Den norske Kirkes Historie under Katholicismen/84

Rudolf Keyser

Den norske Kirkes Historie under Katholicismen

Chr. Tønsbergs Forlag, 1858 (2, s. 339-350).

Fjerde Tidsrum.

Den hierarchiske Kirkeordens Forfald efter den store Mandedød og under Kalmar-Foreningen. Dens Omstyrtelse ved Reformationen.

84.

Den norske Kirkes slette Tilstand ved Mandedødens Ophør 1350. Olaf syttende Erkebiskop. De øvrige ledige Biskopsstole besættes. Provinsialconcilium i Nidaros 1351, i Bergen 1352.

Vi have seet den norske Kirke udvikle sig til et høit Trin af Kraft og Orden. Vi have seet den ved Midten af det 12te Aarhundrede indtage sin Plads i det romerske Hierarchies Kreds, – ved Midten af det 13de at vinde en fast og selvstændig Stilling, – i den første Fjerdedeel af det 14de at naa sin Glandses Høidepunkt, og at holde sig paa dette endnu ved den Tid, hvorom nærmest forud har været Tale. Men skjønt den norske Kirke under sin Velmagt, saavidt vi kunne skjønne, arbeidede sig frem til en fastere Styrelsesorden end den norske Stat, saa manglede den dog meget af den indre aandelige Kraft, som skulde give dens ydre Ordning Varighed. Den havde unegtelig Rom meget Godt at takke, men den kunde heller ikke være gangen ganske fri af den Fordærvelsens Smitte, som derfra, og det især siden det 14de Aarhundredes Begyndelse, udbredte sig over hele det romerskkatholske Europa. Den romerske Kuries Pengebegjærlighed og Udpresninger af Kirkens Personer opfordrede disse kun alt for meget, til at tage sin Mon igjen af Lægfolket og til at anvende sin Skarpsindighed for at udfinde Paaskud, under hvilke dette kunde skee uden for stort Anstød. Og den Sedernes Ryggesløshed, der vitterligen herskede ved Pavernes Hof og mellem deres nærmeste Omgivelser, blandt de avignonske Kardinaler og høie Prælater, og som man næsten ikke engang længer brød sig om at dække ved en ydre Anstands Kaabe, afgav Exempel og Undskyldning for lignende Udskeielser i Kirkens lavere Kredse. Hertil kom, at den norske Kirke kun altfor vel havde tilegnet sig de romerske Anskuelser med Hensyn til de ydre Kirkeformers Vigtighed, for hvilke Christenlæren maatte staa ganske i Skyggen. Kirkeloven, det vil sige den canoniske Ret, var Kirkens Forstandere et vigtigere Granskningsemne end Evangeliet, og vi have allerede før havt Anledning til at bemærke, at canonistiske Kundskaber langt mere end theologiske banede Veien til den norske Kirkes høiere Embeder. Formen havde saa at sige dødet Aanden, og den hele Kirkebygning skjulte under et glimrende, vel samstemmende Ydre en stor indre Svaghed og en Mængde farlige Brøst.

Alligevel, som den norske Kirke havde hidtil skredet fremad under Ledning af flere christeligsindede, begavede, dannede og virksomme Forstandere, hvis Exempel og Bestræbelse havde virket nedad, og indgydt den norske Geistlighed paa dens forskjellige Trin Sands for kirkelig Orden, for Kundskaber efter Tidens Maalestok, og for Embedsnidkjærhed, – saa holdt den sig endnu opret under en lignende Indflydelse af verdige Erkebiskopper og Biskopper, Efterlevere fra en ældre og bedre Tid, dog med et vist Præg af Stillestaaen, der lod frygte en Tilbagegang. Men nu kom den store Mandedød og bortrev, som vi have seet, hine ledende Kræfter i den norske Kirke, hine Støtter for den ydre Bygning: Mængden af Landets Biskopper, Mængden af dets Domkapitlers Medlemmer, Mængden endelig af dets ældre Prester og Geistlige, – fast alle de Kirkens Formænd og Tjenere, hos hvem Mindet om den gamle Tingenes Orden endnu var levende, og i hvem den var indtrængt med Opdragelsen. En Skare af yngre Geistlige traadte med eet i de Aflednes Sted. Ifølge den canoniske Ret maatte i Regelen Ingen vies til Prest førend han havde fyldt sit 30te Aar, og kun i Nødsfald maatte det skee tidligere, dog ikke under det fyldte 25de^[1]. Men ved denne Tid, sige Annalerne udtrykkeligen, bleve attenaarige Mænd viede til Prester^[2]. Trangen til Prester omkring i Landet, nærmest efter Mandedødens Ophør, har altsaa været overordentlig stor, siden Biskopperne i den Grad nødtes til at overskride de canoniske Bestemmelser. Og hvad prestelige Kundskaber kunde man nu vel i hine Tider vente af attenaarige Ynglinger, som i Hast vare forfremmede gjennem de lavere geistlige Ordensgrader? eller hvad presteligt Væsen, eller hvilken Karakterens Fasthed, eller hvilken Indflydelse paa Sognefolket kunde man vente af saadanne unge Mennesker, hvis Opdragelse ligesaavel med Hensyn til Livet som med Hensyn til Skolen maatte agtes aldeles ufuldendte. Den pludselige Forfremmelse af saadanne Personer til gode Indtægter og en fri Livsstilling maatte nødvendig lede dem i mangehaande Fristelser, om naar det behørige strenge Indseende fra oven manglede, hvilket nu netop var Tilfældet, da ogsaa Biskopsstolene og Chorsbrødrepladsene for største Delen vare blevne ledige og besattes med nye Mænd, uvante med Forretningernes Gang, blev naturligviis Anledningen saameget større for hine unge Prester til at tage sig sine geistlige Forretninger let og til at slappe Kirketugten baade for eget og Sognefolkets Vedkommende. Idet saaledes Mandedøden berøvede Kirken dens mest erfarne Forstandere og Tjenere, fra de høieste ned til de laveste, og med det samme bragte nye, uprøvede, i Hast sammensøgte Personer ind i hines vigtige og ansvarsfulde Stilling, maatte nødvendigviis den ydre Kirkens Orden lide et høist fordærveligt Knek. Men forenede sig først Uorden i Kirkens ydre Liv med Svagheden i dens indre aandelige, tilsidesattes Loven ligesaameget som Evangeliet forsømtes, da maatte almindeligt Forfald og Hensygnen blive dens uundgaaelige Lod. Vel var det saa, at den maaskee netop nu, meer end nogensinde før, berigedes ved Overtroens Gaver, ved Offer og Testamenter af Folk, der tænkte sig det muligt paa den Maade at kjøbe sig Redning fra den overhængende Død, eller hvis de bukkede under for denne, Sjælens Salighed. Men den forøgede Rigdom var saa langt fra at være Kirken i dens daværende Forfatning til Baade, at den tvertimod tjente til dens yderligere Fordærv; den fremkaldte legemlig Ladhed og aandelig Søvn der hvor just et forynget Liv, og en Opvaagnen til anstrengt Virksomhed saa høieligen krævedes.

Saaledes var Forholdet inden den norske Kirkes egen Kreds, medens den udenfra kun lidet havde at vente til Stødning i sin Svaghed eller til Raad og Trøst i sin Ulykke. Den norske Stat var, som vi have seet, selv et Bytte for al den Afmagt og Raadløshed, som en slet Landsstyrelse og et hensovnende Folkeliv medfører; den havde selv nok med at holde sig nogenlunde opret efter Farsottens haarde Slag. Og den romerske Kurie, verdsligsindet som den da var og blottet for sand christelig religiøs Kraft, kunde ingen anden aandelig Trøst meddele end nye Messer og nye Bønner^[3], der saa langt fra at vække noget friskt christeligt Liv, kun nærede Overtroen. Et Sammenstød af mislige Omstændigheder gjorde saaledes den store Landfarsot dobbelt fordærvelig for den norske Kirke. Den sank under Ulykkens Vegt, og indhylledes hastigen i et tæt og trykkende Mørke, der længe blev hvilende over den.

Under den store Mandedød bleve, som allerede fortalt, Erkestolen i Nidaros og tre norske Biskopsstole ledige. Det lader, som om Thorstein, Biskop af Bergen, er død først, og som hans Eftermand Gilsbrikt eller Gisbrikt er bleven valgt i 1349 inden Erkebiskop Arnes Død, og Valget stadfæstet af denne. Gisbrikt skal have været en Engelskmand af Fødsel, men var dog udentvivl Chorsbroder i Bergen, da han valgtes. Erkebiskop Arne havde ogsaa valgt Gyrd Ivarssøn, Abbed af Jonskirken i Bergen, til Biskop i Skaalholt efter Jon Sigurdssøn. Ingen af disse Biskopper kom han imidlertid til selv at indvie, men han skal før sin Død have truffet Foranstaltninger til at deres Indvielse kunde skee ved en af hans Lydbiskopper. Den blev udført, dog sandsynligviis ikke før langt ude i det paafølgende Aar 1350, ved Biskop Salomon i Oslo, og i Overvær af Biskopperne Orm af Hole og Jon Skalle, som var viet i 1343 til Garde paa Grønland. Disse vare, heder det, de eneste Biskopper i Norge, som havde overlevet Landfarsotten^[4]. Hvad Erkebiskop Arnes Dødstid angaar, da veed man kun, at han gjorde sit Testamente den 23de September 1349, og at han endnu levede den 17de October samme Aar^[5]. Hans Død falder følgelig henimod Aarets Slutning. Han havde været Erkebiskop i 3 Aar, 1 Maaned og 1 Dag^[6], regnet fra hans Indvielse. Som allerede nævnt skulle alle Chorsbrødre af Nidaros’s Kapitel ligesom Erkebiskoppen være blevne bortrevne af Sotten paa een nær. Denne hed Lodin, og han skal som Repræsentant for Kapitelet have valgt til Arnes Eftermand: Olaf, Abbed af Holms Kloster^[7].

Hvorledes det end kan have forholdt sig med dette Erkebiskopsvalg, der i alt Fald ikke kan have været andet end en Postulation, eftersom den Valgte var Klostermand, – saa er det sikkert, at Pave Clemens VI betragtede det som ugjort. Aarsagen hertil har dog ikke været hverken Formfeil eller den udvalgtes Uverdighed, men en tidligere af samme Pave truffen Foranstaltning. Clemens havde nemlig, som han selv sagde, medens Arne endnu forestod Nidaros’s Kirke, forbeholdt sig, naar denne Kirke igjen blev ledig, at skaffe den en dygtig Forstander ved det apostoliske Sædes Forsorg, eller med andre Ord, ved pavelig Provision; og derfor havde han paa Forhaand erklæret ethvert paa anden Maade udført Valg, af hvemsomhelst dette foretoges, eller ifølge hvilkensomhelst Autoritet, Pavens Foranstaltning bekjendt eller ubekjendt, – for magtesløst. Nu, da den nidarosiske Erkestol virkeligen var bleven ledig, kunde altsaa ingen uden Paven selv igjen besætte den. Efter nøie at have overlagt Sagen med sine Brødre (Kardinalerne) har han endelig, som han udtrykker sig, kastet sine Øine paa Olaf, Abbed af den hellige Marias Kloster af Holm, om hvis Sedelighed, Klogskab i aandelige og verdslige Ting, og mangfoldige andre store Dyder han har tilforladelig Underretning, og forsørger af apostolisk Myndighed Nidaros’s Kirke med hans Person, som dens Erkebiskop og Hyrde. Vi see, at Paven saaledes vistnok tilintetgjorde ethvert Valg, forsaavidt noget saadant havde fundet Sted, men at han dog ved sin Provision beskikkede den samme Mand, om hvem det i vore Annaler siges, at han var bleven valgt eller postuleret af det eneste tilbageværende Kapitelsmedlem. Pave Clemens VI’s Brev, hvori han forkynder Olaf dennes Beskikkelse, er givet i Avignon den 3die November 1350. Af samme Dag ere ogsaa Pavens Anbefalingsbreve for Olaf til Kongen, det nidarosiske Kapitel, den nidarosiske Kirkes Lydbiskopper, Geistligheden i Nidaros’s Stad og Biskopsdømme og Folket sammesteds^[8]. I alle disse Breve kaldes imidlertid Olaf ikkun „Electus“. Denne Omstændighed hentyder paa, at han den Gang ikke har været tilstede ved Kurien, eller i alt Fald at hans Indvielse først er foregaaet senere, og da muligen ikke før i det paafølgende Aar 1351. Men i Begyndelsen af dette maa den i det sildigste have fundet Sted; thi den 10de April 1351, Natten efter Palmesøndag, kom Olaf fra Kurien til Norge med Pallium. Da var i Følge med ham Hr. Erling Vidkunssøn, der havde redet til Rom med to Svende, ganske vist i det foregaaende Aar for at nyde godt af Jubelafladen^[9].

Hvor snart Hamars og Stavangers ledige Biskopsstole ere blevne besatte, vides ikke med Sikkerhed. En gammel Biskopsrække nævner som Halvards nærmeste Eftermand paa Hamars Stol en Olaf^[10]; men han findes ikke andensteds omtalt, og hvis det med ham forholder sig rigtigt, og han virkelig har været indviet, maa hans Biskopsdømme have været af ganske kort Varighed. Thi sikkert er det, at i August Maaned 1351 var Haavard Hamars Biskop og deeltog som saadan i et Provinsialconcilium i Nidaros, hvorom strax nedenfor skal tales.

Biskop Guttorms Eftermand paa Stavangers Stol var Sigfrid. Han synes endnu ikke at have været Biskop i August 1351, da han ikke nævnes som nærværende paa det da afholdte Provinsialconcilium og ei heller som repræsenteret der ved nogen Fuldmægtig. Men at han var indviet før 1ste Juni 1352, sees af et Brev udstædt denne Dag af Erkebiskoppen, hvorved Sigfrid i Egenskab af Stavangers Biskop kaldes til et Provinsialconcilium i Bergen. Han findes imidlertid ikke opført blandt de stavangerske Biskopper i den ovennævnte gamle Biskopsrække^[11], hvortil vel Grunden maa søges deri, at han kun beklædte denne Biskopsstol en kort Tid, og fra den blev overflyttet til en anden, hvilket senere skal omtales.

Samme Aar som Erkebiskop Olaf kom fra Kurien til sit Sæde holdt han i Nidaros et Provinsialconcilium, ved hvilket vare tilstede Biskopperne Gisbrikt af Bergen, Haavard af Hamar og Jon Erikssøn Skalle af Garde paa Grønland, samt, som Fuldmægtig for Salomon af Oslo, Arne Ketilssøn. Conciliets Bestemmelser bleve udfærdigede den 23de August 1351 og beseglede foruden af Erkebiskop Olaf og de ovennævnte Biskopper og Biskop Salomons Fuldmægtig, tillige af Fuldmægtige fra alle de norske Kapitler: to fra det nidarosiske, een fra det osloske, to fra det bergenske, to fra det stavangerske og een fra det hamarske. Noget i disse Bestemmelser er Nyt; men det Meste Gjentagelse af hvad paa ældre Concilier var besluttet:

1) Klerkerne skulle udmærke sig ved Kydskhed, Beskedenhed, Ærbarhed, Ædruelighed, Maadehold og alle øvrige Dyder; de skulle hengive sig til Betragtning og Prædiken, men ei befatte sig med Strid, Retssager og Trætter, paa det at de verdigen kunne tjene Gud. En forbrydersk Sedvane maa med Sorg omtales: at nemlig den norske Provinses Prester og andre Klerker forglemme sit eget Vel og sin Ed, idet de ikke alene antage Husholdersker (focarias) og holde dem offentligen i sine Huse, men endogsaa, „hvad der er end afskyeligere og fordømmeligere, paa Lægfolks Viis, forene sig med dem ved Overeenskomster, Gaver og Troskabsløfter i Overvær af Kvindernes tilkaldte Frænder.“ Tidligere Erkebiskopper have ved Advarsler og paa anden Maade søgt at modarbeide og afskaffe dette, „men uden at nogen synderlig Frugt af deres Arbeide viser sig.“ Man vil desuagtet atter gaa „denne indgroede Ondskab“ imøde med nye Midler, og derfor bydes: at hvilkensomhelst Prest eller Klerk inden de hellige Vielsesgrader (in sacris ordinibus constitutus), især naar han har kirkeligt Beneficium (beneficium ecclesiasticum), efterat være mindet af sin Biskop, alligevel holder i sit Hus eller paa sin Bekostning en Frille, – han skal, overeensstemmende med Erkebiskop Eilifs Statut, straffes med en Pengebod, og hvis han ei retter sig, med Suspension, Excommunication eller Afsættelse fra Beneficiet (privatio). Men de, som forbinde sig med sine Friller ved Overeenskomster eller Gaver (pactis vel donationibus), skulde bøde Halvdelen af sine aarlige Indtægter af Beneficierne, og straffes end haardere, hvis det saa synes Biskoppen.

2) Afdøde Beneficiaters Gods, naar det ei er adskilt fra Kirkens, skal nøie bevares af Biskoppen eller hans Fuldmægtige, indtil en retfærdig Deling mellem Kirken og den Afdødes Arvinger kan finde Sted. De Lægmænd, som støttende sig til verdslig Domstol ville tilegne sig saadant Sæm skulle, hvis de ei inden en Maaned efter Biskoppens Opfordring aflade sligt, være forbudne Indgang i Kirken, og hvis de endda fremture, være forfaldne i Excommunications Straf

3) Prester, der have Sjælesørgerkald (d. e. Sogneprester), forbydes at forlade sit Sogn for længere Tid end fem Dage uden sin Biskops Tilladelse, med mindre den Bortreisende har en anden duelig Prest af samme Biskopsdømme til at forrette for sig. Overtrædelse heraf straffes med Bod af 1 Mark norsk. Reiser han under samme Omstændigheder udenfor Biskopsdømmet, bøde han 1 Mark reent Sølv.

4) Alle Klerker forbydes at bære offentlig „stribede eller flerfarvede Klæder.“

5) „Da der i disse Tider, hvilket er sørgeligt at omtale, paa Grund af Mangel paa geistlige Personer, ofte tages til Sjælesørgere Enfoldige og uvidende (simpliciores et ignari),“ saa paalægges det de høiere staaende Prester (superiores presbyteros, Hovedpresterne?) at undervise de yngre i deres Embedsforretninger og især om Messens Regel (de canone missæ), om Daabens og den sidste Salvelses Sakrament, om Begravelsens Forretning og om andet henhørende til Prestens Embede, samt oftere nøie examinere dem i disse Ting.

6) Erkebiskop Arnes Statut bekræftes, „i hvilket saa at sige alle de foregaaende Erkebiskoppers Statuter ere samlede med Bortskjærelse af det Overflødige.“ Dog vil Erkebiskoppen forøge enkelte Artikler af det med et og andet nyttigt.

7) Det paalægges Presterne nøie at undervise Klerker og Lægfolk om den Ærefrygt, de skylde at vise Naveren (eucharistia).

8) Ingen Prest eller Klerk af de hellige Grader, der har levet i Frilleliv, maa begraves inden Kirkens Mure uden Biskoppens Dispensation.

9) De Prester, som have Sjælesørgerkald, skulle undervise eller lade undervise sine Sognemænd i Trosartiklerne, Fadervor, Marias Hilsen, om Daaben og dens Virkninger, om de øvrige Sakramenter, om de syv Dødssynder og om Helvedes Straffe.

10) Hvilkensomhelst Klerk, der søger Beskyttelse af verdslig Magt for at undgaa Straf af sin geistlige Dommer, er af selve Verket excommuniceret.

11) Hvilkensomhelst Klerk, der imod Kirkens Ret og Frihed paakalder verdslig Magt (advocaverit?) eller conspirerer, falder i Excommunication.

12) Nonneklostrene skulle være strengt lukkede.

13) Ufornuftige Indulgenser maa ikke forkyndes.

14) Præbendarier maa ikke optages i Klostrene uden vedkommende Biskops Samtykke.

15) Lægmand, der vidende, „mod den Overeenskomst, som fordum (olim) mellem Kongedømmet og Kirken er indgangen og fra begge Sider besvoren“ (den tunsbergske af 1277), tiltager sig Behandling og Afgjørelse af Sager, der høre under den geistlige Domstol (causas ad ecclesiasticum forum spectantes), eller drager Klerk, imod hans Villie, for verdslig Domstol, eller dømmer angaaende Klerkers eller Kirkers Ejendom uden vedkommende Geistliges Opfordring eller mod deres Forbud, – falder i Excommunications Straf af selve Verket.

16) Den som lægger eller lader lægge voldsom Haand paa Klerk eller Klostermand, og den som adlyder Bud om saadant, er falden i samme Straf.

17) Ligesaa den, der ei forsvarer Klerk under saadanne Omstændigheder.

18) Ligesaa de Embedsmænd, der paalægge Kirker, Klerker eller deres Eiendom utilbørlige Byrder (angarias et exactiones indebitas).

19) Ligesaa disses Eftermænd, hvis de ikke inden to Maaneder rette Forgjængernes Feil.

20) Ligesaa de, der udstede Forordninger imod Kirkens Frihed, med mindre de inden to Maaneder tilbagekalde dem.

21) Ligesaa de, der fore saadanne Forordninger i Pennen, og de Embedsmænd, som dømme efter dem.

22) Hemmeligt Egteskab paadrager treaarig Pønitens; Presten, som ei forhindrer det, suspenderes for tre Aar.

23) Den som i sin Egtefælles levende Live vidende indgaar Forbindelse med en anden, falder i Excommunication af selve Verket, og kan ei løses, med mindre der bødes som for Hor.

24) Andet Egteskab skal ikke velsignes af Presten under Suspensions Straf for denne.

25) Klerker, der have Beneficium, skulle testamentere Kirken den tiende Part af det ved Kirken erhvervede Gods.

26) Chorsbrødre, der studere i Udlandet (existentes in studio), skulle nyde Indtægterne af fine Præbender ubeskaarne; Vikarieringen lønnes af det fælles Bords Indtægter.

27) De canonisk bestemte Sagen hvorved En falder i Excommunications Straf af selve Verket, skulle eengang om Aaret forkyndes i Modersmaalet (in vulgari) i Kathedralkirkerne og andre større Kirker, og derpaa skulle de, som maatte være faldne i saadanne Sager, i Almindelighed erklæres excommunicerede med slagne Klokker og tændte (men derpaa slukkede) Lys.

28) Klerk, som yder Nogen Beskyttelse mod Kirken, eller understøtter dens Fiender, er falden i Excommunications Straf.

29) Ligesaa hver den, som ved Tyveri eller Ran borttager hvad der i Kirke eller paa Kirkegaard er hensat i Forvaring, eller paa anden Maade forgriber sig paa Kirkens Immunitet^[12].

Hvad der i disse Conciliebestemmelser fortjener at udhæves er især følgende. – Man seer af deres første Artikel, hvor ilde det fremdeles blandt den norske Geistlighed stod til med Overholdelsen af Cølibatsloven, og hvorledes det endog var Sedvane, at Klerker, der ifølge sin Vielsesgrad vare hiin Lov underkastede, indgik ordentlige vidnesfaste Overeenskomster med sine Friller, saaledes at deres Forbindelse fik et for den verdslige Ret nogenlunde lovligt Præg og blev et Slags borgerligt Egteskab, medens den i kirkelig Henseende ved sin Vitterlighed netop blev desto meer afskyelig og fordømmelig. Tingen var, uagtet den ei udtrykkelig omtales i ældre Conciliebestemmelser, ingenlunde ny. Mangen Biskop, hos hvem en finere moralsk Følelse overdøvede den slaviske Lydighed mod Pavedømmets Bud, kan vel antages i sit stille Sind at have dømt Forbindelser som de her omtalte mildere end de meer uordnede men mindre vitterlige, og derfor at have seet saa meget som muligt gjennem Fingre med en slig Sagens Gang, uagtet de vare nødte til offentligen at fordømme den. Men om end i Virkeligheden saaledes et mindre Onde afløste et større, saa var det dog aabenbart, at den hele Cølibatslov derved blev et reent Spilfegteri. At Erkebiskop Olaf nu optraadte skarpt imod hiin saakaldte „afskyelige og fordømmelige Sedvane“ i Særdeleshed, nyttede ligesaalidet som tidligere Biskoppers Bestræbelser for at hindre Cølibatsovertrædelser i Almindelighed. De ovenomtalte Forbindelser vedbleve at have sin Gang og bleve i det følgende Aarhundrede, som det lader, snarere almindeligere end sjældnere.

Man finder videre i femte Artikel en Bekræftelse paa hvad ovenfor er sagt om Sjælesørgerembedets mislige Bestyrelse nærmest efter Mandedødens Ophør. Det var tildeels – som Erkebiskoppen selv erkjender – lagt i Hænderne paa „enfoldige og uvidende“ Personer; om disse ved hans vistnok velmeente Foranstaltning bleve forvandlede til dygtige og oplyste Prester, er der al Grund til at tvivle.

Mærkelig er endelig den Maade, paa hvilken i den femtende Artikel den tunsbergske Overeenskomst omtales; thi at den og ingen anden menes, er aabenbart. Den omtales nemlig som værende ved fuld Magt og Gyldighed. At den ikke var dette i 1337, viser noksom de ovenomtalte Forhandlinger i nævnte Aar mellem Kongen og Erkebiskop Paal^[13]. At den i Mellemtiden mellem 1337 og 1350 skulde være bleven anerkjendt og stadfæstet af Magnus, dertil findes ingensteds noget Vink. Der er saaledes Grund til at antage, at Erkebiskop Olaf, idet han paaberaaber sig hiin Overeenskomst som gjældende, ikke har støttet denne Paastand paa nogen af Kong Magnus formelig udtalt Stadfæstelse af Overeenskomsten, men kun anvendt den nidarosiske Erkestols gamle Fremgangsmaade i den Sag: aldrig at erkjende Overeenskomstens Ophævelse – noget den saameget mindre behøvede at gjøre, som Kongedømmet virkelig aldrig ved nogen Forordning udtrykkeligen havde ophævet den i dens Heelhed –, men tage sig dens Bestemmelser til Indtægt i den største Udstrækning, som Tidsforholde og Omstændigheder maatte tillade. Nu var aabenbare den norske Kirkes Stilling ligeoverfor Kongedømmet gunstigere under den svage Kong Magnus’s Styrelse end i lange forudgaaende Tider, under kraftigere Konger og en kraftigere Rigsstyrelse. Det maa derhos betænkes, at mange af den tunsbergske Overeenskomstes enkelte Bestemmelser i Tidens Løb, med større eller mindre Afændringer, og med Kongedømmets stiltiende eller udtrykkelige Samtykke, virkelig vare indgangne i den norske Kirkes Ret. Man tør maaskee endogsaa sige, at Erkebiskop Jons Christenretsudkast, der jo heel igjennem var bygget paa Overeenskomsten til Tunsberg, ved denne Tid gjaldt mere i den virkelige Brug i Norge, uagtet den ikke var formeligen vedtagen af Folket eller samtykket af Kongen, end de ældre Christenretter, der vare godkjendte ved gjentagne kongelige Forordninger. Dette var en naturlig Følge deels deraf, at Jons Christenret i Hovedsagen var tidssvarende, medens de andre i mange Stykker vare forældede og nødvendigviis maatte fuldstændiggjøres af hiin, – deels deraf, at Provinsialconcilierne stedse havde meer eller mindre aabenlyst anerkjendt Erkebiskop Jons i Overeenskomsten og i Christenretten udtalte Grundsætninger som nøie stemmende med den canoniske Ret, og ved en klog og tildeels maadeholden Anvendelse af dem i sine egne Bestemmelser havde gjort dem efterhaanden meer og meer smagelige for den norske Almeenhed og ved sin Anseelse uformærket givet dem næsten Lovlighedens Præg. Under saadanne Omstændigheder kunde nok Erkebiskop Olaf vove, saagodtsom ligefrem og i tydelige Ord, at paaberaabe sig den tunsbergske Overeenskomst som gjældende Retskilde. Og han har rimeligviis ikke gjort det uden Virkning. Thi efter alt Udseende udvidede den norske Kirke virkeligen fra denne Tid af sin Myndighed i den Retning, for hvis Skyld Overeenskomsten her paaberaabes, nemlig med Hensyn til de geistlige Domstoles Omraade.

Forøvrigt synes de her fattede Conciliebestemmelser i det Hele at vidne om Erkebiskop Olafs Iver for igjen at bringe nogen Orden i den ved Mandedøden haardt rystede norske Kirke, samt især for at indprente de nye Biskopper og Kapitler de hierarchiske Grundsætninger, de i sin Kirkestyrelse havde at følge.

Biskop Salomon af Oslo var, som allerede anført, ikke selv personlig tilstede paa Provinsialconciliet i Nidaros, men lod møde ved Fuldmægtig. Aarsagen hertil har rimeligviis været hans Alderdomssvaghed; thi han maa paa denne Tid have været betydelig gammel, eftersom han allerede i 1305 var Chorsbroder i Nidaros, hvilket synes forudsætte, at han har været født mellem 1270 og 1280. Han døde i Slutningen af 1351 eller i Begyndelsen af 1352, efter at have i henved 30 Aar forestaaet Oslos Biskopsdømme. Til hans Eftermand valgtes af Kapitelet Gyrd eller Giurd, Chorsbroder ved Oslos Kathedralkirke, ganske vist den samme, som i Brev af 5te November 1351 benævnes Giurd Aslessøn (Giurderus Aslonis), Officialis og Canonicus^[14]. Gyrds Indvielse maa være foregaaen inden 21de September 1352; thi i et Brev af denne Dag benævnes han: med Guds Naade Biskop i Oslo^[15].

At Erkebiskop Olaf havde et aabent Øie for Provinsialconciliernes Vigtighed, viser den Omstændighed, at han allerede det næste Aar 1352 sammenkaldte et nyt til 16de August samme Aar, og denne Gang i Bergen. Man har hans Kaldelsesbrev til Biskop Sigfrid af Stavanger, givet den 1ste Juni. Han paaberaaber sig her „de hellige Fædres Decreter,“ der forpligte Metropolitanerne til „hvert Aar“ at holde Provinsialconcilier med sine Lydbiskopper; og han opfordrer Biskoppen til ogsaa at lade sit Kapitel og sine Chorsbrødre møde ved Fuldmægtige (syndicos vel procuratores) til den bestemte Tid, under den Straf, som den canoniske Ret bestemmer for dem, der paa Kaldelse ei indfinde sig til Provinsialconcilum^[16]. Conciliet er ogsaa ganske vist blevet afholdt paa det bestemte Sted om end maaskee lidt senere end i Kaldelsesbrevet var antydet. Man finder nemlig, at i September Maaned 1352 Erkebiskop Olaf og de fleste norske Biskopper: Haavard af Hamar, Gisbrikt af Bergen og Gyrd af Oslo, have været tilstede i Bergen. Af Biskop Haavard af Hamar har man Brev af 3die September fra Bergen^[17], af Erkebiskoppen af 19de September sammestedsfra^[18], og Biskop Gyrd af Oslo nævnes tilligemed sin Chorsbroder Arne Ketilssøn som nærværende der den 21de September^[19]. At Bergens egen Biskop Gisbrikt ogsaa har været tilstede, kan man saa meget mindre betvivle, som man af et Brev seer, at han den næstforegaaende 30te Juni var ved sit Sæde^[20]. Den eneste norske Biskop, om hvis Nærværelse paa Conciliet man kan tvivle, er Sigfrid af Stavanger, der muligen paa denne Tid kan have været bortreist til den pavelige Kurie. Der er forresten ingen Bestemmelser levnede fra dette Concilium i Bergen; man finder kun, at flere Biskopper og Kapitler under den Sammenkomst have gjort Regnskab for den treaarige Pavetiende.

1. Decr I. Dist. LXXVIII.
2. Isl Ann. 282.
3. S. o. f. II. 312.
4. Isl Ann. 280.
5. N. Dipl II. 250.
6. Scr. r. D. VI. 616.
7. Isl. Ann. 280.
8. N. Dipl. I. 254–256.
9. Isl. Ann. 282.
10. N. Tidskr. V. 44.
11. Smsts.
12. N. g. L. III. 301–306.
13. S. o. f. II. 253.
14. N. Dipl. I. 259. Af dette Brevs Udtryk maa man slutte, at Biskop Salomon endnu paa Udstedelsesdagen, den 5te Novbr., var i Live.
15. N. Dipl. II. 256.
16. Brev af 1ste Juni givet „in Capelluvaghom.“ Or. perg. A. M. Sml. fasc. 35. No. 3.
17. N. Dipl. I. 261.
18. N. Dipl. I. 263.
19. N. Dipl. II. 256.
20. N. Dipl. I. 261.