det var altsaa Erkebiskop Jons Mening, at Retten at gjøre Testamente, skulde, i Medhold af den canoniske og civile romerske Ret, og navnligen til Kirkens Fordeel, gjøres saa fri som mulig, og at følgelig den ældre Lovbestemmelse fra Kardinal Nikolaus’s Ophold i Norge, der først indførte Testamenter, dog med den Begrændsning, at ei mere maatte borttestamenteres end en Trediedeel af arvet Gods og en Fjerdedeel af erhvervet^[68], – den skulde ophæves. Nogen Indskrænkning vilde Jon vistnok tilstæde i Testamentsretten, nemlig ved nærmere at bestemme deels hvo der havde den, deels hvorvidt den maatte strække sig i Forhold til den Testamenterendes Arvinger; men Indskrænkningen var dog høist ubetydelig i Sammenligning med den som tidligere i Loven var vedtagen. Udelukkede fra Testamentsretten skulde, overeensstemmendemed den canoniske Lov, følgende være: „Trælle, Vanvittige, Døvstumme, Umyndige, Sønner, som ei vare udløste af Fædrenehuset og Klostermænd“, om hvilke sidste det heder, at „den har givet Alt, som har offret sig selv til Gud“. Alle andre derimod „Frie og Myndige og som ere ved sin fulde Forstand“ kunde i sine sidste Dage gjøre Bestemmelse om sin Formue, „hvad enten han vil gjøre eller give sin Hovedtiende, eller paa anden Maade vil skifte den til Kirker, Klostere, Frender eller Fattige“. Med Hensyn til de lovlige Arvinger, hvis saadanne fandtes, var Indskrænkningen følgende: – Var Arvingerne fem eller flere egte Børn, maatte kun Halvdelen af Formuen borttestamenteres, den anden Halvdeel skulde tilfalde dem; var det fire eller færre, da maatte de to Tredieparter borttestamenteres, og Børnene skulde nøies med den ene Trediepart; var der ingen Børn, men kun fjærnere Arvinger, da kunde de tre Fjerdeparter borttestamenteres og Arvingerne beholdt een Fjerdepart. Trods mod lovligt Testamentes Udførelse og Brud paa dets Bestemmelser, skulde ifølge Pavens Bud drage Ban til Følge, og Biskoppen, paastodes der ifølge den canoniske Ret og Overeenskomsten i Tunsberg, var Dommer i alle Testamentssager^[69]. Saadan var den Anskuelse af Testamentsretten og den Lov om sammes Udstrækning, som Erkebiskop Jon vilde faa gjort gjældende, idet han fuldkommen indsaa, hvor umaadelig en friere Testamentsret vilde bidrage til Kirkens Berigelse. Men hans hierarchiske Stræben mislykkedes i dette som i flere Stykker. Hans Bestemmelse om Testamenter findes ikke optagen i nogen af de tillempede Christenretter; den forekommer kun i selve Jons Udkast og i den dermed i alt Væsentligt ligelydende Arnes islandske Christenret. Den kunde heller ikke paa nogen Maade staa ved Magt, med mindre den verdslige Lovs Bestemmelse om samme Gjenstand forandredes; og dette skeede aldrig. Tvertimod bød Kong Haakon Magnussøn i sin Forordning angaaende Kirkens og Geistlighedens Ret udtrykkelig: at Testamenter, om ogsaa gjorte til Fordeel for Kirker og Klostere, ei skulde holdes videre end Lovbogen vidner^[70]. Retten og Lysten til at berige Kirken med Gaver for Ens egen og Andres Sjæls Salighed var stor nok; den trængte ei til at udvides og anspores ved nye Lovbud.

III. Den norske Kirkes Styrelse og statsretlige Forhold i det her omhandlede Tidsrum er i den forudgaaende historiske Fremstilling allerede skildret. Thi alle de Bevægelser i Kirken, som udgjøre denne Fremstillings Gjenstand, ere netop i større eller mindre Grad rettede paa hine Forholds Udvikling. Man kan ogsaa sige, at den norske Kirke i nærværende Tidsrum naaede sit Høidepunkt af hierarchisk Orden og statsretlig Selvstændighed. Det som endnu i begge Henseender muligen kunde fattes, lykkedes det den neppe senere at udfylde.

1. Geistlighedens Stilling som afsondret Stand med Embedsmænd, i hvis Valg ikke nogen verdslig Statsmagt indblandede sig, var opnaaet. Biskopsdømmerne besattes paa fuldkommen canonisk Maade, ved Domkapitelets fri Valg, hvor saadant gaves, eller ved Erkebiskoppens og hans Domkapitels, hvor Biskopsstolen selv intet eget Kapitel havde. Biskoppen beskikkede Sogneprester og ringere Geistlige i sit Omraade, og styrede dette i kirkelig Henseende med al den Myndighed, som den canoniske Net tillagde ham, og hvori ikke den pavelige Magtfuldkommenhed selv gjorde Undtagelser. Lydighedsforholdet til Paven blev iagttaget, og den romerske Kuries Aand havde gjennemtrængt det hele Kirkesamfunds Geistlighed fra den Øverste til den Nederste. I dette Stykke var saaledes Alt som det efter Hierarchiets Krav burde være.

2. Kirkens Uafhængighed i sin Formues Bestyrelse var ligeledes fuldstændiggjort, og det ikke alene i Norge selv men ogsaa paa Island, hvor de i Begyndelsen af Tidsrummet endnu bestaaende Uregelmæssigheder efterhaanden synes at være blevne hævede.

3. Hvad Kirkens Lovgivningsmyndighed angaar, da er det ikke let at afgjøre med fuldkommen Sikkerhed, hvorvidt de ivrigste Hierarchers Paastand eller Ønsker egentlig strakte sig. Biskop Arne Thorlakssøn af Skaalholt udtalte i sin islandske Christenret den Grundsætning, hvilken han paastod var bleven lovligen erkjendt paa Island: „at der hvor Guds Lov og Landets Lov ikke stemmede med hinanden, der skulde Guds Lov raade“^[71]. Grundsætningen havde sin Berettigelse, hvis man ved Guds Lov forstod Christi Lære. Dette var dog ikke Tilfælde; thi ved Guds Lov forstodes den canoniske Ret, den af Paven stadfæstede almindelige Kirkelov. Altsaa skulde ifølge hiin Grundsætning al Lovgivning, den verdslige ligesaavel som den geistlige, udgaa fra den canoniske Ret; alt hvad der i de ældre Love ikke stemte med denne maatte bortskjæres, og ingen ny Lov gives, uden at den i Forveien var raadspurgt. Nu var Fortolkningen og Fuldstændiggjørelsen af den canoniske Ret Paven forbeholdt, og hans Bud udgik igjen til de forskjellige Statskirker gjennem Biskopperne. Følgelig maatte disse, hvis Grundsætningen skulde følgerigtig gjennemføres, i al Lovgivning have den afgjørende Stemme, og i alt, hvad der efter deres Dom paa nogen Maade angik Kirken, være de ene raadende, kun at Pavens Stadfæstelse indhentedes. En saadan Tanke udtalte sig virkelig ogsaa under den norske Lovforandring i Erkebiskop Jons hele Adfærd ligeover for Kongedømmet, om man end ikke finder hiin Grundsætning opstillet med klare Ord i den af ham udkastede Christenret. Men antog man den nævnte Grundsætning, saa var jo i Virkeligheden baade Kongedømmets og Folkets Lovgivningsmyndighed derved berøvet al Selvstændighed og gjort afhængig af Biskoppernes og Pavens Indvilgelse. Det var da ikke nok, at Lovene skulde stemme med Christendommens Lære og intet Uchristeligt indeholde, hvilket naturligviis laa i Begrebet: christelig Lov; – de skulde ogsaa stemme med det af Paven anordnede Forhold mellem Kirke og Stat, baade som dette allerede var opstillet, og som det i Tiden kunde blive. Paven var da i Grunden den øverste og eneste Lovgiver baade i Stat og Kirke, og Biskopperne Vogtere af denne hans Ret. Til en saadan Høide formaaede imidlertid ikke det romerske Hierarchi at opsvinge sig. I hvor megen Vegt end Tidsalderen lagde paa den ydre Kirke og paa den romerske Biskops Stilling som Kirkens synlige Hoved, saa var dog ikke den sunde Sands ganske udslukt hos Folkene, som tilsagde dem, at Biskopperne ja selve Paven, hele sin udmærkede Stilling uagtet, dog kun vare Mennesker, – at Gud ikke havde lagt Folkenes Styrelse udelukkende i deres Hænder, men at den verdslige Samfundsorden ogsaa var en Indstiftelse af Gud og som saadan havde sin Ret uafhængig af Pavens Bud, – endelig at Kirkens Maal var et aandeligt, hvorfra dens Styrere fjærnede sig ved altformeget at indblande sig i det Verdslige, som Staten af Gud var sat til at skjøtte gjennem sine Styrere. Dette var ogsaa i Hovedsagen hvad den nye norske Lov udtalte i Afsnittet om de to af Gud indstiftede sideordnede Magter: den kongelige og biskoppelige^[72]. Erkebiskop Jon maatte, som vi have seet, for nogenlunde at opnaa sit Øiemed, Kirkens Frigjørelse fra Statens Lovgivningsmyndighed, slaa ind paa den almindelig nyttede Vei, først at istandbringe en Overeenskomst mellem Stat og Kirke, mellem Kongedømme og Biskopper, angaaende hvilke Sager, ifølge den canoniske Ret, hørte under hver af disse Magters Omraade; og naar dette var afgjort, da at tilvende Kirken fuld lovgivende Myndighed i Alt, hvad den var tildømt. Overeenskomsten blev, som vi vide, sluttet. Men vi vide ogsaa, at just som Kirken paa den skulde til at bygge sin selvstændige Lovgivning, faldt hele Grundvolden sammen, – Overeenskomsten frakjendtes al Kraft og Gyldighed, og Kirken henvistes atter i dette Stykke til de ældre Forhold. En selvstændig Lovgivningsmyndighed i den Betydning og det Omfang, som Erkebiskop Jon havde tilsigtet, fik den ikke, men maatte frem- deles finde sig i at lyde de af Staten givne Love i alle Dele, hvor Stat og Kirke berørte hinanden, kun at maaskee Biskoppernes raadgivende Stemme heri vandt større og større Vegt. Imidlertid have vi ogsaa seet, at den lovgivende Myndighed, som de norske Biskopper gjennem Provinsialconcilierne øvede i kirkelige Anliggender, ikke var ringe, helst da den verdslige Statsmagt afholdt sig fra al Indskriden paa hine Forsamlingers naturlige og lovlige Omraade, – nemlig Ordningen af Kirkens indre Anliggender, dens Embedsvæsen, Lære og religiøse Skikke. Nød altsaa Kirken i nærværende Tidsrum fuld Lovgivningsmyndighed i alle de sidstnævnte Stykker, og havde den en vegtig om end ikke afgjørende Skemme i Alt hvad som angik dens Forhold til Staten, – saa maa man vist erkjende, at den i sin Lovgivning ejede al den Selvstændighed, som Statssamfundet, uden ligefrem at arbeide mod sin Opløsning, kunde indrømme den. Alligevel følte den sig ikke hermed fyldestgjort, og kunde heller ikke dette med de overspendte hierarchiske Ideer, som dens Forstandere fremdeles vedbleve at nære. Man sporer dette især deri, at det ei vilde lykkes at saa istandbragt en ny, almindelig norsk Christenret, der kunde svare til Tidens Fordringer, uagtet Trangen til en saadan maatte være indlysende baade for Lærde og Læge. Geistligheden foretrak den svævende Stilling, hvori Kirkelovgivningen befandt sig, fremfor en bestemtere Retstilstand, hvorved den rimeligviis vilde blive nødt til at indrømme den verdslige Statsmagt meer, end det hierarchiske Ideal, der foresvævede den, tillod^[73].

4. Med Hensyn til Kirkens Dommermyndighed raadede en ligesaa stor Usikkerhed. Man havde vistnok for sig de canoniske Bestemmelser om de kirkelige Retsinstanser: Biskoppen, Erkebiskoppen, Paven^[74]. Man havde Kardinal Vilhelms Brev for, at disse Instanser vare vedtagne i Norge^[75]. Man havde endelig i den tunsbergske Overeenskomst udtrykkelig opgivne alle de Sager, som ifølge den canoniske Ret hørte under Kirkens Domstol, og i hvis Afgjørelse den verdslige dømmende Magt ikke maatte indblande sig^[76]. Men Ulykken var, at den tunsbergske Forening i dette Stykke, var, som i alle dens øvrige Artikler, sat ud af Kraft under Begivenhederne i 1280 og 1281; og Mængden af de der, som geistlige, opregnede Sager var igjen dragen ind under de verdslige Domstole ifølge ældre Retssedvaner og Lovbestemmelser. Kongerne Eriks, Haakons og Magnus’s Forordninger af 1283, 1290, 1316 og 1327, om den ældre Christenrets Gyldighed^[77], vise alle, at en stor Deel Sager Kirken vedkommende endnu paakjendtes af Lagmændene, altsaa for verdslig Domstol, og at Kongerne tilstyrkede denne Fremgangsmaade. Den midlertidige Overeenskomst mellem Kong Magnus Erikssøn og Erkebiskop Paal af 1337 leder til samme Slutning, om end ved den tilsyneladende Indrømmelse gjøres Erkebiskoppen for hans Vedkommende^[78]. Rettergangen mellem Biskop Ketil af Stavanger og Klosteret i Halsna viser, at selv Retssager geistlige Stiftelser mellem, naar de angik verdslig Gjenstand, stundom ifølge den ene Parts Paastand afgjordes ved Lagmands Dom, endog uagtet den anden Parts Indsigelse^[79]. I de store Kirkesager mellem Erkebiskop Jørund og hans Kapitel, og mellem Biskop Arne af Stavanger og hans Kapitel, seer man vel ogsaa undertiden den verdslige Magt optræde, – dog her vistnok, naar det skeer, ikke som Dommer, men som tilkaldt Voldgiftsmand, eller som Fuldbyrder af en allerede fældet geistlig Dom. Hine Sager førtes forøvrigt i det Hele taget for geistlig Domstol^[80]. Ifølge Voldgift var det ogsaa, at blandede geistlige og verdslige Dommere afgjorde Testamentstvisten mellem Erkebiskop Paal og Vigleik paa Lyng^[81]. Sagen derimod mellem Biskop Erik af Stavanger og Abbed Erik af Utstein førtes for Kirkens Dommere^[82]. At der gaves Sager, og det ikke ganske faa, hvilke erkjendtes at høre udelukkende under Kirkens Dommermyndighed, som f. Ex. geistlige Personers Forbrydelser mod Kirkeordenen (som Cølibatsovertrædelser, uforsvarlig Udførelse af Gudstjenesten, skjødesløs Omgang med Sakramenterne, Underslæb med Kirkens Gods o. s. v.), Pønitense- og dermed forbundne Banssager, Egteskabs- og Skilsmissesager, i det mindste naar Egteskabet var af Kirken indviet, og flere lignende, – derom kan ikke tvivles. Men overhovedet raadede ganske vist en stor Usikkerhed med Hensyn til Grændsen mellem den kirkelige og verdslige Dommermyndighed; og i mange Tilfælde, især hvor Sagen, skjønt geistlig eller Kirken vedrørende, angik Ejendomstvist, der skulde man næsten tro, at det har kommet meget an paa Parternes eget Valg, for hvilken Domstol, verdslig eller geistlig, de vilde have Sagen indstevnet, – eller at man mangen Gang har redet sig ud af Vanskeligheden ved at lade Sagen paakjende af en blandet Voldgiftsret. Kirken undlod rimeligviis ikke i saadanne Tilfælde, eller overhovedet hvor dens efter egen Mening canonisk-grundede Dommermyndighed tilsidesattes, at pukke paa sin Ret og at fremkomme med sine formelle Indsigelser, – men Enden blev ligefuldt som oftest, at den i Gjerningen gav efter, om den end erklærede, at dette skede „for Fredens Skyld“, og „dens Ret i Fremtiden forbeholdt“, eller andre lignende Reservationer. Saalænge Kongedømmet stod fast paa sine gamle nedarvede Grundsætninger, havde Biskopperne saare vanskeligt for at skaffe Kirken dens fulde canoniske Dommermyndighed, men maatte finde sig i, at gammel Retssedvane fra Tiden for Magnus Lagabøter og Erkebiskop Jon i det Væsentligste fulgtes. At Kirkens Dommermyndighed under Tidsrummets Løb i visse Retninger udvidedes, er høist sandsynligt, men nu at fremstille en nogenlunde skarp Grændse mellem dens og den verdslige Dommermyndigheds Omraade, er, som jeg tror, en Umulighed, saameget mere som Samtiden selv neppe var sig nogen saadan Grændse klart bevidst.

5. Hvad endelig angaar Kirkens Fritagelse fra de almindelige Statsbyrder i det sidst omhandlede Tidsrum, da hersker i dette Stykke stor Dunkelhed. At Kirken med Hensyn til hine Byrder burde og skulde have nogen Lettelse, – det var almindelig erkjendt. At dens geistlige Embedsmænd, eller overhovedet Geistlige af de høiere eller hellige Vielsesgrader, skulde gjøre personlig Krigstjeneste, eller deeltage med personlig Haandrækning i alle Arbeider, som Staten af sine verdslige Medlemmer havde Net til at fordre, – faldt det vistnok ikke nu, meer end i lange Tider forud, Nogen ind at paastaa. Neppe tænkte heller Nogen paa at berøve Geistligheden den Frihed, som allerede forlængst var indrømmet dens Personer ogsaa med Hensyn til Ledings Udredelse som Skat. Men ved den Forandring, som i dette Tidsrum foregik med Skatteydelsens Grundlag, idet samme blev Jordebrug og Formue, istedet for at det for havde været Mandtallet, kunde der, som vi have seet, nu blive Spørgsmaal, enten om at lade Kirkens Indtægter af Jordebrug og Næringsdrift skatte til Staten, i Lighed med hvad der i Almindelighed sandt Sted, eller om at erklære al Kirkens Ejendom skattefri. Unegtelig var Spørgsmaalet af største Vigtighed for Kirken, med Hensyn til dens ydre Velvære, ligesom det var for Staten, med Hensyn til dennes Hjælpemidler. Vandt Kirken Skattefrihed for alt sit Jordegods, havde den derved opnaaet en uberegnelig Fordeel, idet Kirkens Leilændinger da, naar de ingen Skat ydede Staten, kunde sættes i desto høiere Landskyld til Jorddrotten, nemlig Kirken, og Bortbygslingen af Jorden blive saameget meer indbringende. De Geistlige, som forhen havde nydt Ledingsfrihed for sin Person, kunde desuden da gjøre sig Haab om muligen at faa samme Frihed overført paa sin private Ejendom. Men paa den anden Side vilde Staten, ved en saadan Indrømmelse til Kirken, give Slip paa en stor Indtægt, som i modsat Fald var at vinde. Vi have seet, at Spørgsmaalet indtog sin fremtrædende Plads blandt Tvistepunkterne mellem Stat og Kirke i Tidsrummets Begyndelse; men hvorledes det er blevet endelig afgjort, vide vi ikke med fuld Sikkerhed. At Spørgsmaalet stod paa en Maade svævende i Kong Eriks Tid, ligesom og i Kong Haakons tidligere Styrelse, synes rimeligt. I den førstes Retterbod af 1280 heder det, at Prester og Biskopsmænd skulle gjøre Udfareleding som Andre (d. e. efter Jordebrug og Formue)^[83], og det samme forudsætter Kongens og Hertugens senere strenge Brev^[84]. I Kong Haakons Forordning Geistligheden vedkommende af 1308 eller 1309 heder det ogsaa, at Alle skulle gjøre Leding efter Jordebrug og Formue overeensstemmende med Loven^[85]. Derimod tilsiger denne sidste Forordning Erkebiskoppen og Biskopperne Ledingsfrihed for et vist Antal Tjenestemænd, svarende til det i Tunsbergsforliget fastsatte^[86]; og i samme Konges Forordning af 1311 vedkommende Ledingen heder det, at Kongen vist nok ikke vil taale, at „Geistlige og Biskopsmænd“, unddrage sig Ledingspligten for sine Jorders Vedkommende, men at han heller ikke vil indskrænke deres gamle Frihed, og at derfor „hver Prest selv anden“ (d. e. for egen Person og for een Person til) skal være fritagen for Leding paa sin paaboende Gaard, men forøvrigt udrede sin Skyldighed (nemlig af sit Jordebrug og sin Formue) til Kronen^[87]. Sammenholder man nu med Opmærksomhed disse Forordningers Udtryk, saa maa man, synes mig, komme til den Slutning, at det af Kong Haakon opstillede og godkjendte Forhold var følgende: – Lovbudet, at Leding til Kongedømmet skulde udredes af og efter Jordebrug og Næringsdrift, gjaldt ligesaavel de Geistlige som Statens øvrige Medlemmer; men de førstnævnte, der, i Lighed med enkelte Verdslige, fra ældre Tid, da Ledingen udrededes efter Mandtallet, nød i denne Henseende en Frihed for visse Personer, skulde beholde denne i gammel Udstrækning, saaledes nemlig, at et til de fritagne Personers Antal svarende Fradrag skede i deres Leding af Jordebrug og Næringsdrift. Kirkens Jordegods eller Ejendom derimod, forsaavidt samme ikke brugtes af Geistlige paa Grund af disses Embedsstilling, men bortbygsledes eller bortleiedes, kan neppe, efter det Anførte at slutte, have været tilkjendt nogensomhelst Ledingsfrihed eller Ledingslettelse, da det var Benyttelsen, der ved Ledingen skatlagdes, og Skattens Udredelse saaledes nærmest hvilede paa Brugeren eller Leieren, ikke paa Ejeren eller Odelsmanden. Er den her fremsatte Anskuelse rigtig, saa skattede Kirken umiddelbart til Staten af det Gods, den selv brugte, dog med en vis personlig Lettelse for de geistlige Brugeres Vedkommende; medens den af al Leilændings- eller Bygseljord, samt af al anden bortleiet Ejendom, i Lighed med alle andre Eiendomsherrer, kun skattede middelbart, nemlig gjennem Leilændingen eller Leieren (d. e. ved den Formindskelse i Leiens Beløb, som var en naturlig Følge af den Leietageren paaliggende Forpligtelse at skatte til Kongedømmet i Forhold til Størrelsen af hans Brug), – men i dette Tilfælde heller ikke nød nogen særegen Lettelse. Saaledes synes Forholdet med Kirkens Skattefrihed ligeover for Staten at stille sig under Kong Haakon Magnussøns Regjering, og er det rigtig opfattet, da kan Kirkens Fremskridt i dette Stykke neppe regnes for at have været synderlig stort, eller paa langt nær at have svaret til dens Forstanderes Ønsker eller de af Erkebiskop Jon muligen i sin Tid nærede Forhaabninger^[88]. Om nogen Forandring i det under Kong Haakon Bestaaende har været udvirket til Kirkens Bedste under hans Eftermand, vide vi ikke; bestemte Antydninger til noget saadant ere i det mindste neppe endnu bragte for Dagen. – Hvad hidtil er sagt gjælder imidlertid kun Kirkens faste Formue. Hvad dens øvrige Indtægter angaar, som Tiende, Offer, Bøder og saadant lignende, hvilke udgjorde meget store Summer, da sees Statsstyrelsen vist nok at have arbeidet paa at sætte en Grændse for disses altfor ubillige Udvidelse: men intet Spor findes til, at det har faldet den ind, uden i alt Fald med Biskoppernes fri Indvilgelse, eller ifølge Pavens særlige Bemyndigelse, umiddelbart at skatlægge dem til Statens Fordeel. Disse Indtægter bleve desuden, som vi have seet, idelig skatlagte af den romerske Kurie, som det hed, til den almindelige Kirkes Bedste; og ofte var sikkerligen denne Skat for den norske Kirke saare byrdefuld. Saaledes som Forholdene i Europa for Tiden vare ordnede, formaaede ikke den norske Statsstyrelse at hindre saadan Udpresning fra Kuriens Side. Den søgte kun, hvor nogenlunde antageligt Paaskud gaves, at faa Deel med i Udbyttet, og glædede sig da ganske vist over den Udvei, som paa den Maade aabnedes den til engang imellem at faa aftvunget Geistligheden lidt af dens Overflod^[89]. Den norske Statsstyrelse fulgte heri andre Regjeringers Exempel. Denne Fremgangsmaade hørte med til Tidsalderens, i saa mange Stykker uretvise og usunde, Statskløgt.

---

1. S. o. f. I. 459.
2. N. g. L. II. 300, 320, 333; Bp. Arnes isl. Chrr. c. 17.
3. S. o. f. II. 120–122, 150–152.
4. N. g. L. II. 346.
5. N. g. L. II. 296, 313, 329.
6. Bp. Arnes Chrr. c. 4.
7. S. o. f. II. 66, 199–207, 223.
8. S. o. f. II. 204 f.
9. S. o. f. II. 66, 201, 203.
10. S. o. f. II. 300 f.
11. N. g. L. III. 307–319; jfr. o. f. II. 207–209.
12. S. o. f. I. 207.
13. S. o. f. I. 172–175.
14. S. o. f. II. 73.
15. S. o. f. II. 69.
16. S. o. f. II. 224.
17. S. o. f. II. 107.
18. S. o. f. II. 304 f.
19. S. o. f. II. 8, 9.
20. Ssts.
21. S. o. f. II. 193, 216, 262.
22. S. o. f. II. 21, 118.
23. S. o. f. II. 118.
24. S. o. f. II. 73.
25. S. o. f. II. 107, 223, 299.
26. S. o. f. II. 120–122, 150–153, 177–179, 196, 212, 239.
27. S. o. f. II. 22, 156, 165–168, 220, 234,244–246, 298, 305.
28. S. o. f. I. 450.
29. S. o. f. II. 121.
30. Erkebiskop Paals Forbud mod, at provsteligt Embede eller Forretning maatte overdrages Lægmænd. S. o. f. II. 248.
31. Munch, Norg. Beskr. 14.
32. S. o. f. II. 39, 43.
33. S. o. f. II. 168.
34. S. o. f. II. 118, 119, 248.
35. Jfr. o. f. I. 451.
36. Jfr. o. f. II. 90.
37. Langes Klh. 2den Udg. 45.
38. Langes Klh. 2den Udg. 50.
39. Finn Joh. IV 97.
40. Finn Joh. IV. 106. – Jeg benytter her Anledningen til at berigtige et Par Feil, som have indsneget sig i 1ste Deel, i Beretningen om Klostrene i Norge. S. 451, hvor Talen er om Augustinerordenen siges, at dens Klostere forestodes af Priorer. Det bør istedet herfor hede: af Abbeder eller Priorer. Halsna, Jonskloster og Utstein havde Abbeder; Elgesæter og Kastelkloster derimod forestodes af Priorer. – S. 453, hvor Talen er om de Stæder i Norge, hvor Prædikebrødrene havde Klostere, bør Hamar tilføies; og S. 454, hvor de Kjøbstæder opregnes, i hvilke Minoriterne havde Klostere, bør Nidaros tilføies, men Stavanger udgaa.
41. Om Johanniterordenen se Langes Klh. (Udg. 1) 85–90, 702–718: jfrt. Udg. 2. 35–39.
42. S. o. f. II. 106.
43. S. o. f. II. 133–136, 248–250.
44. S. o. f. II. 107, 198, 247.
45. N. g. L. II. 341, 342, jfrt. m. 294, 311, 327, 327, og med de ældre Bestemmelser. S. o. f. I. 189, 232, 454, 455.
46. S. o. f. II. 66, 223.
47. S. o. f. II. 300.
48. Modsat de 7 Hovedsynder. S. o. f. II. 299.
49. N. g. L. II. 344; jfr. Bp. Arnes isl. Chrr. e. 3, hvor hele denne Betragtning ogsaa findes.
50. S. o. f. I. 455, 456.
51. N. g. L. II. 384, jfrt. m. 299, 318, 332, jfr. o. f. II. 201.
52. S. o. f. II. 66, men især Conciliebestemmelserne af 1320, der ogsaa ere meget oplysende med Hensyn til Skriftemaalet. S. o. f. II. 201-207 (navnl. 206).
53. S. o. f. II. 37, 38, 107, 165, 199, o. fl. St.
54. N. g. L. II. 299, 318, 333, 367; B. Arnes isl. Chr. c. 16.
55. N. g. L. II. 369, 370; jfr. o. f. II. 301.
56. N. g. L. II. 369; Bp. Arnes isl. Chrr. c. 16.
57. S. o. f. II. 205.
58. N. g. L. II. 301, 320, 334, 371; Bp. Arnes isl. Chrr. c. 18.
59. N. g. L. II. 302, 322, 334, 372; Bp. Arnes Chrr. c. 20; jfr. o. f. II. 336, 456.
60. N. g. L. II. 300, 320, 333; Bp. Arnes isl. Chrr. c. 17. At Forbudet mangler i Jons Chrr. maa hidrøre fra en Forglemmelse af Concipist eller Afskrivere.
61. N. g. L. II. 347, jfrt. m. 296, 314, 329; Bp. Arnes isl. Chrr. c. 6.
62. N. g. L. II. 345.
63. S. o. f. II. 205–207, 309.
64. Jfr. I. 198, 199.
65. N. g. L. II. 365 f.
66. N. g. L. II. 366.
67. N. g. L. II. 349 f.; Bp. Arnes isl. Chrr. c. 9.
68. S. o. f. I. 225, 350.
69. N. g. L. II. 349, 350 (see Not. 30), 354 (Not. 1): Bp. Arnes isl. Chrr. c. 9, 10.
70. S. o. f. II. 118.
71. Bp. Arnes S. c. 28; Bp. Arnes isl. Chrr. c. 9. Man har tillagt Islands første indfødte Biskop, Isleif, Gjennemdrivelsen af denne Bestemmelse (Finn Joh. I. 133, 263), men neppe med tilstrækkelig Hjemmel. Bp. Arnes Christenret og ligesaa hans Saga paa de ovenciterede Steder anføre Aaret 1253 som Tiden, da denne Grundsætning blev lovtagen, altsaa medens Sigurd Thetmarssøn var Biskop i Skaalholt og Henrik Biskop i Hole.
72. S. o. f. II. 6.
73. S. o. f. II. 176, 177.
74. S. o. f. I. 209.
75. S. o. f. I. 382.
76. S. o. f. II. 20, 27: jfr. Jons Chrr. i N. g. L. II. 377.
77. S. o. f. II. 47, 63, 176, 226.
78. S. o. f. II. 253, 254.
79. S. o. f. II. 173.
80. S. o. f. II. 72–80, 83–90, 92–103.
81. S. o. f. II. 246, Not. 2.
82. S. o. f. II. 248–250.
83. S. o. f. II. 39.
84. S. o. f. II. 44.
85. S. o. f. II. 118.
86. Ssts.
87. S. o. f. II. 175.
88. S. o. f. II. 31–33.
89. S. o. f. II. 218 f., 220, 234, 306.