Den norske Kirkes Historie under Katholicismen/85
Det havde nu i henved halvandet hundrede Aar gaaet meget regelmæssigt til ved de norske Biskopsstoles Besættelse, idet overhovedet Kapitlerne frit og uden kjendeligt Indgreb fra Pavens eller Kongedømmets Side øvede sin Valgret overeensstemmende med de canoniske Regler. De enkelte Undtagelser, der for Erkestolens Vedkommende havde fundet Sted, vare for Ubetydeligheder at regne og havde desuden for det meste sin Grund i særegne Omstændigheder, som næsten gjorde en Afvigelse fra Regelen nødvendig. Men ved denne Tid begyndte Paven selv at forstyrre ren gode Orden i Biskoppernes Valg.
Allerede Pave Clemens VI’s Fremgangsmaade ved Biskopsskiftet paa Suderøerne i 1348, da han selv indviede den nye Biskop Villiam[1], og derved gav Anledning til at Suderøernes Biskopsdømme unddrog sig Nidaros’s Metropolitanhøihed, var et vilkaarligt og forstyrrende Indgreb i sidstnævnte Erkestols Ret, hvilket dog maaskee i Omstændighederne, i de forandrede Statsforhold mellem Norge og Suderøerne, kan finde en Undskyldning. Værre var det med Erkebiskop Olafs Beskikkelse. Pavens Adfærd i denne Anledning tydede aabenbar ikke paa noget godt. Idet han nemlig, medens Erkebiskopsstolen endnu var beklædt af Erkebiskop Arne, erklærede, at han havde forbeholdt sig, naar den blev ledig, at besætte den ved Provision, altsaa uden at lade Kapitelet øve sin Valgret, og han derpaa ifølge dette Forbehold beskikkede Olaf, – saa gav han derved temmelig utvetydig tilkjende, at en saadan Beskikkelsesmaade vel for Fremtiden kunde blive Regelen med Hensyn til Nidaros’s Erkestol.
Men endnu langt videre gik Pave Clemens, idet han forbeholdt sig Provision og Disposition af alle ledige og ledig- blivende Biskopsdømmer, og forordnede, at enhver Besættelse, som paa anden Maade iverksattes, skulde være ugyldig. Man finder vel ikke, at dette Forbehold er blevet gjort gjældende ved Besættelsen af de første under Mandedøden ledigblevne norske Biskopsstole: Bergens, Hamars og Stavangers; men da Oslos blev ledig efter Salomon, skede det. Gyrd blev, som vi have seet, regelmæssigen valgt af Oslos Kapitel og modtog ligesaa regelmæssig sin Stadfæstelse og Indvielse af Erkebiskop Olaf. Om alt dette blev Pave Clemens underrettet. Uagtet han nu maatte indrømme, at det maaskee var foregaaet uden at hverken Kapitel eller Erkebiskop kjendte hans Forbehold, og at Kapitel og Erkebiskop altsaa rimeligviis havde gjort hvad de gjorde i den Formening, at de handlede fuldkommen canonisk, – saa underkjendte han dog ligefuldt Valget, fordi det, som han paastod, i Virkeligheden var ucanonisk. Denne Kjendelse af Pave Clemens blev rimeligviis afgiven om Hesten 1352. Biskop Sigfrid af Stavanger var da netop tilstede i den pavelige Kurie, uvist i hvilket Erinde; og ham udnævnte nu Paven med sine Kardinalers Raad til at beklæde Oslos ledige Biskopsstol.
At Sigfrid selv paa en eller anden Maade har virket til denne Sagens Afgjørelse, omtales vel ingensteds, men er dog ikke ganske usandsynligt. Oslos Biskopsstol var langt rigere end Stavangers, og Sigfrid stod sig saaledes vel ved Byttet. Man finder ikke, at hverken Biskop Gyrd, eller Oslos Kapitel, eller Erkebiskop Olaf har nedlagt nogen Indsigelse mod den pavelige Foranstaltning; og de kunde vel ei heller godt gjøre det, skjønt den aabenbar greb ind i deres alles canoniske Ret. Gyrd veg, som det lader, uden Modsigelse sit Sæde for Sigfrid, og denne havde allerede den 6te Mai 1353 taget Oslos Stol i Besiddelse[2], medens Gyrd i et Brev af 18de Juli samme Aar benævnes: fordum udvalgt til Oslos Biskop (olim in episcopum osloensem electus)[3]. Imidlertid var Clemens VI død i Avignon den 6te December 1352, og den 18de i samme Maaned blev Innocentius VI, ogsaa en Franskmand, valgt til Pave. Innocentius havde som Kardinal taget Deel i Sigfrids Udnævnelse; men han havde dog Medynk med den haardt behandlede Gyrd, om hvis Dygtighed han var overbeviist, og beskikkede ham den 8de Januar 1354 med sine Kardinalers Raad til Stavangers ledige Biskopsstol[4]. Innocentius godkjendte saaledes sin Formands Fremgangsmaade og fulgte den. Det stavangerske Kapitel maatte naturligviis, uden at kunne øve sin Valgret, modtage Gyrd som sin Biskop.
Hvor forstyrrende saadanne pavelige Provisioner maatte virke paa Kirkeordenen, er let at indsee, ligesom ogsaa hvilken Adgang herved aabnedes for ærgjerrige Prælater til at indsnige sig paa ulovlige Veie, ved Hjælp af Bestikkelser og Smiger, i Biskopsembederne. Men Provisioner vare nu engang komne i Mode ved den pavelige Kurie, hvilken ved denne Besættelsesmaade af Biskopsstolene udentvivl især tilsigtede tvende Ting: først at lægge den pavelige Magtfuldkommenhed i Kirken ret klarligen for Dagen; og dernæst at skaffe det apostoliske Skatkammer en Indtægt. Thi enhver Biskops umiddelbare Afhængighed af Paven blev ved Provisionen paa det haandgribeligste tydeliggjort, og Provisionen gaves dertilmed sjelden gratis. Forresten gik Paverne med Hensyn til den norske Kirke samme Vei som med de øvrige Rom undergivne Kirker. De løste først Metropolitanforholdet i selve Kirken, idet de formindskede Metropolitanens Ret over hans Lydbiskopper, naturligviis for at han ikke skulde blive for selvstændig i sit Metropolitanomraade til Skade for deres egen Myndighed. Dernæst understøttede de Kathedralkirkernes Kapitler mod deres Biskopper og tillod dem paa en Maade at sideordne sig disse i Biskopsdømmets Bestyrelse, – dette var for at give Biskoppernes Myndighed i deres Omraade en Modvegt, som Pavedømmet, naar det gjaldt at ydmyge en opsætsig Biskop, kunde benytte til sin Fordeel. Endelig indtrængte de sig i Kapitlernes Valgret for ogsaa til egen Fordeel at svække disse betydningsfulde Kollegiers Indflydelse, der vel kunde tænkes under visse Omstændigheder at kunne blive Pavedømmet farlige. Ved denne Adfærd troede vistnok Paverne at befordre Pavedømmets Magtfylde, idet de indordnede under den umiddelbart alle Kirkens Kræfter. Men Tiden viste, at de høieligen bedrog sig, og at de ved egenmægtigen at gribe forstyrrende ind i den fra gamle Tider grundlagte, og af ældre Paver med saa stort Skarpsind og med saa megen Omsigt uddannede hierarchiske Kirkeorden, netop undergrove Hierarchiets Grundvold og fremkaldte Pavedømmets Fornedrelse og Afmagt.
Hvad den norske Kirke angaar, da tør man vel ikke paastaa, at dens Biskopsstoles Besættelse ved pavelig Provision fra denne Tid af blev Regelen; thi ogsaa senere synes dog Kapitlerne at have faaet benytte sin Valgret. Men allerede den uafviselige Kjendsgjerning, at Paven, uden canonisk Grund, blot ved en vilkaarlig Anvendelse af sin kirkelige Magtfylde, tillod sig, naar ham saa lystede, at omstyrte Kapitlernes Valg og sætte sin Provision i Stedet, allerede denne Kjendsgjerning maatte fratage det saa vigtige Valgsystem en stor Deel af dets Holdning og gjøre Kapitlerne lunkne i Opfyldelsen af deres Vælgerkald.
Imidlertid dreves Indsamlingen af den treaarige Pavetiende i Norge med Iver. Den pavelige Nuntius i de tre nordiske Riger for dette Anliggendes Skyld, Overindsamleren, Johannes Guilaberti, Dekanus af Dorpat, var personlig tilstede i Sverige i Slutningen af 1350[5], og under hans Overopsigt dreve Abbed Arnulf af Hovedø og Broder Ingjald af samme Kloster som hans fuldmægtige Underindsamlere (subcollectores) Sagen i Norge, saaledes at de ogsaa modtoge Peterspengen. Biskopperne samt Kapitlerne besørgede den umiddelbare Indkrævning af begge Dele i de forskjellige Biskopsdømmer og afgave igjen det Opbaarne under Regnskab til hine Indsamlere. Den 20de August 1351 vare de to Indsamlere i Bergen og modtoge her af Kapitelet en Deel af hvad dette havde opbaaret, nemlig 431 Mark norsk Mynt, 50 Pd. Sterl. og noget meer i anden Mynt. Alt havde ikke kunnet inddrives paa Grund af den store Dødelighed, som havde raset[6]. Den 31te October næst efter modtoge de i Oslo 500 Mark norsk Mynt af den stavangerske Biskop Sigfrids og hans Kapitels Fuldmægtige paa Stavangers Biskopsdømmes Vegne[7]. Den paafølgende 5te November udbetaltes dem ligeledes i Oslo, paa Oslos Biskopsdømmes Vegne, den betydelige Sum 4757 Mark norsk Mynt i Pavetiende og 478 Mark i Peterspenge[8]. I 1352 den 3die September modtoge de i Bergen af Biskop Haavard af Hamar paa dennes Biskopsdømmes Vegne 750 Mark norsk Mynt i Pavetiende, men kun 15 Mark i Peterspenge[9]. Den næstfølgende 18de September modtoge de af Bergens Kapitel i yderligere Afbetaling 250 Mark norsk Mynt, 11 Pd. St. og noget mere i andre Myntsorter samt lidt over 27 Mark norsk i Peterspenge; dette var med Vanskelighed inddrevet paa Grund af den store Dødelighed, som havde hersket[10]. Endelig Dagen efter, den 19de September, betalte Erkebiskop Olaf, som det lader ogsaa i Bergen, til Kong Magnus’s Sendebud, ifølge de tvende Indsamleres Forlangende, for sig og sin Kirke i Pavetiende 2100 Mark norsk Mynt, hvilket Kongen skulde modtage til sit Brug ifølge Overeenskomst mellem ham og den pavelige Nuntius[11]. Det følgende Aar 1353, den 18de Juli, i Oslo, aflagde Indsamlerne Abbed Arnulf og Broder Ingjald for selve Nuntius, Johannes Guilaberti, i flere Vidners Overvær, blandt hvilke Biskop Sigfrid af Oslo og Gyrd, fordum Electus til Oslo, – sit Hovedregnskab for Alt det i Norges 5 Biskopsdømmer Indsamlede, Peterspengen med beregnet. Det udviser: for Nidaros’s Biskopsdømme 2100 Mark, for Oslos 5236 Mark, for Bergens 1396 Mark, for Stavangers 531 Mark, og for Hamars 765 Mark, tilsammen 10028 Mark, alt norsk Mynt, af hvilken Mark gik paa 1 Pund Sterling, følgelig 1337 Pd. (el. Mark?) Sterling d. e. godt Sølv. Men hele denne Sum havde Indsamlerne, ifølge den pavelige Nuntius’s udtrykkelige Befaling, overgivet Kong Magnus eller hans Fuldmægtige, og derfor modtaget Tilstaaelsesbrev med Kongens Segl. Over det Hele blev et Notarialinstrument udfærdiget[12].
Forholdet mellem Pavetienden af de forskjellige Biskopsdømmer er paafaldende: af Oslos meer end dobbelt saa stor som af Nidaros’s, meer end tre Gange saa stor som af Bergens, omtrent sex Gange saa stor som af Hamars og næsten ni Gange saa stor som af Stavangers. I Oslos Biskopsdømme maa altsaa have været en forholdsviis stor Mængde rige Beneficier, ligesom vi have seet før, at Oslos Biskopsstol vurderedes lige med Nidaros’s i Rigdom[13]. Af Peterspengens Størrelse kunne vi medmindre Bestemthed slutte noget, da vi ikke vide for hvor mange Aar den var samlet; men er de 478 Mark for Oslos Biskopsdømme Peterspengen for samme Tid som den for Bergens Biskopsdømme var 143 Mark og for Hamars kun 15 Mark[14], saa faa vi ud, at Oslos Biskopsdømme efter den store Mandedød har havt en tre Gange saa stor Befolkning som Bergens, og en meer end tredive Gange (!) saa stor Befolkning som Hamars; thi Peterspengen udrededes efter Mandtallet. Udentvivl maa Oslos Biskopsdømme have lidt forholdsviis ringe ved Mandedøden, uagtet dog ogsaa der ved Sygdommens Slutning, eller strax efter dens Ophør i 1350 (om Vaaren), klagedes over Folkemangel, „saaledes at man ei kunde faa Folk til at treske Tiendekornet“[15]. Hamars Biskopsdømme (Oplandene) skulde derimod have lidt mest. Ellers er der fra Bergens Biskopsdømme alene udtrykkelig klaget over Vanskeligheden ved at inddrive Pavens Tilkommende paa Grund af den Ødelæggelse, Farsotten havde voldet[16].
Det er allerede antydet, at de Penge Johannes Guilaberti inddrev i Norge for det pavelige Skatkammer, bleve overdragne Kong Magnus, og det samme var ganske vist ogsaa Tilfælde med de Summer, han samlede i Sverige og Skaane. Grunden hertil var, at Magnus fremdeles laa i Krig med Russerne, og da Krigen sagdes at gjælde disses Omvendelse fra deres schismatiske og kjætterske Tro til den romerske Kirkes Lære, paakaldte han Pavens Hjælp. Efter Krigsbegivenhederne i 1348 og 1349, hvilke ovenfor ere berørte[17], indtraadte, som det synes, en Stands i Krigens Førelse, bevirket ved Mandedøden, der ikke alene herjede Norge og Sverige, men ogsaa udbredte sig med al sin Ødelæggelse til Rusland, og saaledes lammede begge de stridende Magter. Magnus havde imidlertid ei opgivet sin Plan, at udvide sit Rige og derhos den romerske Kirkes Omraade mod Østen og paa de novgorodske Russers Bekostning, og han synes fra sit første Tog at have vedligeholdt sine Forbindelser med de til det svenske Rige nærmest grændsende Kareler og Ingrer. Nu var der saa meget større Grund til at søge Pavens Hjælp, som Pesten havde svækket hans Riger og sat ham ud af Stand til at modstaa med Kraft Russernes Indfald og Ødelæggelser i de ved hans tidligere Tog vundne Landskaber. Han lod Pave Clemens VI dette vide; og Clemens tilskrev den 15 Marts 1351 fra Avignon Erkebiskopperne af Lund, Upsal og Nidaros samt deres Lydbiskopper med Opmuntring til at lade prædike Korstog mod Russerne i de tre nordiske Riger, og formaa Nordmændene og Danerne at komme Sverige til Hjælp, der ved Pesten var udtømt for Folk[18].
Før denne pavelige Skrivelse blev udstædt, havde allerede Magnus sat sig i Bevægelse og var dragen til den russiske Grændse med en Hær, til hvilken ogsaa Norge gav Bidrag. Han skal efter de norske Annaler i 1351 have vundet nogle Fordele, dog ikke af Betydenhed[19]. Magnus var, som af Breve viser sig, den 17de Februar 1351 i Riga og den næste 2den April i Hapsal i Lifland[20]. Paa denne Tid maa altsaa ganske vist Toget have fundet Sted, og er maaskee paabegyndt allerede i Slutningen af foregaaende Aar. Men den 15de Mai 1351 var han igjen i Aabo i Finland og den 8de Juni i Stokholm[21]. Toget var da, som det lader, allerede til Ende, og det før Virkningerne af den pavelige Korstogsopfordring kunde have vist sig. Rimeligviis bleve disse Virkninger heller ikke store, da de nordiske Rigers Lande endnu altfor meget maatte fele det haarde Slag, Pesten havde tilføiet dem. Magnus’s sidste Tog havde desuden, efter alt Udseende, ikke havt et Udfald, der kunde opmuntre Folk til at stunde efter et nyt.
Men Sveriges Stilling var farlig: Russerne kunde ville hevne sig, Forsvarsmidlerne mod dem vare ganske vist daarlige, og Kongens Skatkammer tomt. Da nu just Indsamlingen af Pavetienden var i fuld Gang, og den pavelige Nuntius personlig tilstede i Sverige, saa var det, under de forhaandværende Omstændigheder ganske naturligt, at Magnus henvendte sig til ham om Pengehjælp. Pavetienden var jo bestemt til Christenhedens Forsvar; om den anventes mod Tyrkerne eller Russerne kunde gjælde lige meget, da begge vare Pavens, følgelig ogsaa Christendommens Fiender. Johannes Guilaberti havde ikke godt ved ganske at afvise Kongens Ansøgning, og bevilgede ham, rimeligviis efter nærmere Overlæg med Kurien, en Sum af 15000 Florener eller Gylden, dog kun som et Laan, hvilket Kongen senere skulde tilbagebetale det apostoliske Skatkammer[22]. Denne Sum har rimeligviis været Udbyttet af den hele Pavetiende af Norge, Sverige og Skaane, og den har, som.det lader, gaaet i Kongens Kasse efterhaanden som den blev indkrævet.
Laanet blev dog neppe anvendt efter Bestemmelse. Man finder nemlig ikke Spor til at Magnus har foretaget flere Tog mod Russerne end de allerede gjorte; og Pengene ere rimeligviis blevne for største Delen bortødslede af den letsindige Konge paa andre Foretagender, som ingen Betydning havde for den romerske Kurie. Krigen med Rusland synes at være døet hen af sig selv paa Grund af det russiske Riges daværende Afmagt, og Kong Magnus’s Ligegyldighed. Men vi skulle senere see, i hvilken Forlegenhed Kongen kom, da Laanet efter flere Aars Forløb fordredes gjenbetalt.
At der ved denne Tid ikke overalt var den bedste Orden i den norske Kirke, viste sig især paa Island. Vi have seet, hvor forhadte de tvende norske Biskopper Jon Sigurdssøn og Orm Aslakssøn der havde gjort sig ved deres Strenghed og Udsugelser, og hvorledes Orm, da Nordlændingerne gjorde aabenbar Opstand mod ham, i 1347 havde maattet ty til Norge for at søge Beskyttelse hos den mod ham gunstig stemte Konge[23]. Orm trøstede sig i flere Aar ikke til at vende tilbage til sit Sæde, og da imidlertid Jon Sigurdssøn af Skaalholt døde i 1348, og hans Eftermands Indvielse forsinkedes ved Mandedøden[24], var Island i over to Aar uden Biskop. I 1350 lykkedes det Biskop Orm at udvirke af Kongen, under dennes Ophold i Bergen, et nyt Vernebrev af 2den Juni, (en halv Maaned før Botulfsmesse) beseglet af Kansleren Arne Aslakssøn i Kongens Overvær. Det var endnu strengere end det tidligere af 1346, indeholdt truende Ord mod de opsætsige Bønder og stevnede otte af disses Formænd, alle anselige Høvdinger til Norge for der at forsvare sin Sag for Kongen eller hans Drotsete[25].
Forsynet med dette Vernebrev drog endelig Orm den følgende Sommer 1351, efter henved fire Aars Fraværelse tilbage til sit Biskopsdømme, udentvivl noget tryggere derved, at den nye Biskop af Skaalholt, Gyrd Ivarssøn, samtidigen for til Island og indtog sit Sæde. Men Orm fandt den gamle Opsætsighedsaand hos Nordlændingerne endnu i fuldt Liv, og han dæmpede den ikke ved at bansætte i 1352 en af sine Hovedmodstandere, Benedikt Kolbeinssøn, og fængsle dennes Svende for at paatvinge dem en streng Pønitens[26]. Hans Modstandere gave dog for saavidt efter, at de adløde Kongens Stevning og droge til Norge for at tale sin Sag. Denne tog en bedre Vending for dem, end Biskoppen rimeligviis havde ventet. De indstevnede Bønder skulle nemlig i 1353 være komne tilbage til Island med Kongebreve, der bøde Biskopperne at aflade alle nye Fordringer, og Biskop Orm at løse dem af sine Modstandere, som han havde bansat[27].
Men Biskop Orm synes ikke at have været tilfreds med dette Sagens Udfald. Han vilde atter prøve sin Indflydelse hos Kong Magnus og for i 1354 paa ny til Norge[28]. Hans Stræben synes denne Gang især at have gaaet ud paa at udvirke en kongelig Bestemmelse for, at den Christenret, som gjaldt i Skaalholts Biskopsdømme, ogsaa skulde gjælde i Holes, navnligen med Hensyn til Tiende og Biskoppens Visitations-Rettigheder. Dette lykkedes ham ogsaa. Thi den 19de October 1354 blev af Kong Magnus, eller i hans Navn, i Bergen udstedt et Brev, beseglet af Hr. Orm Eysteinssøn, der her kaldes Kongens Sekretær, hvori bødes, at den Christenret, der gjaldt paa Islands Sydland, ogsaa skulde gjælde paa Nordlandet, og at ingen Sag skulde søges efter nogen anden[29].
Denne Forordning har almindelig været forklaret saaledes, at Biskop Arne Thorlakssøns Christenret af 1274, hvilken i Hovedsagen var den samme som Erkebiskop Jons, derved fik kongelig Stadfæstelse som den enegjældende paa Island, da den tidligere kun havde gjældet for Skaalholts Biskopsdømme[30]. I Forordningen nævnes dog ingen Christenret udtrykkeligen, og Gyldigheden af Arne Thorlakssøns for Skaalholts Biskopsdømmes Vedkommende kan neppe med Rette paastaas at have været nogensinde tidligere godkjendt af Norges Konge. Maaskee forklarer man rettest Forordningen saaledes, at den Christenret, som i Brugen havde vundet Hevd paa Sydlandet, nu ogsaa skulde gjælde paa Nordlandet; og dermed mentes udentvivl i Grunden den ældre, Thorlaks og Ketils Christenret, hvilken dog nu i Brugen var bleven betydelig afændret efter Arnes. Det er da gaaet til paa Island med Arnes Christenret ligesom i Norge med dens Forbillede, Erkebiskop Jons, – at den uden nogen egentlig kongelig Stadfæstelse, ved at anvendes til Berigtigelse og Fuldstændiggjørelse af den forældede og utidssvarende ældre, egentlig lovvedtagne og stadfæstede, efterhaanden og saagodt som uformærket har overfløiet denne og vundet Hevd i Brugen.
Hvad forresten Biskop Orm angaar, da vendte han, som det lader, ei meer tilbage til sit Sæde i Hole, men døde i Norge den 1ste November 1356[31]. Islændingerne sørgede ikke over hans Død. Af de 14 Aar, han havde været Biskop, havde han tilbragt henved Halvdelen udenfor Island, sysselsat med de Stridigheder, han havde med fine Undergivne, og der bemærkes om ham, at man ei finder Spor til at han paa nogen Maade har ophjulpet sit Biskopsdømme enten i aandelig eller i materiel Henseende[32].
Desværre bleve Biskopper som Orm efter denne Tid ikke længer nogen Sjældenhed paa Island, og Misgreb fra den geistlige og verdslige Styrelses Side forenede sig med Uaar og Landeplager til Folkets Fordærvelse. Saalænge Biskopperne der vare indfødte Mænd, der nøie kjendte Landets og Folkets Leilighed, og desuden tildeels i Slegtforbindelse med dets verdslige Høvdinger, vare de mægtige Støtter for den indre Orden og Talsmænd for det almindelige Bedste baade i Hjemmet og hos Norges Konge. Flere af de tidligere norske Biskopper der vare ogsaa Mænd af Duelighed og god Villie, der stræbte at opfylde sin Skyldighed, om de end ikke altid havde Indfødtes aabne Blik for Landets Tarv og Landets Brøst. Men Jon Sigurdssøn af Skaalholt og Orm Aslakssøn af Hole vare Forløbere for en lang Række af Biskopper, der med Udlændingers almindelige Ukyndighed om Landets Skik forenede verdsligt Sindelag, Ligegyldighed for sit geistlige Kald og for sine Undergivnes Tarv, samt som oftest en høi Grad af Egennyttighed. Fra nu af seer man jævnligen de islandske Biskopper kappes med Landets verdslige Høvdinger i Herskelyst, Trættekjærhed og Almuens Udsugelse. Og den norske Styrelse gav dem heri ved sin Ligegyldighed og Kortsynthed frie Hænder. Norges Konger begyndte nu og vedbleve i lang Tid at ansee Island som et Skatland i Ordets egentligste Betydning, som et Land, der lød under Norges Kongedømme blot for at skaffe dettes Indtægter en Smule Forøgelse, ikke for at nyde dets kraftige Vern til indre Freds og Ordens Opretholdelse. Det bedste Beviis paa Kong Magnus’s Anskuelse af sit Forhold til Island og paa hans Ligegyldighed for dets sande Vel er det Skridt, han i 1354 gjorde, idet han bortleiede alle kongelige Indtægter af Øen, faste og uvisse, ligesaavel Skat og Skyld som Sagøre, for tre Aar til en vis Ivar Vigfussøn Holm, hvem han for samme Tid udnævnte til Hirdstyrer eller Befalingsmand over Landet[33]. Denne Fremgangsmaade blev senere mange Gange gientagen, og man kan let tænke sig til hvilke Udsugelser og Vilkaarligheder den maatte give Anledning. Og med alt det synes Islændingerne dog at have baaret Godhed for Magnus og at have tilskrevet ikke hans Udygtighed eller Mangel paa god Villie, men sine egne Stormænds Egennytte de Lidelser, de maatte udstaa.
- ↑ S. o. f. II. 304–305.
- ↑ N. Dipl. II. 261.
- ↑ N. Dipl. I. 268.
- ↑ Hele denne Sags Gang findes oplyst i Pave Innocentius VI’s Udnævnelsesbrev for Gyrd, givet i Avignon den 8de Januar 1354, bevaret i Transscript paa Pergam. ved „frater Johannes ep. Gardensis (Jon Skalle)“ dat. Oslo in vigilia ascensionis Domini (21de Mai) 1354 A. M. Sml. fasc. 35. No. 4. Allerede før den Dag var altsaa Pavens Brev af 8de Januar kommet til Norge, og Gyrd bleven bekjendt med sin Beskikkelse til Stavanger.
- ↑ Suhm D. H. XIII. 245.
- ↑ N. Dipl. I. 258.
- ↑ N. Dipl. I. 259.
- ↑ N. Dipl. I. 259–260.
- ↑ N. Dipl. I. 261.
- ↑ N. Dipl. I. 262.
- ↑ N. Dipl I. 263.
- ↑ N. Dipl. I. 264–268.
- ↑ S. o. f. II. 298.
- ↑ N. Dipl. I. 206, 267.
- ↑ Kongebrev af 3die Aug. 1350 fra Tunsberg i Anledning af Biskoppen af Oslos Klage over Folkets Skjødesløshed i at udrede Tiende. Or. perg. i A. M. Sml. fasc. 35 No. 13.
- ↑ S. o. f. II. 353.
- ↑ S. o. f. II. 306 f.
- ↑ Suhm D. H. XIII. 259; Lagerbr. III. 397–398. Den sidste henfører Pavens Brev urigtigen til 1350.
- ↑ Isl. Ann. 284.
- ↑ Lagerbr. III. 413, 414.
- ↑ Lagerbr. III. 414; Lappenb. II. 412.
- ↑ Lgbr. III. 393, 394.
- ↑ S. o. f. II. 303 f.
- ↑ S. o. f. II. 304, 342.
- ↑ Finn Joh. I. 433–435.
- ↑ Isl. Ann. 284, 286.
- ↑ Isl. Ann. 286.
- ↑ Smsts.
- ↑ Finn Joh. I. 436.
- ↑ Finn Joh. I. 539, 546.
- ↑ Baade Finn Jonssøn (II. 199) og Espolin (þ. 1 c. 56) antage, at han er død i Norge; de islandske Annalers Udtryk (288) er imidlertid utydeligt og kunde vel forklares som om Meningen var, at han døde i Hole, hvilket dog igjen deres senere Beretning (290) synes at modsige.
- ↑ Finn Joh. II. 199, 200; Espol. Aarb. þ. 1. c. 56.
- ↑ Isl. Ann. 286.